Ejlerik Visborgs Kamp med de Svenske 1658

Yngvar Nielsen

Ejlerik Visborgs Kamp med de Svenske 1658

Historisk Tidsskrift, første Række, fjerde Bind, 1877 (s. 288-290).

Gudbrandsdølernes rejsning i 1658, da de grebe til våben for at ledsage de søndenfjeldske regimenter på marschen til Throndhjem, danner et af de lyseste punkter i den norske historie i det syttende århundrede^[1]. Denne fædrelandssindede dåd er imidlertid ikke enestående, idet netop på det samme tog også en afdeling bergenhusiske bonde-soldater viste sig fra en lignende side og udførte en kæk handling, der kan sættes fuldkommen i linje med kampen i Kringen i 1612 og forsvaret af Krokkleven i 1716. Denne bedrift er imidlertid i tidens løb bleven aldeles forglemt af historien„ men da heldigvis ikke alle skriftlige efterretninger ere ødelagte, er det endnu muligt at opfriske mindet om denne kække dåd.

Da den øverstbefalende over den hærstyrke, som rykkede mod Throndhjem fra det søndenfjeldske, Georg von Reichwein, i de sidste dage af September 1658 nærmede sig denne by, udsendte han fogden i Østerdalen, Jens Bang, der ved denne lejlighed tillige var kaptejn, til grænsedistrikterne for at hindre mulige forsøg på at komme den i Trondhjem indesluttede svenske garnison til undsætning. I samme øjemed udsendtes senere hen også en afdeling ny udskrevne soldater af det bergenhusiske regiment, der vare med på den fra Bergen afgåede expedition, som ialt talte 2000 mand. Disse aldeles uøvede soldaters anfører var major Ejlerik Jenssen Visborg (efter navnet at dømme formodentlig en Gottlænding.) Sandsynligvis har han og Jens Bang taget post på forskellige steder, således at den sidste lå ved Merakerfjeldene, medens Ejlerik Visborg lå ved Sul, hvor han kort efter fik anledning til at prøve sine kræfter med et svensk rytterkorps på 500 mand, der under anførsel af oberst-løjtnant Drakenberg forsøgte at trænge frem til Trondhjem.

Af svenske kilder^[2] vides, at denne efter at være ankommen til Sul kom i kamp med Normændene, og at derunder hans fortrop blev aldeles opreven i et trangt pas, hvorpå han opgav videre forsøg og vendte tilbage til Jæmteland. Det berettes også, at Drakenberg derefter fik ordre til ikke mere at gøre noget angreb, men skåne sine tropper, forat de kunde være i beredskab, om man senere vilde forsøge et angreb på Jemteland fra norsk side. Fremdeles har man også tidligere vidst, at Ejlerik Visborg var den norske anfører, som slog Drakenberg, medens man for øvrigt har savnet nærmere oplysninger om denne begivenhed.

Der haves imidlertid endnu to hidtil udtrykte og upåagtede aktstykker, der nærmere omtale det da passerede. Det ene af disse er en skrivelse tre statholder Nils Trolle til oversekretær Erik Krag af 4 Marts 1660,^[3] hvori han meddeler, at han havde udnævnt Ejlerik Visborg til oberstløjtnant for hans gode kvaliteter og berømmelige optræden ved Trondhjem, da han med 400 nyudskrevne bergenske bondeknegte slog en svensk rytterafdeling på 600 mand. „Havde den kommet til Trondhjem,“ siger Nils Trolle, „vilde ilde afløbet.“ Om Ejlerik Visborg ytres videre: „Han er en ret god og vel meriteret soldat og af alle for sit gode komportement vel likt.“

Det andet aktstykke er en ansøgning^[4], som „Eilerich von Weisburg“ under 25de Juli 1687 i København indgav til kongen i anledning af, at han var krævet for en ti år gammel krigsstyr på 228 rdl. og i en sag med oberstløjtnant Peder Iverssøn dømt til at betale 200 rdl. i omkostninger. Han søgte nu om at blive fri for disse udgifter samt om i henhold til et løfte, han havde fået af kongen under dennes sidste ophold i Norge, at slippe for afgift af en eng i Gamlebyen ved Kristiania. I denne anledning anførte han til sin anbefaling: „Udi den lille fred, da fienden havde Trondhjems provins og amt borte, gjorde jeg allerunderdanigst tro tjeneste og var saa lykkelig, at jeg uden anden ordre kunde naa den okkasion og den, fienden gav, ruineret et regiment rytteri, samt fyrmørser og ammunition bekom, som skulde have sig konjungeret med den magt, i Trondhjems amt stod, efter kongen af Sveriges egen ordre, og 16 kongebreve, som jeg natten tilforn i hænder bekom, til general-guvernøren, at indtage resten af Norge. Da såvel som i forrige kriger haver jeg mig sjelv forgjet, og vidste intet bedre at bruge det mundheld end, naar det gik kongen vel, gik og os andre vel.“ Den tapre og lojale gamle soldat fik kun en del af sin ansøgning opfyldt, idet han ved kgl. resolution af 9 August 1687 blev eftergivet krigsstyren.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Oplysninger om denne reisning findes i min afhandling om de nordenfjeldske begivenheder 1657–1660, s. 31 flg. Dertil kan endnu føjes følgende notits: at der mellem bilagene til Akershus lens regnskaber i rigsarkivet findes en kvittering fra bondelensmanden i Froen, Engebret Amundssøn, dateret Isum 15 April 1659, for, at han af fogden Jørgen Philipssøn havde modtaget 4 rdl. 16 skill. for ti svenske fanger, som i ti dage havde været holdte i arrest i Froen og senere vare indskikkede til Akershus.
2. M. O. A. Wester, Krigshändelserna i Norrige och Jemteland 1658–1660 (Upsala 1857,) S. 9.
3. Original i det danske gehejmearkiv, mellem Erik Krags breve blandt det gamle danske kancellis arkivsager.
4. Original i rigsarkivet, mellem rentekammerets kongelige resolutioner for 1687.