Erik Munks Forsvarsskrifter, skrevne fra hans Fængsel paa Dragsholm
Paa det Eid, der forbinder Odsherred, en mellem Isefjorden og Kattegattet fremspringende Halvø, med det øvrige Sjelland, ligger Slottet Dragsholm. Det var i Middelalderen stærkt befæstet og tilhørte da Roskildes rige og mægtige Bispestol, kom ved Reformationen til Kronen og solgtes endelig i Slutningen af syttende Aarhundrede til en Søn af Cort Adelaer, hvis Efterkommere paa spindesiden endnu besidde det (til „Adelersborg“ omdøbte) Slot. Medens Dragsholm var Kronens Eiendom, vandt det samme Navnkundighed, som senere Munkholmen, da det nemlig som statsfængsel blev flere betydelige Mænds ufrivillige Opholdssted. Slottets sidste biskoppelige Herre, Joachim Rønnov, blev selv den, der ligesom kom til at indvie det til dette Brug, idet han sad fangen der fra 1536 og rimeligviis lige til 1540. Senere blev Bothwell, som døde her 1578, Slottets mærkeligste Fange. Ogsaa fra Norge modtog dette et Par Gange adelige Fanger. 1626 indsattes saaledes her den lidet bekjendte Isak Pederssøn Maaneskjold, der beskyldtes for at have villet forraade Baahuus til de Svenske, og han endte sine Dage paa Dragsholm 1629. En mere fremtrædende Plads i Historien indtager Erik Munk, en af de virksomste Deltagere i Syvaarskrigen og Fader af den Jens Munk, der i Christian den fjerdes Dage vandt en ærefuld Plads mellem Nordens Sømænd.
Om Erik Munks Liv og Bedrifter besidde vi allerede ikke faa Oplysninger,[1] og hans Historie hører derfor til de mere kjendte Træk af det sextende Aarhundredes Begivenheder. Disse Oplysninger standsede imidlertid hidtil ved hans Afsættelse som Lensherre i Nedenes, hvorfra han fjernedes paa Almuens gjentagne og beføiede Klagemaal over hans Færd. Man vidste, at han 1586 var fort til Dragsholm, men kjendte ikke hans Dødsaar, end mindre hans Dødsmaade. Ganske nylig ere imidlertid nogle nye Data blevne bragte tilveie.
I Eiler Brokkenhuus’s historiske Kalenderantegnelser forekomme to herhenhørende Notitser, først, at han indsattes paa Dragsholm den 8de August 1586, og dernæst: „Anno 1594 hengde Erick Munck sig sielff paa Dragsholm ij Fengsselith och blaf begraffuith wnder Gallenn sammested.“[2] Ved Siden af denne Oplysning om hans selvmord er ogsaa fremkommet et Vink om, at han forinden havde gjort et uheldigt Forsøg paa at flygte, der kostede en adelig Medfange, som havde bistaaet ham deri, forskjellige Ubehageligheder[3].
Hvad der imidlertid endnu er ubekjendt for de Fleste, er at Erik Munk i sit Fængsel ogsaa har forfattet Forsvarsskrifter. Disse, der, dog kun i et af Rettelser og Tilføielser opfyldt Udkast, findes i det danske Geheimearchiv og efter Foranstaltning af det norske historiske Kildeskriftfonds Bestyrer ere blevne afskrevne ved cand. philos. A. Larsen i Kjøbenhavn, vil man nedenfor finde aftrykte. Deres Stil er slet, paa sine Steder ere de halv uforstaaelige, og overhoved staar hans Fremstilling af sin egen Sag neppe altid til Troende. Men paa den anden Side indeholde de stundom interessante Vink til Forstaaelse af en lidet kjendt og belyst Periodes Tilstande, de give mangensteds Indblik i Datidens Tænkemaade, ja endog, hvad man netop yderst sjelden Steder paa, ogsaa i dens Opfatning af ældre historiske Begivenheder, og det baade i Norden selv, f. Ex. Engelbrechts og Nils Dakkes Oprør, og langt udenfor vore Grændser, saasom Amerikas Opdagelse. De fortjene derfor nogen Opmærksomhed af Historiens Venner.
Edelighe welbørdige strenge herer1) mett gud almete, mynn ganske wnderdanig ydmng hellssen forsendtt, welbørdige strenge herer paa mynn ellendig begiering och tiilbudt wed Hermand Jull gunstlign tiillaatt att formelle eders strenghedt mynn begiering oc tilbud skrefftlign Thij er nu som tyllfornne mynn ganske wnderdanig ydmign elendig bønn och begiering, thet mynn aldernodiiste høgmecte øffrigghed fore gudtz skyll saa aff krestelig mettlydende och barremhiertighedt gunstlign werdiis att formyllies offuer mynn store elendighedt som y thette languarindes fengsellnød tiildrager sig, och nodigt gunstlign effterlaade mig all myesseforstandt, som meg wforssynne, mest formedlst mangfolligt argillest fyntlig fynantzs och wbelig efftertractiilsse er paaførtt, och nodiigt giiffue meg ett gunstiigt tiilforlanndes trygt venskab, thett jeg nodigt kunde bliffue wnttledigt och kome løs wskaad aff dette fengelsse, ther huos nodigt effterlaade meg myn faattige haffue och gotz att bekome ygienn-
Daa wiill ieg mett gudtz nodiis hilp och wed denn lod och dell, som ieg wiille haffue huos gud, al myn lyffuisstiid wnderdanigt trolygen beuysse Danmarckes øffrighed och Danmarckes krunne hulskab och troskab och altiid aff ganske formue ther fore forstrecke vspartt lyff och gotz, som ieg huos gudt will haffue mytt wiindesberdt, iøg her till goduilign gortt haffuer aff yderste formue.
Ther huos, som mytt wnderdt welmentt tiilbud haffuer verett, thet ieg mett gudtz hielp viste att giøre konng. mai. och Danmarckes krune nogen synderlig tienste mett forberøtt wiilkor att wnledige mytt fengssill mett, och bekomme myn haffue och godz igien, ther huos och forhielpes mett ligemetzig rett, thet ieg nodigtt kunde bliffue wnttledigett alf thend mysseforstandt, ieg er komen vdi, saawiitt ieg haffuer rett till. Thett mett gudtz nodiis hielp wnderdanigt formelle och eders strenghedt, som her effter følger, wdi tiisse effterschreffne artickler enn lygnelsse och skyenn tiill ydermere och framdielis grundlig och begryplig sandferdig forkleryng paa huertt artiickell y adskylige wdy denn artt och menyng, troligen att forindre(?) och byettyde skynbarlygen eders strenghedt, huor aff altt mysbrug och dagliig myssforstandt spyendes och tages vdi Norgge; sameledes huor aff och messbrug kandt spienes eller tages, som konng. mai. och rygett haffuer altiidt fraa førsten verett tiil skaade och faare, och her effter kandt were att befrectte, som kandt giffue Danmarcks krune skaade vdi Norge.
Thenne kundskab och forstand haffuer ieg bekomett wdaff tre wysse forfaringer som ieg haffuer werett brugett vdi ther i Norge.
Først wdi salig mett gudtz Erick Rossenkrans2) tienest och wnderuyssnynger, som thenn gode mand brugett meg wdi forleden Suenske fyede, paa the tog, hand giorde, rygett til wndseting, til Trundhjem, Agersshus och eller huor fornøden giordes.
Thenn anden formedelst enn exstrux, som Pawell Huitfell3), statholler, indførde y Norge, wdaff thendt exstrux bleff giortt ny forendreng paa krunens arlig indkome att opbere, anderledes end som seduanligtt haade werett.
Then tryde foriaring er komen aff then forendring, som tilldrager sieg y rentterytt mett norske regenskaab paa indkomen thet til witløfftiger forklering.
Oc huis bemeltte myssbrug och skaade belanger, haffuer syn grund oc begindde och brug wdaff effterscne fyre sticker, som er
Lyedyng
Tynne
Öde gorder oc jorder
Fynandtzig forredery
Jthem ther aff er spunden all thenn wenighedt och wsamdrigtyghedt, som haffuer tiildragett syg emellum krunens befalingsmendt och almuen, saalenge Norge haffuer vertt wnder Danmarck.
Jthem ther aff erett komenn, att almuen haffuer fordreffuit och yhielslagt mange fogeder och prester.
Jthem thet haffuer verett arssagen, thett almuen haaffuer altiid beklagett och beluffuett kronens lensmendt, och wiid slig Engebretz fynatzs4) wiide att skylle befalingsmenden aff mett deris len, och skyffte befalingsmend saa offte thennom løster, och engen kand vere dennem thil paas, dett er och en engelbretz fynatzs, the tractter ther hend, the kunde altiid haffue nykomen øffriighedt, paa dett engen bliffue saa gamell huos thennom, saa handt lerer att kiende legligheden eller forsto sig paa teris ricker.
Jthem thet arssaages ther aff, att krunens formue er sueckiett och ylenger och mer sueckes.
Jthem thet mesbrug giffuer orsagen, att ther kannd ingen visse jordebøger haffuys och y mer thet søges y then skyck thet nu er att bekome klartt, dyssmere trette och wenighed opuecker thett mellem krunen och almuen, och giffuer stor auenn och had mellem befalingsmenden och almuen. Jeg haffner saa megett forsøgt, thett Engelbretts dysypller haffuer fylt deris judaspong mett myn skaade ther aff, och førtt meg y thene wlycke och fengssell.
Jtem mangfollig spienes ther aff forne myssbrug, att the som goor y Engelbrettzs fodspor, wnder fynanziig skynn ther met forblender øffriigheden paa fyerde handt framskiecker falske klaagemoll, ther mett effther handen lyster til dennom mange adskyllig prybelier, och ther mett y maange mode forfordiellytt krunens rettighedt tiill dennom, som altt forarsager mere venighed end endrectighedt
Fordy Enggelbretz dysypler wyde grussam mesterlig att bruge och søge fynatz till at opuecke mottwille och møttery, som altt er arsegen att skyullee huis theris messbrug belanger wdi formelte iiii sticker, wyde ther wdy tiill deris store mude och nøtte att forfordielle krunens retighed til deres karnutter etc. och mett mangfolig och adskylig fynatzs, argelist setter øffrigheden for ett blott glas, som giffuer sligt blott skien, som øffrigheden befalingsmendt kunde forarsage wenighedt, giør syg ther aff hampekiøsser att skreme krunens øffrighedt mett, och saa foressmestz[4] skyuller therys egen wlempe, och henger then paa krunens øffrighedh atth thet gudt forbyude vognen hellett forligt[5] passeligt hielpe wille, til mett vndskyllertt vnder thet skyn, øffrigheden sielff fororsageret.
Thette er en lyden lignelssee paa then fynatz, som Engelbret, Niels Taacke5). mester Krestofor och altt thet anhang, y huor the haffuer vertt eller er etc. haffuer fynantzlig bruge.
Jtem thene bemeltte Enggelbrett var størst arsaag, thet Niels Tacke hade ner fordreffuit kong Gyste alf altt Suerige.
Jtem mester Krestoffer var aarsag til att the Suenske kom saa offte for Trundhiem oc i Nordland, han for olten (i) oc tinget al Nordland fraa Kongen, kom dem til at suere de Suenske.
Jtem aff same mysbrug tooge de syg orsaag, som lettelige och lettferdigtt gick the Suenske til haande, sameledes alle thenom som fandtzs moduylig och wille engen bystandt giøre ymod the Suenske, som megett wytterligt er, thenn store møe och besuering, thenn gode mand saalig mett gudt Erick Rossenkrans haffde ther mett, att opbringe then wndsetting fore Trundhiem, Agerhus och ellers huor som neden fordrett thet, at haffde iche then gode mandtzs flytt och egen formue mett peninger forlaag til forne togs behoff, thaa hade Norge vndertiden neppeligen bleffuett vndsaatt, ther fandz engen y landett som giorde wndsetting vden then goode mand fraa Bergen, huad her menes mett til vider forklering.
Jthem wed bemelte mysbrug haffuer mester Krestoffer mett hans kunum (?) foruanther Eno Branttrog6) mett conzorter beuegett och lockett the Suenske mange ganger ind vdi Norge, tisligest beueget almuen ther mett att falle fraa Danmarck och komme denom till att suere hongh Erick.
Saa formydelst slig annysning och saa thend tryge omgienggelsse, the Suenske haffde mett almuen och prester bode norden och synden fyels, och vore megett vell-lyd huos some, saa er well att formercke, att alle wourod och praticker vare forelygt icke fordøltt then tyd, och kandt skie slyg hemelige obbenharing gaff dennom arsage, att the saa heefftig tracttett epther Norge, kandt skiee mentte mett Norgge att foo indgang till Danmarck, som formercktiis paa mester Krystoffer, thet hand lood syg høre y blantt andre fynttlig fynantss argelistig formelling, att Danmarck wdi lang tid haffde saatt Sueriieg och Norge paa mumeskaanssenn7), fordy ther som the Norske och Suenske holtt tiilhobe, daa war thet nu mett the Suenskiis mactt rodt tiill att foo Danmarck paa mumeeskanssen, wdi lyge mode brugett hand same oc slige andre ordt, ther hand tinget almuen fraa Danmarck, oc kom dennom til att suere Kong Erick, same ord brugtiis menlyg vdi forne Suenskes och Norskiis tryge omgiengelsse.
Ledyng
Thyne
Ȯde jorder
Som al myssbrug haffuer verett fore arsagett aff tiisse tre rettigheder, thuertt y mod nest gudtz hielp fyndes ther vdi bemeltte trene retiigheder gode rodt tiill att forekome alle forebemeltte waurodtt och messebrug, och foruare syg fore alle the waurood som her effter kandt giiffue skaade och mett muilig wmage eller bessuereng kome altiing y thet beste laaff och brug som thet haaffuer i nogen tiid ther y landett vert best, saa altiing kandt trygeligt vere att forlade syg till foruden alt frøcktt eller fare, kandt och skee mett Norges looff och kresten rett, samtt mett menig adels och almues saamticke och mett gudtz hiielp kruenen tiill dobeltt mere indkome sit forne tre rettigheder och vden nogen wlaglig paaleg eller skaatting, tislygest roligen och mett myndre besuering kand regeris end som thet hamrer syg nu.
Jthem krunen och kronens befaalingsmend kunde bere bekome krunens rettighedt wndenn trette, end som nu.
Jthem almuen skaall icke kunde haffue arsaage till att beklage nogen krunens befalingsmand.
Jthem ther skall mett gudtz hielp engen Enggelbretz dysyppiiller kunde bekome nogen tilfelle att forføre eller gøre stempling wnder almuen, som her til er skeett, icke heller kunde tilføge befalingsmenden skaade mett fynantzs, som her til er skyett, och icke foo kongens rettighed y deres mudeepung eller stor mactt til att sielle nogen Dansk, som the haffuer kand skie solltt meg til elendighedt.
Jtem alle forredere oc tieris hielpere skulle mett gudtzs hielp icke haffue tilfelle ett giøre nogen skaade enttenn til land eller vand.
Jtem krunen oc krunenes sloott oc befestnynger kunde bekomo til krunens opholl alle vegne y landett slacter fæe och anden prauantt, och nock till kongens egen behoff, om thet syg tildrog, hans mat. kom ther y landett, saa thet er mett gudtz hielp icke mere fore nøden at skaatte fraa bønder, som nu er icke anden rodt, en at kyøpe oc skatte, och for thet al mett en vnd wille, endog skøntt rede betales eller opberis i saager.
Jtem krunen mett gudtz hielp att foo en tiilbørlig tienest, epther som looffuen indholler oc formellis, bode til laand och vandz behoff wden all modsigelse, saa then Norske mactt kand saa trygelige bruges som Danmarcks egen indbygere.
Sumaa wed forbemeltte mydell och lemper sameledes nogenn landssens besynderlig beleglighedt kandt thet mett gudtz hielp saa beskyckiis, thet Norges ryge kandt bliiffue Danmarck tiill saa stor størcke och befeestning, som Danmarckes yndbøggede sloott och befestnynger, tisliigest saa beknøttet, saatt ther skaall yngen tiilfelle fyndes att kunde skyllit aadt, saa thet enne kandt altiid vere ferdigt thiil at hielpe oc vndsette thet andit, om behoff giørdes.
Edelige och weberdige strenge herer, wdaff wellmentt troo hulhiedt, anssendes mytt federne Danmarcks ryge, krune och øffrighedt tiill ere och gaffnn saa well som mynn elendige nødtzs hielp, och ydermere formelle eders strenghedt om enn bessinderlig stor beleglighedt, som fyndis, y then forhobning, ther huos att kunde kome Danmarck och Danmarcks øffrighedt tiill enn stor merckelig formue, ere och megett gaffn, dy som føre bererett er, forhobndes ederss strenghedt mylleligen, gunstligen behiertter och forsynder myn ellendig nødt, och fore gudtz skyll nodt were mett myg till fredzs och were mig enn nodig och gunstig øffrighedt, yeg wiill mett gudtz hielp saa erklere myg wdi all ydmyg wnderdanighedt, thet eders stringhed nest gudtz hielp skall haffue ett welgefelygtt behag wdi, ther huos nu paa thet korteste tiill vyder nøgacttiig enckell vider forklering, nar som eders strenghedt thet tolmodigligen lader kome till att forhøre.
Wdi forbemeltte denn gode mandtz Erick Roossenkrans sallig mett gudt tieneste och omgiengelsse enngang som offter haaffde synn tydfordriffs taalle mett enn laagmandt8) och meg, thaa begaff sig wdaff then leyglyghett, ieg haffde nogen ar effter fuldt then kryg, som tiildrog sig melum Franckeriige oc the burgundiske laandt vdi mange ar, och kom y talle, huoreledes the burgundigske eller Spannyer formue er wdi rede peninger, och thet møgett syøll, som the bekomer fraa Amercaa, som giffuer thenom saa stor forodt, thet the ther mett ere alle potentatter offuerlegen mett rede penger formue.
Ther ymod att Franckeryge hade synn mactt paa formue formydelst forroodt paa komysse[6] och ther mett war the burgundnyske mettig och sterck nock.
Thenn forne laagmandt var well forfaaren y thendt gamle norske talle, baade och forssamliitt mange norske leginder och till samen dragett och vdsatt en norsk krønick paa Danske, berettet thaa forne laagmandt om nogenn gamell leyglighedt, huorledes Norgge sameledes Danmarck haffuer veretti støre formue bode til laandt och vand end nu enten Spanien eller Franckerik var y de dager giorde dett slig lygnelsssr, att lygesom Spaanienn hentter nu siølff fraa Amerekaa, lygessaa haffde de Norske hentt søølff wdaff Grønlandt y fordom tiider. Tiisligest lygesom Franckeryge haffuer en stor formue och formedelst komessie1), tiisligest haffuer och Danmarck och Norge haaffd i gamlle dager, och att Danmarcks och Norges store mactt kom aff slyg komyssy1), och then tiid dett forrod kom fraa krunen, daa bleff macten storligen forsueke oc tysmyndre. Och tend leglighedt laa salig Erick Rosinkrans altid y synett, nor forne lagmand eller ieg faans huos hanom, daa tallet hand gierne der om, och thet bleff saa wiitt epthertracttett, att thet fandtzs begriplygtt, huorledes bode Danmarck och Norge kunde well kome tiill syn gamlle formue oc stercke igen, mett muelig wmag och rynge bekostning, oc ieg actter, bade hade (sic) icke tildragit syg nogett forfall, besynderlig then forhindring met then languarendes feyde veret, thet then guode mand forligt hade y synett att beførdritt ther om. Sydenn denn tiid haffuer ieg vertt bruget y rygens tieneste alle vegnne, och y alle hande forekomendes legligheder, framdilis och wider effter tracktet lempen till, huorellediis forbemeltte formue kunde bekommes, och befundit alle wegnne god lempe ther till, att thet kandt well bekomes, saa framtt øffrighet vistett och kunde formercke thend store fordiell, ther kan kome aff, dog wdenn huermandtz skaade, daa worett wisseligen att formode ther wdaff att komme enn stor komysse formue, bade tillandt och wandt, saa sterck oc mecttiig stor formue, som nogen kresten konge haffuer, och met thend formue och lempe, som ieg wed der mett bekome att fynde Grønlandt igen, tisligest, om mand wylle saa haffuett helle Amerecaa til met. Ther som eders strenghed thette tager vilet (?) vdi ett gundstig behag, och myllelig laader eder ther vdi berette, daa komer wisseligen eders strenghed samtt Danmarcks krune och indbygere til ere och gaffn oc engen indbyger eller vndersaatt til skaade, och thet tages alt aff thet som nu icke komer til gaffns, som krunen dog haffuer rett til bode mett guslo och werdtzlig loo, som skaal findes beskede nock til wider forklering en som effnen er til att forfatte y penen i thenne elendighed wessen, men til en beleyliger tid och tolmoddig forhøring befyndes vdi begrylig (sic) sandhed, dett eders strenghedt kanndt welbehaage och tenne myn vnderdagnig ydmig foryndring befyndes troligen och welmentt.
Edelige webørdige strenge herer, saa y det ieg haffuer forstod och enckil (?) wist att kunde kome myn høgmectt øffryghed och Danmarcks krune til gaffn, ther huos wdi en guod forhobning, thet eders strenghed fore gudtz skyll myllyliigen mett baremhiertighedt forsynde myn ellendig trang mett nodes eller rettens forhøring och forklering, att nyde lygmedziig rett mett myn vederpart Mons Bordssen9) enest ther mett forskone the andre, wdi en guod mening thette ydmigeligen formoner myn rettferdig øffrighed siig icke att forynde paa syn nødtørtiig jemkresten eller en fattig synder, will nu her mett och altid til lyff och siell mett languarendes liiksagligt regement then als: gud befalendes
wnderdanigen Erick Munck.
Wdhy Norge er loouen krunens joordtt och all hendies rettighedtz gymmeere, samelides enn wiss foruaring och thend wiisseste yorde bog oc ieg haffuer stod paa krunens retighed epther Muddepung10), forefordieller och forvender kronenn syn adskylig rettighedt fraa, som yordegnee bønder heffder thenom vlogligen til, huad thee icke kunde forsuare mett loouen, thet forsuares mett mude giømere falsk argelistig fynantzslig logenn och logens behielpning samhelle mynterij forrederij, ther mett skylt meg och mangen erlig mand fraa syn velfertt, sameledes mangen erlig karlls lyff forrott ther offuer, ycke fore den arsage att haaffue mysbrugett loouen, men formydilst thenn arsage att haffue effterfuld och stod paa krunens rettighed effter loouen. Mons Bordssen hand er syell den same som mysbruger loffuen til att forferdielle krunen syn reettighed fraa, oc oprøre almuen til saamhælle oc myntery, oc vender syn egen gerning ind paa meg met syn argelest.
Enn ringe och kortt forkleryng om
huis regenskab belanger och huore
forrettlige Mens Bordssen haffuer
ther y handlit met mig.
Jthem huis saagefall som haffuer verett loogligt sonnett eller dømtt, tisligest rentt betaaliitt och quiterett, thet haffuer arligen bleffuen indførtt y myne regenskab.
Ther huos huilckett saagefall som haffuer ycke werett rentt betaalitt och quytterett, sameledes thet som myne fogeder y myn fraauerylsse vdi konnge, resser, mydlertiidt haffde wlofflig soonett eller wdømtt opboret, thiyslygest thet som henngde vdi trette som wyttløfftiigger gaffs arsaage framdiels att steffnis och forkleres ynnd forre øffrighedtz domære stathholler eller Danmarcks rodt eller huor som helst vdi andre mode formedylst laagmends Mons Bordsen och hans suoger mett theris samhielle mett argelist fynantzslig mening oc besynderlig myne fogeder forehalytt oc forsømet, forehyndrett och y mange adskyllige mode forfordillett och forsømett meg tyde fore thet fyndes huos the regenskab, som ieg endnu haffuer huos meg och skal giøres samelides alt ther mett forkleris til endelig regenskab, haffuer och berett renttemesteren ther om huis thend omstendighed belanger, och hanom formelt thet slig sager til framdelis och tilkomendes regenskab bliffue indfortt, samtt anditt huis manggelaactiigt war offuer alt at affklere och beskyeddiitt thet saaledes med then guode mandt, thet ieg ther ymodt och til en sanneligt forklering om altinggest arligen yndføre tiill behoolling vdi myne regennskaab otte hundrett daller som nogenn mangen belanger som ieg beskydligen kand affuisse the mangen och penninge icke att vere skyliig till att bettalle.
Forsynder och icke reettere enn ieg haffuer betaalitt ther opaa tilmynste femhundrett daller.
Jthem huis bemeltte wklare sager wdi adskyllyge tyder were tiildragen, som Mons Bordssen syellff hynderlystygtt haffuer forsamlet myg til skaade oc forderffuelse, slig saager haffuer haand fynantzslig bemelltt och gyffuett ett grusomtt skynn y bønders klaagemoll, paa thet ther kunde taages orsaage att søge y myne regenskaab, om thet fandtz yndførtt och formydilst thet haffuer icke funds altt y regenskaben, effther som forretlig war yndførtt y klaagemolen oc suplechassen, mentte ther mett, som myg er grussomt vyderfaarit forføre mig y mysforstandt huoss øøffrigheden.
Gunstige strenge herer, thette er myn nødig arsaag, huorforre myn begieren och forssing til myn gunstig øffryghedtz rettferdigheedt at forefremmes och efftherlaade mig att kome y rettewmett forne Mons Bordssen fore myne tilbørlige domere och øffrighed, Danmarks rodt. Beklager sameledes fore gud och eders strenghedz, thet myg ydermere er skytt woll och vrett y thet kong. mat. tillod, at the suplekasser oc klage motte kome fore vi wuildig domere, aff the wuyldige domere haffuer ii ieke werett offuer werendes, men ther ymod tiltagen then Mons Bordtzen handt daa som tilfornne bleff myn ankleger och domere tillige, och bleff mig foruentt fore huad befelingen indeholt som krunens retighed och mig belanget til behelpning oc vndskylling, tisliigest motte icke suplekassen kome y rette, sameledes huis sager och klagemoll ieg affbeuiiste, thet kunde ieg icke foo ett ord bescreffuet, men alt thet som Mons Bordsen, Hans Pedersenn11) kunde opsyge til att størkie theris angiffning oc løgenactig beklagyng mett, thet togs mett flyt beschreffuett. Thiisliigest samme domer oc wyndisbørdt som Hanspederssen och Mons Borssenn syg y the mode til forførdellit haffuer, wiid same dome oc windisbørdt kand fyndes ther aff begriplig beskienn oc obenbaring, thet the tiermett haffuer føreførdieltt oe forfalskett krunens rett oc rettighedt fraa.
Edelige[7] welbørdige herer, eders strenghedt werdis fore gud skyll tolmodeligen och gunsteligen att wide, thet ieg aff elendighedt och nødtt beklager fore gudt och eders høgmectigste øffrighedtz rettferdighedt, hvoreledis enn laagmandtt y Norge ved naffnn Mons Bordtsen y then sted som hans embitz foreplictt belangit att skicke meg loff och rett paa krunes retiighedt effter loffuen och konge mat. exstrux som formeltte att forfatte en wys jordebog, sameledis att forfare och igen førdre huis som wlouglig var komen fraa krunen eller stictitt, therudy haffuer forhulppitt oc mangfoligt fynantzligt foruentt och forførdilit krunins rettighedt, wdy lige mode mett fynttlig haad, auen och fynantzlig efftertractilsse øffuett synn mottuilie mett meg, och mett slig argelest haffuer hand och hans anhengere ther mett berøffuett myg all myn wellfertt fraa.
Om handt vyd hans egen person eller andre[8] hans anhengere haffuer angiffuett eller beløffuet myg fore kong. mai. Danmarcks roodtt, att myne gjerninger kunde giffue arsaage tiill oploob och myntery wdhy Norge, ther syger ieg nie till, ther huos buder laag och dom fore myg, att ther wdi forklere meg fore myne tilbørlig domere, kong. mai. Danmarks rodt, thet vdi engen mode skall fyndes met sandhedt, thett ieg haffuer vnfangett eller beestiilitt nogenn diell mett krunens almue och menighed wden aleneste vdi the mode som haffuer werett mig befaallitt mett kong. mai. breffue eller hans mai. tilforordnit øffrighedtz breffue och befalinger.
Ther ymodt nest gudtz hielp fyndes begryplig beuyssning mett theris egen dott, att forne Mons Bordtzen mett syne besuorne anhengere fyndes theris egen argelistig bedrefftt och gerninger att were rett gruntlig arsage till thet som falskligen och løgaactig leges myg til, och teris lønnger, som the giffuer myg an mett, er icke anditt end att betecke theris egen wlempe mett, som mangfolig kand thenom mett theris igen dodt adskyligt wid tid och sted offuer och offuer betides, sameledes huorledes almuen haffuer altid y same len groffueligen opsatt thennom mod the befalingsmend, som haffuer werit fore mig, ligesom mesten offuer alt landit.
Ther findes wid en tingsted i same len y øde mark lige begraffuen, som ther siges, otte fogeder, the haffuer ther slagit ihill. Jtem ycke lenger end y Peder Hansens tiid sloge de hans fooget yhell paa sengen i kongens egen sidegad12).
Jthem ther siiges endnu, och gamlle mendt och quinder wed mestenatt neffne wiid naffn wid ɉc fogeder och prester, som the haaffuer yhyelslaagett och en dill foryagett i thet same len, som er alt komen aff then arsag, att ther haffuer werett nogen lyge som thenne Mons Bordssen, som formedelst theris egen nøtte met mude oprygett almuen til att forfectte mett woll och samhelle, huis ther er forfordiell fraa krunen som icke kand fordediges mett loffuen.
Saa wiitt som ieg haffuer hørtt eller spurd ther y landett thaa haffuer ther engen krunes eller sticttiis befalingsmendt eller foogeder komen vklagitt vuden klamer och klagemoll fraa thenom, som alt komer aff thendt arsage, wnder thet skin forførdyllls krunen syn rettighedt, som kandt forstos och formerkis wiid tisse efftherne lygnelsser och wyd tisse iii moder.
Gømere
Styllere
Hellere
Tisse tre sticker kand bere windisbørd y melum Mons Bordtzen och meg oc forsøges som her epther følger.
Jthem Norigis loff er krunis rettighedtz giømere och tiend wisseeste jordebog som ther kand befatis opaa, thet bifindis y tisse efftherneffnde artikil.
Jthem looffuen formeller at fore huer jord skaal haffue fyre hørrnestener oc y melum the iiii stener skall stoo flere som kalis leeduatter (?), saa then ene altid wisser then anden; thet er jords foruaring.
Ther fyndes och strenge straff huos att huilken som forroder eller forfalsker tisse stener, hand er tiuff och forfalit liff och alt hans gotz.
Jthem findes och then som stiell kongens eller krune jord, er tyff.
Jthem om kongens eller krunens ombutzmand lader krunens jord forkomes, och endog krunen foor syn jord igen, thaa oprette och bøder hand al skaden och hede syden mandt tiss were.
Jthem om krunens ombudtzmand taager mude fore krunens jordt, thaa er hand thyff.
Jthem bonden leyer krunens jord huer tryde ar och bør att giffue j te øll bofftid (?) til rede, oc krunens fogett bør att kome til bonden och haffue sex mend mett sig, the 6 mend bør att bese hussen, om the er loglig heller epther logen, sameledes sette bonden fore, hure megett hand skal byge oc forbere y tre ar, effther then gamle skick burde forne 6 mend oc sette fore, hure møget effther mall som thennom .... er sette bonden fore att røde op til at forbere ager och enget met. Forne 6 mendtt burude och, som gamell skyck haffuer werren, bese skoff och marck, sameledes fyre thørnester[9] och forfare met bondens anuissilsse, om nogen gick forner ind paa krunens jord, eller om stenene fantz vskade eller vrørtt. Then bonde som icke tager syn jord huer tride ar, then er hans fee forbrøttt.
Jtem formeller och loffuen saa om alle jorder, adelig och bønders, at huilken som icke giør leding ther aff i tre ar, thaa er then forbrot wnder kronen stor huad thet skal bødis fore et eller ii ar, oc huad ther skal bødes, om then icke fremkomer paa then dag som tilsyges, sameledes at 6 mendt altid saa offte behoff gjørs sette ther opaa lydingen op och neder epther som jorden forberes eller forringis, ther met skal oc jordebogen forandris i the made dog jords naffn blyffuer altid.
Jthem sameledes om tiene, huilcken som icke giør rett tiene, huadt sag ther er huos, och som forsømer then i tre ar, thaa er alt hans fee och hiemell forbrott, sameledes ther skal tiendes aff alt ther afflis.
Jthem looffuen formeller huadt then som lieer joordt eller gord, moo effther loffuen huge i skoffuen.
Jthem huorledes thet skaal bødes, som huger i andis mandtz skooff wlooffuindes.
Jtem tendt som huger y wskyfftte skoffuer, bøde therfore lige som hand hug wlofflich i anden mandtz skoff.
Jthem kong. forleningsbreff formeller, att holle krunens, sticttiis och geistlige guottz wed good heff oc mactt.
Jthem konge may. nodigst fermedielst enn exstruxs befalitt att forfatte en wiss jorde bog paa krunens, stiecttiis rettighedt, sameledes paa kierckens oc gistlig rettighedt; wdi the jordebøger befindes, att krunen oc sticttiis och gistlige rettig er møgett forfordiellitt.
Exstruxen formelder och att forfare, huis jorder och retighed, som var komen wlooflig fraa kronen sticttit oc geistlige, thett mett loffuen ynddele vfforsømett.
Sameledes huis gotz som var wlofflig komen fraa odelsbønder.
Thiiseligest att holle krones, stictis och giestlig skoffuer y heeffdt.
Jtem att tage dom føre alle saager.
Jtem formedilst krunens, sticttis oc giestlige skoffue ved forne exstrux, sameledes wed forleningsbreffuis oc loffues indholl lystiis y fredt.
Thaa y blantt anden Mons Bordtssen fynantzs bedrefft beskyckit bønderne en prebelie13) aff Danmarcks rød, atthe mett vi eller xii mendt motte kongens fogit offuerendes motte skyffthe jordegne bønders skooffuer fraa krunens, stictiis oc gistlige skoffuer. Her skaal formerckes ett grusomt bedrag vnder at forfordelle krunens retighedt medt, som foruitløfftig her er att forklere, thet som andit mer til vider forklering fyndes beskeen.
Jthem mer en y tre ar mett Mons Bordsens listig forhielping forholt bønder mig fore thet ieg icke kunde foo then jordebog til fang och beseglett effther exstruxen befaling ther offuer steffde bønderne eller teris fulmectig fore Danmarks rod och fyck en dom, saa the epther kongl mai. beger och befaling skulle were forplictt at lade yndschriffue i krunens jordebog huis huer arligen burde at giffue krunen eller stictit, och then beseglle, oc huer syg indtegne, som the ville forsuare.
Thuert der ymod offuer talde Mons Bordsen roett wnder nogen anden fynantzig skyn att fyldhe (?) bønderne en prebeliee att giffue och yde deris arlig skatt, som gamelt och her til seduanligtt haffuer verit, det kreffides mig y rentherytt fultt och gielt effther som huer war benendt y jordebogen och bønder stod paa theres prebelier oc wille betalie ether hude laag mett kalskyn oc ringe vare, som ther til hade verit syed, ther mett oprøde hand thennom met til att giøre klagemoll paa mig och alti thet skyn att lyste til Danm. konges stadfestiilse paa then prebelie, hand tennom løgnactig haade beskyckett.
Ther hand thette oc meget mangfolig vdi krunens saage fall hade ophaalit fore skatt oc forhaalit tiden fraa et lagting til anden och laatt alting wklartt oc wdømtt, da drog han hen, saa thet bleff tre ar til fore ther bleff hollen lagting eller rett igen.
Mydlertiid kom ieg i kongens resse saa bønderne formerckett thett ieg var aff weigenn, oc gick en tiene, thet ieg skulle verit yhilsagen (sic), thaa førdrett the myn fogett till att were paa skoffue skyffte mett thenom. Ther fogeden paa kom paa marcken mett thenom, formerckett och befand alle wegnne thet hiørnestener och bytestener vore nederslagne eller forefalsket, besynderlig the som hørde til krunens hoffuitgordt, och att bønderne søgtte teris fordill formeddilst slig bytte til att forfordille krunens forder14) och skoffuer mett, thaa sloo hand sig ther fraa och ossatte slig bytte op till ieg kom silff tilstede eller en anden befalingsmand. Ther ieg fornam, att ther var bedrog wnder, och synderlig ved krunens hoffuettgordt, tisligest att bytte stenerne var nederslagen och forfalskett, daa begintte ieg først mett lagrix mend offuerelsse och lodtzegerne loffligen tilstemdt att randsage thend jord och skoffuer som laa til hoffuittgorden befandtz begripligt bytte stener vere forrøckett mett paartt nederkast och ther mett well halparten aff marcken och skoffuerne sameledes eng och ager jord att vere grepen och heffdit ther fraa och opunder the nest omlygendes yordegne bønders gorder etc.
Arsagen thet befandtz saa groffueligt att vere heffditt fraa hoffuittgorden och effterdi att jordegne lottzeger vdi myn fraauersse (sic) saa hefftig baade forførdrett effter dyris prybelier att giøre bytte melum theris och krunens.
Derfore ieg sielff offueruerdes mett xii lagrixsmend lottzegerne altid laglig til stemdt vid then mode som theris begiering och preueleger formelte, besoo och flitig offuerransagit alle krunens oc sticttis samtt geistlige oc kierckens jorder och skoffuer fraa then ene hiørnesten och til den anden, optegnet gamel mens saffn och windisbørd, sameledes the lagrixmendz naff som var mett paa huer sted, samelides y huad mode huert var forførdyllytt.
Jthem fantz daa bode bygede och øde yorder samt almendings jord att huer och en bode krunes, stictis, kierckes oc giestlige jorder vore alle samen huer wid syn mode forfordielitt och wloffligen fraa heffdit och mesten halpartten huor som ege skoffuer wore. Ther fore uden fandtz mange øde jorder slett fordøltt, sameledes mange bygede gorder, tisligest laxefysken oc olle fyskrytt mackrell fysken och øøer y stranden.
Tisligest fandtz lignelsser paa stuber til att were for hugen y grund mange skyøne skoffuer oc vare nu saa slit vdhoget atthet var ønck att see til.
Jthem ther fyndes huos enn fogedis aruinger och en prest ett alter gotz, som haffuer verit skyøne bygede gorder samt øde gorder och skøne ege skoffuer som the haaffuer vdhogett thette haffuer lagmanden forh halitt (sic) oc forskot mig fore dog ieg haffuer iliggen til stemd i rette fyck nu dom aff rigens rod paa thet som presten hade.
Jthem ther haffuer werit en herremand i regerdes byspes15) tid, som haffuer haffd att skaaffue mett paaueus peninger och haaffuer icke kundt giortt nøgactig regenskab, ther haffuer byspen fortt hans jordegotz fore, och epther hans dødt skyfft met hans aruinger, thet skyffte breff haffuer ieg foott huos aruiugen; ther formens y huilcke gorder som falt til bespin, aff the gorder haffuer krunen en partt och en partt findes huos en honnax prost16) aruinger meget herlige gorde.
Jthem ther haffuer bod en fry høstrw17) som haffuer død arffueløs och fantz engen ret aruing ther i landet, hun haffuer latt effther syg ny skøne gorder forvden øde gorder. Hun var ii ganger gifft oc hade dog engen barn, then syste mands slegt haffuer weret aruen eptherlat vnder thet skyn til rett aruing kom, dog ombudtzmand then tid brude (sic) att optaget then arff til krunen, ther er goott til mude fore tre skøne gorder, tisligest en skoff, som haffuer vert store penger wert, och ther bygdis iii eller iiii store skyb aff.
Jthem ett laxee fysken thet beste krunen hadde i thet len, som giordis beuysseligt mett gamlle mend, och the som haffuer fyskett fore krunen som och skall fyndes i the regenskab i renterytt att ther er køp igen til i hundret ar oc saamange befelingsmend, som mynes fore mig oc ieg y x ar hafftt thet wamaget nu y thenne wgunst oc forfølgelse ieg offuer fals met besk ... t Mons Bordtzen och Hans Pederssen en bonde frem mett et breff, lydendes, thet Peder Hanssen hade latt thet fyskett aff bonden, hvielckett ieg wed att giffue offrighedt beskien ther om huor aff the kunde befynde thet begripligt att were forfalskett fraa krunen.
Jtem ther fyndes mange jordegne bønder, som mett mude haffuer bekomett krunens styctiis kierckiins prestebols oc gistlige gorder oc jorder tiillie att bruge op under teris egen gorder.
Sameledes formydilst mude behollytt slig jorder wdi teris brug wnder deris gorder saa langsomelig tyd thet hussen och bygningen ther var paa, er ronnett och nederfalin, ther mett bleffuen til øde marck och saa formydilst mude forueruit huos nikomne fogeder, som icke viste mere aff legligheden en thet the kunde sie, thet var ned ronet eller øde jorder, famaatzlig[10] bekomet ther beuiling thet 6 mendt effther loffuen sette landskyllen ryngere, slig falske ryncker saa offte bruget, thet gordens helle landskyll oc anden rettighed oc herlighed er komen vdi ett buckskind eller giedskind eller ii eller iii kalskind.
Saa offte the ther effter arligen haffuer betaalit thend rynge landskyld, thaa haffuer the foordelt gordens eller jordens eget rette naff och kalitt och neffd then landskyll vare till wdskyll aff deris egen gorders naffn bleff ydschreffuit oc icke krunens gordtz naffn, oc findes saaledes i the gamlle rengskabbøger aff Nedenes len.
Ther the effther exstruxens befaling skulle tilsige och indføre krunens retiighed vdi en jordebog, thaa haffuer the framdilss paafunyt ny fenantz fordelt thet wdskyll naffn och laadit enckell yndschriffue thet krunen eller stifften, kierckens giestligt eller huilcket thet kunde were tilkom saa møgett landskyl y teeris egen gordt, som dog er en anden jordt och haffuer syne egen iiii hørnesten saauell som then jordegnes, som det bruges wnder.
Thene faalske bedreglig handell behielper och skyuffler Mons Bordssen mett ett sticke aff loffuen, som saa lyder y loffuen, att thendt som mest eger i jorden eller gord, then roder fore liemolit och herligheden, och ther mett forfordieler krunen fraa syn egen rette jord bøgsyll och al anden herlighet.
Jtem tuert her ymod Mons Bordtzens dom haffuer ieg thend lagmandtz dom, som var fore hanom, then lyder, at al krunes stectis kierckes landskyll skall byges och lees aff krunens ombudtzmandt.
Jthem huis forne Mons Bordtzens falske forhielping mett loffuen haffde handt y lige mode beskickett forne jordegne bønder thend prebelie att moo bytte theris skoffuer fraa krunes sticttiis kierkis oc gistlige skoffuer, som fyndes slyg bedregerii och argelest Wnder att ther mett kome til mett list att wlege och aff skylle y fraa theres egen jord eller skoff, som then renge paasette landskyll belanget och ther mett beholle krune jord y heffd amageløst. Tisliges och mest i then mening att fore kome then skadis opretting paa arlig herlighet och skøne skoffuer som vlaglig findes were wdhugen och andre store rette, som krunen mett loffuen kan tilkomme formedelst slig mysbrug.
Ther offuer haffuer thet begiffuet syg att slig yordegne bønder haffuer y alle mode trosseligen och styff stott paa then Mons Bordssens falske behilping y theris wrettferdig saager och heffdit thennom bygzlen til aff then krunens jord, som fandtz huos tennom.
Ther ymod stod ieg paa looffuen kong. mai. exstrux, then gamle laagmandtz dom, som fore berett er, war och yder mere ock aff egen forfaaring viss, att krunens yordt fandtz wdi theris were wnder slig føre berette skyn wrangelygen och wrett war yndfoor y krunens och sticttis kierckis oc gistlig jordebøger, fordy effther theris egen prebelier sameledes paa loglig ombudtz vigne begaff mig paa alle foreberøtte jorder och skoffuer, befandtz daa mesten, att then landt skyll som the baade indførtt y jordebøgerne och formeltt att giffues af theres egen jord, der fantz huos thennom krunens jord som høre til landskyllen oc fordøltt jordens naffn y jordebøgerne, fant och menlig, att the hade slaget the stener neder som stod nest op til deris, mett møgit slig adskyelig bedrag, som epther loffuen liger store saag huos.
Huad som helst tisse bemelte jorder belanger, tisligest forberørtte andre krunens sager och meget oc mangt som icke her kand formelis, haffuer ieg arligen till huer laagsøgen stemp och amaget ther paa.
Alt thet som Mons Bordssen och then efftherkomendes lagmand, hans suoger, haffuer kundet fundit nogen list eller fynantzs til att forholle och fremsette huis jeg paa krunens wegne steffnde i rette, ther haffuer the beflyttett thenom vdi ther vdi kand nocksaam theris wlempe formerckis wid sted och tid, som the oc mett theris ed icke kunde benectte, som haffuer werit stemp i rette, oc engen dom er gangen.
Huilcket som the haffuer icke lenger kundit opholle eller forskyde eller mett mynttery och samhelle forhindre, som offte er skied, och ther met forhindret krunens .... rett føre, thet haffuer ieg grussom ubeskinlig bekomet deris domer och beschskriffuelsse om y saa maade som det syg sielff haffuer at beuisse.
Her huos eder ydermere att formercke, thet Peder Hansen haffde forne Nedenes vdi forlening mesten en xxii ar och Mons Bordssen mangfoldigtt formerckett forligt kand skie att krunens retigheds skaade och forderruelsse paa jorder och skoffuer fantz moget att kunde vere eller haffue syg tildraget i then mydler tid wid hans fogeders och prosters myssforstand och forsømelsse och besynderlyg anrørendes om thet laaxe fyskett och krunens hoffuitgord oc y andre made, huis ther kunde vere førfordilit aff sticttis oc krunens yoorder oc retighedt, handt formerckett och thet the tuene hinderlestig sticker mett thenn prebeley samt thet myssbrugeligt sticke i loffuen myslinget haanom, saameledes krunens saager baade til hannoss (?) lagting mangfoligt veritt stemd for hanom och forskott y thet yderste, saa hand icke kunde mett nogen føge lenger forholet, daa y mydlertid er strenge tingbud gangen, thet huer mand skulle kome til alment ting vnder liffs fortabelsse, ther haffuer wert tagen ed aff huer mand mett ii oprette fynger och al teris bestiling lønligt fordult fore foogeder, prester och lensmend och slig almenig ting haffuer syg offtte tildragitt och thette selskab baade slig en tyene oc røctte wnder thenom, thet kong. mai. ville beginde krig mett the Rysser och hertug Alff1) ieg gaff staholler thet tilkinde och ther bleff schreffuit prester til att formane almuen att haffue slig tingeng oc samlob y fordrag, eller the gaffue arsag tiill att giffue kong. ma. thet tilkiende.
Ther Mons Bordssen thet fornam, att theris ting berotes bleff thet vdskiket mett nogen klagemoll ther giordes som var paa rørendes mig.
Ther mett drog Mons Bordssen y fraa lagmand sedett saa det bleff tre ar ymelum fraa thet syste lagting, hand holt, och til lagting bleff holit igen, oc huis handt icke ellers haaffde forhindret krunens rett, thaa forbinder hand thet framdills ther mett.
Mydllertid paa en fremett sted vdi Opslo eller huos Hans Pedersen forsamlett hemmeligen til syg thennom, som baade wnderslaagett krunens jord och fyskytt sameledes horkarlle oc slig som var groffuelig saget och wid tisse berørtte giorde ett grusomtt røctte paa mig, som ieg skulle handlle wtilbørlig met thenom och thene forrettlig baguasken forførdit hand saa thet kom fore kong. ma.
Ther nest bleff Danmarcks rod forsend til Opsloo, att holle retterting syden the breffue bleff forkyndigt och alle steffninger ware wdgangen oc stemdt, thaa beskyckiett Mons Bordssen eller huem thet war stercke ting budt bliff wdsendt saa lydendes, att huilcken icke kom til alment ting ther i lenett, then wille the slaa yhell for syn egen dør, och mett the bud bleff iii ting hollen fore the kunde forsamle all almuen.
Thet tryde ting bleff menig mandt forsamlit och munstrit ygenom som krygsfolck monstris och ther motte huer suere mett too opratte fyngre saaledes, att huad som thenom bleff fore saag, och huadt som thendt enne benecttitt eller beyagett, thet skulle then anden och giøre.
Ther saagerne kom i rette, som var stemdt fore Danmarcks rodt, daa benettett de alle theris domer och besegling, saameledis alle windesbørdtt. The benettis och lagmands domer och hand tog mage til syg igen, saa krunen ther offuer myste syn rett och huer beholt lige som hand haffuer grebett och taget til syg aff krunens eller giestlig gotz oc fyskery saa alle de saager som rod dømde opaa, ere enneste gangen effther wrange berettinger och faalske menedig wyndisbøørdt.
Tisligest formeller domen icke anderledes end effter bønders egen beretning och benectingh skall the marckegang och skoffue skyffte tiil intet som det vore wgiortt, dog krunens och krunens forbehollit att lade the marckegang och skoffuer goo paa nytt eller huem ther haffuer i att syge.
Ther er ingen saager eller domer affsagtt som rører meeg an etten lyff gotz eller lempe, men the belanger alle att førførdelle krunens retighedt yffraa och komett alle lagrixsmend til y thet helle len att giøre thennom syll vgiille oc forderuet. Thii alle jorder bere syelff wyndesbørdt och theris skyllig byttestener.
Ther fyndes engen som haffuer adkome eller breffue fore the jorder, som ieg haffuer taalit oppaa mett loffuen, vden alene att haffue grebett och taagett sig thennom til och the komer nu dobelt vere att sto ther ther mett nor pa talis.
Jthem thet kand och skynbarlig beuissis mett jordebøger och steden.
Jthem ther fyndes saa mange lagmandtz domer och windesbord y myne eller huos myne breff, som nock kand beuisse Hans Pederssen faders fogeder wllempe huos thennom som thet belanger.
Jtem Mons Borttssen er dømtt til aff Danmarcks rod att stoo meg til rette fore huis skaade ieg kand haffue fanget formydylst hans messbrug forsømelsse.
Om thette forne faaller eder streng-
hedt for uyttløfftigt att formercke
huad arsaage ther er till samhelle
och mynttery y Norge, ther fore
giøre i thette effterne en kortt for-
tignelsse som och kand døme ime-
lum Mons Bordtssen Hans Peder
oc myg.
Jtem om kongens ombudtzmandt lader krunens forkomes fore hans forsømelsse och endog krunen for syn jord igen bode skaden oc hede mand tissuere.
Jtem om kongens ombutzmandt tager mude fore krunens jord thaa er hand tyuff.
Jthem nu fyndes krunens stictis oc kiercke giestlige jorder vdi jordegne bønders hender lygendes ther er engen hus paa, som lagen formeller, kongens ombudtzmand skal haffue tilsyn ther met haffuer ombudtzmanden forsømet then tilbørig landskyl, tiene, obod oc anden krunens herlighed.
Skoffuen er forhugen ther stor y loffuen huore meget lelending moo huge, ther skulle ombutzmanden haffue tilsyn, saa huad som krunens jord er forkortit y thet som loffuen formeller, thet haffuer hand ladit krunens jord forfaris fore hans forsømelse.
Jtem huad som helst ther fatis ther er entten mude gott fore eller forsømelsse, oc er ymod tisse forne sticker.
Jtem Mons Bordssen haffuer sorit att skycke loffuen rett imelum alle huad som hand behielper thet som vrett er, thaa er hand tyffues giømere eller døllere oc icke loffuens giømere eller rettens.
Ydermere haffde Peder Hanssens oc the som fore mig verett haffuer, heffdit krunens jord effther loffuen thaa haade ther mett fundis saa klartt, thet kongen haade icke veret fornøden att lade exstrux wdgaa, och ieg fore myn person hade icke komett y trette eller bleffuen forklagt.
Thisligest hade Mons Bordssen ansyet loffuen och kong. mai. exstrux, ther effter dømtt melum mig och almuen, thaa hade ieg icke heller komen y trette och loffuen syger huad the er fore mendt och icke ieg som forsøømer eller tager mude fore krunens jorder oc retighed, dog ieg moo tencke huad ieg will til syn tid.
Enn dog ieg storligen er forrearsagit til slig myssforstandige forklering, enddog teene tid forskonne att formelle legligheden saa groff som tilfelid er.
Thy lygeruys som loonenn er kronens yordt och all hendis retiighetz gymere och foruarylsse.
Thuerttymodt haaffuer mudde pung forefordyllitt och fraa stollitt krunen syn adskylig rettighed, bode i jord och indkomme fraa och forne mudepungs forsuarrere och giømere thet er løøgen oc løgens behielpnyng falsk fenantzs, samhelle, mentery forredery och termet skyltt meg och mangen erlig mandt fraa theris velfart, sameledes mangen erlig karl fraa theris liff, ycke fore den orsage at haffue mybruget loffuen, men alt aff then arsage at haffue fult loffuen och stod paa krunens rettighed effter loffuen. Thend mudepung hengde saa lennge paa Engelbretts hals, thet hand skylde Sueryg fraa Danmarck etc.
[Ther the komme til hannom, gaff handt them quitt och ieg fyck engen peninger.][11]
Her udi thre forkleringer bemeltt
Enn om Dansken
Enn om thet klagemoll som er angiffuit att vere røffuit fraa bønder, fyndes løgen oc Mons Bordtssens forrettlig pratiiker oc icke myn giernyng.
Begaff syg och thet myn here screff myg til att endelige icke begiffue mig ther fraa Dansken18) mett hans ma. skyb ymenn oc saa lenge ieg kunde fore wiintter bliffue ther och ieg effther same befaling bleff ther mett otte hanns mai. skyb och folck mere enn tre monett lenger end skyben vare vdfetalitt och ther kom engen fetalle endog thet formeltes y hans mai. breff, att thet var befalit, at tilskecke myg fettalye, krud och lod, Och the Dansker haade heller ycke rod til att wndssette mett fetalliie, Thii kiøpte ieg fetalley først fore iiic daller, som var myne terepeninger, ther nest lantte aff en mand y bien viic daller och syden the penninger som meg var vntt til bytte och tiene penninger aff de Dansk her, ther ieg kom til Køpenhamn motte ieg betalle alt thet som noget klaffuets, dog ieg icke viste hure thet var, Jahan van Gielle iiiic daller, saa thet skaal findes beuistligtt then resse mere end iɉm daler i rede penninger, ther forrenskenck (?) mett the Dannskers rodtzs breff oc beuisning giorde myn vndskiling for myn here hans mai. oc forstod ther var saa møget penninge wdlaagtt oc lydett forøffrett ther y mod daa formyldis myn here och efftherlod altt huis ieg war skyllig then gang i rentterytt, och thet bleff mig quitit alt samen sanner som the penninger som løb paa forne mangell som er otte hundritt daller lod ieg stoo wforklart oc indførdet til beholing vdi regenskab at bliffue standes ymod huis wklart sagefall som til tilkomendes regenskab skulle indførris til att quitte tisse forne villc daller, och ieg haffuer end iɉ ars regenskab til mynste inde huos myg, tisligist alle hande andit att klerere i renteryett, som bleff mig forhindertt mett thet offuerfalindes fengsill, thet ieg y engen mode kunde foo nogen ord eller forklering fore meg, som altt skall findes til gode regenskab och betaling, nor gud forlosser myg aff thene elendighedt.
Jtem paa then resse ieg war norden om Norge19) til Rysklandt ther bekomes paa ett the skyb, ther bleff tagen, en tønne, som var penninger vdi, ther same te bleff beuagen paa ressen fraa thet then kom i voris were, och saa ind paa byttehussen leffuerit y Kristoffer Walkendrops hand och foruaring altid mett vi mand til och fraa natt och dag och then bleff opslagen i høffuismends och byttemesters offueruerindes Krestoffer Valkendrop quitert vdi myn regenskabs affgiffuit fore tynepening ther aff iiic daller.
Jthem som blyffuer her epther berørtt om hues mottwille thett menig almue war offte stemp til til almendig ting mett strennge wseduanlig tingbud, ther huos bessuoren thennom 3 opractte fyngre disliigist forynget fogeden och alle lensmenden, saameledes presther, saa huercken ieg som kongens ombudtzmand eller nogen tisse ycke motte wiide aff theris samtalle eller kome ther som the wore til samtalle paa ting eller andre stedtz, som de fra ..... mett mange stedtz y løndom fore samlis thenom, thaa tilschreff ieg presteren att forkinnde aff predickestollen ett formonelsse breff ther mett for mone thennom att haffue then tingeng och samlob y fordrag, ther som de icke holt an syg, thaa arsagett the myg att giffue kong. ma. thet tilkiende, och ieg gaff Loduig Munk statholer thet tilkiende, handt schreff tennom til att the sliigt haffde y fordraff. Som Mons Bordtzsen thet fornam, att thet skulle kome øffrigheden tiløren, och besørget, thet var for grofft berøcttiis theres motuille, saa fantt handt paa thet rod att giørett ett skyn att vere myg paa at giøre, forsamlit saa nogen løgacttiig klagemoll, mesten vdi sliig miening som klagemolsbreffuen syelff kand beuysse, y den actt att beeuege kong. mai. ther mett att kunde førførdielle til denom prebelier paa nogen krunes rettiighet, the i langsom tid hade verett wnderslagett, arsagen ieg mangfoligt viste til forne at were syg tildraget besynderlig y fieden20) mett slig forsamling och wlaaglig samlob mett slig almuens tyngging aff slig orsag haade vdsendt nogen speddere att forkundskab theris anslag then same gaff syg y selskab mett theris sendebud lod syg forsto, hand hade och at klage paa myg och hand fyck deres klage breff och drog til myg mett. Strax førde ieg saame karll mett klagebreffuett til kong. ma., och hans kong, ma. lod ett befalingsbreff wttgaa soplecassen der i indeluctt tiil Loduig Munck statholler then tid och Hans Lyno paa Branhus21) att begiffue thennom paa steden att forfare och døme om then leylighed och thet giffue fraa thennom beskreffuet, forne klagemols breffue war indluctt y kongens befalingsbreffue, och ieg fulde saame karll mett kongens befalingsbreff til Loduig Munck. Loduig hade oc beramett tyder att kome ther dog hand bleff forhindret mett anden kong. bestiilinger nogen gange y lengden saa bleff hand aff met befalingen; ieg hade och forførdritt thet klagemol aff Loduig ynd fore de Danmarcks rod, ther vare indsend, och Loduig war then tid y Siellen, och then befaling och klagebreff att vere paa hans gord y Judland, saa ieg then arsag bleff forsømet och icke kunde komet y rette; som Mons Bordssen thet fornam, haffuer hand giort the klage edoo farlig (?) paa ny mett Danmarks rodt forskicket til kong. ma. oc met folgte vindesbørd tiidet lyge som hans ma. skulle forstod lige som ieg haffde och taget fraa bønderne, huilckett icke skaall fyndes thet ieg haffde nogen tid betalitt att tage the same klagebreffue, thi holt ieg then som tog same breffue fangen tilstede mer en ett ar, och vdi myn frauersse paa kongens resser mydlertid brød hand sig aff fengssill och drugnett strax ther epther och ther leffuer endnu en som var y følge mett hannom, som icke skal kunde sygett, att ieg hade befalit at tage fraa nogen, myn ieg haade enest befalit att forspyde almuens anslaag, icke fore myen skyll giort, men kong. mai. och rygett welmentt mett trohedt tilbeste.
Med en anden, men samtidig Haand er skrevet paa første Side af et løst Ark, som danner Omslag om hele Heftet:
Erich Munckis schrifft om sin sagh och huis hand mener sig att haffue till sin erklering och wskyldighedt att foregiffue.
Mett stoer tilsagn och løffte om Grønland att wille opsøge. Och anden mere Norges Rigis herlighedt, gaffn och bestandt at wille obenbare.
Den gamle Skik at ledsage historiske Aktstykker med mere eller mindre udførlige Anmærkninger eller Excurser er i den senere Tid bleven mere og mere forladt, efter min Mening med fuld Føie. Mine Colleger i den historiske Forenings Bestyrelse have imidlertid troet, at nogle Oplysninger til disse Erik Munks Skrivelser vilde være endeel af Tidsskriftets Læsere velkomne. Jeg har derfor nedenfor tilføiet nogle faa Bemærkninger, der imidlertid, som let vil sees, hverken ere eller udgive sig for en fuldstændig Commentar. Enkelte aabenbart forskrevne eller tildels ulæselige Ord have ikke kunnet gjenkjendes. De under Texten med Stjerner tilføiede Noter skyldes væsentligst cand. A. Larsen.
1) De Herrer, til hvem Brevene ere stilede, ere naturligvis Rigsraadets Medlemmer, nærmest udentvivl de af disse, der i Christian den fjerdes Mindreaarighed forestode den daglige Styrelse.
2) Erik (Ottessøn) Rosenkrands til Valsø, Befalingsmand paa Bergenhuus i Aarene 1560–1568, og som nedstammende fra den gamle norske Losne-Æt en af Norges største Jordegodseiere. Om den væsentlige Andeel, som Erik Munk havde i de af Erik Rosenkrands foranstaltede Udrustninger til Thrøndelagens Gjenerobring 1564 og Akershuus’s Undsætning 1567, see bl. A. L. Daae: Krigen nordenfjelds 1564, Bergs Efterretninger om E. Munk i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, B. 1., samt L. Daae: Det gamle Christiania, S. 14.
3) Povel (Ottesøn) Huitfeldt til Snidstrup i Halland, en af de fire bekjendte Ottessønner (Christopher, Peder, Povel og Claus) og Farbroder af Historieskriveren. Han var den første Befalingsmand paa Akershuus, der tillige havde Udnævnelse som Statholder over hele Norge (1572–1577). Hans her nævnte „Exstrux“ har formodentlig gaaet ud paa det samme, som han c. 1575 har indberettet til Kongen, see Norske Magasin, 1, S. 75 fgg.</ref>
4) Fynatz = Finants, dengang i Dagligtale brugt i Betydningen af Rænker, underfundig, uærlig Virksomhed, „Praktikker“. Ved „Engebret“, der oftere nævnes, bl. A. som den, der skilte Sverige fra Danmark, kan ikke tænkes paa nogen anden end paa Sveriges berømte Almuehøvding under Opstanden mod Erik af Pommern. Hans Bedrifter vare dengang ikke beskrevne i nogen for Erik Munk tilgjængelig Bog, og denne har altsaa kun kjendt ham af danske Traditioner, der af let forklarlige Grunde ikke have været gunstige for Engelbrekts Minde.
5) Nils „Taacke“, den bekjendte Nils Dakke, Høvding for Smaalændingerne under oprøret mod Gustav Vasa 1542–1543. „Mester Krestofer“ ɔ: Mag. Christopher Henrikssøn, Kannik i Throndhjem, ligesom sin mere bekjendte Fader, Mag. Henrik Nilssøn, uægte Søn af Norges sidste Rigshovmester Nils Henrikssøn (Gyldenløve). Mag. Christophers meget fremtrædende Deltagelse i Frafaldet fra den danske Styrelse i 1564 er udførlig omtalt i L. Daae’s Krigen nordenfjelds 1564.
6) Enno „Branttrog“, ɔ: Christopher Throndssøns Søn Enno Brandrøk, hvis bevægede Liv er skildret af L. Daae i Norsk historisk Tidsskrift, B. II, S. 113 fgg. At Enno har været en Slægtning (kunum foruanther) af Mag. Christopher, og at disse to Fiender af den danske Regjering derfor maaskee have staaet i nogen Forbindelse, har hidtil været ukjendt.
7) Mummeskands, et i Datiden brugeligt Lykkespil eller Hasardspil. I 1578 afsagdes saaledes en Herredagsdom (findes blandt Professor Fr. Brandts Afskrifter af saadanne Domme), hvori omtales, at Lensherren i Tønsberg, Frederik Lange, under en Mummeskands i Oslo havde kastet et Ølkrus i Hovedet paa Lagmanden der, Thjostulf Baardssøn (Rosensværd), hvorpaa denne stak en af Fr. Langes Tjenere ihjel og saarede en anden. (Cfr. N. Rigsregist. III, S. 605.)
8) Denne Lagmand var aabenbart Mads Størssøn, om hvis Liv og literære Virksomhed kan henvises til Norske Magasin I, S. 41 fgg.</ref>
9) Mons Baardssøn (Rosensværd til Østby), om hvem det nedenfor (S. 304) tilføies, at han var Lagmand, beklædte dette Embede paa Agdesiden fra 1576–1582, da han forflyttedes til Oslo. Se om ham Saml. til N. F. Spr. og Hist. B. 1 paa flere Steder samt i Norske Rigsregistranter. Den Svoger af Mons, som nedenfor omtales (S. 302), og som (af S. 318) sees ligeledes at have været Lagmand og efterfulgt Mons i dette Embede paa Agdesiden, maa have været den forøvrigt lidet bekjendte Peder Christenssøn, der forekommer i Embedet 1583–1596.
10) Mudepung af muta f. Bestikkelse.
11) Hans Pederssøn var Søn af den nedenfor (S. 311, 314) nævnte Peder Hanssøn, en dansk Adelsmand, om hvem de fornødne Oplysninger ville findes i L. Daae’s Afhandling om Fru Inger Ottesdatter og hendes Døttre, Norsk hist. Tidsskr. B. III. Peder Hanssøn, der med stort Held forstod at varetage egne Interesser, men forøvrigt ogsaa synes at have været en ret virksom Embedsmand, blev allerede i Frederik den førstes Tid forlenet med Nedenes, som han siden beholdt ved Siden af Akershuus Hovedlen lige til sin Død 1551. Sønnen Hans Pederssøn († som Norges Cantsler 1602 og en Tid forlenet med det vigtige Bergenhuus) fik 30 Sept. 1585 Nedenes Len ved Erik Munks Afsættelse, allerede Aaret før denne førtes til Dragsholm, og beholdt det til 1592.
12) Vi have her atter et af de hyppig forekommende, dog vel oftest overdrevne Vidnesbyrd om den norske Almues Uvilje mod Fogderne i disses Egenskab af Skatteopkrævere og tildels ogsaa mod Præsterne. Hvad disse sidste angaar, er Peder Claussøns Fortælling om, at en eneste Mand i Thelemarken havde ihjelslaget sex Præster, og at hans Søn ønskede, ikke at staa tilbage for Faderen (Norges Beskrivelse, S. 47), noksom bekjendt. Samme Forfatter har ogsaa efterladt en anonym Opsats (kun delvis trykt i Hofmans Skrift om Tienden, 2 Udg., S. 35 fgg.), der findes i Afskrift i den Kallske Samling paa det store kgl. Bibl. (Nr. 472. 4to). Her heder det: „De have altid af gammel Tid herudi Lenet (Lister) havt saadan oprøriske Sind, som kan bevises med de Herremænds og Fogders Begravelser, som de endnu selv vide at vise paa Seiersvold, at de udi formere Tid paa deres almindelige Thing have ihjelslaget og gravet dem der ned og kastet en Hoben Steen paa dem.“ Det Fogeddrab, som Erik Munk omtaler som foregaaet i Peder Hanssøns Tid, er en Kjendsgjerning, hvorom allerede Allen (De tre nord. Rigers Hist., I, S. 252–253) har meddeelt Oplysninger. Fogden i Nedenes blev nemlig i 1541 dræbt af 18 Fjeldbønder fra Robyggelaget, idet hver af Bønderne tilføiede ham, der laa tilsengs, et dødeligt Saar. De vilde derfra begive sig videre til Gaarden Egeland (udentvivl Ytre-Egeland i Kvinesdal) for ogsaa at dræbe Fogden der, som dog heldigvis ej var hjemme. Til Allens Beretning kunne vi føie, at denne sidste Foged var den paa Reformationstiden bekjendte Stig Bagge (L. Daae’s Norske Bygdesagn, 1, S. 64–65), som selv i et Brev har omtalt Begivenheden.
13) Prebelie formodentlig Privilegium.
14) „Forder“ sandsynligvis Forte (Chr. Molbech, Dansk Glossarium eller Ordbog over forældede danske Ord. Kbhn. 1857. I, S. 234–235), et hyppigt forekommende, men uklart Ord, der synes oftest at betyde Fævei eller Udmark i Almindelighed.
15) Regjerende Biskop, ɔ: Herre-Bisp eller fyrstelig Biskop i den katholske Tid. At Bisper ligesom verdslige Høvdinger hyppig tilegnede sig Jordegods, naar vedkommende Eier ikke kunde betale skyldige Afgifter, Mulkter o. s. v., er bekjendt nok, see f. Ex. om Olaf Thorkelssøn, Bergens sidste katholske Biskop, Absalon Pederssøns Beretning i Norske Saml. 8vo I, S. 5. I et utrykt Diplom af 8 Febr. 1562 omtales, at en Jon Erikssøn, „som var Provst i Lister Len“ (men, da intet „Hr.“ tilføies, rimeligviis en Lægmand), havde villet paa den sidste katholske Stavangerbiskops, Mag. Hoskolds, Vegne true Gaarden Loge ved Flekkefjord fra Eieren, Bjørn Aasulfssøn.
16) Honnax Prost skal maaskee være Hofmandsprovst. Efter Reformationen overdroges nemlig de forrige Landprovsters Forretninger ved Inddrivelse af seculariserede geistlige Indtægter til Hofmænd ɔ: Lensherrernes og Fogdernes bevæbnede Tjenere, og lignende Tjenere (ogsaa benævnte med det ældgamle Ord Aarmænd) vare, som her antydes, stundom allerede anvendte af Bissperne selv. I Povel Huitfeldts ovenfor (i Noten Nr. 3) omtalte Indberetning adskilles udtrykkelig mellem „Hofmænds Provster“ og „geistlige Provster, som over præsterne have Befaling“. Disse sidste kaldes i det syttende Aarhundrede stundom „Religionsprovster“.
17) Den „frie Hustru“ (ɔ: adelige Frue; „Hustru“ brugtes nemlig i ældre Tid om de gifte adelige Damer, hvis Mænd ikke havde modtaget Ridderslaget) er uden Tvivl den Hustru Sigrid paa Asdal i Øiestads Præstegjeld ved Arendal, Datter af en Fru Eline sammesteds, der igjen skal have været en uægte Datter af Hr. Henrik Jenssøn (Gyldenløve) og altsaa Halvsøster af Rigs- hofmesteren Hr. Nils Henrikssøn. Om Moder og Datter findes Oplysninger i Saml. til N. F. Spr. o. Hist., 3, S. 472 fgg.
18) Dansken ɔ: Danzig. Om det Tog, som Erik Munk paa kongelig Befaling foretog til denne Stad, see Saml. til N. F. Spr. og Hist., 1, S. 234 fgg.
19) Eriks Tog nordenom Norge har vel fundet Sted c. 1562–1564, da han var Foged paa Vardøhuus. Saml. til N. F. Spr. og Hist., 1, S. 214–15.
20) Fieden ɔ: Feiden, hvorved forstaaes Syvaarskrigen, i hvilken Almuen paa flere Steder viste Opsætsighed, saaledes bl. A. ogsaa paa Vestlandet, see Faye, Chr.sands Stifts Bispehistorie, S. 230.
21) Ved „Branhus“ skulde man nærmest tænke paa Bahuus eller Bergenhuus (Bernhuus), men paa ingen af disse Fæstninger har nogen Hans Lunov været fast Befalingsmand, og Navnet forekommer heller ikke i Rigsregistranterne.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Fornemmelig i Nye danske Magazin B. 2. S. 183 flg. og S. 237 flg., Danske Magazin 3 R., B. 5, S. 333 flg. (ved Fr. Brandt). Samll. til N. F. Sp. og Hist., B. 1, S. 191 flg. (af J. Chr. Berg). A. Faye’s Norske Sagn. 2. Udg. S. 184 og samme Forf.s Bidrag til Holts Presters og Prestegjelds Historie, S. 2–5. L. Daae’s „Krigen nordenfjelds 1564.“
- ↑ Eiler Brokkenhuus’s historiske Kalenderantegnelser for 16de Aarhundrede, udgivne af Joh. Grundtvig i Fyenske Samlinger, B. 6, S. 356 og S. 410. (I det særskilte Aftryk S. 68 og S. 122.)
- ↑ C. T. Engelstoft: Den Danske Adelsslægt Brockenhuus, en historisk Oversigt. (Dansk historisk Tidsskrift, 4 R., B. 5, S. 149; i det særskilte Aftryk S. 157.)
- ↑ = verschmitzt, slu, listig?
- ↑ forligt maaskee = vielleicht (cfr. S. 299, L. 6 f. n.).
- ↑ Kommis, maaskee her = Proviant (cfr. Grimms Ordbog).
- ↑ Her begynder et nyt Hefte med ny Paginering, paa forskjelligt Papir, men med samme Haand, og sammenheftet med det forrige.
- ↑ Istedenfor „handt – andre“ synes der fra først af at have staaet „handt, Hans Pedersen och andre“.
- ↑ Udentvivl forskrevet for hørnestene (se ovenfor S. 305).
- ↑ finantslig?
- ↑ Overstreget i Originalen.