En Undersøgelse af Altar-Maleriet i Valle Kirke i Setersdalen

Da jeg første Gang – i Begyndelsen af Femtiaarene – saa dette interessante Billede, havde Søegaard fortalt, at det var malet af Rubens.

Uagtet jeg nu dengang kun kjendte Rubens gjennem Kobberstik, saa maatte jeg dog drage Søegaards Udsagn i Tvil og kunde ikke engang finde det ringeste Slægtskab mellem Maleriet og den flamske Maler.

Denne Tvil skulde siden blive til ubestridelig Vished.

I Aaret 59, som jeg en Dag af min Mester Couture førtes om i Louvre-Galleriets Samling af Haandtegninger for at anvises et passende Forbillede til copierende Studium, blev jeg høist glædeligt overrasket ved med engang at staa foran Cartonen (en zirligt udført Tegning) til Altar-Billedet i Valle Kirke. Signaturen udviste Navnet: Federigo Barocci 1528–1612.

I Aaret 60 gjensaa jeg Billedet i Valle, ved hvilken Leilighed jeg afskar og medtog et lidet Stykke af Lærredet paa Blindrammens Kant. Tonen var violetlig-brun. Blindrammen var uden Kiler, derfor ældre end 1700-Tiden, da saadanne først kom i Brug. Ved indgaaende Studium af mange gamle Mesteres tekniske Eiendommeligheder har jeg erfaret, at Materialets Beskaffenhed er et væsentligt Mærke ved Tidsbestemmelsen af gamle Malerier. Herved maa man vel betænke, at i det Tidsrum, hvorom her handles, blev ikke, saaledes som nutildags, det færdigt præparerede Malerlærred forsendt som Handelsvare fra et fjerntliggende Land til et andet; men enhver Malerskole præparerede selv sit Lærred, hvorimod Farvestofferne var Gjenstand for en livlig Mellemhandel, som det kan sees af flere gamle Skrifter over Malerkunstens Teknik, saasom Paolo Lomazzo, Marco Boschini, Armenini da Faënza o. m. a.

Ved Tilbagekomsten til Paris sammenlignedes bemeldte Lærredslap med Dugen i de Par Billeder af Barocci, som er i Louvre-Galleriet – det stemte ikke; men Mesteren kunde jo have anvendt forskjellige Grundtoner, hvorfor Sammenligningen maatte fortsættes. Leilighed hertil tilbød sig under min Reise i Italien i 63 – navnlig i Florents, hvor jeg i Galleria degli Uffizi, sammen med Inspektøren, undersøgte flere Billeder af Barooci og hans Skole. Man vil forestille sig vor Overraskelse, da vi, ved at sammenholde Dugstykket fra Billedet i Setersdalen med Materialet i et af Barooci’s Billeder i Florents – finder Tonerne og Væven saa aldeles ensartede, at Inspektøren ikke kunde lade være at spørge, om jeg virkelig havde medbragt Prøven helt fra Norge: denne Afstand i Tid og Rum! og alle de forskjellige Vandringsveie!

I 64 nedsatte jeg mig i Hjemmet, navnlig Setersdalen, og begav mig snarest muligt op til Valle for at underkaste Altarbilledet en sidste grundig Granskning.

Maleriet er af ganske anseelige Dimensioner: høit = Meter 2.986, bredt = Meter 1.775. Det forestiller Christi Gravlægning og har 9 Figurer: i den nærmeste Forgrund Magdalene, knælende og med Ryggen mod Beskueren, Hænderne foldede op mod Gruppen strax bagenfor, med Christi Legeme baaret af 3 Mænd; tilhøire herfor en bøiet Mandsskikkelse ifærd med Gravstedets Ordning; længere tilbage i Terrænet staar Jomfru Maria med 2 andre Kvinder; bagerst til den ene Side er Golgata, og til den anden en By med Huse og Taarne, der minder om Barocci’s Fødeby Urbino.

Paa Rammens nedre Del staar følgende Inskription – efter velvillig Meddelelse af Hr. Sogneprest Gjesdahl –:

„Udi den stormæchtigste och høibaarne Herris Kongis Konning Christians den Fembtis Regjerings første Aar hafver Laugmanden Laurits Andersøn med sin Hustrue Marta Augustinidaatter til Guds Kirkis Sirat bekaasted denne Alter Tafle. Anno 1670“.

Billedet er udmærket conserveret, hvortil den rene Fjeldluft ikke lidet har bidraget, men især Billedets lykkelige Skjæbne, idet det har undgaaet at falde i Hænderne paa de saakaldte Galleri-Conservatorer, der, som bekjendt, ved uvidende og keitede Restaurationer (Destruktioner) har ødelagt Størstedelen af de gamle Mesteres bedste Verker rundt omkring i hele Europa.

Billedet er, efter sikker Tradition, kommet fra Holland til Norge, hvilket stemmer godt med datidige Forhold, da en livlig Forbindelse mellem hint Land og Setersdalen gjennem 15- og 1600-Tiden vedligeholdtes af hollandske Falkefangere, hvis Efterkommere den Dag idag leve i Dalen, navnlig paa Gaardene Thveitebø, Homme og Lunden. Traditionen ved ogsaa om, at Maleriet er om Vinteren, paa Slæde, kjørt op igjennem Dalen – ogsaa meget sandsynligt, da Dalen først i min Tid har faaet Vei, der kan passeres af Hjulredskaber.

Billedets Composition er ubestrideligt af Federigo Barocci; derimod er der meget, som taler for, at Udførelsen i Farve ikke i sin Helhed er af Barocci selv, – man savner navnlig de for denne Mester altid eiendommelige blaalige Skygger og Halvtoner, medens disse Dele her er mere brunlige og varme. Jeg er derfor mest tilbøielig til, for Udførelsen, at gjette paa hans Elev, Francesco Baldelli, uden derfor at udelukke hans øvrige Elever.

At Billedet ikke er udført af nogen Hollænder eller Flamlænder, er øiensynligt, da disse i denne Periode altid havde tynde, transparente Asfalt-Toner i Skyggerne, medens i vort Billede dette Farvestof intetsteds forekommer.

Imidlertid vil man indvende: „muligens en Copi, udført i Italien“.

Dertil maa jeg bestemt svare: umuligt! Mærk nu vel, og lad os med Forstørrelsesglasset fare over Billedet. Da vil vi forbauses over den Dristighed „i tomme-brede Penselstrøg“, hvormed det deilige Udtryk af Fred er udbredt over Christi Ansigt.

Det gjør ingen Copist!

Han kan nok gjengive Udtrykket, men en saadan Bravour vil han savne ved saadanne vigtige Hovedtings Udførelse.

Ved sammenhold af ovenstaaende Fakta faar jeg følgende Resultat:

Altarbilledet, Christi Gravlægning, i Valle Kirke, Setersdalen, er Federigo Barocci’s Originalkomposition, hvorefter Udførelsen for Størstedelen er gjort af hans Elev Francesco Baldelli, medens vi i Christusfigurens Hoved, og sandsynligvis ogsaa i Magdalenafiguren, ser Barocci’s egen Haand.

Det kunde være interessant nok at følge Billedets

Skjæbne og Vandringer, førend det kom fra Holland, men dertil savner jeg for Tiden det fornødne Materiale.

Olaf Isaachsen,

Genremaler.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.