Indkvarteringer i Trondhjem
(Uddrag af et Brev fra Præsident Nordahl i Trondhjem til Sorenskriver Hans Paus i Finmarken).[1]
– – – „Man hører intet videre om at transportere Mandskab af de Gevorbne til Finmarken, men Trondhjem trykkes meget af den store Inqvartering, som, i det ringeste, maa anslaaes til 3000 Rdr. aarlig, hvormed man end ikke kommer ud, thi omendskjøndt denne Summa bliver i Byen, og udbetales til Medborgere, saa trøcker den dog de ringe og uformuende, som gjøre Mængden af Indvaanere, ej at melde om det Tab Haandværkere tager i deres Næring, hvoraf de skulle contribuere dertil; og desforuden falder mange Vanskeligheder, Fortrædeligheder og Tvistigheder in natura over Qvartierernes Beskaffenhed, ligesom flere endnu befrygtes, naar Vinterkulden strenger paa, da alle Manqvements dog skal redresseres paa hvad Maade det end kan ske. Men det er dermed ikke nok; meget mere er det i denne Stund besluttet over os og afgjort, at hvis intet kommer imellem, som ej kan sees forud, til Foraaret skal den Bataillon, som nu ligger i Bergen, endnu komme hid og Bergen endnu faa et andet helt Regiment i Stedet. Naar dette sker, ser jeg ikke, hvorledes det vil blive i Trondhjem uden at farlige Confusioner maa yttre sig ved en saa overvældig Garnison at huse. Man taler ellers meget om Kongens Reise til Norge næste Aar; hvilket alle Kjøbstæder og det heele Rige maa ynske og glæde sig ved, at fuldbyrdes; uagtet den Bekostning, det vil aarsage, paa det Landets Elendighed kunde blive af Erfaring bekjendt, baade i Henseende til Inqvarteringer, Extra-Skatter og mere. En fin! Vi lever ved slette og onde Tider, farlige og vanskelige Conjuncturer, i en bundløs Rigets Gjæld, efter 47 Aars Fred. Dabit Deus his qvoqve finem! Og vi maa nok anraabe Gud om Middel og Hjælp til Rigernes opkomst af den Nedsynkelse, de findes i af Armod og Usselhed. Den norske Land-Milice mener man bliver ganske afskaffet, og lutter gevorbne, til 6 a 8 Regimenter igjen opsendte. Hvad Mængde af Officers-Familier vil ikke derved blive reducerede og satte tilbage? Siden kan Touren række til de øvrige Etater, som og spaaes. Men den alvise Direction kan omvende alt, baade paa den ene og den anden Side til det gode! Men jeg maa slutte med mit ganske Huuses venligst Hilsen til høystærede Ven med dydigst Kiæreste og Børn, og tilynske dem samtlige al varig Lyksalighed, hvornæst jeg i oprigtigste Høyagtelse og Venskab heele min Tid som velædle, høystærede intime Vens troforbundne Tjener
Nordahl.
Trondhjem den 31 Octbr. 1767.
For Forsigtigheds Skyld beder jeg, at kjære Ven vil cassere eller og offerere Vulcano dette, naar det er læst; som jeg ligeledes observerer paa min Side, at ikke Eftertiden skal læse vor Correspondence om slige Ting.
Axel Hagemann.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Hans Paus boede som Sorenskriver i Talvig fra 1754–1770, da han døde 60 Aar gl. „i Slag“, og blev begravet ved Talvig Kirke 20. Juni. Hans første Hustru, Anne Sørensdatter, Enke efter Oluf Severin i Kjøbenhavn, døde i 1760 og blev begravet 31. Juli. S. A. 5. September forlovede og giftede han sig med Jomfru Anne Kirstine Greve. Deres Børn findes indførte i Talvig Ministerialbog, neml. Ludvig Christian, f. 1762 25⁄6, d. 3. S. p. Tr., Birgitte Helene, f. 1763 2⁄8, d. 10. S. p. Tr., Anne Margrethe, d. 1765 15⁄5, Henric Christian, d. 1767 9⁄1, Ludovica Elisabeth, d. 1768 1⁄6, Kirsten, d. 1769 27⁄9. Sorenskriver Paus var almindelig bekjendt som en dygtig og nidkjær og for Finmarkens Vel interesseret Embedsmand.