Olaf Paa’s gildestue

Nicolay Nicolaysen

Olaf Paa’s gildestue

Historisk Tidsskrift, tredje Række, andet Bind, 1892 (s. 206-210).

I Laxdøla saga^[1] fortælles, som bekjendt, om den islandske høvding Olaf Høskuldssøn, der paa grund af sin pragtlyst havde faaet tilnavnet Pá (paafugl), at han under en reise i Norge besøgte Haakon jarl (988–995) og fik lov til i hans skove at hugge en ladning udsøgt tømmer. Da Olaf sommeren efter kom hjem til Island med tømmeret, lod han paa sin gaard Hjardarholt „gjøre et eldhús, som var større og bedre end noget, man før havde seet. Deri var paa væggen (þiliviðinum) og ligesaa i taget (ræfrinu) afbildet (markaðar) berømte begivenheder (søgur)“. Sagaen tilføier, at disse billeder var saa godt udførte (smiðat), at hele rummet tyktes langt stadseligere uden vægtæpper (tjøldin), end naar saadanne var ophængte. Imod enden af vinteren, da huset var færdigt, holdt Olaf deri sin datters bryllup, hvortil han indbød en mængde gjæster, deriblandt Ulf Uggessøn. Denne gjorde et kvæde om Olaf „og de begivenheder, som var afbildede (skrifaðar) i stuen, hvilket han fremsagde under gildet. Kvædet kaldtes Husdraapa og er godt digtet“. Nogle brudstykker af denne draapa, hvori beskrives de fremstillede mythologiske scener, er gjengivne af Snorre Sturlessøn i hans Skalda og findes trykte af Finn Magnusen i et tillæg til den ovennævnte udgave af sagaen.

Naar vi paa grundlag af de anførte omstændigheder og den tids skik vil danne os en forestilling om den beskrevne stues beskaffenhed og udstyr, er det for det første klart, at stuen ikke var noget ildhus i den særlige betydning af et rum for madkogning, hvorimod navnet eldhús her kun betegner et hus, hvori der var ildsted eller, som vi nu sige, et lokale, der kunde opvarmes, altsaa med are. Dernæst maa det antages, at bygningen, som sedvanligt, var tækket med jord eller torv, endvidere at ikke alene selve taget var af træ, men ogsaa væggene, og endelig, at disse ikke bestod af standerverk, men, som det nærmere skal paavises, var laftede.

Derimod kan der være nogen tvil om, dels hvorledes de nævnte billeder var udførte, og dels paa hvilke steder i stuen de fandtes anbragte. Disse spørsmaal er allerede før behandlede af F. Magnusen i det omtalte tillæg, men kan, som jeg tror, besvares paa en sikrere og tildels anden maade, end der skeet.

Hvad det første spørsmaal angaar, er jeg enig med F. Magnusen deri, at de nævnte fremstillinger ikke, som Suhm antog, kan forstaaes om,runeindskrifter, da der ikke sees nogensomhelst grund til saadan opfatning. Ligeledes finder jeg med Magnusen, at billederne ikke, saaledes som P. E. Müller og sagaens oversætter Th. Repp mente, kunde være malede. Herfor paaberaaber han sig med grund sagaens udtryk smiðat, skrifaðar, markaðar; men dertil kan føies, at, saavidt bekjendt, hverken den gamle literatur eller selve oldsagerne aflægge vidnesbyrd om, at man her i Norden før efter kristendommens grundlæggelse befattede sig med den malende kunstart eller den, hvorved forbilledet gjengives med sine naturlige farver.

Vi maa derfor af hensyn til sagaens udsagn med Magnusen antage, at de omhandlede billeder var udførte i skulptur eller udskaarne ved hjelp af kniv og meisel eller skjølp. Naar M. derimod fremhæver saadanne udtryk i Ulf Uggessøns digt, som: „Freys galt med gyldne børster“, „maanens skin“, „de frygtelige straaler fra Thors øine“, „den glinsende midgardsorm“, og han deraf slutter, at udskjæringerne var farvede, er denne slutning neppe berettiget. Vel vilde der i sig selv ikke være noget til hinder for en saadan antagelse, da vi ellers har nogle exempler paa udsmykning med farver. Dette er saaledes, som ogsaa M. nævner, tilfældet med det bekjendte udskaarne træstykke, der fandtes i dronning Thyre danebots grav fra ca. 940, og et utvilsomt ældre og mere betydende vidne frembyder Gokstadskibet (ca. 900), hvori der som bekjendt fandtes flere gjenstande, navnlig en rorpind og 2 teltplanker^[2], forsirede paa den omtalte maade, det vil da sige ikke med efterligning af de afbildede gjenstandes lokalfarver, men rent dekorativt for paa sine steder at frembringe stærkere lys og skygge. Trods disse exempler kan der dog opstaa betænkelighed ved at antage saadan udsmykning i Olaf Paas stue, da farverne her under den stadige paavirkning af røgen fra ildstedet vilde være stærkt udsatte for at dækkes af sod.

Med hensyn til det andet spørsmaal er noget nær alle de, der enten som oversættere eller gjenfortællere har befattet sig med sagaen og navnlig Jacob Aall^[3], P. E. Müller^[4], Th. Repp, Finn Magnusen og P. A. Munch^[5] enige om den plads, billederne indtog i stuen. Enten sige de nemlig bestemt eller maa antages at mene, at denne plads var dels stuens loft (plafond, himling, eng. ceiling) dels dens vægpanel. Herimod kan dog strax indvendes, at ordet ræfr, som sagaen her bruger, ikke betyder loft, men tag, og at der ikke engang kunde findes noget loft i en stue med datidens ildsted. Dernæst kan ordet þiliveðinn neppe heller forstaaes om et paa en tømmervæg anbragt panel, men maa betyde selve væggen. Til denne antagelse ledes vi ved en nærmere betragtning af de med husets tilblivelse forbundne omstændigheder.

Som vi har seet, fik Olaf sit tømmer i Norge, hvor han ogsaa i yngre dage havde opholdt sig en tid lang. Intet er derfor rimeligere, naar han af dette tømmer paa Island opførte et beboelseshus med ildsted, end at han fulgte den samme skik, som under saadanne omstændigheder fandt sted i Norge, eller med andre ord, at hans hus var en laftbygning. Og at denne konstruktion var fast regel hos os i middelalderen, naar det gjaldt et beboelseshus af træ og med ildsted, kan sluttes deraf, at man hverken i beretninger eller virkeligheden har noget exempel paa en anden bygningsmaade. Dertil kommer, at der her i landet hverken i middelalderen eller endog noget senere træffes exempel paa, at væggene enten udenpaa eller indvendig blev dækkede med panel. Til endnu større bestyrkelse paa rigtigheden heraf kan der spørges, om nogen tror, at man i senere tider vilde have undladt at anvende paneling, hvis den tidligere havde været i brug. En ganske anden sag er det, at man paa Island, naar husets vægge var af jord, til beskyttelse mod kulde og fugtighed lagde en bordklædning eller et panel paa indsiden af de .støtter, der langs jordvæggene og tæt indenfor disse tjente til at bære bygningens tag.

Men skjønt man ellers i huset ogsaa uden paneling opnaaede tæthed og lunhed alene ved laftvægge og torvtag, vilde dog dette neppe blive tilfældet paa det sted, hvor væggene og taget støde sammen, medmindre der her blev truffet en egen forføining. I det nævnte øiemed maa man derfor hos os allerede tidlig, ligesom endnu paa mange steder, hvor intet loft findes, have givet den planke af tagtrodet, der laa lige over husets væg, et udspring, som omsluttede den øverste vægstok og ved hjelp af en udskjæring tillige spærrerne, saaledes at vinkelen mellem væg og tag derved fyldtes. Paa grund af denne sin delvise funktion bærer dette trod – nu tildags navn af namtrod^[6] eller paa vestlandet undertiden ogsaa bruntrod, fordi det ligger paa væggens kant (brún), og da det, seet nedenfra, fuldstændig har karakteren af en gesims som afslutning af væggen mod taget, egner dette led sig fortrinsvis for en udsmykning. Vi har endog her fra Norge et exempel herpaa om end i et hus, der var i ca. 300 aar yngre end Olaf Paas stue. Saaledes fortæller biskop Neumann i 1836 om den senere nedrevne „ærværdige“ røgstue paa Rogne paa Vossevangen^[7], at dens „vægge, 4½ al. høie indtil spærretaget, udfyldes af 5 stokke i omhvarvene. Over den øverste af disse, under tagets buehvelving [det vil vel sige: dets nedre del] havde løbet en omhyggeligt og skjønt udskaaren gesims, men som ikke havde kunnet holde det ud med de uforgjængelige malmhaarde vægge, og derfor nu under reparationen var afløst og henslængt i gaarden, hvor jeg fik brudstykker deraf at se“. Denne saakaldte gesims var saaledes tydelig nok et namtrod, og af de anførte grunde tviler jeg ikke paa, at et saadant var anvendt ogsaa i Olaf Paa’s stue, og at det som en del af væggen ogsaa har været udskaaret paa den omtalte maade.

Som resultat af disse undersøgelser skulde da fremgaa, at de omhandlede billeder i Olaf Paa’ s gildehus ikke var malerier, men skulpturverker, dog uden farver, og at de var anbragte dels i taget dels paa namtrodet eller gesimsen og dels paa de nærmeste vægstokke nedenfor denne, saaledes at de paa de to første steder dannede selvstændige grupper i hvert af felterne mellem to og to spærrer.

Til det ovenstaaende kan endnu føies en bemærkning om det forhold, hvori det omhandlede slags kunstneriske udsmykning stod til, hvad der var dagens skik paa Island. Som det synes, har man undertiden, ligesom i andre lignende tilfælde, været tilbøielig til at tænke sig denne kjendsgjerning ikke som en undtagelse, men som et exempel paa, hvad der ogsaa ellers i den tid kunde finde sted. Men derved opstaar en strid med den logiske fordring, der danner betingelsen for en sand historisk kritik. Langt nærmere sandheden kommer man derfor, hvis det hele opfattes som noget enestaaende i den tid eller som det ældste af det slags. En saadan opfatning vil ogsaa faa en vis støtte i den ytring af sagaen, at det omhandlede hus ikke alene var større, men ogsaa „bedre“, end man hidtil havde seet. Dog har vel husets herre i saa fald ikke faaet ideen til den kunstneriske udsmykning fra sig selv, men snarest hentet forbilledet enten fra Norge, hvor han flere gange havde opholdt sig, eller fra Irland. Som bekjendt var han ikke alene født i dette land af en irsk kongedatter og opvoxet der som lidet barn, men han tilbragte ogsaa i voxen alder nogen tid i sit fødeland hos sin morfader.

1 novbr. 1890.

N. Nicolaysen.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. udg. 1826, kap. 29.
2. Se „Langskibet“ fra Gokstad pl. XI.
3. Saga, udg. af J. S. Munch, III, 97.
4. Sagabibl. II.
5. D. n. Folks Hist. I b, s. 169.
6. Jfr. „Kunst og Haandv. fra Norges Fortid“ s. 6. Dog er det omtalte udspring nu som oftest ikke nogen del af selve trodplanken eller et sammenhængende led, hvorimod det bestaar af flere stykker, som indsættes mellem hvert sperrepar.
7. Urda, II, 107, jfr. aarsber. fra foren. t. n. fortidsm. bevar. f. 1880, s. 82.