Et brev fra Lofthus i fængslet
Under mit arbeide med Lofthusbevægelsen blev jeg tvunget til at sætte et adgang forbudt over indgangen til Lofthus’s fængselsliv som til hans egne sjæledybder, fordi kilderne svigtet netop paa dette avgjørende punkt. »Intet gulnet dokument«, skrev jeg, »røper forholdet mellem Lofthus og hans gjerninger. Savnet av slike bekjendelser blir saa meget sterkere, naar vi husker paa at han i fængslet fik ytre ro og ensomhet nok til at ruge over de spørsmaal som han hittil mest hadde stridd for«[1].
Et tilfælde har nu sat mig i stand til at ophæve forbudet som overflødig. Sommeren 1917 gjorde provst Kobro i Lillesand mig opmerksom paa at der eksisterte en kopi av et brev som Lofthus skrev i fængslet; det blev fundet av Hans Hansen i Hvefos i en kasse med gamle bøker og papirer efter den sindsyke Aasmund Pedersen paa Egeland. Paa opfordring har Kobro med elskværdig imøtekommenhet tat en avskrift av kopien og sendt mig den.
Naar undtages et utdrag av brevet i Gabriel Scotts roman om Lofthusbevægelsen: Enok Rubens levnetsløp, utgit ved juletider 1917, har dette interessante aktstykke ikke tidligere været offentliggjort.
Saaledes som jeg har mottat det, anfører jeg det her i sin helhet.
Pro memoria!
Jeg har Rigtig modtaget dereses mig mere en kiærkomene og behagelige Skrivelse av 29de Pasato. Hvorfore jeg aflæger her Ved min ærbødige Taksigelse, samt tillige Rent ud maa Dechlarere, at jeg ikke nogen Sinde min hele leve tiid, har ....[2] sent eller hørt behageligere og glædeligere af helle Verdens ting end det og detes indhold etc. I det at jeg ey allene ser der af at de ere alle enige, men og at de har saa meget udrettet allerede. Og naar dere som en Vil behage Hvorom jeg nu ingenlunde mere Vil paatvile, at blive enige og standhaftige alle som en mand Er det lige saae umuligt andet end at Vi alle io faar al den os til komende Ret billighed og Satesfation. Ja mere en vi nogen Sinde har ønsket og atraaet Som det er muligt for alle voreses finder at de alle her efter bliver Konges eller Guds; jeg ser og av før melte skrivelse at dere har i sinde at forlange Et Tinges Videnes optagelse, hvilket er baade unødvendigt og bekosteligt skadeligt og aldeles i Mod al Ret og billighed som og imod de forhen i same sag allernaadigste udstæde befalninger, thi same Viser jo tydelig at Same Sag i et og alt der af Dependerede skal undersøges oplyses edfæstes og i et og alt af bevises, Ved den der og den Gang andbefallede Comission, og taller same høye Comisorium etc. Aldrig paa et eneste stæd et eneste ord om noget saadant som Tinges Videne og saadant er maa og skal og bør være dene Sag aldeles u ved komende; men at same Sag med en Comission af Comissarier som er upartiske skal af handles udføres og paa Dømes Og at saadant til Dato ikke er skeed i hendhold og overenstæmelse af al christelig Ret og billighed, derom og derfore maa dere indgive de aller Kraftigste Ve og Klageposter og desforuden derfore forlange upartiske Comissarier, til at af handele den herefter fra nye optagne Sag, thi alt det øvrige og forhen i same Sag afhandlede ere jo langt Være en Fingeret eller falskt etc. hvorfore dere og i Og paae aller Kraftigste Maade nedlæger saadane Protæster, Mod same og derfore som Melt begiærer saaledes fra ny af ny Comission Ifald Same Sag ei i Mindelighed maa og kan allernaadigste Blive nedlagt, hvilket jeg Dog vist og upaatvilelig troer Naar alt saadant i et og alt Rigtig bliver paa foreskrevne og Opgivne Maade aller underdanigst andraget og forestillet, og maa deri i for den aller høyeste Guds skyld ingen forandring giøres eller indvendes i Mod same; jeg har og paa nøy Med en Tro og God ven tilsendt min kone en del nøye underretninger Som jeg vist og upaatvilelig vil tro og haabe at hun Rigtig har bekomet same Om dere derfore vil behage paa nøy at adressere Dere til hende for at faae den fuld- stændige og Sandfærdige oplysning og under Retning, i alt hvad der nødvendig behøves, til og i for same Andlæg og udførelse; og Maae der i og efter hellere ingen forandring skee.
Og behager dere da at medtage dette for at vise min kone same og tillige Behage at hilsende fra mig, saa vel som og at jeg ikke den lange tiid har haft Et eneste ord fra hende hvorfore jeg er ganske forfært og kan derfore ikke begribe aarsagen; jeg ser og af før melte dereses skrivelse at dere vil forlange af Camer Herre Moltke et Tinges Videnes optagelse, det kan han for det første slæt aldeles ikke tilstæde føren høyere Ordre Derom indhentes, og for det 2det Om en og same blev tilladt var det, som før er melt mere til skade end til nytte, nai, den hele Sag maa abeselute optages aldeles fra nøy af og der til og fore maa forlanges Same Sag aldeles uvedkomende personer som upartiske Comissarier at udføre Same Sag i et og alt som før er melt for en Ordentlig upartisk Comissioen, Og der og da maa jeg og abesolute være tilstæde og nærværende Thi det er upaaetvileligt at jeg baade maa og bør være der tilstæde i medhold af ale christelige love og Reter og billigheder, og kan og derfor uden give mere oplysning i Same Sag en alle de øvrige, Og uden saae skeer kan og komer den Rette . Sandhed aldrig for Dagen paa nogen af Siderne Og paae ingen anden Maade kan hverken jeg eller dere være eller er fornøyet Og der for uden til siger og al Ret og billighed same skal og bør skee Thi det er dog den aller største uretfærdighed og ulidelighed af al hele Verdens Ting at jeg for det første, som paaesaae aldeles en oprægtig Troe Redelig Kiærlig fornuftig Sindig og forsigtig, saa vel som stille Og paae en i et christen land aldeles tilladelig maade, allerunderdanigst først fore Spurte mig hos Trohne følgeren, om jeg maatte have den store naade og lyke at andrage saadant skriftlig, som jeg da fortalte ham mundtlig, hvilket han allernaadigst tilladte mig same at Indgive saa hastig jeg vilde, naar jeg kunde Rigtig bevise same Og for det andet at jeg deri Mod og derfore nu saaledes skal Fatigeres Samt afskiæres al folke Ret og giøres til det aller værste og største ia uhørt Monstrum for mere en helle verdens uret. færdighed og ubillighed etc. Og for det 3die at bønderene og ligesaa skal afskiæres saa godt som i lige og Same delle og henseender, al Christelig Ret og billighed, for det første hen Seende Sagens aldeles uhørte forfærdelige og forfængelige behandling Saae vel som og for det 2det at de ikke maae tillades at have en Mand til at allerunderdanigst andrage dereses Tarv etc. hvilket er og Ganske uhørt, saavel som og for det 3die at de hellere ikke maatte tillades at have en Defensor eller Prochorator at iagttage dereses tarv Og det allene for de beskyldninger som de vare paae det aller strængeste beskyld fore, og nu da en Defensor ikke kan hielpe dem i Same Sag for En pibe tobakes Værdie, kan de ey allene faa tilladelse at andtage hvem De vil men nu og den same som skulde udføre min Sag hvilket den Gang Rent og aldeles var nægtet dem, alt saae kan dere heraf med meget mere see og tydelig erfare dereses ondskab ugudelighed og aller største ubillighed og uretfærdighed, og at det er dereses eneste alvorlige og faste og uforanderlige Villie ønske atraae og hensigter, at den aldeles uskyldige lidende og undertrygte skal herefter som tilforen, aldeles undertrykes pines og plages og aldeles uchristelig behandles, for dereses egne og allene I et og alt selv for Voldte Gyselige afskyelige uchristelige uretfærdige og ubillige behandlinger etc. hvilket kan og tillige skiærer en Sand tro og Redelig Patriotismer, til inderste marv og ben at saadant kan skee saavidt som skeed er; – Men vil jeg nu stadelig haabe – og troe at den allerhøypriseligste Retvise milde og naadige Konge og Kronprintz saavel som Retsindig og ædelmodig Mellem Væsen Samt mine kiære troe og Redelige etc. Lands-Mænd, forebyger at saa aldeles Til for mælt, uhørte Misbrug ikke tillades længere eller Videre at gaa I svang og udbrede sig, til og for alt for Mange 1000de aldeles uskyldige derover og fore skulde blive Ruinerte ødelagte og qvalte af og for før melte uretfærdigheder og ubilligheder etc. og same har vist for aarsaget alt for Meget af andførte elendigheder og lidelser etc., og jeg kan ikke nægte fore at dette falder mere en forunderligt at jeg ikke lige saa vel kan faae svar fra min kone som dere da jeg dog ser af deres skrivelse, at dere har talt med hende. Og ligesaa falder og skriften i sig self mig noget mistænkelig, da jeg andser same for god til baade skrift stil og bogstavering etc., og lige saae at ikke mere En eneste haand findes under same for uden mange flere ting – Men andfæng alt dette om det en og var mere afskræker mig dog ikke fra at give Tienestelig giensvar og det i allerstørste hastighed, thi en stærk troskab Kiærlighed og Retsindighed særdeles i en god Redelig og Sandfærdig affærie kan Ingen ting af skrække eller forhindre same standhaftige Temperamente etc. Og om nu og same forhen saa vel som dette havde faldet og falt i mine aabenbare finders hænder vilde jeg dog ikke tage mig det allerminste nær derfore men Tilstaae alle ting Rent ud, thi jeg har ikke skrevet mere en allene noget af Sandheden om det mig og bønderne med flere tilføyende. Og har jeg og der for uden baade skrevet og talt langt mere om same paa vedkomende stæder, og i de dele og henseender løber jeg min bane frimodelig fræm, og frygter eller afskrækes ikke derfore om en og de allerstørste og stærkeste optænkelige lidelser pinsler ia den utaaleligeste og forsmædeligste død stod mig for øyne og øren frafalder jeg aldrig et eneste ord ia ikke en Tøddel, af alt hvad jeg paa alle tiider stæder og ved alle leiligheder haver om dene Sag talt skrevet og handlet og same paastaar jeg saa længe der er liv og aand i mig at Alt samen med meget mere medfører den Rene Sandhed, og tillige paastaar jeg og stadelig for min Gud og helle Værden hvilken jeg alle med et gladt og frimodigt hiærte og aabne øyen tør vil og kan for dene Sag møde naar og hvor det skal være og at intet dødeligt meneske under solen har kundet handlet eller Intenderet bædre Redeligere Kiærligere etc. for min Gud Konge Kronprintz det ganske kongl. huus etc. saa vel som og for mine lige saa kiære Landsmænd saadant fra falder ieg heller aldrig i hvad der en og saa maa møde mig, Og det forsikrer jeg alle dyrt og helligt, paa min Siæls- lives- og Salighedes-forlis, – ifald jeg som sagt forandrer en og det aller mindste af noget før om melte mine Sande handlinger komer nu dette til de Troe og Redelige ....[3] ere som jeg Destinerer same til som jeg vi formode haaber jeg at de med flære saadane veltænkende andtager sig same med mere og i et og alt ey allene medfører Sandhed billighed og Retfærdighed i Medhold og overenstæmelse og al almindelig Christelig lov Ret og høypriselig forhen udgange anordninger og befalninger etc., men og at same sigter til og for det almindeligste bæste nyte og fordele i ubeskrivelige mange store dele og henseender og for efter komere i nutalleligg 1000d Leed, og naar dere vil fornuftig eftertænke same alt samen kan dere og let indsee same Sandsynlig, behag endelig at forehalt fiældmanden alt samen thi de folk er meget opRægtige i almindelighed hvilket tydelig kan sees og erfares af dereses forklaringer i Mod mig, etc., Jeg beder dere alle endl. at hilse fra mig, og Vær baade timelig og ævig velsignet, bevaret og styrket, beskiærmet og afholdt. Dette ønskes og attraaes af forbederen Christian Jensen Lofthuus.
Aggershuus Fæstning den 9de Novbr. 1789.
- I allerstørste hast som kan sees alt for vel.
P. S. jeg kan og hellere ikke nægte at jeg er bleven
hel opmærksom da jeg paa ingen maade nuu har kundet
faa overbringeren af dereses brev at talle med mig uagtet
jeg har haft mange bud til ham der Om og han talte dog
med mig siste gang og dene gang var her og ligesaa god læilighed for ham derfor seer same mistænkelig ud dog det
same, io være io bedre for mig.
P. S. Behag endelig at skrive mig til med aller første Men dog paa forhen melte foreskrevne Maade men behag du og endelig at lad min kone og kiære børen og skrive mig til med same læilighed eller Og i det mindste behag at hils mig fra dem hvordan de lever i dene forskrækelige tiid for os alle, thi dere kan dog vel let tænke hvor inderlig og ængstelig jeg venter efter en liden underretning fra Dem og særdeles i dene chritiske tiid, behag og at lad nogle flære anderskrive same bræv; var det muligt ønsket iæg giærne en expresse dermed io før io hellere thi de kunde foregive at han havde ærende til Germand[4].
P. S. for alle ting behag at vær og bliv alle enige og standhaftige i det begyndte gode, thi det er det eneste midel næst og med Gudes hiælp, som kan hiælpe og frælse os alle, og lad mig og see at dere svarer fuldkomen til det gode og troe Norske navn etc., og lad for Den aller høyestes skyld, ikke den store gode og Retfærdige sag bortdøe og qvæles af og for den forbandede og forfængelige allerstørste ugudelighed og uretfærdighed etc, nu Gud vær vor væn og Talsmand, og hør min bøn.
I flere henseender har dette brev krav paa en smule
opmerksomhet.
Allerede dets tilblivelse gir det en særstilling blandt kilderne til Lofthusbevægelsens historie. Som det eneste dokument fra Lofthus som fange mellem hundreder av aktstykker omkring og om ham har selve dets eksistens en værdi av lignende art som det sjeldne frimerke for samleren.
Derimot maa det indrømmes at dets indhold bereder Lofthusbiografen adskillige skuffelser. Stiller man spørsmaalet slik: hvilke tanker har først og fremst sysselsat Lofthus under det lange fængselsophold, gir jo brevet et svar som med nogen ret kan betegnes som tilfredsstillende. Hans første og sidste tanke har gjældt den store strid som han med list og vold blev drevet bort fra. Før fængselstiden la den beslag paa hele hans handlekraft; i fængslet har den suget til sig alle tanker og følelser, som den nødtvungne og pinefulde lediggang maatte avle.
Brevet avdækker saaledes en enkel og inderlig sammenhæng i Lofthuses handle- og tankeliv. Og endnu noget mere gir det os. Blir end totalindtrykket av dets mange – tildels forvirrede – ord og gjentagelser mere blekt og personlighetsfattig end vi hadde ønsket, saa meget har det likevel faat med av sin ophavsmands væsen at et hoveddrag ved Lofthuses karakter tar fast form under læsningen av det. Aanden i brevet er den samme som i Lofthuses handlinger fra den tid da han endnu hadde frihet til at øve dem; den er agressiv, fremadvendt, ikke tilbakeskuende. Det er en slagen mand, men ikke en tilintetgjort, som taler i det. Som en mand hvem livet endnu ikke har knækket, nøier Lofthus sig ikke med at skaffe avløp for sin aands bevægelsestrang i daadløse opgjør med sig selv og sin fortid. Livet kalder endnu paa den vingestækkede bondefører og fylder ham med planer for fremtiden. En urokkelig tro paa sin saks retfærdighet holder ham oppe, hindrer ham i at resignere, driver ham til at lete efter nye utveier.
Først naar vi fastholder tidspunktet for brevets avfattelse, faar vi mening i al denne lyse fremtidstro, som gjennem dette merkelige dokument straaler os i møte fra et av de mest trøstesløse fængselsliv vor historie kjender. Det er skrevet 21⁄2 aar efter fængslingen og 3 aar før der faldt dom i saken. Om denne dom kredser alle fangens tanker. Han frygter den ikke; tvert om, den er det han klynger sig til, den er det han haaper og tror paa, den er det som endnu gir ham muligheter, fremtid. Med en næsten nervøs iver avviser han alle velmente forslag om at nøie sig med den halve forholdsregel at opta tingsvidne i saken, en utvei som bare kan hindre eller ialfald vanskeliggjøre den fulde retslige avgjørelse. Ut fra sin faste overbevisning om at han straffes og lider uforskyldt ønsker han intet heller end at saken skal bli tat op helt fra nyt av og utredes saa grundig og redelig som mulig av »aldeles uvedkomende personer som upartiske Comissarier«. Men for den haardt prøvede mand er dette endnu ikke nok; rettens haandthævere har beredt ham for mange og bitre skuffelser til at han trygt kan overlate sin sak i deres hænder. Selv maa han »abesolute være tilstæde og nærværende«; for »uden saae skeer kan og komer den Rette Sandhed aldrig for Dagen paa nogen af Siderne«. Sandheten og retfærdigheten er hans forbundsfæller; deres fiender er de eneste han har noget at frygte av. Med stolt tillitsfuldhet lægger han derfor sin sak i den øverste dommers hænder; »med et gladt og frimodigt hiærte og aabne øyen tør vil og kan« han møte for sin Gud, »naar og hvor det skal være«; en bevissthet rik paa kraft og styrke for den mand som har faat verden imot sig.
For saa vidt som vi har lov til at ta en mand paa hans ord, berettiger brevet os til at fastslaa at det gir et tiltalende billede av sin ophavsmand. Men mere end nogen enkle grundlinjer i hans karakter faar vi ikke frem under analysen av det. De særtegnende detaljer mangler, den intime rapport uteblir. Bristen har ikke sin grund i for stor knaphet. Ord eier brevet nok av. Men alt for mange av dem er laante fjærer fra brevformularernes allemandsvendinger og løser derfor – paa faa undtagelser nær – kun saare ufuldkomment den opgave at røpe de smaa karaktertræk som fører forbi det almenmenneskelige og ind i personligheten. Formelt set er saaledes dette aktstykke i typisk overensstemmelse med brevskriverens stand og dannelse. Det bekræfter den gamle erfaring at pennen i den uøvedes haand saa let glir ut i de herreløse og indholdsfattige sætninger.
Mellem linjerne – ikke i dem – maa vi da paa disse gulnede blader læse et nødskrik fra et forpint og mishandlet menneske, et lykkens stedbarn, som vandt sin rikdom i livet, martyrglorien, i like saa dramatiske og ikke mindre tragiske former end saa mange av sine lidelsesfæller. Lofthuses lod blev jo den bitre og blodige at slites bort fra sit livs opgave og dog leve det videre.
Om forbindelsen mellem Lofthus i fængslet og hans venner utenfor gir brevet os oplysninger, som bekræfter hvad vi før visste[5]. Han har hat anledning til at skrive til sine paarørende og motta svar fra dem. Men nogen stadig brevveksling har der nok ikke været tale om. Han er forfærdet over at han »den lange tiid« (de 21⁄2 fængselsaar?) ikke har hørt noget fra sin kone, og han omtaler bare et eneste brev, som er kommet ham i hænde. Den mand som myndigheterne frygtet i den grad at de lot ham klinklænke til en blok, før dom var faldt, har neppe faat lov til at staa i rapport med sine tilhængere.
Georg Sverdrup.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |