Om Valdemar den stores tog til Norge i 1168
Professor L. Daae har i N. hist. Tidsskr. 4 r. b. 4 med en til visshet grænsende sandsynlighet paavist, at Saxo Grammaticus selv har været deltager i toget og saaledes øie- og ørevidne til tildragelsene.
Saxo beretter, at toget fortsattes, indtil man kom saa langt nordpaa, at det om natten ved solhvervstid var næsten like saa lyst som om dagen, og at man ved midnat uten synderlig anstrengelse kunde læse den fineste skrift. Efter denne oplysning maa det, som av L. Daae paapekt, ansees utvilsomt, at flaaten har været saa langt nord som paa Trondhjems høide. Man kan vistnok gaa ut fra, at ukjendt med forholdene som danskene var, og da disciplinen var mislig, har færden langs kysten ikke foregaat med nogen hurtighet, selv om der, hvad jo var nødvendig, haddes kjendtmænd ombord. Rimeligvis er der, fra flaaten forlot Tønsberg og til den vendte om paa høiden av Trondhjem, hengaat omtrent en maaned, saa man kan anta avreisen fra Tønsberg at være foregaat omkring den 21. mai, maaske heller nogen dager senere; ti opholdet i Tønsberg hadde, hvad ogsaa Valdemar beklaget, været noksaa langvarig. Avseilingen fra Danmark fandt sted tidlig om vaaren, saasnart man har antat at kunne anløpe de steder i Viken, der skulde gjæstes, uten hindring av is. Sandsynligvis har avreisen fra Danmark fundet sted litt over midten av mars og ankomsten til Tønsberg en av de første dage av april. Fra dette tidspunkt til omkring 21. mai maa opholdet i Tønsberg ha varet, naar Erling Skakke kunde faa tid til først at samle en hær og dernæst ved dennes hjælp at kunne foreta spærring av et sund, som den danske flaate hadde at passere, samt anlægge befæstninger ved dette og utføre arbeidet saa fuldkommen, at danskene ikke vovet at gaa til angrep.
Saxo beretter, at Tønsbergs borgere mottok Valdemar ved byens takmerker med en høitidelig procession. Professor P. A. Munch – Det n. Folks Hist. 3. d. s. 25 anm. 2 – mener, at denne mottagelse har fundet sted ved Gunnarsbø, at altsaa skibene er kommen ind Trælen og har lagt sig i havnen utenfor Skjeljarstengrunden. Som følge herav gjætter han (anm. 3) paa, at det sund, Erling befæstet, er Grinholmesund eller Vrængen.
Munch tar imidlertid ikke i betragtning, at isen paa Trælen, hvad der forøvrig ogsaa er tilfældet med Vaagen, nu Byfjorden, gaar usædvanlig sent op i sammenligning med andre havner, og heller ikke, at Valdemar slet ikke var nødt til at gaa gjennem Vrængen med sin flaate. Han vilde jo ha brede Folden og aapne havet utenom Tjømø for sig, og det vilde ingen feig flugt ha været eller forbundet med nogen skam, om han hadde omgaat de i Vrængen anlagte befæstninger, likesaalitt som befæstning av dette sund kunde ha vakt saadant opstyr ombord paa flaaten, som Saxo i sin livfulde skildring beretter.
Nei, flaaten er ikke gaat ind Trælen, der endnu har været isbelagt. Den er kommen op Vestfold (uttales nu Vestfjol), indtil den ved byens takmerke paa denne kant – mellem Ramberg og Smørberg – fandt fast is. Herute ved iskanten er Valdemar blit mottat av processionen. Saasnart isen brøt op, er saa flaaten seilt ind Vaagen til bryggene.
Det sund, Erling Skakke under flaatens henliggen i Tønsberg besatte med sin hær og lot spærre ved tømmerflaater samt befæste ved skanser og allehaande krigsmaskiner, er Vergøsundet. Det var kun paakrævet at befæste det østre sund, i det vestre forankredes tømmerflaatene. Der kan ingen tvil være om, at her er stedet, da skansene paa Nøtterøsiden kan sees den dag idag. De er beliggende tvers overfor Vergøs nordspiss og bestaar av 3 skyttergraver, anbragt over hverandre i skraabakken. Den nederste, hvorigjennem fotstien langs fjorden fører, er ca. 50 skridt lang, en fjeldkant helt ut paa upsen danner et naturlig brystværn. Efter den lange rende kaldes fjeldet Forodden eller Meitodden. Selvfølgelig har der været anvendt noget arbeide paa at sikre en bedre beskyttelse end den paa et par steder avbrutte fjeldkant yder, men de hertil brukte materialier har vind og vand bortført. Den øverste skyttergrav er ca. 30 skridt lang, og den opgravde jord er lagt som brystværn paa en lav fjeldkant. Den midterste er mindst. Til samtlige skyttergraver er fælles adgang fra stranden i nordre ende.
Erling satte Valdemar paa en haard prøve. Vilde han forcere sundet, var der al utsigt til, at det ikke vilde lykkes, det vilde kun medføre mandetap og tap av flaaten. Lot han skibene trække over grunden ved Skjeljarstenen, gjorde han sig skyldig i en vanærende flugt, der for alle tider vilde nedsætte hans omdømme hos befolkningen, som hadde lagt for dagen sit venlige sindelag mot danskene og mottat dem med æresbevisninger.
Valdemar valgte flugten.
P. Holmesland.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |