Bondeopløpet paa Lillesand ting 2.–4. oktober 1786
Bondeopløpet paa Lillesand ting 2 oktober 1786 blev en merkedag i Lofthusbevægelsens historie. Det store opgjør mellem amtets embedsmænd og bønder var resultatet av den vending i begivenheternes gang som Lofthus med lynsnar raskhet hadde fremkaldt. Opløpets sterkt dramatiske forhistorie ser slik ut:
29 sept. foged Dahls mislykkede fængslingsforsøk.
30 sept. Lofthus paa flugt.
1 okt. samler Lofthus amtets bønder om sig.
2 okt. rykker han ind paa Lillesand ting i spidsen for en hel bondehær.
Takket være en række øienvidneberetninger er dagen – 2 okt. 1786 – den bedst belyste i Lofthus’s liv. Den første skildring av opløpet – Henrik Wergelands – bygger kun paa andenhaandskilder: Kristen Prams »Brev fra Christiansands Stift« (Minerva 1787, II s. 229–57) og klokker Hans Jenssons vise. Min fremstilling[1] støtter sig til indberetninger fra to av hovedreaktørerne: foged Dahl og amtmand Adeler. Under trykningen kom to nye kilder mig i hænde:
1. »Major Wivets Beretning om Opløbet i Christiansands Stift 2 Okt. 1786«.
2. »En Beretning af Kammerherre og Stiftamtmand Frederich Georg Adeler om de Opløb, som i aarene 1786 og 1787 have været i Christiansands Stift i anledning af Christian Jensen Lofthuus«.
De her anførte overskrifter har de to kilder faat i de kopier som beror i det Kongelige Bibliotek i Kjøbenhavn. Deres indhold stemmer ganske godt med de første indberetninger fra Dahl og Adeler. De er begge senere utarbeidede oversigter for aarene 1786–87. I det følgende vil kun bli anført de avsnit som indeholder nye eller fyldigere belyste enkeltheter fra opløpet paa Lillesand ting, idet jeg forøvrig henviser til fremstillingen i min bok.
Major Wivet anførte det kompani soldater som amtmand Adeler hadde budsendt for at holde bønderne i ave. Under hele opløpet stod kompaniet opstillet like ved tingstedet. Majorens opgave var ikke let; han skulde holde tugt paa bønder – med bondesoldater! I sin indberetning lægger han ikke skjul paa at det var et tveegget sverd han førte, saa det kunde være en betænkelig sak at trække det. Han erklærer at han »vilde have lidet eller intet udretted, og havde for min Persohn blevet et offer, da ingen af Compagniet var fremmed, dertil var eendeel som gaardbrugere selv impliceret, og eendeel af de unge ugifte hafde enten sin fader – broder – eller andre nær paarørende i denne skare. Jeg holdt mine folk samlede uden at melere sig i blandt de andre og brugte al muelig forsigtighed i at give anledning til noget«.
Den 1 oktober fik amtmand Adeler nys om hvad der var i gjære; dagen efter drog han avsted, og den 3 oktober ankom han til tingstedet. Her fik han snart merke at Lofthus var situationens herre. Det blev ikke amtmanden som gav den opsætsige almue en irettesættelse; det blev bønderne som trak amtmanden til ansvar for øvrighetens handlinger. Adeler skriver:
»Den 2den October ved Middagstider ankom Lofthuus med sin hele Trop til Tingstedet. Ved Bonden Albreth Birchestoel der var en af dem Almuen viste Høyagtelse for og tilligemed Tellef Frohoelth bestandig medens Samlingen varede førte Ordet, fik han dem formaaet til at bortlægge deres Stokker, hvormed enhver ellers var forsynet. Bemeldte Albreth fik dem og overtalte til at standse oven for Tingstedet, og udsende nogle faa der kunne anbringe deres Anliggende. De begierte at tale med Betienterne, der lod dem indkomme i Tingstuen hvor de for dem oplæste de Kongelige Anordninger, der handler om saadanne Opløb, og især Forordningen af 5te Julii 1765, hvorefter de begav dem til Hoben og derfra til Gaarden Lofthuus. Men nogle Timer derefter ankom Christian Lofthuus med den hele Forsamling til Tingstedet hvor de edskede dem udleveret, alle de Brever, Documenter og Penger som af Fogden ved Arresten var bleven taget under Forsegling, saavelsom Løfte om at Lofthuus skulle være befriet for Arrest. Betienterne forestillede at de ikke kunne give nogen Tilladelse, men de maatte i saa Fald avvente Stiftamtmandens Ankomst, der alle Øyeblik var ventendes til Tingstedet. Omend skiønt nu de forhen anmeldte 2de Mænd forestillede dem saadant, var det dog uden Frugt, da Lofthuus som selv tilstede ey ville antage saadant Tilbud, men animerede dem at de skulde løbe Storm paa Tingstuen, ja bragte det saavidt at Formændene maatte lade Betienterne vide at de saa dem ude af Stand til lengere at kunne holde Almuen i Roelighed, men at i Øyeblikket blev stormen løben. Sorenskriver Finne som formanede dem til Roelighed, sagde tillige at de fik heller end at exponere sig for de farlige Følger som dette deres Foretagende kunne have sende Expresse til Stiftamtmanden som vist var underveis, for at erholde Resolution; og da de beklagede dem over de intet havde, gav han dem 20 rdm. og affattede han tilligemed Fogden en Ansøgning for dem til Stiftet. Med denne afreiste 4 Mand, som ankom til Bøen 3 Miile fra Tingstedet, hvor Stiftamtmanden var, og erholdt Ordre til Fogden at udlevere dem deres Documenter, samt Løfte om Lofthuuses Befrielse for Arrest indtil videre, naar de alle for en og en for alle ville være Cautionister for ham, hvilket Fogden og Sorenskriveren blev paalagt at modtage«.
Den 3 oktober var amtmanden tilstede paa tinget. En del av bønderne var nu reist hjem. Men endnu var der over 200 mand forsamlet under Birkestøls og Froholts ledelse. De to gaardbrukere var det ingen vanskelig sak at forhandle med. Langt værre var det at ha at gjøre med Lofthus. I sin indberetning besværer amtmanden sig sterkt over hans optræden:
»Imidlertid var Christian Jensen Lofthuus bestandig tilstede, søgte at bibringe Almuen grove Besvarelser paa Stiftamtmandens med Sagtmodighed fremsatte Forestillinger; Men de 2de foranførte Mænd vidste at afværge saadant. Man maatte ofte med Forundring høre hvorledes disse paalagde dem ey at tale noget«.
Først efter 4 timers forhandlinger slog bønderne sig til taals med de oplysninger amtmanden gav dem; derpaa drog hele skaren til gaarden Lofthus. Hvad bønderne her har drøftet sig imellem, vet vi ikke. Men at Lofthus har forstaat at gi misfornøielsen ny næring, viser de følgende begivenheter. For den næste dag var atter almuen i stor mængde tilstede paa tinget, og nu var Lofthus deres talsmand. Derfor blev denne dag den ubehageligste for amtmanden. Han skriver:
»Den 4de October om Morgenen lod Christian Lofthuus atter igien ved den hos ham tilbageblevne Hob begiere at tale med Stiftamtmanden; Svaret blev: han kunne allene komme til Ham saa skulle han tale med ham. Herfor undslog han sig, men forlangte at samme i den samtlige Almues Nærværelse maatte skee; og ved denne Samtale kunne man tydelig erfare paa hvad Maade han har søgt at bemægtige sig Almuens Fortroelighed, da han berobte sig paa at Gud selv havde indgivet ham hvad han talede, at Hans Kongelige Høyhed Krohn Printzen var hans store Beskytter, og naar han med modereret Alvorlighed blev forestillet den Fare han utsatte sig for ved hans saa aldeles lovstridige Omgang, tog han i entusiastiske Gebærder og Udladelser, som at Kiærlighed til Folket drev Ham, for at befrie dem for de haarde Undertrykkelser, saa mange uskyldige maatte lide, og at han var villig til at lide alt, naar han kunne befrie disse sine kiære Medborgere, og mangfoldigt mere saadant blev af ham frembragt. Da Stiftamtmanden tilspurgte ham hvorfor han ikke havde anbragt Almuens Klager for ham, og at han var aldeles uvidende om at hverken han eller nogen Almuesmand var misnøyet ey heller af den samtlige Almues Declaration Dagen forhen andet kunne udledes, end at de vare indprentede en Tvil, som de ikke selv vidste at giøre nogen Forklaring om, og at Lofthuus kunne være overbevist om enhver ved Stiftet strax erholdt den Rett de i Lovens Orden burde nyde, da han selv en gang havde anbragt Klage og nydt medholdelig Resolution, svarede han trodsig: Fordi jeg havde Rett, derfor fik jeg den; Men mange af Almuens Ansegninger bliver henlagt uden at derpaa falder resolution; Dette gav Stiftamtmanden Anledning til at forespørge den hele forsamlede Almue, om de kunne opgive et eneste Exempel, og da Spørsmaalet blev besvaret med Ney, uagtet de til al hans øvrige Tale havde skreget alle som en Mand ja til hvad han fremførte, blev han consternered herved, men tog sig strax igien og sagde: de skulle kun sige de ey kunne erindre det i denne Hast, og efterat have talt med Major Wivet, af hvem han vilde vide hvad Ordre han havde ved Tingstedet at staae med sit Compagnie, vente han tilligemed de øvrige tilbage til Lofthuus«.
Georg Sverdrup.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Lofthusbevægelsen (i »Avhandlinger fra Universitetets historiske Seminar« III bind) s. 123–30. Jeg benytter samtidig anledningen til at berigtige en liten feil i min bok. Side. 148 opgir jeg urigtig major Juell som min hjemmelsmand istedetfor major Wivet.