Forelæsninger over den norske Retshistorie/65
At Lagmanden, naar han først havde faaet Sæde og Stemme i Lagretten, snart maatte faa den afgjørende Indflydelse paa Lagtingets Domme, – og at Lagrettens Medvirkning tilsidst blev rent nominel og indskrænket til en Medbesegling af Dommen, falder af sig selv. Alligevel sees det, at man fremdeles endog med en vis Omhyggelighed iagttog at betegne Lagretten som den egentlige Dommer, og Lagmanden som Lovens Tolk; hans Afgjørelse alene som en Erklæring (órskurðr). Saaledes i en Dom af Hauk Erlendssøn paa Oslo Lagting 28 Jan. 1302 (Dipl. Norv. I. 93): þá sagða ek, en løgréttumenn dœmðu o. s. v. Nú hverr sem þetta rýfr, þá liggr hánum slíkt við sem þeim, er rýfr løgmanns orskurð ok þingmanna dóm; jfr. Dipl. Norv. II. 580, hvor Lagmanden paa Steigarting 23 Juni 1404 opnævner 12 Mænd af Lagretten til at paakjende en Ejendomstvist, og hvor det heder: þá dœmðu fyrrsagðir tolf menn fyrrsagt góðz til halds Hákoni Sigurðsyni; – – var þat ok minn fullr laga-órsknrðr at hann skal halda ok hafa þrattnefnt gódz o. s. v. I en Borgartingsdom af 1 Juli 1511 (Dipl Norv. I 1030) i en fra Askims Ting indanket Tyvssag, siger Lagmanden: sette jeg det maal under 24 skilrike menn at rannsage det maal ok dømme, – – – ok epter de prove, som for dem kom, dømde de den dom laglige vere, – – – da vard denne 24 manna dom samtykt af al lagrettet innan vebaandet ok utan, – – – Item – – – epter lagbokene utskyrelse – – – dømde jeg med lagher-orskurder, at Olaf skal o. s. v. – Nævndermændene udenfor Lagretten tabte al Indflydelse paa Lagtinget derved, at dettes politiske Betydning ophørte, og sank ned til blotte Tilhørere. Et utvetydigt Vidnesbyrd herom har man i den stedse aftagende Interesse for Lagtingets Møder, som fra nu af viser sig, og de mange strenge, men ligefuldt frugtesløse Formaninger om ikke at forsømme Lagtinget, se Rb. 23 Juni 1310, 10 Juni 1313.
Naar man erindrer, hvor liden Forskjel i Retsvirkning der var mellem en Lagtingsdom og et simpelt Lagmandsorskurd, vil det let forstaaes, at denne Forskjel snart ganske maatte forsvinde, saa at den første ikke mere betragtedes som overordnet det sidste, men alene Dateringen og Udfærdigelsens Form adskilte dem fra hinanden. Man maa heller ikke forestille sig Lagmandsorskurdene som blotte formløse Udenrets-Erklæringer. De afgaves efter formelig stevning (F. L. Indl. 16; M. L. I. 9–11) og Procedyre, og vistnok i Regelen til forud bestemte Tider og Steder. End større Formelighed fik de, da det ved Rb. 17 Juni 1308 Art. 11–14[1], jfr. den omtrent samtidige Rb. om Skydsbefordring for Lagmanden i N. gl. L. III. S. 73, blev Lagmanden paalagt at ledsage Sysselmanden paa dennes Omrejser i Distriktet, for at give Orskurd paa Bøndernes Tvistigheder, og at have med sig en edsvoren Klerk (Skriver), for strax at udfærdiges alle hans Domme og Orskurd, hvilke derefter Sysselmandens Klerk skal protokollere. – Fremdeles ser man, at Lagmændene ogsaa ved Afgivelsen af sine Orskurd plejede at medtage Meddomsmænd i et ubestemt Antal, – dog vistnok mest for Formens Skyld, – jfr. Magnus Eriksens Rb. N. gl. L. III. No. 108, hvor det paalægges Enhver at lyde de Orskurd, som den, hvem Oslo Lagmand i sin Fraværelse konstituerer i sit Sted, afgiver, „med nogle Raadmænds Samtykke“. En Lagtingsdom og et Lagmandsorskurd kom saaledes at forholde sig til hinanden omtrent som en ordinær Tingsdom til en Extraretsdom; i det 16de Aarhundredes Retssprog bruges ogsaa Navnet „Orskurd“ som ensbetydende med „Dom“; – saaledes Dipl. Norv. VI. 753 (fra 1544), hvor Lagmanden om en virkelig Lagtingsdom siger: „var det min fulde Orskurd med al Lagrettens Samtykke“, og Reces 1568 Art. 1: „Laugmandsdom, som man kalder Orskurd i Norges Lov“. Paa den anden Side viser Herredagsdom af 25 Aug. 1578, at en simpel Erklæring af Lagmanden ingenlunde er bleven tillagt Doms Virkning. Af Rec. 1568 Art. 2 sees endog, at man har betragtet de ved Rb. 1308 befalede Omrejser af Lagmanden som Afholdelse af virkelige (extraordinære) Lagtings-Sessioner.
Heraf var det igjen en naturlig Følge, at en regelmæssigere Orden maatte udvikle sig saaledes, at de ordentlige Lagtings-Sessioners Antal forøgedes, medens Orskurds Afgivelse til ubestemte Tider mere og mere gik af Brug, og tilsidst ganske bortfaldt. Saameget lettere maatte dette ske, eftersom Kjøbstad- og Landjurisdiktionerne forenedes. Man har vistnok aldrig gjort nogen Forskjel mellem Tingets Kompetens til de forskjellige Tider, og navnlig har Byens Borgermestere og Raadmænd forrettet som selvskrevet Lagret ogsaa i Landets Sager; de regelmæssige Bymøder, hvor ligeledes Lagmanden førte Forsædet, og hvis faste Betjening for en væsenlig Del faldt sammen med Lagtingets, har vistnok ogsaa oftere udøvet Dommermyndighed for Landdistriktet. – I en sammenhængende Fremstilling at eftervise dette Forholde Udvikling lader sig af Mangel paa bevarede Retsprotokoller ikke gjøre; men Diplomerne giver mange Exempler derpaa. Rec. 1568 Art. 2 forudsætter flere Lagtings-Sessioner om Aaret som noget Sædvanligt, men taler ved Siden heraf om Lagmændenes Rejser i sit Lagmandsdømme for at hjælpe hver Mand til Lov og Ret, og Bergens ældste Raadstueprotokol (1592–1594) viser, at der ikke gjordes videre Forskjel enten mellem Bergens Lagting og Gulating, eller mellem Lagtings-Sessioner og Bymøder.
Den her beskrevne Udvikling af Lagtingene som Domstole fremtræder fuldstændig afsluttet i Christian IV. Lovbog, der i dette Stykke fremstiller Forholdet, som det er, mere fuldstændig og uafhængig af de ældre Kilder end i andre Emner. Vel angiver den alene Lagtingenes Tider og Steder, uden at anføre Lagstolene; men disse kjender man andetstedsfra. De er:
1. Vigens Lagsogn med 2 Tingsteder: Baahus, hvor Lagting holdtes 2 Gange om Aaret: Mandag før St. Botholphi Dag (17 Juni) og Mandag efter Fastelavns Søndag, – og Fors, hvor ligeledes holdtes 2 Lagting om Aaret: næste Søgnedag efter St. Pauli Dag (25 Januar) og næste Søgnedag efter St. Hansdag.
2. Borgartings Lagsogn med Ting i Frederikstad 5 Gange aarlig: Dagen efter Hellige tre Kongens Dag, Mandag efter Midfaste Søndag, Toketirsdag (2den Tirsdag efter 7 Paaske), Dagen efter Viti et Modesti Dag (15 Juni) og første Søgnedag efter Vinternat (14de Oktober).
3. Oslo Lagsogn med 2 Tingsteder: Oslo, hvor Lagting holdtes 5 Gange aarlig: 3 Dage før og efter St. Pauli Dag, 3 Dage før og efter Midfaste, 3 Dage efter Toketirsdag, 3 Dage før og efter St. Hansdag, samt 3 Dage før og efter Vinternat, – og paa Eidsvold, som før, ved St. Botolphi Dag.
4. Tønsberg Lagsogn med Ting 5 Gange om Aaret, nemlig: Mandag efter Hellige tre Kongers Dag, Mandag efter Midfaste Søndag, Toketirsdag, 3 Dage efter St. Botholphi Dag og ved Korsmesse om Høsten (14 September).
5. Oplandenes Lagsogn med Lagting paa Hamar 2 Gange om Aaret: Toketirsdag og St. Mortens Dag.
6. Skeens Lagsogn med Ting 4 Gange om Aaret: 3 Dage før og efter Midfaste Søndag, 3 Dage før og efter St. Botolfs Dag, 3 Dage før og efter Mortensdag samt Toketirsdag. – De 3 førstnævnte Tingtider omtales allerede i 1413 og 1492 (Dipl. Norv. VII. 360 og VI. 616).
7. Agdesidens Lagsogn med 4 Tingsteder: Mandal, hvor Lagting holdtes Mandag efter Trefoldigheds Søndag, Listerlen: den sidste Mariemesse (8 September), Nedenæs: næste Søgnedag efter St. Michaeli Dag og Robygdelaget: næste Søgnedag efter St. Hansdag.
8. Stavanger Lagsogn med Ting 2 Gange om Aaret: ved Botolfsdag og Korsmesse om Høsten.
9. Bergens Lagsogn med Lagting, som før, ved Botolfsdag.
10. Trondhjems Lagsogn med Ting, som før, i Trondhjem Botolfsdag, og i Jæmteland 14 Dage før St. Hansdag.
11. Stegens Lagsogn med Ting for Nordland Botolfsdag, og for Finmarken hvert tredje Aar i hvert Fiskevær.
I Tingfarebolkens Kap. 9 paalægges det Lagmanden „ikke at holde Ting hjemme i sit Hus, men offentlig paa Lagtinge“. Dette viser, at der ikke mere er Tale om de gamle Orskurd.
Hvad Lagmandens Forhold til Tinget angaar, da viser Maaden, hvorpaa Chr. IV. L. har gjengivet sin Kilde, tydelig nok, at Nævndermændenes Deltagelse i Forhandlingerne ganske er bortfalden, og Lagrettens Deltagelse bleven en ren Formsag, idet Lagmanden i Virkeligheden afgjør det Hele. – Medens Magnus Lagabøters Lov nøjagtig specificerer, hvor mange Nævndermænd der skal møde fra hvert Fylke, siger Chr. IV. L. blot: at der skal opnævnes saa mange Mænd af hvert Tinglag eller Skibrede, som behov gjøres, og af det følgende ser det endog ud, som der ved disse „nævnde Mænd“ alene tænkes paa Lagretsmænd; der tilføjes, at, hvis Ombudsmanden eller hans Foged forsømmer at opnævne Mænd, „saa der fejler Lagrettesmænd paa Lagtinget“, skal han bøde 1 Mark, hvilket Tillæg ikke fandtes i Kilden, – og i det følgende tales alene om Lagretsmændene; Forbudet i M. L. mod at fritage nogen Nævndermand er i Chr. IV. L. blevet til Forbud mod at „afsætte nogen Lagrettesmand“. – At Myndigheden til at opnævne Lagretsmænd i Chr. IV. L. er ment at skulle være hos Ombudsmanden eller hans Foged, er øjensynligt; medens dette efter M. L. alene gjaldt Nævndermændene; hvorimod Lagrettens opnævnelse iblandt disse vistnok foregik paa Tinget selv og tilkom Lægmanden. I Virkeligheden er det formodentlig gaaet saaledes til, at Ombudsmanden, efter at den uforandrede Befølgelse af M. L. I. 1 og 2 ved Lagdømmernes Deling var bleven umulig, alene har opnævnt saa mange Nævndermænd, som behøvedes til at besætte Lagretten, og at disse da uden nogen ny Udnævnelse har taget Sæde i denne.
Med Hensyn til Forholdet mellem Lagmanden og Lagretten gjengiver vistnok Chr. IV. L. i det hele Bestemmelserne i M. L blot med den Forandring, at Lagretsmændenes Antal er nedsat fra 3 til 2 Tylfter, – og navnlig er den gamle Sætning: at Lagretten, naar den er enig, kan overstemme Lagmanden, gjentagen i Chr. IV. L. I. 4. Men den ligegyldige Maade, hvorpaa Lagrettens Deltagelse i det hele omtales, viser noksom, at den i Virkeligheden havde lidet at betyde, og af den Tids Retsprotokoller[2] fremtræder dette end tydeligere, ligesom det sees, at der aldrig lægges nogen Vægt paa, om det lovbestemte Antal er tilstede. Kun sjælden er der saa mange som 12, ofte nævnes blot 1, 2 eller 6 og stundum slet ingen Lagretsmænd tilstede. Undertiden sees der ogsaa at være afholdt extraordinære Lagting af Lagmanden alene uden Lagretsmænd, – altsaa en Gjentagelse af de gamle Orskurd. Mærkes maa det dog, at, hvor Lagtinget holdtes i Byerne, var disses Borgermestre og Raadmænd selvskrevne Medlemmer af Lagretten, og har vistnok ogsaa virkelig været med at dømme. Ved Oplandenes Lagting ser man altid, at Lagretten er med; skjønt den omtales paa den samme ligegyldige Maade: Af de 9 Sessioner (5 ordentlige og 4 Extrasessioner) i 1611–13 heder det ved de 6 alene, at Lagtinget holdtes „i Lagrettens Overvær“, og blot ved 3 af Extrasessionerne navngives Medlemmerne, hvis Antal 2 Gange er 6 og engang 12. Overalt taler Lagmanden om sig selv alene som Dommer; et Sted paaberaaber Lagmanden sig ved en Sags Udsættelse „Lagrettets Raad og Samtykke“; et andet Sted retter Parten sit Paastandsskrift „til Lagmanden og de Dannemænd, som skal i Sagen dømme“; men saadant er kjendelig blotte Talemaader.
Stevninger til Lagtinget skulde efter Kgbr. 9 Norv. 1577 altid udstedes af Lagmanden; men efter Chr. IV. L. I. 9 kunde alle Stevninger udstedes af Kongens ombudsmand.
Efter Sarpsborgs Ødelæggelse blev Borgartinget naturligvis flyttet til Frederikstad, og ligesaa Oslo Lagting efter denne Stads ødelæggelse til Kristiania. Ved Kristiansands Anlæg blev alle Agdesidens 4 Lagting flyttede did, men Tingtiderne uforandrede (Priv. 30 April 1643 § 10).
Ved Chr. V. Lovb. 1–3–7 blev der for alle Lagting anordnet 3 Sessioner om Aaret, nemlig: tredje Søgnedag efter Hellige tre Kongers Dag, St. Botolphi Dag og Korsmesse om Høsten, undtagen for Stegens Lagting, som alene skulde holdes St. Botolphi Dag, og hvert 3die Aar i hvert Fiskevær i Finmarken.
- ↑ Þat skipum vér ok, at løgmaðr fari með sýslumanni, þá er hann ferr at rétta menn í sýslu sína, ok hafa tvá sveina á þeirra kost slíkan sem sýslumaðr hefir. Einn klerk skulu þeir báðir hafa, þann er skrái alla dóma ok órskurði, er løgmaðr segir manna í millum, ok geri bréf eptir sérhverjum laga-órskurðinum einsliga undir hans insigli, ok taka þeir þat sem órskurðinum til heyra. En sýslumaðr skrásetja í kvaterni hvern dom ok laga-órskurð eptir því sem bréf løgmanns vátta, svá at því siðr megi dómarnir ok órskurðinir gleymast, ok taki klerkr hálfa ørtug forna af hverju bréfi, uten hann sé svá fátœkr, at hann orki eigi at leysa. Slíkt skal ok hafa sýslumanns klerk fyrir sitt bréf. En fyrir hvárttveggja insigli skal ekki gefast. – Þar ok sem løgmaðr var aðr vanr at taka 15 marks rentu af oss, þá skal hann nu taka héðan af í tilløgu bonda aðrar 15 marka en eigi meira. En ef hann tekr gjafir til misfylgis, þá hefir hann fyrirgert lífinu, uten konungr miskunni hánum. – En at løgmenn ok syslumenn megi þeim mun betr sín ok almugans erendi skilríkliga gera, skulu þeir vera tvá daga fyrir nærri konungi, þann tíma er þeir hafa lengi frá hánum verit, ok konungr sér, at hann er liðugr, ok hafi þeir þá svá alla articulos uppkastaða á bokfell, at því gjørrmeir ok skjótara megi konungr undirstanda þeirra erendi. – Viljum vér ok, at klerkar sýslumanna ok løgmanna koma til vár með þeirra vitnisburð, er þeir til kjósa, at sverja fyrir oss trúnaðareið þann sem vér skipum þeim.
- ↑ De ældste, der haves i Behold, er Bergens Raadstueprotokol 1592–1594, Frederikstads Lagtingsprotekol 1607–1615 Oslo Lagtingsprotokol 1609–1610 og Oplandenes Lagtingsprotokol 1611–1613.