Fortællinger om Indtagelse i Berg
I Tidsskriftets 2den Række 1, 553 er meddelt en Tildragelse fra Soløer fra Aaret 1775, der vidner om, at Troen paa, at de Underjordiske tog Mennesker ind til sig, da endnu var levende der. Som Sidestykker dertil skal her meddeles et Par andre lignende Fortællinger fra omtrent samme Tid, men fra andre Egne af Landet.
I en Indberetning, dat. 1ste Novbr. 1810, til den kgl. Commission for Oldsagers opbevaring (nu i Oldsagmuseets Arkiv i Kjøbenhavn) fortæller Præsten i Hjelmeland i Ryfylke Følgende efter Meddelelser fra de nærmest angjældende Personer og Andre, som havde Kundskab om Sagen: Gaardmand Niels Pedersen, som da boede paa Bukn i Fister Sogn, men tidligere, dengang det Fortalte tildrog sig, paa Naboøen Byre, var for omtr. 17 Aar siden (altsaa ved 1793) en Vaardag ude at fiske sammen med sin dengang 12 Aar gamle Søn Guttorm. Da de om Aftenen i Skumringen lagde i Land ved sin Gaard, bad Faderen sin Søn gaa i Forveien det lille Stykke op til Gaarden med den fangede Fisk; selv skulde han strax komme efter. Ved hans Hjemkomst viste det sig, at Sønnen ikke var kommen. Der blev søgt den hele Nat af en Mængde Mennesker: man fandt Fisken liggende paa Veien fra Landingsstedet til Gaarden, men Gutten var ingensteds at se, uagtet Øen var saa liden, at den nøie kunde afsøges med det Mandskab, som var tilstede. Først ud paa Morgenen blev han funden i en temmelig medtaget Tilstand, paa et Sted, hvor de søgende mange Gange før havde været og seet nøie efter. Da han havde sovet og var kommet sig noget efter Forskrækkelsen, fortalte han, hvad der var hændt ham. Da han var kommen et Stykke op paa Veien til Gaarden, mødte han en stor, sort Hund, som ikke tilhørte Nogen paa Øen. Et øieblik efter befandt han sig, uden at han vidste, hvorledes han var kommen der, blandt en Sværm af Mennesker i en Stue, hvor det saa ud, som hos en velhavende Mand i en By. Folkene vare, syntes det ham, klædte som Landets Indbyggere og talte samme Sprog. Hvad han hørte dem tale om, kunde han ikke erindre; de gik ud og ind og agtede ikke synderlig paa ham. Han var bange og blev den hele Tid staaende ved Ovnen. Endelig kom en gammel Mand hen til ham og bød ham af et Fad Kringler; da han standhaftig vægrede sig ved at tage noget af Fadet, blev den Gamle vred, tog ham i Armen og kastede ham saa voldsomt ud af Døren; at han længe følte Smerter i Armen derefter. – Denne Fortælling havde Guttorm Nielsen, der nu var voxen og gift Mand, nylig gjentaget for Præsten og fastholdt den som fuldt sandfærdig. Præsten foreslaar, for at denne af Folk i Bygden fuldt og fast troede Historie ikke skulde tjene til støtte for Overtroen, et Forhør optaget. Om dette er skeet, vides ikke.
Om et andet Tilfælde fra Nordfjord indeholdes Oplysning i en Udskrift af Nordfjords Sorenskriveris Justitsprotokol, som velvillig er bleven Tidsskriftets Redaktion tilstillet af Sorenskriver L. Daae. Paa Høstthinget for Eids og Homindals Skibrede i Oktober 1758 mødte, efter Stevning fra Fogden, Ole Solem og Anne Johansdatter Haugen (begge hjemmehørende i Hornindal Sogn). Den Førstnævnte, som ogsaa leverede en skriftlig Forklaring i Retten, angav, at Anne Johansdatter Haugen for omtr. 9 Aar siden var bleven borte. Efter at Ole Solem i Forening med hendes Forældre og andre forgjæves havde ledet efter hende en hel Dag, var en fremmed Mand i grønne Klæder kommen til ham og havde sagt, at Pigen var indtaget i Fjeldet, og at han, Ole Solem, maatte komme og tage hende ud igjen. Uagtet sin Ulyst til at give sig ilag med de Underjordiske var han dog tilsidst af Medlidenhed med hendes Forældre gaaet ind derpaa og havde, efterat Pigen havde været borte i tre Jevndøgn, begivet sig op i Fjeldet med fem Mand. Han lod disse blive tilbage i Sæteren, og mødte derpaa den samme fremmede Mand, som tog ham ved Haanden og ledede ham ind i Fjeldet. Han saa der mange Folk og hørte en hel Del, hvoraf han intet kunde erindre, da han var ligesom forstyrret i Hovedet, medens han var derinde. Da den Ubekjendte havde ledet ham ud af Fjeldet igjen, og han begyndte at sandse sig, saa han, at Pigen ogsaa var kommen ud, men var ganske sindsforvirret. Han bad derfor den Ubekjendte om at skaffe hende hendes Forstand igjen, hvilket denne lovede, hvis hun maatte blive hos ham til Aftenen. Da denne kom, indfandt Pigen sig ogsaa hos Ole og de andre paa Sæteren, og var da „temmelig tilpas igjen“. – Pigens Forklaring var i det væsentlige overensstemmende hermed. Hun kunde ei mindes noget fra den Tid, hun var i Fjeldet, fordi „hendes Siel var fra hende den hele Tid, saa at hun ikke kunde sandse nogen Ting“. Det eneste, hun kunde erindre, var, at „den persiske Prinds“ vilde have dræbt Ole Solem, da han kom ind i Fjeldet for at hente hende ud, men paa hendes Forbøn sparede ham (om denne mystiske „Prinds“ findes ingen yderligere Forklaring i Akten).
Da Sagen næste Gang var for Retten paa Høstthinget 1759, til hvilken Tid Ole Solem havde lovet at skaffe flere Oplysninger, udeblev begge de angjældende. Da de ved næste Session paa Sommerthinget i Juni 1760 efter ny Indstevning fremdeles undlod at møde, nedlagde Fogden som Aktor i Sagen Paastand paa streng Straf over dem begge for deres „dumdristige, løgnagtige og usandfærdige Omgang i denne Sag“: Ole Solem skulde hensættes til Fæstningsstraf og Pigen paa Tugthus paa visse Aar, den førstes halve Boeslod være forbrudt til Hs. Majestæts Kasse og den sidstes hele Eiendom tilfalde Tugthuset.
Denne Paastand blev dog ikke tagen til Følge af Sorenskriveren, hvis Dom lød saaledes: „Vel er denne Sag paa Ole Solems og Anne Johansdatter Haugens Side meget mistænkelig, men dog er ingen Misgjerning dennem overbevist, og endskjøndt deres angivne underlige Indkomst og i Udgang af Hornindalsfjeldet vel kan være utrolig, saa (er) den dog (ei) som umulig blev(en) igjendrevet; altsaa understaar jeg mig ikke at paalægge dennem nogen Straf, men maa denne uefterrettelige Sag dermed ophæve“.
I dette Tilfælde har man aabenbart at gjøre med et Opspind af de nærmest Angjældende, som have villet benytte sig af den herskende Overtro til at dække et eller andet, som de ønskede hemmeligholdt, hvilket ogsaa lader til at være lykkedes dem.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |