Fortalene til Kristian 4.s og Kristian 5.s lovbøker
Mellem Kristian 4.s og Kristian 5.s lovbøker ligger litt over 80 aar. Fortalene til dem gir et lite billede av den utvikling i smak og stil, og den forandring i opfatningen av kongedømmet, som hadde funnet sted i løpet av denne tid.
En sammenlikning vil avgjort falle ut til fordel for Kristian 4. Hans ord bærer ærlighetens preg, mens den historiske sannhet er satt frem paa en noksaa tendensiøs maate hos Kristian 5. Men for nøie skal man nu ikke presse forskjelligheterne, da fortalene ikke er av helt samme type. Kristian 4. vil nærmest gi en liten historik, muligens i den hensikt aa vise, at det var fullt berettiget aa omredigere den gode gamle lov, og samtidig fremlegge, hvorledes det ogsaa hadde været nordmenn med paa arbeidet. Kristian 5. vil mere fremføre de principer, hans lov er bygget paa i en smuk rhetorisk form, og en kan ikke nekte, at det paa sin vis er lykkedes ham.
Kristian 5.s fortale er utvilsomt tilblitt paa vanlig kancellivis, uten at kongen selv har laget et ord av den. Det kunde jo snarere ha liknet Kristian 4. selv aa gripe til pennen; men det er allikevel lite sannsynlig at han har gjort det. Det er bevaret et eneste egenhendig dansk brev fra ham i 1604[1]. Til nogen slags stilsammenlikning er saaledes materialet magert. At ortografien er forskjellig i de to skriftstykker kan en ikke slutte noget av, da ortografien paa den tid undergikk en forenkling i trykkeriet[2]. Mere sier en liten ting som at det i brevet henvises bakover med »forbemelte«, i fortalen derimot med »forskreffne«. En veksler mindre lett slike vaneord, enn dem man maa tenke paa under skrivningen. Alt i alt ser det efter uttrykksmaaten snarere ut til, at det er den kancellipenn, som har forfattet det aapne brev[3] om aa holde retterting i Bergen i 1604, bl. a. for aa gjennemgaa lovboken, som har skrevet fortalen enn kongen selv.
Med Kristian 4. og Kristian 5. menes altsaa to kancellier.
Kristian 4 begynner med aa skildre hvorledes den gamle lovbok ikke var saa tydelig som fornødent var. Undersaatterne hadde begjært at den skulde forbedres. Endel av retterbøterne (paa dette sted menes det man med vanlig terminologi kaller recesser) var stadfestet av kongerne, endel ikke; nogen dommere dømte ogsaa efter dem, som ikke var stadfestet, andre ikke. Verst var dog følgerne av sprogskiftet: »at det gamle norske sprog, som for nogle hundrit aar haffuer verit brugelig, paa huilcken oc lowen aff førsten er skreffuen, det er gantske faa folck vdi Norge (laugmendene vndertagen) beuist«. Hver lagmann hadde oversatt den lovbok som fantes ved hans lagstol »paa norske sprog, som det nu brugelig er«, enhver som ham tyktes besst. Men de mange oversettelser hadde været aarsak til mangehaande meninger og uttydelser. De talrike gamle og nye retterbøter stemte heller ikke alle overens, idet hver landsdel kunde ha sine egne. Kongen hadde derfor i 1602 befalet lagmennene aa innfinne sig i Oslo og forfatte en ensartet lovbok. Dette hadde de gjort, og efterat kongen selv med flid hadde gjennemsett deres utkast, hadde han i det latt innarbeide de gamle og nye retterbøter. Kristendomsbolken var dog utelatt, idet den var foreldet. I denne form var lovboken blitt forelagt herredagen i Bergen i 1604. Efter aa ha innhentet »forskreffne godemends vore vndersaatters vdi Norge, deris mening oc betenckende« og forandret meget, hadde kongen latt loven trykke, og paabød nu at man skulde rette sig efter den.
Utredningen av motiverne er ikke redigert av nogen mesterhaand, men stemmer sikkert nok med de givne forhold. Skildringen av gangen i lovarbeidet danner en god historisk fremstilling, og aa referere et slikt kommissions- arbeide paa en konkret og oversiktlig maate hører neppe til de letteste emner. Det er virkelig en ukunstlet landsfaderlig farve over hele fortalen, som virker ganske tiltalende. Stilen er kanskje litt løs og snakkesalig; en kan skjønne at den ikke læner sig op til noget forbillede. Men alt gjør et meget hederlig inntrykk. Fortalen er et lite dokument verdig adelsperiodens besste tid.
En av Reformasjonstidens[4] mindre tiltalende stilistiske eiendommeligheter, de overflødige tautologier, ofte bestaaende av et fremmedord og et dansk, gaar igjen i uttrykk som »brøst oc defecte, »corrigerit oc forbedrit«, men brukes ikke til overmaal.
Forfatteren av Kristian 5.s fortale har hatt Kristian 4.8 liggende foran sig. Han meddeler at Kristian 4. foretok sig »Norgis lov, som for hans Kongelige Regærings Tid hafde været saa tvilagtig og mørk, saaledis at forklare, forbedre og udi god Orden sætte, at den baade af Dommerne og Parterne letteligen kunde forstaais og følgis«. Dette er et tildels ordrett citat fri Kristian 4. Man kan vel slutte derav at han fullt bevisst har villet gjøre sine saker anderledes.
Kristian 5. begynner med allmindelige betraktninger. Gudsfrykt og rettferdighet er de to hovedpiller, hvorpaa lande og viker befestes, Likesom Gud hadde gitt en stor anledning i disse nordiske land til gudsfrykt gjennem reformasjonen, saa var det fornødent aa beskikke saadanne love, at rettferdigheten kunde beskjærmes. – Denne betraktning er sikkert nok en videre utførelse av Kristian 5.s valgsprog pietate et justitia. Disse ord skulde altsaa ligge gjemt i loven, Det nye enevelde søkte vel overhodet paa sin vis aa befeste sig ved den nimbus, som kunde fremkalles ved det hemmelighetsfulle Man tenker jo lett paa den hemmeligholdte kongelov[5].
Derpaa følger den sats, at om alle var rettsindige og vilde nøies med det dem med rette tilkom, gjordes ingen lov fornøden. Men loven settes for at de rettvise og fredsommelige man nyde deres rett. Dette hadde nu de gamle konger meget vel og grundeligen overveiet – og saa følger en rettshistorisk oversikt, som ikke hadde kunnet tenkes paa Kristian 4.s tid, og som viser at man var kommet over i Pufendorfs og Stiernhööks tidsalder. De gamle love føres nu i temmelig høi grad kongerne til inntekt; men dette var jo ogsaa nærmest overensstemmende med den tradisjonelle opfatning, og naar det sies om Magnus Lagabøter, at han lot samle alle love, og »paa det at Undersaatterne, som hafde een Gud, een Tro, een Konge udi eet Rige, ikke skulde være adskilte ved sære Lovbøger og Rettergang, tog deraf saa meget, som til Landets og Indbyggernis Tarv kunde tiene, og udi een sær Lovbog lod forfatte«, saa er jo dette sannheten, om enn presset noksaa sterkt inn i eneveldets uttrykksmaate, som for aa minne om, at regjeringsforandringen i 1660 hadde været en tilbakevenden til det gode gamle.
Da nu tross Kristian 4.s lovarbeide Norges lov ennu trengte forbedring, og kongen alt hadde gitt sin danske lov, og alle og enhver skulde kjenne og fornemme, at han drog like omsorg for sine kjære og tro undersaatter i alle sine riker og lande, hadde han for godt befunnet at den hittil brukte lovbok med de senere forordninger blev eftersett Arbeidet skulde hitføre større klarhet, og stoffet bli ordnet saaledes, at boken mest mulig kunde stemme med den danske, hvor Norges beskaffenhet ikke krevet det anderledes. En komité av menn som var kyndige i Norges lov hadde forfattet et utkast, som var gjennemgaatt av raad og betjenter i begge riker, hvorpaa kongen selv hadde gitt sin slutning paa verket.
Saa regnes op hvad det var utelatt: alt hvad der ikke kunde forenes med suvereniteten, de dele av den lite betryggende rettergang, som hadde ledet til menederi (det maa her tenkes paa den gamle ordning med mededsmenn[6], og gjennem de vidtløftige processer til stor bekostning for undersaatterne; ennvidere alt som vedkom »politien«, idet vedtekter maatte være mindre stabile og skulde behandles i en egen bok, samt bestemmelser om standsforskjel, grunnet paa arv[7]. Den senere Dansketids byraakratiske idealer er formulert, naar det heter »at forbemælte Privilegier og Friheder skal strække sig til alle vore kiere og tro Undersaatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen Ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle foromrørte Privilegier, Friheder, Ære og Værdigheder nyde«. Alle love og forordninger, som ikke var optatt i loven, skulde opheves, og alle blev befalet aa rette sig efter den nu utgivne lov. Dommerne blev paabudt aa hjelpe hver mann til rette, den ringe og fattige saavelsom den høie og rike «paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i Landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed mas styrkis og formeris over voris Kongl. Arve-Huus, vore Arve-Riger og Undersaatter til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse«.
Kristian 5.s lovbok har faatt adskillig ros, og det er for en del virkelig de gode grunnsetninger i den, som blir fremsatt i fortalen. Noget litteraturverk har man heller ikke nogen rett til aa kreve. Naar fortalen danner en saa lite opmuntrende lesning, er det først og fremst fordi den er holdt saa abstrakt. Den gir ingen ordentlig oplysning om gangen i lovarbeidet, skjønt den jo kommer inn paa det. Ikke engang et aarstall oplyser herom. Ogsaa det som sies om uteladelsene blir svævende, for det synes dels aa gjelde hvad der er utelatt av Kristian 4.s lov, og dels hvad man i all allmindeligbet kunde tenkes au savne. De uendelig lange perioder, baarne av lite haandgripelige partikler (f. eks. som Vi allernaadigst vare komne udi Erfaring; hvorved Vi alle forrige Love ... ville ganske have ophævede; Endeligen, som med Tidens Længde og Tungemaalets merkelig Forundring) bidrar ikke til aa gjøre det hele konkret.
At den mann som har skrevet det hele sammen, har været trænet i latin er en selvfølge. Setningsbygningen er alldeles unordisk. Men ordvalget er paafallende rent dansk. Endog tautologierne bestaar gjerne av to danske ord: overveiet og betænkt, Tarv og Nytte. Til arkaisering er det neppe spor, det maatte være i det stadig gjenlevende »ti«: Ti byde Vi og alvorligen befale. Likesom i den noget yngre svenske lovbok[8] er der i selve teksten flere trekk av arkaisering, f. eks. i bevaringen av betegnelsen »haulder« og i setningsbygningen i de sær-norske deler av loven. Men disse delene stammet jo fra de norske kommissioner; fortalen er utvilsomt forfattet av en danske.
Til aa fremkalle en slags avstand virker ogsaa den trang til passive konstruksjoner, som utmerker Kristian 5.8 fortale. Det skyldes vel tildels latinens paavirkning, men det kan maaskje ogsaa ligge en slags fornem fjernhet i passive konstruksjoner: »Og er særdelis udelat« skriver Kristian 5.; »Samme bog haffuer wi aldelis vdelat« hos Kristian 4. lyder mere hjemmebakt, det røber at kongen selv har nedlatt sig til gement bokarbeide. – Forøvrig er maaskje det juridiske sprog, i sin streben efter aa faa alle tenkelige tilfeller med, noget tilbøielig til passive uttrykk, og om at Kristian 5.8 koncipister stod over Kristian 4.s oversettere i egenskap av jurister, har ingen yttret tvil.
Forskjellen i kongemaktens stilling kommer frem i en saadan ting, som at Kristian 4, forteller hvordan han forela sin lovbok for en stenderforsamling i Bergen, før den blev endelig avsluttet, mens Kristian 5. bare har aa fortelle om komité-arbeide; i sin beretning om forgjengerens lovarbeide nevner han heller ikke noget om forsamlingen i Bergen. Kristian 4. ender ogsaa meget tiltalende med en vending som vistnok er farvet av det geistlige sprog: »Wi wille oc efter voris høje øffrigheds kald, oc ved den mact oss aff Gud almectigste giffuen er, selff holde offuer forschreffne low, oc vore kiere troe vndersaatter vdi vort rige Norge der efter regiere – – –.« Noget liknende forekommer ikke hos Kristian 5. Det hadde smakt av haandfestning.
Fr. Scheel.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Bricka og Fridericia, Chr. 4.s egenh. Breve I s. 13 ff.
- ↑ V. Dahlerup. Det danske Sprogs Historie s. 57.
- ↑ Norske Rigsregistranter IV s. 38.
- ↑ Dahlerup ibid. s. 48.
- ↑ Er forbilledet til at denne blev forfattet og til at den blev hemmeligholdt, aa søke i Bibelen? Smlgn. 1. Samuels Bok 10,25: Og Samuel talte til Folket om Kongedømmets Ret og skrev det op I en Bog og lagde den hen for Herrens Aasyn.
- ↑ Kristian 4. VIII, 14–16 (Landsloven IX, 13–15).
- ↑ Rest av vaar middelalderlige standsforskjel finnes ennu i Kristian 4. VI, 18 om landnam. Hos Kr. 4. er hertugen, erkebispen, jarlen, lydbisperne o. s. v. slaatt sammen til adelen. Kr. 5. (1–22–17) skjelner bare mellem kongens jord og »andris« jord.
- ↑ Hertzberg, Nordiske Retskilder s. 147.