Fra Bergens Skole
De politiske Skolehistorier i Bergen i 1826 er ikke uden Interesse, da enkelte af vore mest fremragende offentlige Mænd spiller en Rolle i dem. De har — saavidt vides — ikke været fremdragne for Offentligheden før nu, da Dr. Y. Nielsen i sin Norges Historie efter 1814[1] har hentydet til dem. En af Deltagerne har i sin Tid fremstillet dem for mig i sin Fuldstændighed. Jeg havde ikke Anledning til at notere paa Stedet, hvad der blev fortalt, men jeg vil forsøge at give det igjen, som det har bevaret sig i min Hukommelse.
17. Maj 1826 fejrede Mesterlektianerne i Bergen ved et Lag. Den nye Rektor, Hans Holmboe, der selv paa denne Tid hørte til de ivrige Patrioter, havde givet sit Minde hertil eller i alle Fald ikke sat sig imod, at det skede Efter Laget var man naturligvis lystig, og Tanken om Gadespektakler laa nær– Der blev Tale om at slaa Vinduerne ind hos en eller anden, uden at dog noget saadant skede Men under denne Tale kom den øverste Mesterlektianer L. K. Daae til at ytre, at „om man skulde slaa Vinduerne ind hos nogen, saa maatte det være hos Stiftamtmanden“, Chr. M. Falsen, der havde sin Bolig i Klosteret, det senere „Hotel de Scandinavie“. Daaes uoverlagte Ytring blev rapporteret til Stiftamtmanden, der øjeblikkelig tog sine Forholdsregler og i Egenskab af Skolens Efor nedlagde Forbud mod, at en Discipel, der umiddelbart før sin Afgang til Universitetet kunde gjøre sig skyldig i en saadan Adfærd, blev dimitteret. Rektor Holmboe lod sig ikke imponere, men erklærede, at Dimissionen hørte under hans Embede og var Eforatet uvedkommende, samt at Daae som Skolens dygtigste Elev skulde dimitteres. Der var dog en Hage ved Tingen, da Daae ikke havde den lovbestemte Alder, og der maatte søges Tilladelse til, at han blev dimitteret, før han havde naaet den. Denne Ansøgning var nok endnu ikke sendt, men Holmboe maatte antage, at den – mod alle Regler – kunde blive afslaaet, naar den fremkom med en misbilligende Erklæring fra Eforatet. Stiftamtmanden lod det ikke blive med det Skridt, han havde gjort, men forlangte af Rektoren, at Deltagerne i 17. Maj-Laget skulde have en Refselse. Her kunde Holmboe ikke undslaa sig, uagtet han jo paa en Maade var medskyldig. Det skede da paa den Maade, at han samlede den øverste Klasse og holdt en Tale, der af min Meddeler erklæredes for et rent Mesterstykke, hvori han egentlig ikke refsede Disciplene for, hvad der var skeet, men gav dem den venligste Formaning til Forsigtighed i Ytringer og til ikke at udsætte sig for en farlig Kritik i Tider, da al mulig varsomhed krævedes. En af Lærerne fandt i sin Loyalitet, at Daae ikke havde faaet, hvad han fortjente, søgte en Anledning til at komme ham tillivs og tildelte ham en korporlig Refselse med de Ord: „det skal du have du, som vil slaa Vinduerne ind hos Stiftamtmanden!“ – Dette vakte naturligvis stor Forbitrelse hos Gutterne, og det var ikke andet, end hvad der maatte ventes, at Stiftamtmandens Søn, gjennem hvem Faderen maatte antages at have sin Kundskab, fik føle den. Om det forseglede Brev, Daae skal have modtaget fra Stiftamtmanden, har min Meddeler intet fortalt, men derimod stod det for alle som en vitterlig Sag, at Eforatet vilde negte sin Anbefaling til Rektorens Ansøgning om Tilladelse til at dimittere Daae uanseet hans Alder. Daae rejste nu strax til Kristiania, søgte selv Alders-Tilladelsen og lod sig dimittere privat af Fr. Stang.
Den lille Historie, der maaske vil findes at afgive et ikke ganske umærkeligt Bidrag til Grundlovens Faders Karakteristik, var ikke ganske forbi med dette. Politiken var faren i Gutterne. Der skulde skrives norsk Stil, og gamle Sagen lod – som saa ofte – Mesterlektianerne selv vælge sin Opgave. De valgte alle – eller dog de fleste – at skrive om Højtideligholdelsen af 17de Maj. Alle var naturligvis begejstrede for Dagen, og Fraserne flommede gjennem de ungdommelige bergenske Penne – til stor Forskrækkelse for gamle Sagen, der var Loyaliteten selv. Der var dog en Undtagelse, og hans Stil var unegtelig den bedste. Det var Stiftamtmandens Søn, hvis Stil var om ikke just skreven, saa dog i alle Fald inspireret af Faderen og indeholdt alt, hvad der fra Karl Johans Standpunkt var sagt og kunde siges imod Frihedsdagens Højtideligholdelse. Sagen var – som sagt – i stor Forlegenhed, men vandt foreløbig Tid ved at lade Gutterne kritisere hverandres Stile. Den unge Falsens Stil blev overladt til den senere Provst Johan Peter Bergs kritiske Behandling, og den skal have været baade skarp, grundig og fyndig i Udtryk, der vel sagtens havde faaet noget af sin Braad ved hans Kjendskab til, hvem der var Stilens egentlige Forfatter. Omsider kom Dagen, da Stilene og Kritikerne skulde gjennemgaaes. Bergs Kritik vakte megen Opsigt i Klassen, og Rygtet om den kom ud i Byen, hvor det ogsaa naaede Stiftamtmanden. Gamle Sagen anede Uraad og var saa forsigtig at tage Bergs Kritik med hjem fra Skolen. Han har maaske vist den til en og anden af sine Venner, men lod den dog meget snart forsvinde i sin Kakkelovn. Hvad han havde tænkt sig skede. Dagen efter fik han Visit af Stiftamtmanden, der forlangte at se Bergs Kritik. Sagen nævnte intet om Kakkelovnens Hemmelighed, men tryg i Bevidstheden om, at corpus delicti aldrig kunde komme for Dagen, svarede han paa sin Vis: „nej Far! den er for meg og ikje for deg!“ –
Saaledes er Historien fortalt af en af Skolens Mesterlektianere i 1826, senere Sorenskriver Ole Bøgh. Han var Sagens Svigersøn og havde sin Kundskab om Falsens Visit fra denne.
D. T.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ S. 152.