Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar/I

←Forside

Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar I. Slægten av Henrik Jæger

II.→

 En Tradition i den Welhavenske Familie vil vide, at England skal være dens egentlige Hjemstavn og Wellhawen Navnets oprindelige Form. Hvad man ved med Sikkerhed, er, at Slægten var bleven germaniseret, inden den naaede herop til Norge. Dens norske Stamfader, Digterens Bedstefader, Johan Andreas Welhaven, var fra Ribnitz ved Rostok, og det var som Tysker, han havde faaet en Stilling i Bergen. Han var nemlig Klokker ved den tyske Mariakirke og Lærer ved den til Kirken knyttede Skole for den tyske Kolonis Børn. Hans Hustru, Elisabeth Margareta Woltmann, var, som Navnet viser, ogsaa af tysk Afstamning.

 Det var saaledes i et tysk Hjem, at Digterens Fader voxede op, og hans Opdragelse var udentvivl fra først af rent tysk. Han blev ikke Student før i sit 21de Aar; heraf tør man maaske slutte, at han først omkring Konfirmationsalderen er bleven bestemt for Studeringerne og sat ind paa Bergens Latinskole.

 Det tyske Præg, der hviler over Familiens to første norske Generationer, er heller ikke helt udslettet hos Digteren. Man merker det i hans Prosastil, der ofte er ligesaa abstrakt i sine Udtryk og stram i sin Holdning, som hans metriske Form er levende og gjennemsigtig,

 En vis Forkjæglighed for tysk Literatur minder ogsaa uvilkaarlig om Slægtens Afstamning.

 Da han begyndte sin Forfattervirksomhed, synes han ikke at have havt synderlig Kjendskab til engelsk og fransk Digtning. Hans Omtale af Shakespeare i «Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik» gjør det tvivlsomt, om han dengang har kjendt Arbeider som «Hamlet» og «Macbeth», og hvor han — i samme Skrift — berører Byron, gjør han det i en Form, der er saa almindelig og upersonlig, at det klinger som tillæst literaturhistorisk Viden, ikke som selvstændige literære Førstehaandsindtryk.

 Men ligesaa ringe som hans Kjendskab til fransk og engelsk Literatur synes at være, ligesaa fortrolig er han med den tyske. Han oversætter Schillers «Ibykus og Tranerne» og Friedrich Rückerts Oversættelser fra kinesisk, han citerer tyske Æsthetikere og er en ivrig Læser af Wolfgang Menzels «Literaturblatt», han beundrer en Forfatter som Ludvig Bechstein, hvis «Faustus» han anmelder og sammenstiller med Goethes, og i adskillige af sine tidligste Digte er han ikke fri for at være paavirket af Henrich Heine.

 — Faderen, Johan Crust Welhaven, blev Student i 1796, theologisk Kandidat i 1800 og Aaret efter Prest ved St. Jørgens Hospital for spedalske i Bergen, en lidet tiltalende Stilling, der dengang var langt ubehageligere end nu, idet de spedalskes Tilstand var meget sørgeligere. Ikkedestomindre gik han helt op i sin besværlige Virksomhed og ofrede den hele Resten af sit Liv. Først Aaret før sin Død, da han allerede var en Mand paa 52 Aar, søgte og fik han Bergens Domkirkes residerende Kapellani.

 Han omtales som «en varm og elskelig Personlighed» og nød megen Sympathi paa Grund af sin Omhu for de spedalske. Hvad Aandsevner angaar, skal han derimod ingenlunde have hævet sig over det almindelige. I de bergenske Aviser fra Tyveaarene finder man enkelte Leilighedsdigte fra hans Haand; men de røber ingen literære Anlæg. Naar nogen ligeoverfor Sønnen hentydede til disse Digte for at forklare Oprindelsen til hans digteriske Talent, pleiede han at afvise det hele med den Paastand, at hvis noget Menneske paa de klareste havde godtgjort, at han ikke eiede Spor af Begavelse i poetisk Retning, saa havde hans Fader gjort det ved disse Digte.

 Hvad Presten Welhaven eiede af Følelse og frembringende Evne, blev helt og holdent opsuget af hans Virksomhed som geistlig Taler. En af hans samtidige Kolleger kalder ham «en begavet Prædikant» og fortæller, at han hørte ham ofte, naar han var paa Besøg i Bergen. Bland Bergenserne saavel som blandt Bønderne i det Landsogn, der dengang var knyttet til St. Jørgens Hospitalskirke, nød han ikke liden Popularitet som Taler. Selv har jeg som Gut hørt min Bedstefader med megen Varme fortælle om de simple og gribende Ord, han talte ved Jens Amundsen Fenstads Henrettelse paa Nordnæs i 1825. I det hele taget synes det, som om den til dagligdags saa jevne og fordringsløse Mand maa have voxet paa Talerstolen, som om han først der helt har formaaet at gjøre sig gjeldende.

 Og her staar man ligeoverfor et Træk, der minder om Sønnen, trods al Forskjel saavel i Karakter som i de aandelige Evners Art og Omfang. Johan Sebastian Welhaven gjorde efter manges Mening et langt mere imponerende Indtryk ved sin personlige Fremtræden end ved sine literære Frembringelser. Han talte og samtalte paa en i høieste Grad energisk, karakteristisk og fængslende Maade. «Hvis Deres Onkel skrev saa godt, som han taler, vilde han være en af sin Tids største Forfattere» ytrede Christian Winther engang til Welhavens Søstersøn, Professor Ernst Sars.

 Det fremgaar af flere Steder i Welhavens Digte, at han nærede en dyb og inderlig Kjærlighed til sin Fader. Da Provsten Hertzberg under Dæmringstiden lod sig forlede af den Snakkesalighed, der ofte følger Alderdommen, til høist umotiveret at skrive: «O Yngling, jeg har kjendt din Fader! — Gudskelov han oplevede ikke din «Dæmring»» — da oprørtes Welhaven paa det heftigste og skrev det berømte Digt «Til Provst Hertzberg», et af de varmeste og mest uforbeholdne, han har skrevet. Ingen af alle de voldsomme Angreb i Anledning af «Dæmringen» synes at have saaret og smertet ham saaledes som denne Beskyldning for at være en vanartet Søn.

 Foruden i «Børnelege» har han i to af sine Digte dvælet ved Indtryk fra Barndommen, og i begge træder Faderens Billede frem omstraalet af en barnlig Kjærlighed og Beundring. Det ene er det vakre, men desværre fortærskede «En Erindring» med de ligesaa simple som følte Linjer:

«Nu er jeg langt fra Haven,
nu har den tabt sit Løv,
og alt saa langt fra Graven
der tog min Faders Støv.»

 Det andet heder «Et Barndomsminde» og skildrer, hvorledes han engang en mørk Aften fik følge Faderen i Sognebud op mellem Fjeldene. Han dvæler ved, hvor uhyggelig Naturomgivelserne virkede, men hvor tryg han ikke destomindre følte sig, som han sad der paa Sadelbuen i Faderens Arm, dækket af hans Kappe og med Sakramentet i Haanden.

«Men denne Nat jeg skued tidt igjen,
naar Livets Vei gik over Klipper hen
og Blikket svæved raadvild over Ødet.
Ved dette Minde glemte jeg min Frygt,
som da jeg sad ved Faderhjertet trygt
og drog tilfjelds med Kalken og med Brødet.»

 Prøver man at bestemme Arten af denne sønlige Følelse, kommer man til det Resultat, at den er som et Slags Hjemve efter personlige Egenskaber, han har lært at de op til, men ikke selv besidder.

 Afstanden mellem den fredsommelige og milde Fader og den stridbare Søn er meget stor, og dog har disse Faderens Egenskaber gjort et uudsletteligt Indtryk paa ham.

 De har bragt ham til at elske Freden, Mildheden, Harmonien som det høieste af alt.

 Nar haan kjæmpede som en Løve, var det ikke for Kampens egen Skyld, men for at gjenoprette den Fred og Ligevægt, som var forstyrret. Ingen har vakt saa megen Disharmoni i Harmoniens Navn som Welhaven. Aldrig har en pantserklædt Stridsmand havt en mildere Indskrift paa sin Fane. Han er som Orlando furioso eller som en af de andre Sagnhelte i Karl den Stores Hær, der hugger løs paa Hedningerne for at udbrede Fredens og Mildhedens Evangelium.

 Og selv troede han, at han igrunden var skabt til at blive en fredelig og mild Personlighed; det var kun Tidens og Forholdenes Ugunst, der havde gjort ham til den vilde Stridsmand. Man læse f. Ex. et Digt som «Det tornede Træ», hvori han udvikler, at den saarede Torn er en forkrøblet Kvist, der kunde have baaret duftende Blomster og søde Frugter, hvis ikke Vaarens Kulde og Barskhed havde hæmmet dens Udvikling.

 Men det var i Virkeligheden ikke bare Forholdene, der gjorde Welhaven til den voldsomme Stridsmand. Han havde medtaget Stridbarheden i Arv fra den samme Kant, hvorfra han havde modtaget sit Talent.

 Medens han har forherliget sin Fader i sine Digte, er der ikke et eneste Digt til Moderen i de Samlinger, han har offentliggjort. Hun nævnes kun paa et eneste Sted og da ganske i Forbigaaende. Ikke desto mindre var han aandelig langt mere i Slægt med hende end med Faderen.

 Hun blev en gammel Dame, der overlevede sin Mand i 25 Aar. I den sidste Deel af sit Liv levede hun hos Sønnen, hvis hele literære Udvikling hun havde Anledning til at følge. De, som har kjendt hende i hendes senere Aar, skildrer hende som en rask gammel Dame med en skarp Tunge og et tysk Hoved, altid livlig, altid interesseret, altid med et kvikt og kontant Svar paa rede Haand — kortsagt en fuldblods Bergenserinde af den ægte gamle bergenske Skole.

 Hun var Datter af Johan Sebastian Cammermeyer, residerende Kapellan til Korskirken i Bergen, og hendes Moder var en Heiberg, en Søster af P. A. Heibergs Fader og P. L. Heibergs Bedstefader. Selv havde Fru Welhaven, efter hvad der fortælles, et udpræget «heibergsk» Ansigt, og det samme var Tilfældet med Sønnen. Saa fremtrædende var denne Lighed, at en Nordmand, der i et Selskab i Kjøbenhavn engang traf sammen med J. L. Heiberg, efter hvad Ernst Sars har fortalt mig, øieblikkelig kom til det Resultat, at denne Mand maatte være i Familie med Welhaven.

 Fra sin Moder og gjennem hende fra Familien Heiberg paastod Welhaven, at han havde arvet sit literære Talent, og han var øiensynlig ikke lidet stolt af at være en Tremænning af Danmarks skarpeste Kritiker og kvikkeste Stilist i Aarhundredets første Halvdel. Da han sendte sin «Fætter» «Norges Dæmring», gjorde han jo utrykkelig opmærksom paa Slægtskabet i de bekjendte Vers:

«Min Mor er Datter af en Cammermeyer,
og hun var gift med Deres Faders Tante:
og tro mig blandt Kognaterne, jeg eier,
er denne Dame mig den mest pikante.
Jeg venter, at De Tankegangen gjætter:
det gjør Dem efter Kjødet til min Fætter.
O, gid De fandt, naar her De bruger Sonden,
blot nogle Glimt af Fætterskab i Aanden».

 At der virkelig fandtes saadanne «Glimt», er utvivlsomt. Stridbarheden, Viddet, Lysten til Kritik og Satire, der udmerkede Heibergerne baade Fader og Søn, gjenfindes i nærbeslegtet Skikkelse hos Welhaven. Som Heibergerne besad han et medfødt formelt Talent, en udpræget Evne til at skrive lette Vers, hvori Reflektioner spillede en større Rolle end Stemningen, hvor Klarheden var mere fremtrædende end Inderligheden. Som P. A. Heiberg havde han i sine yngre Aar en sterk Tilbøielighed for at tilspidse sine Tanker i epigrammatiske Pointer, og som Johan Ludvig besad han lige fra sin første Fremtræden en iøienfallende Sikkerhed i det, jeg vilde kalde den polemiske Teknik. Dermed mener jeg den nu — literært talt en Smule aflægse — Kunstfærdighed i at vride og vende Modstandernes Ord saaledes, at det saa ud, som om man stod triumferende med Serirens Palmer i Hænderne, selv om man havde den øiensynligste Uret. Paa dette Punkt var Johan Ludvig Heiberg langt finere og langt mere overlegen end sin norske Fætter; men Ligheden er dog paatagelig, og Forskjellen stikker maaske væsentlig deri, at den ene var voxet op i de finest dannede literære Kredse, og modnet under helt udviklede Literaturtilstande, medens den anden var en norsk Autodidakt fremgaaet af vore hjemlige Nybyggerforhold.

 Saaledes modtog Welhaven i Vuggegave fra Faderens harmonisk milde Natur Spirerne til sine Idealer, den dybe sterke Længsel efter Harmoni og Forsoning, fra Moderens Slegt sin Stridbarhed, sit Vid, sit literære Talent, kort alle de Egenskaber, der gjorde ham til Kritiker, Polemiker og Satiriker. Udviklede af Forholdene, modnede og uddybede gjennem hans Livsjerelse blev det disse Egenskaber, der bestemte hans Præg som Personlighed og Forfatter. I dem liggere allerede Spirerne til hans Principer som Kritiker, til hans Tone som Polemiker og til hans Karakter som Digter.

Tilbake til toppen av siden.