Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar/II

←I.

Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar II. Tidsforholdene av Henrik Jæger

III.→

 Den 22de December 1807 blev Welhaven født.

 Hvad vil det sige at være kommen til Verden paa dette Tidspunkt og have modtaget sine første Indtryk i de nærmest følgende Aar?

 Hvilken Indflydelse vil det have paa hans Udvikling?

 Vil det begunstige enkelte af de phykologiske Spirer, han har modtaget i Arv, og hemme andre? Hvilke vil det isaafald udvikle og hvilke vil det hemme?

 Eller vil det maaske udvikle begge Sider af hans Væsen jevnsides, saaledes at den Dobbelthed, vi har troet at kunne spore i hans Slægtsforudsætninger, vil finde Næring og voxe under Barndomsindtrykkenes Indflydelse?

 At være født i 1807 vil sige at være født paa et Vendepunkt i vort Lands Historie; det var ligesom Skjellet mellem to lange og betydningsfulde Perioder. Nationen stod som den, der har naaet Toppen af et Fjeld: den ene Skraaning er tilbagelagt; den anden skal han netop til at begynde paa.

 Til 1807 havde Landet kunnet glæde sig ved en lang og lykkelig Fredsperiode. Livet havde været stille, blomstrende og lykkeligt.

 Baade under den amerikanske Frihedskamp og senere havde den norske Handel og Skibsfart været begunstiget af de mest glimrende Konjunkturer. En Strøm af Guld og flød bred og jevn ind over Landet og udbredte Velstand og Velvære til alle Samfundsklasser.

 Selv til en Embedsfamilie som den welhavenske, hvis økonomiske Tilværelse jo ikke var direkte avhængig af Handelsforholdene, flød Indtægterne lettere og rigeligere end ellers. Et solid og tilfreds Velbefindende bredte sig i et sligt Hjem som i alle andre og gav det sit Præg af tryg og fredelig Lykke.

 Det hele Liv var idyllisk og patriarkalsk fra øverst til nederst. Der var ingen Byrder, som trykkede, intet Savn, som fordrede at afhjelpes. Den landsfaderlige Statsstyrelse var mild og human; den gjorde intet Skaar i den almindelige Lykke ved at udskrive store Skatter eller komme med andre trykkende Paalæg.

 Og til Gjengjæld var Nationen hverken kritisk eller fordringsfuld ligeoverfor Styrelsen. Man ønskede intet andet end at faa leve i Ro og nyde godt af de «gode Tider».

 Følelsen af Landets stedmoderlige Behandling, der et Par Tiaar i Forveien havde ytret sig temmelig uforbeholden, var forstummet og forsvunden. Selv det engang saa levende Ønske om et eget Universitet havde lagt sig tilro og sov en sød Søvn i Velværens bløde Dyner.

 Udenfor Nordens Grænser var der nok af Uro og Storm. I det foregaaende Aarti havde den franske Revolution skaket Gemytterne op af Vanedøsen, vakt Begeistring hos nogle, Afsky hos andre; i dette Aarti havde Napoleon med sine Hære faret som et Stormveir over Europa, undertvunget Folkene, afsat Fyrsterne og forandret Landenes Grændser.

 Men herhjemme havde Verdensuroen ikke gjort synderligt Indtryk.

 Man havde drukket Skaaler for den franske Revolution; man tjente Penge paa Napoleons Krige — det var omtrent det hele.

 Man kjøbte sig Hygge og Komfort for Pengene; man holdt gemytlige og overdaadige Gilder, hvor Verdensbegivenhederne var et velkomment Samtaleemne, og hvor Grundstemningen var en almen Fryd over Næringsveienes Blomstring.

 Alt det, som skede udenfor, gjorde ikke andet Indtryk end det, en Vinterstorm gjør, naar man selv sidder i sin koselige Stue ved den varme Ovn og gnider sig tilfreds i Hænderne i fordoblet Nydelse af at sidde lunt inden Døre, medens Stormen raser om Huset.

 Men nogle faa Maaneder før Welhaven kom til Verden, var denne hyggelige Idyl bleven afbrudt, pludselig, uventet for alle. Som et skarpt Instrument havde nye Forhold og Stemninger skaaret ind i Hjemmene og bredt Uhygge, Sorg og Forkrænkelse rundt omkring over det hele Land.

 I de sidste Dage af Juli og de første Dage af August havde man paa de sydligste Punkter af den norske Kyst set det ene store Orlogsskib efter det andet, den ene Flok Transportfartøier efter den anden stryge forbi Lindesnæs og ind gjennem Skagerak. Det var en umaadelig engelsk Flaade paa omtrent 50 Krigsskibe og 500 Transportfartøier, der saaledes passerede i Løbet af nogle faa Dage.

 Den skulde til Østersøen, hed det. Og skjønt der var begyndt at gaa Rygter om, at den havde et andet Bestemmelsessted, var der dog ingen, som fæstede Lid til dem.

 Mange Dage varede det imidlertid ikke, før der kom Efterretninger herop om, at Flaaden havde kastet Anker i Øresund, og at det var Kjøbenhavn, det gjaldt.

 Og neppe var disse Efterretninger begyndt at sprede sig og vække Uro, før Posten fra Danmark aldeles udeblev. Forbindelsen med Hovedstaden var afskaaren.

 Der var udbrudt Krig med en Magt, som man troede at staa i det venskabeligste Forholdt til.

 I flere Uger hørte man intet fra Danmark uden Tusinder af forvirrede og hinanden modsigende Rygter. Den vildeste Panik greb hele Befolkningen; hvert Øieblik ventede man er Overfald af Englænderne; fra Kystbyerne flygtede Folk over Hals og Hoved, som om Fienden allerede var ligeudenfor. De slæbte alle sine Eiendele med sig; selv Kakelovnene blev revet ned i Forfjamselsen og slæbt bort Stykke for Stykke.

 Lidt ud i September kom der endelig atter Efterretning fra Danmark: i tre Nætter var Kjøbenhavn bleven bombarderet, Byen havde maattett overgive sig, og Flaaden, den store, stolte Flaade, der var den norske Kystbefolknings eneste Haab under en truende Krig, var bleven udleveret til Fienden.

 I Oktober Maaned kunde man fortælle, at de engelske Havuhyrer atter var strøget forbi Lindesnæs paa Hjemvein med sit rige Bytte.

 Det var Begyndelsen til den lange fortvivlede Krig, der bragte Norge fra blomstrende Velmagt ned i den dybeste Nød og Elendighed, som det først mange Aar efter helt formaaede at forvinde. For en Tid kom ogsaa Krigen med Sverige til og gjorde galt værre trods de norske Vaabens Fremgang paa Grænsen.

 Fiendtlige Krydsere fyldte Havet; al Forbindelse med «Moderlandet» var afbrudt. Man manglede Penge, og man manglede Korn. Hvor Tilfredshed og Lykke for kort Tid siden havde hersket, stod pludselig Nøden og Sulten og bankede paa Døren.

 Uaar stødte til og gjorde Melet til en Luxusartikel og Barkebrødet til en daglig Ret paa Befolkningens Bord.

 I Welhavens Fødeby var Nøden vistnok mindre end mange andre Steder; men der gik dog ikke en Dag, uden man følte Krigens Tyngsel og Forstyrrelse over sig. Al Virksomhed var selvfølgelig svimeslaaet, der som andetsteds. Og selv om man ikke led ligefrem Nød, levede man dog i stadig Bekymring for den Dag imorgen.

 Snart var der Opløb paa Grund af de høie Kornpriser, snart kom hele Byen i Bevægelse i Anledning af de svenske Fanger, som blev transporteret dertil. Hver Dag skjalv man i Frygt for, at Rigets næst største By skulde blive behandlet paa samme Maade som Hovedstaden.

 Snart viste virkelig en elendig Korvet sig ligeoverfor Byen. Alle Mennesker blev grebet af den vildeste Forfærdelse og skjulte alt, hvad de eiede, i Kjeldere, i Brønde, paa de utroligste Steder, medens Byens Ungdom, ildnet af Biskop Bruns krigerske Veltalenhed, beredte sig til at forsvare sit Fødested til sidste Blodsdraabe.

 Men kort efter jublede man op i stormende Glæde over, at Fienden atter var trukket bort, og man begravede de fire faldne, der havde ofret sit Liv for Byens Forsvar, med al den Pomp og Høitidelighed, som taknemlige Hjerte kunde udfinde.

 I ethvert bergensk Hjem spillede slige Begivenheder ind og efterlod sterke Indtryk for lange Tider.

 Licencefarten skaffede som bekjendt en Lettelse i Krigens Tryk og bragte atter rige Overskud i de norske Kjøbmænds Kasser; men i Embedsfamilierne sneg der sig samtidig en uhyggelig Gjest ind, der Maaned for Maaned blev mere mægtig og truende. Det var den af Papirpengenes voldsomme Synken i Værdi fremkaldte Pengemangel.

 Den rammede især Embedsmændene, hvis faste Indtægter beholdt sin nominelle Størrelse, men i Virkeligheden led en kolossal Formindskelse paa Grund af Statens slette Pengeforhold.

 Da saa denne Tilstand førte til Statens Fallit i 1813, bragte det Nød og Elendighed over mangt et sligt Hjem, Sorg og Bekymring over de fleste af dem. Hvir tilintetgjørende den virkede netop i Familier som den welhavenske, fremgaar tydelig nok af Breve fra Datiden. I et Brev fra Biskop Brun heder det saaledes: «Den 25de kom Posten tidlig og bragte netop det for mig afgjørende i et Brev om Vexelobligationernes tilkommende Skjæbne. Det var altsaa min Dødsdom» — og lidt senere i samme Brev: «Imidlertid har jeg dog tillivs det aqua tophana, som før Tiden skal dræbe den virkelig sterke. Det komme nu, om Gud vil, jo før jo heller, saa kan min af alle agtede retskafne Enke gaa fra Arv og Gjeld uden at beskjemme den døde Mand, som ikke ved egen Ødselhed, men ved Kongens Magtsprog blev bankerot». Og en af Presten Welhavens Embedsbrødre, Digteren Claus Frimann, skrev i samme Anledning til Lyder Sagen: «Nu tager jeg ikke mere Harpen i Haand — hos en i sin Velfærd ruineret Mand maa alting være dødt og magtesløst»

 Men midt under Krigens Elendighed aabenbarede Nationen en Fædrelandskjærlighed, en Offervillighed og en Begeistring, som gjorde de «gode Dage» tilskamme. Universitetet blev oprettet og udstyret med frivillige Gaver fra det hele Land, og kort Tid efter, midt i den allerhaabløseste Situation, foregik der et Nationalopsving, der fik sit Udslag i Rigsforsamlingens mandige Optræden og satte en Grænse for Ulykkerne, saa det fra det Aar blev Opgaven at faa alle de dybe Saar lægte og atter bringe Landets Forhold paa Fode. —

 Under slige Forhold var det Welhaven henlevede sin første Barndom.

 Af Samtalerne i Hjemmet, af de ældres Fortællinger, af alt, hvad han selv hørte og saa, maatte han modtage de sterkeste Indtryk af Kampens Spænding, dens Rædsel saavelsom dens Begeistring, dens nedstemmende og tilintetgjørende Indflydelse saavelsom dens stolte og opløftende Øieblikke.

 Paa den ene Side bragte den Hjertet til at bløde, paa den anden Side Modet til at svulme.

 Han maatte komme til at føle denne Kamp som noget, der ikke kunde være anderledes, noget selvfølgeligt, uundgaaeligt.

 Og paa samme Tid som han lærte at betragte Kampen som noget hverdagsligt og naturligt, maatte han lære at elske Freden og den idylliske Harmoni som noget fjernt, som en stor svunden Herlighed, der maaske aldrig vilde vende tilbage.

 Mange af de Gjenstande, han havde omkring sig i sit Hjem, alle de Personer, hvis Tale han lyttede til, bragte smilende Minder om al denne tabte Lykke. Naar de Voxne talte om den, var det altid med Glæde ved Erindringen og med Suk over Tabet. «Den Slægt, der er opvoxet efter dette lykkelige Tidsrum», siger han selv mange Aar bagefter i en Anmeldelse af Jakob Aalls «Erindringer» og som nu, midt i Freden, føler sig greben af en mere udadvendt, gjennem Gemytterne henbølgende Verdens-Uro, vil godt kunne fatte den Gamles Vemod i et saadant Tilbageblik. Thi det er just Følelsen af denne Modsætning, der danner det underlig bedagede Træk, som man har bemerket i den nuværende Slægts Fysiognomi. Alle dens Barndomsminder har en Belysning af hine lykkelige Dages Efterskin. Forældres Fortællinger, Fædrenehusets Udstyr og naive Skik har givet den yngre Mand et Livsbillede, der uudsletteligen hviler i hans Sjels Dyb og som dog ei tilhører ham. Denne gemytlige Ro savner han overalt; den trygge, i et Hjems Begrænsning hvilende Nydelse, som endnu vinker ham gjennem kjære Erindringer, kan han ikke tilegne sig, og han har i sin Selvbetragtning maattet opgive den».

 For Welhaven var altsaa den gamle, idylliske Harmoni som det tabte Paradis, der var bleven lukket og stængt, da Ufredens Slange havde trængt derind.

 Der var da ikke andet for end at opdage den uundgaaelige Kamp og kjæmpe sig frem til en ny Harmoni af en høiere og fuldkomnere Natur.

Tilbake til toppen av siden.