Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar/III
| ←II. | Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar III. Hjemmet og Skolen av Henrik Jæger |
IV.→ |
Som bekjendt var Welhavens Fødeby i hans Barndom Landets største og livligste By. Sammensat som dens Befolkning var af Elementer fra alle Nationaliteter rundt Nordsjøen og før Krigen — som Europas største Fiskemarked — staaende i den livligste Forbindelse med Verdensdelenes forskjelligste Folkeslag havde den fra gammel Tid modtaget og bevaret et særeget Præg som Landets mest kosmopolitiske By. Det var næsten som om den laa de europæiske Hovedlande betydelig nærmere end alle de andre norske Byer.
Men paa samme Tid var den som et af Landets ældste og uden Sammenligning bedst bevarede Bysamfund mere end nogen anden By bunden af en mangehundreaarig Tradition. Den var paa samme Tid livlig og gammeldags, kosmopolitisk og konservativ.
Hvis man fastholder dette Byens eiendommelige Præg, er det ligesom man forstaar Arten af Welhavens Konservatisme bedre.
Naar han protesterede mod Oppositionens Virksomhed herhjemme, var det ikke tillige en Protest mod Oppositionen ude i de europæiske Hovedlande; derude var den naturlig og berettiget; det var bare herhjemme den var uberettiget, unaturlig og hul, fordi den savnede al Grund.
Og Hovedangrebet imod den prøvede han at føre i den europæiske Kulturs Navn. Det værste, han vidste at sige om den, var, at den vilde stænge Landet ude fra de fremmede Kulturforbindelser, hvis Nytte og Nødvendighed han hævdede baade i Afhandlinger og Sonetter.
Først senere begyndte han at ytre Mishag over enkelte Fænomener i de store Landes Aandsliv og slaa dem i Hartkorn med de Bestræbelser, han bekjæmpede i Hjemmet. St. Simonismen f. Ex. var Guttestreger akkurat som den norske Opposition (Digtet «Republikanerne») og fransk Literatur og Theater blev omtalt i Udtryk, der mindede om Udtalelser i Kritiken over Wergeland («Skizze fra Frankrig»).
Men dette var først efter Opholdet i Frankrig 1836. Tidligere havde det stadig været i det europæiske Aandslivs Navn, han havde bekjæmpet alle nationale, literære og politiske Nydannelser herhjemme.
I de bergenske Kredse, hvortil Welhaven ved sin Fødsel hørte, herskede der dengang friere Anskuelser og større aandelig Livlighed, end det senere blev Tilfældet inden den norske Geistlighed. Biskopen selv var jo, som bekjendt, en af Byens lystigste Visedigtere og skrev endog Stykker for Theatret, uden at det vakte nogen Forargelse blandt hans Prester. En anden af Byens geistlige — Jonas Rein — havde ogsaa erhvervet sig et Navn med god Klang som verdslig Poet. Literatur, Kunst og Theater var ingenlunde fremmede og ringeaktede Ting i Datidens bergenske Prestefamilier.
Og man skyede heller ikke Selskabslivet og Bordets Glæder. Den brave Biskop, der havde sunget om at «kjøbe Vin og klarere Udgifter», gik selv i Spidsen, og hans Eftermand i Embedet, Claus Pavels, kunde heller ikke beskyldes for at være meget Hængehoved.
Her var saaledes mange friske og livlige Indtryk at faa for en opvakt Gut.
Egentlig livlig og selskabelig anlagt synes Welhaven forresten ikke at have været i sin Barndom; han led af Generthed i saa høi Grad, at det var ham en ren Lidelse at være ude hos fremmede. For at kurere ham for denne Feil, tog Forældrene ham med sig, saa ofte der var Anledning til det; men hvor det lod sig gjøre, trak han sig forlegent tilbage i en Krog, og det løb ikke altid heldigt af, naar han paa Kommando maatte frem og tage Del i den almindelige Underholdning.
Saaledes havde Faderen — efter hvad en af Søstrene, Forfatterinden Elisabeth Welhaven har fortalt mig — engang taget ham med i et Selskab, hvori der efter Datidens Skik blev leget Pantelege. Paa Faderens udtrykkelige Ordre maatte den unge Welhaven deltage i Legen. En Stund gik det noksaa godt. Men da han blev «dømt» til at kysse en vakker, ung Frue, gjorde han Strike og vægrede sig paa det bestemteste, hvad der efter Datidens selskabelige Begreber var et yderst grovt Brud paa alle Regler for god Opdragelse. Forat hjelpe ham ud af Kniben, reiste Damen sig og sagde: «Nu ja, siden du er bange for at kysse mig, er det vel bedst, at jeg kysser dig da!» Men idet hun nærmede sig, mødtes hun af et saa lynende vredt Blik, at ogsaa hun tabte Fatningen og gik tilbage til sin Plads. «Det var da ogsaa en uforsakemmet Maade, den Gutten betragtede Folk paa», erklærede hun siden.
I det hele taget var han ikke videre likt af Folk; hans hvasse Øine ærgrede dem, og de hvasse Svar, han undertiden kom med, vakte deres Forargelse. Forældrene maatte ofte høre Ubehageligheder i Anledning af den «opdragne» Søn.
Hvad der selvfølgelig ikke bidrog mindst hertil var den Omstændighed, at det satiriske Anlæg meldte sig meget tidlig hos ham.
Det ytrede sig som Tilbøielighed for at tegne Karrikaturer.
Bergen med alle sine «Originaler» gav selvfølgelig en saadan Tilbøielighed rig Næring, og han tog sit, hvor han fandt det; Gadefigurer, hans Tantes forlovede, ja endog enkelte af Skolens Lærere maatte holde for til liden Opbyggelse for angjeldende, der naturligvis nødig vilde blive gjort latterlig i en saa lattermild Leg. En af Skolens Lærere, den pudsige gamle Konrektor Winding fattede endog dyb og varig uvilje mod ham i Anledning af en slig Karrikatur; han kunde aldrig tilgive, at han havde foreviget ham paa en saadan Maade.
Men gjorde disse hans Kradserier Konrektoren til hans Uven, saa erhvervede de ham paa den anden Side en ivrig Ven og Beskytter i en anden af Skolens Lærere, Lyder Sagen, og dette Venskab blev af stor og blivende Betydning for Welhavens Udvikling.
Welhaven var sig senere i sit Liv denne Betydning fuldt bevidst. Da han i 1838 skal forklare Aarsagerne til sin kritiske Strenghed, henviser han til de Begreber om Digtekunsten, han paa Skolen havde modtaget af «en Lærer, som jeg elskede».[1]) Et endnu tydeligere Vidnesbyrd om det sjeldne Forhold, som herskede og vedblev at herske mellem Lærer og Elev, giver følgende Digt, som Sagen paa sine gamle Dage (1841) skrev ved Welhavens Afreise efter et Besøg i Bergen:
«Farvel, min Ven! — som Lærling alt
var du mig kjær og kjærlig,
som Yngling saa jeg, hvad du gjaldt;
som Mand en Ven saa ærlig;
du følte, delte mine Savn —
hvor saa jeg det dog gjerne!
Du kom mig som en Søn i Favn,
da min var i det fjerne.
Kun saare var mit Krav,
jeg delte for din Smerte;
til Gjengjeld gav ved mines Grav
mig Lægedom dit Hjerte.
I Moderhjemmet og hos mig
svandt mange Timer fage;
der lod din Aand saa elskelig
sin Rigdom os tilbage.
Saa alle Sjelen dog som vi,
og Hjertet i dit Øie,
og begges skjønne Harmoni,
de elsked dig med Føie.
Os aabned du dit rige Væld
af Aands og Hjertes Fylde;
o, bring os mer og mer i Gjæld!
Hvor herligt dig at skylde!
Og nu Farvel! mit Hjertes Ven!
Tak for din Ømheds Taare!
Ved alt, hvad kjært du fandt igjen,
deg fryded mig saa saare;
den loved mig, naar du ei mer
din gamle Ven gjenfinder,
du fælder den paa Graven her
paa mine Børns Kjærminder.»
Blandt Lyder Sagens mange merkelige Egenskaber var ogsaa den, at han var en uhelbredelig Talentjæger. Især synes han at have havt en komplet Mani for at opdage Talenter i Malerkunsten.
Engang havde han været heldig i sine Bestræbelser og gjort et stort og rigt Fund, der altid vil være ham til Ære. Det var dengang han opdagede Johan Christian Dahl og fik ham sendt til Kjøbenhavns Kunstakademi. Ni Aar efter var hans Protegé Professor i Dresden og en berømt Kunstner.
Dette Held formindskede selvfølgelig ikke hans Iver, og saasnart han fik opsnuset et ungt Menneske, der ikke var ganske blottet for Anlæg som Tegner, lagde han alle Aarer ud for at faa ham gjort til Kunstner.
For denne naive Enthusiasme maatte naturligvis den unge Welhaven være en ren Lækkerbisken. Her var det utvivlsomt Talent tilstede, og det var ikke en stakkels forsømt Malersvend eller Skomagerlærling som ellers; det var en af hans egne Elever, som han daglig havde for Øie, og som han gjennem Undervisningen kunde indpode sine Ideer om Kunstens Væsen, sin Begeistring for dens Høihed.
Saaledes blev Welhaven Lyder Sagens Yndlingselev og Sagen blev Welhavens Yndlingslærer, der bestyrkede ham i hans Forkjærlighed for Tegning og tidlig stillede ham et lysende Fremtidsmaal: det at blive Kunstner.
I de andre Læreres Timer var han ingenlunde noget Skolelys. Istedenfor at læse sine Lektier hjemme om Eftermiddagen sad han og tegnede, og naar Faderen tilfældigvis kom ind i Værelset, fik han paa ægte Fuskermaner i en Fart Bøgerne op og de forræderske Tegninger ned i Bordskuffen. Hele Datidens tørre og pedantiske Undervisningsmaade stemmede slet ikke med hans Natur, og han læste i Reglen ikke mer, en hvad der var høist nødvendigt.
Men i Sagens Timer var det anderledes. Her var der intet Pedanteri, intet Pug, bare Aand og Begeistring altsammen.
«Sagen», siger en af hans Elever, «var en af de Lærere, af hvilke man lærer alt eller intet, en fin, attisk Mand, som ved sin Personlighed, og næsten kun ved den, havde en ualmindelig Evne til at vække beslegtede Naturer»[2]). Om hans Maade at undervise paa har en anden Elev bemerket: «Sagen blev af de fleste paa hin Tid erklæret for en daarlig Lærer, da man aldrig fik ham til at betjene sig af det herskende Udenadlexesystem — det var ogsaa sikkert, at han mangengang forsømte at meddele de Kundskaber, som strengt taget det just ham overdragne Fag kunde fordre; men han gjorde det tifoldigt godt igjen derved, at han i høieste Grad forstod at udvikle Aandslivlighed og klar Opfatning hos sine Disciple gjennem den Frihed og lyse Glæde, der karakteriserede hele hans Læremethode, og om end den stundom udtalte Beskyldning ei ganske kan avvises, at han hos endel af sine Disciple udviklede en overfladisk Æsthetiseren, saa er det paa den anden Side sikkert, at hans Undervisning aabnede Disciplenes Øine for mange vigtige Sfærer af Livet, der ellers skulde forblevet dem lukket»[3]).
Men blandt disse «vigtige Sfærer af Livet» var Kunsten og Literaturen de allervigtigste; de var det høieste af alt.
Sagen var en Æsthetiker af den rahbekske Skole. Glanspunktet i hans Liv var de otte Aar, han tilbragte i Kjøbenhavn, hvor Bakkehuset hurtig havde aabnet sig for ham. Her, i dette Centrum, hvor alt hvad Byen eiede af Talent samledes og forenedes uden Hensyn til Afvigelser i Skole og Anskuelser, havde han faaet sin Indvielse.
Under dette Ophold i Kjøbenhavn falder Henrik Steffens's Forelæsninger og Oehlenschlägers Debut som Digter. Han var ung nok til at forstaa og vurdere Skjønheden af denne nye Poesi, og paa samme Tid var han gammel nok til ikke at blive en blind og fanatisk Beundrer af den. Som Rahbek anerkjendte han den med villig Glæde, uden at denne Anerkjendelse paa nogensomhelst Maade udelukkede en ligesaa varm Symphati som den ældre Skoles Digtere. Han læste Goethe med Iver, eiede hans «Werther» og var langtfra at underskrive den ældre Slægts strenge Fordømmelsesdomme over dette Verk; men paa samme Tid var han fuldstændig enig med de gamle i, at det var en farlig Bog for Ungdommen. Han gjemte sit Exemplar omhyggelig i sit Chatol for sine voxne, læselystne Døtre, der alligevel fik listet Bogen fra ham, læste den for sine Venner og Veninder og satte dem alle i Fyr og Flamme, saa at der endog skriftlig blev vexlet hele Disputatser for og imod Selvmord[4]
Størst Interesse nærede han for den antike Literatur; selv de af dens Frembringelser, der ikke udmerker sig ved «fortrinlig Skjønhed» interesserede ham; «thi» erklærede han, «paa mere end en af de gamle passer det, Qvinctilian siger om Ennius: vi tilbede dem som Alderdommens hellige Lunde, hvori de store og gamle Ege have mindre Skjønhed nu end Ærværdighed[5]
Han begynte ogsaa sin ikke meget rige Forfattervirksomhed som Oversætter ag de gamle Klassikere, og han havde i sin Ungdom meget omfattende Planer til deres Oversættelse paa dansk. Han begyndte med en Oversættelse af Lukians «Samtaler i de Dødes Rige», udgav saa et Bind Digte efter græske og romerske Lyrikere, syslede med en Oversættelse af Anakreon, hvoraf der kun udkom nogle Prøver og havde endnu tænkt at udgive et Bind Oversættelser af «længere Stykker»[6], da han blev udnævnt til Adjunkt i sin Fødeby.
Anakreon synes at have staaet for ham som den mest tiltalende af Oldtidens Digtere ligesom for saa mange andre af det 18de Aarhundredes Mænd. Flere af de beste selstændige Ting, han har skrevet, tilhører den saakaldte anakreontiske Retning.
Som Digter var han ikke andet end en Dilettant, men han var, hvad man dengang kaldte «en Smagens Mand», og han elskede Kunsten med en begeistret Kjærlighed som noget høit og helligt. Man var dengang endnu ikke begyndt at bruge Talemaaden om Kunsten og Literaturen som Kulturens Blomst; men hvis den havde været i Brug, vilde Sagen uden Tvivl have grebet den; den var som talt ligeud af hans Sjel.
Og ligesaa sterk som hans Tro paa Kunstens Hellighed var, ligesaa levende var hans Følelse for dens Ukrænkelighed. Det høieste og ædleste i Verden maatte ikke fremtræde i en ufuldkommen, end sige uædel Form. Klædebonnet maatte være Guddommen værdig, det maatte være rent, nobelt og skjønt. Gratierne maatte ikke vise sig i en skjødesløs Hverdagsdragt; det var at profanere det hellige.
Saadanne Anskuelser var det, denne Skjønhedstilbeder af en Lærer tidlig og sent indprentede sin Elev, den vordende Maler. Og denne greb hvert Ord med Begjærlighed, modtog dem som en Indvielse og lod sin Sjel fyldes af Lærerens Enthusiasme og af hans Ærbødighed for den rene, hellige Kunst.
Det var det bedste og betydningsfuldeste, Skolen medgav ham, da han i 1825 blev sendt ind til Universitetet.
| Tilbake til toppen av siden. |
- ↑ «Om norske Presseanliggender», Samledes Skrifter II, Side 179.
- ↑ H. Lassen: Wergeland og hans Samtid 2den Udg. Side 107.
- ↑ L. Dietrichson: Omrids af den norske Poesis Historie II, Side 14.
- ↑ Se «Breve til og fra F. C. Sibbern.» Udg. af C. R. L. Mynster I, Pag 145–46.
- ↑ Se «Digte efter det græske og latinske» af Lyder Sagen, Kbhvn. 1805, Fortalen
- ↑ Ibid.