Gaarden Aker i Sem
Indledning. Af bygaarder er det ikke mange, som faar sin historie skrevet. Naturligvis, blandt gadernes husrækker findes af og til en bygning, som fortjener og faar sine minderuner. Et historisk kjendt navn kan være knyttet til huset; det kan som bygverk have ærværdighed, være type fra en ældre periode; eller tomten kan være framifraa og gjemme paa minder. Men massen af bygaarder er døgnfluer. Thi byernes udvikling er revolutionær; ildebrand, reguleringer, ombygninger omkalfatrer stadig huse og tomter.
Ganske anderledes er det med bygdernes gaarder. Her er bebyggelsen en biting. Det er jorden, som er hovedfaktoren. Og med en merkværdig seighed har bygdegaardene gjennem lange tidsrum beholdt, ikke alene sine gamle navne, men ogsaa sine grænser, sin oprindelige størrelse. Vi kan følge dem 4–5–600 aar tilbage, undertiden endog længere. I sine hovedtræk synes gaard delingen at have staaet uændret. Og bagenfor? – ja det er gode grunde for den antagelse, at i vore fladbygder var ordningen alt meget gammel paa det tidspunkt, da vi faar øie paa den.
Jeg gjentager – i sine hovedtræk. Vi ser her bort fra alle ændringer, som udviklingen i jordbrugsforhold, næringernes omlægning og særlig folketallets vekst har ført med sig. Nye gaarder er ryddet, og de fra først af store énmandsbrug er opdelt. Men det er forholdsvis let at finde det oprindelige bag disse ny-dannelser. Særlig yder gaardnavnene her veiledning.
En bygdegaard er et lidet rige for sig, et lilleputrige, men som andre riger med sine særlige herligheder og sine mangler, altsaa med sit bestemte præg. Og det har sin historie.
Det har været ført kamp om disse smaariger, angreb er afslaaet, angreb er lykkets. Op og ned. En anseet bondeslegt kan i lange tider sidde som selveiere paa gaarden; dens navn har klang blandt bygdefolket. Saa kommer nedgangstider, gaarden erobres af en mægtig jorddrot og maa paradere som et nummer i en jordliste, medens beboerne maa døie leilændingskaar. Indtil udviklingshjulet atter løfter gaarden op.
En ganske vanlig bondegaards eierrække kan byde paa de snurrigste sammenstillinger af navne: mellem bønderne finder vi konger, ministre, prælater, kjøbmænd; eller opkomlinger fra skogtrafik, fra husmandsstuer, som ved giftermaal har hoppet op paa selveierkrakken.
At skrive et distrikts gaardhistorie er for tiden et møisommeligt arbeide. De nødvendige oplysninger maa plukkes sammen fra et utal af kilder, de fleste utrykte og mangelfuldt ordnede.
Men jordegodsets historie, helst detaljeret gaardhistorie, maa vi faa. Paa den vis bringer vi historien, ikke bare til dørstokken, men helt ind i stuen til bygdefolket. Og for bygdefolkene vil dette blive en berigelse for deres kultur, binde dem fastere til fædrejorden, gjøre dem mere »hjemkjære og jordkjære«. For vor almene historie kan heller ikke en udredning af jordegodsets historie stort længer undværes.
Men skal dette arbeide blive overkommeligt, maa det udføres systematisk og distriktsvis. Den første betingelse herfor er, at arkiverne bringer orden i kildestoffet, saa det bliver fuldt tilgjængeligt og lettere at bearbeide. Arkiverne faar se at skaffe tilveie kataloger og registre.
Det følgende er et forsøg paa en vanlig gaardhistorie,
dog med sterk beskjæring af slegtshistorien. Hovedhensigten
er at faa frem, at vi kan følge en bygdegaards
skjæbne temmelig langt tilbage, i nærværende tilfælde i
600 aar.
Jeg har valgt Aker i Sem ved Tønsberg, en middelsstor bygdegaard.
Eierlisten er vekslende nok: prester, adelsmænd, bønder, danske adelsmænd, atter prester, saa en kirkebygger, en byborger, en kaptein, endelig en typisk selveierbonde hvis søn og efterfølger hopper op i officersstanden, og hvis ætlinger bor der endnu i vore dage.
1. Akers beliggenhed. Tønsbergfjorden bliver nordover
fra Melsomvik af temmelig trang, men udvider sig
inderst inde til en rummelig vaag, som imidlertid er for
grund til helt at kunne udnyttes som havn. Paa østsiden
af vaagen reiser sig det bekjendte Slotsfjeld, og sørover
fra dette gaar en ryg, hvorpaa Tønsberg ligger.
Nord- og vestover fra byfjordens bund strækker sig lave vidstrakte lerfelter indover mod raet, den store grusmoræne, som fra Hortens-kanten slynger sig ned igjennem Vestfold helt til Larvik. Men raet er lavt her indenfor Tønsberg og gjennembrydes af Aulielven.
Paa dette frugtbare lerfelt ligger den gamle kongsgaard Sem (Sæheimr, sjøgaarden), omkr. 1680 omdøbt til Jarlsberg. Som nabogaard mod vest laa Auli, engang hovedgaard for St. Olavsklostret i Tønsberg, senere sammensmeltet med Jarlsberg.
Langs Tønsbergfjordens vestside, opover mod lerfeltet, kommer syd fra Stokke skydende op en fladtrykt ryg. Denne høideryg skilles fra raet vestenfor ved en indsænkning i lændet; udfyldt af Akersvandet og store myrstrækninger. Den nordligste del af høideryggen hører Sem til, og her ligger gaardene Bjelland, Manum og Vik, de to sidste paa skraaningen ned mod lerfeltet. Længer vest, ved nordenden af Akersvandet og tildels i heldingen mod dette, ligger Eldre og Aker.
Aker, hvis historie vi nu skal følge, har en prægtig beliggenhed med fri og vid udsigt mod syd over Akersvandet og gaardene rundt dette. Neppe nogen anden gaard i Tønsbergs omegn ligger vakrere til. Med hensyn til lænde eier Aker alle de betingelser, som skaber en god gaard. Jordbunden er frugtbar, og en betydelig del af arealet er skikket til opdyrkning. De svagt heldende jorder maatte være lette at dyrke ogsaa i ældre tider; deraf navnet (Akr, aker). Heller ikke passende skogbund mangler.
Hvorfor blev saa ikke Aker nogensinde adelig hovedgaard? Fordi gaarden var for liden og myrer og skograbber hindrede udvidelser til siderne. Aker var bedst skikket som storbondegaard eller officersgaard.
2. Aker er omkr. 1300 kirkegods. Aker omtales første
gang i et diplom af 1. marts 1329[1]. Vi faar da vide
følgende.
Aker har en tid før tilhørt erkeprest Torkell[2] som privatgods; men han havde skjænket gaarden til domkirken i Oslo (til Margaretas alter i St. Halvards kirke). Nu i 1329 tilhører den fremdeles domkirken. Men biskopen, Salomon Toraldsson, indgaar et mageskifte med drotsete Erling Vidkunssøn. Erling faar overdraget Aker, 8 markebol stor. I vederlag skal han give domkirken gaarden Bleiker i Asker, 6 markebol stor, samt 1 markebol anden god jord.
Gaardens landskyld før svartedøden var altsaa 8 mark, som skulde svare til 8 skippund tunge eller 24 bismerpund smør. Denne høie landskyld vidner om stive jordpriser her i landet i den nærmeste tid før 1350. Aker fik nemlig ved matrikuleringen i 1660-aarene bare omkr. 3 skippund i skyld. Da imidlertid Erling Vidkunsson slipper med at betale 7 markebol i bytte, tør vi vel tage dette som en erkjendelse fra prælaterne af, at Akers landskyld var skruet op vel meget.
3. Aker er adelsgods 1329–1419. Erling Vidkunsson
af Arnmødling-ætten, som i 1329 satte Aker paa sin jordliste,
var netop paa den tid landets mægtigste stormand.
Da Haakon den 5. døde paa Tunsberghus 1319, var tronarvingen,
dattersønnen Magnus, endnu i barneaarene, og
Erling blev formynderstyrets første mand. Allerede omkr.
1330 var han ogsaa en rig jorddrot; noget senere blev
han gjennem arv landets største. Hans største godssamlinger
var Giske og Bjarkø, men han havde gods hele
kysten langs fra Sogn af og opover. Paa Østlandet eiede
han kun spredte brug, vistnok erhvervet for at kunne
have herberger paa sine reiser og kortere ophold her.
Saaledes tilbyttede han sig sikkert Aker for at have en egen besiddelse lige ved Tønsberg, hvor hans politiske gjøremaal ofte tvang ham til at opholde sig. Fra Aker kunde han let faa forsyninger til sin husholdning paa Tunsberghus eller i selve byen. Og i mindre travle tider har sikkert Erling Vidkunsson ogsaa boet paa det vakre, rolige Aker. Manglede gaarden fra først af høvelige husrum, kunde det snart blive rettet paa.
Erling Vidkunssøn døde 1355.
Om Aker faar vi ingen ny oplysning før 1419. Gaarden er fremdeles adelsgods, men hører nu til Manvik-godset.
Manvik paa Brunlanes maa være en af Vestfolds allerældste adelige hovedgaarder. I slutten af 1300-tallet eies Manvik med undergods af Hjerne-ætten, en fra Sverige indflyttet og indgiftet æt. Fra Eiliv Hjerne gik godset ved arv over til datteren Margreta Eilivsdatter, gift med en Didrik Wistenakker, rimeligvis en tysker.
Som undergods til Manvik lar paa dette tidspunkt – foruden gaarder paa Neset – ogsaa flere Sandeherredsgaarder (Bugaarden, Hosle, Sverstad) og desuden Aker og Eldre i Sem.
Didrik Wistenakker maa være død omkr. 1416. Som enke udsteder nu Margreta Eilivsdatter i 1419 et brev fra Manvik, som vedrører Akers historie[3]. I dette brev overdrager hun sin »tro tjener« Skog Torbjørnssen
- begge Hosle-gaarder i Sandeherred,
- begge Sverstad-gaarder i do,;
- Aker og Eldre i Sem.
Overdragelsen er dels gave, undt ham for hans fars og hans egen tro tjeneste, dels vederlag for penger, som hun og hendes afdøde husbond er blevet skyldig Skog. Og vil ikke hendes arvinger stadfæste gaven, skal de betale 400 lødige mark i indløsning for jordegodset.
I et andet samtidigt brev[4] kvitterer fru Margreta Skog fra hans ombud. Og 1422 kundgjør hun[5] at hun allerede 1418 havde skjænket Skog alle de leiekjør, hun havde omkring Manvik.
Disse gaver stadfæstes af hendes arvinger Sigurd Jonssøn og Jønes Hjerne i 1424[6].
Vi faar ikke i disse diplomer greie paa, hvorledes Aker er kommet under Manviks eiere. Men ganske vist er gaarden gaaet i arv gjennem adelige mellemled efter Erling Vidkunssøn. Altsaa var nok Aker adelsgods i hele tidsrummet 1329 til 1419.
4. Aker eies af Skog Torbjørnssøn og arvinger fra
1419 til omkr. 1450. Skog maa have været godsfoged
paa Manvik. Nu tog han rimeligvis bopæl i Sandeherred
og syslede med sit jordegods. Men han levede nok ikke
mere end til omkr. 1430. I et diplom af 1431[7] faar vi
nemlig høre om et arveskifte efter Skog. Jordegodset
deles da saaledes:
Rolv Torbjørnssøn, bror af Skog, faar Hosle- og Sverstad-gaardene i Sandeherred;
Tor Olavssøn faar Aker og Eldre i Sem.
Sidstnævnte, nu fra 1431 eier af Aker og antagelig en tid bosat der, maa enten være brorsøn af Skog, eller han kan være gift med en brordatter. Hans hustru heder Margreta Sveinsdatter.
Nabogaarden Eldre kom muligens ifølge med Aker i jordlisterne allerede i Erling Vidkunssons tid. Dens gamle skyld var 4 mark, halvdelen af Akers.
5. Aker atter adelsgods 1450–1632. Tor Olavssøn
maa være død omkr. 1450. Men før sin død har
han solgt Aker (8 markebol) og Eldre (4 m.) til Hartvig
Krummedike. Salget stadfæstes af Tors arvinger i et
diplom af 1453[8].
Den danske adelsmand Hartvig Krummedike havde som enkemand giftet sig med Katarina Buk, arveberettiget til Brunla hovedgaard paa Brunlanes. Her boede han en tid. Han drev energisk paa med jordindkjøb. Bare paa Vestfold eiede han omkr. 1460 ca. 125 gaarder[9]. Og han døde 1476 som en af Norges rigeste jordegodseiere.
Sønnen Henrik Krummedike blev hans arvtager. Ligesom sin Fader spillede han en betydelig politisk rolle, var som han en dygtig mand, godskjær og ofte hensynsløs i optræden. Han døde 1530.
Krummedikernes jordegods blev nu spredt. De allerfleste af gaardene paa det sydlige Vestfold kom efterhaanden over til Jernskjeg-ætten, som i sidste halvdel af 1500-tallet blev den største jorddrot paa Larviks-kanten og bl. a. eiede hovedgaardene Fritsø og Brunla.
Den første af Jernskjeg-ætten heroppe var Iver Jenssøn, som døde 1570. Hans søn Peder Iverssøn døde 1616 uden mandlige arvinger, og godset gik nu over til datteren Emerense Pedersdatter, gift med dansk landsdommer Klaus Brochenhus.
Alle de her nævnte maa have havt Aker paa sine jordlister. Med fuld vished ved vi dog kun, at Peder Iversson og svigersønnen eiede gaarden. Den sidste solgte den 1632, og salgsdokumentet er endnu i behold.
6. Aker eies af presterne i Sandeherred 1632–1695.
Ved skjøde af 13. sept. 1632[10] sælger Klaus Brochenhus
Aker til sogneprest i Sandeherred Oluf Prytz for 400
rdl. Gaardens landskyld opgives nu til 5 løper smør
(= 15 bpd.).
Fra Oluf Prytz, som døde 1649, gik Aker over til svigersønnen og eftermand i kaldet Kristian Dop, død 1668. Arvingerne beholdt gaarden til 1695.
I 1600-tallet faar vi adskillige oplysninger om Aker. Først merker vi os, at gaarden har byttet landskyld og istedetfor myntskyld (8 mark) faaet smørskyld (5 løper) Dette ombytte foregik dog længe før, nemlig omkr. 1450, idet gaarden i Hartvig Krummedikes jordebog første gang opføres for 5 løper.
Men tingen er, at gaarden burde faaet nedsættelse (om ikke ombytte) af den officielle landskyld allerede straks efter svartedøden, 1350. Landskylden skulde jo angive bygselsværdien. Naar Aker endnu 100 aar fremover bærer skiltet 8 markebol, kan det kun være et handelsfif af jordeierne. Den virkelige bygsel-afgift blev som bekjendt i denne tid fastsat ved underhaands-overenskomst. Landskylden var væsentlig en handels- og skatte-faktor, skjønt dens størrelse dog lagdes til grund ved fastsættelsen af bygslen.
8 mark = 24 bpd. smør; 5 løper = 15 bpd. Altsaa en nedsættelse fra 1450 af, men ikke klækkelig nok. Leilændingerne paa Aker maa have havt haarde betingelser. Omkring 1650 trykkes skylden ned i 12 bpd. Endda ikke nok. Matrikulerings-kommissionen i 1660-aarene satte gaarden bare i 9 bpd. (2 skippund tunge + 3 bpd. smør). Denne skyld beholdt den helt ind i 1800-tallet.
Over gaardens besætning har vi to opgaver:
1657: 4 hester, 12 kjør og kviger, 16 sauer, 5 griser.
1667: 4 –, 16 –, 8 ungnaut, 15 sauer.
Matriklen oplyser, at gaarden ialt har 36 tøndesaa akerland, hvoraf 1⁄3 aarlig ligger brak. Al jord, skikket til oprydning, er opbrudt. Skog af gran til nogen smaalast.
Aker dreves i denne tid snart af 1, snart af 2 leilændinger.
En enkelt oplysning fra det tidsrum, Sandeherredspresterne eiede Aker, viser, at gaardens værdi sank. Prytz gav jo 400 rdl. for Aker i 1632. Men i skiftet efter Dop 1671 takseres gaarden for dens »ringheds skyld« bare til 300 rdl. Presterne maa have drevet gaarden og vel særlig skogen paa rov og ladet husene forfalde.
7. Aker eies af murmester Hans Martin Heintz
1695–1704. Dops arvinger solgte Aker til murmester
Hans Martin Heintz. Skjødet, hvis ordlyd ikke kjendes,
er udstedt fra Hedrum prestegaard 23. jan. 1695. Heintz
kjøbte et par aar efter ogsaa nabogaarden Eldre af Anders
Madssøns arvinger.
Heintz tog bolig paa Aker og var der til 1704. Han var nok kirkebygger og blev benyttet af grev Wedel til at reparere grevskabets kirker. Han var vel danske eller tysker. Hustruen hed Katarina Gouth.
Heintz maa snart have paataget sig bygge-arbeider par andre kanter, for i 1704 har han givet hustruen fuldmagt til at sælge baade Aker og Eldre.
8. Aker eies af Henrik Mogenssøn og arv. 1704–09.
Ved skjøde af 28. apr. 1704 sælger Katarina Gouth baade Aker og Eldre til borger i Tønsberg Henrik Mogenssøn.
Kjøbesum 405 rdl. Prisen viser to ting: det var hastverkssalg,
og Heintz kan ikke have kostet stort paa Akers
huse.
Henrik Mogenssøn hørte til en gammel Tønsberg-æt, den mest anseede ved siden af Anders Madssøns. De fleste af hans børn tog navnet Stoltenberg. Mogenssøn eiede helt eller delvis en 12–14 bygdegaarder, deriblandt den betydelige gaard Manum, nabogaard til Aker. Og paa Manum boede stadig enkelte af familjen. Aker og Eldre synes de at have drevet som avlsgaarder under Manum.
Henrik Mogenssøn døde 1705. Enken Anne Jensdatter (Heggelund) solgte snart Aker og Eldre.
9. Aker eies af kaptein Schrader 1709 til ca. 1727.
Anne Jensdatters søster Kirsten Heggelund var gift med
infanterikaptein Hans Jochum Schrader. Til denne svoger
solgte fru Mogenssøn Aker og Eldre i 1709 for 550 rdl.
Men før salget afdelte hun et stykke af Akers skog og
lagde det til Manum.
Kaptein Schrader tjente først ved danske regimenter, men kom herop omkr. 1700, blev kaptein 1704 og havde ansættelse ved 2. smaalenske regiment. Dette fik flere af sine kompanier fra Tønsberg-egnen, og Schrader var chef for et af disse (Søndre jarlsbergske komp.).
Da Schrader kjøbte Aker og bosatte sig der, var han 50 aar gammel. Han deltog i krigen 1710–20, men nævnes sjelden og steg ikke i grad. Han fik paa ansøgning afsked 1726.
Økonomisk synes Schrader at have siddet noksaa vel i det, ialfald fra først af. Hans hustru havde arvemidler. Men det gik utvilsomt nedover med aarene. Vi kan gaa ud fra, at han har maattet bygge paa Aker; i de urolige krigsaar kunde han ikke føre tilstrækkeligt tilsyn med driften af sine gaarder, og da freden begyndte 1720, maatte han føre et kostbart hus.
Det selskabelige liv begyndte nemlig at skyde sterk fart i kystbygderne netop nu. Og det var officers-familjerne, som førte an. De udgjorde den vigtigste del af bygdearistokratiet. I krigsaarene og straks efterpaa foregik en betydelig indvandring af militære konditionerte i bygder som Sem og Stokke. De slog sig ned paa de større bondegaarder, som de kjøbte op.
I en liden ring omkring Aker havde saaledes kaptein Schrader følgende standsfæller: Paa Manum boede oberst Vosgraf, paa Hesby oberstløitnant J. Chr. Schilling, paa Vølen i Skjee en yngre officer Andreas Duus. Paa Melsom syd for Akersvandet boede som godseier Mikkel Wolf, paa Fossnes i Arendal Hans Nilssøn Vogn. Desuden omgikkes Schraders flere af grevens funktionærer og den velstaaende bonde paa nabogaarden Vik, Jakob Olsson.
Det er let forstaaeligt, at det var trang til selskabelig hygge efter krigsaarene. En hel række bryllupper blev feiret inden de her nævnte familjer; Schrader selv giftede bort to. Og fadderlisterne ved barnedaab viser, at det ikke blev knuslet.
Men det blev et liv over evne for mange. Skifteprotokollerne røber, at de fleste baade af officers-familjer og andre konditionerte var forgjældet.
Da Schrader havde taget afsked 1726, solgte han straks baade Aker og Eldre. Da han havde voksne sønner, gjorde han dette neppe helt frivillig. Han flyttede til Botne og boede her hos en af sønnerne.
Kaptein Schrader døde 1735, 76 aar gammel; hans hustru to aar efter.
10. Aker kjøbes af bonden Jakob Olssøn 1727. Det var til sin nabo Jakob Olssøn paa Vik, Schrader solgte Aker. Eldre afhændede han til oberst Vosgraf paa Manum.
Som nævnt maa vi antage, at Aker nu havde faaet nye huse. Om gaardens tilstand ellers finder vi i matriklen af 1723: udsæd 20 tdr. havre, 6 skjepper blandkorn, 2 skjepper hvede; høiavling 60 læs; besætning: 3 hester, 18 kjør, 8 sauer. Altsaa synes ikke gaardsdriften at have gaaet op efter 1667.
Salgssummen kjender vi ikke, da skjødet er tabt. Men en kort oplysning i tingprotokollen viser, at Schrader eller vel hans søn prøvede paa at tage gaarden igjen paa odel 1729. Jakob Olssøn havde nemlig alt solgt Aker for 700 rdl. til en kjøbmand Seberg i Tønsberg. Handelen gik om, og Jakob Olssøn kom til at beholde Aker.
Det var nu hundreder af aar, siden en selveiende bonde havde boet paa Aker. Bondestanden her i Tønsbergs nærmeste omegn havde længe været fortrykt og økonomisk udarmet. Saapas gaard som Aker var det et særsyn her at træffe i bønders eie. Anderledes var det i de indre bygder, og Jakob Olssøn var da ogsaa en indflytter derfra.
Paa Fossan i Vaale, Firing i Ramnes, Skjerven i Lardal havde i lange tider boet storbønder. Rundt disse var en ganske talrig kreds af jevnt velstaaende gaardbrugere, saa bønderne var de raadende selv i de bygder. Ogsaa i Andebu stod bønderne sig godt.
Jakob Olssøn var fra Sukke i Høijord, anneks til Andebu. Baade han og hustruen Eli stammede fra jevne velstandsbønder. Han eiede dog neppe mer end omkr. 300 rdl., da han i 1707 kjøbte Vik i Sem. Her boede han saa et snes aar og klarede sig godt, trods sin stor familje. Da hustruen Eli døde 1718, indgik han snart efter nyt egteskab med lensmandsdatteren Aase Svensdatter fra Bjørke i Vaale. Hun hørte til Fossan-folket.
Det er en fornøielse at følge Jakob Olssøn i de 55 aar, han boede i Sem. Det er en gløgg kar med forretnings-anlæg, økonomisk, paapasselig og forsigtig. Smaat, men støt manøvrerer han sig frem gjennem daarlige som gode aar og sidder tilslut som Sems rigeste bonde paa lensmands-taburetten. Og det bedste af alt er, at skjønt hans gaard Vik var tingsted, holdt han sig mest mulig væk fra ting-kranglerier, ellers en svag side netop hos de gløgge bønder.
11727 kjøbte han altsaa Aker (antagelig for omkr. 650 rdl.) og flyttede snart did. Vik overlod han sin ældste søn Hans. Han kjøbte ogsaa Askehaug, en part i Lensberg, hvor han drev møllebrug, samt halve Aulerød. I pantebøgerne fra disse aar kan vi se, at han ofte laaner ud mindre beløb til omegnens bønder mod pant i gaardene. Og han bliver efterhvert efter bygdens ikke store forhold en velholden mand.
Jakob Olssøn bliver lensmand. I 1745 blev Jakob Olssøn lensmand i Sem og Nøtterø. Hans formand Jørgen Kristenssøn Gulli havde havt hvervet i hele 40 aar. Ellers havde nok Jakob O. faaet det før. Nu var han sterkt tilaars (66 aar) for et saa byrdefuldt hverv, og han beholdt det ogsaa bare i 7 aar.
Efter et ældgammelt lovbud skulde til bondelensmænd vælges anseede bønder. Da lensmandshvervet var toppunktet af, hvad en bonde kunde naa paa den sociale rangstige, var det selvfølgelig meget eftertragtet. Naar en bondekakse kunde skrive sig »Kongelig Mayestetz lensmand«, var han ubestridt bygdens første mand. Utvilsomt blev dette en spore til, at velstandsbønder søgte at skaffe sine sønner »lærdom« i opveksten, for en lensmand maatte jo være bog- og brevsynt.
Jakob Olssøn kunde nok baade læse og skrive. Hans oldefar (efter hvem han var opkaldt), Jakob Olsson Kjæraas, havde nemlig været lensmand i det store Arendal skibrede i 1620-aarene, og siden maa det have været sed i ætten, at de gløggeste gutter skulde have »lærdom«.
Praktisk uddannelse for stillingen havde Jakob O. faaet ved, at hans gaard Vik i en lang aarrække var tingsted.
Bondelensmandens pligter var mangeartede. Han skulde bistaa skriver og foged, registrere dødsboer, inddrive skatter, pante, forkynde stevninger, fakke lovbrydere, m. m. Han maatte have et arresthus paa sin gaard.
Aflønningen var omkr. 1750 ynkelig liden. Tidligere havde lensmændene havt en skattefri gaard; nu maatte de nøie sig med de tarvelige sportler og en ubetydelig fast løn. I en ekstraskat-ligning fra 1743 faar vi vide, at lensmændenes fortjeneste var: i Vaale 12 rdl., i Andebu 13, i Stokke 20, i Ramnes 20, i Sem 30 rdl.
Jakob Olsson gik af som lensmand 1752.
Jakob Olssøn fører proces. Trods al sin befatning med forretninger og ting og retssager undgik Jakob O. mest mulig for egen part processer. En enkelt gang tog han dog affære. Men da gjaldt det at verge sin gaard mod overgreb. Dermed hang det slig sammen.
Syd for Akersvandet ligger storgaarden Melsom. Den var i 1600-aarene en tid adelig hovedgaard, men var 1685 kjøbt af skipper Peder Wolf. Melsom eier et værdifuldt vandfald i den korte elv, som danner afløb for Akersvandet. Og dette vand havde Melsoms eiere fra gammel tid ret til at opdæemme. Men sluserne skulde aabnes om vaaren, saa opsidderne rundt vandet kunde faa høste høi om sommeren.
Peder Wolf var en driftig mand og drev baade sager og kverner i fossen. Men midtsommers kneb det med vand, og han holdt sluserne igjen længst mulig om vaaren. Ved at godsnakke med opsidderne og betale dem lidt undgik han dog retslig paatale.
Omkr. 1740 stod sønnen Mikkel Wolf som eier af Melsom. Han udvidede brugsdriften endnu mere, men optraadte mere stivt end faren overfor opsidderne. Vaaren 1739 stod vandet endnu 20. mai høit opover jorderne. Alle henstillinger fra bønderne var faafængte; de fik det svar, at han vilde udnytte sin dæmningsret. Men saa gik bønderne rettens vei, og de vandt sagen med glans, da dommen faldt høsten 1741.
Endnu en proces blev Jakob Olssøn indblandet i. Den havde sin komiske side, og bygdefolket fik sig sikkert en god latter. Men Jakob Olssøn havde ingen grund til at le med, for processen førtes mellem hans egen søn og svigerdatter. Sidstnævnte sad igjen som enke paa Vik efter Jakobs ældste søn Hans. Hun eiede ikke stort i gaarden, og da næstældste søn Ola skulde gifte sig og have gaard, kjøbte han Vik. Men svigerdatteren negtede at flytte. Og Ola maatte procedere en 2–3 aar, før han fik hende ud. Men baade Ola og hans fader optraadte rigtignok meget lemfældig, ja skriveren kan ikke dy sig for at tilføie i protokollen, at hun havde fortjent en ganske anden justits.
Som nævnt sluttede Jakob Olssøn som lensmand i 1752, og fire aar senere gav han fra sig sine gaarder til sønnerne. Han døde 1763, 85 aar. Hans anden hustru var død allerede 1739.
Jakob Olssøn havde en stor barneflok, ialt 14, hvoraf dog flere døde unge. Men en talrig efterslegt stammer ned fra ham, spredt i Tønsberg-egnen. Og blandt hans efterkommere finder vi ogsaa den mand, som i 1800-tallet blev distriktets mest navngjetne, sæl- og hvalfangeren Svend Foyn. Han var Jakob Olssøns sønnedattersøn.
Af Jakob Olssøns børn kan nævnes:
1. Mari Jakobsdatter, f. 1707, d. 1743, g. 1. m. Ivar Franssøn Stavnum i Stokke, 2. m. vagtmester Kristoffer Ingebretssøn Stangeby.
2. Hans Jakobssøn, f. 1709, d. 1741, g. m. Marte Halvorsdatter fra Bratte-Kverne i Arendal. Hans var opsidder paa Vik.
3. Ola Jakobssøn, f. 1712, d. 1788, g. m. lensmandsdatteren Aase Jørgensdatter Gulli. Ola boede paa Vik.
4. Elen Jakobsdatter, f. 1721, g. m. Jens Nilssøn Berg, skogfoged hos greven.
5. Anne Jakobsdatter, f. 1724, d. 1749, g. m. lensmandssønnen Hans Jørgenssøn Gulli.
6. Svend Jakobssøn Ager, f. 1725, d. 1800, blev infanterikaptein og fik hjemgaarden Aker efter faren. Mere om ham nedenfor.
7. Nils Jakobssøn Ager, f. 1728, g. m. Stina Dortea Henningssøn, var i 1761 kvartermester ved Storms dragonkompani. Nils fik Askehaug efter faren, men solgte snart gaarden og flyttede væk.
8. Gjertrud Jakobsdatter, f. 1732, d. 1777, g. m. Guttorm Kristoferssøn Fyldpaa i Sem.
8. Else Jakobsdatter, f. 1735, g. m. en lensmandssøn fra Andebu Per Paalssøn Sjue. De boede paa Fossan i Vaale.
11. Aker eies af kaptein Svend Ager 1756–1800.
Ved skjøde af 28⁄2 1756 kjøbte sønnen Svend hjemgaarden
af sin far for 1000 rdl.
Svend Jakobssøn var militær og tog som familjenavn von Ager. Han blev officer 1756, kaptein 1781, tog afsked 1788.
Han blev 1769 gift med Karen Holst, f. 1739, datter af sogneprest til Røken Paul Christian Holst.
Kaptein Svend Ager kjøbte adskilligt jordegods udenom Aker. Omkr. 1761 var han en tid medeier i nabogaarden Manum. Efter sin far overtog han Øvre Lensberg og kjøbte endelig i 1784 Nedre Hesby, som i et par mandsaldre havde været i officer-familjen Schillings eie.
Svend Ager og Karen Holst havde følgende børn:
1. Jakob Holst Ager, f. 1773, d. 1841, blev officer 1788 og steg til oberstløitnant. Han overtog Aker efter sin far, men solgte gaarden. Senere boede han en tid paa Skjeggestad i Ramnes. Var g. m. Katrine Marie Olsen.
2. Hans Glad Ager, f. 1776, d. 1837, blev officer 1793 og steg som sin bror til oberstløitnant. Boede en tid paa From i Sandeherred, men i sine sidste aar paa Toten. Var g. m. Cecilie Olsen, en søster af brorens hustru.
3. Bente Marie Ager, f. 1781, d. 1842, g. m. Laurentius Foyn. Sønner: Laurentius Foyn og Svend Foyn.
Kaptein Svend Ager døde 1800, 75 aar. Skiftet viser, at boets nettoformue var ca. 5000 rdl. Ældste søn fik Aker, næstældste Hesby og datteren Lensberg. Enken Karen Holst overlevede ham helt til 1826 og var da 87 aar.
12. Aker i 1800-aarene. Af Akers historie i sidste
hundredaar maa vi indskrænke os til kun at give et kort
uddrag. Den livlige udvikling ogsaa i landbrugsforhold
gjør gaardhistorien indviklet i dette tidsrum og bred.
Gaardene bliver opstykket ved delingsforretninger, og de
enkelte parter skifter som regel oftere eier.
Ogsaa Aker har maattet friste bygdegaardenes vanlige skjæbne: er blevet opdelt og har havt mange eiere. Gaarden gik dog som samlet brug til 1825.
Efter kaptein Svend Agers død 1800 overtog snart ældste søn Jakob Holst Ager gaarden efter en takst af 2000 rdl. Han byggede en prægtig ny hovedbygning, som endnu staar og er i brug. Den nu ærværdige og gammelkoselige bygning er sikkert en heldig repræsentant for bygningsskik blandt Tønsberg-egnens konditionerte omkr. 1800. Men antagelig blev byggevirksomheden eieren vel kostbar; thi i 1806 afhændede han Aker til en fremmed, Peder Bertelsen, for 11000 rdl.
I 1810 tog næstældste søn efter Svend Ager, Hans Glad Ager, gaarden igjen paa odel, men maatte betale den med 18000 rdl. Hensigten var at skaffe den ældre bror gaarden tilbage. Denne vilde altsaa gjøre et nyt forsøg paa at hevde stillingen. Det gik ikke. Allerede 1812 maatte Jakob Holst Ager for anden gang overdrage Peder Bertelsen Aker – og tabte tilmed 6000 rdl.
Peder Bertelsen solgte straks eiendommen til kjøbmand Nils Bull i Tønsberg, som beholdt den til 1825.
Nu kom Aker atter over til bønder. Ola Olssøn og Berulv Knutssøn fra Drangedal kjøbte ved skjøde af 29⁄10 1825 Aker for 7000 spd. Men saa begynder opdelingen. Aaret efter solgte de to bønder 1⁄3 af Aker til byfoged Lahn for 4000 spd. Efterpaa delte de resten sig imellem og frasolgte underbruget Løkeberg.
Senere har Aker som regel været delt i 3 brug.
Nu i 1907 eies de af følgende:
Nr. 1. Skibsreder Carsten Bruun, hvis hustru Maren Sybille Bull Foyn er sønnedatter af Bente Marie Ager. Det var denne part, byfoged Lahn kjøbte i 1826, og her staar den gamle hovedbygning. Bruget skiftede flere gange eier i de følgende aartier. Endelig kjøbte Laurentius Foyn det tilbage til Jakob Olssøns slegt i 1875. Kjøbesummen var da 5000 spd. Den nuværende eier overtog eiendommen i 1890.
Nr. 2. Gaardbruger Anton Nilsen Skjelland. Ved delingen i 20-aarene fik Berulv Knutssøn denne part. Han solgte den straks, og senere var den en tid slaaet sammen med nr. 1.
Nr. 3. Gaardbruger Anton Gjersøe, hvis hustru er datter af den ovenfor nævnte Ola Olssøn. Bruget har siden delingen tilhørt samme familje.
De 3 gaarder Aker hører nu blandt de bedst drevne i distriktet. Jorderne er omhyggelig dyrkede, bebyggelsen er solid og vakker, og skogen staar frodig. Aker-gaardene er blevet trygge selveierhjem.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dipl. Norv. II 143. I diplomet siges, at Aker ligger i Stokke; vel en feilskrift.
- ↑ Torkell Gunnarssøn nævnes som prest ved Halvardskirken i Oslo allerede 1291; levede endnu 1327.
- ↑ Dipl. Norv. III 466.
- ↑ Dipl. Norv. III 467.
- ↑ Dipl. Norv. III 479.
- ↑ Dipl. Norv. III 485.
- ↑ Dipl. Norv. II 530.
- ↑ Dipl. Norv. III 597.
- ↑ Se Fortegnelse over H. K.s jordegods i Norge, Norske gaardnavne. VI.
- ↑ Yngre diplomer, rigsarkivet.