Nesjar og Nesit

Albert Kjær

Nesjar og Nesit

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, femte Bind, 1909 (s. 204-231).

NESJAR OG NESIT.

AF

A. KJÆR.

---

Til de af O. Rygh i to tidligere Bind af dette Tidsskrift givne Undersøgelser af topografiske Spørgsmaal i Kongesagaerne slutter Yngvar Nielsen sig med en Afhandling i dette Bind om Nesjar. Foranlediget ved denne gjennemgik jeg inden Afslutningen af det af mig bearbeidede 6te Bind af Ryghs »Norske Gaardnavne«^[1] de Steder i de gamle Kilder, som nævner eller sigter til denne Lokalitet, og kom derunder til et noget andet Resultat end Professor Nielsen, hvad jeg i Korthed søgte at begrunde i nævnte Bind af NG., S. 445 f. Ved yderligere at overveie Kildernes Udtryk er jeg senere bleven tilbøielig til at fjerne mig end mere fra hans Opfatning. Det hele Spørgsmaal har, saavidt jeg ser, ikke nogen større Rækkevidde. Men da t. Ex. de i Prof. Nielsens Afhandling anførte Opsatser i Dagspressen viser, at det omfattes meg Interesse, ialfald i Jarlsberg og Larviks Amt, tør en nærmere Redegjørelse af, hvorledes jeg mener Kilderne maa forstaaes, maaske være paa sin Plads i dette, til topografiske Studier viede Bind af »Historisk Tidsskrift«, hvor jeg ogsaa har Anledning til udførligere at begrunde min Mening end paa ovenfor anførte Sted.

1. Nesjar og Nesit. Det nuværende Brunlanes Herred kaldes i de norske Kilder fra den senere Middelalder Nesit (og endnu i daglig Tale »Neset«). Hermed har O. Rygh i sine haandskrevne »Oplysninger til norske Gaardnavne«, Bd. IV under Overskriften »Gammelt Navn« sidestillet Formen Nesjar i Kongesagaerne^[2]. I Registret til Fornmanna sögur (1837) antages Nesjar at være Neset mellem Skiensfjorden og Larviksfjorden, altsaa = Nesit (Brunlanes. P. A. Munch har derimod i »Norge i Middelalderen« (1849) S. 169 f. skjelnet skarpt mellem disse Former, idet han forklarer Nesjar som det hele Kystland fra Tønsbergfjorden til Grenmar, Nesit som det nuværende Brunlanes; S. 179 smst. antager han endog, at Eidanger i de ældste Tider regnedes med til Nesjar. Til denne Munchs Mening om Nesjar slutter Finnur Jénsson sig («Halvøen mellem Tønsbergfjorden og Langesundsfjorden«, se hans Udgave af Heimskringla III S. 576). Ogsaa Yngvar Nielsen fremhæver stærkt, at de to Former betegner forskjellige Omraader; men han kommer til det. Resultat, at Nesjar er det mindre, Nesit det mere omfattende Navn. Efter ham er Nesjar Navn kun paa et enkelt Nes i det nuværende Brunlanes Herred, Mølen, eller høist paa dette og et nærliggende, fra Gaarden Oddene udstikkende Nes (se Kartet S. 94 foran), altsaa en meget liden Del af det Omraade, som senere kaldes Nesit. Omtrent samme Forklaring er ogsaa given af P. A. Munch, men uden nogen Begrundelse, i »Det Norske Folks Hist.« I, 2 (1853) S. 530. Efter Gustav Storm er Nesjar Nesene mellem Langesundsfjorden og Tønsbergfjorden, og serlig Nesit ɔ: Brunlanes (Note i hans Oversættelse af Heimskringla), og omtrent samme Mening har maaske ogsaa O. Rygh egentlig havt. Naar Rygh i sine »Oplysninger« (fra Aaret 1899) sidestiller de to Former, medens han i en Artikel i »Landsbladet«, 1894 Nr. 86 tager Nesjar i Betydningen »Nesene eller Halvøerne mellem Tønsberg Tønde og Langesundsfjorden«, er Sidestillingen maaske saa at forstaa, at Nesit i den senere Middelalder har afløst Nesjar, efterat det Omraade, som bar dette Navn, i Tidens Løb var blevet indskrænket til det nuværende Brunlanes. Jeg tror, at Kilderne taler for, at Nesjar har betegnet et større Omraade, idetmindste Tanum og Berg Sogne af det nuværende Brunlanes Herred, men sandsynligvis endnu mere, og ikke, som Professor Nielsen mener, at det har været et enkelt Punkt paa Kysten (Mølen alene eller Mølen og det nærmeste Nes). Inden jeg søger at begrunde dette, vil jeg dog først besvare et Spørgsmaal, man kunde gjøre.

2. Er Nesjar her kun en islandsk eller tillige en norsk Navneform? Et Sted paa Nøtterø skrives i islandske Kilder við Hrafnabjörg (Fornm. s. VIII 260), fyrir Hrafnabjörgum (Sturl. s. I 89), altsaa i Flertalsform, men i Norge Ramfnabergh (Norges gamle Love II 265), Entalsform, hvad der vistnok er det rette^[3]. Man kunde derfor mene, at Kongesagaernes Nesjar paa samme Maade var en særlig islandsk Flertalsform, der gjengav en Entalsform *Nes eller Nesit i de norske Kilder, saa at Nesjar følgelig maatte være Brunlanes eller en Del af dette. Uagtet ingen, mig bekjendt, har fremsat en saadan Formodning, kan det dog være værdt at fastslaa, at den ingen Berettigelse kan have; Nesjar er ikke alene islandsk, men maa ogsaa have været norsk Form af den her omhandlede Lokalitets Navn. Prof. Nielsen har saaledes paapeget, at Nesjar forekommer ialfald i én sikker norsk Kilde, eftersom Theodricus monachus siger, at det bekjendte Sjøslag i 1015 mellem Olav den Hellige og Svein Jarl stod »in loco, qui dieitur Nesiar«^[4]. Mulig kunde man her indvende, at denne Kilde ikke har saa stor Beviskraft; om Forfatterens personlige Kjendskab til det sydlige Norges Topografi ved man jo intet, og da han i Indledningen til sit Skrift siger, at Islændinger tildels er Hjemmelsmænd for hans Meddelelser, saa kunde det jo være, at Notisen om Slaget stammede fra en islandsk Kilde. Men naar Fagrskinna har Formen Nesjar, bliver Sandsynligheden for, at denne virkelig har været brugt i Norge, større. Selv om Fagrskinna er forfattet af en Islænding, har dog de kjendte Pergamenthaandskrifter af denne Saga været skrevne i Norge af Nordmænd, det ene af dem af en Vikværing^[5], og ialfald denne Skriver vilde vel ikke have afskrevet en islandsk Form, naar denne var forskjellig fra den norske; han tør vistnok forudsættes at have havt Kjendskab til Østlandets Topografi og i Tilfælde at ville have anvendt denne. Samme Slutning tør man ogsaa drage af den samme Forms Forekomst i Haakon Haakonssøns Saga. Dennes Forfatter, Sturla Thordssøn, var vistnok Islænding; men da han skrev Sagaen i Norge og efter Meddelelser fra Nordmænd, maa han have brugt den Navneform, som anvendtes af disse.

3. Hvilket Omfang har Nesjar i Kongesagaerne? Hvilket Omraade der i Kongesagaerne betegnes ved Navnet Nesjar, siger Kilderne desværre ikke direkte. Man maa derfor paapege, hvor mange Punkter – om ét eller flere – der efter disse Kilder kan henføres til Nesjar, og hvor de med Rimelighed er at søge. Uvilkaarlig vil man herunder først og fremst fæste sig ved de Udtryk, Sagaerne anvender i sin Omtale af Sjøslaget i 1015, og af dem prøve paa at udfinde, hvor Slaget stod. Men dette er efter min Mening ikke nok; ogsaa senere Tiders Begivenheder maa tages med i Betragtning.

Den eneste samtidige Kilde, der fortæller om Slaget, Sigvat Skalds Nesjavísur, nævner ikke engang Navnet Nesjar; den siger kun, at Svein Jarl blev angrebet i en Havn, som laa østenfor Agder. Men det er sikkert saa, som Prof. Nielsen fremhæver, at selve Digtets Navn tyder paa gammel Hjemmel for, at Lokaliteten for Slaget var Nesjar. Naar Prof. Nielsen derimod ud fra Digtet alene ogsaa vil slutte, at Slaget har staaet ved Brunlanes, kan jeg ikke følge ham; mellem Rygjarbit og Folden, baade i Vest og Øst for Brunlanes, er der ganske vist flere Havne, hvor Svein Jarls Flaade kunde have ligget. Man kan ikke komme til dette hans Resultat uden at tage Hensyn til Oplysninger, som gives i Prosakilderne, Sagaerne, og staar disse til Troende i dette Punkt, bør man neppe stille sig saa kritisk ligeoverfor deres øvrige Angivelser, som Prof. Nielsen gjør. Foruden Oplysninger om, at Kampen stod »østenfor Agder«, giver Sigvats Digt kun en usikker Anvisning til at finde den engere Lokalitet, idet det siger, at »ikke faa Lig flød ud ved Øren«. Prof. Nielsen antager, og maaske med megen Sandsynlighed, at »Øren« er Mølen, og at Slaget har staaet i Nærheden af dette Nes. Men denne Antagelse beror dog paa, at man først godkjender Sagaernes Oplysninger om Kamppladsen. Da nu Mølen utvivlsomt er et meget gammelt Navn, kan imidlertid Mølen og Nesjar ikke være identiske Ting, som Prof. Nielsen synes at antage (S. 85 foran); man maa holde sig til hans anden Mulighed (S. 87), at ogsaa det fra Oddene udstikkende Nes er at regne med til Nesjar, som da ialfald maa have omfattet den Strækning, som ligger søndenfor en Linie Værvaagen–Nevlunghavn (se Kartet) Hvis man nu ikke gaar udenfor de Oplysninger, som Nesja-Viserne giver, bliver der, som Prof. Nielsen viser, fremdeles to Muligheder: Slaget kan have staaet i Nord for Mølen, enten i Havnen ved Helgeroen, som Munch synes at have ment^[6] (maaske dog lidt sydlig for Helgeroen, i »Tangefjorden«^[7]), eller det kan have staaet i Øst for Neset ved Oddene, i Nevlunghavn, hvad Prof. Nielsen holder mest paa. Hvor Slaget i Virkeligheden har staaet, er i denne Forbindelse ligegyldigt; her har jeg kun at paavise, hvorhen det efter Sagaerne er at lægge, for derefter at finde, hvilken Udstrækning Sagaerne giver Nesjar, og da maa Havnen ved Helgeroen og i det hele Strøget i Nord for Mølen gaa ud af Betragtning.

Af de ældste Prosakilder siger den norske Theodricus monachus’s latinske Skrift (ca. 1180) intet om Kamppladsens Beliggenhed, kun, at Slaget holdtes »in loco, qui dicitur Nesiar«. Islandske Kilder angiver derimod, at den laa ved Grenmar. Af den ældste af disse, den ældste Saga om Olav den Hellige (fra ca. 1160)^[8], er, som bekjendt, kun faa Fragmenter bevaret, som ingen Oplysning giver om vort Emne; men vi har andre Skrifter, som for Olav den Helliges Vedkommende er baserede paa den ældste Olavssaga, og hvis Oplysninger om Slaget tør føres tilbage til denne. Det ældste af disse, Ágrip (fra ca. 1190), siger: heldo orrosto fvr Nesium .... uiþ Grenmar^[9]. Det siges dog ikke her udtrykkelig, at Nesjar var en Lokalitet af ringe Omraade, som laa ved Grenmar; Udtrykket kan ligesaa vel forstaaes saaledes, at Nesjar er et større Omraade, og at Slaget stod udenfor et enkelt Punkt deraf (en Havn), som laa ved Grenmar. Ovenanførte Udtryk kunde have været anvendt, selv om der bagefter havde fulgt en Oplysning om, at Nesjar strakte sig fra Grenmar til Folden. Hvor Svein Jarl lagde til om nord eller øst for Mølen, antydes ikke i Ágrip.

En anden af disse Kilder, som viser tilbage til den ældste Olavssaga, Fagrskinna (fra ca. 1230–40), siger^[10] om Olav, at han holdt ut æftir Vikenne, og at han lagde skip sin við Nesiar firir innan Grenmar. Her staar firir innan i Modsætning til ut æftir; firir innan Grenmar, indenfor Grenmar, vil altsaa sige: østenfor Grenmar; hvis Slaget har staaet ved Brunlanes, kan Kongen have ligget ved dettes Syd- eller Østside. Om Svein Jarl siges, at han for sydover langs Vestkysten for at samle Folk, og at han saa seilede med sin Hær, indtil han kom austr firir Nesiar oc lagðe þar til hamnar, d. e. »kom østerpaa, ud for Nesjar, og lagde ind i Havn der«. Her siges alt saa heller ikke, ligesaa lidt som i Ágrip, at Nesjar kun var et enkelt Punkt paa Kysten, og heller ikke kan vi slutte os til, om Svein lagde til i Nord eller i Øst for Mølen.

Af et andet, med Fagrskinna omtrent samtidigt Skrift, Styrmes Olavssaga (ca. 12207), som ogsaa gaar tilbage til den ældste Olavssaga som Kilde, er ikke Afsnittet om Slaget bevaret; men Styrmes Bog ligger imidlertid igjen delvis til Grund for to andre Værker om Olav den Hellige, som er bevarede. Af disse siger den legendariske Olavssaga (Chra. 1849, S. 19) om Kongen og hans Mænd: lago við Næsiar firir Grænmar, d. e. de laa ved Nesjar udenfor Grenmar. Dette giver neppe nogen rimelig Mening og er vistnok kun en Feil for við Næsiar firir innan Grænmar, som Fagrskinna har. Det andet af disse to Værker, Flatøbogens Olavssaga, falder i sin Angivelse af Lokaliteterne sammen med Heimskringla og behøver derfor ikke at citeres særskilt.

Den berømteste af Sagaerne, Heimskringla (ca. 1220–30), har ligeledes den ældste Olavssaga til Grundlag for sin Fremstilling af denne Konges Liv; men Snorre giver en Oplysning om Svein Jarls Færd, som ikke findes i noget af de ovenfor omtalte Skrifter. Heimskringlas Text er ..... Sveinn jarl sótti inn í Víkina. Jarl helt liðinu inn um Grenmar ok lagðisk við Nesjar. – Þá helt Óláfr komumgr sínu liði út eptir Víkinni; var þá skamt í milli þeira, vissu þá hvárir til annarra^[11]. Her vil inn, brugt om Jarlens Reise, sige »østefter«, modsat út om Kongens. Grenmarr forklares af alle Udgivere som »Langesundsfjorden«, hvad der er rigtigt nok; men man maa da ikke, som man efter Kartet kunde fristes til, derved forstaa blot den egentlige Langesundsfjord, Løbene mellem Øerne og Fastlandet paa Langesundssiden. Grenmarr er nemlig hele den Havarm, som skiller mellem Brunlanes og Bamle; dette Navn har omfattet baade »Langesundsfjorden« og »Langesundsbugten« udenfor Fjordens Munding. Det siges saaledes om Kong Haakon Haakonssøn, at han paa en Reise østover langs Kysten, efter at have passeret Agder, seilede aa Grenmar ok inn fyrir Nesiar^[12]; inn er her »østover«, til Viken. Kongen havde intet at gjøre paa Vestsiden af Brunlanes; han har altsaa seilet udenfor Langesundsfjordens Munding, men siges dog at seile aa Grenmar. I den i Fornmanna sögur optagne Redaktion af Haakon Haakonssøns Saga findes om samme Reise brugt Udtrykket inn of Grenmar ok inn fyri Nesjar, hvad der svarer til det Udtryk, som i Heimskringla er brugt om Svein Jarl, inn um Grenmar; inn of, inn um Grenmar har været et almindeligt Udtryk om Kursen østover paa dette Farvand. Svein seiler da efter Heimskringlas Udtryk »indover (ɔ: østover) over (ɔ: tversover) Grenmar«, d. v. s. tversover Grenmars Munding, forbi Langesundsfjorden; smlgn. Udtrykket norðr um Jaðar (Heimskr. II S. 402). Men da er det udelukket, at Heimskringlas Forfatter kan have tænkt sig, at han har lagt ind til Brunlanesets Vestside (Helgeroens Havn eller Tangefjorden). Naar Dr. Augestad^[13] udtaler en anden Mening og vil støtte denne ved at forklare inn um Grenmar som »ind forbi den egentlige Langesundsfjord«, er dette urigtigt, da Grenmarr, som ovfr. vist, ogsaa omfatter noget mere, den udenfor Fjorden liggende Bugt. Hvis Jarlens Havn var at søge paa Nesets Vestside, maatte det hede, ikke inn um, men inn í Grenmar. Det sidste har ogsaa den i Fornmanna sögur udgivne Redaktion af Olav den Helliges Saga (Fornm. s. IV 95); men de her benyttede Haandskrifter er yngre, uden selvstændig Betydning^[14].

Hvis Slaget har staaet ved Brunlanes, hvad det ifølge Ágrip skal have gjort, bliver altsaa Nevlunghavn den første Havn, Svein kan have lagt ind i. Om Kongen siges det ikke i Heimskringla udtrykkelig, at han lagde ind ved Nesjar; men dette fremgaar dog vel klart af Sammenhængen, da det siges, at der kun var et kort Stykke mellem dem, og at de vidste om hinanden, og i Fagrskinna siges det udtrykkelig. Vi faar da to Punkter paa Nesjar, hvoraf det ene kan være Nevlunghavn og det andet maa ligge længer mod Øst. Da nu den midterste af de tre Havne paa Brunlanesets Sydkyst, Hummerbakfjorden, ikke er at tage i Betragtning^[15], bliver Naverfjorden den vestligste Havn, Kongen kan have lagt ind i. De anførte Sagasteder om Slaget giver os da Afstanden fra Mølen til henimod Rakke, Brunlanesets sydøstligste Punkt (se Kartet), som den mindste Udstrækning af Nesjar i Retningen V.-Ø. Der er dog intet i Veien for, at Nesjar kan have strakt sig endnu længer mod Øst, da der intetsteds staar noget om, at Kongen lagde i Havn, strax han naaede til Nesjar.

Jeg skal nu anføre de yderligere Oplysninger, Kongesagaerne under Omtalen af senere Begivenheder giver om Nesjar, og først holde mig til, hvad der kan findes om Udstrækningen i Øst-Vest. Skálholtsbóks Redaktion af Haakons, Guttorms og Inges Saga fortæller, at Birkebeinerne efter Baglernes uheldige Tog til Oslo i 1207 seilede sydover, stefndu út fyri Tunnaskaga, sigldu svá út fyri Nesjar þjóðleið ok lögðu at ut á Marfirðinum (Fornm. s. IX S. 45, Note 3). Tunnuskagi (ikke Tunnaskagi) er Tønsberg Tønde; de seiler derfra ud (ɔ: vestover) den sædvanlige Led forbi Nesjar og lægger til Land i Marfjǫrðr, som P. A. Munch i »Norge i Middelalderen« søger ved Brunlanes, i »N. F. Hist.« III S. 519 ved Langesund. Sagaskriveren har efter dette utvivlsomt tænkt sig Nesjar som en længere Kyststrækning, der begynder, nar man har passeret Tunnuskagi paa Vestgaaende. Haakon Haakonssøns Saga siger, som ovfr. anført, at Kongen paa Reise østover seilede aa Grenmar ok inn fyrir Nesiar^[16], og efter dette har man altsaa tænkt sig, at Nesjar, naar man var paa Østgaaende, begyndte, naar Grenmarr var passeret. Nesjar bliver altsaa Strækningen mellem Langesundsfjorden og Tønsberg Tønde. Ogsaa i den bekjendte Fortælling om Dagfin Bondes Reise fra Oslo vestover (i 1225) passer Udtrykket til denne Udstrækning af Lokaliteten Nesjar: er hann kom austan fyrir Nesjar, rak at honom ísa, ok varð hann at snúa inn til meginlands har Fornm. IX S. 350, – er hann kom vestr fyrir Nesiar osv. Flateyj. II 66 og Eirspennill (Konunga sögur ved Unger S. 301). Da Dagfin ikke vender tilbage til Oslo, men styrer op i Sandefjorden, søger han klarligen for Isens Skyld at naa ind til Fastlandet (meginland) saa hurtig som muligt, uagtet Ribbungerne er talrige paa den Kant, og Nesjar maa efter dette have strakt sig mindst forbi Ula.

Kongesagaerne giver os ikke mange Holdepunkter til at bestemme den Udstrækning, Nesjar kan have havt i Retningen Nord-Syd. Haakon Haakonssøns Saga siger, at Haakon paa Reisen østover i 1225 efter at have passeret Lindesnes fik høre, at der var Ribbunger vida i bygdum, hvorfor han gjør Jagt paa dem i Mandalen og flere andre Steder; da han naar til Viken, faar han høre, at der var Ribbunger austr a Nesium ok i Skidunni^[17]. Heraf sees det for det første klart, at Sagaen ikke ved Nesjar kun forstaar den lille Kyststrækning Mølen–Oddene, thi denne har dengang været ubeboet; Gaarden Oddene nævnes først i 1593, og dens Alder gaar sikkert ikke tilbage til 1225 (dens Nabogaarde Værvaagen og Nevlungen nævnes derimod i RB., altsaa omkring 1400). Dernæst er det klart, at der maa have været nogen indbyrdes Forbindelse mellem de Flokker af Ribbunger, som har været spredte over denne Del af Landet, – hver Flok kan ikke have opereret fuldstændig isoleret. Naar Nesjar derfor nævnes i Forbindelse med Skíðan, maa det første have strakt sig opover i Retning mod Skien, – hvor langt mod Nord, kan ikke bestemmes. Ved Østgrænsen af Nesjar har Haakons, Guttorms og Inges Saga en bestemtere Angivelse i den bekjendte Fortælling om Odin, som gjæstede Smeden; Sagaens sidste Kapitel siger, at Smeden boede á Nesjum, og at hans Gaard hed í Píslum^[18]. Dette er den nuværende Gaard Pinsle lidt vestlig for Byen Sandefjord, og Sagaen, eller rettere dette Kapitel af Sagaen, tænker sig altsaa, at Nesjar strækker sig temmelig langt mod Nord, omtrent saa langt, som Dagfin maatte reise for at naa op til meginland.

Hermed har jeg anført de Steder af Kongesagaerne, som giver Veiledning til at fastslaa, hvad deres Forfattere har tænkt sig ved Nesjar: det bliver i Retning Vest-Øst Strøget fra Langesundsfjorden til Tønsberg Tønde, i Syd-Nord fra Kysten op til omkring Sandefjord paa Østkanten, paa Vestkanten fra Sydvestspidsen af Brunlanes et Stykke opover, uvist hvor langt. Nesjar er et Navn, som kan sidestilles med Navne som Markir, Dalir, Firðir, Fjalir og maaske Agðir, alle Navn paa et Landskab, som omfatter en Flerhed af en vis Art Lokaliteter. »Nesene« er alle de Nes, som skiller mellem følgende Fjorde: Tønsbergfjorden, Midfjorden, Sandefjorden, Viksfjorden, Larviksfjorden, Langesundsfjorden; der er altsaa nok af dem til at retfærdiggjøre Navnet.

4. Er Kongesagaernes Angivelser om Nesjar korrekte? Der er en Lighed mellem Sagaernes Beretninger om Slaget ved Nesjar og deres Oplysninger om denne Lokalitets Udstrækning: begge Dele bliver fyldigere og fyldigere ned igjennem Tiden. Af den samtidige Kilde, Nesjavísur, har vi kun Lov at slutte, at Nesjar laa østenfor Agder. Den første historiske Forfatter, Theodricus Monachus, nævner kun navnet Nesjar. Saa giver Ágrip os den Oplysning, at Sjøslagets Lokalitet laa ved Grenmar, – Fagrskinna den, at den laa østenfor denne Bugt. Af Heimskringla kan vi slutte, at Nesjar maa have omfattet ialfald to Havne, altsaa været ikke et Sted, men en Strækning, kortere eller længere. Den noget ældre Haakons, Guttorms og Inges Saga og den noget yngre Haakon Haakonssøns Saga giver desuden Antydninger om Udstrækning ind i Landet. Paa samme Maade har de yngste Kilder de udførligste Oplysninger om Slaget og hvad dermed staar i Forbindelse. For Slagets Vedkommende har Prof. Nielsen paapeget, at denne voxende »vidløftige Udmaling har for os intet Værd. Denne viser os kun, at man paa den Tid, da Sagaerne blev førte i Pennen, havde Trang til at skrive og læse mere udførlige Oplysninger om en Begivenhed, hvis historiske Betydning .... var almindelig anerkjendt« (S. 91 f. foran). Denne Betragtning passer særdeles vel til successive Skildringer af en Begivenhed, men kan ikke altid gjøres gjældende, hvor Talen er om Meddelelser om Lokaliteter. Detaljerne ved Slaget var mulig for en stor Del glemte, da Sagaerne blev nedskrevne; Sagaskriverne har maaske ikke kunnet hente saa meget sikkert Stof om Slaget fra Traditionen, og de havde ingen Arkiver at studere. Naar deres Skildringer alligevel bliver udførligere og udførligere, har man derfor Lov til at se paa disse med Tvivl. Men Meddelelser om Begivenheder er ét, Meddelelser om Lokaliteter noget andet; hvor det gjælder det sidste, er der intet iveien for, at Sagaskriverne har kunnet skaffe nyt og sikkert Stof tilveie ved at spørge sig for. Naar saaledes Snorre giver en Skildring, af hvilken vi tør slutte, at Nesjar ikke var et enkelt Punkt paa Kysten, men i det mindste har omfattet en Kystlinie paa 10–12 Km., har vi ingen Ret til uden videre at slaar Vrag paa en saadan Oplysning, fordi den ikke findes i Nesjavísur. Mulig har Nevlunghavn og Naverfjorden ikke været de Steder, hvor de to Flaader laa Natten før Slaget, men de maa have kunnet være det; thi hvad der paa hans Tid forstodes ved Nesjar, kunde Snorre skaffe sig Underretning om ved at spørge sig for. At Snorre allerede paa sin første Norgesreise har havt Interesse for topografiske Spørgsmaal, kan skjønnes af Heimskringla^[19], og han har paa sin Reise langs Kysten fra Nidaros til Østlandet havt Anledning til at spørge sig for om de Steder paa hans Vei, som han ikke kunde overkomme personlig at undersøge. Hans Hjemmelsmand i det her omhandlede Punkt har mulig ikke kunnet pege for ham paa den rigtige Plads for Slaget – mulig har han dog kunnet det –, men han har ialfald kunnet sige ham, hvad Nesjar var; thi dette har, som ovfr. anført, været et norsk Navn.

At Heimskringla ikke giver os Anledning til at fastslaa en længere Udstrækning af Nesjar i V.-Ø. end 10-12 Km., er intet Bevis mod Korrektheden af de øvrige Sagaers Oplysninger om Udstrækning ud over dette Maal; Snorre havde nemlig ikke Brug for at fortælle andet om Nesjar, end hvad der angik Sjøslaget. Naar de andre Sagaer angiver en længere Udstrækning, har de ganske vist Ret. Forfatteren af Haakons, Guttorms og Inges Saga (Bǫglunga sǫgur) maa efter Finnur Jónsson^[20] enten selv have fulgt Baglerne i den Tid, Sagaen spiller, eller han maa have sin Viden fra en, som har gjort det, og været særdeles vel underrettet, og denne Forfatter nævner Tunnuskagi som Østgrænsen for Nesjar. Naar Sturla Thordssøn giver lignende Oplysninger, bør ganske vist ogsaa han staa til Troende; vistnok var han Islænding, men han skrev Sagaen i Norge og med gode norske Hjemmelsmænd^[21].

Der er et Sted i Kongesagaerne, man kunde ville benytte til Bevis for, at Nesjar, om det end ikke var indskrænket til at betegne den lille Kyststrækning Mølen–Oddene, dog ikke har omfattet saa lang en Strækning som Mølen–Tønsberg Tønde. Den Fortælling om Birkebeiner og Bagler, som i Skálholtsbóks ovfr. anførte Fremstilling synes at sætte Tunnuskagi som Østgrænsen for Nesjar (Fornm. s. IX S. 45), fortsættes nemlig saaledes. Efter at være komne forbi Tunnuskagi og Nesjar, løber Birkebeinerne ind i Marfjǫrðr, hvor de lægger sig for Anker, medens Baglerne, som har fulgt efter dem, ligger i Bryggeleie sammesteds Natten over. Den næste Morgen opfordrer Birkebeinerne, som mangler Vand, sine Modstandere til at forlade Havnen. Baglerne gjør saa og stúngu stöfnum at nesinu (lagde til Land ved Neset). Saa ror Birkebeinerne østover igjen og lægger bi i Staferni for den næste Nat. Baglerne havde fulgt efter dem, og det gik nu ganske paa samme Maade, at Birkebeinerne om Morgenen lagde sig i Leiet, mens Baglerne roede ud og laa ved Neset (lágu við nesit). Siden blev Baglerne skræmte og drog bort. I den større Bearbeidelse af samme Saga, som vi nu hovedsagelig kun kjender i Peder Claussøns Oversættelse, siges, at Birkebeinerne den første Aften lagde til »i Rendshaffn, oc laa for Ancker, oc Baglerne lagde sig strax derhos ved Landet«. Den næste Morgen rømmer de sidste Havnen for de første, som saa »droge Øster igjen, oc lagde sig i Stafvern, oc Baglerne fulde dem, oc laa der hos dennem, lige som tilforn. Om Morgenen lagde Baglerne ud til Næssit«, hvorefter de blev skræmte og drog bort^[22]. Naar man holder sig til den sidste Fremstilling, hvor Ordet Næssit kun forekommer én Gang, er der intet i Veien for at opfatte dette som Egennavn. Saa har ogsaa Sveinbjörn Egilsson, som har oversat Peder Claussøns Oversættelse tilbage til Islandsk, gjort; han oversætter nemlig: Um morguninn lögðu Baglar út til Nesja^[23]. Gaar man ud fra, at det gamle Nesjar er det nyere Nesit (Brunlanes), ligger det jo nær at tro, at Peder Claussøn med Næssit mener Nesjar. Men isaafald vilde, efter Ordlyden hos Peder Claussøn, Staferni ikke høre med til Nesjar, og Nesjar kan da ikke engang have omfattet den hele Kystrand af Brunlanes, langt mindre hele Kysten til Tønsberg Tønde. Det kan da kun have omfattet den Strækning, som det efter Fagrskinna og Heimskringla med Sikkerhed synes at kunne tillægges, Strækningen Mølen–Rakke. Jeg har ogsaa tidligere tænkt mig det muligt, at man ikke turde ga ud over denne Strækning i Retningen V.-Ø.^[24]. Men nar man holder sig til Skálholtsbók, som i det hele har den bedste Text^[25], maa man komme til et andet Resultat. Denne Sagaredaktion har jo nesit to Gange, – om en Lokalitet, et Nes ved Indløbet til begge de Havne, hvor Skibene ligger Natten over, Marfjǫrðr og Staferni. Det kan altsaa ikke her være Egennavn, og da giver dette Sted ingensomhelst Veiledning til at bestemme Udstrækningen af Nesjar.

Den Historie om Odin og Smeden, ifølge hvilken Pinsle skulde ligge á Nesjum^[26], er naturligvis et senere Tillæg til Sagaen, uagtet der siges, at Smeden samme Vinter fortalte den i Tønsberg til Filippus Jarl, og at et Ørenvidne til denne Samtale havde meddelt Sagafortælleren den. Men det er dog ikke absolut nødvendigt, at Historiens Umulighed ogsaa maa gjælde den nævnte Stedsbestemmelse. Den, som har givet Sagaen dette Tillægskapitel, vil jo øiensynlig styrke dets Kredit ved at give saa god Hjemmel som muligt for den: han vil jo have Fortællingen paa 2den Haand. Han vilde vel ogsaa have gjort sig den Umage i samme Øiemed at skaffe sig en korrekt Stedsbestemmelse. Hvis Halvøen mellem Midfjorden og Sandefjorden har hørt med til Nesjar, er der jo desuden i og for sig intet umuligt i, at en Gaard, der ligger ca. 3 Km. vest for Sandefjord, kunde regnes til samme Omraade.

Prof. Nielsen gjør den Indvending mod Sandsynligheden af, at Nesjar har været Landskabsnavn, at det som saadant kun træffes i islandske Kilder, og ikke i nogen norsk, hverken i Diplomatariet, i Røde Bog eller i de gamle Regnskaber og Jordebøger, – i alle disse Kilder »vil man forgjæves søge efter et Punkt, der angives at ligge paa Nesjar. Havde der ved dette Navn i Almindelighed været ment en større Strækning, – havde det skullet betegne et helt Landskab, kan det ikke vel tænkes, at det ikke skulde have forekommet paa et eller andet Sted i disse Kilder. Den skarpe Divergens, som her træffes mellem Kongesagaer, skrevne af Islændinger, paa den ene Side, og Diplomer og Jordebøger paa den anden, stammende fra selve de paagjældende Egne og nedskrevne af der hjemmehørende Nordmænd, maa forekomme afgjørende for de førstes Værd som topografisk Hjemmel«^[27].

Jeg tror ikke, at man af de norske Kilders Taushed med Hensyn til dette Navn tør drage en saadan Slutning, skjønt det ser fristende nok ud. Nesjar behøver nemlig ikke at have været Landskabsnavn i den Forstand, at det engang har dannet en virkelig politisk eller folkelig Enhed. Der har vist ikke nogensinde været nogen Samfundsinstitution, som har knyttet Landskabets Beboere sammen til en Helhed: det har ikke været noget Fylke som t. Ex. Firðafylki. Navnet har jo heller sin Rod i Beboernes felles Herkomst, som Haðaland, Rogaland o. s. v. Landskabsnavne som disse maatte have faste Rødder og holde sig længe. Vort Navn har kun været et Navn, som er blevet anvendt paa denne Landsdel efter en Natureiendommelighed, Landets iøinefaldende Konfiguration. Derfor blev det vist aldrig Navn paa et skarpt begrænset Omraade. Men et saadant Navn vilde have vanskeligt for at holde sig. Det havde Konkurrenter til to Sider. Hvor det gjaldt Forhold af almindeligere Art, havde man hyppigere Brug for det mere omfattende Navn, Fylkesnavnet Vestfold. Og skulde man i Forretningsanliggender (saaledes som i de af Prof. Nielsen nævnte norske Kilder) angive et Steds, en Gaards Beliggenhed, maatte man foretrekke en Anvisning paa et snevrere Omraade. Istedetfor at skrive, at en Gaard laa paa »Nesene« i sin Almindelighed, maatte man foretrække at angive, paa hvilket af disse Nes (Yxnøy, Velløy, Þórsøy, Nesit) den laa. Saaledes vilde et Navn som Nesjar forholdsvis tidlig kunne komme ud af Kurs. Paa samme Maade er Landskabsnavnet Fjalir forsvundet, paa den ene Side til Fordel for Fylkesnavnet Firðafylki, paa den anden Side for Navne paa de engere Lokaliteter, det omfattede. Heller ikke: Fjalir forekommer i nogen af den Slags norske Kilder, som Prof. Nielsen nævner, hverken i Lovene, Bjǫrgynjar Kalfskinn, Aslak Bolts Jordebog, Munkelivs Brevbog eller overhovedet i DN. Fra norske Kilder kjender vi det ligesom Nesjar kun fra et Digt, forresten kun fra islandske Kilder; men ingen vil dog benægte, at det har været et norsk Navn paa et norsk Landskab.

Prof. Nielsen gjør en Indvending af sproglig Art imod, at Nesjar i norsk Mund skulde kunne have været Navn paa et Landskab, idet han tager Navneskikken tilhjælp. En Undersøgelse af Forekomstmaaden af Nesjar som Navn i virkelig norske Kilder viser nemlig, at det i Norge »udelukkende findes anvendt om en enkelt, snevert afgrænset Lokalitet, derimod ikke om et Distrikt. Saaledes er det ikke sandsynligt, at Navnet ogsaa skulde været anvendt af Nordmænd paa samme Maade, som det forekommer i de yngre Kongesagaer. Det Nesjar, hvor Slaget stod i 1016, kan derfor efter al Rimelighed ikke være en Betegnelse for alt, hvad vi nu indbefatter under Brunlanesets to Sogne, Berg og Tanum, men maa alene opfattes som en mere begrænset Lokalitet. Det er, hvad Theodricus monachus siger: paa et Sted, som kaldes Nesjar«^[28]. Specielt peger Prof. Nielsen paa, at Nesjar forekommer som Gaardnavn inden det her omhandlede Distrikt, nemlig i Skiringssal (DN. IX 274), og tager dette som Bevis for Sprogbrugen i denne Egn^[29]. Men man ser dog, at Sandar, der i Eidsvold findes som Gaardnavn, forekommer som Bygdenavn i det nærliggende Sørum. – at Bingrinn, som i Sørum er Gaardnavn, er Grændenavn i Eidsvold, – at Rófan har været Gaardnavn i Enebak, men Grændenavn i Gjerdrum, – at Vimar har været Bygdenavn i Smaalenene (Spydeberg og Skiptvet tilsammen), men er Gaardnavn i Norderhov (Veme), osv. Overalt, hvor der var en Flerhed af Sandstrækninger, kunde man bruge Benævnelsen Sandar: om Smaaflekker som Gaardnavn, om store Moer som Grænde- eller Bygdenavn. Nesjar betegner jo kun en Flerhed af Nes: var der paa en Gaard, der laa ved Vand, flere fremspringende Odder, blev det et passende Gaardnavn^[30]; gjaldt det større Halvøer, maatte det kunne bruges som Landskabsnavn. Der er ingen Artsforskjel mellem Navne som Nesjar og Dalir, og det sidste er brugt baade som Landskabsnavn og som Gaardnavn. Naar det samme ikke kan paavises om Nesjar i norske Kilder, kan det vel nærmest kaldes en Tilfældighed.

Naar Theodricus siger, at Slaget stod in loco, qui dicitur Nesiar, behøver man vel neppe deraf at slutte, at Nesjar har staaet for ham som en Lokalitet af ganske ringe Udstrækning; han bruger ialfald ogsaa om Lyrskovsheden Betegnelsen locus.

5. Har Formen Nesit afløst Formen Nesjar? Eftersom O. Rygh i sine haandskrevne »Oplysninger til norske Gaardnavne«, B. IV (fra 1899) har sidestillet Nesjar med Nesit som gammelt Navn paa Brunlanes, medens han i »Landsbladet« (i 1894) forklarer Nesjar som Halvøerne mellem Langesundsfjorden og Tønsbergfjorden, har jeg tenkt mig Muligheden af, at hans Mening har været den, at Nesit har afløst Nesjar, efterat det Omraade, som det sidste Navn betegnede, i Tidens Løb var indskrænket til omtrent det nuværende Brunlanes Herred (se S. 206 foran). Sikker er dog denne min Formodning ikke; han kan jo i 1894 simpelthen have havt en anden Mening om Begrebet Nesjar, end han havde i 1889. Men der er dog en Mulighed for, at Nesit paa denne Maade har afløst Nesjar. Sturla Thordssøn er vor sidste Hjemmelsmand for, at Nesjar brugtes om den hele Kyst fra Langesunds- til Tønsbergfjorden; han skrev sin Saga 1264–65. I 1378 finder vi for første Gang Nesit brugt om Brunlanes (DN. XI 61): da siges Tanum Sogn at ligge a Nesseno. Det kan nu være muligt, at Specialnavnene Yxnøy, Velløy og Þórsøy i de mellemliggende hundrede Aar ganske har fortrængt Anvendelsen af Navnet Nesjar for de 3 østlige Nes’s Vedkommende, og var det først gaaet ud af Bevidstheden, at disse Nes hørte med til, hvad der kaldtes Nesjar, kan det vel tænkes, at Entalsformen Nesit kunde komme i Brug om det ene, det største af »Nesene», som intet Specialnavn havde fæstet sig ved. Paa Indskrumpning af et Stedsnavns oprindelige Omraade kan jeg nævne et Exempel: Limgarðssíða i Forhold til det nuværende Navn Lyngørsiden^[31], og paa Overgang fra Flertalsform til Entalsform et Par: Frøylandir (-lǫnd?), som i ældre Kilder forekommer som Fællesnavn for Herrederne Trøgstad og Askim, faar fra 1400 af Entalsformen Frøyland^[32]; Sørumsanden kaldes Sandar i 1326, 1363 og én Gang i RB., derimod Sandrinn to Gange i RB.^[33]. I en Overgang Nesjar–Nesit kan begge disse Forhold være kombinerede; men jeg kan ikke give noget andet, sikkert Exempel herpaa. Den bestemte Form Nesit tyder imidlertid ikke paa nogen høi Alder; som Navn paa Enebaksneset forekommer Nesit første Gang i 1376^[34]. Men mulig kan dog Nesit have fæstet sig ved Brunlaneset uafhængig af, at dette var regnet med i Komplexet Nesjar. Derom vil neppe kunne siges noget bestemt.

Prof. Nielsen, som i Nesjar kun ser Mølen eller mulig dette Nes i Forbindelse med Naboneset ved Oddene, har søgt at udfinde, om ikke dette Navn under denne Forudsætning kunde gjenfindes i en ændret Form. Han antager dog ikke, som jeg ovfr., en mulig Ombytning af Navneform, men tænker paa en ved lydlig Udvikling opstaaet Forandring. Nesjar vilde, siger han, i Tidens Løb ga over til Nese, Nesja (S. 84 foran), og dette gjenfinder han i Formen de Nesse, der findes som Navn paa en Havn i Brunlanes paa et hollandsk Søkart fra 1716: efter Beskrivelsen maa denne Havn være Helgeroen, som maa være kaldet »de Nesse« efter Mølens gamle Navn Nesjar. Til Nese kunde vel Nesjar neppe blive paa disse Kanter, men vel til Næsse (altsaa ganske den hollandske Form), eftersom det gamle Fresjar (eller Flesjar) i Hedrum (nu Fritsø, GN. 12) nu udtales Fræsse. Da imidlertid Fitjar (Fitje i Sandeherred og Fitje i Stokke) og Fresjar i Sem (nu Fresje) nu udtales Fekkja (Fækkja) og Fræssjæ, skulde man dog maaske snarest vente en Udtale Næssja eller Næssjæ af et ældre Nesjar. Ialfald kan ingen Form, som ikke indeholder et j, bevise noget mere for en gammel Form Nesjar end for Nesit. Dertil kommer, at Helgeroen ikke ligger ved Neset Mølen; den Vik, hvorefter Gaarden Værvaagen har Navn, ligger imellem. At Helgeroen paa det hollandske Kart maa have faaet Navnet »de Nesse« efter en anden Lokalitet, er vistnok sikkert nok. Men det har vist ikke været efter det ubeboede Mølen, men efter selve Bygden, Brunlanes, »Neset«. Hollænderne maa have talt om at seile og handle paa »Neset« og overført dette Navn paa den Havn, hvor de pleiede at lægge til; at »Neset« allerede var bestemt Form, forstod de vel ikke Norsk nok til at vide, hvorfor de forsynede Navnet med den hollandske Artikel de. Dette er saa meget sandsynligere, som der i et Atlas fra 1650, udgivet i Amsterdam, virkelig staar anført de Nes, som om det var en Havn.

Af det andet fordreiede Navn, Prof. Nielsen omtaler, Nesklio, lader sig naturligvis endnu mindre gjøre ud. Denne Form indeholder intet, som kan tale for en Mulighed: »Klio« ved Nesja, men kun for den anden af Prof. Nielsen nævnte Mulighed: »Klio« paa Neset. Selv om der ved -klio er, som Prof. Nielsen gjætter paa, ment Gaarden Kløtre, er der desuden saa vidt stor Afstand mellem Mølen og Kløtre (ca. 4 Km.), at man neppe vilde betegne Gaarden som »Kløtre ved Mølen«, især da Nevlung-Gaardene og Ommundrød ligger imellem. Men sandsynligvis er »Nesklio« ikke Kløtre, men noget ganske andet. De hollandske Karter fra 17de Aarh. viser i det hele saa mange store Navnefordreielser, at man ikke tør bruge derfra hentede Navneformer som sproghistorisk Materiale.

Som Antydning om, at Nesjar har været Navn paa en Lokalitet paa Nesit, staar saa tilbage Meddelelsen i Fayes »Folkesagn« om, at Sjøfolk kalder Stenrøserne (Broncealdersgravene) paa Mølen for Nessier. Man skulde efter dette omkring 1830 have kjendt en Udtaleform Næssjær med -r. Men en saadan stemmer ikke med de ovfr. anførte Udtaleformer af lignende gamle Navne, Fekkja og Fræssjæ, og denne Meddelelse er saa enestaaende, at den neppe tør bruges som Bevismiddel. Mon ikke Fayes Nessier skulde være Sagaens Form Nesjar, som kan have fundet nogen Udbredelse ad literær Vei i Begyndelsen af 19de Aarhundrede?

6. Hvor stod Slaget? Dette Spørgsmaal vil med de forhaandenværende Kilder ikke kunne besvares med fuld Sikkerhed. Den samtidige Kilde, Nesjavísur, siger jo intet bestemt derom, – kun at det var østenfor Agder, og at Lig efter Kampen flød ud til en Ør. Holder man sig blot til dette, har man vel Valget mellem forskjellige Havne paa Strækningen Rygjarbit–Tunnuskagi. Kun hvis man tillægger de senere Prosakilders Udsagn Troværdighed, kan man opstille nogen bestemtere Formodning om Kamppladsen. Og dette tror jeg man tør. Den første Kilde, som har nogen bestemtere Angivelse, Ágrip, skriver sig vistnok fra en Tid, der er ca. 175 Aar yngre end Begivenheden; men dens Kilde, den ældste Olavssaga, er dog ca. 30 Aar ældre end Ágrip og kan saaledes tillægges noget større Autoritet. Baade Ágrip og Fagrskinna har benyttet den som Kilde, og kombinerer vi deres Udtryk, finder vi, at Kamppladsen er at søge ved Brunlanes, – men om nord eller øst for Mølen kan ikke sees. Da den legendariske Olavssaga synes kun at sige det samme som Fagrskinna (se S. 211 foran), har vel den »ældste Olavssaga« ikke givet nærmere Besked.

Hvis man vil stedfæste Sjøslaget nøiere efter gamle Kilder, maa man fæste Tiltro til den Forfatter, som forteller noget, der ikke synes at have staaet i den »ældste Olavssaga«, nemlig Snorre, som i Heimskringla siger, at Svein Jarl seilede over Grenmar. Jarlen kan da have lagt bi i Nevlunghavn og Kongen i Naverfjorden eller Jarlen i Naverfjorden og Kongen i Staværn. Men hvor kan Snorre have faaet nævnte Oplysning fra? Utvivlsomt fra Traditionen i Norge. Da han gjorde sin Reise langs den norske Kyst, var der vistnok gaaet ca. 200 Aar siden Slaget; men man skulde tro, at Mindet om en saa mærkelig Begivenhed i en saa mærkelig Konges Liv kan have holdt sig saa uforvansket, ialfald paa selve Brunlanes, at Snorre har kunnet faa paalidelig Underretning. Vi ved nu intet om, enten han har faaet den fra Skibsfolkene ombord, eller han har været i Land paa Stedet; men det sidste er ialfald ikke usandsynligt. Isaafald er det vel troligst, at Jarlen har ligget i Nevlunghavn og Kongen i Naverfjorden. Ingen af disse Bugter har vel havt noget Navn paa Snorres Tid. Nevlunghavn har faaet Navn efter Gaarden Nevlungen og vides ikke nogensinde at have ført noget eget Navn. Naverfjorden har engang hedet Foldvík, som er gaaet over til at blive Gaardnavn^[35]; Bugten har faaet sit nuværende Navn efter en eller anden Lokalitet, som i 1419 skrives Naffuaran (Akk.)^[36], men som nu ikke synes at være kjendt længere. Den har vist mistet sit gamle Navn længe før Snorres Tid, men har neppe allerede da faaet det nye. Snorre kunde altsaa ikke nævne disse to Havne ved egne Navne. Havde Kongen derimod ligget i Staværn, hvis Navn maa være meget gammelt, skulde det være underligt, om han ikke med sin Nøiagtighed i topografiske Spørgsmaal udtrykkelig havde anført dette, da det vel tør formodes, at Traditionen har vidst, hvor Kongen laa om Natten.

Der er ogsaa en anden Omstændighed, som gjør det mindre troligt, at Slaget har staaet ved Helgeroen eller i Tangefjorden, altsaa nord for Mølen. Allerede Ágrip fortæller, at Einar Thambarskjelve kastede et Anker over i Jarlens Skib og saaledes trak ham ud af Kampen, hvorefter de seilede til Danmark. Denne Flugt forudsætter vel, at de havde Adgang til hurtig at komme ud i rum Sjø. Og did er Veien ikke lang fra Nevlunghavn gjennem Løbet forbi Raaholmen og Bramskjærene. Fagrskinna fortæller ogsaa, at hele Jarlens Mandskab flygtede med Undtagelse af dem, som alt havde faaet Grid. Hvis de flygtende Skibe har fordelt sig i de flere Render, som mellem Skjærene fører ud fra Nevlunghavn, vilde det være saa meget vanskeligere for Kongens Skibe at iværksætte en effektiv Forfølgelse. Helgeroen og Tangefjorden ligger derimod længer inde fra Skagerak, og til at komme ud derfra har man kun det ene Løb mod Vest mellem Fugløen og Arøen^[37]; Veien langs Brunlanes er spærret af Fugløen og Fuglørogna. Man kan indvende, at naar Ligene flød fra Kamppladsen til »Øren«, er det rimeligere at tænke paa Retningen Helgeroen–Mølen end paa Retningen Nevlunghavn–Mølen. Men Prof. Nielsen har oplyst (S. 89 foran), at Strømmen fra Nevlunghavn følger Kystens Løb op til Mølen. Det er nu forresten ikke sikkert, at »Øren« er Mølen. Man kunde vel ogsaa tænke paa en Lokalitet, som kan have været betragtet som »Øren« kat’ exokhen paa disse Kanter, nemlig Øen Jomfruland, hvis gamle Navn Aur jo er nær beslægtet med aurr, Stengrus, og eyrr, Grusør. Prof. Nielsen oplyser jo ogsaa om, at Strømmen fra Helgeroen sydover og Strømmen fra Nevlunghavn vestover mødes ved Mølen for derfra forenede at gaa mod Sydvest. Denne Strøm kan vel have ført Ligene med sig til Jomfruland^[38].

Jeg tror altsaa, at Prof. Nielsen har Ret i sin Formodning om, Slaget har staaet i Nevlunghavn (S. 95 foran); men jeg er kommen til denne Mening ad en anden Vei end han, – en Vei, som han ikke synes at ville godkjende. Jeg vil ogsaa gjentage, at dette Resultat er usikkert, da det beror paa Kombinationer og paa Muligheder. Hvor Slaget egentlig har staaet, synes mig nu ogsaa at være en ligegyldigere Ting; hvad man har at forstaa ved Nesjar, er ialfald for mig det hovedsagelige, og til at finde dette bør Sagaerne efter min Mening benyttes.

Efterskrift.

Jeg er bleven opmærksom paa, at Nesjar ganske vist forekommer i endnu en gammel Kilde, ogsaa der efter mit Skjøn som Betegnelse for et Landskab og ikke som Navn paa en Havn eller lignende. Iblandt de mange Vers i Morkinskinna, som hører til Ivar Ingemundssøns Sigurðarbǫlkr (Digt om Sigurd Slembe), er der et, hvor det heder:

Hellt a Lista
lof þvngr scipom
avrr fyr Agþir
avstan af nesiom^[39].

I Udgaven er nesiom opfattet som Appellativ; men det er ganske vist her et Egennavn ligesom Lista og Agþir (alle tre Ord i Haandskriftet skrevne med liden Begyndelsesbogstav). Digtet fortæller om, hvorhen Sigurd styrede, hvor han seilede forbi, og hvor han kom fra; da Lista og Agþir er Landskabsnavne, ligger det nærmest at opfatte Nesiom ligedan. Og da Ivar Ingemundssøn har opholdt sig meget i Norge^[40], maa han sikkert nok have vidst, hvad Nesjar var. Ogsaa Sagaens Prosatext tyder paa, at Nesjar ikke var nogen Havn. Sigurd og Magnus Blinde havde om Vinteren opholdt sig i Aalborg i Jylland, men reiste den næste Sommer nordover. Sagaen siger saa: oc toto þa a Lista a vvart um nott, er þeir logþo at landi. Her har taka samme Betydning som taka land, »naa Land, naar man paa en Reise søger ind fra Havet« (Fritzner). Sigurd og Magnus har efter dette fra Aalborg reist nordover op under Norges Kyst, altsaa netop ind under Nesjar, derpaa taget Veien vestover langs Agder og er saa gaaet i Land paa Lister for at dræbe Bentein Kolbeinssøn. Da de først »tog (Land)« paa Lister, kan de ikke have været i Havn, før de kom did, og isaafald maa Nesjar være brugt om et Landskab, en Kyststrækning. Hvor stor Autoritet man imidlertid for dette Afsnits Vedkommende tør tillægge denne Sagas Udtryk, kan dog være tvivlsomt^[41].

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. I det følgende anført som NG. Andre Forkortelser er RB. for »Røde Bog«, DN. for Diplomatarium Norvegicum.
2. NG. Bd, VI S. 308.
3. NG. Bd. VI S. 250, 393.
4. Monumenta hist. Norveg. Ved G. Storm. S. 28.
5. Efter P. A. Munchs og G. Storms Mening.
6. P. A. Munch, Norge i Middelalderen. S. 172.
7. Saa A. Augestad i Aarsberetn. fra Foren. til norske Fortidsm. Bevar. 1906, S. 251 ff.
8. Om Affattelsestiden her og i det flg. se Finnur Jónsson, Den oldnorske og oldisl. litteraturs historie II, 2 S. 618, 624, 637, 670 f.
9. Dahlerups Udg., Sp. 44.
10. Finnur Jónssons Udg., S. 150.
11. Finnur Jónssons Udg. II S. 66 f.
12. Flateyjarbók II S. 45.
13. Aarsberetn. 1906, S. 251.
14. Finnur Jónsson, Litt. hist. II, 2 S. 772.
15. Se Yngvar Nielsen S. 88 foran.
16. Flateyjarbók II S. 45.
17. Flateyjarbók III S. 78.
18. Fornm. s. IX S. 55.
19. Exempler hos G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 83 f. og Finnur Jónsson, Litt. hist. II, 2 S. 714.
20. Finnur Jónsson, smst. S. 642.
21. Sturlunga saga II s. 272.
22. Fornm. s. IX S, 166.
23. Smst. IX S. 167.
24. NG. VI S. 445 f.
25. Finnur Jónsson, Litt. hist. II, 2 S. 641.
26. Fornm. s. IX S. 55 f.
27. Se Side 81 foran.
28. Se Side 83 foran.
29. Se Side 82 foran.
30. NG. Indledn. Side 11.
31. NG. VIII S. 35.
32. NG. I S. 32
33. NG. II S. 263 f.
34. NG. II S. 226.
35. NG. VI S. 311.
36. DN. X 105.
37. Den norske Lods, I S. 155.
38. Hr. Komponist Iver Holter, som har et nøie Kjendskab til denne Egns lokale Forhold, meddeler mig, at der skal være adskillige Exempler paa, at Strømmen har drevet Vraggods og Lig ind netop til Jomfruland. Hvis der ved »Øren» sigtes til denne Ø, er det efter hans Mening, paa Grund af Strømforholdene, rimeligere at antage, at Flaaderne kjæmpede i Nevlunghavn end ved Helgeroen.
39. Morkinskinna. Udg. af C. R. Unger. S. 213.
40. Finnur Jónsson: Litt. hist. II, 1 S. 59.
41. Se Finnur Jónsson, Litt. hist. II, 1 S. 385.