2.
Olshølmin.

Ei Gøng kom’n Sant Ola i fraa Bær’ns Stift aa reistø utaavør Valdris. Daa’n kom aat Vangs Præstøgjæld, saa æ dæ ei liti Bygd, so kallast Vennis paa øistrø Siun aat Mjøs’n, der bøo dei han Sant Ola, at’n skuld stansø, mæ dei skuldø faa raadført se mæ o, um dæ ’kji kunna leta se gjera aa faa ei Brun ovør Leirohls-Syndø. (Kungsvægen va over der i dei Dago, aa saa roddø dei ovør Syndø mæ Baata, aa Krøtor roddø dei over paa’n Fløte.) Aa jau, san Ola, e ska prøvø. No æ dæ ei førskrækjøle storø Steinur ovafør Vennis, so kallast Kvitura, der braut’n lausø eit stort Berg, aa laga saa te ein Jød’n-Slee aa la Bærgø paa, aa sættø saa ti Sle’in eit Jød’nlækji te draga me, aa saa drog’n heilø Bærgø paa Haalise; aa Meininga va, at’n vildø dragø Bærgø rat sa Syndø, aa legji dæ der te Brun, saa dei kunna baadø kjøirø aa gaa ovør. Men daa’n kom eit Stykji synnum Vennis, daa rauk Jød’nsle’in sundø, aa der søk baadø Sle’in aa Bærgø ne, aa der liggø’n den Dag i Dag æ. Dei Gamlø ha tala um, at dei ha seet i Meiøfløge[1] paa Slea, aa likøeins seia dei, at dei ha seet Jød’nlækjiø, so’n dro’ mæ; men dæ æ kji aa sjaa no; taa dæ ha væl vøxe Mørø aa Møse paa Grunne der sia maaveta. Paa sjølvø Hølma, ha dæ jamvel vøxe noko smaao Bjørkøbusko enddaa dæ er netup, at dæ finst Jor uppaa o. No kallø dei’n Oshølmin; men hellist skuldo dæ me Rette vera Olshølmin. Han æ saa parssø so tre Hundrø Ælne ikring.


  1. d. e krogede af Meien.