Guldaaren/Kapittel 9
Vaaren løftet sit blonde hode over Alaskas snemarker. Den puslet stille mellem de arrete og haardføre graner, den knurret mellem den svulmende flods ismasser. Jordens levende kraft vaaknet. Titanen strakte sine lemmer og gapte mot solen, mens sydosten drog frem i sin milde vælde og herjet mellem vinterstormenes høie snefaner.
Det gurglet og sydet overalt i naturens verksted. De store damphammere buldret i skylagene, og luften var fuld av underlige stemninger. Vældige regnbyger kom flyvende og drysset sin milde overflod over den barske og haarde natur. De sprængte snedækket, de grov i isen, de æste i den arktiske tæle. Og naar regnet ikke orket mere, saa tok solen fat. Den løste op, den sprængte vei. Og de smaa bække ilte avsted, de silret fra alle kanter, de skrek og huiet nedover klippeskrænterne og syslet fra dam til dam paa de svakt heldende sletter. Ret som det var kom der en liten grøn flek tittende frem. Den bredte sig i solskinnet og krævet plads. Og mellem græsstraaerne bøide en og anden vaarblomst — en ranunkel eller anemone — sit hode. Den beruset sig i solen, den aat og drak av luftens friske krydder, for den visste, at imorgen skulde den dø.
Og helt oppe i Rocky Mountains, hvor Big Salmon krummer sig mellem fjeldsiderne, buldret den sydende strøm nedover, og paa Stuartfloden kom is og sne seilende paa det grønsorte vand. De kom med vaaren til Yukons haarde ispanser, de væltet over de graa flater, som længe hadde kjæmpet med held imot sol og regn. Det knaket og braket derute de lange vaarnætter, mens de første trækfugler streifet omkring paa de gamle rugepladser. Dype og lange sprækker sprang som hvite lyn fra bred til bred, og ret som det var taarnet der sig et vældig isflag over de andre. Der kom flere til. Isen skruddes op i smaa isberg, der stadig skiftet form og fasong. Der dannedes vældige raaker, hvori den hvirvlende strøm suget isblokkernes kraft, de sidste flak løsnet fra bredderne, og saa gik det nedover mot havets kirkegaard som et langsomt skridende likfølge.
Og en vakker dag flød de sidste isbiter henover den mægtige vaarflommende Yukon. De første dampskibe krøp frem av sine blikhuse, de første guldgravere seilet nedover fra White Horse. Dynamiten klang i grubegangene, og ved floderne glinset guldet i de store slusers bund — — —
Det var i slutten av mai maaned.
Ved bar’en i Atkinsons hotel sat der et halvt snes mænd og drak den slette Ray-whisky, som verten smigret med de smukkeste navne. De hadde ikke stort at si hinanden. Dawson City er endnu ikke blit en by for de slepne tunger. Den gamle kurante guldgravervisdom staar høit i kurs. Sladderen trives ikke rigtig. Det er en luksus, som kun den modigste kan tillate sig. Betalingen er altfor ofte et nikkelmantlet projektil i tindingen eller en grovkalibret blykule i hjertet. Og i allerværste tilfælde spares der ikke paa repet.
Det var ikke Eldoradokongerne, som samledes i det lille hotel! . . . Det var ikke de store herrer, som sat i sine mægtige plankepaladser og drak skotsk whisky, til de blev blaa i ansigtet og kjedet sig over sin rigdom. Nei — Atkinsons hotel var ikke av den slags. Det store plankehus var lappet sammen av et snes daarlige kot, hvor en fattig guldgraver kunde faa en jernseng og et uldteppe for et par dollars eller en passende portion av de gyldne korn.
Livet i guldlandene er meget forandret siden de dage i 1896, da Mac Cormack saa guldaarene sno sig mellem Indian River og Klondyke. Men den haarde og tause natur præger menneskene i det samme billede.
Nu er det ikke blot de sterke mænd, som naar frem til guldet. De svake viljer segner ikke mere under strabaserne ved White Pass eller i skrænterne ved Chilcoot. Den moderne teknik har tat svæklingerne under armene. En banelinje fra Scagway til White Horse har nu fjernet alle farer og al romantik fra den vei, som i sin tid hidset eventyrlysten hos den gamle og den nye verdens mænd. Og de bredbundede dampskibe fører en frank og fri gjennem flodens lunefulde strøm helt ut til det store, grenete delta, som betegner Yukons utløp i oceanet.
Mændene i Atkinsons hotel saa trætte og utslitte ut. Det var store og sterke folk, som kunde føre en hakke og slaa et slag. Men chancerne for eventyreren var ikke som i gamle dage. De smaa jøders kolde haand hadde lagt sig over guldminerne, og de store truster hadde sine argusøine aapne. Og loven vaaket over alle . . . Dawson City var blit en civilisert by — med pantelaanere, indkassatorer og skjøger.
Længst borte i hjørnet sat to mænd for sig selv. De var brede og blonde og røkte sine snadder i taushet.
—Hør her, Stone, sa endelig den ene og bøide sig over mot sin ven, skulde vi ikke dra bort fra denne fillebyen . . . Jeg skulde ha lyst til at se litt paa chancerne oppe ved Mackenzie . . . Og nu er det tiden.
Stone betænkte sig litt.
—Det er ikke mands arbeide, svarte han, at pirke nede i disse hullene for et jødefirma i Frisco. Selv om lønnen er bra. Men det er noget, som holder mig igjen. Jeg vilde gjerne vite, hvor det er blit av Michael Glenagan og Sam Creek . . . Den første dampbaat kommer nu . . . la os vente . . .
Wilhelm Hart sukket dypt og strøk sit lange skjeg.
—Vi har 200 dollars hver, sa han. Det greier sig nok til utrustning. Vi tar Sitka Charles med. Han er den flinkeste indianer i gruben og længes væk til skogene og tundraen dernord.
—Well!
Fjeld reiste sig. Hans svære skikkelse hadde ikke mistet noget av sin kraft, men furerne i det kraftige, skjegløse ansigt var blit dypere.
—Hør! hvisket han og lyttet anspændt. Det er dampbaaten, som uler derute. Yukon er isfri!
De skyndte sig ned til floden. De første passagerer var allerede kommet iland. Det var unge mænd, som saa blanke og nyslaatte ut i sine splinternye klær, — det var unge piker, som søkte egteskapets lykke i det fjerne guldland; det var gamle guldgravere, som hadde tilbragt vinteren i Seatle eller San Francisco. De hadde øst ut sit guld, de hadde drukket saa meget champagne og ætt saa megen fin mat, at de ikke taalte mere av denslags. Med daarlige maver og en forfærdelig længsel til deres manddoms haarde land vendte de tilbake til guldgraverhabiten, den slette whisky og den karvete bladtobak.
Det var jo selve Bonanzakongen, Jack Whitestone, som hoppet i land som en yngling og gned sine hænder av fryd og trykket alle, han saa, i haanden paa gammel vis.
—Her er jeg igjen, sa han, pokker skal ta mig, om jeg nogensinde mer sætter mine ben blandt det forgyldte pak nede i San Francisco. Der findes ikke luft der nede. Ikke en ærlig sneklat, ikke en ærlig solstraale og ikke en ærlig mand . . .
—Er der no’e nyt? spurte en.
—No’e nyt? Den gamle guldgraver heiste bukserne sine op. Der ligger 250 gamle aviser i kufferten min der. Kjør paa, gutter! . . . Der er fanden saa mye nyt . . . baade godt og ondt . . . Men en ting kan jeg fortælle dere, som ikke staar i bladene der.
Bonanzakongen var pludselig blit alvorlig.
—Dere kjendte alle Michael Glenagan, sa han. Han var min ven i mange aar. Og det vil jeg si, at bedre mand har ikke staat ved en»vugge« og vasket guld . . . Han hadde ikke heldet med sig, . . . og nu er han død!
Jack Whitestone tok sin brede hat av. Og de omkringstaaende fulgte hans eksempel.
—De fandt ham for en uke siden i fjeldet ved White Horse, fortsatte han. Og aldrig har nogen set et underligere syn end de folk, som stødte paa hans lik. Haaret reiste sig paa hoderne, sa de. Og det var endda mænd, som hadde set litt av hvert . . . Hør her, gutter . . .! Midt oppe i en snefane laa Michael Glenagan stendød. Og under ham fandt de liket av en anden mand. Der fandtes ingen papirer paa ham, men folk gjenkjendte ham som en viss Sam Creek, der var efterlyst av politiet for mord. Han hadde faat sin bekomst. Der hang en hund med hele tandgaren i Creeks strupe. Og aldrig har nogen set en slik rædsel i en død mands øine . . . Men Glenagan laa der som et barn og smilte . . . Ja, det sa de. Og nu spør jeg dere, gutter: Hvem har nogensinde set Mick smile? . . . Der fandtes ikke saar paa ham. Han har lagt sig ned midt paa blanke fjeldet med trugerne paa benene, enten nu jagten har sprængt ham, eller fordi han ikke gad mere. Han var en underlig fyr, Glenagan . . . Saa har kulden tat ham. Og hunden har ikke sluppet taket sit. Fraaden stod den om kjæven, da man fandt den. Det var dens sidste bit, og øinene stod som røde blodkuler ut av dens hode. Den er død i sit raseri. Slik var de Glenagans hunde. De var som Mick selv. Sterk i sin kjærlighet og vældig i sit hat. — — —
Bonanzakongen mumlet en bøn og satte sin hat paa hodet. Saa vendte han sig til den lille forsamling omkring.
—Skal det være et glas, gutter, sa han. Saa drikker vi et glas for min ven Michael Glenagan og hans hunde.