Hans Hauges Fængsling
Det har længe været antaget, at det var de forfærdelige Misgjerninger i Holtaalen og Lexvigen, der var den egentlige Foranledning til Hans Hauges Fængsling. Det er fra Stenersen[1], dette nærmest maa være kommet, og efter hans Fremstilling er det klart nok hos ham blot en Formodning. Sikkert er det, »at Beretningerne om disse Misgjerninger, der fandt Sted i Holtaalen 1801 og i Lexvigen 5te Januar 1802[2], og i Septbr. 1803 blev forelagte den danske Almenhed af Presten E. Hagerup, gjorde Hauges Navn og Virken bekjendt i Danmark. Hagerup er ingen paalidelig Forfatter, men da han meddeler Dommen in extenso over Deltagerne og Medviderne i Barnemordet i Lexvigen, maatte man fæste Lid dertil. Den sidste Forbrydelse var foregaaet i en Kreds af Hauges Venner, og det kunde synes rimeligt nok, om man – efter den Opfatning, man i vore Dage let kan have af hine Tiders Retstilstande, – gjorde Ophavsmanden til den hele Bevægelse ansvarlig eller sikrede sig ham ved at holde ham i Forvaring.
Denne Antagelse blev kuldkastet ved A. Chr. Bangs Fremstilling af Hauges Liv og Virksomhed 1874. Bang mente – som det efter Tidsfølgen synes med fuld Ret –, at det var Biskop Peder Hansens Indberetning af 24de April 1804 om den Forvirring m. m., som ved Hauge var bevirket i Menighederne, og de Hindringer, han og hans Folk lagde iveien for Oprettelsen af Læseselskaber o. s. v., der havde foranlediget Hauges Fængsling. Dr. Bangs Opdagelse af Biskop Hansens Indberetning og de heraf i dragne Slutninger maatte forekomme os slaaende, og der tør for Tiden neppe være nogen med Kyndighed i disse Sager, der drager dem i Tvivl. Man kunde ellers have god Grund til at blive mistænksom, naar man kjender til, at Hans Hauge, der ansaa sig forfulgt ene og alene paa Grund af overtrædelse af Forordningen af 1741, fortæller[3], at der i Kristiansands Stift „aldeles ingen Forfølgelse var“. Det synes efter Bangs Fremstilling klart nok, at det er Kirken, der gjennem en af sine Biskoper i rationalistisk Aand har foranlediget Statsmagten til paa sin Maade at hæmme en aandelig Bevægelse i Menigheden, hvis Formaal ene var Vækkelsen af kristeligt Liv.
Man kan ikke undgaa Indtrykket af, at det er et sørgeligt Mindesmærke, der her er reist over den norske Kirke i vore Bedstefædres Dage, og vi, som sidder inde med Vidnesbyrd om Kristenlivets Magt i de høiere Samfundsklasser netop fra denne Tid, har havt vanskeligt ved at tilegne os en saadan Tanke. Vi tør ikke her optage den gamle Strid om Rationalismens Magt inden det norske Presteskab 1796–1804 og skal heller ikke anstille nogen fornyet Undersøgelse om, hvorvidt det er denne, der er det overvældende Element i Modstanden mod Hauge og den ved ham vakte Bevægelse, men det tør vel sættes som en Kjendsgjerning, at Rationalisterne ikke var i Pluralitet i den norske Geistlighed paa denne Tid. Man skulde kunne slutte, at Rationalismen maa have havt en meget stor Magt, naar det virkelig forholdt sig saa, at en Indberetning fra en af Norges rationalistiske Biskoper var nok til at bringe Regjeringen i Vaaben mod Hauge, – uden at den ikke rationalistiske Biskop J. N. Brun havde sagt et Ord eller faaet Anledning i til at erklære sig. Akershus Bispestol var vakant. Saavidt man kjender til Kancelliets Forhold i den Tid, har det ikke manglet paa Nøiagtighed i Forretningsførelsen og heller ikke paa Forsigtighed overfor den enkelte Person. Der er vel sagtens Eksempler paa Nepotisme, maaske ogsaa paa uretfærdige Embedsbesættelser, men neppe paa voldsom og overilet Fremgangsmaade. Især var man forsigtig overfor norske Bønder, og denne Forsigtighed tiltog, alt som det nærmede sig til Tiden, da det gamle Baand mellem Rigerne maatte løses.
Det vilde da ogsaa være paafaldende, om man – trods alt, hvad der blev skrevet i Fallesens Maanedskrift og paa Biskop Hansens Kontor – i Kancelliet skulde skride voldelig ind overfor Bønder i Norge, naar de overtraadte Forordningen af 13de Januar 1741 i den Hensigt at vække Syndere og fremme kristeligt Liv i Menighederne[4], medens man lod de stærke Jyder, der gjorde akkurat det samme, gaa i Fred. Naar Regjeringen satte Hans Hauge i Fængsel, medens den lod Peder Larsen gaa fri, kunde dette ikke være andet end den mest skrigende Uretfærdighed, hvis der handledes om at skride kuende eller knusende ind mod det nyvakte Kristenliv i Menighederne under Navn af Mystikisme, Forvirring, Forledelse til Grublen og Fortvivlelse og hvad andet man kaldte det. Det er neppe for meget at sige, at en saadan Uretfærdighed vilde være meningsløs, om den ikke havde været en Umulighed hos de hæderlige Mænd, der sad i Kancelliet.
Hans Hauge var et Skud af Pietismen, og hans Standpunkt var det pietistiske .Det ligger derfor i Sagens Natur, at han maatte optræde mod Presterne. Pietismen er en Reaktion mod det stillestaaende i Kirken. Den vil have Liv og Bevægelighed, kommer derfor ofte nok til at optræde mod Stilheden, hvor den vil ramme det stillestaaende. Det er et Fænomen, som gjentager sig bestandig i dens Høvdinger. Det var saa med Thomas v. Westen og Eiler Hagerup i det 18de Aarhundredes 1ste Halvdel, saa med Hans Hauge i dets Slutning, saa med Lammers i vor Tid, og her kunde nævnes tiere Det er i alle Fald menneskeligt, naar Resterne optræder igjen mod pietistiske Angribere. Ingen har Lyst til at lade sig slaa. Det vilde være det urimeligste af alt herfra at slutte til et Fiendskab mod den i Pietisten fremtrædende kristelige Sands og Iver. Er man bleven vant til Stilheden – eller maaske til det stillestaaende –, vil man let faa Mistanke til Bevægelsen, frygte Forvirring i Menigheden, og herfra kommer man da let til at gaa paa Jagt efter Bevægelsens svage Sider og kaste sig over disse Det er ikke Vidnesbyrd om rationalistisk Kristendomsfiendskab, naar Prester ikke anerkjender – eller endog ikke forstaar – en pietistisk Bevægelse. Lammers havde mange Modstandere men der fandtes blandt dem ikke en eneste Rationalist. Derimod har vi paa vor Vei truffet en gammel, hjertelig troende Prest, der var aldeles udenfor Forstaaelsen af den ved ham vakte Bevægelse. Det er klart nok, at denne Strid mellem Prester og Lægprædikanter maatte være vel kjendt i Kancelliet, men det tør ansees for sikkert, at dette har ladet Striden gaa sin Gang uden at tænke paa nogen Kuelse af det religiøse Liv i den Form, hvori det ytrede sig hos den ene af Parterne. Der findes i alle Fald i i Kancelliets Protokoller, der er gjennemsøgte[5] fra 1802 til 1804, ikke Antydning til noget saadant. Presterne var jo Part i Sagen og Gjenstand for haard Kritik, og det ligger da nær at tænke sig, at det var dem om at gjøre at kue det ny vaagnede Liv i Menighederne, saaledes som det stillede sig for deres Betragtning. Vi nærer dog ogsaa her en Smule Tvivl. Det faar staa hen med Rationalisterne, men ved Siden af den staar en Skare af gamle fromme Mænd, der var Fædre for sine Menigheder. Der maa søges efter andre Grunde end Modstand mod den kristelige Livs-Rørelse, naar man vil komme til Klarhed over deres Forhold til Hauge og se Tingene, som de virkelig har været.
Det var et skjæbnesvangert Skridt, Hans Hauge tog, da han Sommeren 1801 blev Kjøbmand i Bergen. Det være langt fra os at dadle ham for det. Tvertimod: hans Motiver synes at have været rene og hans Formaal Guds Riges Fremme efter det Syn, han havde paa Tingen. Han kom lige fra Forvirringen blandt Vermerne paa Hedemarken, hvor man var begyndt med at forlade sit jordiske Arbeide for at gaa ud og forkynde Omvendelse. Han gik fra Hedemarken til Hallingdal, hvor man havde faaet det med apokalyptiske Drømmerier. Han maa have havt et levende Indtryk af de Farer, der truede hans Venner, og naar han tænkte sig, at den udelukkende Beskjæftigelse med det aandelige hos ham selv, det store Eksempel, kunde lede andre paa lignende Veie, der ikke var banede for dem, var det rimeligt nok, at han forsøgte at slaa ind paa en Vei, hvor han kunde lede dem baade som en god kristen og en nyttig Borger. Der er sikre Vidnesbyrd om, at noget som en Samfunds-Dannelse ved denne Tid har foresvævet ham. Det skulde visselig ikke være nogen Sekt, men en Sammenslutning af hans Venner til Guds Riges Fremme. I Erhvervelsen af Penge fandt han her et Middel til at gjøre dem uafhængige af Verden og knytte dem mere og mere til hverandre indbyrdes. At Tanken fra Hauges Side ikke indeholdt noget urigtigt, maa vist erkjendes, men han har neppe overskuet de mulige Farer ved Realisationen: at den timelige Vinding let kunde blive en Snare for mange, uaar den strænge Tugt ikke længer lod sig holde, og at Samfundsdannelsen let kunde føre videre til Sektvæsen. Han tør have havt Øie for disse Ting, men neppe overskuet dem i deres Konsekvenser. Han var en kraftig Mand, der fattede raske Beslutninger og uden Betænkning satte dem iverk.
Der var imidlertid andre Ting, han sikkerlig har glemt. Det maatte for Verden se ud, som han vilde tjene Penge. Anderledes kunde Handelsvirksomhed i Bergen paa den Tid ikke opfattes. Men det var ikke nok hermed. Ogsaa hos Kirkens Mænd maatte han vække Mistanke om egennyttige Hensigter. De, som tidligere saa paa ham og hans Gjerning med Mistænksomhed, maatte faa denne forøget, og de, som hidtil havde været velvillig stemte imod ham, maatte nu faa sine Betænkeligheder ved hans Færd Saaledes gik det – som bekjendt – med Biskop J. N. Brun. Fremfor alt maatte Auktoriteterne begynde at betragte den religiøse Bevægelse med andre Øine, da den nu for dem maatte staa som kombineret med Handelsforetagender. Hvorvidt Regjeringen har bemærket den – formentlig – store Forskjel, som nu var indtraadt mellem den norske og den jydske Bevægelse, tør vi ikke sige noget om. Kancelliets Protokoller meddeler intet herom i den første Tid af Hauges Hande1svirksomhed.
Vi faar huske paa, at man i hine Dage levede under et Formynder-Regimente, der er næsten uforstaaeligt for den nu levende Slægt. For os maa det se skrækkeligt ud med alle disse Privilegier og dette Laugsvæsen, der skarpt afgrændsede Næringsvirksomheden. Vi skal ikke indlade os paa nærmere Betragtninger af den ulykkelige Tilstand, hvorunder Folket levede, i Sammenligning med vor Tids hartad ubegrændsede Frihed, hvorunder Lykken møder op i Skikkelse af Socialisme og en almindelig Ængstelse for kommende Omvæltninger. Auktoriteterne passede nøie paa, at ingen overskred Grændserne for det Omraade, der var ham afstukket. Den Omhu, hvormed man vaagede over, at de enfoldige ikke blev bedragne, tager sig underlig ud i vor Tid, da enhver ved, at de enfoldige faar passe sig selv og vælge sine Formyndere, om de finder dem fornødne. Det var visselig en Brydningstid af overordentlig Rækkevidde, men man stod jo endnu midt i den. Revolutionens Ideer var ikke naaede op til vort Folk. Det levede ganske under det gamle Regimente – trods en og anden skaaltale i Kristiania og Bergen –, og ethvert Brud paa den tilvante Orden stod for Landets tænkende Mænd som noget, der grændsede til Forbrydelse. Under disse Forhold laa det nær at tænke sig, at den religiøse Bevægelse maatte blive benyttet i egennyttige Formaals Tjeneste, naar dens Mænd, ja selve Hovedmanden, begyndte at drive Handel. Der er ikke Tvivl om, at man nu begyndte med skjærpet Aarvaagenhed at give Agt paa Hauges og hans Venners Færd. Naar Biskop Brun med sin anerkjendende Udtalelse om Haugianernes Forkyndelse og kristelige Forhold peger paa den formentlig eksisterende Samfundskasse og de mange Penge, der gik gjennem Haugianernes Hænder, kan man være sikker paa, at han, der havde 4 Svigersønner blandt Bergens fremragende Handelsmænd, har søgt at skaffe sig Besked om det virkelige Forhold. Det lykkedes ham ikke, og han maatte holde sig til Formodninger, da Hauge og hans Venner med Frimureres Taushed har sørget for at holde Verden udenfor sine Pengeanliggender. Vi dadler dem ikke for det. Handelsmænd holder ikke af at indvie andre i sine Affærer, – allermindst naar de – som Hauge og hans Venner – kjender til, at man betragter dem med Mistænksomhed og passer nøie paa dem. Her kunde den mindste Feil blive farlig. Hauge har sikkerlig været sig dette bevidst og med sine visselig rene Hensigter vogtet nøie paa sig og sine Folk, at kun det gode maatte ske i hans Kredse. Hauge var en Mand af praktisk Dygtighed og med et skarpt Blik, men han har neppe været fri for en vis Naivetet, der paa dette for ham fremmede Gebet – Handelen – lod ham blive mindre forsigtig overfor Tidens strænge Næringslovgivning. At Auktoriteterne under sin Vaagen over denne var i høj Grad nøieseende, tør vi heller ikke dadle. De var jo satte til at passe paa, at de enfoldige ikke blev bedragne, og Midlerne, de havde at bruge, var ligesom Straffebestemmelserne strænge. Men her spurgtes naturligvis kun om Kjendsgjerninger, og naar en Embedsmand istedenfor saadanne kom frem med individuelle Betragtninger og almindelige Beskyldninger, blev der intet Hensyn taget dertil.
Det kan derfor ikke forundre, naar vi ved Undersøgelse i Kancelliets Arkiv[6] finder, at Biskop Hansens Indberetning af 24de April 1804 med alle dens stærke Udtryk er lagt tilside, uden at noget i Anledning af den er foretaget. Heller ikke kan man undres over, at Kancelliet, naar et Faktum blev indmeldt, der var en Krænkelse af Handelslovgivningen, og dette sattes i Forbindelse med den religiøse Virksomhed, – fandt Anledning til at tage alvorlig fat paa Ophavsmanden og gribe til Forholdsregler, der vistnok fik langt mere vidt rækkende Følger, end man fra Begyndelsen havde tænkt. Hans Hauge havde Sommeren 1803 udstrakt sin Reise nordover lige til Senjen og Tromsø, og navnlig i Malangen og Bardodalen havde han vundet adskillige Tilhængere. Disse – det maa vel antages at have været alle, skjønt kun 5 af dem optraadte som vidner for Retten, da mange var bortreiste – havde med Hauge indgaaet en mundtlig Forening om, at de skulde sende ham alt, hvad de kunde skaffe sig af Fisk, Tran o. m., mod at han sendte dem, hvad de behøvede „til Livets nødtørftige Ophold“. En af dem havde dog forbeholdt sig ikke at sende alt, hvad han maatte have af Varer. Noget Regnskab blev der ikke holdt, da Hauge, om han blev noget skyldig, skulde „anvende det til Guds Ære, hans Navns ophøielse og Menneskers Omvendelse“. Det første af de her omtalte Vidner, Ole Lassesen, udtalte videre, at „han ingen Penge havde leveret til en hellig Kasse, men bliver noget tilovers, skal det nedlægges i Samfundets Kasse“. Han udtalte videre, at en Bonde, Even Larsen, havde solgt sin Gaard i Rennebu for 700 Rdlr., „og disse Penge er leveret til Hauge for at nedlægges i Samfundskassen, som ogsaa kaldes „de Troendes Samfundskasse“. „Samme Even Larsen havde faaet nogle Kreaturer og Fødevarer, som Hauge havde skaffet ham dels selv, dels ved herværende „Samfundsbrødre“. Et andet Vidne, Ingebrigt Israelsen, stadfæstede dette om Even Larsens Gaardhandel og Salgssummens Anvendelse, hvorhos han for sit eget Vedkommende tilføiede, at „skulde han lide Mangel i nogen Henseende, da har han Ret til at fordre af Selskabets Medlemmer al mulig Hjælp og Understøttelse fremfor nogen anden, der ikke hører til deres Selskab, og han maa modtage det som noget, der hører til Guds Ord og hans Befalinger“. Endnu 2 andre Vidner stadfæstede hvad der var sagt om Even Larsens Gaardhandel, og den ene, Peder Amundsen Sollien, havde gjort den samme Bestemmelse med sit mulige Tilgodehavende, som de andre.
Det var først ved Juletid 1803, at noget herhen hørende kom til Auktoriteternes Kundskab. Ved denne Tid havde Skipper Knut Hellestvet med Hauges Jagt „Anne Helene“ seilet nordefter med en Ladning, der bestod af Salt og Kornvarer, 6 Voger Hamp, 2 Voger Bladtobak og 2 Tønder Brændevin – alt for Hauges Regning. Underveis havde han afsat noget af Ladningen paa Gjeslingerne og der indtaget 18 Tdr. Byg. Nu havde han lagt sig ind i Dybvaagen i Senjen og handlet med forskjellige Mænd, hvorfor han 16de Decbr. 1803 blev anklaget af den throndhjemske Kjøbmand Wraamanns Faktor Carl Møller paa Kløven for ulovlig Handel. Der var udgaaet en skarp Skrivelse fra Rentekammeret 4de Febr. 1797 om, at ingen for Eftertiden var berettiget til at drive nogen Slags Handel med Almuen deroppe uden de, som dertil efter Ansøgning var forsynede med kongeligt Privilegium gjennem Kammeret, og at de, som handlede derimod, skulde tiltales af Fogden og straffes efter Anordningen. Dette synes jo overmaade strængt, men for det første maa vi huske paa, at saadanne Privilegier hørte Tiden til, dernæst at deres Indehavere ingenlunde blot havde Rettigheder, men var forpligtede – under Strafansvar – til altid at være forsynede med de Varer, Almuen tiltrængte. De maatte være forberedte paa store Tab under misligt Fiske og havde Krav paa Beskyttelse, som ogsaa var dem tilstaaet, da det var paalagt Fogden uden videre at aktionere enhver, der gjorde Indgreb i deres Ret. Fogden, Jacob Thulin Thams, skred straks ind og skrev til Lensmanden, at det var ham skriftlig og mundtlig meldt, at Skipper Knut Hellestvet „ikke alene driver ulovlig Handel, men endog ved samme udøver et Bedragerie, da han forleder Folk af dette Fogderi at være sig følgagtig for sin egen Fordels Skyld, alt under en paatagen hellig Maske“. Lensmanden havde at paalægge Skipperen straks at forlade Fogderiet, og dersom han viste sig opsætsig, belægge hans Fartøi med Arrest. 5te Januar 1804 indfandt Lensmanden sig hos Knut Hellestvet og oplæste Fogdens Skrivelse. Han forlangte 24 Timers Betænkningstid. Da Lensmanden Dagen efter kom igjen, og Vinden var føielig, erklærede han, at han vilde reise om 8 Dage, da han maatte have Tid til at udruste sig og skaffe Mandskab til Lofotfisket. Han reserverede sig mod de fremsatte Beskyldninger, der i sin sidste Grund rammede hans Rheder, og skulde selv holde Vagt over sit Fartøj. Dette blev nu belagt med Arrest, og Skipperen stævnet til Gjæsteret 23de Januar 1804. Han erkjendte her, at han havde drevet Handel med Korn og Mel, men ikke med Tobak og Brændevin. Blandt Vidnerne fremstod nu en Mand, Reinhart Tollefsen Baardsfjorden, der oplyste, at han med Skipperen var saaledes forenet, at Hauge herefter skulde have alt, hvad han maatte fortjene, mod at han stedse skulde faa tilbage, hvad han behøver til Livets Ophold, hvilken Forening ogsaa var indgaaet med andre. Hvad Vidnet maatte faa tilgode hos Hauge, skulde denne anvende til Guds Ære, hans Navns Ophøielse og Menneskers Omvendelse, hvilken Forening Vidnet havde indgaaet med Hauge selv Sommeren 1803. Sorenskriveren, Johannes Henrik Aas, spurgte nu Fogden, om han ansaa sig berettiget til at forlige Sagen, og da denne troede, at han saa kunde gjøre, indgik Knut Hellestvet paa Forlig, saaledes at han erlagde 200 Rdlr. til Kongens Kasse, 20 Rdlr. til Tromsø Fattigkasse og Sagens Omkostninger, mod at Fartøiet og den tiloversblevne Ladning stilledes til hans Disposition. Han maatte i alt erlægge 313 Rdlr. 10 Skill.
Sagen blev af Fogden sendt Finmarkens Amtmand, Martin Andreas Unmach, der tidligere – Vaaren 1800 – som Foged paa Vos havde optaget Forhør over de derværende Haugianere paa Grund af deres Forhold til Konventikelplakaten. Amtmanden sendte 14de Marts 1804 det hele til Rentekammeret med Bemærkning, at Hauge „under Helligheds Maske fravender endel af Almuen deres Fortjeneste og betjener sig af deres Enfoldighed til at berige sig“. Rentekammeret fandt, at Fogdens Forhold ikke var rigtigt, da han havde ladet Skipperen slippe med Mulkt, uagtet hans Fartøj og Ladning var forbrudt, men da værdien deraf nu ikke kunde bestemmes, fandtes det ikke fornødent at gjøre videre ved Sagen i dette Stykke. Da imidlertid Indberetningen lød paa, at Hauge under Helligheds Maske fravendte Almuen dens Fortjeneste o. s. v., blev den under 23de Juni 1804 sendt Kancelliet, der betragtede Sagen som meget alvorlig. Allerede 5 Dage efter blev den tagen under Behandling, og 30te Juni udgik ordre til Amtmanden om at lade optage nyt Forhør for at skaffe nøiere Oplysning om „Hauges hele Forhold i den omhandlede Sag, især med Hensyn til, at han skulde have forledet en Del af Almuen til at arbeide for ham og tilsende ham den halve Fortjeneste[7] for at nedlægges i en af ham oprettet saakaldet hellig Kasse, for siden af bemeldte Hauge at anvendes til Menneskenes Omvendelse m. v.“ Da det ved Gjæsteretssagen var kommet frem, at der var flere Bønder, der havde stillet sig i samme Forhold til Hauge som Reinhart Tollefsen, paalagdes Amtmanden, naar flere Vidnesbyrd – idetmindste et – var tilkomne, at sende Udskrift af Forhøret til Bergens Stiftamtmand, der samme Dag – 30te Juni 1804 – fik Paalæg om „uopholdelig at lade Hans Hauge arrestere og tiltale paa Justitiens Vegne, saasnart han modtog Amtmandens Indberetning og fandt Factum tilstrækkelig oplyst“. Samme Dag udgik – som bekjendt[8] – Kancelliets Skrivelse til samtlige Bisper og Amtmænd i Norge om at skaffe nærmere Oplysninger om Hauge og hans Forhold, – en Skrivelse, hvori Biskop Hansens Ytringer om, at H. „sætter sine Tilhængere i Kontribution“ og „søger at vække Mistillid mod Statens første Auktoriteter og Lærerstanden“, er medoptagne. I Skrivelsen paalægges det Vedkommende at „gjøre Forslag til den hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa det onde kan hemmes“.
Hauge forlod Bergen for sidste Gang i Begyndelsen af Juli 1804. Stiftamtmanden kan da neppe have havt Kancelliets Ordre, da han vel sagtens ellers maatte have forlangt Hauges Tilstedeblivelse, indtil det befalede Forhør var optaget og indsendt. At Hauge har kjendt til Knut Hellestvets lovstridige Forhold med dets Følger, da der var hengaaet et halvt Aar, siden Sagen blev forhandlet, er vel ligesaa sikkert, som at han herved er bragt til alvorlige Tanker om de ulovlige Handelsforbindelser, han selv for et Aar siden havde sluttet deroppe, men han nævner intet herom i sin Levnetsbeskrivelse, hvor han ellers har meget at fortælle om sit Ophold i Senjen. Vi skal ikke opholde os videre ved det mindre heldige i denne Fortielse.
Han seilede til Kristiansand, hvor Kancelliets almindelige Ordre af 30te Juni 1804 blev ham bekjendt. I August seilede han over til Jylland og blev nu et Par Maaneder i Danmark. I Kjøbenhavn søgte han ikke Kancelliet for at afgive Forklaring om sin Færd, hvilket havde været hans Tanke. At han anede Fare for sin personlige Frihed fremgaar af en liden Avisartikel fra hans Haand, skreven i Jylland 23de August og indført i Kristiansands Adresseavis No. 39 for 1804. Han drog hjem til Norge for her bedre at kunne sørge for sit Forsvar i Tilfælde af Sagsanlæg. Over Fredrikshald og Tune drog han op til Eker, hvor han 24de Oktbr. 1804 blev arresteret af Lensmanden efter Foged Johan Colletts Ordre. Fogden hørte ikke til dem, som var stemte for strænge Forholdsregler, men mente i sin Erklæring af 7de August 1804, at „Følgerne af Religionssværmeriet langt fra var saa farlige, som ved første Øiekast antages“. Det var kun en af de almindelige Anholdelser, foranlediget ved, at en Bonde havde udtalt Frygt for, at hans Datter skulde forlade ham for at følge med Hauge. Der var imidlertid kommet en ny Anmeldelse til Kancelliet, der ved den foranledigedes til at handle hurtig. Byfoged Lahn i Kristiansand havde fundet sig beføiet til at gjøre Forbud i Henhold til Forordningen af 27de Septbr. 1799 mod Hauges Bog „De Enfoldiges Lære og Afmægtiges Styrke“ paa Grund af de heri indeholdte fornærmelige Udtalelser mod den geistlige Stand. Præsident Hammer indsendte Sagen til Kancelliet, der behandlede den d. 25de Oktbr. 1804 og allerede 2 Dage efter udstedte et Cirkulære til de norske Overøvrigheder om at eftersøge og arrestere Hauge, hvor han fandtes. Amtmanden i Buskerud kjendte til, at han allerede var anholdt af andre Grunde, og beordrede straks – 6te Marts – Lensmanden til at bevogte ham. Det Forhør, som imidlertid var holdt over Hauge 1ste Novbr., er udenfor al Forbindelse med, hvad der var foregaaet i Kancelliet. Naar Sorenskriver Stockfleth her spurgte, om han vilde forbinde sig til at ophøre med sine Opbyggelsestaler, er dette noget, der staar for hans egen Regning, og naar Hauge ikke vilde gaa ind derpaa, skede det i Henhold til hans Betragtning af Forordningen af 13de Jan. 1741 som en sovende Lov, – en Betragtning, hvori han 180O havde faaet Medhold af Biskop Brun. Med hans Anholdelse efter Regjeringens Ordre har dette Spørgsmaal intet at bestille. Assessor Hielm er her ikke rigtig underrettet, naar han[9] sætter denne Negtelse som Grund til, at man var nødt til at fængsle ham.
Det fremgaar af de Dokumenter, der her foreligger, at Regjeringen skred ind mod Hauge 1) paa Grund af ulovlig Handel, han dels selv, dels ved en af sine Folk havde drevet, – 2) paa Grund af en ved retslig afhørte Vidners Prov fremkaldt Mistanke om, at enfoldige Mennesker fralokkedes Penge til virkelige eller foregivne religiøse Øiemed og det paa en Maade, der kunde gjøre en Undersøgelse nødvendig, – 3) paa Grund af overtrædelse af Trykkefrihedsforordningen af 27de Septbr. 1799. – Det er en klar Sag, at Hauges Forhold siden Juni 1804 har været Gjenstand for Kancelliets alvorlige Overveielse, og at de mangfoldige indkomne Erklæringer har givet det meget at tænke paa. Da der saa i Oktober kom en Anmeldelse om en ny Overtrædelse, har det grebet Leiligheden til at faa en Ende paa Tingen ved øieblikkelig at sætte Hauge fast. Det var vægtige Stemmer, Regjeringen her havde at lytte til. Biskop Bugge erklærede Hauge for „en Skjelm, der burde behandles som en Skjelm“, Amtmand Vibe tilraadede i forsigtige Udtryk at bringe ham i Forvaring i al Stilhed. Han var en gammel Militær og har vel tænkt paa Lofthus og Fremgangsmaaden med ham. Selv Biskop Brun fandt, at hans og hans Venners „merkantilske Entrepriser“ nok kunde give Anledning til en Undersøgelse. Erklæringerne er behandlede af A. C. Bang, efter hvis Fremstilling det ikke ser godt ud – navnlig for Presterne. Vi har af den store Mangfoldighed læst Erklæringer fra 29 Prester i Kristiansands Stift, 16 i Bergens Stift og 8 i Kristiania Stift, derhos fra 7 Amtmænd og 14 Fogder. Af disse havde 14 Prester ikke havt Besøg af Hauge eller hans Venner i sine Menigheder. Af de borgerlige Auktoriteter er der flere, som roser Haugianerne meget, flere, som raader til at fare lempelig med dem – deriblandt daværende Foged, senere Statsraad Jonas Collett –, men de fleste ansaa strænge Forholdsregler paakrævede, og enkelte bruger haarde Udtryk. Af Presterne har de, der ikke kjendte til Bevægelsen i sine Menigheder, gjerne slaaet sig fra Forslaget til Forholdsregler imod den. Enkelte gaar dog ogsaa her den almindelige Vei og foreslaar paa Grund af hvad de har hørt om Hauge og hans Venner strænge Forholdsregler. Det maa i det hele siges at være gjennemgaaende hos Presterne, at de foreslog strænge Midler, naar de overhovedet gjorde Forslag. Dette er Tilfældet ikke blot med dem, der kjendes som Rationalister, men ogsaa med rettroende Mænd og endog en af de faa endnu levende gamle Pontoppidanere, Sogneprest Wilhelm Falck paa Nøtterø. Naar man har tænkt sig, at disse Mænd var drevne af en jødisk farisæisk Nidkjærhed – eller for Rationalisternes Vedkommende af en hedensk –, har man visselig taget feil og dømt hin Tids Mænd ud fra vor Tids Standpunkt. Man har ikke taget i Betragtning, at den Tids Prester havde en meget stærk Følelse af sin Stilling som Kongens Embedsmænd. Traditionen er stærkt imod den Opfatning, at denne Stilling skulde have forledet dem til Hovmod og Herskesyge, om der end ogsaa findes Eksempler herpaa, – men de følte sig alle som en drevne til at holde Auktoriteten oppe og til at være paa sin Post, hvor denne blev angreben. Der har sikkerlig været dem, der nedsunkne i død Orthodoksi var Modstandere af Livsbevægelsen, og dem, der – selv levende – stred mod det pietistiske Element deri, men naar de her paa Regjeringens Opfordring gav sine Raad i den Retning, at den verdslige Arm skulde paakaldes, har det vel neppe været for at kue det aandelige Liv i sine Menigheder, men fordi de havde en Fornemmelse af noget, der lignede Opsætsighed, og Revolutionen, de havde gjennemlevet, havde vel yderligere staalsat dem mod alt saadant. Den mægtige hernhuttiske Bevægelse paa Listerlandet i 1790-Aarene vakte intet Had eller Fiendskab hos Presterne deromkring, hvor dog visselig adskillige har mærket dens Virkninger i sine Menigheder. Den blev ledet af Menighedens Prest, og intet kunde her lede Tankerne hen paa nogen Opsætsighed. Det kan være trist at tænke paa, at Kirkens Mænd paa saa mange Steder ikke kunde hæve sig til Biskop Bruns Standpunkt, men at de gjentagende greb til det Middel at lade Hauge arrestere som Løsgjænger, – trist ogsaa at læse deres haarde Domme om Hauge og hans Venner, men vi bæver tilbage for Tanken om, at Kristendoms- eller endog Kristus-Fiendskab har været det ledende Motiv for deres Handlemaade.
Ved denne Fremstilling af den virkelige Foranledning til Hans Hauges Arrest kunde det ligge nær at drage ufordelagtige Slutninger til hans Karakter. Den staar for vor Tids Menighed i det klareste Lys, og man faar ved den Afstand, hvori han staar, den haarde Behandling, han kom til at lide under sagens langsomme Gang, og maaske fremfor alt ved den Fremgang, hans Aandsbeslægtede i Menigheden har vundet i senere Tider, let Øje paa Martyriet og Forfølgelsen. Det har vel ogsaa havt sin Sammenhæng med senere Tiders kirkelige og politiske Syn, naar man ved Hauges Fængsling blot har set den for sin levende Kristendom og nidkjære Virken forfulgte Uskyldighed, hvis Mishandling kastede mørke Skygger over Regjering og Embedsmænd. I Historien spørges imidlertid efter Sandhed og Retfærdighed, ikke efter Sympathier eller Antipathier. Maa man efter hvad der foreligger blive klar over den Ting, at Hauge ikke var uden Skyld i, at man greb til haarde Forholdsregler imod ham, saa bliver Mandens Gjerning og dens Betydning ikke mindre af den Grund. Vi tør dog raade til nogen Forsigtighed under Betragtningen af hvad her synes at ligge klart for Dagen. Ved Vidner for Retten er det oplyst, at der var en „Samfundskasse“, hvori Finmarkens Bønder havde givet Hauge Fuldmagt til at nedlægge hvad de fik tilovers af sin Handelsforretning med ham. Vi har selv hørt af Amund Helland[10], at der virkelig var en saadan Kasse, hvortil han havde bidraget 5 Rdlr. Det er bekjendt, at Hauge under Forhøret benegtede dens Tilværelse. Ved Forhøret røbede Hauge en ganske paafaldende geografisk Uvidenhed, naar han skulde gjøre Rede for, hvilke Prestegjæld han havde besøgt, men det vilde stride mod alt, hvad vi kjender til ham, om vi skulde tro, at han har fornegtet Sandheden for Retten. Bønderne i Malangen og Bardodalen havde Hauge aabenbart givet den Formel, at Overskuddet ved Handelen skulde anvendes „til Guds Ære, hans Navns Ophøielse og Menneskers Omvendelse“. Saa svarede den ene i Forhøret i Januar 1804, og saa svarede de øvrige i December samme Aar. At en Samfundskasse kan have været nævnt i Hauges Forhandlinger med dem er ligesaa rimeligt, som at de selv har tænkt sig noget saadant. Den har sikkert været paatænkt uden at komme istand. Paa Hellands Meddelelse kan vi heller ikke lægge nogen synderlig Vegt. Han kan som 17-aarig Gut af sin Hyre have givet sine 5 Rdlr. til Hauge og faaet valuta tilbage paa en Maade, han i sin høie Alderdom ikke kunde gjøre sig Rede for. Underligt er det ellers, at hans Ord faldt: „der var noget ved det Fællesskab, som jeg ikke likte.“ Nærmere vilde han ikke udtale sig herom.
Paafaldende er det, at Hauge i sin Levnetsbeskrivelse ikke omtaler de Begivenheder fra hans eneste Ophold i Finmarkens Amt, der blev saa skjæbnesvangre for ham. At netop disse gav Anledning til hans Fængsling, har han vel neppe vidst. Han forlod Bergen ved den Tid, Stiftamtmanden havde modtaget Arrest-Ordre over ham, og Reisen er rimeligvis tiltraadt, før den danske Post ankom. Det fortælles, at han ved denne Tid var i en trykket Stemning bl. a. for sine Handelsforhold[11]. Bekjendt er det, at han havde indladt sig paa Kjøbet af Briggen „Christiane Margrethe“, som tænktes solgt i Drammen, men Salget gik ikke, og Tollef Rache maatte lægge over 4000 Rdlr. ud. Det ligner ikke Hauge med hans unegtelige Freidighed at tage sig nær af en saadan Pengeaffære, som han trygt kunde lægge i Herrens Haand, naar den var ærlig. Derimod kan vi nok tænke os, at en saadan Begivenhed som denne, at en af hans Skippere maa erlægge 313 Rdlr. i Mulkt for vitterlig ulovlig Handel paa Hauges Vegne, kunde fylde hans Sjæl med Bekymring og minde ham om, at han ogsaa selv paa denne Vei var kommen i Strid med Loven. At Hauge skulde have indladt sig i Handel, som han vidste var ulovlig, vil vi nødig antage, men efter Forhøret ser det underligt ud. Et Vidne svarer, at han har kjøbt Varer paa Hauges Handelssted Løvøen hos hans Faktor, og efter dette skulde man jo tro, at Hauge maatte kjende de privilegerede Handelsmænds Rettigheder, der krænkedes af ham selv og hans Skipper. Med Løvøen har det sig imidlertid saaledes, at Hauge under sit Ophold her 1803 havde set Stedet, fundet det bekvemt og skrevet til Kristiania derom, hvorpaa en af hans Venner, som han kalder C. B., reiste op og kjøbte Stedet[12]. At det ikke hørte til Sjeldenhederne, at Handelsmændenes Privilegier krænkedes af tilreisende Skippere i Fjordene heroppe, er af Forhøret sikkert nok. Der tør have hersket en mindre stræng Opfatning af disse Forhold, der atter fremkaldte Rentekamrets skarpe Advarsler. Naar Hauge blev delagtig i denne ulovlige Handel, tør det have sin Grund i, at han var naiv i disse Forhold, – maaske ogsaa i, at hans Handelsvirksomhed næsten den hele Tid, han var Kjøbmand, blev dreven af andre. Selv var han jo næsten bestandig paa Reiser. Imidlertid optræder han jo selv i Sommeren 1803 indledende Handelsforbindelser med Bønderne i Bardo og Malangen, hvor han maatte vide, at han ikke stod paa lovlig Grund. Maaske har han havt den samme Betragtning af Handelsmændenes Privilegium i Finmarken som af Forordningen af 13de Januar 1741.
Naar Hauge taler om sin Fængsling[13], staar det for ham som en given Sag, at den var grundet i hans Overtrædelse af Forordningen af 13de Januar 1741. Han kan ikke have kjendt til, hvad der gik forud for hans Anholdelse, og da han blev dømt for Overtrædelse af denne Forordning, har han vel sluttet, at han ogsaa derfor blev fængslet. Der er for ham her ikke Spørgsmaal om Auktoriteternes Forhold, men kun om hans egen Gjerning og dens Betydning, og at han da kun har set sig som den, der forfulgtes for sin kristelige Gjerning, kan være rimeligt nok. At hans Beundrere i en senere Tid har havt det samme Syn er ikke mindre rimeligt, og – Manden er bleven staaende for den almindelige Betragtning som den uskyldig forfulgte, levende, ivrige Kristendomsforkynder, der af sin Regjering lønnedes med Fængsel og Dom for sine Velgjerninger. Det har længe været klart for mange, at han ikke kunde blive staaende i dette Lys, naar en nøiere Undersøgelse af hans Livsgjerning og de Tidsforhold, hvori han levede, kunde anstilles.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ S. J. Stenersen: H. N. Hauges Liv og Virksomhed. Kbh. 1827 37 ff.
- ↑ Bang: H. N. Hauge. 297 ff.
- ↑ H. Hauge: Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 248.
- ↑ H. Hauge: Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 243.
- ↑ Hr. Arkivar G. Kringelbach har vist mig denne Godhed.
- ↑ Anstillet af Hr. Arkivar Kringelbach.
- ↑ Kancelliets Udtryk er mindre nøiagtigt. Det var det mulige Overskud til den sælgende Bondes Fordel, der skulde anvendes paa denne Maade.
- ↑ A. C. Bang: H. N. Hauge. 1. Udg. S. 424.
- ↑ P. A. Munchs Maanedsskrift. IV. S. 372.
- ↑ Bang: H. N. Hauge. s. 345. D. Thrap: Bidrag til d. norske Kirkes Hist. i 19de Aarh. II. s. 11. 21. 24. 76. Samme: Knud Spødervold og de stærktroende. S. 32.
- ↑ Bang: H. N. Hauge. S. 349.
- ↑ Hauges Levnet og Reiser. S. 45.
- ↑ Hauge: Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 248–49.