Harald Haardraades paastaaede Dobbeltgifte
Den sædvanlige Fremstilling, stammende fra Snorre, er, at Harald Haardraade har levet samtidigt i Ægteskab med 2 Dronninger: medens han opholdt sig i Rusland paa sin Hjemreise fra Grækenland, ægtede han Storfyrst Jaroslavs Datter Ellisiv (Elisabeth) (c. 1045) og Aaret efter at han blev Enekonge (1048) Thora, Datter af Lendermanden Thorberg Arnessøn paa Giske; det siges udtrykkelig, at Kong Harald ved sit sidste Hærtog (til England 1066) efterlod Thora hjemme i Norge, men tog Ellisiv med paa Søreisen over Nordsøen og lod hende efter paa Orknøerne. Munch, som uden nogen Tvivl har fulgt Snorre, har dog gjort opmærksom paa, at under hele Haralds Regjeringstid omtales aldrig Ellisiv, kun Thora som Dronning – førend i 1066 – og han formoder derfor, at Harald ved Hjemreisen til Norge ikke har taget Ellisiv med sig, men først mange Aar bagefter – omkr. 1065 – har ladet hende hente til Norge. Endvidere har Munch grebet den Efterretning i en Scholie til Adam af Bremen, at efter Kong Haralds Død hans Enke har ægtet den danske Kong Sven (Estridssøn), og hævder, at denne Enke har været Ellisiv. Munch har her ikke været opmærksom paa, at han derved lader Kong Sven indgaa Ægteskab i de forbudne Grader (Ellisiv var Datter af hans Cousine, idet den russiske Dronning Ingegerds Fader Kong Olav var Halvbroder af Svens Moder Estrid) – en Synd, som Kong Sven en Gang før havde begaaet, men som han havde maattet bøde haardt for, saa at man har vanskeligt for at tro, at Sven en Gang til kan have indladt sig paa saadant, – og det medens samme Prælat Adalbert i Bremen virkede, som havde truet ham med Ban og tvunget ham til Skilsmisse. En dansk Historiker, Dr. Hans Olrik, har fulgt Munch, uagtet han lagde Mærke til Konsekventsen, men har søgt at forklare den ved, at Adalbert i 1068 var en slagen Mand, som ikke længer vovede at tage Kampen op med Kong Sven, saaledes som han havde gjort 20 Aar forud. Ja. Dr. Olrik har gaaet et Skridt videre og hævder, at ogsaa Kong Svens Søn Olaf (Hunger) senere ægter Ellisivs Datter og derved ligeledes kommer i Skade for at ægte en Slægtning i de forbudte Grader, uden at nogen kirkelig Autoritet rører paa sig.
Man vil se, hvilke farlige Konsekventser vi ved disse Kombinationer har faaet. Kong Harald skulde have levet i aabenbart Bigami, baade Kong Sven og hans Søn Olaf skulde have indgaaet Ægteskab i de forbudne Led, uden at Kirken har vovet at lukke Munden op og protestere. Og det skulde have skeet i det 11te Aarhundrede, i det Tidsrum, da Kirken opstillede sine stærkeste Prætensioner paa ikke blot kirkeligt, men ogsaa verdsligt Herredømme, og de, som skulde have forsømt sin Pligt, var den mægtige Adalbert af Bremen og selve Gregor den 7de og hans Eftermænd! Og endnu mærkeligere: vi har fra samme Tid en kirkelig Historiker, Adam af Bremen, Adalberts Biograf, som netop viser, hvorledes Adalbert vovede at optræde mod den danske og den norske Konge; Adam skildrer, hvorledes Sven maa efter Adalberts Trusler lade sig skille fra sin Hustru Gunhild, og han skildrer Adalberts optræden mod Harald, hvem han fremstiller som en blodig Tyran. Men Adam ved hverken om, at Harald har levet i Bigami, eller at Sven Estridssøn har begaaet nogen Synd ved at ægte Haralds Enke, og han kan ikke formodes at have fortiet disse Forhold for Adalberts Skyld; thi han er ingenlunde en blind Tilhænger af denne Kirkefyrste, hvis Feil han tvertimod har et aabent Øie for.
Det forekommer mig ikke tvilsomt, at her maa forefindes en Feil i vor historiske Overlevering, og jeg skal søge at vise den enkle Sammenhæng. Jeg skal sige Resultatet med engang: Harald har ikke samtidig været gift med to Hustruer, men successivt: først med Ellisiv og saa med Thora; Haralds Enke har altsaa været Thora Thorbergsdatter, og hendes Ægteskab med Sven ligesaavel som hendes Datters med Svens Søn Olav har været fuldt lovligt og kirkeligt. Jeg skal søge at vise dette ved at gjennemgaa de historiske Kilder i deres genetiske Udvikling.
Adam af Bremen kjender intet til Harald Haardraades Ægteskabshistorie; men da han i det hele skildrer Harald saa ufordelagtigt, kan man være sikker paa, at han ogsaa vilde have dvælet ved hans ægteskabelige Liv, – hvis derpaa havde været noget at udsætte. Derimod ved gamle Scholier til Adams Bog, aabenbart forfattede omkr. 1070–80, at Harald under sin Hjemreise fra Grækenland (c. 1045) ægtede en Datter af den russiske Konge Gerzlef (Jaroslav), og at Kong Sven c. 1068 ægtede „Olafs Moder“, altsaa Kong Haralds Enke; men Scholierne (som maaske er af forskjellige Forfattere) ytrer intet om, at „Gerzlefs Datter“ og „Olafs Moder“ var den samme Dame, og Modsætningen mellem dem vil fremgaa af de nordiske Kilder.
I de ældste Kongesagaer (Ágrip) fortælles kun om Harald, at han som Konge ægtede Broderdatter af Finn (Arnessøn) paa Austraat, som siden flygtede til Kong Sven og blev Jarl i Halland, men derpaa blev fangen af Harald i Slaget ved Nisaa. Men de større islandske Kongehistorier ved vidtløftigere Besked. I „Kongesagaerne fra Magnus den gode“ (Morkinskinna og Flatøbogens Tillæg fra 15de Aarh.) berettes, hvorledes Harald under Opholdet i Gardarike ægter Jaroslavs Datter Ellisiv (med et Citat af den samtidige Stuf Skald: gulls tók Gauta spialli gnótt ok bragnings dóttor). Dette er skeet i Aar 1045 eller Vinteren 1045–46; thi derefter fortælles, at Harald den følgende Vaar reiser til Danmark og Norge, og denne Reise foregaar Vaaren 1046. Og dette er den sidste Gang, Ellisiv omtales; der siges intet om, at hun fulgte sin Mand til Norden; baade i Danmark hos Sven Estridssøn og i Norge hos Kong Magnus optræder Harald alene; i Fortællingen om det af Harald arrangerede overfald paa ham fra Svens Side er det en tydelig Forudsætning, at Ellisiv ikke er med ham ombord paa hans Skib, og i Beretningerne om Magnus og Haralds Samvær som Medkonger optræder begge Konger uden Dronning. Efter Magnus’s Død ægter saa Harald Thora Thorbergsdatter og har med hende Sønnerne Magnus og Olaf[1]; senere nævnes ogsaa Døtrene Maria og Ingegerd, og Meningen er aabenbart, at ogsaa disse er Thoras Børn[2]. Thora nævnes flere Gange i den fremadskridende Fortælling som Haralds Dronning, og hun følger ham endog paa Søtog; saaledes var hun med paa Krigstoget til Danmark 1062, hvilket ogsaa nævnes i den bekjendte Samtale mellem Kongen og Finn Arnessøn efter Nisaaslaget, da Finn bruger Lignelsen om Harald som en Hingst i Hestekamp: „det er ikke underligt, at du har bidt saa godt fra dig, siden Mæren følger dig“; det samme er da ogsaa Tilfælde paa Englandstoget 1066, men her bliver hun dog efter paa Orknøerne, – hvilket jo er meget naturligt, da Orknøjarlernes Moder (Ingeborg Jarlemoder) var hendes Søskendebarn. Ogsaa i flere af de indskudte Smaastykker om Islændinger ved Haralds Hof forudsættes Thora at være Haralds Dronning[3]. En senere, halveventyrlig Fortælling – om Heming Aslakssøn – giver herfor en Oplysning, som, om end ikke historisk, viser, hvorledes man søgte at forklare sig Forholdet: Harald efterlod virkelig Ellisiv i Rusland ved sin Hjemreise til Norge, men gav hende ved Afskeden en Sæk af „Guld og skjært Sølv“, som hun skulde beholde, hvis han ikke kom igjen efter 15 Aar: det gjorde han ikke, men 5 Aar senere før sin Afreise til England sendte han Bud til Rusland efter Sækken, som Ellisiv ogsaa lod ham faa, men tillagde en Spaadom om hans Død paa Toget[4].
„Kongesagaerne fra Magnus Gode“ blev c. 1220 benyttede i den Sagasamling, som kaldes „Noregs konungatal“ (Fagrskinna). Her findes derfor ganske den samme Fremstilling som hos Forgjængeren, men med en eneste Afvigelse: Hvor Morkinskinna (og Flatøbogen) siger: þar (Orknøerne) lét haan eptir Þóru konu sinni ok Maríu dóttur sína, har Fagrskinna lét þar eptir Ellisif konu sina ok Maríu dóttur sína. Da Udtrykket med Undtagelse af det ene Navn er ordlydende det samme, maa Fagrskinna’s Beretning være en Rettelse af den ældre. Og det er let at se, hvorfra Rettelsen er kommen. Sagaen om Orknøjarlerne, som Forf. af Noregs konungatal har benyttet, har en parallel Fremstilling af Haralds Tog, og her staar: þar lét hann eptir Ellisif dróttningu ok døtr þeirra Maríu ok Ingigerði. Men Orknøjarlernes Saga, som ikke behandler Norges Historie, og hvis Forfatter ikke har kjendt den vidtløftigere Fremstilling af Norges Historie om denne Tid, er i dette Tilfælde mindre at stole paa end de ældre Kongesagaer. Vi kommer nu til Fremstillingen i Heimskringla. Snorre har benyttet alle sine Forgjængere og har forsøgt at vælge mellem de forskjellige Fremstillinger: han har i det hele stor Respekt for Orknøjarlernes Saga og har derfor foretrukket denne, men har givet den et eiendommeligt Tillæg. Han har lagt Mærke til, at Ellisiv i Orknøjarlernes Saga faar Tilnavnet Drottning, medens dette ikke gives Thora; deraf har han sluttet til en høiere Rang hos den kongebaarne Ellisiv end den kun „lendbaarne“ Thora, og hans Fremstilling er tydelig farvet deraf, saa at hos Snorre Ellisiv bliver den egentlige Dronning i Norge, men Thora kun en Slags Medhustru. Ved Omtalen af det 2det Ægteskab siges: „Kong Harald fik Thora, Thorberg Arnessons Datter, den anden Vinter efter Kong Magnus’s Død: de havde to Sønner, Magnus og Olaf. Kong Harald og Dronning Ellisiv havde to Døtre, Maria og Ingegerd“. Den samme Modsætning findes udtalt i Cap. 85: Thora Thorbergsdatter blev tilbage (i Norge), men Dronning Ellisiv for med ham og hendes Døtre Maria og Ingegerd, ligesaa hans Søn Olaf. Men at denne Opfatning beror paa en Misforstaaelse synes at fremgaa af Snorres egen Fremstilling: efter Slaget ved Nisaa følger ogsaa hos ham Beretningen om Finn Arnessøn, hvori Thora forudsættes at være Haralds Ægtehustru. Dette bliver ogsaa tydeligt ved det ovenfor paaviste, uheldige Laan fra Jarlesaga.
Den ægte Beretning i Kongesagaerne kjender vistnok ogsaa Haralds Ægteskab med Ellisiv i Rusland, men ved intet om, at hun fulgte med til Norge. Om Harald har simpelthen forladt Ellisiv og betragtet Ægteskabet som faktisk opløst, eller om hun er død kort efter hans Afreise (hvad der maaske er det sandsynligste) kan ikke vides; thi herom foreligger ingen historisk Beretning. Derimod hævder alle Kongesagaer, at Harald i Norge var gift med Thora Thorbergsdatter, at hun overlevede ham, og at hun var Moder til Haralds Sønner, maaske ogsaa Døtrene. Men deraf følger, at naar ifølge Scholien til Adam af Bremen Kong Sven ægter „Olafs Moder“, saa er dette Thora Thorbergsdatter, ikke den russiske Ellisiv. Kong Sven har altsaa ikke begaaet noget Brud paa kirkelig Lovgivning ved at ægte den norske Enkedronning; thi hun var ham ganske ubeslægtet. Omtrent lige saa sikkert tør man udtale sig ogsaa om hans Søn Olafs Ikke-Slægtskab med Haralds Datter Ingegerd, skjønt det af Kilderne ikke er klart, hvem der var hendes Moder; efter de ældre Kongesagaer synes det at være selvfølgeligt (om end ikke udtrykkelig udtalt), at Thora var hendes Moder, medens Jarlesagaen og efter den Snorre udtrykkelig siger, at det var Ellisiv. Sandsynligheden taler imidlertid stærkt for, at Jarlesagaen og Snorre her har Uret. Det er tydeligt, at Ingegerd først ved 1086 eller 87 blev gift med den danske Konge, og isaafald er vel Ingegerd ikke født før end ca. 1060, maaske nærmere 1066, og da hun efter Olafs Død (1095) indtræder i nyt Ægteskab med den svenske Konge Philippus Halsteinssøn, maa hun ialfald være født i Haralds senere Aar. Men isaafald maa Thora være hendes Moder, og der existerede da intet Slægtskab mellem Olaf og Ingegerd, kun dobbelt Svogerskab.
Sept. 1893.
Gustav Storm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |