Om Greverne af Namur og deres Forhold til Norden

Johan af Dampierre, herre til Sluys (l’Ecluse) fulgte som greve af Namur efter sin moder, Isabella af Luxemburg, grev Guido af Flanderns anden hustru.

Johan døde 1330 og efterfulgtes efterhvert af sine fire sønner Johan, Guido, Philip og Wilhelm; med sin første hustru Margaretha af Bourbon havde han ingen børn faaet, men med sin anden hustru, Maria af Artois, gift 1313 og tilhørende en sidegren af det franske kongehus, samt søster til den berygtede Robert III af Artois, ophavsmanden til hundredeaarskrigen mellem Frankrig og England, havde han desuden fem sønner, Henrik, Robert, Ludvig, Johan og Didrich, samt døtrene Maria og Blanca. Denne sidste blev som bekjendt i 1335 Kong Magnus Eriksens dronning.

Erindrer man at Robert af“ Artois var disse børns morbroder, at fættrene, greverne af Flandern (ogsaa af huset Dampierre) ligeledes var Frankrigs svorne fiender, og at greverne af Namur bevislig ogsaa stod i høi gunst hos kong Edvard III. kunne man undres over, at Magnus, der jo i egen person havde begivet sig til den franske konge (Philip VI),[1] hvis venskab synes at have været ham magtpaaliggende, paa sin vei til eller fra Frankrig skulde have valgt sig en brud i en franskfiendtlig familie; men historien vidner om, at der var stof nok til uenighed mellem de to grevefamilier, der nedstammede fra to halvbrødre, og at det følgelig kan antages, at de Namurske grever har indtagt en stilling, der kunde kaldes neutral.

Johan I’s ældste søn, Johan II, besteg altsaa grevesædet før den 4de februar 1330 (faderens begravelsesdag.)

Det var en urolig, pragtelskende herre, der skal have begivet sig paa korstog til Preussen og der skal være død 2den April 1335 (Pertz V, 165; P. A. Munch, Unionsp. I, 186). Han efterfulgtes af broderen Guido, som øiensynlig ikke har været med i Preussen og som allerede 11te mai næstefter tiltraadte regjeringen, som han formenes tidligere paa broderens vegne at have ført.

Guido døde allerede 12te marts 1336 ved en turnering (Munch anf. sted); iallefald er hans testamente, dat. Seeverghem, af nævnte dato (J. Borgnet, mémoires de l’académie royale de Belgique, première série, T. X).

Saa kom Philip. Om ham er der nogen uenighed. Efter Miræus, Opera, I, 323 (cit. af P. A. Munch) skal denne under 23de juni 1336 have udstedt et diplom angaaende et af hans afdøde broder stiftet alter. Senere anføres han under 8de nov. s. a. (Gramaye, S. 46, Dies solennes Namurci) som redux ex Norvegia.

Da Blanca efter 24de august 1335 paa sin reise til Norge forlod Sluys, maa Philip antagelig have været med i hendes følge og senere efter Guidos død være bleven hjemkaldt og allerede have befundet sig hjemme inden den 23de juni[2].

Opgaven hos Miræus om at Philip kaldtes tilbage fra Preussen „hvor han var paa krigstog med Magnus, Norges konge, der havde ægtet hans søster“ beror maaske paa en feiltagelse eller en blanding af forskjellig fakta vedrørende dels den ældre broder Johan, dels Philips eget ophold hos Magnus – i Norge og Sverige, men vel fornemmelig de to herefter omtalte yngre brødre.[3]

Allerede næste aar (1337) døde Philip, og den fjerde broder Vilhelm arvede grevskabet, som han besad lige til 1396. I kong Magnus Eriksens diplom, dat. Helsingborg 19de juni 1345, aftrykt i D. N. Vte samling nr. 181, S 139, tilstaar kongen herrerne Ludolph og Robert af Amen 200 mark rent sølv aarlig for tjenester, de for fremtiden skulde yde ham. Som af Munch (S. 187) meget rigtig bemærket, maa herved utvivlsomt menes herrer af Namur, ikke som af Munch forudsat, dronningens brødre eller frænder men umuligt andet end hendes kjødelige brødre, som Magnus jo kalder „fratres nostri karissimi“ hvilket jo neppe kan misforstaaes, saa meget mindre da der staar tilføiet: domicelli de Amen. Guillaume de Masnuy, som har optaget samme diplom i en ældre fortegnelse, læser: Rudolphes (?) et Robertus de Amen. Det fremgaar heraf at Ludolphus ialfald er lidt tvivlsom og udelukker ikke den eneste rigtige læsning: Ludovicus.[4] Ludvig og Robert var nr. 6 og 7 blandt Blancas brødre og maaske de yngste af hele kuldet, ialfald maa de i 1345 knapt have naaet den vaabendygtige alder.

Ved de tjenester, de skulde yde Magnus, menes rimeligvis krigstjeneste og allernærmest Magnus’ korstog mod Russerne, der fandt sted 1348 og 1350–51, og som 1345 vel allerede var planlagt. Man ved jo at greverne i Namur sværmede for korstog. – Disse to yngre brødre af dronning Blanca opnaaede ogsaa en høi alder. Robert, herre til Beaumont-sur-Meuse, døde barnløs 139½ efter at have været gift to gange; Ludvig, herre til Petinghen og Bailleul, døde 1386 ligeledes barnløs. Han benævnes af og til greve til Roucy, idet han var bleven gift med Isabella, eneste datter af grev Robert II af Roucy. Hans hustru solgte imidlertid i 1379 sin ret til grevskabet til hertug Ludvig I af Anjou.

Hvorlænge disse Magnus’ svogre forblev i norden ser vi os ikke istand til at bestemme, nok er det, at de i lighed med sine ældre brødre har kjæmpet nordpaa, men senere vendte tilbage til fædrelandet.

Som et curiosum vil jeg her efter en meddelelse fra Hr. E. Niffle-Anciaux (se forøvrigt Annales de la St. arch. de Namur, B. XIX) anføre et dokument hvoraf fremgaar at Blanca hentede sit udstyr fra Paris.

Philippe de Melun, biskop af Chalons, erkjender nemlig ved Blancas moster Catharina af Aumale (g. m. Johann af Castilien, greve af Ponthieu) at have faaet tilbagebetalt sit udlæg til Blancas udstyr i Paris, da grevinden af Namurs datter skulde reise til Norge. Beløbet er 268 livres parisis, svarende til 355 livres tournois.

Ch. Delgobe.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. [Rydberg, Sveriges traktater I].
  2. Munch (Unionsp. I, 320) har allerede antydet, at Blancas reise gjaldt enten Tønsberg eller Konghelle; men paa samme sted nævner han at Magnus den 25de sept. vitterlig befandt sig i Tønsberg. Det synes mig indlysende, at han der allerede har opholdt sig for at tage imod sin brud. Tønsberg var jo ogsaa den beleiligste havn for en flaade fra udlandet. Alt taler saaledes for at Tønsberg har været stedet. Dertil kommer at Blanca jo fik Tønsberglen i livgeding og at hun saaledes ved sin ankomst til Norge paa en maade har befundet sig paa egen grund, hvorfra hun mest passende kunde blive bortgiftet.
  3. Man kan jo tænke sig muligheden af, at Philip havde været med i Preussen helt fra broderen, Johan II’s dage og ved Blancas giftermaal kunde være bleven beordret til Norge, som jo efter den tids begreber ikke maatte ligge saa langt fra Preussen. Det bemærkes dog, at Dlugoss (I, 1038) efter Munchs beretning kun omtaler grevesønnen fra Namur uden at opgive hans navn, hvorfor Johan II ligesaagodt kan være ment.
  4. [Rydberg (II 124) læser dog i Aftryk efter Originalen i Brussel ligeledes Ludolpho uden nogen Bemærkning.]