Historisk-geografiske Studier i det nordenfjeldske Norge

Historisk Tidsskrift, første Række, fjerde Bind, 1877 (s. 414-465).

◄ Sognepræst J. H. Darres Dagbog under Rigsforsamlingen paa Eidsvold

Den hellige Kong Haakon og Folkevisen om hans Død ►

journalHistorisk TidsskriftHistorisk-geografiske Studier i det nordenfjeldske NorgeGustav Storm1877Kristianiaførste Række, fjerde BindHistorisk-geografiske Studier i det nordenfjeldske Norge414-465

I et foregaaende Hefte har jeg gjort opmærksom paa den særegenhed i Snorre Sturlassøns Fremstilling af den norske Kongesaga, at han for at belyse de historiske Begivenheder ofte tilføier oplysende geografiske Bemærkninger, som man kan se han har skaffet sig under sin Reise i Norge og Sverige 1218–20 enten ved selvstændige Studier paa Stederne eller ved Efterspørgsel hos stedskjendte Hjemmelsmænd^[1]. Jeg har i Sommer paa en Reise, foretaget med offentligt Stipendium, havt Anledning til at studere dette Forhold nøiere og skal her fremstille mine Resultater. Det vil vise sig, at Snorre har – hvad man kunde vente – vist mere geografisk Interesse end Kundskaber. Idet jeg over- alt søger at efterspore, hvad Snorre har faat fra sine Forgjængere, og hvad han selv har bragt ind af nyt Stof, skal jeg søge at paavise, hvad han selv har seet, hvad han har lært af andre, og hvorledes han ofte er kommet til at tage feil; jeg vil ogsaa komme til at nævne, at han ikke er den eneste blandt de islandske historiske Forfattere, som har gjort geografiske Iagttagelser i Norge til de historiske Fremstillinger. Under Studiet af stedsforholdene kommer jeg til at inddrage under Undersøgelsen ogsaa Snorres Forgjængere og Kilder og maa ogsaa lade disse undergaa en kritisk Prøvelse. De Begivenheder, jeg vil behandle, er Slaget i Hjørungavaag mellem Haakon Jarl og Jomsvikingerne, Slaget paa Rastarkalv mellem K. Haakon Adelsteinsfostre og Erikssønnerne, St. Olafs Flugt gjennem Søndmøre, hans Tog mod Svein Jarl i Throndhjemsfjorden og hans Tog gjennem Værdalen mod Stiklestad.

1. Slaget i Hjørungavaag.

Om Jomsvikingernes Tog til Norge skulde man tro der fandtes Kilder nok, til at man kunde beskrive det i alle Enkeltheder; der findes jo ikke mindre end 4 udgivne, indbyrdes afvigende Jomsvikingesagaer, der er forfattet lange Digte om dem (Jomsvikingadrápa og Búadrápa), endvidere har Noregs Konungatal og Snorre lange Episoder om deres Tog, og endelig har Saxo bevaret det danske sagn om dem. Og dog, naar undtages Saxo og enkelte gamle Skaldeviser, er vi i Grunden henviste til den islandske Tradition, der oprindelig er optegnet i Jomsvikingasaga og nu foreligger i en Række mere eller mindre kritiske Bearbeidelser. Saxo har kjendt en Versremse, der opregnede Jomsvikingernes Navne, men fundet den for kjedelig at oversætte^[2]; af de særegne Træk i hans Fremstilling skal vi ber kun nævne, at Haakon Jarl for Kampen ofrer to Sønner til Guderne (superi) for at faa deres Hjælp mod Vikingerne, og at derpaa under Kampen Haglveiret bryder ud, som sendes lige mod vikingerne og hindrer dem i at kjæmpe. Af samtidige skalde kjender Sagaen kun Tind Halkelssen, der taler om Kampens Vildhed, om hvorledes Haakon Jarls Brynje blev sønderhuggen, nævner Haglveiret og at 25 af Jomsvikingernes skibe ryddedes^[3]; Snorre har ogsaa kjendt Vers af Thord Kolbeinssøn og Eyvind Skaldespilder, og vi skal siden omtale, hvilken Indflydelse disse har havt paa hans Fremstilling. I den senere Saga om Olav Trygvessøn citeres ogsaa Stykker af Jomsvikingadrápa, forfattet af Biskop Bjarne († 1223), og Búadrápa, forfattet af en Thorkel Gislessøn (af uvis Tidsalder, rimel. 13de Aarh.^[4], men begge disse synes at have fulgt Sagaen eller ialfald den fuldt udviklede islandske Tradition. Dog maa der gjøres en Undtagelse for Biskop Bjarne, idet han i et Punkt afviger fra Islændingerne; han nævner nemlig som Jomsvikingernes Modstandere 3 „Noregs Jarlar“, Haakon, Erik og Armoðr (v. 17 cfr. v. 20), og i den sidste gjenfinde vi Arnmødlingernes Stamfader, der ogsaa i den søndmørske Redaktion af Noregs konungatal omtales som Arnmoðr Jarl, og vi tør vel tro, at Bjarne Biskop har optaget denne fra den norske Tradition, som Biskoppen har lært at kjende under sine hyppige Besøg i Norge (maaske hos Arnmods Ætlinger). – Sagaen om Jomsvikingerne er ældre end de sammenhængende islandske Kongesagaer og saaledes snarere forfattet i 12te end i 13de Aarhundrede; den har i alt væsentligt fulgt den rige islandske Tradition, der siges at have udviklet sig paa Island efter Beretninger fra Deltagere i Slaget; det vedkommer ikke denne Undersøgelse at belyse, hvorledes de øvrige Dele af Sagaen har knyttet sig hertil^[5]. Sagaen findes nu i tiere Bearbejdelser, der dog alle henviser til en fælles Kilde med senere Tilføielser; den ældste Bearbeidelse synes at foreligge i Fornm. Sögur 11te Bind, medens den af Hammarsköld aftrykte Stockholmer-Codex turde opfattes som et Uddrag af hin. Sagaen beretter, at Jomsvikingerne paa sit Tog først landede i Norge ved Tønsberg^[6], hvor Haakons Lendermand Øgmund (Gudmund) hvite undslap med Tabet af sin Haand og skyndte sig afsted til Haakon Jarl for at melde ham Vikingernes Ankomst; han træffer Jarlen i et Gjestebud hos Lendermanden Erling paa dennes Gaard Skuggen paa Søndmøre. Jarlen og hans Sønner Erik og Svein giver sig da i al Hast til at samle Folk og Skibe og kommer sammen til det aftalte Mødested, Hjörungavágr ved Øen Höð. Imidlertid kommer Vikingerne forbi Stað og lægger bi i Hærøerne. Derfra drager Vagn Aakessøn – efter Kongesagaerne Bue Digre – ind (utan) til Øen Höð for at skaffe Føde og faar her af Bonden Ulv høre, at Jarlen ligger med 1 eller 2 Skibe „indenfor Øen i Hjørungavaag“. Vikingerne skynde sig da tilbage og i samlet Styrke ro de mod Vaagen, som de snart finder dækket med Skibe. Vaagens situation skildres saa: „Saa er her sagt, at Vaagens Bund vender mod Øst, men Mundingen i Vest; ude i Vaagen staar 3 Stene, som kaldes Hjørunger, den ene større end de to andre, og efter dem har Vaagen faaet Navn; midt inde i Vaagen ligger et Skjær, og fra Skjæret er lige langt til Land paa alle Kanter, baade fra Vaagsbunden og fra begge Sider. Nordenfor Vaagen ligger en Ø, som heder Primsignd, men søndenfor ligger Harund, og der indenfor er Harundarfjörðr“. En Bearbeidelse^[7] tilføier, at da vikingerne seilede om Øen Höð, var der lidt Østenvind, og Mosedotter kom blæsende dem imøde, hvilket skulde antyde en Menneskemasse samlet indenfor. Af Slagskildringen skal vi her blot fremhæve, at da det længe syntes at gaa Nordmændene imod, opstod der en stans i Slaget, og under denne er Haakon Jarl nord i Øen Primsignd, hvor der er stor Skov, gaar iland og op i en Rydning i Skoven; her falder han paa Knæ, vender sig mod Nord og bønfalder sin fuldtro Veninde, Thorgerd Hørgatroll (eller Hølgabrud), om Hjelp; men hun vil først hjelpe ham, da han ofrer sin 7aarsgamle Søn Erling. Da han er vendt tilbage og Kampen atter begyndte, kommer der et Uveir fra Nord med Hagel, Torden og Lynild, og dette vender lige imod Jomsvikingerne. Derpaa ser vikingerne 2 „Troldkoner“ paa Haakons Skib, som hjælper ham; da de skjønner dette, flygter Sigvald og hans Mænd, medens Bue kjæmper længe og endelig styrter sig i Søen og Vagn med 80 Mand forsvarer sig, til det bliver mørkt. Nordmændene lod da holde Vagt Natten over, for at ingen skulde komme bort; Vagn og hans Mænd, som om Natten forsøger at svømme iland paa Skibsmasten, strande paa et Skjær, som de antager for Fastlandet; her drukner 10 Mand, de øvrige fanges^[8]. Til Slutning ber nævnes, at Kongesagaerne, som har benyttet Jomsvikingesagaen, dog i meget afvige, f. Ex. at de under Slaget hverken omtaler Primsignd, Thorgerd eller Ofringen, medens Snorre dog i et Tillæg beretter, at der fandtes et Sagn om, at Haakon Jarl „til sigrs sér“ havde ofret sin Søn, og at derefter kom Uveiret og Mandfaldet paa Jomsvikingernes Side; endvidere, at efter disse Bonden Ulv ikke nævner Hjørungavaag som Haakon Jarls Opholdssted, men „Alm under Hamren“ (Fagrskinna) eller í Elftrum (Noregs Konungatal) eller Hjörundarfjörðr (Heimskringla). Endelig bar Snorre kjendt 2 samtidige Skalde, efter hvis Vink han omarbeider sin Fremstilling: Thord Kolbeinssen beretter nemlig i en Drápa til Erik Jarl, at det var denne, som bragte Faderen Bud om Faren og fik ham til at ruste sig, og Eyvind Skaldespilder siger, at Haakon drog ud mod Vikingerne søndenfra, hvilket Snorre forstod saa, at Haakon Jarl ligger i Halkelsvik (i Volden) og der faar høre, at Jomsvikingerne have landet paa Udsiden af Höð, og derfor drager nord gjennem Vartdalsfjorden for at søge dem: medens Jomsvikingerne drager nordenom Höð og Haakon Jarl kommer forbi Hjøringnæsset, støder de uformodet paa hinanden udenfor Hjørungavaag. Det kan tillige mærkes, at den geografiske Beskrivelse af Vaagen og dens omgivelser ikke findes i Kongesagaerne.

Førend vi undersøger Sagaens geografiske Fremstilling, skal vi søge at fastslaa dens Stedsnavne. Ønavnet Höð (Gen. Haðar) findes ikke længer, men et Minde derom lever i Øens nuværende Navn Hareidland; den har nemlig faaet sit nyere Navn efter det store Hareid, som strækker sig tværs over Øen fra Hareid Sogn til Ulfstensbygden. Hareid kaldes i Erkebiskop Aslaks Jordebog Hadareid, altsaa Eidet paa Höd. Efter Munch bestod Øen af 2 Skibreder, Ulfsteins og Hadareids Skibrede, og det var muligvis Tilfælde i 13de Aarhundrede, da Søndmøre havde 16 Skibreder^[9]; men da i et Brev af 1403 Gaarden Skeid (i Ulfstensbygd) siges at ligge „i Hadar skipreido“^[10], saa er det dermed afgjort, at ialfald ved Aar 1400 begge Sogn kun udgjorde et Skibrede og dette kaldtes med selve øens Navn, Had eller Höð^[11]; og dens gamle Navn er vistnok endnu bevaret i flere Stedsnavne paa Øen som Hadal eller Haadal (i Ulfstens Sogn), Baabakke (paa Hareidet) og Haaheim og Haasund (sydligst paa Øen i Rødve Sogn)^[12]. Hvis man vilde tro Klüwer^[13], skulde Hareidlandet endnu ca. 1770–80 være kaldt Store Houd; han siger nemlig, at „Oldingen Provst Baade i Borgund har for omtrent 40 Aar siden af en gammel Bonde hørt Smaaøerne sønden for Hareidlandet nævne for Smaa-Houderne, og selve Hareidlandet for Store Houd“. Men herimod reiser sig den vægtige Indvending, at „Houd“ er den Form, Peder Claussen bruger til at gjengive Sagaens Hað (ɔ: Höð), hvis nyere folkelige Form maatte blive Haad el. Haa, kanske endog blot Ha. Denne Efterretning maa derfor betragtes som apokryf, opstaaet ved Læsning i Peder Claussen. Heller ikke Navnet Hjörungavágr findes nu længer; men ogsaa om dette Navn findes flere Minder. Nordostspidsen af Øen hedder Hjøringnæs eller Hjøringanæs (denne Udtale hørte jeg flere bruge), og lige vest for Hjøringnæsset ligger de 3 smaa Fluer, der svarer til Beskrivelsen af Sagaens Hjøringer; der indenfor maa altsaa Hjørrungavaagen søges. Den indre Del af denne Vaag kaldes nu Livaag eller Liavaag efter den lille Gaard, der ligger i Bunden, og Dalen paa begge Sider kaldes Lidalen med Gaardene Øvre- og Nedre-Lid, Lidset; men ogsaa denne Dal har oprindelig baaret Navn efter Hjøringerne, thi endnu kaldes den øverste Gaard i Dalen Hjøringdal, ligesom Vandet, der har Udløb i Livaagen, hedder Hjøringdals-Vandet, og Fjeldet, der stænger for Dalen mod Syd, kaldes Hjøringdals-Tuen. Det er meget rimeligt, at Gaardnavnet Livaag, der har givet Vaagen det nye Navn, er opstaaet i nyere Tid, thi i de ældste Skattemandtal (fra 1603 og 1610) kaldes den blot Vaagen. Derfor er der ingen Grund til at tvivle om Presten Strøms Beretning, at Bønderne i Dalen fortalte paa hans Tid, at „Livaagen har tilforn hedt Hjøringevaag, og at der i gamle Dage har staaet et stort Søslag.“ Derimod er det ikke rigtigt, naar Klüwer – og ham følger Munthe og P. A. Munch – beretter, at „af Gaarden Hjøringdal er den nedre Deel, som var en Lid ned til Vaagen, bortsolgt og matrikuleret for sig selv. Denne Del blev da kaldet Hjøringdalslien, som nu er forkortet til Lien, hvorefter Vaagens Benævnelse ogsaa er bleven forandret fra Hjøringe- til Lia-Vaag“. Thi allerede i Skattemandtal fra 1603, 1610 o. flg. vil man finde de samme Gaarde i Lidalen som nu: Øvraa, Pilskog, Nedre Liid, Øvre Liid, Hjøringdal (Jørendal). Lidset, Vaagen (senere Livaag) og Hjøringnes (Jørgenes), og af disse var begge Lid-Gaarde lige saa gode Gaarde som Hjøringdal, og med lige saa mange Opsiddere^[14]. For Gaarden „Lid“ findes et endnu ældre Vidnesbyrd, idet den nævnes i Erkebiskop Olafs Jordebog fra 1533 som skattende til Erkestolen. Derimod viser selve Navnet Hjøringdal, at dette var den oprindelige Benævnelse paa hele Li-Dalen.

Den Ø, der ligger nord for Vaagen, kaldes Primsignd; dette skulde altsaa være et ældre Navn paa Suløen, som dog i Middelalderen hed Súla, ligesom Gaarden Sulebust ogsaa forudsætter en ældre Form Súlubólstaðr. Landet søndenfor Hjørungavaagen kaldes Harund, dette blir altsaa den nuværende Vartdalstrand, og den indenfor liggende Fjord (Hjørendfjorden) kaldes i norske Breve netop med de to Former af Navnet, som Sagaen og Snorre bruger: Harondarfjörðr og Hjörundarfjörðr^[15]. Ogsaa de Navne, som Noregs Konungatal nævner, er bekjendte: Alme er en stor Gaard paa Hareidlandets Østside, der efter den kaldes Almestranden, og „á Elftrum“ maa være Vestspidsen af Suløen, der nu kaldes „Eltern“ med „Eltreskjærene.“

Efterat vi har bragt disse Stedsnavne paa det rene, skal vi søge at feige Jomsvikingerne paa deres Vei langs Kysten^[16]. Fra Havnen i Heroerne ser man lige for sig de høje Fjelde paa Søndmøres største Ø, Hareidlandet; skulde en Vikingeskare drage fra Herøerne ud efter strandhug eller endog blot paa Speideri, var det omtrent selvsagt, at de maatte vælge at drage lige østover til Vestsiden af Hareidlandet for at lande ved Ulfstensvik eller Ulfsten. Her har de altsaa truffet den Bonde, som Sagaen kalder Ulfr, og som sagde dem, hvor de skulde træffe Haakon Jarl. Hvad enten Bonden nu viste dem til Hjørungavaag eller til Alme eller til Elteren (Suløen) eller endog helt øst til Hjørendfjord, saa maatte de seile nordenom Hareidlandet; thi søndenom Hareidlandet er ufarbart for endog nogenlunde store Skibe, da der mellem Hareidlandet og Dimøen er det lave Dimøsund, der i Fjæretid endog er tørt, og længer syd frembyder det smale Dragsund mellem Gurskø og Hareidland den samme Vanskelighed^[17]. Alfarveien gaar altsaa nordover ind i Bredsundet forbi Hareidlandets Vest- og Nordside langs den grunde Fløstrand under Fleeggen og videre forbi den brede Fjeldryg Skolmen, der med bratte Sider styrter ned i Havet og ender i Øens nordligste Pynt, Kvitnæsset. Her ser man lige for sig Vestspidsen af den høie Sulø, Elteren med Eltreskjærene; imellem dem er der en liden Nødhavn, á Elftrum, hvor saaledes nok Haakon Jarl kunde have ligget med et eller to Skibe. Hvis Vikingerne har søgt ham her og ikke fundet ham, havde de Valget mellem at fortsætte Reisen nordefter mellem Godø og Suløen eller at søge ham længer inde i Fjorden, paa et af de Steder, hvorhen efter de andre Beretninger Bonden Ulv havde tilbudt at føre dem. Veien gik altsaa mod sydøst ind i Storfjorden mellem Suløen og Hareidlandet. Østenfor Kvitnæsset faar Hareidlandet et noget mere indbydende Udseende. Skjønt ogsaa her Fjeldene staar brede og store lige ud i Fjorden, aabner der sig dog mellem dem mere smilende Landskaber, først i den lille Branddal, saa i øens Hoveddal om Hareids Kirke, hvor Kystlinjen bøier sig indad og danner Hareid-Vaagen; herfra gaar det egentlige Har-Eid (600´) med øens Hovedvei gjennem en Sænkning i Fjeldmassen over til Ulfstensbygden. Øst for Dalmundingen hæver sig atter en bred Ryg med Toppen Melshorn (2090´); denne styrter sig dog ikke lige ned i Fjorden, men gjør Plads for en lidt bredere Kystlinje, hvor nu Veien gaar forbi Øvraagaardene til Livaag-Bygden. Allerede fra Branddal, ja egentlig allerede fra Kvitnæs ser man bagenfor Melshornet lave Aaser stikke frem, der ender i et lavt Næs, Øens Østspids Hjøringnæsset, og mellem disse synes der at ligge en rund vaag mod Sydost; foran Næsset, mellem denne og den lave strand foran Melshornet, opdager man to smaa Skjær (i Fjæretid endog tre), der ligesom spærrer Adgangen til Vaagen. De hedder nu Øvraafluerne efter den ovenfor beliggende Gaard. Men nærmer man sig til Skjærene, bliver man var, at den Vaag, som syntes at gaa ind mod Sydost, kun er en ydre Bøining af Landet, der først længer inde mellem to Næs, Steffensnæs og Risnæs^[18], kniber sig sammen til en Vaag og fortsættes som en lang, smal Havarm mod Sydvest; det er den egentlige Liavaag^[19]. Den er omtrent en halv Fjerding lang, 4 à 500 Alen bred og overalt 8 Favne dyb (det sidste efter mine Skydsfolks Opgift, Biskop Neumann angiver 12 à 15 Favne). Midt paa dens vestre Bred ligger Gaarden Pilskog, og udenfor denne omtrent midt i Vaagen, men nærmest Østsiden, sees en skovbevoxet Holme Vaagsholmen; det er altsaa det Skjær indi Vaagen – lige langt fra alle Sider – som Vagn og hans Mænd strandede paa. Livaagen er en udmærket og sikker Havn mod Vestenvinde, thi de høje Aaser paa Vestsiden dække den ganske, og selv mod Østenvinde kan de lave Højder paa Østsiden byde Ly for mindre Skibe, medens den høje Sule ligger lige for Mundingen og bryder Nordenvindene; det er egentlig kun mod Nordost, fra den indre Fjord, at Vinden kan virke i Vaagen. Derfor var den i Fjordfiskeriets Tid et hyppigt Tilflugtssted for store Fiskerflaader. Det er da intet usandsynligt i, at, som Sagaen siger, Haakon Jarl havde aftalt Hjørungavaagen som Mødested for de i Hast samlede Ledingsskibe, og aldeles urigtigt, naar man har fremhævet, at den „ubetydelige“ vaag ikke skulde rumme Haakons Skibe; hvad enten man som Sagaen regner 300 eller som Kongesagaerne 150 Skibe (ɔ: ialfald hovedsagelig Ledingsskibe), er der Rum nok til Liggeplads, men Vaagen skulde ogsaa, som Sagaen siger, være fyldt med Skibe saa langt de kunde se (skipaðr var vágrinn allt fra þeim í brott af herskipum). Vaagen regnes i Sagaen lige fra Hjøringerne (Øvraafluerne) til Vaagsbunden, og isaafald bliver der jo Rum nok baade til Liggeplads, for Jarlens Skibe i den indre Vaag og til Kampplads, idet der har været kjæmpet baade i den ydre Vaag og i den indre næsten helt til Vaagsholholmen. Nu har Sagaens Forfatter ikke kjendt nøie til Stedsforholdene; han lader Vaagen gaa ind mod Øst, og dette kan til Ned lade sig høre om den ydre Vaag, ikke om den indre. Man bør vistnok ikke formode, at der i Skildringen er skeet en ombytning af Vest og Øst, thi naar man fra Bredfjorden eller lidt inde i Vestfjorden vestenfra blir Bugten var, der gaar ind mellem Hjøringnæsset og Øvraafluerne, ser det ud, som om denne gaar ind i Sydost. Dette vil blive tydeligt af det medfølgende Profil, som jeg har taget fra Dampskibet mellem Hareid og Branddal^[20]. Men isaafald kan Skildringen ikke, som man har antaget, skrive sig fra en Deltager i Slaget, heller ikke kan Forfatteren have seet selve Vaagen, men enten han eller hans Hjemmelsmand har passeret Kysten udenfor, har derfra faaet Forestillingen om, at Vaagen gaar ind mod Øst, og saa indflettet de øvrige rigtige Enkeltheder.

Imidlertid, heller ikke dermed er alle Vanskeligheder i Skildringen klarede. Jomsvikingerne kommer vestenfra eller nordvestenfra ind i Vaagen, altsaa med Front mod Øst eller Sydøst (rettere: mod Syd), og Haakon Jarl ud med Front mod Nordvest (rettere: Nord); og Slaget ender med, at Vagn bliver spærret inde i Vaagen og strander paa Vaagsholmen. Men under selve Slaget ser det ganske anderledes ud: Haakon kan midt under Slaget drage mod Nord over til Øen Primsignd, altsaa maa han ligge udenfor Vaagen, nærmest med Front mod Syd, og efter Besøget paa Primsignd kommer Haglveiret nordenfra og vender sig mod – Jomsvikingerne, som altsaa vendte sine Ansigter mod Nord! Hvorledes skal man rime dette med Stedsforholdene og den øvrige Skildring? Og at Uveiret kommer fra Nord, er et væsentligt Træk i Sagnet, thi Thorgerd Hørgatrolls Hjem er som alle Troldes og Jotners i Nord. De Sagaforfattere, som har benyttet Jomsvikingesagaen, har forstaaet Vanskeligheden og undgaaet den ved at udelade ikke alene alt om Thorgerd Hørgatroll, men ogsaa om Primsignd og om Haglveirets Retning. Snorre har søgt at beholde noget deraf, idet han omtaler som et Sagn, at Haakon skulde have ofret sin Søn, – han siger „til sigrs sér“, altsaa til Odin, Seirsguden – og Snorre vil hverken vide noget om Troldkvinden eller om Øen Primsignd. Sagnet om Ofringen bevidnes ogsaa af Saxo, der endog lader Haakon ofre to Sønner, men efter Saxo ofrer han dem til Guderne, og det sker forud for Slaget. Sagnet synes derfor i denne Form at være ægte, og det strider hverken mod vore Forfædres Sæder eller mod Haakon Jarls Karakter; men i den Form, som Sagaen giver det, vækker det mange Betænkeligheder. Historisk er Haakon Jarl bekjendt som en ivrig Tilhænger af Æserne, og hans Hirdskald Einar Skaalaglam roser ham for, at han gjenoprettede Gudernes Hov og derved bragte „Aar og Fred“ i Landet^[21]. Denne fromme Gudedyrker skulde have ofret til et Trold, og det endog sin egen Søn: en saadan Fortælling kan ikke være ægte; først naar i de kristnes Øine de hedenske Guder og Trolde var blevne til ét, kunde man lade Haakon Jarl, den gamle Tros Forkjæmper, vende sig lige saa vel til Troldene som til Guderne. De historiske Sagaer kjender derfor heller ikke noget til denne „Specialguddom for Haleyge-Ætten“, som man har kaldt hende, medens Færeyingasaga lader Haakon Jarl have et Tempel for Thorgerd paa Hlade, og efter Njálssaga fandtes i dette Tempel Thor i Midten og paa begge Sider af ham Thorgerd og hendes Søster Irp (!). Sagaens Beretning indeholder forresten ogsaa andre Urimeligheder. Midt under Slaget har Kampen stanset, for at Haakon skulde kunne drage bort paa en anden ø og være et Par Timer borte, sysselsat med denne Ofring! Og den 7aarsgamle Jarlesøn har altsaa været med i Slaget og strax været ved Haanden, naar han skulde ofres! Og dette skulde .ske paa en Ø, der har det om kristelige Ceremonier mindende, af Latin dannede Navn Primsignd^[22]. Og dette underlige Navn har Suløen vistnok aldrig baaret, ligesaa lidt som nogen anden Ø i Verden. Da Primsignd saaledes maa antages for fingeret, er det ikke saa underligt, at dens Beskrivelse ikke passer til den Ø, der virkelig ligger nord for Hjørungavaagen: der forudsættes en let tilgjængelig, gjerne flad Ø med stor Skov, medens Suløens bratte Fjelde kun giver Plads for en smal, skraa strand og nogle faa og smaa Gaarde (Nøringset, Sulebakken, Salebust osv.).

Naar man saaledes nødes til at lade „Hørgatrollet“ blive udenfor Sagen og dermed ogsaa Haglveirets Retning fra Nord forsvinder, er der altsaa al Rimelighed for, at Haakon har ofret sin Søn til Guderne for at vinde Seir, men dette har han da snarest (som Saxo vil) gjort før Slaget, uden at man behøver at spekulere over, hvor det er skeet. Men Haglveiret kan, naar det skulde vende sig mod Jomsvikingerne, være kommet fra Øst eller Syd eller endog fra Sydvest, saaledes som Flaadernes indbyrdes Stilling udviser, kun ikke fra Nord. Og følger man Snorre, blir det sikkert, at Uvejret gik fra Øst mod Vest. Thi som vi har seet, afviger Snorre fra sine Forgjængere deri, at han lader Slaget foregaa ude i den ydre Vaag ved Hjøringnæsset. Vi har seet, at hans Grund hertil var, at efter Eyvinds Vers skulde Haakons Flaade komme søndenfra mod Vikingerne. Nu kan vistnok dette Vers med bedre Ret forklares om, at Haakon drog ud af den indre vaag (Livaagen) mod Fienderne, som laa lige nordenfor, og isaafald er Eyvind i god Overensstemmelse med Sagaen og Snorre har Uret. Men han har forstaaet at give sin Fremstilling en indre Sandsynlighed, idet han skildrer Sammenstødet, som om han skulde have havt Kystkartet liggende for sig. Afstanden fra Volden til Hjøringnæsset er omtrent den samme som fra Ulfsten til Hjørungavaag, der kan ikke paa disse Ruter ske et Sammenstød uden netop her, alle Kursretninger er iagttagne, og selv Haglveiret kan med størst Sandsynlighed sendes mod Vikingerne ind fra Fjorden. Da Snorre ikke leverer noget nyt Stof, faar man ikke Indtryk af, at han har udspurgt Folk fra Søndmøre, som kunde have fortalt ham om Slaget. Der staar da intet andet tilbage end at antage, at Snorre selv har reist igjennem Storfjorden, at han fra Borgund (der paa hans Tid var Kjøbstad) har draget gjennem Vegsund ud i Storfjorden, forbi Flisholmen, hvor man mod sydøst faar se ind i Hjørendfjorden og mod Sydvest har hele Hareidlandets Fjeldmasser foran sig og ser Livaagen gaa ind indenfor Hjøringnæsset, saaledes som sees af Profilet, som jeg har taget fra Flisholmen^[23]. Mulig har Snorre da selv taget Nattekvarter i Halkelsvik (som han lader Haakon Jarl gjøre), førend han drog videre sydover til Bergen. Det er nemlig sikkert nok, at Snorre i Kongens og Jarlens Følge drog om Vaaren 1220 fra Nidaros til Bergen, og ikke utænkeligt, at Kongens Reise er lagt saaledes, at han drog paa Veitsler langs Kysten og da var inde i Borgund. Og paa anden Maade har man vanskeligt for at forklare, hvorledes Snorre kunde levere disse Detaljer saa rigtigt og undgaa sine Forgjængeres Feiltagelser.

Vi skal til Slutning omtale nyere Forfatteres Opfatning af Sagaens Skildring, fordi disses Misforstaaelser har paa en Maade sat sig fast paa Søndmøre og der udviklet nyere Folkesagn om disse Begivenheder. Torfæus, der aldrig havde været paa Søndmøre og vistnok heller ikke har studeret Søndmøres Kart, afholder sig i sin Skildring af Slaget (Tom. II p. 312) fra enhver Stedsbeskrivelse og oversætter kun Sagaens Ord: „Sinus Hiorungensis ab occidente orientem versus terram secat; in ostio lapides Hiorungi dicti, inter quos unus præcipue eminet, sinum de nomine suo nuncupatum memorabilem reddiderunt. Medio sinu scopulus jacet, æquali ubique spatio a litoribus distans; ab Aquilone insula Primsigd dicta, a meridie alia nomine Harund sitæ sunt; pone hanc sinus Harundensis panditur“. Om man sammenligner denne Oversættelse med hans Kilde, Flatøbogen (S. 187), sees, at han kun har begaaet den ene Feil at betegne ogsaa Harund som en Ø, hvorom Flatøbogen ikke udtaler sig. Imidlertid har ikke alene denne Feil, men ogsaa hans øvrige Ord været uforskyldt en Kilde til talrige Misforstaaelser. Da han i sin Oversættelse gjengav baade vágr og fjörðr med sinus, har dette forledet Presten Jonas Ramus^[24] til at slaa Sinus Hiorungensis og Sinus Harundensis sammen, hvorved han faar frem en „Hjøringefjord“ eller „Hjørningsfjord“, som han anser for det samme som „Jørgenfjord“ ɔ: Hjørendfjord. I Forbindelse dermed staar, at han laar misforstaaet Torfæus’s noget skruede Oversættelse „lapides – sinum – memorabilem reddiderunt“ om „tre Stene, som staae opreiste til Kiendingestene“ (ɔ: Mindestene om Slaget). Presten Strøm har i sin Søndmøre Beskrivelse (II S. 410) forstaaet, at her var en Forvexling; han paaviser, at der maa skjelnes mellem Hjørnugevaag og Harundarfjord, men ogsaa han forstaar „lapides“ om „Seiersstene“, og han søger dem (forgjæves) enten paa Hjøringnæsset eller ved Ovraa. Og endskjønt Strøm rigtig indsaa, at Hjørungavaag var Livaag, antog han det af Torfæus omtalte „Scopulus“ for en af Øvraafluerne; Torfæus’s Ø Harund maatte han efter Ordene forstaa om selve Hareidlandet, endskjønt dette strax ovenfor hos Torfæus hed „Hodda“ (= Flatøbogens Hodd), og Sinus Harundensis fortolkede han om „Hareidsvaag“, hvorfor han retter den Bebreidelse mod Torfæus, at „hans Bestemmelse passer sig deels paa Storfjorden, deels paa Livaagen.“ Alt dette har ikke kunnet andet end bringe Forvirring, særlig da baade disse og senere Forfattere kun var lidet bevandrede i Oldsproget og derfor let kunde sammenblande nærliggende Navnformer som Hareidsvaag, Hareidland paa den ene Side med Harund og Harundarfjord paa den anden Side. Man ser derfor endnu i 1857 Amtmand Thesen falde tilbage til den gamle Anskuelse, at Slaget stod i Hjørendfjord. Han støttede sig derved til ganske eiendommelige Ræsonnements, hvis Historie vi maa forfølge. Thesen siger nemlig, at Haakon Jarl „i Søndmør havde en Borg og et Tempel for hans Yndlingsgudinde Thorgeird Horgabrud og hendes Søster er paa en lille Ø i det efter Borgen opkaldte Borgensund“; og for at vise, at Slaget stod i Mundingen af Hjørendfjord lige syd for Vegsund og Flisholmen, bemærker han, at „man behøver ingen Anstrengelse af Tænkeevnen for at skjønne, at saa krigsdygtige Høvdinger som Haakon Jarl og hans Søn Erik have fundet det nødvendigt at være belavede paa at komme tilkort med deres Ledingsskuder og i Hast sammenskrabede Mandskab mod Jomsborgernes svære Krigsskibe og frygtelige Krigere, og at de derfor, da de havde Valget af Kampplads, maatte vælge en saadan, der kunde give dem en sikker Tilbagetogslinie; og en saadan havde de just gjennem Vegsund“ (ɔ: til Borgund) osv. Nu er det ganske rigtigt, at Haakon Jarl følte stillingens Usikkerhed; men at han skulde have sikret sig en Retrætlinje, er der ikke Tale om. Tvertimod, han kjæmpede for at seire eller falde, og han tager sin Tilflugt, ikke til sin Borg, men til – Guderne, som ogsaa hjælper ham. Jeg har paa Søndmøre hørt megen Tale om „Borgen“, hvorefter Borgund har faaet Navn, og at i Nærheden af denne Borg havde Haakon Jarl sit Tempel. Men disse Folkesagn – om jeg skal kalde dem saa – er rene Fiktioner og er ikke ældre end Strøm, der har faaet dem ved Læsning i Torfæus^[25]. Denne beretter efter Flatøbogen, at Sigmund Brestessøn, efter at have fanget og forsonet sig med Haakon Jarls Uven Harald Jarntans, kom til Jarlen i Borgund, hvor han sidder ved Drikkebordet; han forsoner her Jarlen med Harald, som derpaa drager til sit Hjem, medens Sigmund bliver Vinteren over hos Jarlen med sin Frænde Thore og en stor skare Mænd. Efter et Kapitel om Færøingerne siges derpaa, at om Vaaren, før Sigmund skal reise, gaar Jarlen med Sigmund til sin Gudinde Thorgerds Tempel; Veien did beskrives, at de først gaa en Kjørevei (akbraut) til skoven og derpaa en Gangsti (afstigr litill) ind i Skoven, indtil de kommer til den Rydning, hvor Templet staar. Torfæus, der ikke vidste noget om, at Borgund var Kjøbstad, har oversat, at Haakon Jarl var paa sin Gaard Borgund (in prædio suo B.); men det er utvivlsomt, at Forf. af Færøingasaga i 13de Aarh., da Borgund var en By, har tænkt paa denne. Altsaa – Borgund som Kongsgaard og specielt som Haakon Jarls Gaard er ikke til: Haakon Jarl opholder sig leilighedsvis i Borgund, og der kommer Sigmund til ham. Men hvor er Jarlen om Vinteren bagefter, og hvor er hans Tempel? Søndmørske Forfattere har (med Strøm som Kilde) henført det alt til Borgund, hvor der altsaa foruden Byen skulde findes først en Kjørevei, saa en Skov og derpaa inde i skoven et Tempel, uden at man begriber, hvorledes der bliver Rum til alt dette paa den lille Halvø. De nyere Historikere har forudsat som noget, der faldt af sig selv, at Haakon Jarl om Vinteren opholdt sig i sit Hjem paa Lade, hvor der virkelig var et Tempel, og saa har ogsaa Torfæus forstaaet Sagaen; det er først Strøm, som har lagt den Mening ind i Torfæus’s Ord, at Templet laa ved Borgund. Borgund har vistnok Navn efter „Borg“; men naar allerede paa strøms Tid denne Borg søgtes nede ved Prestegaarden, viste dette, at Beretningen ikke er noget levende Sagn, men et senere Forsøg paa at forklare Navnet. Thi ligesom Egil Skallagrimssøns Gaard „Borg“ lik Navn efter den ovenfor den liggende runde borglignende Aas^[26], saaledes maa Borgund – og paa lignende Maade andre Steder af samme Navn – antages at have faaet sit Navn fra den runde Haug ovenfor Prestegaarden, som nu kaldes Thinghaugen. Saaledes forsvinder baade „Borgen“, Haakon Jarls „Gaard“ og hans „Tempel“ fra Borgund, og vi ved ikke engang, om Byanlægget var til paa Haakons Tid; men saa bortfalder ogsaa Argumentationen for Retrætlinjen fra Hjørendfjord, medens alt, hvad der taler for at henlægge Slaget til Livaagen, fremdeles bliver staaende.

2. Slaget paa Rastarkalv.

I min Bog „om Snorre Sturl. Historieskrivning“ har jeg tegnet et Kart over Frædøens sydligste Del og det omliggende Farvand for at anskueliggjøre, hvorledes Snorres Skildring af Slaget paa Rastarkalv hviler paa et Studium af Lokalforholdene. Dette Kart lider imidlertid af flere Feil, fordi jeg urigtigt har kombineret Klüwers Opgifter med et Kart, jeg havde tegnet i den geografiske Opmaaling. Ved i sommer at opholde mig paa Stedet har jeg faaet rigtigere Forstaaelse af Stedsforholdene og tillige, som jeg haaber, en rigtigere Opfatning af, hvorledes Beretningerne om Slaget er blevne til.

Om man paa Frædøen fra Gaarden Bolgen paa Nordsiden af Øen (lige overfor Christiansund) følger Landeveien mod syd opover Bolgeidet østenfor øens høieste Top Freikollen (1910´), vil man, strax efterat man har passeret Vandskillet, se foran sig to ikke ganske lave, runde Hauger, mellem hvilke Veien gaar mod Syd; det er den vestligste af disse, jeg urigtigt paa mit Kart har antaget for „Skrubhaugen“. Søndenfor disse Hauger strækker sig en næsten ganske flad, temmelig myrlendt slette med Helding østover; mod Øst er Udsigten ganske aaben til Aspøens Aaser paa den anden Side af Salaupfjorden, mod sydøst hæver sig som fremspringende Punkter i Horizonten først en Jordhaug (Skrubhaugen) og længer mod Syd lige ovenfor Kirken en lav Aas, Freihaugen eller Kirkehaugen; lige vestenfor Freihaugen er Udsigten aaben til de søndenfor liggende Øer, men længer mod Vest hæver sig atter smaa Aaser, hvoraf den østligste, Staurberghaugen, er omtrent lige saa høj som Freihaugen. Hvis man, efter at have orienteret sig her, følger Landeveien over sletten mod sydost mellem Skrubhaugen og Staurberghaugen, kommer man til Gaarden Øvre Frei, østenfor hvilken Sletten sænker sig langsomt mod Øst ned til Frei Kirke: fra Kirken gaar da et noget brattere Bakkeheld ned mod Prestegaarden, Nedre-Frei. Her gaar Bakken over i en Slette, der langsomt skraaner mod Øst ned mod Freinæsset og Søen; den strækker sig mod sydvest til Freihaugen, lige mod Vest til Bakken, og mod Nord begrænses Horizonten af smaa Terræn-Hævninger, der mod Nordvest efterhaanden gaar sammen med Skrubhangen. Her paa sletten findes mange smaa Gravhauger og Røser, tildels udgravne, i flere Rækker, og nede ved stranden nær Prestegaardene Nøst ligger en lang, smal Bautasten, der har været brugt – og maaske endnu bruges – til Vorsten ved Landstigningen. Kaarmand Niels Christoffersen paa Øvre-Frei (f. 1808) berettede mig, at denne Sten var tagen fra en af Røserne østenfor Prestegaarden, men fra hvilken vidste han ikke, da det var skeet, før han kunde mindes^[27]. Lige i Syd for Øvre-Frei, mellem Staurberghaugen og Kirkehaugen, gaar sletten med brat Fald ned mod Stranden; længer ned mod denne er Skraaningen langsommere, men fladt bliver det først lige nede i Fjæren; her findes udsat for Bølgeskvættet en Række Gravhauger af opstablede store. Stene; nogle af disse findes forstyrrede ved Gravninger, men flere synes at have bevaret sin oprindelige, langagtige Form. Fra Gaarden Øvre-Frei har man en smuk Udsigt over Freifjorden og de omkringliggende, temmelig høje Øer; sydvest for Gaarden, temmelig nær Frædø, ligger den vakre, frugtbare Flatsetø – Flatset er en af Gaardene vestenfor Frei –, som for ikke lang Tid siden hed Salomonsø^[28], samt en Del mindre Holmer. Sandet mellem Flatsetø og Frædø hedder Frei-sund (eller Flatsetsund), Kirkehangen kaldes ogsaa Frei-haugen. Næset østenfor hedder Frei-næs, Farvandet søndenfor Frei-fjorden, og det store Fjeld nordvest for Freigaardene hedder Frei-kollen. Frei-navnet holder sig altsaa væsentlig i den sydostlige Del af Øen, og det er tydeligt, at Frei-gaardene har givet Øen Navn. Begge Gaardene findes i Erkebiskop Aslaks Jordebog (ca. 1440) som Freid og Kirkiu-freid (ɔ: Øvre- og Nedre-Frei), og naar Øen i Erkebiskop Olafs Jordebog (ca. 1533) kaldes Frederø, saa forudsætter disse Former som øens ældre Navn Freiðar-ey. Dette Navn bærer Øen i Noregs Konungatal, ligesom Frei-haugen der kaldes Freiðar-berg. De øvrige Beretninger kalder derimod Øen Fræði (Hist. Norv. Frethi, Ágrip Fræþi, Snorre Fræði), og da dette Navn saaledes fra norske Kilder er kommet til Snorre, maa det antages for en ægte Sideform; men naar Snorre heraf har ladet sig forlede til at rette ogsaa Freiðarberg til Fræðar-berg, saa synder han mod Grammatiken, der ikke tillader et Ord med Nominativ paa -i at have i Genitiv -ar. Navnene Féey, Féeyjar-sund og Rastarkálf findes derimod ikke længer, og det er kun ved at sammenligne Beretningerne med Stedforholdene, at vi kan udfinde deres Beliggenhed. Folkene paa Freigaardene siger rigtignok nutildags, at Haugen nord for Øvre-Frei hedder Rastarkalv; men de indrømmer samtidig, at de kalder den Skrubhaugen, og at det andet Navn er nyt. „Den kaldes Rastarkalv af dem, som har læst Snorre“, sagde gamle Nils Frei. Klüwer beretter ellers, at et Bjerg paa Otternæs kaldes Roste- eller Raste-Bjerg, og en Bæk, som gaar nordenom Skrubhaugen og falder ud i Freifjorden ved Otternæs, kaldes Kalvsgrova, „hvoraf man faar det forsvundne Navn Rastarkalv frem“^[29]. Men herved er at bemærke, at det første Navn (Rastebjerg) kjender nu ingen paa Frei, ikke engang gamle Nils Frei, og egentlig er der heller intet Bjerg paa Otternæs, kun en lav liden Stenknaus, som Folk omkring Stedet ikke har noget Navn paa. Og selv Kalvsgrova tror jeg neppe har noget med Navnet Rastarkalv at bestille; man udtaler det nu Kalsgrova (med lang a og tyk l), og da er vel den ældre Form Karlsgrova, ikke Kalvsgrova. Desuden gaar denne Bæk ikke ud søndenfor Otternæs, som paa Klüwers Kart; den flyder ud af Myrstrækningerne nordenfor Skrubhaugen og falder i Søen et godt Stykke Vei nordenfor Otternæs, som sees af medfølgende Kart^[30]. Det er altsaa kun Sagaberetningerne, som her kan give Veiledning. Den ældste af disse findes i „Noregs Konungatal“ (Haandskriftet Fagrskinna); den fortæller, at Erik Blodøxes Sønner drog nord til Norge for at kjæmpe med Kong Haakon, som da befandt sig i det sydlige al Nordmøre paa Freiðarey og ikke anede deres Komme, før de lagde sig med sine skibe i Féeyjarsund ved Féey nær Freiðarberg. De lander og fylker ved Freiðarberg og gaar saa imod Haakons Hær (der, som det følgende viser, stod paa Nesset østenfor). Da er det, at Egill Ullserk og hans 10 Mænd, hver med en Fane i Haanden, gaar „frem langs med“ Brekken, som gik op fra „det Næs, hvor Slaget stod“, saa at man fra kamppladsen kunde se Fanerne, ikke dem, der fulgte eller bar dem. Erikssønnernes Mænd begynder nu at flygte, men idet de kommer op paa Høiden ligefor (gegnt) Frei-berget, ser de tilbage paa Rastarkalv (hvor altsaa Egil stod), at ingen Folk fulgte Fanerne. Her stanser da Gamle Erikssøn sin skare og fornyer Kampen, men da de danske Hjælpetropper flygter, seirer nu Haakon, og Gamle og hans Mænd maa vige langs Bjerget, nogle op paa Bjerget (hvor de dræbes), nogle ud for Hamrene, hvor de slaar sig ihjel. Gamle bliver saaret nede i Fjæren og drukner, da han forsøger at svømme ud til Skibene. 3 skibe bliver trukne paa Land, de faldne begraves i Fjæren, og Hauger opkastes over dem; „der, hvor Egil faldt, staar en høj Bautastén“.

Denne Beretning er saa rigtig og passende med Stedsforholdene, som man kan ønske sig; det er kun de kortfattede Udtryk, som volder Vanskelighed; man kunde formode, at den er et Uddrag af en længere Beretning. Féey og Féeyjarsund kan ikke være andet end Flatsetøen og Sundet mellem den og Fredøen. Naar Erikssønnerne her gaar iland for at fylke „ved Freiberget“, ser man; at herved menes det samme, som senere kaldes „Høiden lige mod Freiberget“, idet de maa tænkes at gaa iland ved Freistranden for at fylke oppe paa sletten ved Øvre-Frei, eller omtrent hvor Kirken nu staar. Slagpladsen bliver altsaa sletten østenfor nedre Frei eller Næsset mellem Freihaugen og den lille Bugt, som gaar ind søndenfor Otternæs. Rastarkalv eller Brekken, som gaar op fra Næsset, maa efter Ordene være forskjellig fra Høiden, den maa ligge længer mod Nord og være tilgjængelig for Haakons Hær; det passer udmærket til de før omtalte .Ujevnheder i Terrænet, der strækker sig mod Skrubhaugen. Her, hvor hele sletten kan overskues, og hvor Ujevnhederne skjuler en Fremrykning for dem, der staar paa Sletten, er den fortrinligste Plads for et Baghold; man kan naa derop uden at sees fra „Høiden“, og er man kommet op til Skrubhaugen, kan man aldeles afskjære Fienden Tilbagetoget. Naar en Hærstyrke viste sig paa disse Kanter, var det absolut nødvendigt at trække sig skyndsomt tilbage, som Gamles Hær da ogsaa gjør. Paa Høiden staar da den anden Fægtning, hvori Gamles Mænd enten drives op paa Freiberget eller styrter ned af „Hamrene“. Freihaugen gaar paa sydsiden næsten lige ud i Søen, men med bratte Afsatser, hvor man paa en hurtig Flugt ikke kan andet end slaa sig ihjel. Vi har før omtalt, at der findes store Stenrøser i Fjæren; efter sin Form kan disse godt beskrives som „Skibshauge“. Efter Sammenhængen maa Egil være falden nede i Fjæren, thi ban deltog jo kun i den sidste Fægtning, men her har man ikke i nyere Tid fundet Spor af nogen Bautasten; dog er Forholdene her nu saa forstyrrede, at dette ikke kan vække Tvivl om Fremstillingens Paalidelighed.

Den anden udførligere Beretning findes hos Snorre. Denne udmærker sig fremfor den føromtalte, ja fremfor enhver Skildring af Lokalforhold i Sagaerne, ved sin Klarhed og tillige ved mange rigtige Detaljer. Det falder strax i Øinene, at Snorre har sat sig til Opgave at give en nøiagtig, topografisk Skildring af Kamppladsen og Kampens Gang. Men denne Skildring er ikke saa korrekt som Konungatal’s. Den første og værste Feil er, at han lægger Øen Fræði paa Søndmøre. Dette sees vistnok ikke i-Ungers Udgave, der har indsat det rigtige Norðmøri; men alle Haandskrifter har Søndmøre, og dette er endog optaget i den senere Bearbeidelse af Olav Trygvessøns Saga^[31]. Det er ogsaa alene Forestillingen om, at Frædø ligger paa Søndmøre, som kunde indgive Snorre den uheldige Idé at fortælle, at Erikssønnerne blev liggende 7 Døgn i Ulvesund (søndenfor Stad, mellem Vaagsø og Fastlandet), og at imidlertid Rygtet om dem naaede til Kongen „hit efra um Eiðit“ (ɔ: Landeveien over Eidet)! Dette maa altsaa bortfalde som falskt Arrangement. En anden Feil er, at hos Snorre er det Kong Haakon (ikke Erikssønnerne), som lægger sine Skibe i Féeyjarsund, og dette ligger da „norðr undir Freðarberg“; thi nord under Freiberg er intet Sund, men selve Seilleden nordefter, Freifjorden og dens nordlige Fortsættelse Salaup-fjorden, der dog er for bred til at kaldes et Sund, end mindre et Fæø-sund, thi den er omtrent ganske blottet for Smaaøer! Ogsaa denne „Forbedring“ er altsaa ubetinget at dadle. Desuden maa mærkes, at hos Snorre er Rastarkalv ikke Brekken, men sletten østenfor; ellers er den væsentligste Forskjel mellem Snorre og hans Forgjængers Fremstilling, at hvad denne antyder, det beskriver Snorre nøiagtigt. De fire Hovedpunkter: Sletten, hvor Slaget begyndte, Brekken, hvor Egil stod, Høiden (Halsen), hvor Kampen fornyedes, og Bjerget adskilles meget tydeligt. Rastarkalv beskrives som „store og flade Marker“, og den hæver sig opad mod „Halsen“, thi det siges om de bagerste i Erikssønnernes Hær, at de stod „øverst“, og paa sin Flugt fra Kamppladsen kommer Gamle „op“ paa Halsen. „Brekken“ siges at være lang og temmelig lav og strækker sig ovenfor Rastarkalv, men temmelig nær Halsen, thi de bagerste i Gamles Hær ser først Fanerne „ovenfor Brekken“, frygter for at blive omgaaede og skynder sig op til Halsen. Denne er mellem „Brekken“ og Frædarberget; da Erikssønnerne gaar over Halsen indenfor Frædarberget for at komme til Kamppladsen nordenfor, ligger altsaa Halsen vestenfor Bjerget. Mellem Halsen og Bjerget er der fladt, men paa Vestsiden af Bjerget „bratte Hamre“. Gamle flygtede ned paa Fladen søndenfor Bjerget, og her i Fjæren staar den sidste Kamp, hvor Egil og Gamle falder. Egil blev begravet, hvor han faldt, „og høie Bautastene staar ved hans Haug“, og her blev over de faldne opkastet Hauge med Jord og Sten, „og disse Hauge sees endnu søndenfor Frædarberget“. Ved Siden af Klarheden i denne Beskrivelse falder dog i lige saa høj Grad dens Feil i Øjnene. Skrubhaugen, der er det eneste Sted, hvor Bagholdet kunde lægges, er ikke „lang og temmelig lav“, men en høj, rund Bakke, der i Grunden er det mest fremtrædende Punkt i Landskabet og ikke stort lavere end Freiberget. Og Kompasstregerne er urigtigt anbragte: Sletten ligger ikke i Nord, men i Nordost for Freiberget, Halsen ikke i Vest, men i Nordvest, og Fjæren ikke i Syd, men i sydvest for Bjerget; det er, ligesom det hele er dreiet 45° til højre, idet de indbyrdes Forhold er rigtige. Hvorledes skal man forklare disse Feil, naar iøvrigt Beskrivelsen er saa detaljeret og saa fuldstændig rigtig? Man kan ikke godt antage, at Snorre har været iland paa Øen og selv har vandret omkring paa Rastarkalv og passeret over Brekken eller Halsen; thi da maatte ban dog have iagttaget, at Brekken ikke var lang, og tillige have orienteret sig bedre. Jeg vil fremsætte en Forklaring, som ialfald tilfredsstiller mig, da jeg ogsaa engang har faaet det samme Indtryk af Brekken. Naar man nemlig staar nede paa stranden ved Prestegaardens Nøst og ser tilbage op imod Freiberget og Skrubhaugen, ser Skrubbaugen betydelig lavere ud end Freiberget, og i Forbindelse med de smaa Ujevnheder mellem den og Sletten tager den sig virkelig ud som en lang, ikke videre høj Bakke. Jeg mener altsaa, at Snorre ikke har været i Land paa Frædø, men har seilet forbi Kysten og derved gjort denne Observation om Skrubhaugen, ligesom han i Fjæren har seet Haugerne og Bautastenene. Det bliver da ogsaa let forklarligt, hvorledes han kunde angive Retningen skjævt. Hvis man nemlig i gamle Dage seilede fra Bergen til Nidaros, sagde man om hele Reisen, at den gik mod Nord, uagtet man paa Veien mange Gange kunde forandre Retning; seilede man altsaa gjennem Nordmøre den „indre Vei“ indenom de større Øer Averø, Frædø, Tusteren osv., opfattede man ogsaa den Rute at ligge mod Nord, medens det egentlig gaar mod Nordost; og omvendt altsaa sydover. Reiste nu Snorre f. Ex. fra Birkestrand til Hustad (paa Stemshalvøen), altsaa mod Sydvest, opfattede han dog dette som en Rejse sydover, og efter denne Hovedretning angav han de enkelte punkter under Farten: da kom altsaa Freiberget til at ligge syd for Rastarkalv, Skibshaugene syd for Freiberget osv. Nu er der den samme sandsynlighed for, at Kong Haakon kan om Vaaren 1220 have taget Veitsler paa Nordmøre som paa Søndmøre, og altsaa ogsaa for, at Snorre i Kongens Følge har reist her forbi. Der er ogsaa her, som paa Søndmøre, den Særegenhed, at Snorre har optaget i sin Fortælling et Stedsnavn fra Naboskabet, han nævner nemlig Kongsgaarden Birkestrand paa Frædø; allerede det, at Snorre kjendte denne Kongsgaard, overrasker, og hvad er naturligere end at tro, at han i Kongens Følge har taget ind her? Mere end en rimelig Gisning kan dette naturligvis aldrig blive, hvor ingen Specialefterretning om Snorres Reise foreligger; hvis altsaa nogen vil hævde, at Snorre ogsaa kunde have faaet sine Efterretninger om Frædø og om Hjørungavaag paa anden Haand, f. Ex. af reisende Nordmænd, kan jeg ikke benægte Muligheden heraf; kun forbauser mig da endnu mere Snorres Evne til levende og anskuelig Skildring, og jeg indser da ikke nogen rimelig Grund til, at han alene ved denne Leilighed opholder sig saaledes ved Billedets Detaljer.

3. Svein Jarl i Mosviken.

Baade „Noregs Konungatal“ og Snorre har en Beretning om, hvorledes Svein Jarl om Vinteren 1014–15 paa sin Flugt fra Steinker heldig undgik Olav Haraldssøn, der seilede lige forbi ham inde i Throndhjemsfjorden; men medens den første fortæller Sagen i al Korthed, dvæler Snorre mere ved Enkelthederne, hvorved han kommer til at lægge enkelte mistænkelige Træk til. Efter Konungatal havde Svein Jarl paa Steinker gjort sig rede til at holde Jul, men kort før faar han midt om Natten Bud fra Einar Tambaskjelver om, at Olav nærmede sig; samme Nat drog han med sine to Skuder ud til Skarnsund (Sundet mellem Beitstadfjorden og Throndhjemsfjorden, vestenfor Inderøen), og i Dagbrækningen, da han saa Kongens Skibe, vendte Jarlen ind under Land og blev liggende der, indtil Kongen kom forbi, og drog saa siden sin Vei udad Fjorden (ɔ: til Lade). Snorre har følgende Forandringer og Tillæg: „Budet fra Einar kom om Aftenen (siðarla dags), Jarlen havde et Langskib (ikke to Skibe), gik ombord om Natten og kom „i Lysingen“ til Skarnsund; da de her ser Kong Olav ro ind efter Fjorden, vender Jarlen tillands ind foran Masarvik; der var tyk Skov; de lagde saa nær Bjerget, at Løv og Grene tog ud over Skibet. Da hug de store Træer og satte dem uden- bords ud i Seen, saa at man ikke saa Skibet for Lev. Det var stille Veir, Kongen roede ind forbi Øen (ɔ: Inderøen); men da de ikke kunde sees længer (ɔ: var langt inde i Skarnsund), roede Jarlen ud paa Fjorden og helt ud til Frosten“^[32]. Denne Fremstilling passer meget godt med stedsforholdene. Kommer man seilende ud Skarnsundet, har man Udsigt langt ud i Fjorden mod Sydvest, idet man ser Aabningen mellem Yterøen og Frosten paa Østsiden, Mosviken, Sundsetvik og Saltviken paa Vestsiden. Det bliver ogsaa god Tid til at ro det lille Stykke Vei tilhøire ind i Mosviken, paa hvis søndre Side ved Mundingen af Nærvikselven der gaar et furubevoxet Næs ud i Fjorden mod Øst. Dette vilde ikke alene yde Skjul for Forberedelserne, men her er ogsaa en mindre Bugtning af Kystlinjen, hvorved der har dannet sig en liden, lun Vig, Kattehaalet, en hundrede Fod langt og 5 Favne dybt lige ved Land. Folk i Mosviken har naturligvis ogsaa læst sin Snorre, og de beretter, at det var i Kattehaalet Svein Jarl skjulte sig. Selv ved Midtvinter kan man komme til Lands her, thi Mosviken pleier at være isfri om Vinteren, ialfald lægger Isen sig ikke tykkere, end at man kan ro igjennem den, og specielt har Kattehaalet ikke i Mands Minde været tilfrosset mere end én eneste Gang. Men – én Vanskelighed bliver der tilbage, og den gjør hele Snorres Fortælling suspekt: han lader Løvskov voxe ved Mosviken, og – hvad mere er – denne Skov bærer Løv ved Vintertide, lige før Jul, og det Løv kan skjule et helt Skib! Endog begge Beretninger er enige om, at Flugten skede ved Juletid, og for et Sammenstød mellem Olav og Svein kan der ikke skaffes anden Tid end Vinteren før Nesjeslaget. Man kan her ikke lade være at tænke paa Sagnet om den vandrende Skov, som skjulte Angriberne; her er det samme sagn anvendt til Forsvar. Men da Sagnet om Løvskoven hos Snorre fremtræder sammen med en nøiagtigere Fremstilling af Begivenheden, maa alle Detaljer have hørt sammen i Sagnet; Sagnfortælleren har ikke vidst om, at Begivenheden skede ved Vintertid, og Snorre har som Islænding ikke forstaaet sig paa Trævext og derfor ikke observeret Modsigelsen mellem dette sagn og den øvrige Fortælling. Snorre har selv aldrig været i det indre Throndhjem og har saaledes ikke kunnet lægge noget til. Dette sagn bliver saaledes et interessant Vidnesbyrd om, at Thrønderne endnu ved 1220 mindedes Begivenhederne mellem Olav og Svein ved Olavs første Vinterophold i Thrøndelagen; det er forsaavidt mærkeligt, som det ellers overalt kun er de legendariske Træk af Olavs Liv, der har holdt sig som Folkesagn. Hvis man nu vil redde Snorres Fremstilling for Historien, har man intet andet at gjøre end som P. A. Munch^[33] at forklare skoven om Furuskov og bortskaffe Løvet; men man har ogsaa en anden Udvei, at opgive Snorre og holde sig til Konungatals simplere og kortere Fortælling.

4. St. Olav paa Søndmøre.

Den sammenhængende Skildring af St. Olavs Flugt fra Søndmøre over Oplandene til Sverige hører ikke organisk til hans Saga; i den ældste islandske Olavssaga har den ikke været optaget, derfor borger baade Brudstykkerne i Rigsarkivet og Uddragene i „Konungatal“. I det bevarede norske Haandskrift fremtræder ogsaa Beretningen som tydeligt indskudt, idet den sammenhængende Skildring følger lige efter den korte ældre Beretning om samme Reise, og idet den ovenikjøbet er skilt ad i to Dele-, som man har søgt at trænge ind paa to forskjellige Steder i den ældre Fremstilling. I det norske sagahaandskrift kan vi læse om Toget gjennem Søndmøre (Cap. 72), den møisommelige Fjeldreise opad Valdalen, hvor Bønderne advarer ham mod de frafaldne Oplændinger (73), og om hvorledes Olav tvang Bønderne i Lesje, Lom og vaage til at vende tilbage til Kristendommen (74); det ender med, at „de, som ikke vilde det, flygter syd i Dalene.“ Om man nu slaar efter længere fremme i Sagaen cap. 33–39, vil man finde en naturlig Fortsættelse: „da Gudbrand i Dalene hørte disse Tidender, at Olav var kommen til Lom og tvang Folk til at vende tilbage til .Kristendommen“ osv., den bekjendte Historie om Gudbrandsdølernes Omvendelse, og mærkelig nok ender den her med: „derfra drog Kong Olav til Solør og standsede ikke før end i Svithjod“, altsaa ogsaa her er Tale om hans Flugt fra Norge. Man indser da, at begge disse Stykker er indskudte i Sagaen og hører sammen som Brudstykke af en ellers ikke kjendt Saga om St. Olav; det skildrer, hvorledes den hellige Konge endog paa sin Flugt fra Landet overalt er virksom for sit Hovedformaal, den nye Tros Indførelse^[34]. Forf. af den legendariske Saga har imidlertid fundet, at det ikke gik an at lade Olav beskjæftige sig hermed paa sin Flugt, og har derfor gjort et meget klodset Forsøg paa at kløve Beretningen og indskyde den senere Del i hans tidligere Historie, men beholdt Capitlet om Lom og Vaage. Snorre er gaaet videre: han har bortskaaret ogsaa dette Capitel og henført det paa samme Sted som Fortællingen om Dalegudbrand, ligesom han meget fint har udglattet hvert Spor af Omvendelsesforsøget. Men han er ei bleven var, at der endnu stod en Modsigelse tilbage, som ikke lader sig løse: Olav har den 21de December overvundet og fældet Erling Skjalgssøn, seiler saa nordover og tvinges til at drage ind i Søndmøre og gaa over Fjeldet fra Valdalen, altsaa omtrent ved Nytaarstid. Men Brudstykket forudsætter en Aarstid, da Fjeldet var farbart (altsaa sommertid), og Snorre citerer selv et Vers, hvoraf det fremgaar, at Olav forlod sine Skibe ved Sommertid. Islændingen Jökul Baardssøn fra Vatnsdal fik nemlig Olavs skib (Visunden) at styre fra Sult og kvæder derom en Vise, hvori han siger: gramr var sialfr á sumri sigri ræntr inn digri^[35]. Nu følger det af sig selv, at Erlings Død foregik før Flugten, men spørgsmaalet bliver, om Sagaerne har Ret i at sætte dem i umiddelbar Forbindelse med hinanden. Jeg skal nu søge at vise, at det ældgamle Brudstykke og Stedsforholdene tilsammen forudsætter en Flugt om Sommeren; naar saa dette tages sammen med det nævnte Vers, bliver man nødt til at indrømme, at disse har Ret mod den almindelige Tradition. Erlings Død og Olavs Flugt maa være skilt fra hinanden ved et Tidsrum af mindst et halvt Aar, og Olavs Flugt er foregaaet om Sommeren 1028, ikke i 1029. Allerede Thjodrek Munk forudsætter, at hvad der drev Olav paa Flugt var ikke Erlings Fald, men Knuts Tog til Norge, og dette Tog maa nødvendigvis være foregaaet ved sommertid 1028. Ogsaa Brudstykket nævner som Flugtens Aarsag først Knuts Komme, men samtidig dermed ogsaa Thrønderne, som nærmer sig med Hær og Flaade.

Vi ved ikke, hvem der har forfattet dette Brudstykke, men det udmærker sig ved en ganske særegen Lokalkundskab i Norge. Vi skal følge det i dets skildring af Olavs Reise gjennem Søndmøre. Kong Olav kommer om Aftenen til Havnen Steinavaag (mellem Hessøen og Aspøen, nu en Del af Aalesund), paa samme Tid som Thrønderne lægger sig i Frekøsund (søndenfor Hustadviken). Om Morgenen faar Kongen Melding om Fiendens Nærhed og sender da sine Vagtmænd „op paa Fjeldet“ fra Steinavaag; dette Fjeld er den bekjendte „Sukkertop“ paa Hessøen. Derfra ser de Skibene seile sydover forbi Bjørnøer, der nemlig ikke kan sees fra Stenvaagen formedelst de mellemliggende Smaaøer. Da Olav faar Melding herom, drager han ud af Havnen; i dette Øieblik kom Thrøndernes 35 skibe frem forbi Thrjots-hverf, nu Kvervet, den vestligste spids af Ellingsøen. Olav havde altsaa ingen anden Udvei end at drage gjennem Borgensund ind i selve Søndmørsfjorden, og denne Led angives i Brudstykket nøiagtigt ved Navnene Nyrfi (Nørve ved Nørvesund), Hundsver (nogle smaa Øer lidt vestenfor Borgund), Vegsund (mellem Oxenø og Sulø), Skot (ved Udløbet af Slyngstadfjord) og Tóðarfjörðr (Tafjord). Brudstykket har allerede ovenfor nævnt, at Aslak Fitjaskalle var fra Steinavaag draget ind til Borgund (det er den samme Udtryksmaade, som endnu bruges paa Søndmøre om Seilads fra Aalesund indover Fjorden), her blev han dræbt, og hans Mænd bragte denne Tidende til Kongen, da han efterat have passeret Hundsver kommer lige ud for (jamgængt) Borgund; ogsaa disse Punkters indbyrdes Beliggenhed har den stedskjendte Forfatter havt Rede paa. Det samme vil vi finde igjen i Reisen opad Valdalen. „Olaf gik af sine skibe i Valdalen og satte dem der op; siden satte han sit Landtælt paa Øren, der som hedder Sullt; der er fagre Sletter, og der paa Øren lod Kongen reise et fagert Kors; paa Mo boede en Bonde, som hed Bruse, han var den mægtigste Bonde i Dalen; siden kom Bruse ned til Kongen, og mange Bønder med ham, og modtog ham vel“ osv. Naar man lander yderst ude i Valdalen, ser man paa østre Side af Elven en lav, flad slette (Syltevoldene), midt paa denne Gaarden Sylte med Sylte Kirke, lige nedenfor en brat, skovbevoxet Bakke; denne og Sletten begrænses mod Øst af en brat Fjeldhammer, hvor man i den graa Stengrund ser opad Fjeldet en lang, slangebugtet Marmorstribe (det er den Søorm, som efter Sagnet St. Olav slyngede op paa Hammeren, da den vilde hindre ham fra at lande). Paa vestre Side af Elven skraaner Landet jævnere opad, og her ser man lidt op over sletten Gaarden Muri. Muri er nu en mindre Gaard end Sylte, men begge disse Gaarde siges i det foregaaende Aarhundrede at have tabt Land ved Elvebrud, Sylte endog i den Grad, at dens Skyld maatte nedsættes til $\scriptstyle {\frac {1}{6}}$ . Paa Sylte var indtil 1716 Prestegaarden for Nordalens Prestegjeld, men Kirken er først bygget i dette Aarhundrede, da den flyttedes fra Døving (lidt længere oppe i Dalen). Om noget Kors reist af St. Olav paa Sylte forlyder intet Sagn i nyere Tid. Rigtignok siger Jonas Ramus, at Kongen paa Sult reiste et Stenkors (Norg. Beskriv. p. 174), men det har han lært af Peder Claussøns Oversættelse. Brudstykkets Sullt er det nuværende Sylte, og ligesaa utvivlsomt er det vel, at dets Mór er det nuværende Muri. Den ældre Form er tvivlsom; Muri udtales nemlig med Tostavelsesbetoning og forudsætter i Oldnorsk et Tostavelsesord; naar Snorre kalder Gaarden Mærinn, synes han altsaa nærmere det rette; i det ældste Skattemandtal (1603) hedder den Mori. Om Gaarden Muri formodede Strøm^[36], „at Fogderiet Søndmør, som i Historierne ofte kaldes slet hen Møre, maa fra første Tid have faaet sit Navn af denne Gaard“; denne Formodning synes Folkesagnet paa Søndmøre med Begjærlighed at have grebet, idet det nu endog hedder, at Bonden paa Muri, som kom til Olav, kaldtes „Mørejarlen“.

Den næste Morgen drog da Kongen „op fra Øren og til det Sted, som hedder Krossbrekka; han hvilte sig der paa Brekken og saa nedefter Dalen i Fjorden, idet han sagde: „en møisommelig Færd har de skaffet mig, Kalv Arnessøn og hans Fæller, som nys var vore Venner og Tilhængere.“ Det er sagt, at endnu staa de Kors, han lod reise der, hvor han sad paa Brekken.“ Denne Krossbrekka kaldes nu Langbrekka og er en Terrasse, der har dannet sig foran Dalaabningen, men siden er gjennembrudt af Elven; der voxer frodig Furuskov over hele Brekken. Endnu i Midten af forrige Aarhundrede vedligeholdt – efter Strøm – Almuen her et Trækors; nu findes der et Jernkors, som er fæstet ovenpaa en stor tilspidset Bautasten, der bærer Indskriften: „Olaf d. Hel. Ann. 1029“. Endnu fortæller Bønderne – ligesom man kan læse hos Strøm – at her sad St. Olav og saa sine Skibe brænde, idet han selv havde ladet sætte Ild paa dem. Dette strider mod Brudstykket, som udtrykkelig siger, at han „lod Skibene sætte op ved Sult og lod der opbevare sine Segl og Skibenes fulde Udstyr“; det strider ogsaa mod Snorre, der har bevaret det føromtalte samtidige Vers, hvorefter Jökul Baardssøn fik at styre „det Skib, som Olav den digre ejede“.

„Siden steg Kongen tilhest og red op efter Dalen, og de hvilte ikke, før end de kom til Urden,“ Skærfsurð, som Bruse ovenfor har omtalt som „ufarbar baade for Mænd og Heste“. Veien op gjennem Dalen gaar nu afvexlende paa Nord- og sydsiden af Elven over flere Broer, som dog alle er byggede i dette Aarhundrede; før den Tid gik Veien paa hver Side, men uden Forbindelse, og der fandtes ingen Bro, før man kommer til den saakaldte „Gudbrandsbrua“, strax nedenfor Urden, omtrent 5 Fjerdinger fra Sylte. Her snevres Elveløbet sammen til en smal Rende mellem høje Fjeldsider, og over denne Rende er paa det smaleste Sted (omtrent 8 Alen bredt) af sammenlagte Tømmerstokker dannet et Overgangssted: „det var den første Bro, som blev bygget i Valdalen,“ siger Bønderne, og over den (forsikrer de) drog Kong Olav for at komme til Urden. Lidt ovenfor Broen, paa sydsiden som denne, ligger Gaarden Alstadsæter eller (som Bønderne kalder den) Uren; det er en egen Gaard – og var saa allerede før 1603, da den nævnes under Navnet Skjersur; men oprindelig var den Sæter for Gaarden Alstad^[37] paa Nordsiden af Dalen. Ved Ankomsten til Urden spurgte Kongen Bruse, om der var noget „Sel“, som de kunde bo i om Natten; det blev anvist ham, og „der satte Kongen sine Landtelte“. Dette Sel var Alstadsæteren, siger Valdølerne. Gaar man herfra over Gudbrandsbrua, støder man lige paa „Skjersuren“.

Førend vi gaar videre, maa vi oversætte Brudstykkets Beretning om, hvorledes Skjærvsurden blev ryddet: Om Morgenen bad Kongen sine Mænd fare til Urden og friste, om de kunde skaffe Vej over Urden. Nu for de did, men Kongen var „hjemme“ i Landteltet. Men om Kvelden kom hans Hirdmænd tilbage og sagde, at de havde havt meget Arbeide, men intet udrettet; „der kunde der aldrig blive Vei over,“ sagde de. De var der anden Nat; men Kongen vaagede og bad hele Natten. Om Morgenen bad han dem fare til Urden; de for meget nødigt og mente, det ikke vilde nytte. Da de var dragne, kom Drotseten (sá er vistum þeira reð) til Kongen og sagde, at der ikke var mere Mad tilbage end to Kjør, „men du har selv 400 Mand og 100 Bønder.“ Kongen sagde, at han skulde aabne alle Kjedler og slippe lidt af Kjødet ned i hver. Saa blev gjort, men Kongen gik til, gjorde Korsmærke over og bad dem gjøre Maden istand. Siden drog Kongen til Skjærvsurden, hvor hans Mænd skulde rydde Vei. Da stod alle der meget trætte; men Bruse sagde: „jeg sagde Eder, Herre, at det ikke nyttede at arbeide paa denne Urd, men I troede det ikke.“ Siden lagde Kongen af sig sin. Kappe og sagde, at de skulde alle prøve, hvad de formaaede. Og da er det sagt, at 20 Mand kunde rokke Stene, som 100 ikke kunde, og ved Middag var Veien ryddet, saa at den var farbar baade for Mænd og Beste med Kløv. Siden for Kongen ned did, hvor deres Mad var og nu hedder „Heller“; en Kilde er der ogsaa i Nærheden af Helleren, og der toede Kongen sig; men naar Kvæget blir sygt der i Dalen og drikker af dens Vand, da friskner det strax til. Siden holdt Kongen og de alle Maaltid. Men da de var mætte, spurgte Kongen efter, om der var nogen Sæter ovenfor Urden nær Fjeldet, som de kunde være i om Natten. „Ja,“ sagde Bruse, „en Sæter, som hedder Grøningar, men der kan ingen være for Trold og Menvætter.“ Siden bed Kongen sine Mænd gjøre sig færdig; han vilde være paa Sæteren om Natten. Da kom Drotseten til og sagde, at der var fuldt op af Mad, „og jeg ved ikke, Herre, hvorfra den er kommen.“ „Lad os takke Gud for sin Sending,“ sagde Kongen og lod gjøre Bører (af Maden) til Bønderne, som nu drog ned efter Dalen til sine Hjem. Men Kongen var paa Sæteren om Natten og vaagede og bad, som han ofte gjorde. Om Natten, da Folk var sovnet, raabte en Stemme skrækkeligt ude og Troldet (su hin illa vetr) sagde: „Kong Olavs Bønner brænder mig saa, at jeg kan ikke være længer i mit Hjem; jeg maa nu flygte og kommer aldrig mere til dette Sted.“ Men om Morgenen, før Kongen for tilfjelds, sagde han til Bruse: „Her skal man nu gjøre en Bø, og Bonden her skal altid have godt Aar (framdráttu), og aldrig skal her Kornet fryse, om det end fryser baade ovenfor og nedenfor.“

Vi skal nu betragte Enkelthederne i Beretningen, dog uden at opholde os ved de rent legendariske Bestanddele. Skjærvsurden strækker sig fra Nord til Syd; den gaar ned fra Alstadfjeldet (paa Nordsiden), hvorfra store Stenmasser har løsnet sig og har spredt sig tværs over hele Dalen, som her er temmelig bred, og gjort den omtrent ufremkommelig. Nu gaar der Kjørevei paa den nordre Side af Elven, men denne Vei er først lagt i Aarene omtrent 1820. Den ældre Vei var – som Sagabrudstykket ogsaa antyder – Ridevei; den er endnu brugelig og befares nu og da som Kvægvei. Den gaar ikke nede ved Elven, men længer op under Fjeldet, temmelig høit tilveirs, for derpaa atter at sænke sig ned mod det øvre Dalføre. Den er ikke meget lang, neppe over en halv Fjerding, og saa god som en af vore bedre Fjeldveie. Forresten turde den nu være i bedre Stand, end da den hellige Konge forlod den, thi jeg fandt paa flere Steder Spor efter Minérbor, saa at den rimeligvis har været udbedret i Begyndelsen af Aarhundredet. Omtrent midt i Urden staar lige ved Veien en vældig Sten, der er noget indhulet paa den søndre Side og saaledes frembyder Ly for Veir og Vind, „der hvilte Kongen sig underveis“. Nogle kalder den Hellaren, andre Olafshelleren; men en Mand fra Grønninge, som fulgte mig over Urden, kaldte den Bens-Ola-Stein og forklarede, at Bens-Ola betyder det samme som Hellig-Ola^[38]. Af disse Navne kunde det mellemste, Olafshelleren, have naaet til Valdølerne gjennem Aalls Oversættelse; det første nævnes kun i Brudstykket, der visselig ikke er læst af Valdøler, og det 3die har aldrig været omtalt paa Tryk. Imidlertid synes de alle at være lige ægte, thi hvad Sagnet her beretter, er aabenbart rigtigere, end hvad Brudstykket siger, at Heller var det Sted nedenfor Urden, altsaa ved Alstadsæteren, hvor Kongen og hans Mænd holdt Maaltid. Der maa her tidlig være skeet en Forvexling, thi Kilden, som Brudstykket kjender nær „Heller“, findes virkelig lidt ovenfor „Hellaren“; den kaldes endnu „Kjellen“ og har friskt og klart Vand, men dette vides ikke længer at have nogen lægende Virkning. Disse Steder findes omtrent paa det høieste af Urden. Den fortsættes et godt Stykke østover uden væsentlig stigning og gaar derpaa nedover; det Sted, hvor man under Nedstigningen faar se den lidt bortenfor liggende Gaard Grønninge, kaldes „Høgskjærve“. Da Olav kom hid, fortalte Bonden paa Grønninge, saa han sig om og sagde: „Her skal bygges en Gaard, og der skal Kornet aldrig fryse.“ Fortælleren tilføjede, at det kunde Olav sige, fordi han var en indsigtsfuld Mand og skjønte, at Landet var dugeligt for Korn, og naar han betragtede Fjeldstrøg og Dalstrøg, saa han, der var Træk fra én Kant bestandig og deraf kunde han skjønne, at det ikke vilde fryse. „Og det fryser her aldrig, uden det fryser i hele Bygden, og det er en Sjeldenhed.“ Om man slaar efter hos Strøm (II 269), vil man her i Bondens Mund gjenkjende ikke alene Strøms hele Beretning, men ogsaa hans Ræsonnement over Kongens Mirakler: kun har Sagnet nu slaaet sammen det Sted, hvor Vinden svalte Kongen, med selve Sæteren, hvor han udtaler sin spaadom og fordriver Troldene. Dette Sagn kjendte ogsaa min Hjemmelsmand, men han havde intet nyt eller fra Sagaerne afvigende. Sæteren, hvor Kongen var om Natten efter Reisen over Urden, bliver altsaa Gaarden Grønninge; den er saaledes efter Sagaen bygget kort efter Olavs Tid og for Sagaen blev optegnet, altsaa i 11te eller 12te Aarhundrede. En af Opsidderne paa Grønninge fortalte mig, at da han for en 10 Aar siden grov en Kjelder under sit Hus, stødte han en Alen under Gulvet paa en gammeldags Sætergrue, en Helle under og tre reiste Heller, til at staa midt i stuen; han mente derfor, at hans Hus stod netop, hvor den gamle Sæter laa, og det kan jo være rimeligt nok. – I Efterretningen om Sæteren Grøningar, der vistnok tør betragtes som historisk, har vi ellers et interessant Minde om Bebyggelsens fremadskridende Bevægelse op mod Fjeldet i Middelalderen; naar vi gaar ud fra, at Grønninge og Alstadsæter paa Olavs Tid var Sætre, er altsaa i hedensk Tid Bebyggelsen stanset lige under Urden; i 11te eller 12te Aarhundrede er Grønninge, rimeligvis ogsaa den nedenfor liggende Alstadsæter, opdyrket som Bondegaard; derfor har Bonden paa Grønninge søgt sig nyt Sæterbrug og anlagt dette en Fjerdingsvei ovenfor, omtrent der, hvor Valdalen optager en Elv fra Sidedalen Steindalen; det blev da „Grønningsæter“. Men derefter har man søgt længer op ad Hoveddalen, som nu kaldes Langedal, og har optaget en ny „Grønninge“, som da fik Navnet Fremre-Grønning. Og begge disse Sætre maa allerede i 16de Aarhundrede være fra Sætre omgjorte til Gaardsbrug, thi deres Matrikulering er adskillig ældre end 1667.

Med Navnet Grønninge stanser Saga-Brudstykkets Beretning om St. Olavs Fjeldreise, thi Sæteren laa da endnu „nær Fjeldet“; den ved ikke mere, end at „Olav for derfra og kom frem i Einbu“, den øverste Fjeldgaard i Lesje. Men Sagnet i Dalen tror at vide god Besked om, hvilken Vei han tog. Fra Grønninge kan man ad 3 Veie komme frem til Lesje, enten lige op fra Grønninge gjennem Djupdalen eller fra Grønningsæter over Steindalen eller op gjennem selve Langedalen. St. 0lav, siger man, valgte den sidste Vei; han gik langs Elvens østside over Illstigen forbi Illgjølet og Thormovatn, bøjede med Elven mod Øst og gik over Elven opunder „Kulo“ eller „Kuglehøgda“, en Del af Langfjeldet, gik mellem Langfjeldet og Elven forbi Langevatn (2830´) og fulgte den derfra flydende Vermaa, indtil denne gaar ned i Rauma ved Sletta (790´) øverst i Romsdalen, og fulgte siden Rauma opover til Lesje. Denne Vei er den laveste, men tillige den længste af Fjeldveiene fra Valdalen til Lesje; der findes, sagde man mig, paa hele dette Stykke ingen Minder om St. Olav, men „han drog den Vei, fordi den kunde rides lige til Lesje“. Den korteste Vei gaar fra Steindalen op til Troldsæter (3125´) ved Ulvedalsvand, hvorfra man langs Ulvaøen naar til Broste (2240´) lige paa Grænsen til Lesje; men den var for brat til at rides, og saa er den endnu. Derimod gaar den mest befarne Vei fra Grønninge mod Sydost op gjennem Djupdølen, videre frem mellem Glupen og Blaafjeld (5200´), hvorefter man passerer Krynkjelsvandet (3740´) og derpaa over en brat, men ikke lang Koll kommer ned i Ulvaadalen. Ad denne Vei drog endnu i dette Aarhundrede hver sommer Valdølerne op for at komme til „Marknaden“i Mølmen i Lesje (1930´), hvorhen de førte tørt Kjød paa Kløvjer. Endskjønt Valdølerne er enige om, at Olav ikke drog denne Vei, skulde jeg være tilbøielig til at antage, at Saga-Brudstykket taler nærmest for denne Vei. Jeg har allerede før nævnt, at det lægger Grøningar „nær Fjeldet“; naar der nu lige fra Grønninge gaar en passabel Vei lige op tilfjelds og denne tillige er den korteste af de to mulige Veie, maa han rimeligvis have valgt den. Ad Langfjeldet kom han jo desuden ned i Romsdalen; men Sagaen antyder en direkte Fjeldvei fra Grønninge til Lesje, og denne gaar over Djupdalen.

Om man læser den ovenfor meddelte Skildring af Urdrydningen, vil man visselig faa Indtrykket af, at denne Reise foregaar ved Sommertid. Ligesom der ved Sult taltes om de „fagre Sletter“, saaledes hedder det her, at Kongen sov i „Landtjæld“, Veiene synes let fremkommelige, og der nævnes intet om Snefald intet om islagte Elve eller andet deslige. Nu er det vistnok saa, at ved Sult ligger ikke Sneen altid længe om Vinteren, men allerede et Stykke oppe i Dalen, hvor denne ved Furnes kniber sig stærkt sammen, er der stærkt Snefald, og Sneen ligger her hele Vinteren. Og Urden er altid snedækt om Vinteren, medens da Elven er isbelagt, saa at da Rydning var et aldeles overflødigt Arbeide. Desuden, hvorledes var det muligt ved Nytaarstid at komme frem over selve Fjeldet? Efter Valdølers Sigende er Fjeldveien da aldeles ufremkommelig, og ingen af dem vilde paatage sig at drage tilfjelds uden i Tiden mellem St. Hans og Michaeli, altsaa nærmest Maanederne Juli–September. Men selve Fjeldreisen skildres ikke som et Mirakel, og dog vilde denne ved Nytaarstid være det største. Vi ser saaledes, at baade Beretningen og Naturforholdene viser, at denne Reise maa være foretaget ved Sommertid.

Vi har seet, at baade Forfatteren af den legendariske Saga og Snorre har knyttet Fjeldreisen sammen med Erling Skjalgssøns Død; dette maa altsaa opgives. Snorre har ikke kjendt Naturforholdene i det indre Søndmøre og var saaledes henvist til at følge sine Forgjængere. Hans Afvigelser er ogsaa ganske ubetydelige, navnlig kun at han har læst Stedsnavnene lidt anderledes. Jeg har nævnt, at hos ham findes Gaarden Muri i en lidt rigtigere eller ialfald ikke daarligere Form end i Brudstykket; det vil dog kun sige, at han har havt et bedre Haandskrift end vi at følge. Derimod kalder han urigtigt Urden Sefsurd; saa staar der i alle Haandskrifter, og Prof. Unger har gjort Uret i at indsætte i den rigtige Form i Snorres Text; men at Brudstykkets Skærfsurð er det rette bekræftes ikke alene af Urdens nuværende Navn „Skjærsur“, men ogsaa af Navnet „Høgskjærve“ paa en Del af den; Skjærv betyder endnu paa Søndmøre et nøgent Klippestykke ganske som „Skarv“ i Halling-skarvet. Istedetfor Hellir har han Olafshellir, men ogsaa dette Navn gjenfandt vi, og det er derfor rimeligt, at han fandt denne Form i sin Kilde.

5. St. Olav i Værdalen.

I skildringen af St. Olavs sidste Tog gjennem Værdalen ned til Stiklestad har man i Regelen fulgt Snorres Fremstilling, idet denne anbefaler sig ved sit nøgterne, historiske Udseende, medens de øvrige Kilder og navnlig den legendariske Saga er fulde af opdigtede Legender, som maa vække Mistanke. De Vanskeligheder, som Snorres Text alligevel frembyder, har man ved velvillig Kritik bortryddet, idet man forudsætter Kundskaber hos Snorre, som han ikke havde og ikke kunde have. Jeg tør i det følgende forudsætte Snorres Beretning som bekjendt, idet jeg blot minder om de Enkeltheder, som jeg vil underkaste Kritik. Da Kongen var kommet over Fjeldryggen, stansede han først ved Gaarden Sula i den øvre Del af Bygden (i ofanverðri bygðinni) i Værdalen; her overnattede han og drog om Morgenen videre; her var det ogsaa, at Kongens Mænd havde trampet Ageren ned, og at Kongen drog om Ageren og lovede, at den skulde reise sig (Cap. 214). Derpaa, hedder det, flytte de sin Hær ud til Stafr, og paa Stafamýrar gjorde han Holdt (átti dvöl), mønstrede sin Hær, lod 400 Mand døbe og sendte Hedningerne hjem; og mens han endnu var her, kom de Mænd tilbage, som Kongen havde sendt ned i Herredet; før de drog videre, bød Kongen, at Dag Ringssøn med sin Hær“ skulde drage „den nordre Vei ned efter Dalen“, medens han selv tog „Hovedveien“, men at de skulde mødes hver Aften (Cap. 215–17). Siden drog han videre, og længer nede tog han sig Nattekvarter, hvor de hele Natten laa samlet. Saasnart det lysnede, drog begge Hærafdelinger fremdeles hver sin Vei ud efter. Kongen stansede ikke før „nær Middag“ ved Stiklestad, da Bønderne strømmede frem. Kampen begyndte dog ikke før henimod „Midmunde“ (Kl. $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ ), og Kongen faldt ved Non (Kl. 3), og da kom først Dag Ringssøn til og begyndte „Dagsriden“ (Cap. 218–38).

Tilsyneladende er her alt i den bedste Orden. Kongen holder det første Nattekvarter paa Sul, den øverste Gaard i Værdalen eller rettere i et øvre Dalføre, Inndalen, – altsaa netop „i ofanverðri bygðinni“, og netop forbi denne Gaard gaar endnu Hovedveien til Jemtland og Sverige. Han flytter sin Hær et Stykke Vei fremad til Stav og modtager her Bud fra selve Bygden. Stav skulde altsaa være enten længer nede i Inndalen eller lige ved Indgangen til Hoveddalen. Det synes at have været Snorres Mening, at Kongen her gjorde et flere Timers Ophold, ordnede sin Hær og drog videre om Aftenen; Stedet kan altsaa ikke tænkes længer nede end to Mil fra Sula. Munthe mente derfor, at Stafr maatte søges i Nærheden af Vuku Kirke, som netop ligger to Mil fra Sul. I et Tillæg til Aalls Oversættelse af Kongesagaerne (paa sidste Side) har Munthe senere anmærket, at „vestenfor og i Nærheden af Vuku ved Landeveien, som fører igjennem Hoved-Dalen, ligger – foruden Gaardene Lundskind, fordum Lund-skjænøyar, og Kirkju-skjænøyar, hvor i Fortiden stod en Kirke, samt Øfskind, fordum Au-skjænøyar (Aust-skjæneyar?) – ogsaa en betydelig Gaard, der i Matriculen findes skreven Stubskind, men som endnu i 15de Aarhundrede skreves Stafs-skjænøyar (Stafskeniar). Formodentlig er det denne Gaard, som vor Historie betegner med det ene Navn Stafr.“ Denne Mening har senere Keyser og P. A. Munch optaget, og Navnet Stafr skulde saaledes lykkelig være fundet og paa et noksaa passende Sted. Imidlertid – Sagen forholder sig ikke saa. Munthes Kilde for Formerne fra 15de Aarhundrede er Erkebiskop Aslaks Jordebog; her vil man S. 17 finde baade „Lunskiæneyar“ og „Kirkioskiæneyar“ (med Sideformerne Kirkioskeniar og fra Erkebiskop Gautes Tid Auskeniar), altsaa Fællesnavnet Skiæneyar for disse Gaarde, men – ikke Stafs-skjænøyar, og det var netop derpaa det kom an. Nutildags skrives Navnet Stubskind, men Værdalerne udtale det Stu-skjenn; det er paa Forhaand lidet rimeligt, at Stu- skulde vise tilbage til et Ord med Vokal a (Stav). Dertil kommer, at vi kan følge Gaardens ældre Navn tilbage til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, og dette viser, at den nuværende Udtale har Ret: i Erkebiskop Olafs Jordebog (1533) finde vi ved Siden af Lunsken og Ausken ogsaa Studskenn, i Skattemandtal fra 1557 Studsken, fra 1590 Stuskenn, fra 1613 Studtskendt osv. Dens ældste Navn bliver saaledes Stuðskeneyjar. Hvor er saa Stafr henne? At søge den længer oppe i Dalen gaar heller ikke godt an, thi omtrent alle de herværende Gaarde er gamle og gjenfindes i gamle Jordebøger. Og dette er ikke den eneste Vanskelighed. Fra Stav naaede man ikke lige til Stiklestad, men mellem Stav og Stiklestad lader Snorre Hæren overnatte paa et Sted, hvis Navn han ikke kjender, og saa marschere fra Solopgang til Middag – altsaa mindst en 5–6 Timer – inden den kommer til Stiklestad. Han har altsaa tænkt sig Afstanden fra Stav til Stiklestad som mindst et Par Mil, medens den fra Vuku til Stiklestad er gode 3 Fjerdinger! Snorre lader fra Stav til Stiklestad Dag Ringssøn drage „den nordre Vei“, Kongen „Hovedveien“; dette er altsaa den søndre ɔ: paa sydsiden af Elven; men som bekjendt ligger Stiklestad paa Nordsiden. Fra Udgangspunktet om Morgenen bruger Dag en 3 Timer længer for at naa Stiklestad; hvorledes er dette muligt? For at forklare dette har man fundet paa den Udvei at lade Dag gaa en omvei opover Aasen langs Lexdals-Vandet; derved kunde han forsinkes i adskillige Timer, men det er dog en aldeles urimelig Vei, naar det var Meningen, at begge Hærafdelinger skulde holde nogenlunde sammen, og naar man ventede snart at komme i Kamp. Og denne Udvei er kun grebet, fordi man forudsatte, at Snorre var kjendt i Værdalen og maatte vide, at Stiklestad laa paa Nordsiden af Elven. Men det er tydeligt, at han tænker sig baade „þjóðveginn“ og Stiklestad søndenfor Elven. Endnu en Indvending kunde lade sig gjøre: paa Stav mønstrer Olav sin Hær, opfordrer Hedningerne til at lade sig døbe, og dem, der ikke vil dette, sender han hjem. Han skulde altsaa ikke førend langt nede i Værdalen have opdaget de mange Hedninger eller ikke afskediget dem før Dagen før Slaget. Det er dog en stor Urimelighed, at Kong Olav, der nærede en dyb Afsky for alt hedensk, saaledes skulde have ført mange Hundreder af Hedninger med sig ind i sit Rige og 2 Dagsreiser ned i Dalen!

Snorres Fremstilling kan vi saaledes ikke blive staaende ved; vi maa undersøge, hvorledes den er bleven til. Hans Kilder har vi vistnok ikke længer i uforvansket Tilstand, men vi finder dog deres Spor igjen i Konungatal og i den norske Afskrift af den legendariske Saga. Ogsaa her nævnes den Mønstring, hvorved der fandtes 900 Hedninger og disse fik Valget mellem at døbes og at vende hjem; ogsaa her drager 400 hjem, 500 lader sig døbe – altsaa ganske samme Beretning som hos Snorre. Men – i Konungatal sker dette, „da Kong Olav var kommen ud af Sveakongens Vælde“, og før han kom ned til Sul, altsaa paa Østsiden af Fjeldet. Saa er det ogsaa i den legendariske Saga; her drager Olav „mellem Oplandene og Svithjod“, holder Mønstringen „paa det Sted, som hedder Stavamyrar“ (Cap. 81), og kommer først senere til Sult (Cap. 83); i det foregaaende er Helsingeland nævnt, og strax efter nævnes Helsingeland og Jemtland: forsaavidt man tør stole paa Udtrykkene, skulde altsaa Stavamyrar søges i et af disse Landskaber. Man ser her, at begge Snorres Forgjængere er enige om, at Mønstringen foregik østenfor Fjeldet, og den ene kalder som Snorre Stedet Stavamyrar; vi har ovenfor vist Vanskelighederne ved Snorres Fremstilling. Hvad kan have bevæget Snorre til at forlægge Scenen til Værdalen? Aabenbart Stedsnavnet Stafr, som alene Snorre nævner, og som han kjender andensteds fra. Han har formodet, at Stavamyrar maatte ligge ved Stafr, og paa denne Formodning har han bygget sin Fremstilling. Den er forresten ogsaa sproglig uheldig; Stavamyrar kommer ikke af Stafr, men af Stafar, og Stavamýrr betyder vel simpelthen en Myr, hvorover der er lagt Stokke, Kloppevei. Snorre kan forresten til sin Undskyldning fremføre, at han andenstedsfra kjendte en Høvdingegaard Stafr i Værdalen, og at denne Beretning har forført ham til at kombinere Stafr med Stavamyrar. I Haakon den godes Saga nævnes nemlig blandt de thrønderske Høvdinger en Narfi af Staf i Veradal, men ogsaa han findes i mistænkeligt Selskab: ved Siden af ham nævnes fra Orkedalen en Kárr af Gryting (i Orkedalen findes Grjotar, ikke Gryting), fra Strinden en Ormr af Lioxo (her findes Lexovik, ikke Lioxa), fra Inderøen en Thorir Skegg af Husabø (her findes Husstaðir, ingen Husabør) osv., med andre Ord, ogsaa Stafr kan være en Skriv- eller Læsefeil, uden at jeg føler mig forpligtet til at finde frem den ældre Form, som ligger til Grund for Forvanskningen; jeg skal dog ikke nægte for, at jeg tror, at Værdølernes Høvding maa have boet enten paa Haug (hvor siden Fylkeskirken stod) eller paa Stiklestad. Men iallefald tror jeg, det vil erkjendes, at Mønstringen med Hedningernes Daab maa være foregaaet østenfor Fjeldet, hvor da Stavemyrene har været, og at Stav som Hvileplads bortfalder.

Det unævnte Sted, hvor efter Snorre Kongen hvilte over Natten før Slaget, omtaler de andre Beretninger slet ikke. Konungatal nævner kun Sula og Stiklastaðir, medens det af den legendariske Saga fremgaar, at Kong Olav kom om Onsdagen (den 24 Juli) til Sula og drog derfra Fredag Morgen (Cap. 83), og at han kom til Stiklestad Lørdag Aften, thi her laa han over Søndag, Mandag og Tirsdag, idet Slaget først stod Onsdag^[39]; af dette fremgaar dog, at Snorre har Ret i, at man overnattede mellem Sul og Stiklestad (Nat til Lørdag). Derimod har Snorre ikke omtalt de 3 Dage, Kongen blev over paa Stiklestad. Grunden hertil er let at forklare sig. Da Snorre flyttede Mønstringen paa Stavemyrene over til Værdalen og ordnede Kongens Dagsreiser gjennem Dalen, maatte han ogsaa tage Dag Ringssøns Hærafdeling med og forklare, hvorledes denne kom for sent. Vi har seet, at denne Forklaring ikke er heldig, og at den endog giver Kongen Skyld for den uheldige Ordning. Langt anderledes fremstiller den legendariske Saga Forholdet. Kongen har efterladt Dag i Sverige for at samle flere Folk (Cap. 80), Kongen biede nogen Tid efter ham ved Grænsen (a Uplandnm), men da han ikke kom, drog han videre frem. Naar han nu i det følgende ligger én eller to Dage over paa Stav, bruger to Dage for at naa Stiklestad og ligger her over i 3 Døgn, saa ligger Forsvaret herfor i det foregaaende: Kongen ventede Forstærkning, før han drog videre, men maatte indlade sig i Kamp med Bønderne, netop som Dags Hær var i Nærheden. Jeg kan ikke skjønne andet, end at ogsaa her den ældre Saga fremstiller Sagen korrektere end Snorre.

Om Stedet, hvor Slaget stod, kan der ikke herske megen Tvivl. Kongen siges at fylke paa en Høide, og hans Mænd stormede saa kraftigt ned paa Bondehæren, at denne veg laa langt tilbage, at de forreste Kongsmænd stod, hvor før de bagerste Bondemænd havde staaet^[40]; endelig tilføjes, at hvor Kong Olav faldt, der blev Stiklestads Kirke reist og bygget saaledes, at den Sten, som den hellige Konge faldt paa og farvede med sit Blod, blev indbygget i Alteret^[41]. Dette stemmer ganske med Stedsforholdene. Nogle hundrede Alen ovenfor Kirken gaar tversover Dalen fra Nord mod Syd en Bakke, der deles i to ved en Sænkning, hvorigjennem nu Hovedveien gaar; paa den sydlige Del staar nu det barbariske Monument over St. Olav, uagtet han dog hverken faldt her eller begyndte Slaget herfra. Hvis han nemlig havde fylket her, havde han maattet gjøre et Anfald paa skraa henimod Kirken; men da der ikke kan tænkes nogen Grund herfor, maa det være fra den nordre Del af Bakken, lige øst for Kirken, at Anfaldet skede. Her er god Plads til Kongens faa Tusender, og nedenfor paa Sletten Rum nok for Bondehæren, selv om denne havde været mange Gange saa stor. Der er nu 5 Stiklestad-Gaarde, hvoraf de 4 ligge nedenfor den omtalte Bakke; men Sagaen omtaler kun en Gaard, og da Olav boede her før Slaget, maa den have ligget ovenfor Bakken; det er altsaa det nuværende Øvre-Stiklestad.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Hist. Tidsskr. IV. S. 123–24.
↑ Saxo p. 480: Inter quos fuere Bo, Ulf, Karlshethi, Sivaldus. aliique complureS, quorum prolixam enunciationem, tædio quam voluptati propinquiorem, stylo prosequi supersedeo.
↑ Frnm. S. XI, p. 137–39, og Heimskr. p 157–160.
↑ Frnm. S. I, p. 161–183.
↑ Enkelte punkter peger hen paa ældre skriftlige Kilder; saaledes stemmer Sagaens Beretning om Harald Graafelds og Dronning Gunhilds Død i Udtryk saa paafaldende med Ágrips, at man er berettiget til at slutte, at begge her har benyttet en ældre norrøn Kilde; og Sagnet om Biskop Poppo, der her som ellers i den norrøne Litteratur er laant fra Sigibert af Gembloux’s Krønike (Mon Hist Germ. VIII p. 351), turde henvise til en ældre latinsk Behandling af Danmarks eller Nordens Historie.
↑ Kongesagaerne – Noregs konungatal og Heimskringla – samt Biskop Bjarne siger, at dette skede paa Jæderen (cfr. Drápaen Vers 19: Jólanatt at Jaðri), og dette er historisk rigtigere, thi først paa Jæderen, der hørte til Haakon Jarls Rige, kunde de danske Vikinger begynde at plyndre, medens Vestfold var dansk. Men hvorfra denne Forbedring er kommet, ved jeg ikke at forklare.
↑ Hammarskölds Udgave (Sthlm. 1815) efter Cod. Arn. 289 qv.
↑ Jeg har ikke omtalt de mere specielle Træk, som ikke vedkommer Undersøgelsen, og som tillige bærer et saa stærkt Sagnpræg, at endog de senere Kongesagaforfattere har bortskaaret dem.
↑ Dipl. Norv. IV No. 3.
↑ D. N. VIII No. 232.
↑ Og saaledes vedblev det; i Skattemandtal fra 1603 ff. sees „Ulfstens Skibrede“ at have omfattet hele Hareidlandet undtagen den sydligste Spids (som hørte til Rødve Sk.) samt de faa Gaarde paa sydsiden af Suløen. Skibredeinddelingen synes i det hele ikke at have været saa fast, som P. A. Munch antog, idet han lagde Opregningen i Magnus Lagabøters Testament til Grund. Thi af de 16 Skibreder, han opregner, kjender Skattemandtal fra ca. 1600 kun 13: Vanevle, Rødve, Volden, Ørsten, Nærø, Ulstein, Borgund, Jørenfjord, Dale, Sønevle, Valle, Vatne og Grøtten. Af disse havde flere skiftet Navn: Borgund skibrede kaldes i 1421 Oxa Skipreida (Dipl. II 662), Ørsten Sk. i 1385 Fiærdær Skipreida (III 463) og som før nævnt i 1403 Ulfstens Sk. Hadar Skipreida.
↑ Derimod ikke Hasund, der i ældre Skattemandtal kaldes Hagesund.
↑ Norske Mindesmærker S. 130.
↑ I 1603 betaler Peder Ouffre (med 11 Mand) 40 ß i Jordskat, Jon Ouffre (med 8 Mand) 24 ß; Berette Liid ( $\scriptstyle 6{\frac {1}{2}}$ Md.) 26 ß; Oluff i Øfre-liid (med 5 Md.) 20 ß; Niels Jørendall (med 5 Md.) 20 ß. Matrikelen fra 1667 viser, at indtil 1666 var Øvraa skyldsat til $\scriptstyle 3{\frac {1}{2}}$ Vaag, Nedre Lid til 3 Vaag, Øvre Lid ligesaa, Nedre Lidset til 2 Vaag 18 ₻, Øvre Lidset til 1 Vaag, Jørendal til 2 Vaag 18 ₻, Livaag til 2 Vaag og „Jørgenes“ til 1 Vaag.
↑ i Ledrene ær ligger i Harundar fyrdi Aar 1325 (D. N. IV 165). Huustader er ligger j Jorundarfyrði Aar 1356 (D. N. II 333).
↑ Se Kartet No. 1.
↑ Man vil heraf se, at jeg i „Snorre Sturlassøns Historieskrivning“ S. 84 har gjort Forf. af Fagrskinna Uret: for at seile fra Ulfsten til Alm maatte man drage nordenom.
↑ Nicolaysen (Norske Fornlevninger S. 512) kalder dette Næs urigtigt Rionæsset, hvilket er Navnet paa et Næs ved Indseilingen til Ørstenfjorden.
↑ Se Kartet No. 2.
↑ Se Tegningen No. 3.
↑ „Hærmændene:vender sig til Ofringerne, den mægtige Skjoldbærer fremmes ved slig Gudestyrke (Ásmegn); nu gror Jorden som før, Høvdingen lader Krigerne glade bygge Æsernes Helligdomme (vé hapta). Ingen ættgod Landstyrer var før, som frembragte slig Fred, uden Frode.“ Vellekla V. 9–10 (se Munchs de Ungers oldnorske Læsebog S. 118).
↑ Prímsignd er Perf. Part. fem. (sc. ey) af verbet prímsigna (dannet af lat. prima signatio ɔ: Exorcismen ved Daabshandlingen); det betegner altsaa den Ø, med hvem Exorcisme er foretaget. At fordrive Djævelen og fordrive Trolde er vel ét og det samme, og Øen maa altsaa have faaet dette Navn ved en imagineret kirkelig Indvielse bagefter.
↑ Se Tegningen No. 4.
↑ Norges Beskrivelse Kbh. 1715, s. 174.
↑ se Søndmørs Beskr. II S. 412.
↑ Egilssaga Cap. 28, cfr. mine „Minder fra en Islandsfærd“ S. 75.
↑ Det er denne Sten, som nutildags kaldes „Egil Ullserks Bautasten“; det vil fremgaa af det følgende, at denne Benævnelse neppe er rigtig. Jeg har seet af en Avis, at Folk i Christiansund opfordrede til at bringe denne Sten tilbage til dens Plads, for at ikke Slid skulde ødelægge den; og et saa priseligt Foretagende kan jeg naturligvis ikke andet end opmuntre til, men isaafald burde man reise den paa en af Haugerne søndenfor Prestegaarden, hvor Stenen oprindelig stod, ikke der, hvor Egil efter Sagaen faldt og er begraven.
↑ saa kalder Schøning den, og endnu Kraft (Hist.-Top. Beskrivelse V 261) kjender Navnet.
↑ Norske Mindesmærker S. 116.
↑ Se Kartet No. 5.
↑ undtagen i Flatøbogen (I, 58); Jon Þordarson har det rigtige, Nordmøre.
↑ Snorres Saga Olafs hins helga Cap. 39, Udgaven af 1853 cap. 38.
↑ D. n. F. Hist. I, 2 S. 528.
↑ At Brudstykket ikke oprindelig har tilhørt den legendariske Saga, kan sees ogsaa deraf, at Aslak Fitjaskalle, hvis Død berettes i Brudstykket (Cap. 74), forekommer to Gange senere i Sagaen som levende (Cap. 75 og Cap. 86).
↑ Hskr. Side 454.
↑ Søndm. Beskr. II 264.
↑ Munthe og efter ham Munch søgte heri et ældre Alfstad. Skattemandtallet fra 1603, der kalder den Almstad, viser, at det ældre Navn var Almstaðir.
↑ Jeg har ikke før hørt dette Navn paa St. Olav. Skulde det være forvansket for Bes-Ola og gjengive Beatus Olavus?
↑ Jeg forudsætter her Rigtigheden af Sagaernes opgift om Olafs Død den 29 Juli 1030, idet jeg maa erklære mig enig i Maurers Argumenter for, at Slaget har staaet paa denne Dag, men at siden dels Sagnet, dels vilkaarlig Forfalskning har henført til Slagdagen den Solformørkelse, der indtraf den 31te August s. A. (se Bekehrungsgeschichte II 533–40).
↑ Hskr. Cap. 238.
↑ Leg. Saga Cap. 99, 126.

[1] Hist. Tidsskr. IV. S. 123–24.

[2] Saxo p. 480: Inter quos fuere Bo, Ulf, Karlshethi, Sivaldus. aliique complureS, quorum prolixam enunciationem, tædio quam voluptati propinquiorem, stylo prosequi supersedeo.

[3] Frnm. S. XI, p. 137–39, og Heimskr. p 157–160.

[4] Frnm. S. I, p. 161–183.

[p414-5] Enkelte punkter peger hen paa ældre skriftlige Kilder; saaledes stemmer Sagaens Beretning om Harald Graafelds og Dronning Gunhilds Død i Udtryk saa paafaldende med Ágrips, at man er berettiget til at slutte, at begge her har benyttet en ældre norrøn Kilde; og Sagnet om Biskop Poppo, der her som ellers i den norrøne Litteratur er laant fra Sigibert af Gembloux’s Krønike (Mon Hist Germ. VIII p. 351), turde henvise til en ældre latinsk Behandling af Danmarks eller Nordens Historie.

[6] Kongesagaerne – Noregs konungatal og Heimskringla – samt Biskop Bjarne siger, at dette skede paa Jæderen (cfr. Drápaen Vers 19: Jólanatt at Jaðri), og dette er historisk rigtigere, thi først paa Jæderen, der hørte til Haakon Jarls Rige, kunde de danske Vikinger begynde at plyndre, medens Vestfold var dansk. Men hvorfra denne Forbedring er kommet, ved jeg ikke at forklare.

[7] Hammarskölds Udgave (Sthlm. 1815) efter Cod. Arn. 289 qv.

[8] Jeg har ikke omtalt de mere specielle Træk, som ikke vedkommer Undersøgelsen, og som tillige bærer et saa stærkt Sagnpræg, at endog de senere Kongesagaforfattere har bortskaaret dem.

[9] Dipl. Norv. IV No. 3.

[10] D. N. VIII No. 232.

[11] Og saaledes vedblev det; i Skattemandtal fra 1603 ff. sees „Ulfstens Skibrede“ at have omfattet hele Hareidlandet undtagen den sydligste Spids (som hørte til Rødve Sk.) samt de faa Gaarde paa sydsiden af Suløen. Skibredeinddelingen synes i det hele ikke at have været saa fast, som P. A. Munch antog, idet han lagde Opregningen i Magnus Lagabøters Testament til Grund. Thi af de 16 Skibreder, han opregner, kjender Skattemandtal fra ca. 1600 kun 13: Vanevle, Rødve, Volden, Ørsten, Nærø, Ulstein, Borgund, Jørenfjord, Dale, Sønevle, Valle, Vatne og Grøtten. Af disse havde flere skiftet Navn: Borgund skibrede kaldes i 1421 Oxa Skipreida (Dipl. II 662), Ørsten Sk. i 1385 Fiærdær Skipreida (III 463) og som før nævnt i 1403 Ulfstens Sk. Hadar Skipreida.

[12] Derimod ikke Hasund, der i ældre Skattemandtal kaldes Hagesund.

[13] Norske Mindesmærker S. 130.

[14] I 1603 betaler Peder Ouffre (med 11 Mand) 40 ß i Jordskat, Jon Ouffre (med 8 Mand) 24 ß; Berette Liid ( $\scriptstyle 6{\frac {1}{2}}$ Md.) 26 ß; Oluff i Øfre-liid (med 5 Md.) 20 ß; Niels Jørendall (med 5 Md.) 20 ß. Matrikelen fra 1667 viser, at indtil 1666 var Øvraa skyldsat til $\scriptstyle 3{\frac {1}{2}}$ Vaag, Nedre Lid til 3 Vaag, Øvre Lid ligesaa, Nedre Lidset til 2 Vaag 18 ₻, Øvre Lidset til 1 Vaag, Jørendal til 2 Vaag 18 ₻, Livaag til 2 Vaag og „Jørgenes“ til 1 Vaag.

[15] Ledrene ær ligger i Harundar fyrdi Aar 1325 (D. N. IV 165). Huustader er ligger j Jorundarfyrði Aar 1356 (D. N. II 333).

[16] Se Kartet No. 1.

[17] Man vil heraf se, at jeg i „Snorre Sturlassøns Historieskrivning“ S. 84 har gjort Forf. af Fagrskinna Uret: for at seile fra Ulfsten til Alm maatte man drage nordenom.

[18] Nicolaysen (Norske Fornlevninger S. 512) kalder dette Næs urigtigt Rionæsset, hvilket er Navnet paa et Næs ved Indseilingen til Ørstenfjorden.

[19] Se Kartet No. 2.

[20] Se Tegningen No. 3.

[21] „Hærmændene:vender sig til Ofringerne, den mægtige Skjoldbærer fremmes ved slig Gudestyrke (Ásmegn); nu gror Jorden som før, Høvdingen lader Krigerne glade bygge Æsernes Helligdomme (vé hapta). Ingen ættgod Landstyrer var før, som frembragte slig Fred, uden Frode.“ Vellekla V. 9–10 (se Munchs de Ungers oldnorske Læsebog S. 118).

[22] Prímsignd er Perf. Part. fem. (sc. ey) af verbet prímsigna (dannet af lat. prima signatio ɔ: Exorcismen ved Daabshandlingen); det betegner altsaa den Ø, med hvem Exorcisme er foretaget. At fordrive Djævelen og fordrive Trolde er vel ét og det samme, og Øen maa altsaa have faaet dette Navn ved en imagineret kirkelig Indvielse bagefter.

[23] Se Tegningen No. 4.

[24] Norges Beskrivelse Kbh. 1715, s. 174.

[25] se Søndmørs Beskr. II S. 412.

[26] Egilssaga Cap. 28, cfr. mine „Minder fra en Islandsfærd“ S. 75.

[27] Det er denne Sten, som nutildags kaldes „Egil Ullserks Bautasten“; det vil fremgaa af det følgende, at denne Benævnelse neppe er rigtig. Jeg har seet af en Avis, at Folk i Christiansund opfordrede til at bringe denne Sten tilbage til dens Plads, for at ikke Slid skulde ødelægge den; og et saa priseligt Foretagende kan jeg naturligvis ikke andet end opmuntre til, men isaafald burde man reise den paa en af Haugerne søndenfor Prestegaarden, hvor Stenen oprindelig stod, ikke der, hvor Egil efter Sagaen faldt og er begraven.

[28] saa kalder Schøning den, og endnu Kraft (Hist.-Top. Beskrivelse V 261) kjender Navnet.

[29] Norske Mindesmærker S. 116.

[30] Se Kartet No. 5.

[31] undtagen i Flatøbogen (I, 58); Jon Þordarson har det rigtige, Nordmøre.

[32] Snorres Saga Olafs hins helga Cap. 39, Udgaven af 1853 cap. 38.

[33] D. n. F. Hist. I, 2 S. 528.

[34] At Brudstykket ikke oprindelig har tilhørt den legendariske Saga, kan sees ogsaa deraf, at Aslak Fitjaskalle, hvis Død berettes i Brudstykket (Cap. 74), forekommer to Gange senere i Sagaen som levende (Cap. 75 og Cap. 86).

[35] Hskr. Side 454.

[36] Søndm. Beskr. II 264.

[37] Munthe og efter ham Munch søgte heri et ældre Alfstad. Skattemandtallet fra 1603, der kalder den Almstad, viser, at det ældre Navn var Almstaðir.

[38] Jeg har ikke før hørt dette Navn paa St. Olav. Skulde det være forvansket for Bes-Ola og gjengive Beatus Olavus?

[39] Jeg forudsætter her Rigtigheden af Sagaernes opgift om Olafs Død den 29 Juli 1030, idet jeg maa erklære mig enig i Maurers Argumenter for, at Slaget har staaet paa denne Dag, men at siden dels Sagnet, dels vilkaarlig Forfalskning har henført til Slagdagen den Solformørkelse, der indtraf den 31te August s. A. (se Bekehrungsgeschichte II 533–40).

[40] Hskr. Cap. 238.

[41] Leg. Saga Cap. 99, 126.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]

[24]

[25]

[26]

[27]

[28]

[29]

[30]

[31]

[32]

[33]

[34]

[35]

[36]

[37]

[38]

[39]

[40]

[41]