Sognepræst J. H. Darres Dagbog under Rigsforsamlingen paa Eidsvold
Forfatteren af de følgende Dagbogsoptegnelser, Jacob Hersleb Darre, var født 1757 i Overhalden, hvor hans Fader Jørgen Darre var Sognepræst, blev Student 1776, theologisk candidat 1784, samme Aar personel Capellan hos Faderen i Overhalden, 1792 residerende Capellan til Orkedalen og endelig 1797 Sognepræst til Klæbo, fra hvilket Embede han tog Afsked 1833, idet Sønnen, senere Biskop Hans Jørgen Darre, blev hans Eftermand. Sine sidste Leveaar henlevede han paa Kaldets Enkesæde Torven, hvor han døde i sit 85de Aar 15de Decbr. 1841. Han var i den lange Tid, hvori han virkede i Klæbo, meget afholdt og agtet af sin Menighed og nød ogsaa Anseelse i en videre Kreds, hvorom hans Valg til Rigsforsamlingen er et Vidnesbyrd[1]. Biskop Bugge udtalte sig i 1808 om ham paa den mest anerkjendende Maade, idet han erklærede, „at han vilde ønske, men neppe turde haabe, at Darre maatte have mange Lige“[2]. Af Forfatter-Lexiconnet sees, at Darre er Forfatter af en i „Nationalbladet“ III, S. 119–124 indført „Authentisk Beretning over det i Nærheden af Throndhjem ved Tillergaardene i Marts 1816 indtrufne Jordfald“, en sørgelig Begivenhed, ved hvilken flere Mennesker omkom og Tiller Annexkirke tilligemed flere Bygninger forsvandt. Hertil kan føies, at der i det oldnordiske Museum i Kjøbenhavn findes en af Darre forfattet Beskrivelse af en Runesten i Klæbo Præstegjeld, dateret 17de Decbr. 1810 og benyttet af G. Stephens i hans Værk „The old Northern Monuments of Scandinavia and England“, Part I. p. 267.
Darres Optegnelser under Eidsvoldsforsamlingen fortjene vistnok ikke at sammenlignes med de udførligere og indholdsrigere Dagbøger og Meddelelser af andre Repræsentanter, saasom Aall, Blom, Bryn, Christie, Fr. Schmidt, Sibbern og Wergeland, men den særegne Interesse, hvormed hin Forsamlings Historie stedse vil omfattes, synes dog at retfærdiggjøre Trykningen af de følgende Blade, i hvilke ogsaa et Par nye Oplysninger forekomme. Nogle enkelte aldeles uvæsentlige Stykker af Dagbogen ere udeladte.
L. Daae.
Fredag den 8de April (1814) vare samtlige Deputerede ankomne og anviste af Inqvarteringsforstanderne deres Herberger paa de omliggende Gaarde, ¼ ½ til 1 Miils Distance fra Forsamlingsstedet, Eidsvolds Værk og Kammerherre Carsten Ankers Gaard. Gaarden Heiret blev det sondre Throndhjems Amts Deputerede anviist, omtrent ½ Miil fra Værket, efterat man havde protesteret imod det ved Ankomsten den 7de anviste Qvarteer paa Gaarden Gruve, paa østre Side af Vormen, 1 Miil fra det daglige Forsamlingssted, hvortil Veien var næsten ufremkommelig og Herberget usundt og elendigt. Fra det gruelige Gruve droge vi bort den 8de til ovenmeldte Gaard, hvor vi forefandt smukke Værelser, anstændigt Leie, blide Folk og god Opvartning hos Bondemanden Hans Iversen Heiret (udtales Hjeret).
Lørdag 9de April. Hviledag. Vi anvendte denne fornemmelig til at tilskrive vore kjære Koner, ordnede vore Sager og besluttede Dagen med Samtaler om den vigtige Gjenstand for vort Møde, skjønt vi hidtil lignede i visse Maader – den Drømmende. Bemeldte Dag underrettedes man om den daglige Oekonomi m. V. saasom: frit Herberge, ligesaa The, Kaffe, Sukker og Lys samt andet, som de Indlogerede maatte behøve; hvad Huset ikke formaar at tilveiebringe, kan afhentes fra Oekonomi-Bestyrelsen paa Forsamlingsgaarden, Eidsvolds Værk. Fri Befordring gives daglig til og fra samme, – der gives og daglig Frokost, omtrent fra 10 til 11, og Middagsspise, 3 Retter, omtrent Kl. 4 à 5 Eftermd. – med Viin eller Øl efter Behag, samt Kaffe efter Maaltidet.
Regenten ankom sildig til Ankers Gaard i Eidsvold. Om Natten indløb et Circulaire, hvorefter Rigsdagsmændene skulle møde næste Dag ved Kirken Kl. 11.
Søndag 10de, Paaskedagen. Regenten ankom til bestemt Tid. De Deputerede havde selvvillig opstillet sig paa begge Sider af Kirkegaardens Gjennemgang. Ved at passere Rækken var han synlig rørt – ilede til den Side af Kirken, hvor han skulde tage Sæde; de Deputerede toge Sæde i de nedre Stole paa begge Sider – under Orgelspil – Psalmerne efter den evangeliske Psalmebog, og den øvrige gudstjenlige Orden var som sædvanlig paa Paaskehøitiden. Men, den ærværdige og blide Olding, Professor Leganger, gav en sand evangelisk Præken: Om Menneskets Uforkrænkelighed: det oplivende, det styrkende i dette Haab, det forpligtende paa Grund af samme. Endskjønt ikke streng Orden, var dog Talen saare opbyggelig, et ædelt og lyst Sprog, udtalt under en udtryksfuld Anstand. Mindet om gamle Steenbuch[3] blev levende hos mig. Tiltalen til Regenten var først temmelig alvorlig – bøiedes efterhaanden til – maaske formeget Smiger. Til Rigsdagspersonalet blev talt et Ord i rette Tid – paamindende, advarende, opmuntrende. Til Menigheden var hans Tale som Faderens, omringet af sine Børn. Efter Præken stemmedes: O store Gud vi love Dig. Endskjønt denne Psalme, endog efter Forandringer, ikke har synderlig hovet mig, særdeles i Henseende til dens Længde, gjorde den dog dennesinde et høitideligt og rørende Indtryk hos mig. Efter samme forlod prindsen os med sit Følge: Rigsraaderne Bech, Bugge, Treschow, Haxthausen, desuden gamle Schmettau etc. Nu istemtes Offer-Psalmen. Det samtlige Rigsdagspersonale vandrede om Alteret og tilsidst stedets Menighed. Man forføiede sig derpaa snarest muligt til Rigsdagsstedet, hvor Prindsen og Regjeringsraadet var forsamlet. Derpaa bleve de Deputerede indkaldede efter Stædernes og Distrikternes alphabetiske Orden. Menighedernes Adresser bleve overleverede til Regenten, der modtoge dem med Blidhed og underholdt sig et Øieblik med de Afleverende, hvorpaa man vendte tilbage til Konversationsstuen. En Kommittee, bestaaende af Biskopperne Bech og Bugge samt Haxthausen, gjennemsaa Adresserne og registrerede samme. Repræsentanternes Navne bleve indskrevne i de efter alphabetisk Orden trykte Lister, hvilke samme Dag uddeltes iblandt Repræsentanterne, til hver især, tilligemed en Adgangsbillet til Rigsforsamlingen.
Kl. omtrent 6 sattes man til Bords – under alskens blæsende Instrumenter aad man og drak paa – Fremtiden!
Hovedstædernes Deputerede spiste den Dag ved Taflet. De øvriges Tour falder siden, efter Distrikternes alphabetiske Orden, saa at nogle til hver Dag tilsiges. Efter Spisningen og Kaffeen drog hver til Sit.
Mandag 11te April Kl. 11 bleve Rigsdagsmedlemmerne opkaldede paa den til Dagens Handlinger indrettede Sal, der i Baggrunden har en Forhøining, hvorpaa et Bord med grønt Teppe – en overalt stærkt forgyldt Lenestol. Ved Repræsentanternes Indtrædelse sad Regenten, omgivet af Regjeringsraadet staaende. Da Alle havde taget Sæde paa de fremstillede, med rødt Klæde betrukne, Bænke, reiste han sig og forelæste, under kjendelig stærk Sindsbevægelse – en kraftfuld, vakker Tale, der formanede til Klogskab og Samdrægtighed – Advarsel til Forsigtighed mod den Forestillelle, at Norge ikke skulde kunne bestaa for sig selv –. Slige bange Tvivl lede lettelig til Underkastelse – o. s. v. Den blev trykt i Rigsdagsbladet No. 1. Efter Talen blev oplæst Regentens sidste Erklæring til Sverige, først i Fransk, derpaa i Dansk – efter min Følelse et Mesterstykke. Ogsaa den er sat under Tryk, for saaledes at blive uden- og indenlands kundgjort.
Endelig foreslog han Forsamlingen at vælge sig en Præsident, der kunde omvexles ugentlig, og en bestandig Secretair, samt en Kommittee til at bestemme ordenen for de daglige Rigsdags-Handlinger. Han forlod derpaa Forsamlingen tilligemed Regjeringsraadet. Man skred nu til Præsidentvalget. Til Præses valgtes Kammerherre Peder Anker, Vice-Præses Etatsraad Rogert, bestandig Secretair Sorenskriver Christie fra Bergen. Der blev foreslaaet en Adresse til Prindsen – antaget. Man skred derpaa til Valg af Kommittee for Ordenen ved Rigsdagsforhandlingerne. Valgt: 1) Sorenskriver Falsen, 2) Sverdrup, 3) Præst Wergeland, 4) Justitsraad Diriks af Laurvig, 5) oberst Hegermann, 6) Toldprokurør Omsen fra Christiania. Om dette havde man siddet og – tøvet til Kl. 4½ om Eftermiddagen.
Daglig bliver Rigsdagens Personale opraabt ved det Klokkeslet, Sessionerne begynde, efter Distrikternes alphabetiske Orden, hvorefter de Deputerede træde op paa Rigsdagssalen, og et Medlem staar, skifteviis, ved Indgangen for at observere, at Uvedkommende ikke snige sig ind. Ingen Votering kan foretages uden de ⅔ Deles Tilstedeværende. Fraværende lade daglig deres Forfald melde for Præsidenten.
Tirsdag 14de April. Forelæst Takke-Adressen til Regenten, forfattet af Sverdrup, simpel, kort og anstændig for begge Parter. Forslag til Valg af en Kommittee til at forfatte Grundsætningerne for Statsformen – snart antaget, det forstaar sig, men uventede Debatter om Smaating reiste sig – Mennesket vil forsøge sig –. Iblandt Snik-Snakkere reiste sig Wergeland med en kjendelig studeret Tale, der retteligere havde passet til Fremsigelse i Kommitteen den forrige Dag. Her kom den baade for tidlig og for sildig. Desaarsag taug alle, indtil Slutningen af Talen, der aandede lidt Impertinents. Ikke utydeligen tilkjendegaves, at Prindsen havde anmasset sig Folkets Rettighed ved den Samling, han havde paa Eidsvold forinden Reisen til Throndhjem og derefter. At en Mand, i hans Stilling, søger Forstandiges Raad, kan dog vel ikke lastes. Opponenten erklærede sit Udsagn som i hans Konstituenters Navn. Som fra een Mund lød det Svar: Fædrelandet i Fare ligner skibet i Storm; forladt af den Øverste, griber den Næste til Roret. Nu reiste sig ogsaa Sverdrup: „Jeg var nærværende ved den paaankede Samling; den havde kun til Hensigt at raadføre sig med Fædrenelandets Venner, og intet blev skriftlig forfattet.“ Omsider skred man til Valget af Kommitteen for Rigsformens Affatning. Man kjendte allerede Mænd pro et contra. En Blanding kunde her blive nyttig – kaste Ild ind imellem skader ikke. Den herlige Falsen og Sebbelow og Wergeland og Wulfsberg havde givet Vink til en Plan, af hvilke den Førstes kan betragtes som grundigst: Kommitteen valgte siden mellem sig en Præses og begyndte den følgende Dag sine Deliberationer.
Onsdag 13de April. Der blev foreslaaet at lade et Trykkeri tilflyttes og Oprettelse af et Postkontor til Bekvemmelighed for de Deputeredes private Korrespondance til syd og Nord – antaget. Prindsens Svar paa Takke-Adressen blev oplæst – Intet videre denne Dag – Samlingen blev udsat til Løverdag den 16de. Imidlertid arbeidede Kommitteen paa Udkastet til Rigsformen, den 14de og 15de var Antegneren smukt hjemme. Paa først meldte Dag mod Aften bekom man allerede 11 §§ af Statsformen.
Den 15de udkom det første No. af Rigsforsamlings-Tidende, hvert Medlem leveres et Exemplar.
Den 14de, Thorsdag, reiste Prindsen til Christiania, efterat han den foregaaende Dags Eftermiddag havde i Konversationsstuen meldt sit Forehavende, hvorefter han i et Par Timer underholdt sig med samtale blandt Forsamlingen.
Lørdag 16de April. Man mødte Kl. 9, spiste som sædvanlig Frokost og begyndte Forretningerne Kl. 10½. Protokollens Indhold blev forelæst af Secretairen. De affattede 11 Grundsætninger af Rigsformen forelæstes. Man gjorde Forerindringer og debatterede heftigen og – uden synderlig Nytte. Wergeland fremstod atter med en smukt forfattet Afhandling, hvilken manglede egentligt Resultat. Vidtløftigheden kjedede omsider. Man raabte: til Dagens Orden. 1ste Grundsætning: Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki, blev givet den Tilsætning: frit og udeleligt Rige og dets Regent bære Navn af Konge. Dette sidste voldede stor Strid. Nogle vilde have denne Benævnelse udelukt; Andre, at Afgjørelsen derom skulde udsættes til videre, og det 3die Parti paastod hele Sætningens Vedtagelse paa Stedet. Man troede i Hensyn til Forbigaaelsen af Kongenavnet at kunne øine et svensksindet Parti. Endelig faldt de fleste Stemmer dertil, at hver skulde, under sit Navn, diktere sin Mening til Protokols. 38 Stemmer vedtoge Grundsætningerne med Tillægget: Regenten bære Navn af Konge – 29 Stemmer antoge Grundprincipet enkelt – 2 desuden tilføiede det et Par Anmærkninger saasom: hvis Thronarvingen ei var duelig, maatte den yngre Søn eller en anden udenfor Kongeslægten vælges. De Øvrige forbeholdt sig Erklæring om Kongetitelen, til man kom videre med Rigsformens Principer. Sagen var saaledes passeret 114 Stemmeberettigede.
2den Grundsætning (Folkets Ret at udøve den lovgivende Magt gjennem sine Repræsentanter) antaget strax, uden Ballottering, med Haands Oprækning.
3die do. ligesaa (ang. Beskatningsvæsenet.)
4de do. antaget (Krigs- og Fredsretten tilkommer Regenten) efter nogen Debat – dog uden Ballotering. Indvending: Regenten kunde forskaffe sig udenlandske Subsidier – omendskjønt næst foregaaende Paragraph hindrede mod vilkaarlige paalæg til uvedkommende Krigs Førelse. Andre meente, at et Statsraad maatte i dette og flere Tilfælde blive paa Folkets Side.
5te Post strax antaget (Benaadningsretten). Mon Benaadning ogsaa for Statsforbrydere, Regjeringsformens Kuldkastelse o. s. v.? spurgte man.
6te do. antaget strax (den dømmende Magt bør være særskilt fra den lovgivende).
7de do. ligesaa (Trykkefrihed bør finde Sted).
8de do. (den lutherske Religion være Statens og Regentens). Spurgt: mon ikke ogsaa Dronningens? Denne, f. Ex. af den katholske Religion, vilde have eget Kapel, egne Præster etc. Alle Regjeringsformer have iagttaget denne Klausul, særdeles i Henseende til de meget fra hinanden afvigende Religionsformer. Den anden Deel af 8de Grundsætning (om Jødernes Indlemmelse): dog ere Jøder fremdeles (tilføiet Ordet: som hidtil) udelukkede. Her stredes en Stund om Ret og Uret, om Toleranse og det Modsatte. Svar: dersom Jøder havde forhen været indlemmede i Norge, var det haardt handlet nu at fordrive dem. Overhoved er Talen her ikke om moralsk Ret, men om politisk rigtigt. Hvor Jøder engang ere, var det Uret at forvise dem. Hvor de ikke gives, er det uklogt at optage dem.
9de Post strax antaget (nye Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes).
10de Post (personelle eller blandede arvelige Rettigheder bør ikke tilstaaes nogen for Eftertiden), efter nogle Debatter foreløbigen antaget noder Forbehold af nærmere Bestemmelser.
11te Post (angaaende Værnepligten). Ordene: uden Hensyn til Stand – Spurgt: Mon ikke akademiske Borgere bør undtages? Antagelsen af det Hele i dette Punkt udsat. I Anledning deraf forelæste Kammerherre Løvenskiold en af ham forfattet Afhandling om det militaire Væsens Organisation, der indeholdt adskillige gode Vink. Man anmodede ham om at fremlægge sit Forslag i den Kommittee, der var fornøden til Grundsætningens Udarbeidelse. Overhoved var man enig om, at den af Rigsforms-Kommitteen tilføiede Anmærkning: Nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger ved Udarbeidelsen maatte haves for Øie under Debatteringerne, da her dennesinde, og fremdeles, fornemmelig toges Hensyn til Overeensstemmelse i Grundprinciperne. Klokken var nær 6, Forsamlingen hævedes og udsattes til Mandag den 18de, Kl. 2 Eftermd., da man maatte vælge, ifølge Bestemmelserne, en ny Præsident samt betænke sig paa Valget af en Kommittee til at drøfte Finantsvæsenet ... (ifald ellers nogen kan fremlægge eller angive en Ledetraad dertil).
Mandag 18de April. Mødet bestemt til Kl. 2. Man kom ei til Forretningen før efter Middagsspisning, Kl. henved 5. Ved Indgangen til Rigsdagssalen leveredes det trykte Reglement for Forretningernes Gang, noteret Litr. A. Falsen oplæste en skjøn Afhandling, hvis Resultat vare følgende Punkter:
1) At en Kommittee af 5 kyndige og erfarne Mænd, hvad enten de ere i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes af Forsamlingen, saasnart denne har endt sine Forhandlinger, for at gjennemgaa og ordne vort Lovgivningsvæsen, hvorefter den har at forelægge den første eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende Forsamling Resultatet af sit Arbeide.
2) At denne Forsamling, saasnart Konstitutionen er antaget og Kongen valgt, ansees som endt.
Her faldt heftige Debatter af et vist Parti. Endelig faldt det ud dertil, at disse punkter skulde delibereres over den næste Dag.
Man skred til Valg af en ny Præses og Vice-Præses. Til den første valgtes Oberste Hegermann, til den sidste Sorenskriver Falsen. Proponeret at vælge en Kommittee for at undersøge Finantserne og Norges Forhold til andre Stater. Man indvendte: At dette vilde blive nu en altfor vidtløftig Sag, at den ikke egentlig henhørte til Gjenstanden for Rigsdagsforsamlingen, som er kun Rigsformens Grundlægning og Fastsættelse. Sverdrup anmærkede, ifølge Falsens Sætning, at Rigsdagen burde ansees som sluttet, naar Regjeringsformen var bestemt. Finantsernes Undersøgelse, Forholdet til andre stater m. v. hørte til Udviklingen af Konstitutionen. Folket, og ei Rigsdagsmedlemmerne, havde Rettighed til at konstituere Mænd for bemeldte Undersøgelser. Man kunde lettelig, i andet Fald, faa 113 Konger og ikke komme til Ende med Rigsdagen førend paa sit Livs sidste Dag. Efter megen vaklen frem og tilbage kom det dog dertil at vælge en Kommittee til Finantsernes Undersøgelse. Nogle proponerede dertil 20, Andre 21, Andre 15 – Andre kun 9. Man maatte da først votere paa Antallet, der blev 9 Personer, og derpaa sammes Valg, kun en paa dem, som forhen vare antagne til Rigsformens Bestemmelse. Af Throndhjems Stift blev valgt Amtmand Krohg og Peter Schmidt. Modet til den følgende Dag bestemt til Kl. 10.
Tirsdag 19de April. Om Aftenen kom Prindsen tilbage fra Christiania. Paa bemeldte Dag havde man debatteret næsten i 4 Timer over de forestaaende 2 Sætninger. Først, om Lovkommitteen skulde strax etableres eller ikke. Omsider dikterede man sin Mening til Protokols, og Udsættelsen, indtil at Konstitutionens Grundsætninger vare bestemte, blev antaget med 59 Stemmer. Kommitteen for Finantsvæsenets Undersøgelse skulde næste Dag begynde deres Forhandlinger.
NB. Præst Reins Tale denne Dag var et Ord til rette Tid.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Lørdag 30te. Da skulde man bekomme Afskrift af nogle til Konstitutionen henhørende Grundsætninger. Bekom til Afskrift 52 §§. Om Eftermd. reiste Prindsen.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Tirsdag 3die. 115 §§ af Konstitutionen vare nu fra Kommitteen udkomne. Bemeldte Dag var man i Rolighed for at overtænke Hovedsætningerne. Midlertid var Prindsen kommen.
Onsdag 4de. Begyndte Debattering for Alvor under den kjække Justitsrd. Diriks’s Præsidium. Fra Kl. 10 til 4 Eftmd. vandt man de første 20 §§, med et og andet Tillæg forøgede.
Thorsdag 5te. Session fra Kl. 10 til 4. Debatteredes over §§ 21–36 inclusive. Om 21, Kroningsstedet, var man længe uenige – Christianienserne gjorde sig Umage for, at Æren skulde tilkomme deres Hovedstad. Skjønt §’en tildømte Throndhjemmerne Høitideligheden, vare de dog rolige og neutrale, som og var fornuftigt, dog forekom mig de Søndenfjeldskes Grunde for matte, til at Paastanden burde kunne sættes igjennem. Da Touren kom til vort Amts Deputerede at tale, reiste jeg mig og sagde: „Det forekommer mig at være omtrent indifferent, i hvilketsomhelst af Norges Templer Kronings-Akten blev holdt, under Forudsætning at den skede i en af Rigets Hovedstæder. Men, over 400 Aar ere dog henrundne, siden Norge havde sin egen Konge, og fra Thrøndelagen, det egentlige gamle Norge, veed man dog, at Enevælden først udspirede. Hiin Tidspunkt haaber man er vendt tilbage – vi søge idetmindste at give Norge sin egen Konstitution og Konge; det forekommer mig derfor at være en saare uskyldig Ting, om man gav den nye Regjeringsform et og andet Præg fra hiin fjerne Oldtid, følgelig da at ogsaa KroningsAkten, bestemt at holdes i Thrond-hjem, blev sat som et Minde om Norges gamle Forfatning. Throndhjems Domkirke, mærkværdig af dens høie Ælde og fordums Glands, tyktes mig være ærværdig nok for hiin høitidelige Handling. I Henseende til det Personale, der nødvendig maatte ledsage Kronings-Akten, forekom det mig som ligegyldigt, enten det blev trukket fra syd til Nord, eller fra Nord til Syd. Videre: Thrønderne vilde vist ikke skele til deres søndenfjeldske Brødre for den Lykkes Skyld, at disse maaske kom til at beholde Kongen og Hoffet i deres Midte; men de Søndenfjeldske vilde ogsaa vistnok godmodigen unde Thrønderne den Glæde at see, i det ringeste eengang, den fælles Konge, og dette vilde Kronings-Akten i Throndhjems Domkirke kunne sikkre de Nordenfjeldske.“
Efter dette blev §’en heel antaget.
§ 31 om det beneficerede Gods’s Anvendelse gav Anledning til en slem Debat, fremsat af fornemmelig søndenfjeldske Bønder, Soldater og andet Militair. Kjendeligen sporedes, at Geistligheden paa disse Steder er enten saare misundt eller bekjendt for misligt Forhold i Henseende til Indtægternes Inddrivelse. Almuestandens Repræsentanter især paadreve, at det beneficerede Gods skulde bortranes fra Geistligheden, endog fra de milde Stiftelser, og – lægges til Nationalbanken. Til Lykke antoge Opponeuterne just herved et Vaaben mod sig selv. Man maatte undres over, at ikke een Geistlig reiste sig og talte i bemeldte Sag, førend Touren kom til det Nordenfjeldske, da opstod først Midelfart og i en kjendelig studeret Tale viste Statens uhjemlede Ret til at anmasse sig det beneficerede Gods o. s. v. Bønder og Bønders Tilhængere opstode paany og oplæste skrevne Afhandlinger om Sagen. Imidlertid brændte det paa nærværende Anmærkers Hjerte for at kunne dog engang komme til at tage Ordet. Jeg reiste mig med disse Ord: „Præsterne ere vante til at katekisere; skjønt her er ikke Stedet til en saadan Fremgangsmaade, efter ordets egentlige Bemærkelse, saa tror jeg dog at være Pligt paa den antastede Stands Vegne at fremkomme med et Ultimatum. Jeg har bemærket af de foregaaende Debatter, at godt Folk der nede i Forsamlingssalen have .et utydeligt Begreb om disse to Ting: a) faste urokkelige Privilegier, b) Grundprinciper for et Fædrelands Vel. Den første Punkt bar min Kaldsbroder godt beviist som anvendelig paa den omtvistede Sag. Jeg tilføier, at, naar man vil grundlægge en Republik eller sammes Konstitution, maa Menneskerettigheder og Grundprivilegier være hellige. I andet Fald lægger man. Grund til Misfornøielse, om ikke Anarki, og ved at ville forebygge eet formeentligt Onde letteligen etablerer et andet og ofte et større. Jeg har bemærket, at de gode Herrer dernede ikke kunne gjøre sig selv og andre ret tydeligt Regnskab for den Sætning: Hvad er Fædrelandets Vel? Grunder dette sig blot paa et Bankvæsen? paa opdyngede Pengesummer? eller paa selve Folkets Forædlings Kultur og Retskaffenhed? Man ønsker Godsets Salg – for at stifte en Bank. Denne bør komme fra Folket selv, men ikke fra ranede Privilegier. Forslaget har, som det lader, sin egentlige Grund i Misundelse og Egen- nytte. Man misunder Præstestanden, medens dog denne roligen seer paa Andres uretfærdige Anmasselser, og Egennytten stikker, tror jeg, deri, at Bonden med flere formener at kunne unddrage sig fra de billige Bidrag, han som Statsborger dog pligter at erlægge til Nationalbanken (just ved at faa det beneficerede Gods til at træde istedet). Den ærede Bondestand har just her i Rigsforsamlingen erklæret, at Odelsrettens Oprettelse var et Middel for, at Kjøbmænd og Agitatorer kom til at opkjøbe en Mængde Jordegods til Skade for Bondestanden. Men denne ærede Bondestand har muligens det samme Formaal, naar den ønsker, at Godset maatte blive solgt, paa en Tid da Bankosedler er Landets eneste Betalingsmiddel, og som endnu for en Tid letteligen kan erhverves paa flere end een Maade. .Man har behaget at kaste en Skygge paa Geistligheden – stygt er det at anklage en heel Stand, fordi enkelte Individer ere mislige. Førend man vover slige Sætninger, maa man helst først godtgjøre, at Bonden, Soldaten, Officeren, kort hver Stand, er feilfri. Hver prøve sin egen Gjerning, førend han befatter sig med en Andens. Nok sagt! §’ens Indhold bør uden Indskrænkning eller Forandring antages. Berøv ikke Hospitaler og milde Stiftelser noget af deres, ikke heller Skoler, Universiteter og fattige Geistlige hvad dem tilkommer – Enhver beholde sit – kun vorde det paaseet, at hver bruger Sit til almeent Gavn. Den udvortes Pragt og selvtaget Anstand og Pral og Sniksnak udgjør ikke Menneskeværd, men en lys Forstand, Kalds-Duelighed, Borger-Ærlighed udgjør det sande Menneske. Til deslige Fuldkommenheder skulde et Lands Oplysningsvæsen lede og føre; til at understøtte saadant behøves ligesaavel Penge som til at samle Formue, og til hiin Menneskeforædling er Bonden saavel som Andre saare trængende; dertil blive altsaa det fra Staten udskilt, det til skoler og Forbedringsanstalter bestemte Hypothek anvendt!“
Sverdrup, Grev Wedel og Flere opstode efter hinanden og refererede sig til det Anførte.
Sagen kom endelig til Votering og blev antaget med 69 Stemmer mod 40. Saa nær var det – Midelfart og Antegneren kan uden Selvros ansee sig som midlet til §’ens Antagelse.
Fredag 6te Mai, Bededag, var man ledig.
Lørdag 7de debatteredes over §§ 37–50. En Forestilling fra den nordenfjeldske Almue blev læst, den var ligesaa hædrende for Folket og Præsteskabet i Nord, som den forrige Dags forelæste Skrift var anstødelig for det søndenfjeldske Personale, baade Almue og Geistlige. Denne viste Had og Misundelse mod Præsterne og Ligegyldighed for Folkeoplysningen; hiin tilkjendegav just det modsatte. Den nordenfjeldske Almue udbad sig Rigsforsamlingens Opmærksomhed for fattige Skoleholderes forøgede Lønning og Geistlighedens Kaar o. s. v. – Forsamlingen hævedes Kl. 4, efter at man tilsidst debatterede over, om man i Morgen, Søndag, skulde arbeide i Rigsforsamlingen. Mange Stemmer faldt imod, men de fleste for Sagen, man skulde altsaa imorgen begynde Kl. 4 Eftermd. Samtlige Thrøndere spiste derpaa ved Taffelet. Prindsen vidste Debatten om Søndagsarbeidet (og) spurgte Antegneren desangaaende, som svarede saaledes: „Man vanhelliger vist ikke Sabathen ved Arbeider, som sigte til et heelt Folks Vel. Der gives mangehaande andre Methoder til Dagens Vanhelligelse, og som agtes for slet Intet.“
Søndag 8de Mai fra Kl. 4 til 7 over §§ 51–59. incl.
Mandag 9de do. fra Kl. 10 til 4 over §§ 60–67 incl. Præsidentvalg Falsen og Vice-Præsident Amtmand Krohg.
Tirsdag 10de. §§ 68–92 incl. Sessionen endte med oplæsning om Finants-Kommiteens Forhandlinger, hvilke skulle videre fremsættes den følgende Dag til Debattering.
Onsdag 11te vare samtlige §§’er i Konstitutionen igjennemgaaede – og bleve derpaa afgivne til at redigeres. Man voterede paa Redaktører og – om der skulde vælges 2 eller 3 Mænd. Man kunde herved have erindret salig Wessels Svar om Qvæstionen, at neppe var noget Klædebon varmere end 2 Skjorter –: „Hvad siger man da om 3!“ Man vilde altsaa have 3 Redaktører – dertil valgtes ved Votering Sverdrup, Diriks og Sorenskriver Weidemann.
Thorsdag 12te. Finants-Kommitteens Planer bleve i Kontinuation af forrige Dag dikterede til Afskrivning for enhver.
Fredag 13de var en af de meest larmende, men tillige den interessanteste Dag i Forsamlingen. Resultatet af Finants-Kommitteens Arbeider blev fremlagt under 7 §§ til Debattering. – Meningen pro og contra, Forslag og djerve Yttringer bleve oplæste og indleverede til Præsidenten, Falsen, og Vice-Præsidenten, Amtmand Krohg. Grev Wedel oplæste en vidtløftig Afhandling, der havde i Grunden til Hensigt at omstøde hele Konstitutionen, hvorved da hans Plan blev kjendelig. De Skygger, Hr. Greven søgte at kaste paa Finants-Kommitteens Arbeide, bleve for denne oprørende Amtmand Krohg reiste sig og tog til Gjenmæle, som den, der havde været Kommitteens Medlem. En Anden tog Ordet og foreslog, at Regjeringsraadet skulde opkaldes, hvorved Finants-Kommitteens Handlinger kunde blive retteligen bedømte. Regjeringsraaderne Tank og Haxthausen kom. Grev Wedel blev paalagt at oplæse end engang sin vidtløftige Detail. Nu fik Sagen sin rette Vending – Kommitteens Forhandlinger bleve erkjendte for retmæssige, forsaavidt de vare grundede paa de Beregninger og Planer, hvilke Regjeringsraadet havde meddeelt. Man skred omsider til Debattering over 1ste og 2den §. De gamle Sedlers Indløsning og Statsgjældens Garantering samt de 14 Millioner Rigsbankdaler, som fremdeles behøvedes, gav Anledning til mangehaande Oplæsninger og Meningers Fremstillelse. Nær havde det saakaldede Svenske-Parti seiret. Bønderne og flere, især de, der gjerne vilde have en Konstitution uden Bekostning, opponerede heftigen imod Statsgjældens Garantering. Man skulde følgelig have bygget et nyt Huus uden Tag. Man skulde ville opnaa en skjøn Hensigt og ikke ville Midlerne til at opnaa den. Ved Konstitutionens Tilintetgjørelse var hele Rigsforsamlingen bleven til Spot for Europa, sandelig i en høiere Grad til Haan, end om det norske Folk trygt havde kastet sig strax i Sveriges Arme. Klokken var allerede over 3 om Eftermiddagen, da Sverdrup reiste sig i det mest tvivlsomme Øieblik og oplæste en skjøn, henrivende Tale, hvori han viste ei alene Nødvendigheden, men og Muligheden for det norske Folk selv at vedligeholde sin Selvstændighed, samt at det nu paafordrede Offer ikke var saa trykkende, som det lod til i Følge Modstandernes Fremstillelse. Man betænkte sig nogen Tid – Taushed herskede paa en eller anden Mummel nær. Endelig reiste gamle Rein (sig) – og i en fortræffelig, varm og henrivende Tale rev Masken af de Personer, der under hele Rigsforsamlingens vedvarende havde udbredt Splid og under Skin af Patriotisme søgt at opløse Rigsforsamlingen for at spille Riget i Fremmedes Hænder. Jeg erindrer ikke at have hørt en mere paafaldende Tale – den indeholdt Perioder, hvorved Taarer strømmede os ud af Øinene. Der var en næsten almindelig Sindsrørelse i Forsamlingen. Der forekom igjen andre Perioder, hvor Taarer og Graad forvandlede sig til Latter, især hvor han talte om Sveriges og dets Agenteres Planer. Omsider sagde ham „Saa vil jeg tiltale mine fattige Børn: Jeg har ingen Formue at efterlade Eder. Naar Eders Fader ligger i Støv, da erindre Eder, at ogsaa han var med i den Forsamling, som gav Norge en Konstitution og med denne tillige gav Eder Adgang til at vorde frie Mænd.“ „Her er,“ sagde han videre, „de i Forsamlingen, der true os med at ville emigrere, dersom deres Planer ikke lykkes. Vi ville ikke forhindre deres Afreise, vi ville ønske dem Lykke paa Reisen. Jeg ønsker nu tillige, at de paa det nye Levested ikke ville fortælle, hvorfra de ere komne.“ Neppe vare disse Ord udtalte, før hele Forsamlingen, endog en Deel af selve Modpartiet, reiste sig som een Mand og med Klappen i Hænderne raabte: „Bravo! Bravo! Held for gamle Norge! Held for hver ærlig Mand!“ Nu var den haarde Nødd knækket.
1ste og 2den omtvistede §§ bleve, efter Votering (om de skulde staa, som de vare anførte, eller forandres) antagne med en liden Forandring. Klokken var nu henved 5, og Forsamlingen blev hævet til følgende Dag Kl. 10. Middagsmaaltidet vare saare muntert – seieren var dennesinde Fædrelandets, og man jublede i alle Værelserne.
Lørdag 14de Mai kom man til Ende med de 7 §§ om Finantsvæsenet. Forsamlingen udsat til Mandag Kl. 10, da den nu redigerede Konstitution fremlægges – og vælges nye Præsidenter – Medlemmer til Lov-Kommitteen, Værnepligtsvæsenet, Finantsvæsenet og Bank-Direktører.
Mandag 16de. Valg: Præsident Sverdrup, Vice-Præsident Capt.Motzfe1dt. Derhos valgtes Medlemmer af LovKommitteen, Værnepligts-Kommitteen, Finants-Kommitteen og Bank-Direktionen. Forsamlingen hævet Kl. 4½ til næste Dag Kl. 10 Formiddag.
Prindsen var kommet tilbage Kl. 6 Morgen fra Blakier, hvorhen han reiste foregaaende Dag, Søndag den 15de. Konstitutionen, som nu var af vedkommende Redaktions-Kommittee redigeret fornemmelig i Henseende til bestemte Udtrykke og særdeles angaaende Inddeling og Paragraphers Orden, blev forelæst og af Repræsentanterne sammenlignet med deres Afskrift og tilføiede Anmærkninger. Hele Akten bestaar af 113 §§, just Tallet paa Repræsentanterne.
Tirsdag 17de Mai foregik Kongevalget. Alle voterede paa Prinds Christian Frederik. Se videre ogsaa derom i mine Anmærkninger i Udkastet til Grundloven.
Thorsdag 19de, Christihimmelfartsdagen, foregik Høitideligheden i Eidsvolds Kirke – al Rigsforsamlingen og Statsraader og flere til Konge-Selskabet henhørende vare i Kirke samt utallige mange Tilskuere. Efter Forsamlingen i Kirken samledes vi atter paa Eidsvold til et Glædesmaaltid, hvorved Skaaler for gamle Norge bleve tømmede og Frydesange i alle Spisestuerne sjungne.
Fredag 20de Mai forsamledes Repræsentanterne atter for at underskrive i Protokollen. Efter Maaltidet skiltes Alle ad med rørte Hjerter.
Lørdag 21de reiste Repræsentanterne fra søndre Throndhjems Amt, nemlig Sorenskriver Rambech, jeg og Klokker Forseth, fra vort Logis Heiret i Eidsvo1d, paa Hjemveien, igjennem Hurdalen, Thoten og Birid, Gudbrandsdalen, Dovre og videre – og jeg kom da til mit kjære Hjem her i Klæbo Natten Kl. 1½ til Pintsedagen, den 29de Mai. Gjensamlingen med kjære Kone og vakre Børn lod mig glemme overstanden Møie. Imidlertid vil Eidsvolds-Forsamlingen blive mig uforglemmelig, stedse i behagelig Erindring for mig, som den vistnok ogsaa bliver saare mærkværdig i Norges Aarbøger. Grundvolden til Norges lovbundne Folke-Frihed er lagt. Men – men – hvilken Stats Bygning bestaar imod Politik og Herskesyge – paa Nationens Vegne valgte man en Konge – ja – maaskee kun midlertidig Konge!
J. H. Darre.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |