Huldre i Sjoli’n
Fig 1. Sjolikampen.
Midt ne-onde Sjolikampe ligg de tvæ einstaakaa[1] Sætre som kallas Sjoli-Sætrinn. Fraa gomol Ti heitte[2] døm Steinbru-Sætrinn taa di Steinbrue og Riddersprange er beint ut-onde Sætrom. Eine Sætre høyre te Ner-Bjønnsta paa Lalm og langt att-i Verd’n Eingong va de ein Tenestgut paa Garde, som va burti Sætre kome og skulde slø’e Møkje um Vaar’n. Guten tykte nok, de va baade stusle[3] og otyle[4] aa vera der moande einsle i stinne Maarken[5] og mest gavst han for di, naar Kvell’n kom og han skulde leggje se. Han ha’ høyrt gjete, maa’ta, at de ha’ ikje vore heilt fritt for Hulder i Sjoli’n, att-igjønom Ti’inn.
Da han la se fyste Kvell’n reiste han eit gjillt Eldsmaal paa Aarin saa de skulde helde se ljost i Sele, tenkte’n, saalengje han va vakjin. Men de ga Dag førr han fekk Sømn for se og ikje førr va de ne-brunne paa Aara, saa kom de smettan eit Kvinnfolk inn-igjønom Døre, nettup me di saamaa han skulde feste Sømn, gjekk radt fraam-aat Briskje, Guten laag paa, og vilde kav leggje se hjaa ’om. Hann upp att, kann døkk veta, og fram-i Aarin og te aa leggje paa Ved, og trast de vart Elds-Ljos att i Stugun, smatt detta Kvinnfolke ut saa han gjorde korkje høyrde hell saag meir Lik’n te’n saalengje Eldsmaale vaaraa, da. Men paa heilage Flekk varmin slokna, saa sto ho ve Brisken att og vilde berre leggje se fram-me Gute. Detta ga paa saales Natti igjønom saa Guten korkje fekk Fre hell fekk saavaa ein Blonk førr Sole va te-reie aa sprette um Maargaan, da vart han endeleg skjøld ve ho. Guten skjønte trast, kaa de va te Kvinnfolk, og han tenkte me se, at skal detta leike saa te kaar Natt, saa skulde de inkun a’an vera der og ikje han og me di tok han paa Heimvegen me eingong forutta aa smaakaa korkje vaatt hell Turt.
Men mena døkk ikje, at Bjønnsta-Kjeringje skapte se ovende[6] sinnt da Guten kom heim og maalbar, kaar ille ute han ha’ vore um Natte. Bo spaadde um, at de va berre vaas han for me og ho skulde faa Kar’n burti Sætre att paa nytt Lag, meinte ho. Guten bar se onda allt, han kunna, men da han ha faatt se Mat, va de ingor Bøn, Kjeringje jaagaa’n aat att. No va han redd Kjeringje, maa’ta for ho va sagte ei taa rette Slagje, men enda reddare va han Huldre og no visste han ikje si arme Raa’. Jou, da rann de saa kvasst for ’om, at ha han berre havt ei skarve Børse me se, saa skulde de vorte anna ’taa. Og saa tenkte han ette, at han Gamel-Kristen laag ve Flatnings-Osen og brout Ris nori Flatningsli’n og han ha nok Børse me se, de glatt ikje. Dime[7] snerta han seg fram hjaa ’om Kristen og lydde aat aa faa laane me se Børse burti Sjolie og de va Ja i fyrste Orde, de, hjaa ’om Kristen. De va enda Tangbørsa, døm kalla og som va paa Garde te i siste Manns-Minne.
No tykte Guten han ha ei go Trygd me se og han lettna all upp da han fekk Langbørsa paa Oksle og Krut-Tye i Lumma. Men da han kom burtaat Steinbru’n um Eftan høyrde han eit Læte, mest som eit Merra-Knegg, langt upp-me Storskriubekkje og de skjøna han væl, kaa va. Ja kom du att te Natten, du, saa skal du faa møtt, tenkte han.
Da Kvell’n kom laagaa Guten se væl paa, han la eit grepa Eldsmaal paa Aarin att og la se sjøl paa Brisken me Langbørsun i Aalbaagaa-Lykkjun[8]. De drygdes førr han saag naagaa te Huldern og han bar te aa tru, at han kanskje va kvitt ’n vorte. Men sjaa meg te, du! da siste Ljoskin fraa Aara blaksa ut, saag han de skjimta paa Hugu henna burti Døraglotte og dime smorde han paa ho me Langbørsun saa heile Sele skolv! Jou, de kann hende, han vart skjøld ve Huldre saa de gjorde Mon – ho foor som ein Elding utu Stugun og da ho kom ut-paa Kvee høyrde han de sama Merra-Knegge att. Men Skote beit nok ikje paa henna, kan døkk veta, men saa fekk ho no saavidt Bykks i se, at ho bou ikje te aa koma der meir di Daagaane, Guten va i Sjoli’n, sia.
Børs-Kula ha slii tverrt igjønom øvre Dørstokken og langt inni Buveggen paa hine Siun aat Sels-Garde; Hole ette Kulun synte all sin Dag me Gamel-Sele i Sjoli’n sto.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |