I gamle Daagaa
De er no tjuge Aar sia’ eg skreiv „Segner fraa Vaagaa“ og som „Det norske Samlaget“ gav ut i 1894; „Segnerne“ er no paa de neraste utseld og difor kjøm Bokje her i ny Utgaave og me di Namne, som de allt fraa Fysst’n va mi Meining ho skulde bore. Paa desse tjuge Aarom har eg sanka ihop mykje nytt Vyrkje fraa gamle Brev, som de enno finnst att naagaa ’taa her og der, og fraa di, som gamle Folk har fortalt; men de meste har eg sanka i „Rigsarkivet“. Allt dette er no fellt inn i denne Utgaava og me di er meir hell Halvparten nytt; elles er de Heile umveelt og um-maata saa at „I gamle Daagaa“ paa den Gjerde er, aa seja for, eit heilt nytt Arbei’.
Ette som Tankjin er, skulde „I gamle Daagaa“ vera fysste Parten ’taa ei Histori, hell Skjildring, um Vaagaa-Bygde me alle Si’o ’taa Bonn’live og Framvokste fraa di gamlaste Ti’om, te upp mot Midten ’taa di siste Hondrede-Aare som gjekk. Berre me desse fysste Parte vil de kaamaa te aa vante mykjy paa, at de er gjeve eit klaart og greidt Bilæte ’taa allt di, som lyt taakaast me, um Arbei’e skulde haa den fulle Verdaagan for Ette-Ti’n.
Andre Parten er etla aa vera ei fullgjord Utgrei’ing um Vaagaa-Bygde me Vidd og Grendso, Lanns-Lag og Natur, Folk og Folketal, Leve-Vegjinn og kaa, som har me døm aa gjera; sia’ lytt allt, som kan syne Framvoksten baade i Aandsliv og Næringsliv i di ymse Ti’s-Baalkom, draagaast fram, antell de er gjøymt i Historin og gomol Lesna hell i gamle Brev, Retts-Sakje, Skjiftebrev, Ækt’-Tavlo og meire slikt. Ei Embetsmanns-Histori, ei Skulehistori og ei Utgrei’ing um Hannverk og Konst ette som døm ha synt se Ti’ for Ti’ i Husbyggjing, Innbu og Klæbona, lout fellast inn. Oframt eit Lannkort over Vaagaa, er de Meiningje aa haa Bilæte ’taa sermerkte Stelle i Nature, gomol Bona og mangt, som kan spegle av antell Konst hell Hannverk.
Den treja og siste Parten skulde saa vera eit Gard-Tal, hell Gards-Histori, me ei stutt Utgrei’ing um kaar Gard fraa gomolt saa langt att-ende, som de finnst naagaa aa helde se ette, um Brukarann og Ækte deres.
Ein go Mon Vyrkje aat desse tvo siste Partom ’taa „I gamle Daagaa“ er insanka, men mykjy staar att enno og de kan vera paa de ovisse, um eg kan sjaa meg Utveg te aa helde ve me desse Arbei’e. Men um saa skulde gaa te, at eg laut leggje de ne’, lyt ein vonast, at inkun tek de upp-att, for de er likt te, at de held paa aa kjøm nytt Liv i Bygda-Granskingen att no i di seinaste Ti’om. Og Vaagaa er paa alle Lei’e ei sermerkt Bygd me eit Bonn’liv saa heilvukse og rikt, at ho vilde vera ille teent me, ikje aa faa Historie si skrivi meire fullhave, hell denne fysste Parten ’taa „I gamle Daagaa“ røkk aa gjera de.
Som denne Bokje no er vil visst mange Vag-Veri sakne meir hell eitt Erveminne, meir hell einn Bygda-Konstnar og summe gamle Ækte; men Bokje er allt vorte i største Lage som ho er og eg har vore nødd te, aa knipt inn de, eg har kunna, for di Skuld. Bli de meir ’taa me di tvo Partom som staar att ’taa desse Arbei’e, vil de vera go’ Utveg te aa faa mangt me, som eg her laut skjote um.
Um Rettskrivingje har eg ikje stort aa seja; eg har prøva aa skrive Vaagaamaale saa endefram ette Ut-Talun, som de let se gjera forutta aa bruke „Lydskrift“. Men um di Reglann eg har gjort meg for Bokstavingen er di hepnaste, kan de fulla vera fleire Meningo um, maa’ta; kaarles de er me di, saa har eg den Meiningje, at Rettskrivingje ikje vil vera vand aa grei’e, vissa for alle Austlenninge.
Di Maalkunnoge vil sagte tykja eg har gjort gale me aa kaste Lydskrifte, og at de er eit lei’t Lyte ve Bokje; men o-lærde Folk har imot di Skriften og ber se for, at ho gjere Lesna’n tongvind og brysamd, de va ofte klaagaa paa „Segner fraa Vaagaa“ for di Skuld. Og no, da Norddølsmaale i seinare Tier vorte be’re granska og meire kjennde, tykte eg ikje de galdt aa taakaa saa stort Avsyn aat di lærde Maalgranskingen lenger, som te di, aa gjera Bokje lett-lesin for o-lærde Folk. De, som for meg va de meste, va heilt ut aa gjeva att de rette, ægte Lage i Vaagaamaale og ikje draagaa inn-i Maal-Maksle naagaa ’taa allt di framonde, som eet seg inn me Bymaal, Bøk og Aviso. Aa helde ute all framon Bragd her, er ikje beinkjørt; de kan gaa paa ei Gjerd saa lengje ein har ei naagaa-saa-nere fast Mønster aa helde se aat, saales som i „Hulder og Onde-Buandes“ og anna slikt som likesom har faatt ei stø’ Maksel forr se paa Folketongun. Men naar ein skal te paa Laushand me slike Emne, som Maale ikje har skaapaa se nogor Mønster aat, sklikt som Livsskildringo og Utgrei’ingo, da er de Knipa kjøm. Og um no eg ha prøvt ’taa all mi Magt aa helde de o-ægte og framonde ute, saa tør eg ikje borge for, at de enda kan ha kome „Haar i Smøre“ for meg. For di Gamle, som kunde gjeve Rettlei’ing, er no burte og oss Yngre har, tess verre, fare ille i Maal-Øyrae.
Maale i Boken er slikt, som de va taalaa i Lalms-Gren’n umkring 1850, difor er de nogre faa Ord som mesta er burtfulle no, hell som er vorte brigda paa i Ut-Talun.
Te Slutt lyt eg her seja alle døm den beste Takken min, som har gjort meg Hjolp og Beinko me desse Arbei’e. Serskjilt vil eg nemne Frk. Johanne Bugge, Sokneprest Neumann, Iver Storvik, Jon Harildstad, Rolv K. Øygard og J. Klokstad.
- Kleivsætre i November 1907.
Ivar Kleiven.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |