Hvile i Skoven
I Graneholtet ved Middagstid,
naar Sommersolen brænder,
svæver en Luftning hid og did,
og kjøler din Pande, og er saa blid
som et Vift af vinkende Hænder.
Der er i den fagre Ensomheds Skjød
lindrende Ro at finde,
den blommede Grund er fløielsblød,
og frisk og slummerbringende sød
er Granernes Duft derinde.
Og inden du lukker dit Øie til,
vugges du alt i Drømme.
Du hører en Klang, saa forunderlig mild;
der blandes Toner af Klokkespil
og raskt henrislende Strømme.
Du hører Suus af den viltre Elv,
som Orekrattet dølger,
hvor Huldrens Kvæg under Løvets Hvælv
søger et Ly, og vogter sig selv,
og drikker af klare Bølger.
Der hvisker et Sagn for din tryllede Sands
igjennem dit Sovekammer.
Den dybe Skygge, den gyldne Glands
vexler i sagte, zittrende Dands
paa hundrede ranke Stammer.
Og see, bag den tætteste Granerad
sidder den fagre Huldre;
hun blotter sin Barm i Straalernes Bad,
og kjøler med Vift af et Skræppeblad
de deilige nøgne Skuldre.
Hun eier Lunden og har den kjær,
og derfor er den fredet.
Og Øxen tør aldrig klinge der,
og Ingen tør komme det Gjemsel nær,
hvor Aarfuglens Seng er redet.
Men vandrer du did for at søge Fred
da er der trygt at hvile;
du mærker en Lyd som af sagte Fjed,
der lede dig hen til et Skyggested,
hvor tusinde Blomster smile.
Og hviler du der ved Middagstid,
naar Sommersolen brænder,
da svæver Luftningen hid og did,
og kjøler din Pande, og er saa blid
som et Vift af vinkende Hænder.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |