Den forladte Kirke
Aftnen laae i Fjeldelien
glandsfuld over Løv og Stene,
og der faldt paa „Kirkestien“
Blomstersnee fra Abildgrene.
Droslen drog mig med sin Trille
til en Lund af Hængebirke,
og da stod jeg ved den lille,
længst forladte Love-Kirke.
Ingen Sjæl i Dalen vidste
naar dens sidste Messe hørtes,
Ingen husked naar den sidste
Døde hid til Graven førtes.
Her kun Duggens Taarer rinde
i de Dødes glemte Have;
Kirken er det sidste Minde
mellem disse sjunkne Grave
Kun Naturens milde Virken
smykker dette Glemsels-Øde,
og forkynder under Kirken
Livets Budskab blandt de Døde.
Thi paa Klynger der af Nelder,
og paa stive Tidselgrupper,
hænge over Dødens Celler
tusind Sommerfuglepupper.
Og hvor Ingen Graven freder,
og hvor Psalmen aldrig klinger,
har dog i de lune Reder
unge Lærker faaet Vinger.
Her, hvor Kirken mørk, forældet
ruger lukket paa sin Gaade,
har et vaarligt Liv paa Fjeldet
aabenbaret Himlens Naade.
Og jeg har andægtig dvælet
og har hørt mit Hjerte banke,
hvor Naturen laae besjælet
af den dybe Guddomstanke.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |