Svindende Haab
I Efteraaret,
naar Mørket falder ind,
da aabnes Hjertesaaret
hos mangt et halvlægt Sind.
Men fortest Mørket kommer
og gjør beklemt,
naar ingen Krands af Blommer
fra Glædens Tid er gjemt;
naar Vaar og Sommer
var taaget og forstemt.
I Vaarens Kulde
vi skabte os en Trøst
ved Tanken om den hulde
og lange Sommerlyst;
i Somrens øde Dage,
i Regn og Blæst,
vi standsede vor Klage
og vented’ Høstens Fest;
den stod tilbage
som vor Forhaabnings Rest.
Nu kan vi sige
vort lyse Haab Farvel;
nu snart i Nattens Rige
indkogles Norges Fjeld.
I stride Taarer badet,
kun halvt i Flor,
faldt Georginebladet
i denne Høst til Jord.
Vort Haab har ladet
sit Liv i dette Spor.
Ja, Norden kjender
dog dybest Haabets Art:
hvor vidt det Vingen spender,
naar Fjeldet synes klart,
og paa hvor arme Kviste
dets Bolig er,
naar alle Blade miste
det karske Farveskjær.
Ak, det vil friste
som Fuglen Livet der!
Som den maa lede
omsonst paa mangen Kyst
om Plads til Ly og Rede
ved Klippens haarde Bryst —
saa gaaer fra dunkle Egne
vort Haab mod Sky,
og søger allevegne
et Solglimt og et Ly,
til det maa segne
i Vinterveirets Gny.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |