Troubadouren
Johan Dahl, (s. 20-21).
En Hal af grønne Linde
stod luunt ved Borgens Muur.
Til Harpen sang derinde
Bernart af Ventadour.
Han sang for ædle Kvinder
om Hjertets Drøm og Haab,
der over Liliekinder
kan gyde Rosendaab.
Han fik fra Læber røde
de søde Smigerord,
og hvide Hænder strøde
om Harpen Somrens Flor.
Da kvad han blidt og sagte:
„Det var ei Blomsters Pragt,
det var ei Ros, der vakte
de dybe Toners Magt“.
„Men naar jeg Harpen stemmer
den hviler Hjertet nær,
og Troubadouren gjemmer
en visnet Rose der“.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |