I Sorgen for Kong Carl Johan
Den Helt, der gjennem Mulm og Torden
skred ud paa Lysets Bane,
den Guds Gesandt, der kom til Norden
med Fredens hvide Fane,
den Friheds Søn med Kongemagt, —
han hviler nu, hans Gjerning er fuldbragt.
Men nu kan Sorgens Tanker male
hans kongelige Billed.
Til Folketrøst i alle Dale
han er for Sagnet stillet
saa rank som han til Thinge gik.
med Krafts og Mildheds Flammer i sit Blik.
Fordi hans ild har kunnet vække
og vogte Norrigs Ære,
vi nævne ham i Drotters Række:
Kong Carl den Folkekjære.
Vi vidne med tungsindig Lyst,
at Landets Haab fik Vinger ved hans Bryst.
Ja, Savnets Blikke see tilbage,
og Mindet sig oplader.
Han var i alle Fredens Dage
sit Riges hulde Fader.
Han kasted Hjelm og Sværd til Jord,
og strøde Guld og Roser i sit Spor.
Hans Skjold, med Hjertesprogets Runer
skal løftes høit paa Landse,
og skinne over Fredspauluner,
og aldrig mangle Krandse.
Hans Folk skal stolt, paa Farens Dag
i Aanden samles om hans Sarkophag.
I Mnemosynes Haller,
hvor store Minder gjemmes,
hvor Lys paa Skjolde falder,
hvor Skaldeharper stemmes,
hvor Døden kun er Morgengry —
der skal en Krone rækkes ham paany.
Hans Hylding der begynder
med disse Tonestrømme,
og denne Fest forkynder
hans nye Kongedømme.
Der er hans Scepter vidt udstrakt;
Rummet og Tiden er ham underlagt.
Den Folkets Søn, der skrider
i baarne Kongers Skare,
skal der for fjerne Tider
sin Høihed aabenbare.
Da er vor Sorg en straalefuld
Demant, der tindrer i hans Krones Guld.
Folket var i Andagt bøiet,
Natten sank paa Kongeøiet;
for hans Banner, for hans Vaaben
Ærens Mindehal stod aaben.
Did vil Sorgens Kvad sig svinge,
der vil Savnets Tanker dvæle.
Lad da Tonestrømmen klinge
gjennem Drottens Eftermæle!
Hans Vaabenfæller laa paa deres Skjolde,
og Saga stirred paa den store Scene;
men han stod rank endnu, og han alene
var seiersæl paa de bestegne Volde.
Den Hædersglands, som Verdenskampen tændte,
gjenstraaled lutret fra hans Tvillingkrone;
mod Norden var Nationers Blikke vendte,
mod Glandsen fra den vinterlige Zone,
hvori det store Drama sig fuldendte.
I denne høie, sølverhvide Helt
har Verden skuet Kampenes Forsoning;
thi Friheds Aand, der gjød ham Ild i Barmen,
den Folkets Genius i Vaabenlarmen,
har delt med ham hans Purpur og hans Kroning,
og vaaget med ham i hans Kongetelt.
Men nu har Verden hørt vor Klagerøst,
og nu er over Kongegubbens Bryst
af ømme Hænder Sarkophagen lukket.
Hans Navn gik bævende fra Mund til Mund,
og klang forherliget i Folkesukket.
Det lød for Verden, fra vor Klippegrund,
som om der raabtes i en natlig Stund:
„Stjernen, der vinkede mod Nord, er slukket!“
Den Hæder, Verden ham kan bringe
som tankefuld Beundrings Tolk,
er dog forkrænkelig og ringe
mod Hjertets Offer fra hans Folk.
Hans Navn med alle stolte Tanker
klang sammen i vort Glædesraab;
og viet nu med Smertens Daab,
varmt gjennem Norges Bryst det banker,
indslynget i vort Minde og vort Haab.
Da Taagens Alf var vegen
og Dagskjær faldt i Dale,
da Norges Aand var stegen
af lange Seklers Dvale,
da stirred Folket atter hen
paa mangen Høi, hvor Sagnet bygger,
og drømte sig til Drot igjen
en af de store Helteskygger.
Men ingen Oldtidshelte,
i Haraldsætten baarne,
fik bedre Styrkebelte
end han, den Kongekaarne.
Og da han stod for Folkets Blik,
da hørte han dets Jubler stige,
og hvert et Drømmesyn forgik,
og ungt blev Norges gamle Rige.
Han knyttede sin Lykke
og Glandsen af sin Bane
til Olafs Kongesmykke,
til Landets reite Fane.
Han blev i By og Bygdelag
af Folket med en Fader lignet.
og han blev ømt, paa Sorgens Dag,
erindret, savnet og velsignet.
Fagrest Blomst i Folkevaaren,
Kjærlighedens Rose, sank,
sorgindviet, taareblank,
fra vort Bryst, paa Kongebaaren.
I hans Laurbærkrone flettet,
skal den frisk for Sekler tindre;
thi ved den er ham forjettet
evigt Liv i Folkets Indre.
Den gyldne Krone er kun Støv,
den synker som et høstligt Løv,
der smuldrer og forsvinder;
men Lyset, som fra den gik ud,
er Glands og Herlighed i Gud,
der gjennem Tiden skinner.
Den Aand, der klar og flammefuld
har virket under Kronens Guld,
og kæmpet ufortrøden,
har i de store Tankers Pragt
et Smykke og en Kroningsdragt,
der straaler over Døden.
Vor Drot, der lagde Sceptret ned,
har i sin Himmels Fryd og Fred
hørt Folkesorgens Tone;
han er vort Nordens Engel der,
hvor Herren i Seraphers Hær
har rakt ham Livets Krone.
Det Folk, der under Sorgens Magt
beseglede sin Troskabspagt,
har nedkaldt Himlens Varetægt
for Landet og dets Kongeslægt
i samme dybe Bøn.
Mens Mindet helliger vort Savn,
og freder om den Tabtes Navn,
vi aabne Kjærlighedens Favn
for Heltekongens Søn.
Bevinget gjennern Landet foer
hans første kongelige Ord.
Mens Vintren veeg fra Dal og Strand,
det slog de dybe Strenge an
i Norges frie Bryst.
Dets Gjenlyd skal fra Fjeldet gaae,
og, tusindfoldigt, Tronen naae,
og Oskars Barm skal henrykt slaae
ved vore Jublers Røst.
Hil Dig, vor Drot; thi Olafs Stol
har atter Lys af Haabets Sol.
Du planted i dit Sørgeaar,
da Landet øinede sin Vaar,
en Spire til din Krands.
Saa stolt er ingen Løn som den,
der bringes dig af frie Mænd,
mens Norges Banner bølger hen
i Kongebanens Glands.