Grev Wedel-Jarlsberg, Norges Statholder
Den stærke Drage med de sorte Sider
er lagt for Anker i den dybe Fjord;
et Sagn er født, der til de fjerne Tider
skal nævne Skatten, som var der ombord.
Mens Bølgen hulked under nøgne Strande,
med Høstens visne Krandse i sin Favn,
har Norges Engel, med en sorgfuld Pande,
henstirret ømt mod ham, der skulde lande,
og knyttet Fjeldets Gjenlyd til hans Navn.
Hans Navn skal lyde gjennem alle Dale,
hvor Røgen stiger af en Hyttes Tag;
dets Røst skal hæves over Gravens Dvale,
som Livets Budskab paa en Foraarsdag.
Hvo mindes ei, mens Sørgeklokken ringer,
at han for Norge var en Vaars Herold,
en Vaar, som nu sit Takkeoffer bringer
og krandser Liget, hvor hans Hæder klinger
i Ahnehallen, mod hans blanke Skjold.
Thi som et samlet, gjennemaandet Billed
stod Landets Lys og Skygger for hans Blik;
det første Lyn, som Klippetaagen skilled,
fra dette tankeklare Øie gik.
Til dette Hjerte knyttedes med Vælde
hvert Livets Kildevæld fra Dal og Kyst;
som Malmets Kjerne fra de rige Fjelde,
hans Daad slog ud, hvor Manddom skulde gjælde,
klar og gedigen, af hans gjæve Bryst.
O bolde Ridder uden Frygt og Dadel,
for Norge ofred du din Løvemarv,
og af de bedste Straaler om din Adel
Du gav dit Land en Glorie til Arv.
Der falder mildt paa dine brudte Kræfter
en lys Velsignelse af Landets Flor,
dit Norge høiere sin Palme hefter,
fordi dets Moderhjerte higer efter
at kalde Sønner i dit steile Spor.
Ja, fra din Høide skues allevegne
den fagre Glands om dine tunge Skridt;
thi du har strøet i de dybe Egne
de gyldne Gaver rigeligt og vidt.
Hvor Skov og Ager dine Frugter bære,
hvor travle Elve gjennem Dalen gaae,
skal Barnets Mund din Jarlesaga lære,
skal alle Livets Toner til din Ære
som tusind Mindeharper sammenslaae!