Sognepræst Ulrik Bøyesen
Mens Jorden hviler paa hans Bryst,
der var saa tonefuldt engang,
et Nyn jeg hører af hans Røst,
der vækker denne Mindesang.
Ja, fromme Gamle, jeg vil gaae
med Harpen til din Slummervraa.
Igjennem Kampen, han har stridt,
han gik med barnligt Smil og Blik.
Hans Billed er saa klart og blidt,
skjønt han har tømt en bitter Drik;
det skinner over Dybets Nat,
og det er Sorgens bedste Skat.
Han havde gjemt til Høstens Stund
sin Vaardags fine Hjerteblad;
hans Liv var nys en visnet Lund,
hvori endnu en Sangfugl sad.
Hans Flugt fra Jordens Efteraar
har været let til Himlens Vaar.
Det bedste Smykke paa hans Grav,
i Kirkeskyggens Ly og Fred,
er denne grønne Aronstav,
der vaarlig spired for hans Fjed;
hver sildig Blomst, som der slog ud,
var Lun og Æretegn fra Gud.
Den stille Sorg tør uden Gru
i Tanken løfte Svøbets Flig,
hvor mildt hans Aasyn nu
til Englens Træk har formet sig —
og gjemme dette Billed ømt,
naar Savnets dybe Kalk er tømt.
Sognepræst Ulrik Bøyesen" />