Iliaden/Agamemnons heltegjerninger.
< Iliaden
ELLEVTE SANG.
AGAMEMNONS HELTEGJERNINGER.
Eos steg op ved gry fra den fagre Titonos' leie,
bringende lys til menneskers barn og til evige guder.
Da lot Alfader ile som bud til akaiernes snekker
Eris, den grufulde vætte, med krigslarmens jertegn i hænde.
Stanset hun da ved Odyssevs' skib, det mægtige sorte.
Midterst i rækken det laa, og fra fartøiet kunde hun høres
baade hvor Aias, Telanions søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs' leir. Paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Like ved langskibet stanset hun brat og ropte med grufuld
gjaldende røst og vakte i bryst hos alle akaier
kraft og ubøielig mod til kamp uten rast eller hvile.
Søtere tyktes dem nu at stevne til kamp end at ile
hjem til fædrenes elskede land paa de stavnkrumme snekker.
Ropte da Atrevs' søn til Argos' kjæmper og bød dem
ruste sig straks, og han klædte sig selv i straalende kobber.
Nedentil spændte han først om ankler og lægger de blanke
skinner av kobber. Med spænder av sølv blev de fæstet om anklen.
Derefter spændte han fast om sit bryst en kostelig brynje,
gaven som engang Kinyros, den mægtige drot, hadde git ham.
Ti om en stordaad blev tidender meldt fra det fjerne til Kypros,
at det akaiiske folk vilde seile i leding til Troja,
og for at vinde hans gunst lot han sende hin brynje til kongen.
Ti av dens striper var hamret med kunst av anløpet blaastaal.
Tolv var av pureste guld, og av lysende tin var de tyve.
Op imot halsen paa hver av siderne bugtet sig trende
slanger av staal med regnbuens glans, naar den lyser i skyen
stillet av Zevs til manende tegn for jordiske slegter.
Hængte da drotten om skuldre sit mægtige slagsverd, hvis nagler
lyste av straalende guld; men skeden som gjemte dets klinge,
funklet av sølv, og en guldsmykket rem var fæstet til skeden.
Derefter tok han sit skjold som var smykket med ringer av kobber,
ti i tallet. Det dækket sin mand fra isse til føtter.
Skjoldbuler tyve av tin var fæstet til malmskjoldets plate,
skinnende hvite. Av staalet det blaa var den midterste hamret.
Gorgos forstenende blik fra det stirrende øienpar lyste
vildt fra dets rund med Flugtens og Rædselens vætter ved siden.
Rikt var dets bærerem smykket med sølv, og i hele dens længde
slynget en slange av blaastaal sin krop. Tre hoder var vokset
ut fra en eneste hals i snoede ringer og bugter.
Hjelmen med hestehaars busk, tvekammet med firdobbelt malmskjerm,
trykket han fast paa sit hode, og frygtelig vaiet dens hjelmbusk.
Derefter grep han i haand to vældige lanser med skarpe
spidser av kobber som sendte mot sky de funklende straaler.
Tordnet da Hera og Pallas med brakende skrald for at hædre
helten, den mægtige drot i den guldrike kongsstad Mykene.
Hver av fyrsterne bød nu sin vognstyrer holde tilbake
hester og vogner i række og rad paa pladsen ved graven.
Selv fôr heltene frem tilfots i den gryende morgen,
rustet med vaaben og verge, mens hærskrik ustanselig gjaldet.
Fremme ved graven og længe før kuskene fylket sig disse.
Bakefter kjørte saa kuskene frem. Da vakte Kronion
kampgny og frygtelig larm; og høit fra den svimlende æter
stænket han blodblandet dugg over val; ti det var jo hans vilje
snart at styrte saa mangen en helt til Hades' bolig.
Troerne rustet sig fjernt paa en haug langt ute paa sletten
fylket av Hektor selv og Polydamas samt av den bolde
kjæmpe Aineias som hædredes høit som en guddom av folket,
dertil av drotten Antenors tre mandhaftige sønner,
Polybos, Akamas, kjæk som en gud, og den gjæve Agenor.
Hektor gik frem med skjoldet paa arm blandt de forreste kjæmper,
Som naar i skyernes rift en ulykkevarslende stjerne
blinker en stund, men atter blir gjemt av drivende skyer,
saaledes var snart Hektor at se blandt de forreste kjæmper,
snart gik han bydende om blandt de bakerste. Straalende lyste
helten i kobberets glans som Alfaders flammende lynglimt.
Likesom naar paa rikmandens mark de talrike høstfolk
møtes fra hver sin kant, naar de meier i snorlike skaarer
bugnende byg eller hvete, og kornbaand falder paa kornbaand,
saaledes stormet med dræpende hugg akaier og troer
frem mot hverandre. Paa æreløs flugt var der ingen som tænkte.
Jevnsterke stod de mand imot mand i kampen og raste
glupske som ulver til fryd for den jammervoldende Eris;
ti i de kjæmpendes rækker var hun den eneste guddom.
Andre av guderne færdedes ei i mændenes fylking.
Samtlige sat de i ro i sin straalende hal paa Olympens
takkede ryg, hvor enhver hadde reist sin prangende bolig.
Knurret da alle mot Zevs, de natsorte stormskyers herre,
saasom han nu vilde skjænke de troiske krigere seiren.
Alfader ænset dem ei; men langt fra alle de andre
fjernet han sig i ro og satte sig stolt av sin hæder,
skuende ned paa troernes by og akaiernes snekker,
kobberets glimtende lyn og mænd som faldt eller fældte.
Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i tilvekst,
traf deres lanser fra hver sin kant og folkene segnet.
Men da det led mot tiden da fjernt i den ødslige fjelddal
skogsmanden lager sin mat, naar haanden er træt av at fælde
storskogens mægtige trær, og arbeidet volder ham ulyst,
mens efter kvægende kost han stunder av hele sit hjerte,
da gik danaerne drabelig paa og sprængte den sterke
fylking, mens hærskriket eggende lød fra række til række.
Foran dem skred Agamemnon og fældte den kjække Bianor,
folkenes hyrde, og derpaa Oilevs som styrte hans hester.
Ti ifra stridsvognen hoppet han ned og stevnet imot ham.
Men da han kjækt stormet frem, traf drotten med skarpslepen lanse
helten i panden med kraft, og malmhjelmen vernet ham ikke.
Tvers gjennem høvdingens hjelm og pandeben fôr den, og hjernen
farvedes rød av blod, og han fældte ham midt i hans stormløp.
Disse lot mændenes drot Agamemnon tilbake paa valen,
begge med udækket bryst; ti han tok deres brynjer som bytte.
Derefter stormet han frem for at fælde kong Priamos' sønner,
Antifos, egte av byrd, og Isos, hans søn med en frille,
begge paa selvsamme vogn som Isos i kamptumlen kjørte.
Antifos kjæmpet fra karm. Da de vogtet sit smaafæ paa Ida,
fanget Akillevs dem fordum og bandt dem med smidige vidjer
begge paa haand og paa fot, men slap dem mot rikelig løsning.
Atrevs' mandige søn, den mægtige drot Agamemnon,
rammet den ene med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten.
Antifos styrtet han ned fra hans vogn med et sverdhugg ved øret,
og da han røvet som seierens pris hans herlige rustning,
kjendte han begge; han saa dem jo hist ved de hurtige snekker,
dengang den raske Akillevs kom dit med dem begge fra Ida.
Likesom løven med tændernes kraft saa lettelig knaser
kraftløse unger av letfotet hind, naar til dyrenes leie
frem den styrter paa fangst og glubende røver dem livet —
— selv om hinden er aldrig saa nær, den magter dog ikke
frelsende hjælp at bringe de smaa; ti skjælvende rædsel
griper den selv, og den iler i hast gjennem tætteste skogsnar,
skumvaat av sved paa hvileløs flugt for det vældige rovdyr -
likesaa litt var troerne nu istand til at verge
begge mot døden. De flygtet jo selv for de grumme argeier.
Helten Hippólokos møtte han næst og den gjæve Peisandros,
sønner av drotten Antimakos, han som, lokket av Paris,
mottok hans gaver av kostelig guld og ivrigst av alle
negtet at gi Menelaos hans deilige hustru tilbake.
Mændenes drot Agamemnon fôr frem mot hans sønner paa valen,
begge paa selvsamme vogn med vælige hester for karmen.
Tøilerne glap dem av hænde, og hestene steilet og tumlet
vildsomt avsted, mens Atrevs' søn som en glubende løve
styrtet imot dem til kamp. Da bad de ham bønlig fra vognen:
«Spar os, Atrevs' søn, og ta vore skatte til løsning!
Meget og kostelig gods har Antimakos hjemme i hallen,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænker vor far dig herlige gaver til gjengjæld,
om han faar spurt at du sparte vort liv ved akaiernes snekker.»
Graatende talte de saa for at mildne med angstfulde bønner
Argos' drot; men ubøielig haardt var svaret de hørte:
«Er I saasandt den stridslystne helt Antimakos' sønner,
han som paa troernes tingplads tilforn har sagt at den bolde
drot Menelaos som kom som bud med den gjæve Odyssevs,
straks skulde dræpes og ei gaa uskadt hjem til Akaia,
da skal I begge faa bøte forvisst for hans skjendige anslag.»
Saa han talte og slynget sit spyd og rammet Peisandros
like i brystet saa høvdingen faldt fra sin stridsvogn paa ryggen.
Helten Hippólokos slog han til jord, da han hoppet av vognen.
Hode og armene hugget han av med sverdet og sparket
kroppen avsted saa den trillet i tumlen omkring som en morter.
Dem lot han ligge; men der hvor rækkerne flokket sig tættest,
derhen fôr han i hast, og akaierne fulgte sin fører.
Kjæmper tilfots jog kjæmper tilfots og vog dem paa flugten.
Kjæmper tilvogns vog kjæmper tilvogns, og støvskyer hvirvlet
op under hestenes drønende hov, mens mændene raste
vildt med den hvæssede malm. Utrættelig fôr Agamemnon
efter med dræpende hugg og egget de andre argeier.
Som naar en herjende brand bryter løs blandt urskogens kjæmper,
jaget av hvirvlende storm, og trærnes mægtige stammer
segner for flammernes vældige magt og knækkes ved roten, —
saaledes sank de ypperste mænd blandt troernes kjæmper
nu for Atrevs' søn, og talrike kraftige tvespand
stormet med stridsvognen tom i raslende løp over valen.
Kraftige styrere savnet de saart; nu laa deres herrer
strakte til jorden, et kjærere syn for grib end for hustru.
Nu blev Hektor av Zevs ført bort fra støv og fra spydregn,
bort fra manddrap og strømmende blod og larmende kampgny.
Atrevs' søn sprang efter og egget danaernes sønner.
Troerne styrtet forbi baade haugen hvor Dardanos' ætling
Ilos var jordet tilforn, og fikenen. Rædde de flygtet
hen over sletten mot byen; men altid fôr kong Agamemnon
efter med gjaldende rop og blod paa de vældige næver.
Men da de kom til den skaiiske port og naadde til eken,
stanset de endelig op og ventet saa der paa de andre.
Endnu flygtet dog mange i rædsel og gru over sletten.
Likesom kjør, naar i mørkeste nat en glubende løve
jager dem alle paa flugt, men dræper en enkelt i flokken
— udyret knækker først halsen med vældige kjæver og slubrer
derefter blodet og sluker tilsidst den dampende indvold —
saaledes fulgte nu Atrevs' søn uten rast eller hvile
altid de flyktende troer og fældte den sidste i flokken.
Mange faldt ned paa sit ansigt fra karm og mange paa ryggen,
rammet av Atrevs' søn; ti vildt han raste med lansen.
Men da han snart maatte naa til de kneisende mure om byen,
da steg guders og menneskers far fra himmelens haller
ned paa den høieste tind av Ida, hvor bækkene risler.
Der tok han plads og satte sig ned med lynet i hænde.
Sendte han da med bud den gyldenvingede Iris:
«Skynd dig, stormsnare Iris, og meld min vilje til Hektor.
Si, han skal haste tilbake, saalænge han ser Agamemnon,
folkenes hyrde, gaa frem saa vildt blandt de forreste kjæmper,
fældende rækker av mænd. Sine folk skal han derimot byde
tappert at trodse i drabelig kamp sine fienders fylking.
Men naar han, rammet av smertende pil eller saaret av lanse,
stiger igjen paa sin vogn, da gir jeg ham kraft til at dræpe,
indtil han kommer ved kveld til de toftede snekker, naar solen
synker i hav og natten er nær med sit hellige mørke.»
Saa han talte, og Iris, den stormsnare, lød ham og svævet
ned til det hellige Troja i hast fra toppen av Ida.
Høvdingen fandt hun, Priamos' søn, den straalende Hektor
staaende høit paa sin prægtige vogn med hestene forspændt.
Iris, den fotrappe, nærmet sig raskt og talte til helten:
«Hektor, Priamos' søn, du Alfaders like i klokskap.
Zevs har sendt mig herned som bud for at melde hans vilje.
Hold dig tilbake fra kamp, saalænge du ser Agamemnon,
folkenes hyrde, gaa frem saa vildt blandt de forreste kjæmper,
fældende rækker av mænd. Dine folk skal du derimot byde
tappert at trodse i drabelig strid sine fienders fylking.
Men naar han, rammet av smertende pil eller saaret av lanse,
stiger igjen paa sin vogn, da gir han dig kraft til at dræpe,
indtil du kommer ved kveld til de toftede snekker, naar solen
synker i hav og natten er nær med sit hellige mørke.»
Saaledes talte den stormsnare mø og hastet tilbake.
— Straks sprang Hektor fra vognen til jord i skinnende rustning,
Svingende to malmhvæssede spyd fôr han om gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Ogsaa argeierne styrket paany de vaklende rækker.
Atter stod kjæmperne bryst imot bryst, og forrest i striden
skred Agamemnon. Hans hu stod til kamp langt foran de andre.
Tal og fortæl, I muser som bor i olympiske haller,
hvilken av troernes mænd eller hjælpernes navngjetne helter
først turde møte i kamp den herlige drot Agamemnon.
Kjæmpen Ifídamas var det, den mandige søn av Antenor,
fostret i faarenes yndige hjem, det frugtbare Trake.
Høvdingens morfar, Kissevs, som avlet den skjønne Teano,
fostret ham der i sit stolte palads fra hans spædeste barndom.
Men da den lille blev yngling og mand med de herligste kræfter,
søkte den gamle at holde ham fast og gav ham sin datter.
Dog, da akaiernes hærtog blev meldt, drog helten i leding
bort fra sin brud og sit hjem med tolv krumstavnede snekker.
Hist i Perkote forlot han de gyngende skibe og stevnet
videre frem over land til Ilions kneisende kongsstad.
Nu gik høvdingen frem mot Atrevs' søn Agamemnon.
Men da de kom paa nærmeste hold og møtte hinanden,
fôr Agamemnons lanse forbi og rammet ham ikke,
medens Ifidamas traf med sit spyd under brynjen i beltet.
Men skjønt han trykket av hele sin kraft med den vældige næve,
magtet han ikke at sprænge den skinnende rem; ti hans spydspids
bøiedes længe forinden som bly mot de sølvblanke plater.
Grep da i hast den mægtige drot Agamemnon om lansen,
rykket den ut av hans haand med kraft som en glubende løve,
hugg ham i halsen med skarpslepet sverd og lammet hans lemmer.
Saaledes segnet den arme og sov den malmtunge dødssøvn
fældet saa grumt, da han hjalp sine landsmænd, fjernt fra sin hustru.
Lønne sin husbond kunde hun ei for de talrike gaver.
Okser, et hundredtal, skjænket han først og lovet med tiden
tusen av gjeter og faar fra de talløse flokker han eide.
Atrevs' søn Agamemnon rev rustningen av ham og hastet
gjennem akaiernes hær med høvdingens herlige vaaben.
Men da Antenors søn, den ældste, en ypperlig kriger,
Koon ved navn, fik se ham med rustningen, mørknet den sorte
knugende sorg hans blik, da han øinet sin bror blandt de faldne.
Usét av Atrevs' søn fôr han mot ham fra siden og støtte
spydsodden midt i hans arm litt nedenfor albueleddet.
Spidsen av skinnende malm fôr skjærende tvers gjennem armen.
Gyste da mændenes drot Agamemnon i isnende smerte.
Dog, han undte sig ei nogen rast i kampen, men styrtet
rasende ind paa Koon med vindhærdet lanse i hænde.
Høvdingen slæpte sin bror Ifidamas med efter foten
bort gjennem vrimlen og ropte til hjælp de tapreste kjæmper.
Men da han slæpte ham bort, traf Atrevs' søn ham med spydet
under det buklede skjold og lammet hans lemmer og skilte
saa over helten Ifídamas' lik hans hode fra kroppen.
Der maatte drotten Antenors sønnepar ende sit livsløp,
fældet av Atrevs' søn, og de vandret nu begge til Hades.
Videre stormet han frem gjennem mændenes rækker og myrdet
grumt med lanse og sverd og vældige stener, saalænge
blodstrømmen endnu var varm, som randt fra den gapende vunde;
siden, da saaret var stivnet og tørt, og blodstrømmen stanset,
vaandet sig Atrevs' kraftige søn i skjærende smerter.
Likesom kvinden i vaandefuld barnsnød føler de skarpe
veers fortærende kval, som fødselsgudinderne volder,
Heras forløsende døtre, som kommer med veer i følge,
saaledes følte nu Atrevs' søn den stikkende smerte.
Op paa vognen han sprang og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker; ti pinslerne skar ham i hjertet.
Ropte han da med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Verg nu I vore bølgekløvende skibe mot arge
fienders vold; ti mig har Zevs, den alvise hersker,
negtet at kjæmpe til dagen er endt, mot troernes stridsmænd.»
Saa han talte. Da pisket hans kusk de vælige hester
hen mot de stavnhøie snekker, og villige fløi de som vinden.
Skummende vaate om bringen, og smudset av støv under buken,
trak de fra kampen den mægtige drot som pintes av saaret.
Men da nu Hektor fik se Agamemnon fjerne sig ilsomt,
skrek han med rungende røst til troer og lykiske stridsmænd:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Vis jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Borte er fiendens tapreste helt, og Zevs har forundt mig
herligste ry. Saa styr da nu eders travende hester
frem mot danaernes mænd for at vinde jer seierens hæder.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Som naar en jæger faar hidset en flok hvittandede hunder
enten mot flygtende vildsvin i skog eller glubende løve,
saaledes hidset nu Priamos' søn de modige troer
frem mot akaiernes mænd saa grum som den mordlystne Ares.
Selv skred han frem i forreste rad, og stolt av sin manddom
styrtet han ind i det vældige slag som en brusende stormvind
kaster sig ned paa violblaat hav og reiser dets bølger.
Hvem var den første og hvem var den sidste av helter som Hektor,
Priamos' søn fik fældet, da Zevs forlenet ham hæder?
Først Asaios og helten Avtonoos, derpaa Opites,
Dolops, Klytios' søn og Ofeltios, saa Agelaos,
helten Hipponoos, hidsig i kamp, Aisymnos og Oros.
Disse danaiske fyrster og menige stridsmænd i mængde
faldt for hans haand. Det var som naar Zefyros kommer og jager
Notos' graahvite skyer paa flugt med vældige vindstøt —
— svulmende brotsjøer velter sig tungt, og vældige skumsprøit
løfter sig høit og spredes av vindenes hvinende byger. —
Saaledes segnet for Hektors haand mangfoldige helter.
Ufærd var nu blit danaernes lod og ubodelig vanheld;
alle akaier var flygtet ombord paa de stavnhøie snekker,
dersom Odyssevs ei hadde ropt til Tydevs' ætling:
«Tydevs' søn! hvi glemmer vi nu at verge os mandig?
Kom dog, kjære, og stil dig hos mig; ti en skam og en skjendsel
blir det, hvis Hektor, den straalende helt, faar tat vore skibe.»
Straks tok den vældige helt Diomedes til orde og svarte:
«Ja, jeg skal kjækt holde stand og gjøre mit bedste; men litet
nytter vel hele vort stræv; ti Alfader, skyenes herre,
under jo troerne mere end os at seire i striden.»
Saa han talte og styrtet fra vogn den kjække Tymbraios,
rammende brystet tilvenstre med malmhvæsset spyd; men Odyssevs
fældte Molion, hans kusk, en helt saa sterk som en guddom.
Disse, hvis kampfærd de nu hadde endt, lot de ligge paa valen.
Tvers gjennem stridstumlen brøt de sig vei med kræfter som tvende
vildsvin som rasende kaster sig ind i et kobbel av hunder.
Saaledes stormet de atter til mord, og hjertelig glade
pustet akaierne ut paa sin flugt for den herlige Hektor.
Der fik de fældet paa selvsamme vogn to navngjetne kjæmper,
sønner av Merops, en drot fra Perkote. Kyndigst av alle
var han i spaadommens kunst og forbød sine sønner at drage
ut til den mandespildende kamp; men de fulgte ei budet;
ti de blev lokket og draget av dødsrikets mørke gudinder.
Tydevs' herlige søn, den spydvante helt Diomedes,
røvet dem aande og liv og tok deres herlige vaaben.
Derpaa Hippódamas faldt og Hypeirokos, dræpt av Odyssevs.
Zevs, som skuet fra Ida i ro paa de kjæmpende hære,
holdt nu vegtstangen like, mens grumt de myrdet hverandre.
Tydevs' søn gik paa og rammet i hoften med spydet
helten Agastrofos, Paions søn; ti hans fotrappe hester
stod ikke nær til flugt. Saa tankeløs var han i faren.
Væbneren holdt dem ved tøilerne fjernt, og i forreste række
kjæmpet han hidsig tilfots, til han selv hadde fundet sin bane.
Hektor fik se dem i kjæmpernes flok og hastet imot dem
ropende høit, mens troernes hær gik efter sin fører.
Men Diomedes, den høimælte helt, fôr sammen ved synet.
Rettet han da et ord til Odyssevs som stod ved hans side:
«Se, hist kommer med død og fordærv den vældige Hektor.
La os nu djervt holde stand og utrættelig verge hinanden.»
Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse
sigtende ret mot hans hode. Han feilet ham ikke, men rammet
øverst i hjelmen. Dog, kobberet glap tilside mot kobber
uten at flænge hans hud; ti hjelmen som Foibos ham skjænket,
vernet ham trygt med tredobbelt malm og skjermende gitter.
Hektor fôr hastig tilbake langt ind i de kjæmpendes vrimmel.
Høvdingen segnet i knæ og støttet den vældige næve
tungt imot jord, og mørknende nat omhyllet hans øine.
Dog, mens Tydevs' søn sprang ind blandt de forreste kjæmper,
efter det kastede spyd som var fæstet i jorden, fik Hektor
tid til at komme til aande. Han hoppet paa vognen og kjørte
ind mellem kjæmpernes flok og undgik døden den sorte.
Efter ham fôr Diomedes med malmhvæsset lanse og ropte:
«Hund! der slap du for døden paany; men nær hadde ufærd
rammet dig. Dog, du blev frelst paany av Foibos Apollon,
han som du trygler om hjælp, naar du gaar mot de truende spydkast.
Dog, jeg skal visselig gi dig din rest, naar vi senere møtes
likesaa visst som ogsaa jeg selv har en guddom til hjælper.
Nu vil jeg stevne til kamp mot enhver jeg kan naa av de andre.»
Saa han talte og røvet i hast Agástrofos' rustning.
Men Aleksandros, den haarfagre Hélenas straalende husbond,
sigtet med buen paa Tydevs' søn, hin folkenes hyrde,
støttet til stenen paa høireist haug, hvor Dardanos' ætling
Ilos, som fordum var troernes drot, var lagt under mulde.
Mens Diomedes holdt paa at spænde den skinnende brynje
løs fra Agastrofos' kraftige bryst og rev ham av skuldre
skjoldet og løste den malmtunge hjelm, trak Paris den krumme
bue tilbake og skjøt, og ikke fôr pilen forgjæves.
Midt under saalen tilhøire han traf, og gjennem hans fotblad
boret sig pilen i muld. Da brast han i latter og traadte
frem fra sit lønlige skjul, og pralende tok han til orde:
«Nu er du saaret. Min pil fløi ei forgjæves fra strengen.
Aa, om jeg nu hadde rammet dig midt i lysken og dræpt dig!
Da, kunde troerne snart pustet ut i sin trængsel; ti alle
gruer og skjælver for dig som brækende gjeter for løven.»
Svarte da uten at ræddes den vældige helt Diomedes:
«Mundkaate skytte, du skrytende buehelt, kvindeforfører!
Prøvet du, mand imot mand, en dyst med vaaben og verge,
nyttet saavisst din bue og bundter av piler dig litet.
Nu da du rispet mig litt i min fot, har du pralet for tidlig.
Ingenting er det at agte, ei mer end om barn eller kvinde
sigtet og traf; ti pilen er mat, naar skytten er kraftløs.
Men naar mit vaaben har rammet, om end det er aldrig saa litet,
gaar det saavisst paa andenslags vis; da dræper det manden.
Hustruens kinder blir kradset tilblods, og sønner og døtre
mister sin far, som farver med blod den jord hvor han raatner.
Rundt om flokker sig rovfugler fler end haarfagre møer.»
Saa han talte. Da traadte den vældige spydhelt Odyssevs
foran sin ven, og han satte sig ned bak helten og rykket
pilspidsen ut av sin fot, mens smerterne sved i hans lemmer.
Op paa karmen han steg og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker, ti kvalerne knuget hans hjerte.
Nu var Odyssevs alene. Av alle danaer stod ingen
mer ved hans side; ti rædsel og gru hadde grepet dem alle.
Sukkende talte da høvdingen saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Hvad skal jeg dog gjøre? Stor skam vil det bli om jeg flygter
ræd for fienders flok; men værre det blir om jeg fanges
ene blandt alle danaer, da Zevs jo har jaget de andre.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Visst jeg vet at nidding er hver som flygter fra kampen.
Den som er foregangsmand i en dyst, maa staa til det sidste,
kraftig og kjæk, hvad enten han selv blir dræpt eller dræper.»
Medens han stod med grublende tvil i sind og i hjerte,
stormet imot ham til strid den skjolddækte troiske fylking.
Selv slog rækkerne ring om den helt som blev deres bane.
Likesom hundenes kobbel og kraftige jægere styrter
frem mot et vildsvin som kommer i løp fra skogenes tykning,
hvæssende hugtanden skinnende hvit mellem krummede kjæver
— rundt de farer i ring om det tænderskjærende udyr.
Modige holder de stand og trodser den truende fare —
saaledes ringet nu troerne ind den gjæve Odyssevs.
Først imot Deiopítes, en høibaaren høvding, han stormet
frem med det hvæssede spyd og stak ham fra oven i skuldren.
Derefter dræpte han Toon, og Ennomos faldt for hans lanse.
Helten Kersidamas hoppet fra karm; da rendte Odyssevs
spydsodden under hans buklede skjold og traf ham ved navlen.
Høvdingen tumlet i støvet og famlet med haanden paa jorden.
Dem lot han ligge og rammet med spyd den vældige Karops,
Hippasos' søn, en kjødelig bror av den høibaarne Sokos.
Sokos, en kjæmpe saa sterk som en gud, sprang til for at hjælpe.
Kjækt gik han frem paa nærmeste hold og talte til helten:
«Bolde Odyssevs, du mester i list og i møisomme kampe!
Enten skal selv du idag kunne rose dig av at du dræpte
tvende av Hippasos' sønner og røvet et heltepars rustning,
eller skal selv du miste dit liv for denne min lanse.»
Saa han talte og rettet et støt mot malmskjoldets runding.
Gjennem det blinkende skjold gik først den vældige lanse,
boret sig saa med kraft gjennem panserets kunstige plater
og fra hans sideben flænget den bort hans hud; men Atene
lot ikke spydsodden trænge sig ind i høvdingens indvold.
Men da Odyssevs forstod at han ei var dødelig saaret,
gik han tilbake, og truende lød til Sokos hans tale:
«Ve dig, arme! Forvisst skal du hente dig døden, den bratte.
Vel har du stanset mig nu i min kamp mot troernes skare;
dog, jeg lover at her skal dødens den sorte gudinde
naa dig idag. Mit spyd skal kue dig. Mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han talte; men hin hadde vendt sig igjen for at flygte.
Dog, da han vendte sig, traf han ham haardt i ryggen med lansen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Drønende faldt han til jord, og pralende ropte Odyssevs:
«Sokos, Hippasos' søn, den hestetumlende krigers!
Døden den sorte har rammet dig først; du slap ikke fra den.
Ve dig, arme! Din far og din mor skal ikke faa lukke
nu dine øine i døden; men snart skal ravner og gribber
flokkes paa flaksende vinger og graadig fortære dit aatsel.
Falder jeg selv, skal akaiernes mænd dog feire min likfærd.»
Saa han talte og trak den krigerske Sokos' lanse
ut av sin hud og det buklede skjold, og blodet det sorte
sprøitet i hast fra det gapende saar og voldte ham pine.
Men da troerne merket at blodstrømmen fløt fra Odyssevs,
gik de imot ham alle som en med larmende kamprop.
Høvdingen trak sig tilbake og kaldte til hjælp sine landsmænd.
Treganger skrek han saa høit som bryst og lunger kan magte;
treganger hørte den krigerske helt Menelaos hans stemme.
Rettet han da et ord til Aias som stod ved hans side:
«Aias, Telamons søn, du stridsmænds høibaarne hersker!
Tydelig klang i mit øre et rop fra den djerve Odyssevs.
Hærskriket lød, som var han forlatt, mens troernes skarer
stængte hans vei og trængte ham haardt i vældige kampe.
Kom, det er bedst at vi hjælper ham straks, la os gaa gjennem vrimlen.
Staar han alene mot troernes sværm, er jeg ræd det gaar ilde,
kjæk som han er, og saart vil danaerne savne hans manddom.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den mandige Aias.
Fandt de da helten Odyssevs, hin yndling av Zevs, og omkring ham
sværmet nu troerne tæt som brandgule sultne sjakaler
flokkes paa fjeld om den hornede hjort som jægerne saaret
haardt med den smertende pil. Den flygter paa hurtige føtter,
medens dens blod er varmt, og knæerne bøier sig myke.
Naar saa den vingede pil tilsidst har kuet dens livskraft,
fraadser paa fjeld i skyggefuld lund de griske sjakaler
graadig i dyret; men sender en gud en glubende løve,
spredes sjakalernes flok, og løven kan sluke sit bytte.
Saaledes flokkedes nu om helten, den kloke Odyssevs,
troiske kjæmper i mængde; men høvdingen møtte dem modig,
svingende lansen og verget sig kjækt mot dødsdagens jammer.
Aias kom hen til sin ven med det taarnhøie malmskjold paa armen.
Frem til helten han sprang. Straks splittedes troernes skare.
Men Menelaos fik grepet Odyssevs ved armen og ført ham
bort gjennem stimlen, til væbneren kom med hestenes tvespand.
Aias fôr ind i troernes flok og dræpte Doryklos,
Priamos' søn med en frille, og Pándokos vog han med lansen.
Pyrasos faldt for hans spyd og Lysandros og helten Pylártes.
Som naar en flommende elv om vinteren fosser fra fjeldet
ut over sletten, naar Alfaders regn har øket dens vande
— mangen en raatnende ek og mangfoldige mægtige graner
river den med, og masser av dynd den skyller i sjøen —
saaledes jaget nu Aias de flygtende hester og stridsmænd
hen over sletten og hugget dem ned. Den vældige Hektor
merket det ei; ti han stred paa den ytterste kampfløi til venstre.
fjernt ved elven Skamandros' bred, hvor de talrikste kjæmper
segnet paa valen, mens eggende rop ustanselig gjaldet
rundt om den vældige Aias og helten Idomenevs' fylking.
Midt iblandt disse brøt Hektor sig vei og raste fra vognen
grufuldt med lansen og gjorde det lyst blandt svendenes rækker.
Dog, ei hadde vel endnu akaierne veket fra valen,
hadde ei nu Aleksandros, den haarfagre Hélenas husbond,
stanset Makaon, den herlige drot, i hans mandige kampfærd,
rammende helten med trespidset pil i skuldren tilhøire.
Alle akaiernes modige mænd blev rædde for vennen,
saasom de frygtet hans fald, hvis der nu blev en vending i kampen.
Ropte da drotten Idomenevs straks til den herlige Nestor:
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder!
Skynd dig nu op paa din karm, og la ogsaa den gjæve Makaon
stige tilvogns og styr saa i hast dine hester til flaaten.
Mangdobbelt værd mot andre har lægen som kyndig kan skjære
pilene ut og stille vor kval med lægende urter.»
Saa han talte, og Nestor, den gamle gereniske kjæmpe,
fulgte hans raad og hoppet tilvogns, og helten Makaon,
lægen, den bolde Asklepios' søn, steg op ved hans side.
Hestene gav han et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnkrumme snekker; ti derhen stod al deres higen.
Nu blev Kebríones, kusken som stod hos Hektor paa vognen,
var at troernes rækker blev sprængt, og han talte til helten:
«Hektor, paa ytterste fløi av den frygtelig larmende valplads
færdes vi to i danaernes flok, mens de øvrige troer
tumler forvildet omkring, de selv og de skrækslagne hester.
Aias forfærder dem, Telamons søn; paa skjoldet det brede
kjender jeg helten. Han bærer det slængt om de mægtige skuldre.
Kom, la os styre vor vogn og hestene dit hvor de kjække
stridsvognskjæmper og helter tilfots i den tætteste tummel
fælder hverandre i kamp med ustanselig gjaldende hærskrik.»
Saa han talte og snertet sit spand med de flagrende manker
raskt med den hvinende pisk. De hørte hans svepe og stormet
frem med den ilende vogn mellem troer og gjæve danaer
trampende skjolde og lik. Forneden blev stridsvognens aksel
vætet i blod, mens hjulenes ring og hestenes hover
slynget mot fatingens kant en regn av blodige draaper.
Hektor fôr ivrig avsted for at kaste sig ind i den tætte
vrimmel og bryte sig vei, og han vakte i fiendens skare
frygtelig gny; ti kort var den rast som han undte sin lanse.
Gjennem de øvrige rækker av mænd han stormet og fældte
helter for fote med lanse og sverd og vældige stener.
Dog han skydde et møte med Aias paa valen; ti stadig
harmedes Zevs, naar han vaaget en dyst mot en gjævere kjæmpe.
Men den almægtige Zevs slog Aias med lammende rædsel.
Haandfalden stanset han, slængte sit skjold paa ryggen og flygtet
Angstfuldt flakket hans blik som et rovdyrs ut over vrimlen.
Idelig vendte han sig, og nølende flyttet han foten.
Likesom ofte naar hunder og kraftige svende fra bygden
jager paa flugt fra oksernes kve den brandgule løve —
natten igjennem de passer sin vakt, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig, grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages —
saa vek Aias motfalden bort fra troernes skare,
saare uvillig i sind; ti han skalv for akaiernes skibe.
Som naar det stridige æsel, som gaar langs bølgende aker,
trodser i stædighet gutternes flok, skjønt talrike kjepper
knækkes mot ryggen — det trænger sig ind og æter av kornet.
Guttene slaar med kjeppene løs, men de magter for litet.
Knapt faar de drevet det ut, naar dyret er mættet med kornaks —
saaledes fulgte nu troer og langveis hentede stridsmænd
altid i hælene Telamons søn, den vældige Aias,
slyngende midt i hans mægtige skjold de blinkende lanser.
Stundom mindedes helten sit stormende kampmod og vendte
hastig sig om og jaget de hestetumlende troers
rækker tilbake med kraft, snart gav han sig atter paa flugten.
Dog, for enhver av dem sperret han vei til de stavnkrumme snekker.
Midt mellem troernes mænd og akaierne stod han og kjæmpet.
Rasende verget han sig, mens lanser fra modige hænder
trængte sig ind i hans vældige skjold, naar de fôr ham i møte.
Mangen en lanse blev fæstet i muld og stanset paa veien,
førend den naadde hans skinnende hud, som den grisk vilde smake.
Men da Evaimons mandhaftige søn Evrypylos saa ham
stedt i den ytterste nød i fiendens tætteste spydregn,
traadte han hen ved hans side og kastet sin blinkende lanse.
Ret under brystet i leveren traf han den mægtige høvding,
Favsios' søn Apisaon, og lammet de smidige lemmer.
Straks fôr Evrypylos frem og løste hans panser fra brystet.
Da Aleksandros, den straalende helt, saa skjøn som en guddom,
saa at Evrypylos røvet ham rustningen, spændte han buen,
sigtet i hast og traf med sin pil i laaret til høire.
Knækket blev pilen i skaftet, og tyngende hang den i laaret.
Bakover gik han mot vennernes flok og flygtet for døden.
Lydt han ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner! argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Stans dog og vend eder om for at verne mot dødstimens jammer
Aias som trænges av spyd; ti knapt kan jeg tro at han ellers
slipper fra kamptumlens grufulde larm. Saa stil jer da freidig
frem til vern for Telamons søn, den vældige Aias.»
Saaledes ropte den saarede helt, og vennerne traadte
nær til Aias med løftede spyd og støttet de sterke
skjold mot de mægtige skuldre; men Aias, som kom dem i møte,
vendte sig om og holdt stand, da han naadde de hjælpende venner.
Saaledes raste den hidsige strid som luende flammer.
Skummende vaate av sved trak raske Neleiske hopper
Nestor og folkenes hyrde, den gjæve Makaon, fra striden.
Fik da Akillevs, den fotrappe helt, snart øie paa gubben,
just som han stod ved den bakerste stavn av sit mægtige langskib,
skuende ut over kampenes gru og de flygtendes jammer.
Høilydt ropte han straks fra sit skib paa den ædle Patroklos.
Vennen fik høre hans røst og traadte lik krigsguden Ares
ut av sit telt — men dette blev snart hans ulykkes ophav.
Først tok Menoitios' kraftige søn til orde og spurte:
«Si mig, Akillevs, hvi kalder du mig? Hvad er det du vil mig?»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Søn av Menoitios, herlige helt, saa kjær for mit hjerte!
Snart vil akaierne, tror jeg, med jamrende bønner sig klamre
til mine knær; ti i nød er de stedt, som de ikke kan bære.
Kjære Patroklos, du yndling av Zevs, gaa hen for at spørre
Nestor, hvem dog den saarede er som han fører fra striden.
Bakfra ligner han grant den herlige høvding Makaon,
søn av Asklepios. Dog, hans aasyn skjelner jeg ikke;
ti som et blink fôr vognen forbi med de fyrige hester.»
Gjorde da straks Patroklos hvad vennen, den elskede, bød ham.
Ilsomt drog helten avsted til akaiernes telter og skibe.
Men da nu hine til Nestors telt var kommet tilbake,
hoppet de selv fra stridsvognen ned paa den nærende jordbund.
Svenden Evrymedon spændte fra karm de vælige hester.
Begge gik ned til den skvulpende strand, og vendt imot brisen
svaiet de kjortlen som dryppet av sved, i den kjølige luftning.
Derefter gik de til teltet og satte sig hver paa sin løibænk.
Vinmosten blandet den haarfagre mø Hekamede, som gubben
førte fra Tenedos' ø, da Akillevs herjet dens strande,
helten Arsinoos' datter. Hun blev av akaierne skjænket
Nestor som løn; ti i fyrsternes raad var han visest av alle.
Foran dem satte hun først et bord, hvis skinnende plate
hvilte paa føtter av anløpet staal. Paa bordet blev stillet
kurven av kobber med duftende løk som tilgift til drikken.
Dertil den guldgule honning og brød av det hellige bygmel.
Vinbollen satte hun frem, den skjønne, som oldingen førte
med sig fra hjemmet. Med nagler av guld var den smykket, og fire
skinnende hanker. Paa hver av dem stod to nebbende duer,
formet av pureste guld, og den hvilte paa dobbelte føtter.
Vanskelig magtet en anden at løfte den op ifra bordet,
naar den var fyldt; men oldingen Nestor bar den med lethet.
Blandet da heri den deilige mø, gudindernes like,
kyndig den pramniske vin og gjetemelksost; med et rivjern
rev hun den fin og strødde tilsidst det hviteste bygmel,
rørte saa om i den blandede most og bød dem at drikke.
Men da den herlige drik hadde læsket de brændende struper,
frydet de sig ved at veksle saa mangt et ord med hinanden.
Henimot døren kom, skjøn som en gud, den ædle Patroklos.
Oldingen saa ham og reiste sig op fra sit prægtige sæte,
førte ham ind ved haanden og bød ham venlig at sitte.
Helten Patroklos vægret sig dog og meldte sit erend:
«Høibaarne gubbe, nød mig ei nu; jeg kan ikke sitte.
Ærefrygt skylder jeg ham som sendte mig hit for at spørre,
hvem han kan være den saarede helt som du kjørte fra striden.
Dog, jeg kjender ham selv; det er drotten Makaon jeg skuer.
Nu gaar jeg hjem for straks at melde Akillevs mit budskap.
Hvordan han er, det vet du jo godt, gudfostrede gubbe.
Helten er barsk. Selv skyldløs mand kan han lettelig laste.»
Straks tok Nestor, den graanede helt, til orde og svarte:
«Si mig, hvi gjør det Akillevs kun ondt for akaiernes sønner
først naar en helt er saaret av spyd? Kun litet han aner
al den nød som har rammet vor leir. De tapreste helter
ligger ved skibene, saaret av spyd eller rammet av piler.
Saaret er Tydevs' søn, den vældige helt Diomedes.
Helten Odyssevs er rammet og mændenes drot Agamemnon,
og av en pil blev nys Evrypylos rammet i laaret.
Her er nu atter en helt som jeg netop har reddet fra kampen,
saaret med pilen fra streng; men kjæmpen iblandt os, Akillevs,
har ikke hjerte for nøden. Danaerne rager ham ikke.
Nøler han da paa trods, til de hurtige skibe paa stranden
brændes i herjende ild, saa nødig akaierne vil det,
medens vi andre blir myrdet paa rad? Jeg selv har jo ikke
længer den kraft som jeg eide tilforn i de smidige lemmer.
Gid jeg var likesaa ung, og min arm var likesaa kraftig,
som da vi stevnet til strid mot kjæmper fra Elis som ranet
frækt vort beitende fæ, og Itymonevs faldt for min lanse,
kongen i Elis, Hypeirokos' søn, og jeg førte som bytte
rikelig vederlag hjem. Mens drotten i forreste række
vernet om storfæet, rammet jeg ham med et spyd fra min høire.
Stendød faldt han, og bøndernes flok maatte flygte i rædsel.
Bytte i mængdevis sanket vi da fra de frodige beiter.
Femti bølinger tok vi av kjør og likesaa mange
flokker av sauer og børstede svin og brækende gjeter.
Hundred og femti i tal var de gulblakke hester vi røvet.
Alle var hopper, og mange av dem hadde smaaføl ved foten.
Drev vi da hjem til Nelevs' stad, til Pylos, vort bytte
midt paa natten, og glad blev Nelevs, min far, da jeg vendte
hjem fra krigstoget, ung som jeg var, med rikelig hærfang.
Straks ved morgengry stevnet herolderne høilydt til møte
alle som eide et fuldgyldig krav i det hellige Elis.
Pylos' raadende mænd var samlet og delte ut byttet
Mangen en mand hadde krav paa epeierne. Litet i antal
var jo det pyliske folk, og overlast hadde vi døiet;
ti i de fremfarne aar var Herakles, den vældige, kommet
mot os med vold, og de gjæveste mænd var fældet av helten.
Engang var jeg den tolvte i tal av Nelevs' sønner.
Nu var jeg ene tilbake; ti dræpt var alle de andre,
og det var derfor epeierne nu, forblindet av hovmod,
krænket vor ret og øvet saa tidt den frækkeste voldsdaad.
Valgte da Nelevs sig ut en bøling av kjør, og av sauer
tok han tre hundrede selv og gjæterne med; ti det største
vederlag skyldtes jo ham for tap i det hellige Elis.
Firspand av veddeløpshester, som kom til det festlige dystløp,
røvet de fra ham og stridsvognen med. Om en kostelig trefot
skulde de løpe omkap; men drotten Avgeias beholdt dem.
Kusken fik fare; men tungt var hans sind da han mistet sit firspand.
Egget til harm ved krænkende ord og skammelig voldsdaad,
tok nu den gamle ustyrtelig gods og delte det andet
ut, saa ingen blandt folket gik tomhændet bort ifra tinge.
Medens vi syslet med dette og ofret paa gudernes altre
rundt i vor by, kom epeiernes folk tre dage derefter
hastig imot os i talløs flok med stampende hester.
Ogsaa Molíones sønner var med paa toget, skjønt begge
endnu var gutter med liten forstand paa stormende kampfærd.
Fjernt ved Alfeios' strøm, ved det sandige Pylos' grænser
ligger en stad, Tyoéssa, paa aasryggens bratteste styrtning.
Rundt om dens ringmure leiret de sig for at lægge den øde.
Men da paa sletten de stormet avsted, fôr Pallas Atene
ned fra Olymp i det natlige mulm og bød os at ruste
hæren til strid, og det pyliske folk fik hun lettelig samlet.
Hæren var villig og lysten paa kamp; men mig vilde Nelevs
negte at drage i leding, og hestene gjemte han for mig.
Oldingen mente jeg endnu var ung og ukyndig i kampen.
Men omendskjønt jeg kjæmpet tilfots blandt stridsmænd paa vogner,
styrte Atene det saa at jeg blev den første paa valen.
Nær ved Arene der falder en elv, Minyeïos kaldet,
ut i det blaanende hav. Vi pyliske vognkjæmper ventet
der paa den gryende dag, mens fotfolket strømmet til leiren.
Samlet brøt krigerne op, og rustet med vaaben og verge
kom vi ved middagstid frem til Alfeios' hellige vande.
Herlige festofre bragte vi der til Zevs, og av okser
slagtet vi én til Alfeios, og én til den sterke Poseidon,
men til den blaaøide Pallas den ypperste kvie i flokken.
Derefter nød hver deling for sig sin kveldsmat i leiren,
og i sin rustning gik hver av os snart til hvile ved elvens
mægtige strøm. Men alle epeiernes modige stridsmænd
kringsatte byen forlængst og ønsket at lægge den øde.
Dog, de fik se at de først maatte gaa til de sværeste kampe;
ti da den straalende sol med sin glans stod op over jorden,
gik vi imot dem til kamp med en bøn til Zevs og Atene.
Straks, da Pylos' mænd og epeierne møttes i kampen,
fældte jeg først en helt og tok hans travende tvespand.
Mulios het han, en mester med spyd. Han var gift med den ældste
datter av drotten Avgeias, den lyslette mø Agamede.
Grant hun kjendte hver lægende urt som spirer av mulde.
Høvdingen traf jeg med malmhvæsset spyd, da han stevnet imot mig.
Ned i støvet han faldt. Da sprang jeg paa vognen og stevnet
ind i kjæmpernes forreste rad; men de gjæve epeier
flygtet til hver sin kant, da de saa at helten var falden,
stridsvognkjæmpernes fører, den tapreste høvding paa valen.
Videre styrtet jeg frem som en storm fra natsorte skyer.
Femti stridsvogner tok jeg som rov, og paa hver maatte tvende
krigere bite i græsset. De faldt for min vældige lanse.
Visselig hadde jeg fældet Moliones sønner med Aktor,
hvis ikke guttenes far, jordrysteren, guden Poseidon
frelst hadde ført dem fra val og hyllet dem ind i en taake.
Der gav Alfader Pylos' mænd den herligste seier;
ti ustanselig fulgte vi dem over vidtstrakte sletter.
Mændene hugget vi ned og sanket de prægtigste vaaben,
indtil vi naadde tilvogns Buprasions bølgende akre
nær det oleniske fjeld og Aleisions haug, som den kaldes.
Der lot Atene os stanse og vende tilbake med hæren.
Den som jeg dræpte tilsidst, blev liggende der; men til Pylos
kjørte vi nu fra Buprasion hjem med de fotrappe hester.
Alle lovpriste blandt guderne Zevs, blandt mændene Nestor.
Slik har jeg været. Ak ja, den tid er forbi; men Akillevs
nyter sin manddom helt for sig selv. Jeg tror han vil graate
bitterlig over sin færd, naar landsmænd er fældet for fote.
Husk dog, kjære, de raad som din far Menoitios gav dig,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til vor drot Agamemnon.
Helten Odyssevs og jeg var begge tilstede i hallen.
Vi to har hørt hvert eneste ord som blev lagt dig paa hjerte.
Ti paa vor færd var vi kommet til Pelevs' prægtige kongsgaard,
dengang vi samlet en hær i akaiernes frugtbare bygder.
Helten Menoitios traf vi i drottens palads og tillike
dig og Akillevs; men gubben, den graanede vognstyrer Pelevs,
ofret til lynguden Zevs i den lukkede borggaard de fete
laar av en okse. Han holdt i sin haand et guldstøp og heldte
fromt ved alteret funklende vin paa det brændende offer.
I var ifærd med offerets kjød. Da traadte vi begge
ind gjennem porten. Akillevs sprang op forundret og tok os
begge ved haanden og førte os ind og bød os at sitte,
dækket saa op med gjestebudskost som man byder en fremmed.
Men da vi saa hadde frydet vor sjæl med mat og med drikke,
nævnte jeg først vort erend og bad jer begge slaa følge.
Straks var I rede, og gavnlige raad fik I med av de gamle.
Oldingen Pelevs besvor sin søn Akillevs at huske
altid at vise sig kjæk og helst som den bedste av alle.
Derpaa gav Aktors søn Menoitios dig en formaning:
«Elskede søn, av ætt og av byrd er Akillevs den første.
Du er den ældste av aar; men i kraft er han atter din mester.
Nu maa du tale til ham som en ven og staa ved hans side
trofast med raad og med vink; ti gavnlige raad vil han følge.»
Dette var oldingens ord; men du glemte dem. Dog du maa endnu
minde Akillevs om dette. Forsøk om han nu lar sig raade;
ti hvem vet om du ei med gudernes hjælp kunde røre
endnu hans hjerte? Et raad av en ven er altid en vinding.
Dersom han bæver i hjertet av gru for et varsel fra guder,
og hans ærværdige mor fra Zevs har bragt ham et budskap,
la ham da sende os dig og med dig myrmidonernes fylking
samlet til hjælp. Kanhænde da du blev danaernes redning.
Dig faar han ogsaa la bære i kamp sin herlige rustning.
Kanske da troernes mænd holdt dig for Akillevs og rædde
holdt sig tilbake fra kamp, saa akaierne nu i sin vaande
fik puste ut. Et øiebliks hvil kan lette os kampen.
I som er uthvilte kunde jo let i kampen faa jaget
mødige mænd til byen paa flugt fra skibe og telter.»
Saaledes talte den gamle og rørte hans hjerte i brystet.
Hjem langs skibene løp han til Aiakos' ætling Akillevs.
Men da Patroklos i ilende løp kom dit hvor den gjæve
høvding Odyssevs' fartøier laa ved akaiernes torvplads,
der hvor tinget blev sat og hvor gudernes altre var bygget,
vaklet den høibaarne drot Evrypylos, søn av Evaimon,
helten imøte; ti rammet fornys i laaret av pilen
hinket han hjem fra kampen, mens sveden i draapevis haglet
ned over skuldre og ansigt og blodstrømmen mørkerød rislet
ut av det sviende saar. Dog hadde han endnu sin samling.
Inderlig ynk grep helten den sterke Patroklos ved synet.
Klagende talte han vingede ord til vennen og mælte:
«Stakkars jer som i raad og daad er akaiernes formænd!
Aa, saa skulde I da saa langt fra venner og hjemland
mætte ved Troja med fett de graadige fotrappe hunder.
Tal dog, Evrypylos, gudfødte helt, og svar paa et spørsmaal:
Tror du akaiernes mænd kan stanse den herlige Hektor,
eller skal alle bli kuet og dø for hans vældige lanse?»
Straks tok den saarede helt Evrypylos ordet og svarte:
«Ædle Patroklos, forvisst vil akaierne ei kunne verge
længer sit liv, men maa flygte ombord paa de tjærede snekker.
Ja; ti hver eneste helt som tilforn blev nævnt blandt de bedste,
ligger ved skibene saaret med stik eller hugg av de grumme
troiske mænd som altid paany faar økede kræfter.
Kjære, aa frels mig og før mig dog hen til mit tjærede langskib.
Skjær ut pilen av saaret og vask det rent for det sorte
størknede blod med kuldslaat vand og strø over saaret
lægende urter, hvis bruk man sier Akillevs har lært dig.
Selv har han lært det av Keiron, kentaurernes ædleste høvding.
Ti Podaleirios selv og Makaon, de dygtigste læger,
kan ikke hjælpe os mer. Den ene er saaret og ligger,
skulde jeg tro, i sit telt og trænger vel selv til en læge,
medens den anden nu kjæmper paa val mot de rasende troer.»
Nu tok Menoitios' kraftige søn til orde og svarte:
«Hvordan skal dette bli ordnet, Evrypylos? Hvad skal vi gjøre?
Selv er jeg nu paa vei for at bringe den tapre Akillevs
bud fra akaiernes vogter og vern, den gereniske Nestor.
Dog jeg formaar ei at svigte dig nu, saa ondt som du har det.»
Saa han talte og fattet ham lindt om livet og førte
høvdingen ind i hans telt, og væbneren bredte paa leiet
huder av okser. Der la han ham ned og snittet med kniven
ut av laaret den sviende pil og vasket det sorte
blod fra hans saar med det kuldslaatte vand og knuste den bitre
smertestillende rot og strødde den paa, og den lindret
al hans pine. Hans saar blev tørt, og blodet blev stanset.
bringende lys til menneskers barn og til evige guder.
Da lot Alfader ile som bud til akaiernes snekker
Eris, den grufulde vætte, med krigslarmens jertegn i hænde.
Stanset hun da ved Odyssevs' skib, det mægtige sorte.
Midterst i rækken det laa, og fra fartøiet kunde hun høres
baade hvor Aias, Telanions søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs' leir. Paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Like ved langskibet stanset hun brat og ropte med grufuld
gjaldende røst og vakte i bryst hos alle akaier
kraft og ubøielig mod til kamp uten rast eller hvile.
Søtere tyktes dem nu at stevne til kamp end at ile
hjem til fædrenes elskede land paa de stavnkrumme snekker.
Ropte da Atrevs' søn til Argos' kjæmper og bød dem
ruste sig straks, og han klædte sig selv i straalende kobber.
Nedentil spændte han først om ankler og lægger de blanke
skinner av kobber. Med spænder av sølv blev de fæstet om anklen.
Derefter spændte han fast om sit bryst en kostelig brynje,
gaven som engang Kinyros, den mægtige drot, hadde git ham.
Ti om en stordaad blev tidender meldt fra det fjerne til Kypros,
at det akaiiske folk vilde seile i leding til Troja,
og for at vinde hans gunst lot han sende hin brynje til kongen.
Ti av dens striper var hamret med kunst av anløpet blaastaal.
Tolv var av pureste guld, og av lysende tin var de tyve.
Op imot halsen paa hver av siderne bugtet sig trende
slanger av staal med regnbuens glans, naar den lyser i skyen
stillet av Zevs til manende tegn for jordiske slegter.
Hængte da drotten om skuldre sit mægtige slagsverd, hvis nagler
lyste av straalende guld; men skeden som gjemte dets klinge,
funklet av sølv, og en guldsmykket rem var fæstet til skeden.
Derefter tok han sit skjold som var smykket med ringer av kobber,
ti i tallet. Det dækket sin mand fra isse til føtter.
Skjoldbuler tyve av tin var fæstet til malmskjoldets plate,
skinnende hvite. Av staalet det blaa var den midterste hamret.
Gorgos forstenende blik fra det stirrende øienpar lyste
vildt fra dets rund med Flugtens og Rædselens vætter ved siden.
Rikt var dets bærerem smykket med sølv, og i hele dens længde
slynget en slange av blaastaal sin krop. Tre hoder var vokset
ut fra en eneste hals i snoede ringer og bugter.
Hjelmen med hestehaars busk, tvekammet med firdobbelt malmskjerm,
trykket han fast paa sit hode, og frygtelig vaiet dens hjelmbusk.
Derefter grep han i haand to vældige lanser med skarpe
spidser av kobber som sendte mot sky de funklende straaler.
Tordnet da Hera og Pallas med brakende skrald for at hædre
helten, den mægtige drot i den guldrike kongsstad Mykene.
Hver av fyrsterne bød nu sin vognstyrer holde tilbake
hester og vogner i række og rad paa pladsen ved graven.
Selv fôr heltene frem tilfots i den gryende morgen,
rustet med vaaben og verge, mens hærskrik ustanselig gjaldet.
Fremme ved graven og længe før kuskene fylket sig disse.
Bakefter kjørte saa kuskene frem. Da vakte Kronion
kampgny og frygtelig larm; og høit fra den svimlende æter
stænket han blodblandet dugg over val; ti det var jo hans vilje
snart at styrte saa mangen en helt til Hades' bolig.
Troerne rustet sig fjernt paa en haug langt ute paa sletten
fylket av Hektor selv og Polydamas samt av den bolde
kjæmpe Aineias som hædredes høit som en guddom av folket,
dertil av drotten Antenors tre mandhaftige sønner,
Polybos, Akamas, kjæk som en gud, og den gjæve Agenor.
Hektor gik frem med skjoldet paa arm blandt de forreste kjæmper,
Som naar i skyernes rift en ulykkevarslende stjerne
blinker en stund, men atter blir gjemt av drivende skyer,
saaledes var snart Hektor at se blandt de forreste kjæmper,
snart gik han bydende om blandt de bakerste. Straalende lyste
helten i kobberets glans som Alfaders flammende lynglimt.
Likesom naar paa rikmandens mark de talrike høstfolk
møtes fra hver sin kant, naar de meier i snorlike skaarer
bugnende byg eller hvete, og kornbaand falder paa kornbaand,
saaledes stormet med dræpende hugg akaier og troer
frem mot hverandre. Paa æreløs flugt var der ingen som tænkte.
Jevnsterke stod de mand imot mand i kampen og raste
glupske som ulver til fryd for den jammervoldende Eris;
ti i de kjæmpendes rækker var hun den eneste guddom.
Andre av guderne færdedes ei i mændenes fylking.
Samtlige sat de i ro i sin straalende hal paa Olympens
takkede ryg, hvor enhver hadde reist sin prangende bolig.
Knurret da alle mot Zevs, de natsorte stormskyers herre,
saasom han nu vilde skjænke de troiske krigere seiren.
Alfader ænset dem ei; men langt fra alle de andre
fjernet han sig i ro og satte sig stolt av sin hæder,
skuende ned paa troernes by og akaiernes snekker,
kobberets glimtende lyn og mænd som faldt eller fældte.
Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i tilvekst,
traf deres lanser fra hver sin kant og folkene segnet.
Men da det led mot tiden da fjernt i den ødslige fjelddal
skogsmanden lager sin mat, naar haanden er træt av at fælde
storskogens mægtige trær, og arbeidet volder ham ulyst,
mens efter kvægende kost han stunder av hele sit hjerte,
da gik danaerne drabelig paa og sprængte den sterke
fylking, mens hærskriket eggende lød fra række til række.
Foran dem skred Agamemnon og fældte den kjække Bianor,
folkenes hyrde, og derpaa Oilevs som styrte hans hester.
Ti ifra stridsvognen hoppet han ned og stevnet imot ham.
Men da han kjækt stormet frem, traf drotten med skarpslepen lanse
helten i panden med kraft, og malmhjelmen vernet ham ikke.
Tvers gjennem høvdingens hjelm og pandeben fôr den, og hjernen
farvedes rød av blod, og han fældte ham midt i hans stormløp.
Disse lot mændenes drot Agamemnon tilbake paa valen,
begge med udækket bryst; ti han tok deres brynjer som bytte.
Derefter stormet han frem for at fælde kong Priamos' sønner,
Antifos, egte av byrd, og Isos, hans søn med en frille,
begge paa selvsamme vogn som Isos i kamptumlen kjørte.
Antifos kjæmpet fra karm. Da de vogtet sit smaafæ paa Ida,
fanget Akillevs dem fordum og bandt dem med smidige vidjer
begge paa haand og paa fot, men slap dem mot rikelig løsning.
Atrevs' mandige søn, den mægtige drot Agamemnon,
rammet den ene med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten.
Antifos styrtet han ned fra hans vogn med et sverdhugg ved øret,
og da han røvet som seierens pris hans herlige rustning,
kjendte han begge; han saa dem jo hist ved de hurtige snekker,
dengang den raske Akillevs kom dit med dem begge fra Ida.
Likesom løven med tændernes kraft saa lettelig knaser
kraftløse unger av letfotet hind, naar til dyrenes leie
frem den styrter paa fangst og glubende røver dem livet —
— selv om hinden er aldrig saa nær, den magter dog ikke
frelsende hjælp at bringe de smaa; ti skjælvende rædsel
griper den selv, og den iler i hast gjennem tætteste skogsnar,
skumvaat av sved paa hvileløs flugt for det vældige rovdyr -
likesaa litt var troerne nu istand til at verge
begge mot døden. De flygtet jo selv for de grumme argeier.
Helten Hippólokos møtte han næst og den gjæve Peisandros,
sønner av drotten Antimakos, han som, lokket av Paris,
mottok hans gaver av kostelig guld og ivrigst av alle
negtet at gi Menelaos hans deilige hustru tilbake.
Mændenes drot Agamemnon fôr frem mot hans sønner paa valen,
begge paa selvsamme vogn med vælige hester for karmen.
Tøilerne glap dem av hænde, og hestene steilet og tumlet
vildsomt avsted, mens Atrevs' søn som en glubende løve
styrtet imot dem til kamp. Da bad de ham bønlig fra vognen:
«Spar os, Atrevs' søn, og ta vore skatte til løsning!
Meget og kostelig gods har Antimakos hjemme i hallen,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænker vor far dig herlige gaver til gjengjæld,
om han faar spurt at du sparte vort liv ved akaiernes snekker.»
Graatende talte de saa for at mildne med angstfulde bønner
Argos' drot; men ubøielig haardt var svaret de hørte:
«Er I saasandt den stridslystne helt Antimakos' sønner,
han som paa troernes tingplads tilforn har sagt at den bolde
drot Menelaos som kom som bud med den gjæve Odyssevs,
straks skulde dræpes og ei gaa uskadt hjem til Akaia,
da skal I begge faa bøte forvisst for hans skjendige anslag.»
Saa han talte og slynget sit spyd og rammet Peisandros
like i brystet saa høvdingen faldt fra sin stridsvogn paa ryggen.
Helten Hippólokos slog han til jord, da han hoppet av vognen.
Hode og armene hugget han av med sverdet og sparket
kroppen avsted saa den trillet i tumlen omkring som en morter.
Dem lot han ligge; men der hvor rækkerne flokket sig tættest,
derhen fôr han i hast, og akaierne fulgte sin fører.
Kjæmper tilfots jog kjæmper tilfots og vog dem paa flugten.
Kjæmper tilvogns vog kjæmper tilvogns, og støvskyer hvirvlet
op under hestenes drønende hov, mens mændene raste
vildt med den hvæssede malm. Utrættelig fôr Agamemnon
efter med dræpende hugg og egget de andre argeier.
Som naar en herjende brand bryter løs blandt urskogens kjæmper,
jaget av hvirvlende storm, og trærnes mægtige stammer
segner for flammernes vældige magt og knækkes ved roten, —
saaledes sank de ypperste mænd blandt troernes kjæmper
nu for Atrevs' søn, og talrike kraftige tvespand
stormet med stridsvognen tom i raslende løp over valen.
Kraftige styrere savnet de saart; nu laa deres herrer
strakte til jorden, et kjærere syn for grib end for hustru.
Nu blev Hektor av Zevs ført bort fra støv og fra spydregn,
bort fra manddrap og strømmende blod og larmende kampgny.
Atrevs' søn sprang efter og egget danaernes sønner.
Troerne styrtet forbi baade haugen hvor Dardanos' ætling
Ilos var jordet tilforn, og fikenen. Rædde de flygtet
hen over sletten mot byen; men altid fôr kong Agamemnon
efter med gjaldende rop og blod paa de vældige næver.
Men da de kom til den skaiiske port og naadde til eken,
stanset de endelig op og ventet saa der paa de andre.
Endnu flygtet dog mange i rædsel og gru over sletten.
Likesom kjør, naar i mørkeste nat en glubende løve
jager dem alle paa flugt, men dræper en enkelt i flokken
— udyret knækker først halsen med vældige kjæver og slubrer
derefter blodet og sluker tilsidst den dampende indvold —
saaledes fulgte nu Atrevs' søn uten rast eller hvile
altid de flyktende troer og fældte den sidste i flokken.
Mange faldt ned paa sit ansigt fra karm og mange paa ryggen,
rammet av Atrevs' søn; ti vildt han raste med lansen.
Men da han snart maatte naa til de kneisende mure om byen,
da steg guders og menneskers far fra himmelens haller
ned paa den høieste tind av Ida, hvor bækkene risler.
Der tok han plads og satte sig ned med lynet i hænde.
Sendte han da med bud den gyldenvingede Iris:
«Skynd dig, stormsnare Iris, og meld min vilje til Hektor.
Si, han skal haste tilbake, saalænge han ser Agamemnon,
folkenes hyrde, gaa frem saa vildt blandt de forreste kjæmper,
fældende rækker av mænd. Sine folk skal han derimot byde
tappert at trodse i drabelig kamp sine fienders fylking.
Men naar han, rammet av smertende pil eller saaret av lanse,
stiger igjen paa sin vogn, da gir jeg ham kraft til at dræpe,
indtil han kommer ved kveld til de toftede snekker, naar solen
synker i hav og natten er nær med sit hellige mørke.»
Saa han talte, og Iris, den stormsnare, lød ham og svævet
ned til det hellige Troja i hast fra toppen av Ida.
Høvdingen fandt hun, Priamos' søn, den straalende Hektor
staaende høit paa sin prægtige vogn med hestene forspændt.
Iris, den fotrappe, nærmet sig raskt og talte til helten:
«Hektor, Priamos' søn, du Alfaders like i klokskap.
Zevs har sendt mig herned som bud for at melde hans vilje.
Hold dig tilbake fra kamp, saalænge du ser Agamemnon,
folkenes hyrde, gaa frem saa vildt blandt de forreste kjæmper,
fældende rækker av mænd. Dine folk skal du derimot byde
tappert at trodse i drabelig strid sine fienders fylking.
Men naar han, rammet av smertende pil eller saaret av lanse,
stiger igjen paa sin vogn, da gir han dig kraft til at dræpe,
indtil du kommer ved kveld til de toftede snekker, naar solen
synker i hav og natten er nær med sit hellige mørke.»
Saaledes talte den stormsnare mø og hastet tilbake.
— Straks sprang Hektor fra vognen til jord i skinnende rustning,
Svingende to malmhvæssede spyd fôr han om gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Ogsaa argeierne styrket paany de vaklende rækker.
Atter stod kjæmperne bryst imot bryst, og forrest i striden
skred Agamemnon. Hans hu stod til kamp langt foran de andre.
Tal og fortæl, I muser som bor i olympiske haller,
hvilken av troernes mænd eller hjælpernes navngjetne helter
først turde møte i kamp den herlige drot Agamemnon.
Kjæmpen Ifídamas var det, den mandige søn av Antenor,
fostret i faarenes yndige hjem, det frugtbare Trake.
Høvdingens morfar, Kissevs, som avlet den skjønne Teano,
fostret ham der i sit stolte palads fra hans spædeste barndom.
Men da den lille blev yngling og mand med de herligste kræfter,
søkte den gamle at holde ham fast og gav ham sin datter.
Dog, da akaiernes hærtog blev meldt, drog helten i leding
bort fra sin brud og sit hjem med tolv krumstavnede snekker.
Hist i Perkote forlot han de gyngende skibe og stevnet
videre frem over land til Ilions kneisende kongsstad.
Nu gik høvdingen frem mot Atrevs' søn Agamemnon.
Men da de kom paa nærmeste hold og møtte hinanden,
fôr Agamemnons lanse forbi og rammet ham ikke,
medens Ifidamas traf med sit spyd under brynjen i beltet.
Men skjønt han trykket av hele sin kraft med den vældige næve,
magtet han ikke at sprænge den skinnende rem; ti hans spydspids
bøiedes længe forinden som bly mot de sølvblanke plater.
Grep da i hast den mægtige drot Agamemnon om lansen,
rykket den ut av hans haand med kraft som en glubende løve,
hugg ham i halsen med skarpslepet sverd og lammet hans lemmer.
Saaledes segnet den arme og sov den malmtunge dødssøvn
fældet saa grumt, da han hjalp sine landsmænd, fjernt fra sin hustru.
Lønne sin husbond kunde hun ei for de talrike gaver.
Okser, et hundredtal, skjænket han først og lovet med tiden
tusen av gjeter og faar fra de talløse flokker han eide.
Atrevs' søn Agamemnon rev rustningen av ham og hastet
gjennem akaiernes hær med høvdingens herlige vaaben.
Men da Antenors søn, den ældste, en ypperlig kriger,
Koon ved navn, fik se ham med rustningen, mørknet den sorte
knugende sorg hans blik, da han øinet sin bror blandt de faldne.
Usét av Atrevs' søn fôr han mot ham fra siden og støtte
spydsodden midt i hans arm litt nedenfor albueleddet.
Spidsen av skinnende malm fôr skjærende tvers gjennem armen.
Gyste da mændenes drot Agamemnon i isnende smerte.
Dog, han undte sig ei nogen rast i kampen, men styrtet
rasende ind paa Koon med vindhærdet lanse i hænde.
Høvdingen slæpte sin bror Ifidamas med efter foten
bort gjennem vrimlen og ropte til hjælp de tapreste kjæmper.
Men da han slæpte ham bort, traf Atrevs' søn ham med spydet
under det buklede skjold og lammet hans lemmer og skilte
saa over helten Ifídamas' lik hans hode fra kroppen.
Der maatte drotten Antenors sønnepar ende sit livsløp,
fældet av Atrevs' søn, og de vandret nu begge til Hades.
Videre stormet han frem gjennem mændenes rækker og myrdet
grumt med lanse og sverd og vældige stener, saalænge
blodstrømmen endnu var varm, som randt fra den gapende vunde;
siden, da saaret var stivnet og tørt, og blodstrømmen stanset,
vaandet sig Atrevs' kraftige søn i skjærende smerter.
Likesom kvinden i vaandefuld barnsnød føler de skarpe
veers fortærende kval, som fødselsgudinderne volder,
Heras forløsende døtre, som kommer med veer i følge,
saaledes følte nu Atrevs' søn den stikkende smerte.
Op paa vognen han sprang og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker; ti pinslerne skar ham i hjertet.
Ropte han da med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Verg nu I vore bølgekløvende skibe mot arge
fienders vold; ti mig har Zevs, den alvise hersker,
negtet at kjæmpe til dagen er endt, mot troernes stridsmænd.»
Saa han talte. Da pisket hans kusk de vælige hester
hen mot de stavnhøie snekker, og villige fløi de som vinden.
Skummende vaate om bringen, og smudset av støv under buken,
trak de fra kampen den mægtige drot som pintes av saaret.
Men da nu Hektor fik se Agamemnon fjerne sig ilsomt,
skrek han med rungende røst til troer og lykiske stridsmænd:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Vis jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Borte er fiendens tapreste helt, og Zevs har forundt mig
herligste ry. Saa styr da nu eders travende hester
frem mot danaernes mænd for at vinde jer seierens hæder.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Som naar en jæger faar hidset en flok hvittandede hunder
enten mot flygtende vildsvin i skog eller glubende løve,
saaledes hidset nu Priamos' søn de modige troer
frem mot akaiernes mænd saa grum som den mordlystne Ares.
Selv skred han frem i forreste rad, og stolt av sin manddom
styrtet han ind i det vældige slag som en brusende stormvind
kaster sig ned paa violblaat hav og reiser dets bølger.
Hvem var den første og hvem var den sidste av helter som Hektor,
Priamos' søn fik fældet, da Zevs forlenet ham hæder?
Først Asaios og helten Avtonoos, derpaa Opites,
Dolops, Klytios' søn og Ofeltios, saa Agelaos,
helten Hipponoos, hidsig i kamp, Aisymnos og Oros.
Disse danaiske fyrster og menige stridsmænd i mængde
faldt for hans haand. Det var som naar Zefyros kommer og jager
Notos' graahvite skyer paa flugt med vældige vindstøt —
— svulmende brotsjøer velter sig tungt, og vældige skumsprøit
løfter sig høit og spredes av vindenes hvinende byger. —
Saaledes segnet for Hektors haand mangfoldige helter.
Ufærd var nu blit danaernes lod og ubodelig vanheld;
alle akaier var flygtet ombord paa de stavnhøie snekker,
dersom Odyssevs ei hadde ropt til Tydevs' ætling:
«Tydevs' søn! hvi glemmer vi nu at verge os mandig?
Kom dog, kjære, og stil dig hos mig; ti en skam og en skjendsel
blir det, hvis Hektor, den straalende helt, faar tat vore skibe.»
Straks tok den vældige helt Diomedes til orde og svarte:
«Ja, jeg skal kjækt holde stand og gjøre mit bedste; men litet
nytter vel hele vort stræv; ti Alfader, skyenes herre,
under jo troerne mere end os at seire i striden.»
Saa han talte og styrtet fra vogn den kjække Tymbraios,
rammende brystet tilvenstre med malmhvæsset spyd; men Odyssevs
fældte Molion, hans kusk, en helt saa sterk som en guddom.
Disse, hvis kampfærd de nu hadde endt, lot de ligge paa valen.
Tvers gjennem stridstumlen brøt de sig vei med kræfter som tvende
vildsvin som rasende kaster sig ind i et kobbel av hunder.
Saaledes stormet de atter til mord, og hjertelig glade
pustet akaierne ut paa sin flugt for den herlige Hektor.
Der fik de fældet paa selvsamme vogn to navngjetne kjæmper,
sønner av Merops, en drot fra Perkote. Kyndigst av alle
var han i spaadommens kunst og forbød sine sønner at drage
ut til den mandespildende kamp; men de fulgte ei budet;
ti de blev lokket og draget av dødsrikets mørke gudinder.
Tydevs' herlige søn, den spydvante helt Diomedes,
røvet dem aande og liv og tok deres herlige vaaben.
Derpaa Hippódamas faldt og Hypeirokos, dræpt av Odyssevs.
Zevs, som skuet fra Ida i ro paa de kjæmpende hære,
holdt nu vegtstangen like, mens grumt de myrdet hverandre.
Tydevs' søn gik paa og rammet i hoften med spydet
helten Agastrofos, Paions søn; ti hans fotrappe hester
stod ikke nær til flugt. Saa tankeløs var han i faren.
Væbneren holdt dem ved tøilerne fjernt, og i forreste række
kjæmpet han hidsig tilfots, til han selv hadde fundet sin bane.
Hektor fik se dem i kjæmpernes flok og hastet imot dem
ropende høit, mens troernes hær gik efter sin fører.
Men Diomedes, den høimælte helt, fôr sammen ved synet.
Rettet han da et ord til Odyssevs som stod ved hans side:
«Se, hist kommer med død og fordærv den vældige Hektor.
La os nu djervt holde stand og utrættelig verge hinanden.»
Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse
sigtende ret mot hans hode. Han feilet ham ikke, men rammet
øverst i hjelmen. Dog, kobberet glap tilside mot kobber
uten at flænge hans hud; ti hjelmen som Foibos ham skjænket,
vernet ham trygt med tredobbelt malm og skjermende gitter.
Hektor fôr hastig tilbake langt ind i de kjæmpendes vrimmel.
Høvdingen segnet i knæ og støttet den vældige næve
tungt imot jord, og mørknende nat omhyllet hans øine.
Dog, mens Tydevs' søn sprang ind blandt de forreste kjæmper,
efter det kastede spyd som var fæstet i jorden, fik Hektor
tid til at komme til aande. Han hoppet paa vognen og kjørte
ind mellem kjæmpernes flok og undgik døden den sorte.
Efter ham fôr Diomedes med malmhvæsset lanse og ropte:
«Hund! der slap du for døden paany; men nær hadde ufærd
rammet dig. Dog, du blev frelst paany av Foibos Apollon,
han som du trygler om hjælp, naar du gaar mot de truende spydkast.
Dog, jeg skal visselig gi dig din rest, naar vi senere møtes
likesaa visst som ogsaa jeg selv har en guddom til hjælper.
Nu vil jeg stevne til kamp mot enhver jeg kan naa av de andre.»
Saa han talte og røvet i hast Agástrofos' rustning.
Men Aleksandros, den haarfagre Hélenas straalende husbond,
sigtet med buen paa Tydevs' søn, hin folkenes hyrde,
støttet til stenen paa høireist haug, hvor Dardanos' ætling
Ilos, som fordum var troernes drot, var lagt under mulde.
Mens Diomedes holdt paa at spænde den skinnende brynje
løs fra Agastrofos' kraftige bryst og rev ham av skuldre
skjoldet og løste den malmtunge hjelm, trak Paris den krumme
bue tilbake og skjøt, og ikke fôr pilen forgjæves.
Midt under saalen tilhøire han traf, og gjennem hans fotblad
boret sig pilen i muld. Da brast han i latter og traadte
frem fra sit lønlige skjul, og pralende tok han til orde:
«Nu er du saaret. Min pil fløi ei forgjæves fra strengen.
Aa, om jeg nu hadde rammet dig midt i lysken og dræpt dig!
Da, kunde troerne snart pustet ut i sin trængsel; ti alle
gruer og skjælver for dig som brækende gjeter for løven.»
Svarte da uten at ræddes den vældige helt Diomedes:
«Mundkaate skytte, du skrytende buehelt, kvindeforfører!
Prøvet du, mand imot mand, en dyst med vaaben og verge,
nyttet saavisst din bue og bundter av piler dig litet.
Nu da du rispet mig litt i min fot, har du pralet for tidlig.
Ingenting er det at agte, ei mer end om barn eller kvinde
sigtet og traf; ti pilen er mat, naar skytten er kraftløs.
Men naar mit vaaben har rammet, om end det er aldrig saa litet,
gaar det saavisst paa andenslags vis; da dræper det manden.
Hustruens kinder blir kradset tilblods, og sønner og døtre
mister sin far, som farver med blod den jord hvor han raatner.
Rundt om flokker sig rovfugler fler end haarfagre møer.»
Saa han talte. Da traadte den vældige spydhelt Odyssevs
foran sin ven, og han satte sig ned bak helten og rykket
pilspidsen ut av sin fot, mens smerterne sved i hans lemmer.
Op paa karmen han steg og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker, ti kvalerne knuget hans hjerte.
Nu var Odyssevs alene. Av alle danaer stod ingen
mer ved hans side; ti rædsel og gru hadde grepet dem alle.
Sukkende talte da høvdingen saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Hvad skal jeg dog gjøre? Stor skam vil det bli om jeg flygter
ræd for fienders flok; men værre det blir om jeg fanges
ene blandt alle danaer, da Zevs jo har jaget de andre.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Visst jeg vet at nidding er hver som flygter fra kampen.
Den som er foregangsmand i en dyst, maa staa til det sidste,
kraftig og kjæk, hvad enten han selv blir dræpt eller dræper.»
Medens han stod med grublende tvil i sind og i hjerte,
stormet imot ham til strid den skjolddækte troiske fylking.
Selv slog rækkerne ring om den helt som blev deres bane.
Likesom hundenes kobbel og kraftige jægere styrter
frem mot et vildsvin som kommer i løp fra skogenes tykning,
hvæssende hugtanden skinnende hvit mellem krummede kjæver
— rundt de farer i ring om det tænderskjærende udyr.
Modige holder de stand og trodser den truende fare —
saaledes ringet nu troerne ind den gjæve Odyssevs.
Først imot Deiopítes, en høibaaren høvding, han stormet
frem med det hvæssede spyd og stak ham fra oven i skuldren.
Derefter dræpte han Toon, og Ennomos faldt for hans lanse.
Helten Kersidamas hoppet fra karm; da rendte Odyssevs
spydsodden under hans buklede skjold og traf ham ved navlen.
Høvdingen tumlet i støvet og famlet med haanden paa jorden.
Dem lot han ligge og rammet med spyd den vældige Karops,
Hippasos' søn, en kjødelig bror av den høibaarne Sokos.
Sokos, en kjæmpe saa sterk som en gud, sprang til for at hjælpe.
Kjækt gik han frem paa nærmeste hold og talte til helten:
«Bolde Odyssevs, du mester i list og i møisomme kampe!
Enten skal selv du idag kunne rose dig av at du dræpte
tvende av Hippasos' sønner og røvet et heltepars rustning,
eller skal selv du miste dit liv for denne min lanse.»
Saa han talte og rettet et støt mot malmskjoldets runding.
Gjennem det blinkende skjold gik først den vældige lanse,
boret sig saa med kraft gjennem panserets kunstige plater
og fra hans sideben flænget den bort hans hud; men Atene
lot ikke spydsodden trænge sig ind i høvdingens indvold.
Men da Odyssevs forstod at han ei var dødelig saaret,
gik han tilbake, og truende lød til Sokos hans tale:
«Ve dig, arme! Forvisst skal du hente dig døden, den bratte.
Vel har du stanset mig nu i min kamp mot troernes skare;
dog, jeg lover at her skal dødens den sorte gudinde
naa dig idag. Mit spyd skal kue dig. Mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han talte; men hin hadde vendt sig igjen for at flygte.
Dog, da han vendte sig, traf han ham haardt i ryggen med lansen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Drønende faldt han til jord, og pralende ropte Odyssevs:
«Sokos, Hippasos' søn, den hestetumlende krigers!
Døden den sorte har rammet dig først; du slap ikke fra den.
Ve dig, arme! Din far og din mor skal ikke faa lukke
nu dine øine i døden; men snart skal ravner og gribber
flokkes paa flaksende vinger og graadig fortære dit aatsel.
Falder jeg selv, skal akaiernes mænd dog feire min likfærd.»
Saa han talte og trak den krigerske Sokos' lanse
ut av sin hud og det buklede skjold, og blodet det sorte
sprøitet i hast fra det gapende saar og voldte ham pine.
Men da troerne merket at blodstrømmen fløt fra Odyssevs,
gik de imot ham alle som en med larmende kamprop.
Høvdingen trak sig tilbake og kaldte til hjælp sine landsmænd.
Treganger skrek han saa høit som bryst og lunger kan magte;
treganger hørte den krigerske helt Menelaos hans stemme.
Rettet han da et ord til Aias som stod ved hans side:
«Aias, Telamons søn, du stridsmænds høibaarne hersker!
Tydelig klang i mit øre et rop fra den djerve Odyssevs.
Hærskriket lød, som var han forlatt, mens troernes skarer
stængte hans vei og trængte ham haardt i vældige kampe.
Kom, det er bedst at vi hjælper ham straks, la os gaa gjennem vrimlen.
Staar han alene mot troernes sværm, er jeg ræd det gaar ilde,
kjæk som han er, og saart vil danaerne savne hans manddom.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den mandige Aias.
Fandt de da helten Odyssevs, hin yndling av Zevs, og omkring ham
sværmet nu troerne tæt som brandgule sultne sjakaler
flokkes paa fjeld om den hornede hjort som jægerne saaret
haardt med den smertende pil. Den flygter paa hurtige føtter,
medens dens blod er varmt, og knæerne bøier sig myke.
Naar saa den vingede pil tilsidst har kuet dens livskraft,
fraadser paa fjeld i skyggefuld lund de griske sjakaler
graadig i dyret; men sender en gud en glubende løve,
spredes sjakalernes flok, og løven kan sluke sit bytte.
Saaledes flokkedes nu om helten, den kloke Odyssevs,
troiske kjæmper i mængde; men høvdingen møtte dem modig,
svingende lansen og verget sig kjækt mot dødsdagens jammer.
Aias kom hen til sin ven med det taarnhøie malmskjold paa armen.
Frem til helten han sprang. Straks splittedes troernes skare.
Men Menelaos fik grepet Odyssevs ved armen og ført ham
bort gjennem stimlen, til væbneren kom med hestenes tvespand.
Aias fôr ind i troernes flok og dræpte Doryklos,
Priamos' søn med en frille, og Pándokos vog han med lansen.
Pyrasos faldt for hans spyd og Lysandros og helten Pylártes.
Som naar en flommende elv om vinteren fosser fra fjeldet
ut over sletten, naar Alfaders regn har øket dens vande
— mangen en raatnende ek og mangfoldige mægtige graner
river den med, og masser av dynd den skyller i sjøen —
saaledes jaget nu Aias de flygtende hester og stridsmænd
hen over sletten og hugget dem ned. Den vældige Hektor
merket det ei; ti han stred paa den ytterste kampfløi til venstre.
fjernt ved elven Skamandros' bred, hvor de talrikste kjæmper
segnet paa valen, mens eggende rop ustanselig gjaldet
rundt om den vældige Aias og helten Idomenevs' fylking.
Midt iblandt disse brøt Hektor sig vei og raste fra vognen
grufuldt med lansen og gjorde det lyst blandt svendenes rækker.
Dog, ei hadde vel endnu akaierne veket fra valen,
hadde ei nu Aleksandros, den haarfagre Hélenas husbond,
stanset Makaon, den herlige drot, i hans mandige kampfærd,
rammende helten med trespidset pil i skuldren tilhøire.
Alle akaiernes modige mænd blev rædde for vennen,
saasom de frygtet hans fald, hvis der nu blev en vending i kampen.
Ropte da drotten Idomenevs straks til den herlige Nestor:
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder!
Skynd dig nu op paa din karm, og la ogsaa den gjæve Makaon
stige tilvogns og styr saa i hast dine hester til flaaten.
Mangdobbelt værd mot andre har lægen som kyndig kan skjære
pilene ut og stille vor kval med lægende urter.»
Saa han talte, og Nestor, den gamle gereniske kjæmpe,
fulgte hans raad og hoppet tilvogns, og helten Makaon,
lægen, den bolde Asklepios' søn, steg op ved hans side.
Hestene gav han et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnkrumme snekker; ti derhen stod al deres higen.
Nu blev Kebríones, kusken som stod hos Hektor paa vognen,
var at troernes rækker blev sprængt, og han talte til helten:
«Hektor, paa ytterste fløi av den frygtelig larmende valplads
færdes vi to i danaernes flok, mens de øvrige troer
tumler forvildet omkring, de selv og de skrækslagne hester.
Aias forfærder dem, Telamons søn; paa skjoldet det brede
kjender jeg helten. Han bærer det slængt om de mægtige skuldre.
Kom, la os styre vor vogn og hestene dit hvor de kjække
stridsvognskjæmper og helter tilfots i den tætteste tummel
fælder hverandre i kamp med ustanselig gjaldende hærskrik.»
Saa han talte og snertet sit spand med de flagrende manker
raskt med den hvinende pisk. De hørte hans svepe og stormet
frem med den ilende vogn mellem troer og gjæve danaer
trampende skjolde og lik. Forneden blev stridsvognens aksel
vætet i blod, mens hjulenes ring og hestenes hover
slynget mot fatingens kant en regn av blodige draaper.
Hektor fôr ivrig avsted for at kaste sig ind i den tætte
vrimmel og bryte sig vei, og han vakte i fiendens skare
frygtelig gny; ti kort var den rast som han undte sin lanse.
Gjennem de øvrige rækker av mænd han stormet og fældte
helter for fote med lanse og sverd og vældige stener.
Dog han skydde et møte med Aias paa valen; ti stadig
harmedes Zevs, naar han vaaget en dyst mot en gjævere kjæmpe.
Men den almægtige Zevs slog Aias med lammende rædsel.
Haandfalden stanset han, slængte sit skjold paa ryggen og flygtet
Angstfuldt flakket hans blik som et rovdyrs ut over vrimlen.
Idelig vendte han sig, og nølende flyttet han foten.
Likesom ofte naar hunder og kraftige svende fra bygden
jager paa flugt fra oksernes kve den brandgule løve —
natten igjennem de passer sin vakt, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig, grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages —
saa vek Aias motfalden bort fra troernes skare,
saare uvillig i sind; ti han skalv for akaiernes skibe.
Som naar det stridige æsel, som gaar langs bølgende aker,
trodser i stædighet gutternes flok, skjønt talrike kjepper
knækkes mot ryggen — det trænger sig ind og æter av kornet.
Guttene slaar med kjeppene løs, men de magter for litet.
Knapt faar de drevet det ut, naar dyret er mættet med kornaks —
saaledes fulgte nu troer og langveis hentede stridsmænd
altid i hælene Telamons søn, den vældige Aias,
slyngende midt i hans mægtige skjold de blinkende lanser.
Stundom mindedes helten sit stormende kampmod og vendte
hastig sig om og jaget de hestetumlende troers
rækker tilbake med kraft, snart gav han sig atter paa flugten.
Dog, for enhver av dem sperret han vei til de stavnkrumme snekker.
Midt mellem troernes mænd og akaierne stod han og kjæmpet.
Rasende verget han sig, mens lanser fra modige hænder
trængte sig ind i hans vældige skjold, naar de fôr ham i møte.
Mangen en lanse blev fæstet i muld og stanset paa veien,
førend den naadde hans skinnende hud, som den grisk vilde smake.
Men da Evaimons mandhaftige søn Evrypylos saa ham
stedt i den ytterste nød i fiendens tætteste spydregn,
traadte han hen ved hans side og kastet sin blinkende lanse.
Ret under brystet i leveren traf han den mægtige høvding,
Favsios' søn Apisaon, og lammet de smidige lemmer.
Straks fôr Evrypylos frem og løste hans panser fra brystet.
Da Aleksandros, den straalende helt, saa skjøn som en guddom,
saa at Evrypylos røvet ham rustningen, spændte han buen,
sigtet i hast og traf med sin pil i laaret til høire.
Knækket blev pilen i skaftet, og tyngende hang den i laaret.
Bakover gik han mot vennernes flok og flygtet for døden.
Lydt han ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner! argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Stans dog og vend eder om for at verne mot dødstimens jammer
Aias som trænges av spyd; ti knapt kan jeg tro at han ellers
slipper fra kamptumlens grufulde larm. Saa stil jer da freidig
frem til vern for Telamons søn, den vældige Aias.»
Saaledes ropte den saarede helt, og vennerne traadte
nær til Aias med løftede spyd og støttet de sterke
skjold mot de mægtige skuldre; men Aias, som kom dem i møte,
vendte sig om og holdt stand, da han naadde de hjælpende venner.
Saaledes raste den hidsige strid som luende flammer.
Skummende vaate av sved trak raske Neleiske hopper
Nestor og folkenes hyrde, den gjæve Makaon, fra striden.
Fik da Akillevs, den fotrappe helt, snart øie paa gubben,
just som han stod ved den bakerste stavn av sit mægtige langskib,
skuende ut over kampenes gru og de flygtendes jammer.
Høilydt ropte han straks fra sit skib paa den ædle Patroklos.
Vennen fik høre hans røst og traadte lik krigsguden Ares
ut av sit telt — men dette blev snart hans ulykkes ophav.
Først tok Menoitios' kraftige søn til orde og spurte:
«Si mig, Akillevs, hvi kalder du mig? Hvad er det du vil mig?»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Søn av Menoitios, herlige helt, saa kjær for mit hjerte!
Snart vil akaierne, tror jeg, med jamrende bønner sig klamre
til mine knær; ti i nød er de stedt, som de ikke kan bære.
Kjære Patroklos, du yndling av Zevs, gaa hen for at spørre
Nestor, hvem dog den saarede er som han fører fra striden.
Bakfra ligner han grant den herlige høvding Makaon,
søn av Asklepios. Dog, hans aasyn skjelner jeg ikke;
ti som et blink fôr vognen forbi med de fyrige hester.»
Gjorde da straks Patroklos hvad vennen, den elskede, bød ham.
Ilsomt drog helten avsted til akaiernes telter og skibe.
Men da nu hine til Nestors telt var kommet tilbake,
hoppet de selv fra stridsvognen ned paa den nærende jordbund.
Svenden Evrymedon spændte fra karm de vælige hester.
Begge gik ned til den skvulpende strand, og vendt imot brisen
svaiet de kjortlen som dryppet av sved, i den kjølige luftning.
Derefter gik de til teltet og satte sig hver paa sin løibænk.
Vinmosten blandet den haarfagre mø Hekamede, som gubben
førte fra Tenedos' ø, da Akillevs herjet dens strande,
helten Arsinoos' datter. Hun blev av akaierne skjænket
Nestor som løn; ti i fyrsternes raad var han visest av alle.
Foran dem satte hun først et bord, hvis skinnende plate
hvilte paa føtter av anløpet staal. Paa bordet blev stillet
kurven av kobber med duftende løk som tilgift til drikken.
Dertil den guldgule honning og brød av det hellige bygmel.
Vinbollen satte hun frem, den skjønne, som oldingen førte
med sig fra hjemmet. Med nagler av guld var den smykket, og fire
skinnende hanker. Paa hver av dem stod to nebbende duer,
formet av pureste guld, og den hvilte paa dobbelte føtter.
Vanskelig magtet en anden at løfte den op ifra bordet,
naar den var fyldt; men oldingen Nestor bar den med lethet.
Blandet da heri den deilige mø, gudindernes like,
kyndig den pramniske vin og gjetemelksost; med et rivjern
rev hun den fin og strødde tilsidst det hviteste bygmel,
rørte saa om i den blandede most og bød dem at drikke.
Men da den herlige drik hadde læsket de brændende struper,
frydet de sig ved at veksle saa mangt et ord med hinanden.
Henimot døren kom, skjøn som en gud, den ædle Patroklos.
Oldingen saa ham og reiste sig op fra sit prægtige sæte,
førte ham ind ved haanden og bød ham venlig at sitte.
Helten Patroklos vægret sig dog og meldte sit erend:
«Høibaarne gubbe, nød mig ei nu; jeg kan ikke sitte.
Ærefrygt skylder jeg ham som sendte mig hit for at spørre,
hvem han kan være den saarede helt som du kjørte fra striden.
Dog, jeg kjender ham selv; det er drotten Makaon jeg skuer.
Nu gaar jeg hjem for straks at melde Akillevs mit budskap.
Hvordan han er, det vet du jo godt, gudfostrede gubbe.
Helten er barsk. Selv skyldløs mand kan han lettelig laste.»
Straks tok Nestor, den graanede helt, til orde og svarte:
«Si mig, hvi gjør det Akillevs kun ondt for akaiernes sønner
først naar en helt er saaret av spyd? Kun litet han aner
al den nød som har rammet vor leir. De tapreste helter
ligger ved skibene, saaret av spyd eller rammet av piler.
Saaret er Tydevs' søn, den vældige helt Diomedes.
Helten Odyssevs er rammet og mændenes drot Agamemnon,
og av en pil blev nys Evrypylos rammet i laaret.
Her er nu atter en helt som jeg netop har reddet fra kampen,
saaret med pilen fra streng; men kjæmpen iblandt os, Akillevs,
har ikke hjerte for nøden. Danaerne rager ham ikke.
Nøler han da paa trods, til de hurtige skibe paa stranden
brændes i herjende ild, saa nødig akaierne vil det,
medens vi andre blir myrdet paa rad? Jeg selv har jo ikke
længer den kraft som jeg eide tilforn i de smidige lemmer.
Gid jeg var likesaa ung, og min arm var likesaa kraftig,
som da vi stevnet til strid mot kjæmper fra Elis som ranet
frækt vort beitende fæ, og Itymonevs faldt for min lanse,
kongen i Elis, Hypeirokos' søn, og jeg førte som bytte
rikelig vederlag hjem. Mens drotten i forreste række
vernet om storfæet, rammet jeg ham med et spyd fra min høire.
Stendød faldt han, og bøndernes flok maatte flygte i rædsel.
Bytte i mængdevis sanket vi da fra de frodige beiter.
Femti bølinger tok vi av kjør og likesaa mange
flokker av sauer og børstede svin og brækende gjeter.
Hundred og femti i tal var de gulblakke hester vi røvet.
Alle var hopper, og mange av dem hadde smaaføl ved foten.
Drev vi da hjem til Nelevs' stad, til Pylos, vort bytte
midt paa natten, og glad blev Nelevs, min far, da jeg vendte
hjem fra krigstoget, ung som jeg var, med rikelig hærfang.
Straks ved morgengry stevnet herolderne høilydt til møte
alle som eide et fuldgyldig krav i det hellige Elis.
Pylos' raadende mænd var samlet og delte ut byttet
Mangen en mand hadde krav paa epeierne. Litet i antal
var jo det pyliske folk, og overlast hadde vi døiet;
ti i de fremfarne aar var Herakles, den vældige, kommet
mot os med vold, og de gjæveste mænd var fældet av helten.
Engang var jeg den tolvte i tal av Nelevs' sønner.
Nu var jeg ene tilbake; ti dræpt var alle de andre,
og det var derfor epeierne nu, forblindet av hovmod,
krænket vor ret og øvet saa tidt den frækkeste voldsdaad.
Valgte da Nelevs sig ut en bøling av kjør, og av sauer
tok han tre hundrede selv og gjæterne med; ti det største
vederlag skyldtes jo ham for tap i det hellige Elis.
Firspand av veddeløpshester, som kom til det festlige dystløp,
røvet de fra ham og stridsvognen med. Om en kostelig trefot
skulde de løpe omkap; men drotten Avgeias beholdt dem.
Kusken fik fare; men tungt var hans sind da han mistet sit firspand.
Egget til harm ved krænkende ord og skammelig voldsdaad,
tok nu den gamle ustyrtelig gods og delte det andet
ut, saa ingen blandt folket gik tomhændet bort ifra tinge.
Medens vi syslet med dette og ofret paa gudernes altre
rundt i vor by, kom epeiernes folk tre dage derefter
hastig imot os i talløs flok med stampende hester.
Ogsaa Molíones sønner var med paa toget, skjønt begge
endnu var gutter med liten forstand paa stormende kampfærd.
Fjernt ved Alfeios' strøm, ved det sandige Pylos' grænser
ligger en stad, Tyoéssa, paa aasryggens bratteste styrtning.
Rundt om dens ringmure leiret de sig for at lægge den øde.
Men da paa sletten de stormet avsted, fôr Pallas Atene
ned fra Olymp i det natlige mulm og bød os at ruste
hæren til strid, og det pyliske folk fik hun lettelig samlet.
Hæren var villig og lysten paa kamp; men mig vilde Nelevs
negte at drage i leding, og hestene gjemte han for mig.
Oldingen mente jeg endnu var ung og ukyndig i kampen.
Men omendskjønt jeg kjæmpet tilfots blandt stridsmænd paa vogner,
styrte Atene det saa at jeg blev den første paa valen.
Nær ved Arene der falder en elv, Minyeïos kaldet,
ut i det blaanende hav. Vi pyliske vognkjæmper ventet
der paa den gryende dag, mens fotfolket strømmet til leiren.
Samlet brøt krigerne op, og rustet med vaaben og verge
kom vi ved middagstid frem til Alfeios' hellige vande.
Herlige festofre bragte vi der til Zevs, og av okser
slagtet vi én til Alfeios, og én til den sterke Poseidon,
men til den blaaøide Pallas den ypperste kvie i flokken.
Derefter nød hver deling for sig sin kveldsmat i leiren,
og i sin rustning gik hver av os snart til hvile ved elvens
mægtige strøm. Men alle epeiernes modige stridsmænd
kringsatte byen forlængst og ønsket at lægge den øde.
Dog, de fik se at de først maatte gaa til de sværeste kampe;
ti da den straalende sol med sin glans stod op over jorden,
gik vi imot dem til kamp med en bøn til Zevs og Atene.
Straks, da Pylos' mænd og epeierne møttes i kampen,
fældte jeg først en helt og tok hans travende tvespand.
Mulios het han, en mester med spyd. Han var gift med den ældste
datter av drotten Avgeias, den lyslette mø Agamede.
Grant hun kjendte hver lægende urt som spirer av mulde.
Høvdingen traf jeg med malmhvæsset spyd, da han stevnet imot mig.
Ned i støvet han faldt. Da sprang jeg paa vognen og stevnet
ind i kjæmpernes forreste rad; men de gjæve epeier
flygtet til hver sin kant, da de saa at helten var falden,
stridsvognkjæmpernes fører, den tapreste høvding paa valen.
Videre styrtet jeg frem som en storm fra natsorte skyer.
Femti stridsvogner tok jeg som rov, og paa hver maatte tvende
krigere bite i græsset. De faldt for min vældige lanse.
Visselig hadde jeg fældet Moliones sønner med Aktor,
hvis ikke guttenes far, jordrysteren, guden Poseidon
frelst hadde ført dem fra val og hyllet dem ind i en taake.
Der gav Alfader Pylos' mænd den herligste seier;
ti ustanselig fulgte vi dem over vidtstrakte sletter.
Mændene hugget vi ned og sanket de prægtigste vaaben,
indtil vi naadde tilvogns Buprasions bølgende akre
nær det oleniske fjeld og Aleisions haug, som den kaldes.
Der lot Atene os stanse og vende tilbake med hæren.
Den som jeg dræpte tilsidst, blev liggende der; men til Pylos
kjørte vi nu fra Buprasion hjem med de fotrappe hester.
Alle lovpriste blandt guderne Zevs, blandt mændene Nestor.
Slik har jeg været. Ak ja, den tid er forbi; men Akillevs
nyter sin manddom helt for sig selv. Jeg tror han vil graate
bitterlig over sin færd, naar landsmænd er fældet for fote.
Husk dog, kjære, de raad som din far Menoitios gav dig,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til vor drot Agamemnon.
Helten Odyssevs og jeg var begge tilstede i hallen.
Vi to har hørt hvert eneste ord som blev lagt dig paa hjerte.
Ti paa vor færd var vi kommet til Pelevs' prægtige kongsgaard,
dengang vi samlet en hær i akaiernes frugtbare bygder.
Helten Menoitios traf vi i drottens palads og tillike
dig og Akillevs; men gubben, den graanede vognstyrer Pelevs,
ofret til lynguden Zevs i den lukkede borggaard de fete
laar av en okse. Han holdt i sin haand et guldstøp og heldte
fromt ved alteret funklende vin paa det brændende offer.
I var ifærd med offerets kjød. Da traadte vi begge
ind gjennem porten. Akillevs sprang op forundret og tok os
begge ved haanden og førte os ind og bød os at sitte,
dækket saa op med gjestebudskost som man byder en fremmed.
Men da vi saa hadde frydet vor sjæl med mat og med drikke,
nævnte jeg først vort erend og bad jer begge slaa følge.
Straks var I rede, og gavnlige raad fik I med av de gamle.
Oldingen Pelevs besvor sin søn Akillevs at huske
altid at vise sig kjæk og helst som den bedste av alle.
Derpaa gav Aktors søn Menoitios dig en formaning:
«Elskede søn, av ætt og av byrd er Akillevs den første.
Du er den ældste av aar; men i kraft er han atter din mester.
Nu maa du tale til ham som en ven og staa ved hans side
trofast med raad og med vink; ti gavnlige raad vil han følge.»
Dette var oldingens ord; men du glemte dem. Dog du maa endnu
minde Akillevs om dette. Forsøk om han nu lar sig raade;
ti hvem vet om du ei med gudernes hjælp kunde røre
endnu hans hjerte? Et raad av en ven er altid en vinding.
Dersom han bæver i hjertet av gru for et varsel fra guder,
og hans ærværdige mor fra Zevs har bragt ham et budskap,
la ham da sende os dig og med dig myrmidonernes fylking
samlet til hjælp. Kanhænde da du blev danaernes redning.
Dig faar han ogsaa la bære i kamp sin herlige rustning.
Kanske da troernes mænd holdt dig for Akillevs og rædde
holdt sig tilbake fra kamp, saa akaierne nu i sin vaande
fik puste ut. Et øiebliks hvil kan lette os kampen.
I som er uthvilte kunde jo let i kampen faa jaget
mødige mænd til byen paa flugt fra skibe og telter.»
Saaledes talte den gamle og rørte hans hjerte i brystet.
Hjem langs skibene løp han til Aiakos' ætling Akillevs.
Men da Patroklos i ilende løp kom dit hvor den gjæve
høvding Odyssevs' fartøier laa ved akaiernes torvplads,
der hvor tinget blev sat og hvor gudernes altre var bygget,
vaklet den høibaarne drot Evrypylos, søn av Evaimon,
helten imøte; ti rammet fornys i laaret av pilen
hinket han hjem fra kampen, mens sveden i draapevis haglet
ned over skuldre og ansigt og blodstrømmen mørkerød rislet
ut av det sviende saar. Dog hadde han endnu sin samling.
Inderlig ynk grep helten den sterke Patroklos ved synet.
Klagende talte han vingede ord til vennen og mælte:
«Stakkars jer som i raad og daad er akaiernes formænd!
Aa, saa skulde I da saa langt fra venner og hjemland
mætte ved Troja med fett de graadige fotrappe hunder.
Tal dog, Evrypylos, gudfødte helt, og svar paa et spørsmaal:
Tror du akaiernes mænd kan stanse den herlige Hektor,
eller skal alle bli kuet og dø for hans vældige lanse?»
Straks tok den saarede helt Evrypylos ordet og svarte:
«Ædle Patroklos, forvisst vil akaierne ei kunne verge
længer sit liv, men maa flygte ombord paa de tjærede snekker.
Ja; ti hver eneste helt som tilforn blev nævnt blandt de bedste,
ligger ved skibene saaret med stik eller hugg av de grumme
troiske mænd som altid paany faar økede kræfter.
Kjære, aa frels mig og før mig dog hen til mit tjærede langskib.
Skjær ut pilen av saaret og vask det rent for det sorte
størknede blod med kuldslaat vand og strø over saaret
lægende urter, hvis bruk man sier Akillevs har lært dig.
Selv har han lært det av Keiron, kentaurernes ædleste høvding.
Ti Podaleirios selv og Makaon, de dygtigste læger,
kan ikke hjælpe os mer. Den ene er saaret og ligger,
skulde jeg tro, i sit telt og trænger vel selv til en læge,
medens den anden nu kjæmper paa val mot de rasende troer.»
Nu tok Menoitios' kraftige søn til orde og svarte:
«Hvordan skal dette bli ordnet, Evrypylos? Hvad skal vi gjøre?
Selv er jeg nu paa vei for at bringe den tapre Akillevs
bud fra akaiernes vogter og vern, den gereniske Nestor.
Dog jeg formaar ei at svigte dig nu, saa ondt som du har det.»
Saa han talte og fattet ham lindt om livet og førte
høvdingen ind i hans telt, og væbneren bredte paa leiet
huder av okser. Der la han ham ned og snittet med kniven
ut av laaret den sviende pil og vasket det sorte
blod fra hans saar med det kuldslaatte vand og knuste den bitre
smertestillende rot og strødde den paa, og den lindret
al hans pine. Hans saar blev tørt, og blodet blev stanset.