Iliaden/Sangen om Dolon.
< Iliaden
TIENDE SANG.
SANGEN OM DOLON.
Ved sine langskibe sov de andre akaiiske stormænd
natten igjennem, og lindt var de lagt i slummerens lænker.
Søvnen, den liflige, gjestet dog ei den mægtige konge
Atrevs' søn Agamemnon som tumlet med mangt i sit hjerte.
Som naar den haarfagre Heras gemal lar tordenen rulle
truende enten med byger av hagl eller øsende styrtregn
eller med hvirvlende fokk, naar markerne hvitner av snedrys.
eller forfærdelig krig som gaper med graadige kjæver,
saaledes drog Agamemnon ustanselig stønnende sukke
dypt fra sit ængstede bryst og skalv av gru i sit hjerte.
Ti naar han undrende vendte sit blik mot den troiske slette,
saa han de talrike flammende baal foran Ilions mure,
lyttet til fløiter og piper og lyden av larmende stridsmænd.
Men naar han saa mot skibenes rad og akaiernes kjæmper,
rev han fra issen saa mangt et haar, og fra ædlingens bringe
trængte sig mangt et inderlig suk til Zevs i det høie.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at gaa for at søke
først blandt fyrsterne Nelevs' søn, den sindige Nestor,
dersom den gamle kanhænde med ham kunde finde et kløktig
frelsende raad som vernet akaiernes sønner mot vanheld.
Stod han da op fra sit leie og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og slængte
derefter om sine skuldre som fotsid kappe det store
brandgule skind av en løve og grep i haanden sin lanse.
Likesa skalv Menelaos av angst, og kvægende slummer
sænket sig ei paa hans øine. Han frygtet at ondt skulde ramme
Argos' mænd som av venskap for ham var stevnet til Troja
vidt over storhavets bølgende vei til mandige kampe.
Ryggen, den kraftige, dækket han først med den flekkete panters
brokete skind og satte saa raskt paa sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og grep med sin kraftige næve om lansen,
gik saa avsted for at vække sin bror, som hersket med vælde
over argeiernes mænd og blev æret av dem som en guddom.
Fandt han da drotten bak langskibets stavn ifærd med at aksle
rustningen blank, og hjertelig bød hans bror ham velkommen.
Først tok den høimælte helt Menelaos til orde og mælte:
«Elskede bror, hvi ruster du dig? Vil du sende som speider
nogen av vore til troernes leir? Jeg frygter at ingen
vaager at by sig frem til saa farlig en færd som at vandre
ene avsted i den fredfulde nat for at speide blandt hatske
fienders skare. Den mand maatte visselig være dumdristig.»
Straks tok den herlige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Aa Menelaos, gudfostrede helt, nu kan vi dog begge
trænge et hjælpende raad som kan verne og frelse fra faren
Airgos' snekker og mænd; ti Zevs har ændret sin vilje.
Mere har Hektor end vi kunnet glæde hans hjerte ved ofre.
Ti jeg har aldrig faat spurt eller set at en kjæmpe alene
øvet saa meget av ondt paa en eneste dag som den sterke
Hektor, hin Alfaders yndling, har voldt akaiernes sønner,
skjønt han jo hverken er søn av en gud eller av en gudinde.
Ja, han har øvet en daad som jeg tror argeier vil mindes
længer end længe; slik ve har han voldt akaiernes sønner.
Skynd dig nu du til Aias' skib og Idómenevs' snekker.
Kald paa dem begge! Jeg selv skal gaa for at vække den gjæve
Nestor og be ham staa op fra sin seng, om han kanske vil ile
hen med et manende bud til vakternes kraftige skare.
Ham vil de adlyde helst; ti hans søn er fører for vakten,
han og Meriones, drotten Idómenevs' trofaste væbner.
Særlig paa dem har vi lagt det hverv at svare for vakten.»
Nu tok den høimælte helt Menelaos til orde og svarte:
«Hvorledes tyder jeg bedst dine ord og det bud som du gav mig?
Skal jeg da vente hos dem, til du kommer der selv, eller kanske
ile avsted for at hente dig ind, naar budet er bragt dem?»
Mændenes drot Agamemnon tok atter til orde og svarte:
«Vent du bare hos dem, saa vi ikke skal omgaa hinanden
under vor vandring; ti leiren har talrike krydsende veie.
Rop overalt hvor du gaar og byd dem at holde sig vaakne.
Kald hver høvding ved navn og nævn hans far, saa du viser
alle den skyldige hæder, og krænk ikke nogen ved hovmod.
Selv faar vi stræve saa haardt som vi kan. Fra fødselens time
viet vel Zevs os to til tyngende møie og vanheld.»
Saa han talte og sendte sin bror med det manende budskap.
Derefter hastet han selv til Nestor, folkenes hyrde.
Hist ved hans telt og det tjærede skib fandt drotten den gamle
hvilende bløtt paa sit leie med funklende vaaben ved siden,
skjoldet og tvende forsvarlige spyd og hjelmen den blanke,
dertil det straalende belte som oldingen spændte om midjen,
hvergang han rustet sig ut til dødssvangre kampe og førte
selv sine mænd. Han bøide sig ei under alderens byrde.
Støttet paa albuen reiste han sig og løftet sit hode.
Spørgende talte han saa til mændenes drot Agamemnon:
«Si, hvo er du som vandrer ved skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat, naar andre kan hvile i søvnen?
Leter du efter en ven eller efter et muldyr du mistet?
Tal, og nærm dig ikke saa tyst! Hvad er det du ønsker?»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Nestor, Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder!
Vit, jeg er Atrevs' søn Agamemnon, han som den strenge
Zevs har styrtet i endeløs nød, saalænge min bringe
rummer et pust av liv og knærne endnu kan bøies.
Vildsomt vanker jeg om; ti jeg faar ikke blund paa mit øie.
Tungt paa mit sind ligger krigen og alt hvad akaierne lider;
ti for danaerne gruer jeg svart, og hvile for sindet
finder jeg ikke, kun uro og kval. Mit hjerte vil angstfuldt
sprænge mit bryst, og nu skjælver av gru mine kraftige lemmer.
Hvis du har lyst paa en daad, da du selv ei heller kan sove,
kom da med mig! La os gaa for at mønstre de utsatte vakter,
om de til overmaal trætte og kuet omsider av søvnen
kanske har lagt sig til hvile og glemt at passe sit vakthold.
Fiendens stridsmænd sitter jo nær. Hvem vet om de ikke
endnu kanhænde inat faar lyst til at gaa os paa livet?»
Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Zevs, den alvise drot, vil neppe fuldbyrde for Hektor
alt hvad han sagtens har haab om. Jeg tror at han selv skal faa føle
sorger og motgang større end før, naar engang Akillevs
bøier sit sind og vender sin hu fra vreden den grumme.
Ja, jeg skal gjerne slaa følge; men la os faa vækket de andre,
Tydevs' lansesvingende søn og den gjæve Odyssevs,
Fylevs' søn, hin kjæmpe i kraft, og den fotrappe Aias.
Godt var det ogsaa om én vilde haste avsted for at hente
Aias, saa sterk som en gud, og Idómenevs, kreternes konge.
Veien er ikke saa kort; deres fartøier ligger jo ytterst.
Men skjønt jeg elsker og agter ham høit, kan jeg ikke fordølge,
selv om det vækker din harm, at jeg laster din bror Menelaos,
naar han kan sove og rolig la dig alene om slitet
Gjøre sit ytterste burde han nu hos samtlige fyrster,
trygle og be; ti nu er vi stedt i utaalelig trængsel.»
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Selv har jeg lyst til at be dig om ellers at laste ham, gubbe;
ti han er ofte for slap og vil vanskelig vaage et tiltak,
ikke fordi han er træg og ikke har skjøn paa det rette;
nei, men han vogter paa mig og venter at jeg skal begynde.
Dennegang vaaknet han længe før jeg og kom til mit leie.
Netop til dem som du nævnte mig nys, har jeg sendt ham med budskap.
La os da gaa! Vi træffer dem vel hist utenfor porten
midt iblandt vogternes flok; ti der har jeg sagt de skal møte.»
Atter tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Ja, er det saa, nu vel, da kan ingen argeier med rette
laste hans færd eller sætte sig op mot hans bud og befaling.»
Saaledes talte den gamle og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og fæstet
om sine skuldre med naalen av guld sin kappe av purpur,
dobbelt og vid, av fineste uld og laadden i tøiet,
fattet i haanden sit spyd med den hvæssede malmodd, og begge
hastet saa ilsomt avsted langs akaiernes tjærede snekker.
Høilydt ropte nu Nestor, den gamle gereniske vognhelt,
først paa Odyssevs og vækket hin Alfaders like i klokskap
op av hans søvn. Han kjendte hans røst, da den naadde hans øre.
Straks kom han ut av sit telt og vendte sig til dem og spurte:
«Si, hvorfor vanker I om mellem skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat? Hvad nød er nu atter paa færde?»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs!
Bli ikke vred; ti av trykkende nød blir akaierne kuet.
Kom, saa vækker vi ogsaa de øvrige mænd som bør drøfte
klokt i det samlede raad om vi nu skal fly eller kjæmpe.»
Saa han talte, og ind i sit telt gik helten Odyssevs,
hængte om skuldren det blinkende skjold og fulgte de tvende.
Derefter kom de til Tydevs' søn Diomedes og fandt ham
liggende utenfor teltet med vaaben ved siden. Hans svende
sov omkring ham og hvilte det mødige hode paa skjoldet.
Lanserne strittet paa rad med dopskoen fæstet i jorden.
Vidthen lyste som Alfaders lyn det luende kobber.
Høvdingen sov paa den utbredte hud av en utæmmet okse.
Under hans hode var lagt et kostelig, straalende teppe.
Hen til ham traadte nu Nestor og vækket ham varlig med foten,
skyndte saa paa ham med manende ord og refsende tale:
«Tydevs' søn, vaakn op! Hvi sover du natten til ende?
Hører du ei at troernes hær er leiret paa haugen
nær vore snekker? Det rum som skiller os fra dem, er litet.»
Saa han talte. Med ilende hast for straks Diomedes
op fra sin slummer og talte med vingede ord til den gamle:
«Gubbe! utrættelig er du forvisst. Du hviler jo aldrig.
Findes da ei i akaiernes leir mangfoldige yngre
som kunde haste omkring overalt og vække hver enkelt
av vore konger? Nei gubbe, mot dig kan ingen sig verge.»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Ja, jeg maa si du har ret, min søn, i alt hvad du nævnte.
Selv har jeg herlige sønner og mandige stridsmænd i mængde.
Somme av dem maatte jo kunne gaa og kalde til møtet.
Dog, akaierne trykkes saa tungt av nøden den haarde;
ti paa en knivsegg vipper det nu, om døden den grumme
snart blir alle akaiernes lod, eller livet kan bjerges.
Vel, du er yngre end jeg; vil du spare en olding, saa skynd dig
hen for at vække hin Fylevs' søn og den fotrappe Aias.»
Saa han talte. Da slængte hin helt om skuldre en brandgul
løvehud, stor saa den rak til hans fot, og grep om sin lanse.
Saa gik han hastig avsted og vækket og samlet de andre.
Men da de alle kom frem og møttes hvor vakten var samlet,
fandtes der ingen som sov paa sin post av vakternes formænd.
Alle var vaakne og sat i en kreds med vaaben og verge.
Likesom hunder som vogter paa kve det vernløse smaafæ,
straks spidser ører ved vilddyrets brøl, naar det stormer fra fjeldet
ned gjennem skogen — en frygtelig larm av mænd og av hunder
reiser sig straks ved dets komme, og ingen kan længer faa sove —
likesaa lidt fik førernes flok en blund paa sit øie,
mens de holdt vakt i det natlige mulm; ti altid mot sletten
vendte de sig og lyttet om troernes skridt kunde høres.
Gubben blev hjertelig glad, da han saa dem. Venlig han styrket
svendenes mod med vingede ord og talte iblandt dem:
«Dette er godt, mine barn! Hold omhyggelig vakt, og la ingen
falde i søvn til hjertelig fryd for fiender falske.»
Saa han talte og sprang over voldgraven, fulgt av de andre
konger fra Argos, saa mange som nys var stevnet til raadet.
Nestors herlige søn og Meriones sluttet sig til dem;
ti de blev kaldt av kongerne selv til at raadslaa i møtet.
Da de kom over den vældige grav, gik alle til sæte
der hvor marken var bar og fri for lik av de faldne.
Her hadde Hektor omsider holdt op at fælde for fote
Argos' mænd, da det natlige mulm sank ned over sletten.
Der tok fyrsterne plads og pleiet saa raad med hverandre.
Vognhelten Nestor var den som først tok ordet iblandt dem:
«Er der da ei, mine venner, iblandt os nogen som vaager
freidig, med frygtløst sind, en færd til de modige troer?
Kanske han fik i sin vold en fiende ytterst i leiren,
eller fik luret sig til at høre paa troernes tale,
det som de drøfter i raadet inat, om de agter at vente
her ved skibene fjernt fra Ilios, eller vil drage
hjemad til byen i ro, da akaiernes fylking er slagen.
Kanske han skaffet sig nys om alt og vendte tilbake
uskadt til os. Blandt menneskers slegt under himmelen vide
vandt han det herligste ry og kostelig gave tillike.
Ti saa mange her er av fyrster som raader for skibe,
skulde hver eneste drot gi helten et faar til foræring,
sort og med diende lam, det herligste eie som findes.
Bydes til lag og til gilde som hædersgjest skulde han altid.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Da tok den høimælte helt Diomedes til orde og mælte:
«Nestor, mig byder mit sind og det modige hjerte at drage
ind i troernes leir blandt fienden her i vor nærhet.
Var her nu ogsaa en anden som villig slog følge paa færden,
gav det jo større fortrøstning og tryggere tillid i faren.
Naar der er to som gaar til en dyst, saa kappes de begge,
en med den anden om det som er bedst; men er manden alene,
rækker hans tanke for kort, og hans kløkt kan lettelig klikke.»
Saa han talte, og mangen en helt vilde gjerne slaa følge.
Villig var krigsgudens svende de tvende Aianter til færden.
Villig var Nestors søn, og Meriones ønsket det ivrig.
Villig var Atrevs' søn, den mandige helt Menelaos.
Villig var ogsaa Odyssevs, den haardføre helt, til at gjeste
troernes leir; ti utæmmelig mod var gjemt i hans bringe.
Derpaa tok mændenes drot Agamemnon til orde og mælte:
«Tydevs' søn Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Vel, din følgesvend kan du jo nu faa valgt som du lyster,
den som er gjævest av alle du ser; ti mange er rede.
Nu maa du ikke la blygsel faa blændet dit blik, saa du vraker
den som er bedst og vælger av blu en ringere fælle,
bare fordi han er gjævest av byrd og større blandt konger.»
Saa han talte i angst for sin lyslette bror Menelaos.
Da tok atter den høimælte helt Diomedes til orde:
«Dersom I selv gir mig lov til frit at vælge min fælle,
hvorledes skulde jeg da kunne glemme den kjække Odyssevs,
han som i fare og nød har mod og manddom i brystet
mere end nogen og elskes saa høit av Pallas Atene?
Ja, dersom han vil gaa med, da kommer vi begge tilbake
selv gjennem luende ild; ti i kløkt er ingen hans like.»
Nu tok den haardføre helt Odyssevs til orde og mælte:
«Tydevs' søn, du kan spare dig her baade lovord og klander;
ti blandt argeierne taler du jo, som vet hvad jeg duger.
Kom la os gaa. Langt er det paa nat, og snart er det morgen.
Langt har stjernerne vandret, og endt har natten de tvende
dele av løpet; kun en av de tre har vi endnu tilbake».
Saa de talte og akslet sin krigerske rustning. Da laante
Nestors søn Trasymedes et skjold og et tveegget slagsverd
til Diomedes; ti selv lot høvdingen vaaben og verge
ligge tilbake ved snekken. Saa satte han hjelm paa hans hode,
virket av hud av en okse. Ei hadde den bøiler og hjelmbusk.
Stormhue kaldes den helst, et vern for krigeres isse.
Likesaa rakte Meriones frem til den gjæve Odyssevs
bue og kogger og sverd og satte en hjelm paa hans hode,
virket av lær og paa indsiden stramt forbundet med remmer
utspændt paa kryds og paa tvers; men ytterst var stormhuens runding
prydet i række og rad med vildsvinets skinnende tænder
ordnet med mesterlig kunst. Med bløteste filt var den foret.
Kjæmpen Avtolykos tok den tilforn som rov da han trængte
ind i Eleon og plyndret Amyntors borg. Til Kytera
sendte han den, til helten Amfidamas, Skandeias konge.
Drotten Amfidamas gav den som skjænk til sin gjesteven Molos.
Sønnen Meriones fik den av ham, og nu blev den varlig
trykket som tryggeste vern om helten Odyssevs' hode.
Men da de endelig begge var klædt i den krigerske rustning,
skiltes de der fra fyrsternes kreds og gav sig paa færden.
Pallas gav begge et lykkebud med; ti hun sendte en heire
nær deres vei til høire. Med øinene saa de ei fuglen
nu i den belgmørke nat; men de hørte dens gjaldende varsel.
Glad blev Odyssevs ved tegnet og bad til den høie Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn som altid i faren
staar ved min side og vogter min færd med naaderikt øie.
Vær mig nu huld som tilforn og hjælp mig kjærlig, Atene!
Und os at komme tilbake til skibsleirens snekker med hæder.
Und os at øve et storverk som troerne længe vil mindes.»
Derefter talte og bad den høimælte helt Diomedes:
«Hør ogsaa mig, du datter av Zevs, som aldrig kan trættes.
Følg nu mig, som du fulgte min far, den herlige Tydevs,
dengang han drog til Teben avsted med akaiernes budskap.
Freidig forlot han den malmklædte hær ved Asopos og bragte
tilbud om fred og forlik til kadmeionernes stormænd.
Men paa hjemveien øvet han grufulde heltebedrifter
sammen med dig, gudinde; ti du stod huldt ved hans side.
Aa, vær likesaa naadig mot mig! Staa hos mig og verg mig!
Da skal jeg gi dig som offer en bredpandet, utæmmet kvie,
aarsgammelt dyr som aldrig en mand har ført under aaket.
Den skal jeg ofre, og helt med guld skal hornene dækkes.»
Saaledes bad de, og bønnen blev hørt av Pallas Atene.
Men da de nu hadde bedt til den vældige Alfaders datter,
skyndte de sig i den belgmørke nat som glubende løver
hen gjennem mord og lik, over vaaben og blodet det sorte.
Likesaa litt lot Hektor de modige troer faa sove.
Alle de gjæveste mænd lot han samles og stevnet til møte,
troernes helter, de første i krig og de første i raadet,
og i forsamlingen redet han ut sine kløktige planer:
«Hvem vil holde sit ord, naar han lover mig mandig at øve
storverk for kostelig skjænk. For visst skal han rundelig lønnes;
ti jeg skal gi ham en vogn og to høimankede hester,
ypperst av alle i løp ved akaiernes letrodde snekker,
dersom han drister sig til en daad, som vil bringe ham hæder,
og tør vaage sig frem til de hurtige skibe og speide
om der endnu, som før, staar vakt ved skibenes række,
eller om mændene, kuet av os med vældige næver,
rædde maa raadslaa om flugt og mættet av mathet og møie
ikke har vilje og kraft til natten igjennem at vaake.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Men iblandt troerne var der en søn av herolden Evmedes,
Dolon ved navn, en mand som var rik paa guld og paa kobber.
Styg var kjæmpen av aasyn og vekst, men rap til at løpe.
Selv var han eneste søn; men fem i tal var hans søstre.
Nu tok han ordet i troernes kreds og talte til Hektor:
«Hektor, mig byder mit mandige mod og hjerte at drage
hen til de letrodde snekker paa vaagelig færd for at speide.
Vel, men først maa du løfte din stav og love at gi mig
vognen beslaat med den skinnende malm og de vælige hester,
gangernes tvespand som trækker for karm den stolte Peleide.
Ei skal jeg speide forgjæves. Dit haab skal ikke bli skuffet.
Tvers gjennem skibsleiren sniker jeg mig, saa langt til jeg kommer
frem til kong Agamemnons skib, hvor de ypperste helter
ventelig nu holder raad, om de straks skal fly eller kjæmpe.»
Saa han talte, og Hektor svor med staven i hænde:
«Heras husbond, den tordnende Zevs, skal være mit vidne:
Ei skal en anden av troernes mænd faa kjøre hint tvespand.
Stolt skal du altid faa styre det selv, det lover jeg hellig.»
Saa han talte og fristet med ed som han ei kunde holde.
Hængte da Dolon om skuldrene straks den krummede bue,
slængte saa om sig det graagule skind av en ulv, og paa hodet
satte han hjelmen av maarskind og fattet om spydet det hvasse.
Derefter løp han mot skibene hen fra leiren; men aldrig
skulde han vende tilbake og melde til Hektor sit budskap.
Da han fik trængt sig frem gjennem vrimlen av hester og stridsmænd,
gav han sig trøstig paa vei; men helten den gjæve Odyssevs
hørte den kommendes skridt og mælte til Tydevs' ætling:
«Lyt, Diomedes! hist kommer en mand fra troernes leirplads.
Ei kan jeg vite forvisst om han agter at speide ved flaaten
eller det kun er en tyv, som vil plyndre de faldne paa valen.
La os nu slippe ham frem et stykke forbi os paa sletten.
Saa skal vi kaste os mot ham med ett, og da kan vi kanske
ta ham til fange; men er han for rap, saa vi kan ikke naa ham,
træng da paa ham med lansen, og jag ham altid mot flaaten,
bort fra hans landsmænds leir, saa han ikke kan flygte til byen.»
Saa han talte. De vek fra sin vei og lagde sig begge
ned mellem lik, mens Dolon i daarskap ilte forbi dem.
Men da han kom saa langt som mulæsler uten at hvile
velter med plogen sin fure i muld — ti raskere trækker
mulernes spand den kraftige plog end langsomme okser —
styrtet de frem. Han stanset sin gang ved lyden av fotslag;
ti i sit inderste haabet han først at troiske venner
ilte paa Hektors bud for at kalde ham hastig tilbake.
Dog, da de kom saa nær at der knapt var et spydkast imellem,
saa han med gru at fiender kom, og han rørte de rappe
føtter til flugt, og i jagende fart fôr heltene efter.
Som naar et hundepar, øvet i jagt og med tænder saa hvasse,
følger en raa eller hare og uten et øiebliks hvile
jager i skogen det flygtende vildt som skriker i dødsangst,
saaledes trængte nu Tydevs' søn og den barske Odyssevs
flygtningen bort fra hans fæller og jaget ham uten at hvile.
Men da saa manden paa flugt mot skibene snart maatte komme
frem til akaiernes vakt, da skjænket den høie Atene
Tydevfe' søn den ubændigste kraft, forat ingen akaier
stolt skulde si at han rammet ham først, og at han blev den anden.
Styrtet da straks Diomedes med lansen imot ham og ropte:
«Stans, hvis ikke mit spyd skal ramme dig. Trygt tør jeg paastaa:
Længe sparer min næve dig ei for døden den bratte.»
Saa han talte og slynget sit spyd, men feilet med vilje.
Spydskaftets hvæssede odd for hen over skuldren til høire
ned i jorden og boret sig fast. Da skalv han og stanset
likblek av rædsel. Hans tunge slog klik, og stymperens tænder
klapret i munden. De naadde ham snart forpustet og fattet
begge hans arme. Da brast han i graat og bad dem saa bønlig:
«Fang mig og spar mit liv! Jeg skal kjøpe mig løs; ti jeg eier
kobber og guld og kostelig jern som en mester har hamret.
Derav sender min far jer straks umaadelig løsning,
hvis han faar spurt at I sparte mit liv ved akaiernes skibe.»
Da tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Vær du kun trøstig og gi ikke dødsfrygt rum i dit hjerte.
Si mig nu bare, og la hvert ord være sandt som du sier:
Hvi har du listet dig hit fra din leir til flaaten alene
nu i den belgmørke nat, naar mennesker ellers kan sove?
Kommer du lumsk for at plyndre paa val et lik av en kriger?
Kommer du hit av dig selv, eller sendte kanhænde den gjæve
Hektor dig ut som speider inat til de stavnhøie snekker?»
Derpaa tok Dolon med skjælvende knær til orde og svarte:
«Hektor har lokket mit sind med mangfoldige daarende tilsagn.
Høit og dyrt har han lovet at gi mig den gjæve Peleides
fotrappe hester til løn og dertil hans malmsmykte stridsvogn.
Ut i den belgmørke ilende nat har han budt mig at drage
dit hvor fienden ligger i leir og skaffe mig kundskap
om der endnu som før staar vakt ved de hurtige snekker,
eller om mændene, kuet av os med vældige næver,
rædde maa raadslaa om flugt og mættet av mathet og møie
ikke har vilje i bryst til natten igjennem at vaake.»
Smilende svarte igjen den raadsnare høvding Odyssevs:
«Sandelig var det da svare til løn du lystet at vinde,
selve den kamplystne helt Akillevs' hester! For brysomt
blev det for dødelig mand at tæmme og styre dem. Ingen
magter det uten Akillevs som har til mor en gudinde.
Si mig igjen, og la hvert et ord være sandt som du sier:
Hvor forlot du hin folkenes drot, den straalende Hektor?
Hvor er hans krigerske vaaben, og hvor er hans fotrappe hester?
Passer de øvrige troer sin vakt, eller gik de til hvile?
Si, hvad de drøfter i mændenes raad, om de agter at vente
her ved skibene fjernt ifra Ilios, eller vil drage
hjemad i ro til sin by, da akaiernes fylking er slagen.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal svare paa alt og ikke fordølge det mindste.
Hektor og samtlige høibaarne mænd som har sæte i raadet,
holder nu møte og raadslaar hist ved Ilos' gravhaug,
fjernt ifra larmen; men spør du om vakterne, helt, skal du vite:
Slet ingen poster er stillet paa vakt og verner om leiren.
Hist hvor baalene blusser, er troerne vaakne; ti faren
tvinger dem til det, og mændene ber hverandre at vaake.
Men de stridsmænd som kaldtes til hjælp fra fremmede byer,
hviler i søvn; for vakthold inat lar de troerne sørge.
Hustruer har de jo ei eller barn som her er til huse.»
Derefter talte den raadsnare helt Odyssevs og spurte:
«Sover da hjælperne nu blandt de hestetumlende troer,
eller i leir for sig selv? Giv grei besked, saa jeg vet det.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Grei og sandfærdig besked skal jeg gi dig ogsaa om dette.
Hist ved havet er leiret paioner med krummede buer,
karer, leleger, kavkoner og tapre pelasgiske stridsmænd,
hestetumlende fryger og gjæve maioniske kjæmper.
Fjernt ved Tymbra fik lykier plads og de navngjetne myser.
Dog, hvad tjener det til at spørre saa nøie om dette?
ti hvis I agter at vaage jer ind i troernes skarer,
kom jo trakerne nys og leiret sig ytterst av alle.
Resos er trakernes drot, Eiónevs' herlige ætling.
Ei har jeg set slike hester som hans, saa store og skjønne.
Hvitere er de end sne og rappe som susende stormvind.
Kostelig prydet med guld og med sølv er høvdingens stridsvogn.
Klædt i en kjæmpestor rustning av guld et under at skue,
kom han til troernes leir. Saa pragtfulde vaaben bør ingen
dødelig mand kunne bære, men ikkun de salige guder.
Aa, men ta mig og før mig nu bort til de hurtige snekker,
ja, eller la mig faa bli hvor jeg er i grusomme lænker,
indtil I kommer tilbake og selv har skaffet jer visshet
om hvert ord som jeg nu har fortalt er sandt eller ikke.»
Men Diomedes maalte ham barsk med blikket og svarte:
«Dolon! har vi dig nu i vor magt, saa la ikke hjertet
ramme en tanke paa flugt, skjønt glædelig budskap du bragte.
Dersom du nu fik kjøpe dig løs, eller slap os av hænde,
kom du saavisst igjen til akaiernes hurtige snekker
enten som speider paany eller ogsaa til aapenlys feide;
men hvis du nu maa late dit liv for min kraftige næve,
kommer du aldrig paany til at volde argeierne skade.»
Saa han talte. Da prøvde den bedende Dolon at røre
ydmyg hans hake med haanden; men høvdingen hugg ham med sverdet
tvers over halsen og kløvde med slagsverdet begge hans sener.
Rallende skrek han, da hodet faldt ned og rullet i støvet.
Hjelmen av maarskind løste de først fra hans hode, og derpaa
tok de hans ulveskinds kappe, hans haardspændte bue og lansen.
Løftet da helten Odyssevs mot hærfangsgudinden Atene
høit deres bytte paa arm, og bedende tok han til orde:
«Glæd dig gudinde ved dette; ti først blandt olympiske guder
ofrer og ber vi til dig. Aa, følg os nu atter i naade
frem til troernes sovende mænd og vælige hester!»
Saaledes lød hans bøn, og han hængte det blodige hærfang
op paa en høi tamarisk og sanket til tydelig merke
rør i en haug, og av busken han brøt de blomstrende grener,
forat de ei skulde gaa det forbi paa sin hjemfærd om natten.
Videre vandret de saa over blod og henslængte vaaben.
Snart kom heltene dit, hvor trakernes fylker var leiret.
Opgit av træthet sov de nu tungt, og de herlige vaaben
lyste i tredobbelt rad paa marken ved kjæmpernes side.
Nær ved enhver av de sovende mænd stod tvespandet bundet.
Resos var sovnet i krigernes kreds, og hans fotrappe hester
stod ved hans side. Til stridsvognens karm var de bundet med remmer.
Først blev Odyssevs ham var og pekte paa ham for sin fælle.
«Her er han selv, Diomedes, og der er hans vælige hester,
hingstenes par som Dolon har talt om, han som vi dræpte.
Vis nu din vældige kraft! ti haandfalden bør du dog ikke
staa der med vaaben i haand. Saa løs da hans hester fra vognen
eller slaa løs paa hans mænd, saa sørger jeg selv for hans hester.»
Saa han talte, og kræfter og mod gav Pallas sin yndling.
Fiender vog han til høire og venstre. De døendes rallen
lød hvor hans slagsverd faldt, og rød blev marken av blodet.
Som naar en løve har fundet en flok av vergeløst smaafæ,
faar eller gjeter, og grisk styrter frem og fælder for fote,
saaledes fôr Diomedes omkring blandt troernes kjæmper,
indtil han tolv hadde dræpt, og saasnart Diomedes' slagsverd
rammet med dræpende hug, saa grep den kloke Odyssevs
straks den faldne ved foten og slæpte ham bort; ti i tanken
drøftet han slu hvordan hestenes spand med de flagrende manker
let kunde føres igjennem og ikke bli sky, naar de maatte
gaa over blodige lik; til slikt var de endnu for uvant.
Men da saa Tydevs' søn hadde naadd den sovende konge,
hugg han for trettende gang og røvet ham livet det søte,
just som han stønnet; ti Oinevsætlingen stod ved Atenes
mægtige bud som en skræmmende drøm ved hans hode i mørket.
Helten Odyssevs løste imens de stampende hester,
koblet dem sammen med remmer og drev dem saa ut gjennem skaren
og av hans buesnor fik de et rap; ti den skinnende svepe
sanset han ikke at gripe med haand fra den straalende vognkarm.
Plystrende gav han et tegn til sin ven Diomedes; ti denne
nølte i tvil om det vaagsomste verk, om han først skulde røve
vognen hvor rustningen laa og trække den bort efter stangen
eller faa løftet den op og baaret den bort gjennem skaren,
eller kanhænde faa røvet end fler av troerne livet.
Mens han i tankerne tumlet med slikt, kom Pallas Atene
nær ham og rettet et ord til den herlige helt Diomedes:
«Tænk nu paa hjemfærd i tide, du søn av den modige Tydevs;
ellers du kunde saa let komme hjem til flaaten som flygtning,
dersom kanhænde en gud skulde vække de sovende troer.»
Saaledes lød hendes ord. Han hørte gudinden og lystret,
Ilsomt steg han til hest. Da snertet Odyssevs med buen
gangernes ryg, og de fløi som en vind til akaiernes snekker.
Ei stod Apollon med buen av sølv paa vakt som den blinde,
da han fik se Diomedes i følge med Pallas Atene.
Vred paa gudinden ilte han ned til troernes vrimmel,
vækket saa først den gjæve Hippokoon, trakernes høvding,
Resos' fætter, av søvne. Han skyndte sig op fra sit leie,
og da han saa at pladsen var tom hvor de fotrappe hester
nys hadde staat, og de myrdede mænd som sprællet i dødskamp,
sukket han tungt og kaldte ved navn sin elskede frænde.
Troerne styrtet med skingrende skrik i vildeste tummel
sammen og stirret paa mændenes verk, den grufulde udaad
som de fornys hadde øvet, før hjemad til flaaten de stevnet.
Men da de naadde til stedet hvor Hektors speider var fældet,
stanset Odyssevs, hin yndling av Zevs, de hurtige hester.
Ned til jord sprang Tydevs' søn og rakte Odyssevs
krigerens blodige rustning og hoppet igjen paa sin ganger.
Gav han saa begge et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnhøie snekker; ti derhen stod al deres higen.
Først var det Nestor som hørte de drønende hovslag og mælte:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Skal jeg faa ret eller ikke? Mit hjerte mig byder at tale.
Larmen av travende gangere naar just nu mine ører.
Gid det var Tydevs' søn som kom og den gjæve Odyssevs
hit fra troernes leir med en fangst av fotrappe foler.
Dog, i mit sind maa jeg grue av angst for at vanheld har rammet
Argos' tapreste mænd i troernes larmende tummel.»
Neppe var ordene sagt, før heltene selv var tilstede.
Ned fra hestene steg de paa jord, og vennerne hilste
glade de to med venlige ord og rakte dem haanden.
Først tok Nestor, den graanede helt, til orde og spurte:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet.
Hvor har I faat saa herlig et spand? Har I virkelig gjestet
troernes leir, eller er det en skjænk fra en gud som har møtt jer!
Grant de ligner i blændende glans det straalende sollys.
Troerne møter jeg stadig i strid og vet at jeg aldrig
nøler ved flaaten, skjønt olding forlængst og graanet i krigen.
Dog, mine øine har endnu ei set saa herlige hester.
Nei, jeg maa tro I har møtt en gud som skjænket jer gaven.
Høit er I begge jo elsket av Zevs som troner i skyen,
elsket tillike av Alfaders barn, den blaaøide Pallas.»
Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder.
Lettelig kunde en gud, hvis han vilde det, skjænke som gave
ædlere hester end disse; ti størst er gudernes vælde.
Disse du spør om, gubbe, er hester som nylig er kommet
hit fra Trakien. Tydevs' søn har dræpt deres eier.
Tolv av hans krigere vog han, de ypperste mænd i hans følge,
og som den trettende fældte vi nær ved flaaten en speider,
en som Hektor fornys og de øvrige troiske fyrster
sendte avsted til vor leir for at se hvad vi nu hadde fore.»
Saa han talte, og lydt han lo, da han jog over graven
hestenes travende spand, og akaierne fulgte ham glade.
Men da de snart hadde naadd Diomedes' prægtige leirtelt,
bandt de Resos' tvespand med veltilsnittede remmer
fast ved hestenes krybber, hvor alt Diomedes' egne
fotrappe gangere stod og tygget den deilige hvete.
Agter i bakstavnen gjemte imens den gjæve Odyssevs
Dolons blodige rustning som offer til Pallas Atene.
Derefter vadet de ut i det bølgende saltvand og vasket
strømmende sved fra nakke og ryg, fra lægger og lænder.
Men da de kjølige bølger fra sjø hadde skyllet den salte
sved fra den mødige krop, og friskere slog deres hjerte,
steg de til styrkende bad i karrene skinnende blanke,
og da de begge var tvættet i bad og salvet med olje,
satte de sig til sit maaltid og øste av bollen den fulde
honningsøt vin og bragte til tak Atene et offer.
natten igjennem, og lindt var de lagt i slummerens lænker.
Søvnen, den liflige, gjestet dog ei den mægtige konge
Atrevs' søn Agamemnon som tumlet med mangt i sit hjerte.
Som naar den haarfagre Heras gemal lar tordenen rulle
truende enten med byger av hagl eller øsende styrtregn
eller med hvirvlende fokk, naar markerne hvitner av snedrys.
eller forfærdelig krig som gaper med graadige kjæver,
saaledes drog Agamemnon ustanselig stønnende sukke
dypt fra sit ængstede bryst og skalv av gru i sit hjerte.
Ti naar han undrende vendte sit blik mot den troiske slette,
saa han de talrike flammende baal foran Ilions mure,
lyttet til fløiter og piper og lyden av larmende stridsmænd.
Men naar han saa mot skibenes rad og akaiernes kjæmper,
rev han fra issen saa mangt et haar, og fra ædlingens bringe
trængte sig mangt et inderlig suk til Zevs i det høie.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at gaa for at søke
først blandt fyrsterne Nelevs' søn, den sindige Nestor,
dersom den gamle kanhænde med ham kunde finde et kløktig
frelsende raad som vernet akaiernes sønner mot vanheld.
Stod han da op fra sit leie og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og slængte
derefter om sine skuldre som fotsid kappe det store
brandgule skind av en løve og grep i haanden sin lanse.
Likesa skalv Menelaos av angst, og kvægende slummer
sænket sig ei paa hans øine. Han frygtet at ondt skulde ramme
Argos' mænd som av venskap for ham var stevnet til Troja
vidt over storhavets bølgende vei til mandige kampe.
Ryggen, den kraftige, dækket han først med den flekkete panters
brokete skind og satte saa raskt paa sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og grep med sin kraftige næve om lansen,
gik saa avsted for at vække sin bror, som hersket med vælde
over argeiernes mænd og blev æret av dem som en guddom.
Fandt han da drotten bak langskibets stavn ifærd med at aksle
rustningen blank, og hjertelig bød hans bror ham velkommen.
Først tok den høimælte helt Menelaos til orde og mælte:
«Elskede bror, hvi ruster du dig? Vil du sende som speider
nogen av vore til troernes leir? Jeg frygter at ingen
vaager at by sig frem til saa farlig en færd som at vandre
ene avsted i den fredfulde nat for at speide blandt hatske
fienders skare. Den mand maatte visselig være dumdristig.»
Straks tok den herlige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Aa Menelaos, gudfostrede helt, nu kan vi dog begge
trænge et hjælpende raad som kan verne og frelse fra faren
Airgos' snekker og mænd; ti Zevs har ændret sin vilje.
Mere har Hektor end vi kunnet glæde hans hjerte ved ofre.
Ti jeg har aldrig faat spurt eller set at en kjæmpe alene
øvet saa meget av ondt paa en eneste dag som den sterke
Hektor, hin Alfaders yndling, har voldt akaiernes sønner,
skjønt han jo hverken er søn av en gud eller av en gudinde.
Ja, han har øvet en daad som jeg tror argeier vil mindes
længer end længe; slik ve har han voldt akaiernes sønner.
Skynd dig nu du til Aias' skib og Idómenevs' snekker.
Kald paa dem begge! Jeg selv skal gaa for at vække den gjæve
Nestor og be ham staa op fra sin seng, om han kanske vil ile
hen med et manende bud til vakternes kraftige skare.
Ham vil de adlyde helst; ti hans søn er fører for vakten,
han og Meriones, drotten Idómenevs' trofaste væbner.
Særlig paa dem har vi lagt det hverv at svare for vakten.»
Nu tok den høimælte helt Menelaos til orde og svarte:
«Hvorledes tyder jeg bedst dine ord og det bud som du gav mig?
Skal jeg da vente hos dem, til du kommer der selv, eller kanske
ile avsted for at hente dig ind, naar budet er bragt dem?»
Mændenes drot Agamemnon tok atter til orde og svarte:
«Vent du bare hos dem, saa vi ikke skal omgaa hinanden
under vor vandring; ti leiren har talrike krydsende veie.
Rop overalt hvor du gaar og byd dem at holde sig vaakne.
Kald hver høvding ved navn og nævn hans far, saa du viser
alle den skyldige hæder, og krænk ikke nogen ved hovmod.
Selv faar vi stræve saa haardt som vi kan. Fra fødselens time
viet vel Zevs os to til tyngende møie og vanheld.»
Saa han talte og sendte sin bror med det manende budskap.
Derefter hastet han selv til Nestor, folkenes hyrde.
Hist ved hans telt og det tjærede skib fandt drotten den gamle
hvilende bløtt paa sit leie med funklende vaaben ved siden,
skjoldet og tvende forsvarlige spyd og hjelmen den blanke,
dertil det straalende belte som oldingen spændte om midjen,
hvergang han rustet sig ut til dødssvangre kampe og førte
selv sine mænd. Han bøide sig ei under alderens byrde.
Støttet paa albuen reiste han sig og løftet sit hode.
Spørgende talte han saa til mændenes drot Agamemnon:
«Si, hvo er du som vandrer ved skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat, naar andre kan hvile i søvnen?
Leter du efter en ven eller efter et muldyr du mistet?
Tal, og nærm dig ikke saa tyst! Hvad er det du ønsker?»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Nestor, Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder!
Vit, jeg er Atrevs' søn Agamemnon, han som den strenge
Zevs har styrtet i endeløs nød, saalænge min bringe
rummer et pust av liv og knærne endnu kan bøies.
Vildsomt vanker jeg om; ti jeg faar ikke blund paa mit øie.
Tungt paa mit sind ligger krigen og alt hvad akaierne lider;
ti for danaerne gruer jeg svart, og hvile for sindet
finder jeg ikke, kun uro og kval. Mit hjerte vil angstfuldt
sprænge mit bryst, og nu skjælver av gru mine kraftige lemmer.
Hvis du har lyst paa en daad, da du selv ei heller kan sove,
kom da med mig! La os gaa for at mønstre de utsatte vakter,
om de til overmaal trætte og kuet omsider av søvnen
kanske har lagt sig til hvile og glemt at passe sit vakthold.
Fiendens stridsmænd sitter jo nær. Hvem vet om de ikke
endnu kanhænde inat faar lyst til at gaa os paa livet?»
Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Zevs, den alvise drot, vil neppe fuldbyrde for Hektor
alt hvad han sagtens har haab om. Jeg tror at han selv skal faa føle
sorger og motgang større end før, naar engang Akillevs
bøier sit sind og vender sin hu fra vreden den grumme.
Ja, jeg skal gjerne slaa følge; men la os faa vækket de andre,
Tydevs' lansesvingende søn og den gjæve Odyssevs,
Fylevs' søn, hin kjæmpe i kraft, og den fotrappe Aias.
Godt var det ogsaa om én vilde haste avsted for at hente
Aias, saa sterk som en gud, og Idómenevs, kreternes konge.
Veien er ikke saa kort; deres fartøier ligger jo ytterst.
Men skjønt jeg elsker og agter ham høit, kan jeg ikke fordølge,
selv om det vækker din harm, at jeg laster din bror Menelaos,
naar han kan sove og rolig la dig alene om slitet
Gjøre sit ytterste burde han nu hos samtlige fyrster,
trygle og be; ti nu er vi stedt i utaalelig trængsel.»
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Selv har jeg lyst til at be dig om ellers at laste ham, gubbe;
ti han er ofte for slap og vil vanskelig vaage et tiltak,
ikke fordi han er træg og ikke har skjøn paa det rette;
nei, men han vogter paa mig og venter at jeg skal begynde.
Dennegang vaaknet han længe før jeg og kom til mit leie.
Netop til dem som du nævnte mig nys, har jeg sendt ham med budskap.
La os da gaa! Vi træffer dem vel hist utenfor porten
midt iblandt vogternes flok; ti der har jeg sagt de skal møte.»
Atter tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Ja, er det saa, nu vel, da kan ingen argeier med rette
laste hans færd eller sætte sig op mot hans bud og befaling.»
Saaledes talte den gamle og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og fæstet
om sine skuldre med naalen av guld sin kappe av purpur,
dobbelt og vid, av fineste uld og laadden i tøiet,
fattet i haanden sit spyd med den hvæssede malmodd, og begge
hastet saa ilsomt avsted langs akaiernes tjærede snekker.
Høilydt ropte nu Nestor, den gamle gereniske vognhelt,
først paa Odyssevs og vækket hin Alfaders like i klokskap
op av hans søvn. Han kjendte hans røst, da den naadde hans øre.
Straks kom han ut av sit telt og vendte sig til dem og spurte:
«Si, hvorfor vanker I om mellem skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat? Hvad nød er nu atter paa færde?»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs!
Bli ikke vred; ti av trykkende nød blir akaierne kuet.
Kom, saa vækker vi ogsaa de øvrige mænd som bør drøfte
klokt i det samlede raad om vi nu skal fly eller kjæmpe.»
Saa han talte, og ind i sit telt gik helten Odyssevs,
hængte om skuldren det blinkende skjold og fulgte de tvende.
Derefter kom de til Tydevs' søn Diomedes og fandt ham
liggende utenfor teltet med vaaben ved siden. Hans svende
sov omkring ham og hvilte det mødige hode paa skjoldet.
Lanserne strittet paa rad med dopskoen fæstet i jorden.
Vidthen lyste som Alfaders lyn det luende kobber.
Høvdingen sov paa den utbredte hud av en utæmmet okse.
Under hans hode var lagt et kostelig, straalende teppe.
Hen til ham traadte nu Nestor og vækket ham varlig med foten,
skyndte saa paa ham med manende ord og refsende tale:
«Tydevs' søn, vaakn op! Hvi sover du natten til ende?
Hører du ei at troernes hær er leiret paa haugen
nær vore snekker? Det rum som skiller os fra dem, er litet.»
Saa han talte. Med ilende hast for straks Diomedes
op fra sin slummer og talte med vingede ord til den gamle:
«Gubbe! utrættelig er du forvisst. Du hviler jo aldrig.
Findes da ei i akaiernes leir mangfoldige yngre
som kunde haste omkring overalt og vække hver enkelt
av vore konger? Nei gubbe, mot dig kan ingen sig verge.»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Ja, jeg maa si du har ret, min søn, i alt hvad du nævnte.
Selv har jeg herlige sønner og mandige stridsmænd i mængde.
Somme av dem maatte jo kunne gaa og kalde til møtet.
Dog, akaierne trykkes saa tungt av nøden den haarde;
ti paa en knivsegg vipper det nu, om døden den grumme
snart blir alle akaiernes lod, eller livet kan bjerges.
Vel, du er yngre end jeg; vil du spare en olding, saa skynd dig
hen for at vække hin Fylevs' søn og den fotrappe Aias.»
Saa han talte. Da slængte hin helt om skuldre en brandgul
løvehud, stor saa den rak til hans fot, og grep om sin lanse.
Saa gik han hastig avsted og vækket og samlet de andre.
Men da de alle kom frem og møttes hvor vakten var samlet,
fandtes der ingen som sov paa sin post av vakternes formænd.
Alle var vaakne og sat i en kreds med vaaben og verge.
Likesom hunder som vogter paa kve det vernløse smaafæ,
straks spidser ører ved vilddyrets brøl, naar det stormer fra fjeldet
ned gjennem skogen — en frygtelig larm av mænd og av hunder
reiser sig straks ved dets komme, og ingen kan længer faa sove —
likesaa lidt fik førernes flok en blund paa sit øie,
mens de holdt vakt i det natlige mulm; ti altid mot sletten
vendte de sig og lyttet om troernes skridt kunde høres.
Gubben blev hjertelig glad, da han saa dem. Venlig han styrket
svendenes mod med vingede ord og talte iblandt dem:
«Dette er godt, mine barn! Hold omhyggelig vakt, og la ingen
falde i søvn til hjertelig fryd for fiender falske.»
Saa han talte og sprang over voldgraven, fulgt av de andre
konger fra Argos, saa mange som nys var stevnet til raadet.
Nestors herlige søn og Meriones sluttet sig til dem;
ti de blev kaldt av kongerne selv til at raadslaa i møtet.
Da de kom over den vældige grav, gik alle til sæte
der hvor marken var bar og fri for lik av de faldne.
Her hadde Hektor omsider holdt op at fælde for fote
Argos' mænd, da det natlige mulm sank ned over sletten.
Der tok fyrsterne plads og pleiet saa raad med hverandre.
Vognhelten Nestor var den som først tok ordet iblandt dem:
«Er der da ei, mine venner, iblandt os nogen som vaager
freidig, med frygtløst sind, en færd til de modige troer?
Kanske han fik i sin vold en fiende ytterst i leiren,
eller fik luret sig til at høre paa troernes tale,
det som de drøfter i raadet inat, om de agter at vente
her ved skibene fjernt fra Ilios, eller vil drage
hjemad til byen i ro, da akaiernes fylking er slagen.
Kanske han skaffet sig nys om alt og vendte tilbake
uskadt til os. Blandt menneskers slegt under himmelen vide
vandt han det herligste ry og kostelig gave tillike.
Ti saa mange her er av fyrster som raader for skibe,
skulde hver eneste drot gi helten et faar til foræring,
sort og med diende lam, det herligste eie som findes.
Bydes til lag og til gilde som hædersgjest skulde han altid.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Da tok den høimælte helt Diomedes til orde og mælte:
«Nestor, mig byder mit sind og det modige hjerte at drage
ind i troernes leir blandt fienden her i vor nærhet.
Var her nu ogsaa en anden som villig slog følge paa færden,
gav det jo større fortrøstning og tryggere tillid i faren.
Naar der er to som gaar til en dyst, saa kappes de begge,
en med den anden om det som er bedst; men er manden alene,
rækker hans tanke for kort, og hans kløkt kan lettelig klikke.»
Saa han talte, og mangen en helt vilde gjerne slaa følge.
Villig var krigsgudens svende de tvende Aianter til færden.
Villig var Nestors søn, og Meriones ønsket det ivrig.
Villig var Atrevs' søn, den mandige helt Menelaos.
Villig var ogsaa Odyssevs, den haardføre helt, til at gjeste
troernes leir; ti utæmmelig mod var gjemt i hans bringe.
Derpaa tok mændenes drot Agamemnon til orde og mælte:
«Tydevs' søn Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Vel, din følgesvend kan du jo nu faa valgt som du lyster,
den som er gjævest av alle du ser; ti mange er rede.
Nu maa du ikke la blygsel faa blændet dit blik, saa du vraker
den som er bedst og vælger av blu en ringere fælle,
bare fordi han er gjævest av byrd og større blandt konger.»
Saa han talte i angst for sin lyslette bror Menelaos.
Da tok atter den høimælte helt Diomedes til orde:
«Dersom I selv gir mig lov til frit at vælge min fælle,
hvorledes skulde jeg da kunne glemme den kjække Odyssevs,
han som i fare og nød har mod og manddom i brystet
mere end nogen og elskes saa høit av Pallas Atene?
Ja, dersom han vil gaa med, da kommer vi begge tilbake
selv gjennem luende ild; ti i kløkt er ingen hans like.»
Nu tok den haardføre helt Odyssevs til orde og mælte:
«Tydevs' søn, du kan spare dig her baade lovord og klander;
ti blandt argeierne taler du jo, som vet hvad jeg duger.
Kom la os gaa. Langt er det paa nat, og snart er det morgen.
Langt har stjernerne vandret, og endt har natten de tvende
dele av løpet; kun en av de tre har vi endnu tilbake».
Saa de talte og akslet sin krigerske rustning. Da laante
Nestors søn Trasymedes et skjold og et tveegget slagsverd
til Diomedes; ti selv lot høvdingen vaaben og verge
ligge tilbake ved snekken. Saa satte han hjelm paa hans hode,
virket av hud av en okse. Ei hadde den bøiler og hjelmbusk.
Stormhue kaldes den helst, et vern for krigeres isse.
Likesaa rakte Meriones frem til den gjæve Odyssevs
bue og kogger og sverd og satte en hjelm paa hans hode,
virket av lær og paa indsiden stramt forbundet med remmer
utspændt paa kryds og paa tvers; men ytterst var stormhuens runding
prydet i række og rad med vildsvinets skinnende tænder
ordnet med mesterlig kunst. Med bløteste filt var den foret.
Kjæmpen Avtolykos tok den tilforn som rov da han trængte
ind i Eleon og plyndret Amyntors borg. Til Kytera
sendte han den, til helten Amfidamas, Skandeias konge.
Drotten Amfidamas gav den som skjænk til sin gjesteven Molos.
Sønnen Meriones fik den av ham, og nu blev den varlig
trykket som tryggeste vern om helten Odyssevs' hode.
Men da de endelig begge var klædt i den krigerske rustning,
skiltes de der fra fyrsternes kreds og gav sig paa færden.
Pallas gav begge et lykkebud med; ti hun sendte en heire
nær deres vei til høire. Med øinene saa de ei fuglen
nu i den belgmørke nat; men de hørte dens gjaldende varsel.
Glad blev Odyssevs ved tegnet og bad til den høie Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn som altid i faren
staar ved min side og vogter min færd med naaderikt øie.
Vær mig nu huld som tilforn og hjælp mig kjærlig, Atene!
Und os at komme tilbake til skibsleirens snekker med hæder.
Und os at øve et storverk som troerne længe vil mindes.»
Derefter talte og bad den høimælte helt Diomedes:
«Hør ogsaa mig, du datter av Zevs, som aldrig kan trættes.
Følg nu mig, som du fulgte min far, den herlige Tydevs,
dengang han drog til Teben avsted med akaiernes budskap.
Freidig forlot han den malmklædte hær ved Asopos og bragte
tilbud om fred og forlik til kadmeionernes stormænd.
Men paa hjemveien øvet han grufulde heltebedrifter
sammen med dig, gudinde; ti du stod huldt ved hans side.
Aa, vær likesaa naadig mot mig! Staa hos mig og verg mig!
Da skal jeg gi dig som offer en bredpandet, utæmmet kvie,
aarsgammelt dyr som aldrig en mand har ført under aaket.
Den skal jeg ofre, og helt med guld skal hornene dækkes.»
Saaledes bad de, og bønnen blev hørt av Pallas Atene.
Men da de nu hadde bedt til den vældige Alfaders datter,
skyndte de sig i den belgmørke nat som glubende løver
hen gjennem mord og lik, over vaaben og blodet det sorte.
Likesaa litt lot Hektor de modige troer faa sove.
Alle de gjæveste mænd lot han samles og stevnet til møte,
troernes helter, de første i krig og de første i raadet,
og i forsamlingen redet han ut sine kløktige planer:
«Hvem vil holde sit ord, naar han lover mig mandig at øve
storverk for kostelig skjænk. For visst skal han rundelig lønnes;
ti jeg skal gi ham en vogn og to høimankede hester,
ypperst av alle i løp ved akaiernes letrodde snekker,
dersom han drister sig til en daad, som vil bringe ham hæder,
og tør vaage sig frem til de hurtige skibe og speide
om der endnu, som før, staar vakt ved skibenes række,
eller om mændene, kuet av os med vældige næver,
rædde maa raadslaa om flugt og mættet av mathet og møie
ikke har vilje og kraft til natten igjennem at vaake.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Men iblandt troerne var der en søn av herolden Evmedes,
Dolon ved navn, en mand som var rik paa guld og paa kobber.
Styg var kjæmpen av aasyn og vekst, men rap til at løpe.
Selv var han eneste søn; men fem i tal var hans søstre.
Nu tok han ordet i troernes kreds og talte til Hektor:
«Hektor, mig byder mit mandige mod og hjerte at drage
hen til de letrodde snekker paa vaagelig færd for at speide.
Vel, men først maa du løfte din stav og love at gi mig
vognen beslaat med den skinnende malm og de vælige hester,
gangernes tvespand som trækker for karm den stolte Peleide.
Ei skal jeg speide forgjæves. Dit haab skal ikke bli skuffet.
Tvers gjennem skibsleiren sniker jeg mig, saa langt til jeg kommer
frem til kong Agamemnons skib, hvor de ypperste helter
ventelig nu holder raad, om de straks skal fly eller kjæmpe.»
Saa han talte, og Hektor svor med staven i hænde:
«Heras husbond, den tordnende Zevs, skal være mit vidne:
Ei skal en anden av troernes mænd faa kjøre hint tvespand.
Stolt skal du altid faa styre det selv, det lover jeg hellig.»
Saa han talte og fristet med ed som han ei kunde holde.
Hængte da Dolon om skuldrene straks den krummede bue,
slængte saa om sig det graagule skind av en ulv, og paa hodet
satte han hjelmen av maarskind og fattet om spydet det hvasse.
Derefter løp han mot skibene hen fra leiren; men aldrig
skulde han vende tilbake og melde til Hektor sit budskap.
Da han fik trængt sig frem gjennem vrimlen av hester og stridsmænd,
gav han sig trøstig paa vei; men helten den gjæve Odyssevs
hørte den kommendes skridt og mælte til Tydevs' ætling:
«Lyt, Diomedes! hist kommer en mand fra troernes leirplads.
Ei kan jeg vite forvisst om han agter at speide ved flaaten
eller det kun er en tyv, som vil plyndre de faldne paa valen.
La os nu slippe ham frem et stykke forbi os paa sletten.
Saa skal vi kaste os mot ham med ett, og da kan vi kanske
ta ham til fange; men er han for rap, saa vi kan ikke naa ham,
træng da paa ham med lansen, og jag ham altid mot flaaten,
bort fra hans landsmænds leir, saa han ikke kan flygte til byen.»
Saa han talte. De vek fra sin vei og lagde sig begge
ned mellem lik, mens Dolon i daarskap ilte forbi dem.
Men da han kom saa langt som mulæsler uten at hvile
velter med plogen sin fure i muld — ti raskere trækker
mulernes spand den kraftige plog end langsomme okser —
styrtet de frem. Han stanset sin gang ved lyden av fotslag;
ti i sit inderste haabet han først at troiske venner
ilte paa Hektors bud for at kalde ham hastig tilbake.
Dog, da de kom saa nær at der knapt var et spydkast imellem,
saa han med gru at fiender kom, og han rørte de rappe
føtter til flugt, og i jagende fart fôr heltene efter.
Som naar et hundepar, øvet i jagt og med tænder saa hvasse,
følger en raa eller hare og uten et øiebliks hvile
jager i skogen det flygtende vildt som skriker i dødsangst,
saaledes trængte nu Tydevs' søn og den barske Odyssevs
flygtningen bort fra hans fæller og jaget ham uten at hvile.
Men da saa manden paa flugt mot skibene snart maatte komme
frem til akaiernes vakt, da skjænket den høie Atene
Tydevfe' søn den ubændigste kraft, forat ingen akaier
stolt skulde si at han rammet ham først, og at han blev den anden.
Styrtet da straks Diomedes med lansen imot ham og ropte:
«Stans, hvis ikke mit spyd skal ramme dig. Trygt tør jeg paastaa:
Længe sparer min næve dig ei for døden den bratte.»
Saa han talte og slynget sit spyd, men feilet med vilje.
Spydskaftets hvæssede odd for hen over skuldren til høire
ned i jorden og boret sig fast. Da skalv han og stanset
likblek av rædsel. Hans tunge slog klik, og stymperens tænder
klapret i munden. De naadde ham snart forpustet og fattet
begge hans arme. Da brast han i graat og bad dem saa bønlig:
«Fang mig og spar mit liv! Jeg skal kjøpe mig løs; ti jeg eier
kobber og guld og kostelig jern som en mester har hamret.
Derav sender min far jer straks umaadelig løsning,
hvis han faar spurt at I sparte mit liv ved akaiernes skibe.»
Da tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Vær du kun trøstig og gi ikke dødsfrygt rum i dit hjerte.
Si mig nu bare, og la hvert ord være sandt som du sier:
Hvi har du listet dig hit fra din leir til flaaten alene
nu i den belgmørke nat, naar mennesker ellers kan sove?
Kommer du lumsk for at plyndre paa val et lik av en kriger?
Kommer du hit av dig selv, eller sendte kanhænde den gjæve
Hektor dig ut som speider inat til de stavnhøie snekker?»
Derpaa tok Dolon med skjælvende knær til orde og svarte:
«Hektor har lokket mit sind med mangfoldige daarende tilsagn.
Høit og dyrt har han lovet at gi mig den gjæve Peleides
fotrappe hester til løn og dertil hans malmsmykte stridsvogn.
Ut i den belgmørke ilende nat har han budt mig at drage
dit hvor fienden ligger i leir og skaffe mig kundskap
om der endnu som før staar vakt ved de hurtige snekker,
eller om mændene, kuet av os med vældige næver,
rædde maa raadslaa om flugt og mættet av mathet og møie
ikke har vilje i bryst til natten igjennem at vaake.»
Smilende svarte igjen den raadsnare høvding Odyssevs:
«Sandelig var det da svare til løn du lystet at vinde,
selve den kamplystne helt Akillevs' hester! For brysomt
blev det for dødelig mand at tæmme og styre dem. Ingen
magter det uten Akillevs som har til mor en gudinde.
Si mig igjen, og la hvert et ord være sandt som du sier:
Hvor forlot du hin folkenes drot, den straalende Hektor?
Hvor er hans krigerske vaaben, og hvor er hans fotrappe hester?
Passer de øvrige troer sin vakt, eller gik de til hvile?
Si, hvad de drøfter i mændenes raad, om de agter at vente
her ved skibene fjernt ifra Ilios, eller vil drage
hjemad i ro til sin by, da akaiernes fylking er slagen.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal svare paa alt og ikke fordølge det mindste.
Hektor og samtlige høibaarne mænd som har sæte i raadet,
holder nu møte og raadslaar hist ved Ilos' gravhaug,
fjernt ifra larmen; men spør du om vakterne, helt, skal du vite:
Slet ingen poster er stillet paa vakt og verner om leiren.
Hist hvor baalene blusser, er troerne vaakne; ti faren
tvinger dem til det, og mændene ber hverandre at vaake.
Men de stridsmænd som kaldtes til hjælp fra fremmede byer,
hviler i søvn; for vakthold inat lar de troerne sørge.
Hustruer har de jo ei eller barn som her er til huse.»
Derefter talte den raadsnare helt Odyssevs og spurte:
«Sover da hjælperne nu blandt de hestetumlende troer,
eller i leir for sig selv? Giv grei besked, saa jeg vet det.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Grei og sandfærdig besked skal jeg gi dig ogsaa om dette.
Hist ved havet er leiret paioner med krummede buer,
karer, leleger, kavkoner og tapre pelasgiske stridsmænd,
hestetumlende fryger og gjæve maioniske kjæmper.
Fjernt ved Tymbra fik lykier plads og de navngjetne myser.
Dog, hvad tjener det til at spørre saa nøie om dette?
ti hvis I agter at vaage jer ind i troernes skarer,
kom jo trakerne nys og leiret sig ytterst av alle.
Resos er trakernes drot, Eiónevs' herlige ætling.
Ei har jeg set slike hester som hans, saa store og skjønne.
Hvitere er de end sne og rappe som susende stormvind.
Kostelig prydet med guld og med sølv er høvdingens stridsvogn.
Klædt i en kjæmpestor rustning av guld et under at skue,
kom han til troernes leir. Saa pragtfulde vaaben bør ingen
dødelig mand kunne bære, men ikkun de salige guder.
Aa, men ta mig og før mig nu bort til de hurtige snekker,
ja, eller la mig faa bli hvor jeg er i grusomme lænker,
indtil I kommer tilbake og selv har skaffet jer visshet
om hvert ord som jeg nu har fortalt er sandt eller ikke.»
Men Diomedes maalte ham barsk med blikket og svarte:
«Dolon! har vi dig nu i vor magt, saa la ikke hjertet
ramme en tanke paa flugt, skjønt glædelig budskap du bragte.
Dersom du nu fik kjøpe dig løs, eller slap os av hænde,
kom du saavisst igjen til akaiernes hurtige snekker
enten som speider paany eller ogsaa til aapenlys feide;
men hvis du nu maa late dit liv for min kraftige næve,
kommer du aldrig paany til at volde argeierne skade.»
Saa han talte. Da prøvde den bedende Dolon at røre
ydmyg hans hake med haanden; men høvdingen hugg ham med sverdet
tvers over halsen og kløvde med slagsverdet begge hans sener.
Rallende skrek han, da hodet faldt ned og rullet i støvet.
Hjelmen av maarskind løste de først fra hans hode, og derpaa
tok de hans ulveskinds kappe, hans haardspændte bue og lansen.
Løftet da helten Odyssevs mot hærfangsgudinden Atene
høit deres bytte paa arm, og bedende tok han til orde:
«Glæd dig gudinde ved dette; ti først blandt olympiske guder
ofrer og ber vi til dig. Aa, følg os nu atter i naade
frem til troernes sovende mænd og vælige hester!»
Saaledes lød hans bøn, og han hængte det blodige hærfang
op paa en høi tamarisk og sanket til tydelig merke
rør i en haug, og av busken han brøt de blomstrende grener,
forat de ei skulde gaa det forbi paa sin hjemfærd om natten.
Videre vandret de saa over blod og henslængte vaaben.
Snart kom heltene dit, hvor trakernes fylker var leiret.
Opgit av træthet sov de nu tungt, og de herlige vaaben
lyste i tredobbelt rad paa marken ved kjæmpernes side.
Nær ved enhver av de sovende mænd stod tvespandet bundet.
Resos var sovnet i krigernes kreds, og hans fotrappe hester
stod ved hans side. Til stridsvognens karm var de bundet med remmer.
Først blev Odyssevs ham var og pekte paa ham for sin fælle.
«Her er han selv, Diomedes, og der er hans vælige hester,
hingstenes par som Dolon har talt om, han som vi dræpte.
Vis nu din vældige kraft! ti haandfalden bør du dog ikke
staa der med vaaben i haand. Saa løs da hans hester fra vognen
eller slaa løs paa hans mænd, saa sørger jeg selv for hans hester.»
Saa han talte, og kræfter og mod gav Pallas sin yndling.
Fiender vog han til høire og venstre. De døendes rallen
lød hvor hans slagsverd faldt, og rød blev marken av blodet.
Som naar en løve har fundet en flok av vergeløst smaafæ,
faar eller gjeter, og grisk styrter frem og fælder for fote,
saaledes fôr Diomedes omkring blandt troernes kjæmper,
indtil han tolv hadde dræpt, og saasnart Diomedes' slagsverd
rammet med dræpende hug, saa grep den kloke Odyssevs
straks den faldne ved foten og slæpte ham bort; ti i tanken
drøftet han slu hvordan hestenes spand med de flagrende manker
let kunde føres igjennem og ikke bli sky, naar de maatte
gaa over blodige lik; til slikt var de endnu for uvant.
Men da saa Tydevs' søn hadde naadd den sovende konge,
hugg han for trettende gang og røvet ham livet det søte,
just som han stønnet; ti Oinevsætlingen stod ved Atenes
mægtige bud som en skræmmende drøm ved hans hode i mørket.
Helten Odyssevs løste imens de stampende hester,
koblet dem sammen med remmer og drev dem saa ut gjennem skaren
og av hans buesnor fik de et rap; ti den skinnende svepe
sanset han ikke at gripe med haand fra den straalende vognkarm.
Plystrende gav han et tegn til sin ven Diomedes; ti denne
nølte i tvil om det vaagsomste verk, om han først skulde røve
vognen hvor rustningen laa og trække den bort efter stangen
eller faa løftet den op og baaret den bort gjennem skaren,
eller kanhænde faa røvet end fler av troerne livet.
Mens han i tankerne tumlet med slikt, kom Pallas Atene
nær ham og rettet et ord til den herlige helt Diomedes:
«Tænk nu paa hjemfærd i tide, du søn av den modige Tydevs;
ellers du kunde saa let komme hjem til flaaten som flygtning,
dersom kanhænde en gud skulde vække de sovende troer.»
Saaledes lød hendes ord. Han hørte gudinden og lystret,
Ilsomt steg han til hest. Da snertet Odyssevs med buen
gangernes ryg, og de fløi som en vind til akaiernes snekker.
Ei stod Apollon med buen av sølv paa vakt som den blinde,
da han fik se Diomedes i følge med Pallas Atene.
Vred paa gudinden ilte han ned til troernes vrimmel,
vækket saa først den gjæve Hippokoon, trakernes høvding,
Resos' fætter, av søvne. Han skyndte sig op fra sit leie,
og da han saa at pladsen var tom hvor de fotrappe hester
nys hadde staat, og de myrdede mænd som sprællet i dødskamp,
sukket han tungt og kaldte ved navn sin elskede frænde.
Troerne styrtet med skingrende skrik i vildeste tummel
sammen og stirret paa mændenes verk, den grufulde udaad
som de fornys hadde øvet, før hjemad til flaaten de stevnet.
Men da de naadde til stedet hvor Hektors speider var fældet,
stanset Odyssevs, hin yndling av Zevs, de hurtige hester.
Ned til jord sprang Tydevs' søn og rakte Odyssevs
krigerens blodige rustning og hoppet igjen paa sin ganger.
Gav han saa begge et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnhøie snekker; ti derhen stod al deres higen.
Først var det Nestor som hørte de drønende hovslag og mælte:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Skal jeg faa ret eller ikke? Mit hjerte mig byder at tale.
Larmen av travende gangere naar just nu mine ører.
Gid det var Tydevs' søn som kom og den gjæve Odyssevs
hit fra troernes leir med en fangst av fotrappe foler.
Dog, i mit sind maa jeg grue av angst for at vanheld har rammet
Argos' tapreste mænd i troernes larmende tummel.»
Neppe var ordene sagt, før heltene selv var tilstede.
Ned fra hestene steg de paa jord, og vennerne hilste
glade de to med venlige ord og rakte dem haanden.
Først tok Nestor, den graanede helt, til orde og spurte:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet.
Hvor har I faat saa herlig et spand? Har I virkelig gjestet
troernes leir, eller er det en skjænk fra en gud som har møtt jer!
Grant de ligner i blændende glans det straalende sollys.
Troerne møter jeg stadig i strid og vet at jeg aldrig
nøler ved flaaten, skjønt olding forlængst og graanet i krigen.
Dog, mine øine har endnu ei set saa herlige hester.
Nei, jeg maa tro I har møtt en gud som skjænket jer gaven.
Høit er I begge jo elsket av Zevs som troner i skyen,
elsket tillike av Alfaders barn, den blaaøide Pallas.»
Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder.
Lettelig kunde en gud, hvis han vilde det, skjænke som gave
ædlere hester end disse; ti størst er gudernes vælde.
Disse du spør om, gubbe, er hester som nylig er kommet
hit fra Trakien. Tydevs' søn har dræpt deres eier.
Tolv av hans krigere vog han, de ypperste mænd i hans følge,
og som den trettende fældte vi nær ved flaaten en speider,
en som Hektor fornys og de øvrige troiske fyrster
sendte avsted til vor leir for at se hvad vi nu hadde fore.»
Saa han talte, og lydt han lo, da han jog over graven
hestenes travende spand, og akaierne fulgte ham glade.
Men da de snart hadde naadd Diomedes' prægtige leirtelt,
bandt de Resos' tvespand med veltilsnittede remmer
fast ved hestenes krybber, hvor alt Diomedes' egne
fotrappe gangere stod og tygget den deilige hvete.
Agter i bakstavnen gjemte imens den gjæve Odyssevs
Dolons blodige rustning som offer til Pallas Atene.
Derefter vadet de ut i det bølgende saltvand og vasket
strømmende sved fra nakke og ryg, fra lægger og lænder.
Men da de kjølige bølger fra sjø hadde skyllet den salte
sved fra den mødige krop, og friskere slog deres hjerte,
steg de til styrkende bad i karrene skinnende blanke,
og da de begge var tvættet i bad og salvet med olje,
satte de sig til sit maaltid og øste av bollen den fulde
honningsøt vin og bragte til tak Atene et offer.