Iliaden/Sendefærden til Akillevs. Bønfaldelsen.
< Iliaden
NIENDE SANG.
SENDEFÆRDEN TIL AKILLEVS. BØNFALDELSEN.
Saaledes holdt nu troerne vakt; men den navnløse rædsel,
søster av isnende flugt, tok bo i akaiernes hjerter.
Alle de gjæveste mænd var trykket av tyngende mismod.
Ret som naar Boreas kommer i Zefyros' følge og velter
bølger paa fiskerikt hav, de mægtige vinde som stormer
pludselig frem fra Trakiens land, mens de blaasorte sjøer
topper sig høit og skyller fra havdypet mængder av sjøgræs,
saaledes stormet nu tankerne vildt i akaiernes hjerter.
Atrevs' søn, som var pint av den knugende sorg i sit hjerte,
vandret omkring og bød at de klarmælte gjæve herolder
straks skulde stevne ved navn hver enkelt i stilhet til møte,
ikke ved rop, og selv drog han travlt omkring blandt de første.
Modløse sat de paa tinge, og mændenes drot Agamemnon
reiste sig op, mens taarerne randt lik bækken som risler
ned med sit strømmende blaasorte vand over styrtbratte fjeldvæg.
Sukkende tungt tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han den haarde som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byder mig stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Kom la os fly, enhver paa sit skib til det elskede hjemland;
ti det blir ikke forundt os at ta det velbygde Troja.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle paa tinge.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Atrevs' søn, først er det min agt at laste din daarskap,
som det paa tinge er hver mands ret, og vredes ei, konge.
Du har jo haanet tilforn mit mod blandt danaernes stridsmænd,
sagt jeg var feig og en kryster i kamp. Blandt akaierne mindes
baade de unge hvert ord som blev talt og de graanede gubber.
Dig har Kronos' søn kun tildelt halvt sine gaver.
Scepterets hæder og ry forundte han dig fremfor alle.
Mod gav han ikke, og intet gir magt og styrke som modet.
Tror du da, kjære, for alvor at alle akaiernes sønner
er saa forsagte i kamp og saa modløse mænd som du sier?
Er det nu saa at du selv har lyst til at vende tilbake,
gaa da! veien er fri; dine fartøier ligger ved stranden,
alle de mange som fulgte dig hit paa færd fra Mykene.
Ellers vil alle de andre akaiiske haarfagre helter
vente til Troja er sunket i grus, ja hvis de er lystne,
kan ogsaa de gaa ombord og fly til det elskede hjemland.
Vi to vil kjæmpe, jeg selv og Stenelos, indtil vi vinder
bugt med Ilions by; ti en guddom har fulgt os paa færden.»
Saa han talte, og alle argeierne priste med tilrop
ivrig den hestetumlende helt Diomedes' tale.
Nestor stod derefter op, den graanede vognhelt og mælte:
«Tydevs' søn, sterk er du som faa, en kjæmpe i striden,
og du er ypperst i raadet av alle jevnaldrende helter.
Ingen akaier, saa mange de er, kan laste din tale,
eller faa sagt dig imot; men du naadde dog ikke til maalet.
Endnu er du jo ung, saa ung at du godt kunde være
blandt min sønner den yngste av aar; men klok var din tale
nu til akaiernes sønner. De rammende ord har du fundet.
Men la nu mig, som er ældre end du, ta bladet fra munden.
Alt vil jeg nævne fra først til sidst, og ikke skal nogen
agte min tale for ringe, nei ikke engang Agamemnon.
Utenfor slegten og utenfor lov, baade retløs og hjemløs
staar den mand som er lysten paa strid med frænder og landsmænd.
Vel, men la os nu vike for natten den sorte og skyndsomt
gjøre vor kveldsmat istand, og de som har vakt, skal i tide
leire sig borte ved voldgravens kant hist utenfor muren.
Saa er mit bud til de unge; men derpaa skal du, Agamemnon,
byde og raade for alt; ti du er blandt konger den første.
Hold, som sig hør og bør, et gilde for stormænd og fyrster.
Fulde er jo dine telter av vin som akaiernes skibe
henter hver dag over bredrygget hav fra Trakiens strande.
Gjestebudskost har du nok av og raader for talrike svende.
Naar da saa mange er samlet, saa lyd den mand som kan gi dig
raad som baader os bedst; ti alle akaierne trænger
nu til det bedste og sindigste raad, naar fienden brænder
nær vore skibe mangfoldige baal. Sligt glæder nok ingen.
Natten som gaar, vil knække vor hær eller bringe den frelse.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Vakterne ilte med vaaben avsted paa post, og de førtes
dels av Nestors søn Trasymedes, folkenes hyrde,
dels av Askálafos og av Iálmenos, sønner av Ares,
dels av Meriones, fulgt av Deípyros og av Afárevs,
andre av Kreions søn, den herlige helt Lykomedes.
Førernes tal var syv, og hundrede væbnede svende
fulgte hver eneste fører med vældige lanser i hænde.
Da de var fremme, slog vakten sig ned mellem graven og muren,
tændte det flammende baal og nøt saa alle sit maaltid.
Førte da Atrevs' søn akaiernes samlede stormænd
hen til sit telt og lot sætte paa bord et rikelig maaltid.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
tok som den første iblandt dem den graanede Nestor til orde,
han hvis forstandige raad ogsaa før hadde været de bedste.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Ene til dig vil jeg tale fra først til sidst; ti du troner
høit som drot over talrike mænd, og Alfader gav dig
sceptret og herskerens lovlige ret til at byde og raade.
Først og fremst maa da du baade tale og lytte til andre.
Du maa jo sætte i verk hvad der ligger en anden paa hjerte,
hvis det er godt. Det beror paa dig om hans planer skal fremmes.
Vel, saa vil jeg da si, hvad jeg mener maa være det bedste.
Visere raad vil neppe en mand kunne finde end dette,
som jeg har drøftet forlængst og som tykkes mig endnu det bedste,
alt fra den dag da du gik, gudfostrede konge, og førte
Brisevs' datter avsted fra den vrede Akillevs' telter
meget imot vort ønske; ti selv tok jeg saare ihærdig
ordet imot; men du føiet din lyst og krænket i hovmod
haardt vor ypperste helt, som guderne selv hadde hædret;
ti du har røvet hans kampløn. Saa la os da nu i det mindste
drøfte hvorledes vi bedst kan faa ham forsonet og mildne
atter hans sind med de blideste ord og med venlige gaver.»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Gamle, ja usandt talte du ei, da du nævnte min daarskap.
Feilen er min, jeg negter det ei; ti mere end mange
stridsmænd veier den mand som Alfader elsker av hjerte,
slik som han hædret hin helt og tugtet akaierne svarlig.
Men har jeg feilet uvittig, forblindet av sansesløs vrede,
agter jeg ogsaa at gjøre det godt med de sværeste bøter.
Nu skal jeg nævne jer alle de herlige gaver jeg byder:
Treføtter syv, ei sværtet av sot, og sneset av blanke
kjeler av kobber; saa ti talenter i guld, og av hester
tolv velnærede dyr, som har hentet sig prisen i kapløp.
Arm paa gods eller fattig paa kostelig guld kunde ingen
kalde med rette en mand, naar som gave han fik hvad de raske
veddeløpshester har bragt til mit hjem av klenodier dyre.
Lesbiske trælkvinder, øvet som faa i kvindelig gjerning,
gir jeg ham, syv i tallet. Jeg valgte dem selv, da han herjet
Lesbos, den herlige ø, og i flokken var ingen saa fagre.
Dem vil jeg gi ham og der til den mø som jeg dengang tok fra ham,
Brisevs' datter, og dyrt tør jeg sverge med ed at jeg endnu
aldrig har favnet den deilige mø eller delt hendes leie,
som det er sed mellem kvinde og mand, hvor mennesker bygger.
Alt hvad jeg nævnte skal straks være hans; men dersom de høie
guder vil gi os at herje den by hvor Priamos hersker,
da kan han selv møte frem, naar akaierne deler sit bytte.
Da kan han laste sit skib med dynger av guld og av kobber.
Selv kan han gjøre sit valg og kaare blandt troiske kvinder
tyve, i skjønhet de første næst Hélena, Argos' stolthet.
Kommer vi saa til Argos, akaiernes frugtbare hjemstavn,
da kan han vorde min maag. Jeg skal hædre ham likt med min unge,
sentfødte søn Orestes, som fostres i yppigste rigdom.
Hist i min velbygde hal har jeg døtre, trende i tallet,
først Krysotemis, saa Laodike og Ifianassa.
Hvilken av disse han vil kan han da uten vederlag føre
hjem som sin brud til Pelevs' borg; ja kongelig medgift
gir jeg, saa rik som end ingen drot har skjænket sin datter.
Da skal jeg skjænke ham syv av de stolteste byer jeg eier,
først Kardamyle, Enópe og Ira med frodige beiter,
Ferai, den hellige stad, og Anteia med bølgende enge,
endelig Pedasos, rankernes hjem, og det skjønne Aipeia.
Fjernt i det sandige Pylos ved havstranden ligger de alle.
Der bor mænd som er rike paa kjør og rike paa smaafæ.
Høit som en gud vil de hædre sin drot og bringe ham gaver,
yde ham rikelig skat og bøie sig under hans scepter.
Slikt var jeg villig at gi, hvis han nu lot fare sin vrede.
La ham gi efter. Kun Hades kan ei forsones og bøies.
Ja men saa er han os ogsaa forhatt som ingen blandt guder.
La ham da vike, saasandt som min magt er større blandt konger,
og saasandt jeg med rette kan si at jeg er den ældre.»
Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Ingen kan laste de gaver du byr den stolte Akillevs.
La os da vælge os mænd som uten at nøle kan stevne
dit hvor Akillevs, Pelevs' søn, nu sitter i teltet.
Vil du, saa skal jeg nu kaare dem selv, og de valgte maa lyde.
Foiniks, Alfaders yndling, skal gaa som formand og leder;
derefter Aias den store og helten den gjæve Odyssevs.
Odios og Evrybates, de tvende herolder, skal følge.
Hent os nu vand til haandtvæt og paabyd sømmelig taushet,
forat vi alle kan be til Zevs, om han naadig vil ynkes.»
Saa han talte, og oldingens ord vandt bifald hos alle.
Straks kom herolder med vand som de heldte paa mændens hænder.
Svendene fyldte med vin de skummende boller til randen,
rakte saa hver et bæger; men først fik guderne offer.
Men da de fromt hadde ofret og drukket saa meget de vilde,
gik de fra kong Agamemnons telt og gav sig paa færden.
Rettet da oldingen Nestor, den tapre gereniske vognhelt,
blikket paa hver især, men mest paa Odyssevs og bad dem
ivrig at prøve med alt for at bøie den stolte Akillevs.
Langsomt vandret de to langs strand ved det brusende havdyp.
Inderlig bad de til guden som favner og ryster al jorden,
bad at de let maatte bøie Akillevs' harmfulde stivsind.
Men da de naadde tilsidst myrmidonernes telter og skibe,
fandt de ham der, og han frydet sin sjæl med den klingende lyre.
Skjønt var den formet med herligste kunst, og av sølv var dens tverstang.
Den hadde høvdingen selv, da han herjet Eetions kongsstad,
vundet som bytte og frydet sig nu ved at synge om helters
navngjetne færd, og hans ven Patroklos alene sat hos ham
ventende taus, til aiakosætlingen tystnet med sangen.
Sendemændene traadte ham nær, og først gik Odyssevs.
Foran Akillevs stanset de brat; da fôr han forbauset
op med lyren i haand fra den bænk, hvor han hadde sit sæte.
Likesaa reiste Patroklos sig op da han mændene øinet.
Hilsende begge tok straks den raske Akillevs til orde:
«Hil jer. I kommer som venner, og visselig var det paa tide,
I som trods al min harm er mig kjærest av alle akaier.»
Saaledes talte Akillevs og førte dem venlig til sæte
fremme paa bænker belagt med purpurfarvede tepper,
vendte sig saa til Patroklos som stod ved hans side, og mælte:
«Søn av Menoitios, sæt nu paa bord en rummelig bolle.
Bland os en sterkere drik og ræk vore gjester et bæger;
ja, ti hos mig er idag mine kjæreste venner til huse.»
Gjorde da helten Patroklos som vennen den elskede bød ham.
Selv satte høvdingen frem i skinnet fra baalet en mægtig
kjøtbænk og lagde paa den en lammeryg fet og den lækre
ryg av en gjet og av velnæret svin det feteste stykke.
Saa holdt Antomedon stykkerne fast, mens den gjæve Akillevs
hugget dem over, skar kjøttet i smaat og stak det paa spiddet.
Helten, den herlige søn av Menoitios, tændte et vældig
flammende baal, og da dette var brændt og luen var sluknet,
raket Akillevs glørne ut og holdt over bukker
spiddene frem over ilden og strødde saa salt over kjøttet,
og da han saa hadde brunet det godt og lagt det paa fater,
kom Patroklos med brød, som han satte paa bordet i skjønne
flettede kurver paa rad, mens Akillevs delte ut kjøttet
Tæt ved den inderste væg ret overfor helten Odyssevs
valgte han plads og bød Patroklos at bringe de høie
guder en gave. Da kastet hans ven et offer paa ilden.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
nikket saa Aias til Foiniks. Det merket Odyssevs og fyldte
straks sit bæger med vin og drak med Akillevs og mælte:
«Hil dig, Akillevs! Vi savner forvisst ei rikelig maaltid
hverken i teltet hos Atrevs' søn, vor drot Agamemnon,
eller nu her. Vi har rundelig nok av de herligste retter.
Dog, vi kan ikke fryde os nu ved maaltidets glæder.
Nei, naar vi ser paa den truende nød, gudfostrede konge,
frygter vi saare; ti hvis ikke du vil bruke din styrke,
vet ingen mand, om flaaten skal frelses fra vold eller brændes.
Nu har de modige troers og navngjetne hjælperes fylking
slaat sig ned i en leir for inat nær flaaten og muren.
Talrike baal har de tændt i sin leir og agter nok ikke
længer at stanse, men kaste sig frem mot de tjærede snekker.
Kronos' søn gir dem gunstige tegn; ti al tid til høire
flammer hans lyn, og Hektor som bryster sig stolt av sin styrke,
stoler paa Zevs og raser med grufuld kraft, og han frygter
hverken for gud eller mand. Et skrækkelig vanvid har tat ham.
Brændende ber han, at gryende dag maatte snart kunne skimtes.
Da vil han straks hugge løs hvert smykke paa skibenes forstavn.
Snekkerne selv vil han brænde med herjende flammer og fælde
grumt akaiernes mænd, naar de flyr i den kvælende røksky.
Bævende gruer jeg for at guderne selv vil fuldbyrde
alle hans trusler, og at det skal bli vor skjæbne at falde
her ved Troja saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Op da, hersker! saafremt du sent omsider vil bringe
hjælp til akaiernes mænd som trænges av troernes stormløp.
Ellers kan komme den stund da du angrer det. Intet kan bøte
ondt naar det engang er øvet. Saa bør du da drøfte i tide
om du vil verne danaernes mænd mot døden den onde.
Kjæreste ven! Da Pelevs, din far, lot dig stevne fra Ftia
til Agamemnon, da var det dog slikt han la dig paa hjerte:
«Pallas Atene og Hera, min søn, skal skjænke dig styrke,
dersom det er deres vilje; men husk paa at tvinge dit eget
heftige sind i dit bryst; ti vennesæl færd er det bedste.
Stans med en strid som bare gjør ondt; da vinder du øket
hæder og ry blandt Argos' mænd, baade unge og gamle.»
Dette var oldingens ord; men du glemte dem. Stans da din vrede
nu, mens det endnu er tid; ti vit, Agamemnon vil gi dig
fuldgode gaver til gjengjæld, saafremt du vil kue din harme.
Vil du, saa hør. Jeg skal regne op alt som nys Agamemnon
lovet os hist i sit telt at gi dig av herlige gaver:
Treføtter syv, ei sværtet av sot, og sneset av blanke
kjeler av kobber; saa ti talenter i guld og av hester
tolv av de ypperste dyr, som har hentet sig prisen i kapløp.
Arm paa gods eller fattig paa kostelig guld kunde ingen
kalde med rette en mand, naar som gave han fik hvad de raske
veddeløpshester har bragt Agamemnon av herlige skatte.
Lesbiske trælkvinder, øvet som faa i kvindelig gjerning,
gir han dig, syv i tallet. Han valgte dem selv, da du herjet
Lesbos, den herlige ø, og i flokken var ingen saa fagre.
Dem vil han gi dig og dertil den mø som han dengang tok fra dig,
Brisevs' datter, og dyrt tør han sverge med ed at han endnu
aldrig har favnet den deilige mø eller delt hendes leie,
som det er sed mellem kvinde og mand, hvor mennesker bygger.
Alt hvad han nævnte skal straks være dit; men dersom de høie
guder vil gi os at øde den by hvor Priamos hersker,
da kan du selv møte frem, naar akaierne deler sit bytte.
Da kan du laste dit skib med dynger av guld og av kobber.
Selv kan du gjøre dit valg og kaare blandt troiske kvinder
tyve, i skjønhet de første næst Hélena, Argos' stolthet.
Kommer vi saa til Argos, akaiernes frugtbare hjemstavn,
da kan du vorde hans maag. Han vil hædre dig likt med sin unge
sentfødte søn Orestes, som fostres i yppigste rigdom.
Hist i sin velbygde hal har drotten tre deilige døtre,
først Krysotemis, saa Laodike og Ifianassa.
Hvilken av disse du vil kan du da uten vederlag føre
hjem som din brud til Pelevs' borg, ja kongelig medgift
gir han, saa rik som end ingen drot har skjænket sin datter.
Da skal han skjænke dig syv av de stolteste byer han eier,
først Kardamyle, Enópe og Ira med frodige beiter,
Ferai, den hellige stad, og Anteia med bølgende enge,
endelig Pedasos, rankernes hjem, og det skjønne Aipeia.
Hist i det sandige Pylos ved havstranden ligger de alle.
Der bor mænd som er rike paa kjør og rike paa smaafæ.
Høit som en gud vil de hædre sin drot og bringe dig gaver,
yde dig rikelig skat og bøie sig under dit scepter.
Slikt er han villig at gi, hvis du nu lot fare din vrede.
Men dersom hatet til Atrevs' søn, ham selv og hans gaver,
ikke kan døves, saa ynk dog den grufulde motgang som kuer
alle os andre akaiiske mænd. Vi skal agte dig siden
høit som en gud. Ja nu kan du vinde uvisnelig hæder.
Hektor kunde du nu faa dræpt, naar han gik dig paa livet
rent som besat. Han tror jo at ingen danaer kan maale
kræfter med ham av alle som skibene bragte til Troja.»
Helten den raske Akillevs tok straks til orde og svarte:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Nu er det bedst at jeg rentut faar sagt og kundgjort min vilje,
slik som den er og skal sættes i verk, saa I ikke skal sitte
hos mig og lokke mig en efter en som kurrende duer;
ti som jeg gruer for Hades' port, har jeg sky for og hater
den som i løndom kan tænke paa ett, men sier et andet.
Vel, saa vil jeg da si hvad der staar for mig selv som det bedste.
Ei kan jeg tro at Atrevs' søn eller alle danaer
skal kunne rokke mig nu; ti lønne mig gjorde de aldrig,
naar jeg ustanselig kjæmpet i strid mot fienders fylking.
Den som sat hjemme, fik likelig lod med den tapreste stridsmand.
Feigeste stymper og gjæveste helt fik selvsamme hæder.
Dø maatte daadskraftig mand saa visst som den lateste usling.
Ingenting eier jeg mere end I efter alt hvad jeg døiet,
naar jeg saa tidt satte livet paa spil i de stadige kampe.
Likesom fuglen, som selv lider ondt og bringer i nebbet
hver en mundfuld den finder til ungerne, før de kan flyve,
saaledes har ogsaa jeg hat utallige søvnløse nætter.
Mangen en blodsvanger dag har jeg kjæmpet fra morgen til aften
haardt mot kraftige mænd for at faa deres kvinder som bytte.
Tylvten av byer i fiendeland har jeg herjet med flaaten.
Elleve tok jeg paa hærtog tillands i det fruktbare Troja.
Hjem har jeg bragt fra dem alle de herligste skatte i mængde.
Til Agamenmnon, Atrevs' søn, har jeg skjænket dem alle.
Han blev hjemme i ro ved de hurtige skibe og delte
ut nogen smuler av det som han fik; men det meste beholdt han.
Alle de hædrende gaver han skjænket til konger og fyrster,
eier de trygt; alene fra mig blandt akaier
tok han til eie min elskede viv. La ham frydes og hvile
i hendes arme! Men hvorfor skal da argeierne kjæmpe
her imot troerne? Hvorfor har Atrevs' søn Agamemnon
ført sine stridsmænd hit? Mon, var det da ei for den fagre
Hélenas skyld? Men bærer da Atrevs' sønner alene
elsk til sin viv? Aa nei, hver mand som er brav og forstandig,
elsker og verner sin egen, som jeg av hele mit hjerte
elsket hin kvinde, skjønt hærtagen mø og vundet med lansen.
Naar han nu engang med svig har vristet min hædersløn fra mig,
bør han ei friste mig mer. Han er kjendt, saa han lurer mig ikke.
Nei Odyssevs, la kongen med dig og de øvrige drotter
tænke paa midler til skibenes vern mot de herjende flammer.
Meget og mangt har han nys sat i verk, mens jeg selv holdt mig borte.
Nu har han bygget hin mur, og den brede og mægtige voldgrav
gravet han rundt om muren og rammet ned pæler i graven.
Ja, men allikevel magter han ei at holde den sterke
mordlystne Hektor paa avstand. Saa længe jeg kjæmpet iblandt jer,
var ikke Hektor saa lysten paa strid langt borte fra muren.
Blot til den skaiiske port har han vaaget sig frem og til eken.
Ja, det var engang han flygtet med nød, da han vaaget en tvekamp.
Siden jeg ikke vil gaa til en dyst med den herlige Hektor,
vil jeg ved morgengry ofre til Zevs og til samtlige guder,
sætte paa sjø mine skibe og laste dem vel med mit eie.
Vil du, og bryr du dig om det, saa kan du da tidlig imorgen
se mine snekker i fart paa den fiskrike strøm Hellespontos
og paa tofterne mænd som trækker paa aaren med iver.
Dersom den sterke Poseidon vil skjænke mig bør, kan jeg komme
hjem paa en tre dages tid til mit elskede muldrike Ftia.
Der lot jeg efter mig meget av gods, da jeg stevnet til Troja.
Mer skal jeg nu føre hjem, baade guld og rødmende kobber,
staalet det graa og kvinder med straalende belter om midjen,
alt hvad jeg fik som min lod; men min hædrende løn har jeg mistet;
Atrevs' søn Agamemnon, som skjænket mig gaven, har haanlig
tat den tilbake. Saa meld ham da høilydt hele mit budskap
ord til andet, saa ogsaa de andre akaier kan harmes,
dersom han endnu har haab om at narre en ærlig danaer,
lumsk som han er og pansret med skamløshet. Mig vil han neppe
vaage at se under øine, endskjønt han er fræk som en kjøter.
Hverken i raad eller daad vil jeg mer ha med ham at bestille;
ti han har skammelig holdt mig for nar; men han lurer mig neppe
atter engang med sin smiger. Nei nu er det nok. La ham bare
ile sin skjæbne imøte; ti Zevs har slaat ham med vanvid.
Gaver fra ham forsmaar jeg; jeg agter dem ikke det mindste,
selv om han bød mig tidobbelt løn, ja tyvefold gaver,
alt hvad han nu monne eie av gods og mer, om han faar det,
alt hvad der strømmer av guld til Orkomenos eller til Tebai
hist i Aigyptos, hin by hvor husene strutter av rigdom.
Byen har hundrede porter, og ut gjennem hver av dem stormer
to ganger hundrede væbnede mænd med hester og vogner.
Selv om hans gaver var mange som sandkorn og fnug i en støvsky,
end ikke da skal Atrevs' søn faa mildnet min vrede,
førend han bøter tilfulde den haan som piner mit hjerte.
Ei vil jeg egte en datter av Atrevs' søn Agamemnon.
Lignet hun end Afrodite, den gyldne gudinde, i skjønhet,
var hun saa kyndig i kvindelig daad som den blaaøide Pallas,
blev hun dog ikke min brud. La ham vælge en anden akaier,
den som kan passe ham bedst og i rang blandt konger er større.
Ti dersom guderne sparer mit liv og under mig hjemfærd,
vælger nok Pelevs, min far, den mø som skal vorde min hustru.
Hist i Hellas og Ftia er mange akaiiske kvinder,
døtre av høibaarne mænd som raader for byer og borge.
Den som jeg vil kan jeg der føre hjem som min elskede hustru.
Higende længter min mandige sjæl efter hist i mit hjemland,
naar jeg har fundet en hustru, en kvinde som huer mit hjerte,
siden at nyte i ro det gods som Pelevs har sanket.
Livet er kostbart; det veier dog mer end alt hvad man sier
Ilions pragtfulde by har eiet av herlige skatte,
fordum i dypeste fred, før akaiernes sønner var kommet,
mere end Foibos Apollons, den mægtige bueguds tempel
rummer bak terskel av sten i den hellige fjeldkløft i Pyto.
Kjør og velnærte faar kan man gjøre til bytte og vinde
treføtter nok og hester med flagrende lysgule manker.
Liv og aande tar ingen paa rov eller vinder tilbake,
naar det først engang er flygtet avsted over tændernes gjærde.
Saa har min mor, gudinden, den sølverfotede Tetis
sagt at av dødsgudens fylgjer skal en av tvende mig følge
frem til min dødstimes maal; ti dersom jeg dvæler og kjæmper
her ved troernes by, er min hjemfærd forspildt; men jeg vinder
hæder som aldrig kan dø; men kommer jeg frelst til min hjemstavn
spildes mit herlige ry; men frem til de graanende dage
undes mig kræfter og liv, og sent skal døden mig ramme.
Vilde I følge mit raad, skulde alle I andre tillike
straks vende hjem. I magter saavisst dog ikke at volde
Ilions fald; ti alfader Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Nu maa I selv med den hædrende ret som tilkommer konger,
gaa for at melde mit bud til alle akaiernes stormænd,
saa de kan bruke sin kløkt og finde et raad som er bedre,
et som kanhænde kan frelse akaiernes skibe og mandskap
her ved de stavnkrumme snekker; ti dette har glippet for altid,
det som de nu har drøftet. Min vrede formilder de aldrig.
Nu kan Foiniks faa være hos os og straks gaa til hvile,
saa han imorgen kan følge med os til det elskede hjemland
paa vore skibe, saafremt han har lyst. Jeg tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og alle blev sittende tause og stille,
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem den graanede vognstyrer Foiniks.
Oldingen graat; ti han gruet sig svart for akaiernes skibe:
«Dersom du virkelig tænker paa hjemfærden, stolte Akillevs;
dersom du, rammet saa haardt i din sjæl av nagende vrede,
slet ikke agter at verge mot herjende ild vore snekker,
hvorledes skulde da jeg, min søn, kunne bli her alene,
skilt ifra dig? Som verge for dig lot Pelevs mig drage,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til kong Agamemnon,
ung og ukyndig saavel i en krigsmands herjende idræt
samt i at tale paa tinge, hvor høvdinger vinder sin hæder.
Derfor sendte han mig for at lære dig alt hvad du trængte,
baade at være en mester i ord og en mand i dit virke.
Derfor, min søn, staar ikke min hu til at lates tilbake
her, nei ikke engang om en gud skulde love at glatte
alderens rynker og gjøre mig ung som dengang jeg flygtet
bort ifra Hellas, de deilige ungmøers land, for at undgaa
strid med min far, med Ormenos' søn, den gjæve Amyntor.
Ja; ti han har hatet mig vildt, og en skjønlokket frille bar skylden,
en som han elsket til skam for min mor, hans forsmaaede hustru.
Idelig tigget min mor, og knælende bad hun mig favne
kvinden i elskov og vække hos bolersken hat til den gamle.
Endelig føiet jeg hende; men straks fik min far det at vite.
Haardt han bandet mig selv, og til hevnens forfærdende vætter
skrek han og bad at jeg aldrig paa knæ maatte vugge en elsket
søn som jeg selv hadde avlet, og guderne hørte hans bønner,
underverdenens Zevs og den grusomme Persefoneia,
Rasende pønset jeg da paa at dræpe min far med det skarpe
slagsverd av kobber. Da dæmpet en gud min harm, og i hjertet
vakte han rædsel for landsmænds dom og menneskers haansord,
rædsel for fadermorderens navn blandt alle akaier.
Dog mit hjerte kom ikke til ro; jeg orket ei længer,
hatet saa vildt av min far, at færdes som før i hans haller.
Venner og slegtninger fristet jo nok i flok og i følge
ivrig med bønner at holde mig fast der hjemme paa borgen.
Talrike velnærte faar og mangfoldige langsomme okser
slagtet de; talrike mæskede svin saa fete og lækre
holdt de paa spiddene frem over baalenes blussende flammer.
Vinen den søte blev drukket saa tæt av oldingens krukker.
Rundt mig sov de i kreds ni samfulde nætter til ende;
vakterne kom og gik, og aldrig blev baalene slukket,
et i den hvælvede port til den høit ommurede borggaard,
ett foran sovekammerets dør under svalgangens buer.
Men da den tiende nat med sit skjermende mørke var kommet,
sprængte jeg fløidørens tverbom og laas, og ut av mit kammer
slap jeg, og derefter hoppet jeg let over borggaardens gjærde.
Ingen blev var min flugt, hverken vakt eller tjenende kvinder.
Vidt drog jeg flakkende om over Hellas' sletter. Omsider
kom jeg til Ftia, det muldrike land, hvor det vrimler av smaafæ,
frem til Pelevs' borg, og fyrsten tog gjestmildt imot mig.
Ja, han fik mig saa kjær som en far kan elske den ene
sentfødte søn, som skal arve hans rikt opdyngede skatte.
Rik har han gjort mig paa gods og skjænket mig talrike stridsmænd
og latt mig bo som dolopernes drot paa grænsen av Ftia.
Dig, Akillevs, elsket jeg høit, du gudernes like.
Jeg har gjort dig til den som du er; ti du vilde jo aldrig
gaa med en anden til festlige lag eller hjemme i hallen
smake en eneste bit, før jeg hadde tat dig paa fanget,
rakt dig din opskaarne mat og holdt dig dit bæger for munden.
Mangen en gang har du gjort mig kjortelen vaat over brystet,
naar du som hjælpeløst barn lot vinen bli spildt fra din læbe.
Saaledes gav du mig meget besvær, og mangt har jeg døiet;
ti for min tanke stod altid at guderne ei hadde villet
unde mig avkom. Saa gjorde jeg da, høibaarne Akillevs,
dig til min søn, saa engang du selv kunde fri mig fra vanheld.
Kjære Akillevs, aa tving dog dit sind; ti at huse i brystet
hjerte som ikke kan røres, er skam; selv guder kan bøies,
skjønt de staar høit over os i kraft og i ære og vælde.
Men har et menneske feilet og traadt deres bud under føtter,
stemmes de dog til medynk ved røkelseduft og ved løfter,
ofre av vin og av duftende damp under ydmyke bønner.
Ti ogsaa bønnens gudinder er Zevs', den almægtiges døtre.
Halte paa fot og rynket paa kind, med skjelende øine
humper de bakefter brøden med nagende kummer i hjertet.
Brøden er kraftig og rask paa sin fot, saa den lettelig vinder
forsprang paa alle og først over jorderig vide kan friste
menneskers barn til fordærv, og med lægedom kommer saa hine.
Den som, naar Alfaders døtre vil gjeste ham, viser dem ære,
ham gir de frydefuld glæde og løn og hører hans bønner;
men dersom nogen staar fast ved sit nei og trodser i stivsind,
gaar de til Kronos' søn, til Zevs, og ber at den onde
brøde skal følge hans fjed, saa han selv faar skade til hjemgjæld.
Hædre da, kjære Akillevs, den mægtige Alfaders døtre!
Gi dem den ære og pris som rører de ædleste hjerter.
Ja, dersom Atrevs' søn ei tilbød dig gaver og lovet
flere med tiden, men stadig holdt fast ved sin heftige vrede,
bad jeg dig ikke om nu at kue din vrede og verge
Argos' mænd i strid, om de tryglet dig aldrig saa meget.
Ja, men han byr dig jo mange nu straks og flere med tiden,
og for at be dig valgte han ut og sendte de bedste
mænd i akaiernes hær, ja dem som av alle argeier
er dine kjæreste venner. La ei deres bønner og vandring
nu være spildt. Før kunde din harm ei lastes av nogen.
Ogsaa fra fordums tid har vi hørt om navngjetne helter
lignende sagn. Naar de raste som værst i den heftigste vrede,
kunde de mildnes ved gaver og tales til rette ved bønner.
Noget som hændte, ei nys, men forlængst i fremfarne dage,
mindes jeg godt, og det vil jeg her blandt venner fortælle:
Engang kjæmpet kureternes folk med de tapre aitoler
haardt om Kalydons by, og de fældte hverandre paa valen.
Kjækt aitolerne stred til det yndige Kalydons forsvar,
medens kureternes mænd vilde jevne hin kongsstad med jorden.
Artemis var det paa guldsmykket stol som ulykken voldte,
harmfuld, da Oinevs paa avhøstet mark ei bragte et offer;
ti mens de øvrige guder fik del i festhekatomber,
ofret han intet til hende, til Zevs, den almægtiges datter,
enten han glemte det helt eller syndet i tankeløs daarskap.
Vred blev gudinden av Alfaders æt med de sølvblanke piler.
Harmfuld sendte hun ut et vildsvin som rasende herjet
Oinevs' marker paa vilddyrs vis med skinnende hugtand.
Talrike mægtige trær med herlige frugtsvangre blomster
veltet hint utyske op med rot saa de styrtet til jorden.
Dog, det blev dræpt av Oinevs' søn Meleagros som samlet
hunder og kraftige jægeres flok fra talrike byer;
ti med en ringere skare av mænd var det aldrig blit fældet.
Vældig var dyret og bragte mangfoldige kjæmper paa likbaaL
Men om vildsvinets hode og hud med de strittende børster
vakte gudinden en frygtelig larm og rungende hærskrik
mellem kureternes mænd og aitolernes modige helter.
Mens Meleagros, den kampglade helt, gik foran i striden,
gik det kureterne ilde, og skjønt de var mange i tallet,
kunde de ei holde stand i kamptumlen utenfor muren.
Men Meleagros blev grepet av rasende harme som volder
selv hos de sindigste mænd en storm saa hjertet vil sprænges.
Vred i hu paa sin mor Altaia holdt helten sig stadig
hjemme i ro hos sin hustru Kleopatra, hende som Idas
avlet med Evenos' datter Marpessa med anklerne skjønne.
Idas var dengang den sterkeste mand blandt jordiske kjæmper.
Selv imot Foibos Apollon, den mægtige guddom, han spændte
modig sin bue til kamp om sin brud, den deilige kvinde.
Dengang var det at møens forældre i hallen derhjemme
kaldte sin datter med navnet Alkyone, siden den arme
mor maatte graate saa sorgfuld i sind som den jamrende isfugl —
— alkyon kaldes den jo — da møen blev røvet av Foibos.
Vel, Meleagros sat hjemme i ro hos sin hustru og ruget
over den nagende harm mot sin mor som bandet ham grufuldt.
Sørgende over sin fældede bror hun tryglet de høie
guder om hevn og kastet sig ned, mens taarerne vætet
folden om barm, og med slag av sin haand paa den nærende jordbund
bad hun med skingrende rop til Hades og Persefoneia
at hendes søn maatte dø, og fra avgrunden hørte Erinys,
møen som vandrer i mulm med det stenhaarde sind, hendes bønner.
Snart lød hærskrik og drønende brak ved porten, da murens
kneisende taarn blev rammet. Da sendte aitolernes stormænd
gudernes ypperste prest med bud til helten og bad ham
komme og verge sin by, og de bød ham en fyrstelig gave.
Der hvor jorden er bedst paa det yndige Kalydons bymark,
bad de ham vælge den herligste gaard til odel og eie,
alt i alt sine femti maal. Det halve var vingaard,
halvdelen træbart land, hvor jordbunden let kunde pløies.
Vognkjæmpen Oinevs, hans graanede far, maatte tigge og be ham.
Selv gik han op til hans høienloftssal, og fremme paa tersklen
banket han haardt paa den lukkede dør og knælte for sønnen.
Baade hans søstre og værdige mor var hos ham og tryglet.
Skarpere kun blev hans trodsige nei. De trofaste venner,
de som av alle han mest hadde kjær, besvor ham; men aldrig
kunde de bøie hans trodsige sind eller røre hans hjerte,
førend hans kammer blev rammet av spyd, og kureterne stormet
op over muren og herjet med ild den mægtige kongsstad.
Jamrende bønfaldt i ytterste stund Meleagros' fagre
skjøntombeltede viv sin mand og mindet om alle
trængsler som truer hvert menneskes barn i hærtagne byer:
Mændene slaaes ihjel og byen blir herjet av ilden;
hvert et barn, hver skjønlokket mø blir fiendens bytte.
Endelig rørtes hans sjæl, da han hørte hvad ondt kunde times.
Hastig gik helten avsted og akslet sin skinnende rustning.
Saaledes gav han da efter, og dagen den onde han vendte
bort fra aitolernes folk; men alle de herlige gaver
bød de ei længer som løn. For intet avverget han faren.
Kjære, aa tænk ikke du paa slikt. La ikke en guddom
vende til dette din hu. At frelse de brændende skibe
vorder saavisst ikke let. Nei, gaa mens gaverne vinker,
nu mens de gjæve akaier vil hædre dig høit som en guddom.
Dersom du siden for intet skal gaa til de blodige kampe,
vinder du ringere ros, om du end skulde seire i striden.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Foiniks, du elskede gamle, du høibaarne! Hæder som denne
trænger jeg ei; ti jeg tror at Zevs har skjænket mig hæder,
en som skal følge mig trygt ved de stavnkrumme snekker, saalænge
aande jeg eier i bryst og knærne smidig kan bøies.
Nu skal jeg si dig et ord, og det bør du lægge paa sinde:
Gjør mig dog ikke forrykt ved din evige klynken og jammer,
blot for at føie hin Atrevs' søn. Du bør ikke elske
ham som din ven, hvis du ei vil gjøre mig selv til din uven.
Vend dig mot ham som har vendt sig mot mig; da gjør du det rette.
Del med mig al kongelig magt og kongelig hæder.
Disse kan melde mit svar. Bliv du tilbake og læg dig
her paa dit dunbløte leie. Naar morgenen gryr, kan vi drøfte
om vi skal vende tilbake til vort, eller heller skal vente.»
Saa han talte og bød med et nik sin kjære Patroklos
straks at rede for gubben den dunbløte seng, saa de andre
snart skulde tænke paa hjemfærd. Da reiste sig høvdingen Aias,
Telamons søn, saa sterk som en gud, og talte iblandt dem:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Kom la os gaa; ti det synes mig klart at ikke vort erend
lykkes paa denne vor færd, og det haster jo dog med at melde
svaret, selv om det ikke er godt, til danaernes fyrster.
Visselig sitter de nu og venter vor hjemkomst med længsel.
Men i Akillevs' sind er stoltheten steget til vildskap,
haard som han er. Nu bryr han sig ei om vort trofaste venskap,
skjønt vi har hædret ham høit ved skibene fremfor de andre.
Uten at skjæmmes har mangen en mand tat drapsmandens bøter,
selv om en bror eller dyrebar søn var dræpt av en uven.
Trygt kan drapsmanden bo i sit land, naar brøden er sonet,
fuldt ved en bot, og den krænkedes sind og hjerte formildes,
naar han har faat sine bøter; men haardt og ubøielig gjorde
guderne selv dit sind, og det for en eneste ungmø.
Syv av de skjønneste byr vi dig nu og lover tillike
mangt og meget i tilgift. Saa la da dit hjerte formildes.
Hold dog i agt og ære dit hjem, ti vi er dine gjester,
valgt av danaernes folk, og fremfor de andre akaier
var vi dog gjerne som før dine bedste og kjæreste venner.»
Helten, den raske Akillevs, tok straks til orde og svarte:
«Aias, Telamons søn, du folkenes høibaarne hersker!
Hele din tale har huet mig godt og tyktes mig rigtig;
men mit hjerte maa svulme av bitreste harm, naar jeg mindes
al den uret som Atrevs' søn for akaiernes øine
øvet mot mig, som var jeg en landstryker, retløs paa tinge.
Nei, I maa gaa og melde mit svar, og greit skal det være:
Tænke paa atter at gaa til de blodige kampe i krigen
agter jeg ei, før Priamos' søn, den straalende Hektor
nærmer sig til myrmidonernes leir og stavnhøie snekker
fældende Argos' mænd og herjende flaaten med flammer.
Kommer han frem til mit telt og frem til min tjærede snekke,
tror jeg at Hektor vil stanse sin kamp, er han aldrig saa modig.»
Saa han talte. Da løftet enhver sit bæger og bragte
guderne offer. Saa vandret de hjem, og Odyssevs gik forrest.
Derefter bød Patroklos at svende og tjenende kvinder
straks skulde rede for Foiniks et makelig leie i teltet.
Kvinderne lød hans ord og bredte en feld over bænken;
ovenpaa la de et teppe og lakner av fineste linvæv.
Der gik gubben til ro og ventet paa morgenens komme.
Men i den inderste vraa av sit vel avstivede leirtelt
sov Akillevs. En skjønkindet ungmø, røvet fra Lesbos,
gik med helten i seng, Diomede, en datter av Forbos.
Men ved den motsatte væg stod Patroklos' seng, hvor han hvilte
sammen med Ifis, en skjønbeltet mø som den gjæve Akillevs
gav ham, da Skyros han tok, Enyevs' kneisende kongsstad.
Men da de utsendte mænd omsider var kommet tilbake
til Agamemnon i teltet, da stimlet akaierne om dem
en efter en med pokaler av guld som de løftet til velkomst.
Krævet da alle besked, først mændenes drot Agamemnon:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet:
Agter han nu at verge mot herjende ild vore snekker,
eller har manden sagt nei? Er han endnu saa vred i sit hjerte!»
Straks tok den haardføre helt Odyssevs til orde og svarte:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Nei, han vil ikke slukke hin brand i sin sjæl; ti han raser
værre end før. Han haaner dig selv og vraker din gave.
Spottende bød han dig selv i akaiernes møte at drøfte,
hvordan du bedst skal frelse akaiernes stridsmænd og snekker.
Desuten truet han med at han selv imorgen ved daggry
agter at sætte paa sjø de toftede stavnkrumme skibe.
Ogsaa os andre tilraadet han nu at vende tilbake
straks til vort hjem. Vi magtet saavisst dog ikke at herje
Ilions kneisende stad; ti Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Saa faldt ordene. Disse som fulgte mig, er mine vidner,
Aias og begge de sindige mænd, dine tvende herolder.
Oldingen Foiniks har fulgt hans raad og lagt sig i teltet,
saa han kan følge ham fjernt over hav til det elskede hjemland
tidlig ved gry, om han ønsker det selv. Han tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen,
slaat av de myndige ord; ti grei og bestemt var hans tale.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Navngjetne søn av Atrevs, stormægtige drot Agamemnon!
Aa, om du ei hadde tryglet den gjæve Akillevs og budt ham
herlige gaver i utal! Han føler sig stor nok foruten.
Nu har du bare forøket end mer hans selvgode hovmod.
Bedst at vi lar ham i fred, hvadenten han agter at fare
eller at bli. Han gaar nok igjen til kamp, naar hans attraa
blir ham for sterk i hans bryst, og en guddom faar vækket hans vilje.
Vel, jeg skal gi jer mit raad, og la os saa følge det alle:
Gaa nu og læg jer til hvile, men først naar I alle har frydet
hjertet med mat og med vin; ti det gir manddom og styrke.
Naar hun saa straaler paany, den rosenfingrede Eos,
da skal du straks med manende ord la stridsmænd og hester
stevne fra snekkerne frem, og kjæmp saa selv blandt de første.»
Saaledes faldt hans ord, og alle de høibaarne konger
priste den hestetumlende helt Diomedes' tale.
Derefter ofret de vin, og enhver gik hjem til sit leirtelt.
Der gik de alle til ro og nød den kvægende slummer.
søster av isnende flugt, tok bo i akaiernes hjerter.
Alle de gjæveste mænd var trykket av tyngende mismod.
Ret som naar Boreas kommer i Zefyros' følge og velter
bølger paa fiskerikt hav, de mægtige vinde som stormer
pludselig frem fra Trakiens land, mens de blaasorte sjøer
topper sig høit og skyller fra havdypet mængder av sjøgræs,
saaledes stormet nu tankerne vildt i akaiernes hjerter.
Atrevs' søn, som var pint av den knugende sorg i sit hjerte,
vandret omkring og bød at de klarmælte gjæve herolder
straks skulde stevne ved navn hver enkelt i stilhet til møte,
ikke ved rop, og selv drog han travlt omkring blandt de første.
Modløse sat de paa tinge, og mændenes drot Agamemnon
reiste sig op, mens taarerne randt lik bækken som risler
ned med sit strømmende blaasorte vand over styrtbratte fjeldvæg.
Sukkende tungt tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han den haarde som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byder mig stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Kom la os fly, enhver paa sit skib til det elskede hjemland;
ti det blir ikke forundt os at ta det velbygde Troja.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle paa tinge.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Atrevs' søn, først er det min agt at laste din daarskap,
som det paa tinge er hver mands ret, og vredes ei, konge.
Du har jo haanet tilforn mit mod blandt danaernes stridsmænd,
sagt jeg var feig og en kryster i kamp. Blandt akaierne mindes
baade de unge hvert ord som blev talt og de graanede gubber.
Dig har Kronos' søn kun tildelt halvt sine gaver.
Scepterets hæder og ry forundte han dig fremfor alle.
Mod gav han ikke, og intet gir magt og styrke som modet.
Tror du da, kjære, for alvor at alle akaiernes sønner
er saa forsagte i kamp og saa modløse mænd som du sier?
Er det nu saa at du selv har lyst til at vende tilbake,
gaa da! veien er fri; dine fartøier ligger ved stranden,
alle de mange som fulgte dig hit paa færd fra Mykene.
Ellers vil alle de andre akaiiske haarfagre helter
vente til Troja er sunket i grus, ja hvis de er lystne,
kan ogsaa de gaa ombord og fly til det elskede hjemland.
Vi to vil kjæmpe, jeg selv og Stenelos, indtil vi vinder
bugt med Ilions by; ti en guddom har fulgt os paa færden.»
Saa han talte, og alle argeierne priste med tilrop
ivrig den hestetumlende helt Diomedes' tale.
Nestor stod derefter op, den graanede vognhelt og mælte:
«Tydevs' søn, sterk er du som faa, en kjæmpe i striden,
og du er ypperst i raadet av alle jevnaldrende helter.
Ingen akaier, saa mange de er, kan laste din tale,
eller faa sagt dig imot; men du naadde dog ikke til maalet.
Endnu er du jo ung, saa ung at du godt kunde være
blandt min sønner den yngste av aar; men klok var din tale
nu til akaiernes sønner. De rammende ord har du fundet.
Men la nu mig, som er ældre end du, ta bladet fra munden.
Alt vil jeg nævne fra først til sidst, og ikke skal nogen
agte min tale for ringe, nei ikke engang Agamemnon.
Utenfor slegten og utenfor lov, baade retløs og hjemløs
staar den mand som er lysten paa strid med frænder og landsmænd.
Vel, men la os nu vike for natten den sorte og skyndsomt
gjøre vor kveldsmat istand, og de som har vakt, skal i tide
leire sig borte ved voldgravens kant hist utenfor muren.
Saa er mit bud til de unge; men derpaa skal du, Agamemnon,
byde og raade for alt; ti du er blandt konger den første.
Hold, som sig hør og bør, et gilde for stormænd og fyrster.
Fulde er jo dine telter av vin som akaiernes skibe
henter hver dag over bredrygget hav fra Trakiens strande.
Gjestebudskost har du nok av og raader for talrike svende.
Naar da saa mange er samlet, saa lyd den mand som kan gi dig
raad som baader os bedst; ti alle akaierne trænger
nu til det bedste og sindigste raad, naar fienden brænder
nær vore skibe mangfoldige baal. Sligt glæder nok ingen.
Natten som gaar, vil knække vor hær eller bringe den frelse.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Vakterne ilte med vaaben avsted paa post, og de førtes
dels av Nestors søn Trasymedes, folkenes hyrde,
dels av Askálafos og av Iálmenos, sønner av Ares,
dels av Meriones, fulgt av Deípyros og av Afárevs,
andre av Kreions søn, den herlige helt Lykomedes.
Førernes tal var syv, og hundrede væbnede svende
fulgte hver eneste fører med vældige lanser i hænde.
Da de var fremme, slog vakten sig ned mellem graven og muren,
tændte det flammende baal og nøt saa alle sit maaltid.
Førte da Atrevs' søn akaiernes samlede stormænd
hen til sit telt og lot sætte paa bord et rikelig maaltid.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
tok som den første iblandt dem den graanede Nestor til orde,
han hvis forstandige raad ogsaa før hadde været de bedste.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Ene til dig vil jeg tale fra først til sidst; ti du troner
høit som drot over talrike mænd, og Alfader gav dig
sceptret og herskerens lovlige ret til at byde og raade.
Først og fremst maa da du baade tale og lytte til andre.
Du maa jo sætte i verk hvad der ligger en anden paa hjerte,
hvis det er godt. Det beror paa dig om hans planer skal fremmes.
Vel, saa vil jeg da si, hvad jeg mener maa være det bedste.
Visere raad vil neppe en mand kunne finde end dette,
som jeg har drøftet forlængst og som tykkes mig endnu det bedste,
alt fra den dag da du gik, gudfostrede konge, og førte
Brisevs' datter avsted fra den vrede Akillevs' telter
meget imot vort ønske; ti selv tok jeg saare ihærdig
ordet imot; men du føiet din lyst og krænket i hovmod
haardt vor ypperste helt, som guderne selv hadde hædret;
ti du har røvet hans kampløn. Saa la os da nu i det mindste
drøfte hvorledes vi bedst kan faa ham forsonet og mildne
atter hans sind med de blideste ord og med venlige gaver.»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Gamle, ja usandt talte du ei, da du nævnte min daarskap.
Feilen er min, jeg negter det ei; ti mere end mange
stridsmænd veier den mand som Alfader elsker av hjerte,
slik som han hædret hin helt og tugtet akaierne svarlig.
Men har jeg feilet uvittig, forblindet av sansesløs vrede,
agter jeg ogsaa at gjøre det godt med de sværeste bøter.
Nu skal jeg nævne jer alle de herlige gaver jeg byder:
Treføtter syv, ei sværtet av sot, og sneset av blanke
kjeler av kobber; saa ti talenter i guld, og av hester
tolv velnærede dyr, som har hentet sig prisen i kapløp.
Arm paa gods eller fattig paa kostelig guld kunde ingen
kalde med rette en mand, naar som gave han fik hvad de raske
veddeløpshester har bragt til mit hjem av klenodier dyre.
Lesbiske trælkvinder, øvet som faa i kvindelig gjerning,
gir jeg ham, syv i tallet. Jeg valgte dem selv, da han herjet
Lesbos, den herlige ø, og i flokken var ingen saa fagre.
Dem vil jeg gi ham og der til den mø som jeg dengang tok fra ham,
Brisevs' datter, og dyrt tør jeg sverge med ed at jeg endnu
aldrig har favnet den deilige mø eller delt hendes leie,
som det er sed mellem kvinde og mand, hvor mennesker bygger.
Alt hvad jeg nævnte skal straks være hans; men dersom de høie
guder vil gi os at herje den by hvor Priamos hersker,
da kan han selv møte frem, naar akaierne deler sit bytte.
Da kan han laste sit skib med dynger av guld og av kobber.
Selv kan han gjøre sit valg og kaare blandt troiske kvinder
tyve, i skjønhet de første næst Hélena, Argos' stolthet.
Kommer vi saa til Argos, akaiernes frugtbare hjemstavn,
da kan han vorde min maag. Jeg skal hædre ham likt med min unge,
sentfødte søn Orestes, som fostres i yppigste rigdom.
Hist i min velbygde hal har jeg døtre, trende i tallet,
først Krysotemis, saa Laodike og Ifianassa.
Hvilken av disse han vil kan han da uten vederlag føre
hjem som sin brud til Pelevs' borg; ja kongelig medgift
gir jeg, saa rik som end ingen drot har skjænket sin datter.
Da skal jeg skjænke ham syv av de stolteste byer jeg eier,
først Kardamyle, Enópe og Ira med frodige beiter,
Ferai, den hellige stad, og Anteia med bølgende enge,
endelig Pedasos, rankernes hjem, og det skjønne Aipeia.
Fjernt i det sandige Pylos ved havstranden ligger de alle.
Der bor mænd som er rike paa kjør og rike paa smaafæ.
Høit som en gud vil de hædre sin drot og bringe ham gaver,
yde ham rikelig skat og bøie sig under hans scepter.
Slikt var jeg villig at gi, hvis han nu lot fare sin vrede.
La ham gi efter. Kun Hades kan ei forsones og bøies.
Ja men saa er han os ogsaa forhatt som ingen blandt guder.
La ham da vike, saasandt som min magt er større blandt konger,
og saasandt jeg med rette kan si at jeg er den ældre.»
Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Ingen kan laste de gaver du byr den stolte Akillevs.
La os da vælge os mænd som uten at nøle kan stevne
dit hvor Akillevs, Pelevs' søn, nu sitter i teltet.
Vil du, saa skal jeg nu kaare dem selv, og de valgte maa lyde.
Foiniks, Alfaders yndling, skal gaa som formand og leder;
derefter Aias den store og helten den gjæve Odyssevs.
Odios og Evrybates, de tvende herolder, skal følge.
Hent os nu vand til haandtvæt og paabyd sømmelig taushet,
forat vi alle kan be til Zevs, om han naadig vil ynkes.»
Saa han talte, og oldingens ord vandt bifald hos alle.
Straks kom herolder med vand som de heldte paa mændens hænder.
Svendene fyldte med vin de skummende boller til randen,
rakte saa hver et bæger; men først fik guderne offer.
Men da de fromt hadde ofret og drukket saa meget de vilde,
gik de fra kong Agamemnons telt og gav sig paa færden.
Rettet da oldingen Nestor, den tapre gereniske vognhelt,
blikket paa hver især, men mest paa Odyssevs og bad dem
ivrig at prøve med alt for at bøie den stolte Akillevs.
Langsomt vandret de to langs strand ved det brusende havdyp.
Inderlig bad de til guden som favner og ryster al jorden,
bad at de let maatte bøie Akillevs' harmfulde stivsind.
Men da de naadde tilsidst myrmidonernes telter og skibe,
fandt de ham der, og han frydet sin sjæl med den klingende lyre.
Skjønt var den formet med herligste kunst, og av sølv var dens tverstang.
Den hadde høvdingen selv, da han herjet Eetions kongsstad,
vundet som bytte og frydet sig nu ved at synge om helters
navngjetne færd, og hans ven Patroklos alene sat hos ham
ventende taus, til aiakosætlingen tystnet med sangen.
Sendemændene traadte ham nær, og først gik Odyssevs.
Foran Akillevs stanset de brat; da fôr han forbauset
op med lyren i haand fra den bænk, hvor han hadde sit sæte.
Likesaa reiste Patroklos sig op da han mændene øinet.
Hilsende begge tok straks den raske Akillevs til orde:
«Hil jer. I kommer som venner, og visselig var det paa tide,
I som trods al min harm er mig kjærest av alle akaier.»
Saaledes talte Akillevs og førte dem venlig til sæte
fremme paa bænker belagt med purpurfarvede tepper,
vendte sig saa til Patroklos som stod ved hans side, og mælte:
«Søn av Menoitios, sæt nu paa bord en rummelig bolle.
Bland os en sterkere drik og ræk vore gjester et bæger;
ja, ti hos mig er idag mine kjæreste venner til huse.»
Gjorde da helten Patroklos som vennen den elskede bød ham.
Selv satte høvdingen frem i skinnet fra baalet en mægtig
kjøtbænk og lagde paa den en lammeryg fet og den lækre
ryg av en gjet og av velnæret svin det feteste stykke.
Saa holdt Antomedon stykkerne fast, mens den gjæve Akillevs
hugget dem over, skar kjøttet i smaat og stak det paa spiddet.
Helten, den herlige søn av Menoitios, tændte et vældig
flammende baal, og da dette var brændt og luen var sluknet,
raket Akillevs glørne ut og holdt over bukker
spiddene frem over ilden og strødde saa salt over kjøttet,
og da han saa hadde brunet det godt og lagt det paa fater,
kom Patroklos med brød, som han satte paa bordet i skjønne
flettede kurver paa rad, mens Akillevs delte ut kjøttet
Tæt ved den inderste væg ret overfor helten Odyssevs
valgte han plads og bød Patroklos at bringe de høie
guder en gave. Da kastet hans ven et offer paa ilden.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
nikket saa Aias til Foiniks. Det merket Odyssevs og fyldte
straks sit bæger med vin og drak med Akillevs og mælte:
«Hil dig, Akillevs! Vi savner forvisst ei rikelig maaltid
hverken i teltet hos Atrevs' søn, vor drot Agamemnon,
eller nu her. Vi har rundelig nok av de herligste retter.
Dog, vi kan ikke fryde os nu ved maaltidets glæder.
Nei, naar vi ser paa den truende nød, gudfostrede konge,
frygter vi saare; ti hvis ikke du vil bruke din styrke,
vet ingen mand, om flaaten skal frelses fra vold eller brændes.
Nu har de modige troers og navngjetne hjælperes fylking
slaat sig ned i en leir for inat nær flaaten og muren.
Talrike baal har de tændt i sin leir og agter nok ikke
længer at stanse, men kaste sig frem mot de tjærede snekker.
Kronos' søn gir dem gunstige tegn; ti al tid til høire
flammer hans lyn, og Hektor som bryster sig stolt av sin styrke,
stoler paa Zevs og raser med grufuld kraft, og han frygter
hverken for gud eller mand. Et skrækkelig vanvid har tat ham.
Brændende ber han, at gryende dag maatte snart kunne skimtes.
Da vil han straks hugge løs hvert smykke paa skibenes forstavn.
Snekkerne selv vil han brænde med herjende flammer og fælde
grumt akaiernes mænd, naar de flyr i den kvælende røksky.
Bævende gruer jeg for at guderne selv vil fuldbyrde
alle hans trusler, og at det skal bli vor skjæbne at falde
her ved Troja saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Op da, hersker! saafremt du sent omsider vil bringe
hjælp til akaiernes mænd som trænges av troernes stormløp.
Ellers kan komme den stund da du angrer det. Intet kan bøte
ondt naar det engang er øvet. Saa bør du da drøfte i tide
om du vil verne danaernes mænd mot døden den onde.
Kjæreste ven! Da Pelevs, din far, lot dig stevne fra Ftia
til Agamemnon, da var det dog slikt han la dig paa hjerte:
«Pallas Atene og Hera, min søn, skal skjænke dig styrke,
dersom det er deres vilje; men husk paa at tvinge dit eget
heftige sind i dit bryst; ti vennesæl færd er det bedste.
Stans med en strid som bare gjør ondt; da vinder du øket
hæder og ry blandt Argos' mænd, baade unge og gamle.»
Dette var oldingens ord; men du glemte dem. Stans da din vrede
nu, mens det endnu er tid; ti vit, Agamemnon vil gi dig
fuldgode gaver til gjengjæld, saafremt du vil kue din harme.
Vil du, saa hør. Jeg skal regne op alt som nys Agamemnon
lovet os hist i sit telt at gi dig av herlige gaver:
Treføtter syv, ei sværtet av sot, og sneset av blanke
kjeler av kobber; saa ti talenter i guld og av hester
tolv av de ypperste dyr, som har hentet sig prisen i kapløp.
Arm paa gods eller fattig paa kostelig guld kunde ingen
kalde med rette en mand, naar som gave han fik hvad de raske
veddeløpshester har bragt Agamemnon av herlige skatte.
Lesbiske trælkvinder, øvet som faa i kvindelig gjerning,
gir han dig, syv i tallet. Han valgte dem selv, da du herjet
Lesbos, den herlige ø, og i flokken var ingen saa fagre.
Dem vil han gi dig og dertil den mø som han dengang tok fra dig,
Brisevs' datter, og dyrt tør han sverge med ed at han endnu
aldrig har favnet den deilige mø eller delt hendes leie,
som det er sed mellem kvinde og mand, hvor mennesker bygger.
Alt hvad han nævnte skal straks være dit; men dersom de høie
guder vil gi os at øde den by hvor Priamos hersker,
da kan du selv møte frem, naar akaierne deler sit bytte.
Da kan du laste dit skib med dynger av guld og av kobber.
Selv kan du gjøre dit valg og kaare blandt troiske kvinder
tyve, i skjønhet de første næst Hélena, Argos' stolthet.
Kommer vi saa til Argos, akaiernes frugtbare hjemstavn,
da kan du vorde hans maag. Han vil hædre dig likt med sin unge
sentfødte søn Orestes, som fostres i yppigste rigdom.
Hist i sin velbygde hal har drotten tre deilige døtre,
først Krysotemis, saa Laodike og Ifianassa.
Hvilken av disse du vil kan du da uten vederlag føre
hjem som din brud til Pelevs' borg, ja kongelig medgift
gir han, saa rik som end ingen drot har skjænket sin datter.
Da skal han skjænke dig syv av de stolteste byer han eier,
først Kardamyle, Enópe og Ira med frodige beiter,
Ferai, den hellige stad, og Anteia med bølgende enge,
endelig Pedasos, rankernes hjem, og det skjønne Aipeia.
Hist i det sandige Pylos ved havstranden ligger de alle.
Der bor mænd som er rike paa kjør og rike paa smaafæ.
Høit som en gud vil de hædre sin drot og bringe dig gaver,
yde dig rikelig skat og bøie sig under dit scepter.
Slikt er han villig at gi, hvis du nu lot fare din vrede.
Men dersom hatet til Atrevs' søn, ham selv og hans gaver,
ikke kan døves, saa ynk dog den grufulde motgang som kuer
alle os andre akaiiske mænd. Vi skal agte dig siden
høit som en gud. Ja nu kan du vinde uvisnelig hæder.
Hektor kunde du nu faa dræpt, naar han gik dig paa livet
rent som besat. Han tror jo at ingen danaer kan maale
kræfter med ham av alle som skibene bragte til Troja.»
Helten den raske Akillevs tok straks til orde og svarte:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Nu er det bedst at jeg rentut faar sagt og kundgjort min vilje,
slik som den er og skal sættes i verk, saa I ikke skal sitte
hos mig og lokke mig en efter en som kurrende duer;
ti som jeg gruer for Hades' port, har jeg sky for og hater
den som i løndom kan tænke paa ett, men sier et andet.
Vel, saa vil jeg da si hvad der staar for mig selv som det bedste.
Ei kan jeg tro at Atrevs' søn eller alle danaer
skal kunne rokke mig nu; ti lønne mig gjorde de aldrig,
naar jeg ustanselig kjæmpet i strid mot fienders fylking.
Den som sat hjemme, fik likelig lod med den tapreste stridsmand.
Feigeste stymper og gjæveste helt fik selvsamme hæder.
Dø maatte daadskraftig mand saa visst som den lateste usling.
Ingenting eier jeg mere end I efter alt hvad jeg døiet,
naar jeg saa tidt satte livet paa spil i de stadige kampe.
Likesom fuglen, som selv lider ondt og bringer i nebbet
hver en mundfuld den finder til ungerne, før de kan flyve,
saaledes har ogsaa jeg hat utallige søvnløse nætter.
Mangen en blodsvanger dag har jeg kjæmpet fra morgen til aften
haardt mot kraftige mænd for at faa deres kvinder som bytte.
Tylvten av byer i fiendeland har jeg herjet med flaaten.
Elleve tok jeg paa hærtog tillands i det fruktbare Troja.
Hjem har jeg bragt fra dem alle de herligste skatte i mængde.
Til Agamenmnon, Atrevs' søn, har jeg skjænket dem alle.
Han blev hjemme i ro ved de hurtige skibe og delte
ut nogen smuler av det som han fik; men det meste beholdt han.
Alle de hædrende gaver han skjænket til konger og fyrster,
eier de trygt; alene fra mig blandt akaier
tok han til eie min elskede viv. La ham frydes og hvile
i hendes arme! Men hvorfor skal da argeierne kjæmpe
her imot troerne? Hvorfor har Atrevs' søn Agamemnon
ført sine stridsmænd hit? Mon, var det da ei for den fagre
Hélenas skyld? Men bærer da Atrevs' sønner alene
elsk til sin viv? Aa nei, hver mand som er brav og forstandig,
elsker og verner sin egen, som jeg av hele mit hjerte
elsket hin kvinde, skjønt hærtagen mø og vundet med lansen.
Naar han nu engang med svig har vristet min hædersløn fra mig,
bør han ei friste mig mer. Han er kjendt, saa han lurer mig ikke.
Nei Odyssevs, la kongen med dig og de øvrige drotter
tænke paa midler til skibenes vern mot de herjende flammer.
Meget og mangt har han nys sat i verk, mens jeg selv holdt mig borte.
Nu har han bygget hin mur, og den brede og mægtige voldgrav
gravet han rundt om muren og rammet ned pæler i graven.
Ja, men allikevel magter han ei at holde den sterke
mordlystne Hektor paa avstand. Saa længe jeg kjæmpet iblandt jer,
var ikke Hektor saa lysten paa strid langt borte fra muren.
Blot til den skaiiske port har han vaaget sig frem og til eken.
Ja, det var engang han flygtet med nød, da han vaaget en tvekamp.
Siden jeg ikke vil gaa til en dyst med den herlige Hektor,
vil jeg ved morgengry ofre til Zevs og til samtlige guder,
sætte paa sjø mine skibe og laste dem vel med mit eie.
Vil du, og bryr du dig om det, saa kan du da tidlig imorgen
se mine snekker i fart paa den fiskrike strøm Hellespontos
og paa tofterne mænd som trækker paa aaren med iver.
Dersom den sterke Poseidon vil skjænke mig bør, kan jeg komme
hjem paa en tre dages tid til mit elskede muldrike Ftia.
Der lot jeg efter mig meget av gods, da jeg stevnet til Troja.
Mer skal jeg nu føre hjem, baade guld og rødmende kobber,
staalet det graa og kvinder med straalende belter om midjen,
alt hvad jeg fik som min lod; men min hædrende løn har jeg mistet;
Atrevs' søn Agamemnon, som skjænket mig gaven, har haanlig
tat den tilbake. Saa meld ham da høilydt hele mit budskap
ord til andet, saa ogsaa de andre akaier kan harmes,
dersom han endnu har haab om at narre en ærlig danaer,
lumsk som han er og pansret med skamløshet. Mig vil han neppe
vaage at se under øine, endskjønt han er fræk som en kjøter.
Hverken i raad eller daad vil jeg mer ha med ham at bestille;
ti han har skammelig holdt mig for nar; men han lurer mig neppe
atter engang med sin smiger. Nei nu er det nok. La ham bare
ile sin skjæbne imøte; ti Zevs har slaat ham med vanvid.
Gaver fra ham forsmaar jeg; jeg agter dem ikke det mindste,
selv om han bød mig tidobbelt løn, ja tyvefold gaver,
alt hvad han nu monne eie av gods og mer, om han faar det,
alt hvad der strømmer av guld til Orkomenos eller til Tebai
hist i Aigyptos, hin by hvor husene strutter av rigdom.
Byen har hundrede porter, og ut gjennem hver av dem stormer
to ganger hundrede væbnede mænd med hester og vogner.
Selv om hans gaver var mange som sandkorn og fnug i en støvsky,
end ikke da skal Atrevs' søn faa mildnet min vrede,
førend han bøter tilfulde den haan som piner mit hjerte.
Ei vil jeg egte en datter av Atrevs' søn Agamemnon.
Lignet hun end Afrodite, den gyldne gudinde, i skjønhet,
var hun saa kyndig i kvindelig daad som den blaaøide Pallas,
blev hun dog ikke min brud. La ham vælge en anden akaier,
den som kan passe ham bedst og i rang blandt konger er større.
Ti dersom guderne sparer mit liv og under mig hjemfærd,
vælger nok Pelevs, min far, den mø som skal vorde min hustru.
Hist i Hellas og Ftia er mange akaiiske kvinder,
døtre av høibaarne mænd som raader for byer og borge.
Den som jeg vil kan jeg der føre hjem som min elskede hustru.
Higende længter min mandige sjæl efter hist i mit hjemland,
naar jeg har fundet en hustru, en kvinde som huer mit hjerte,
siden at nyte i ro det gods som Pelevs har sanket.
Livet er kostbart; det veier dog mer end alt hvad man sier
Ilions pragtfulde by har eiet av herlige skatte,
fordum i dypeste fred, før akaiernes sønner var kommet,
mere end Foibos Apollons, den mægtige bueguds tempel
rummer bak terskel av sten i den hellige fjeldkløft i Pyto.
Kjør og velnærte faar kan man gjøre til bytte og vinde
treføtter nok og hester med flagrende lysgule manker.
Liv og aande tar ingen paa rov eller vinder tilbake,
naar det først engang er flygtet avsted over tændernes gjærde.
Saa har min mor, gudinden, den sølverfotede Tetis
sagt at av dødsgudens fylgjer skal en av tvende mig følge
frem til min dødstimes maal; ti dersom jeg dvæler og kjæmper
her ved troernes by, er min hjemfærd forspildt; men jeg vinder
hæder som aldrig kan dø; men kommer jeg frelst til min hjemstavn
spildes mit herlige ry; men frem til de graanende dage
undes mig kræfter og liv, og sent skal døden mig ramme.
Vilde I følge mit raad, skulde alle I andre tillike
straks vende hjem. I magter saavisst dog ikke at volde
Ilions fald; ti alfader Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Nu maa I selv med den hædrende ret som tilkommer konger,
gaa for at melde mit bud til alle akaiernes stormænd,
saa de kan bruke sin kløkt og finde et raad som er bedre,
et som kanhænde kan frelse akaiernes skibe og mandskap
her ved de stavnkrumme snekker; ti dette har glippet for altid,
det som de nu har drøftet. Min vrede formilder de aldrig.
Nu kan Foiniks faa være hos os og straks gaa til hvile,
saa han imorgen kan følge med os til det elskede hjemland
paa vore skibe, saafremt han har lyst. Jeg tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og alle blev sittende tause og stille,
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem den graanede vognstyrer Foiniks.
Oldingen graat; ti han gruet sig svart for akaiernes skibe:
«Dersom du virkelig tænker paa hjemfærden, stolte Akillevs;
dersom du, rammet saa haardt i din sjæl av nagende vrede,
slet ikke agter at verge mot herjende ild vore snekker,
hvorledes skulde da jeg, min søn, kunne bli her alene,
skilt ifra dig? Som verge for dig lot Pelevs mig drage,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til kong Agamemnon,
ung og ukyndig saavel i en krigsmands herjende idræt
samt i at tale paa tinge, hvor høvdinger vinder sin hæder.
Derfor sendte han mig for at lære dig alt hvad du trængte,
baade at være en mester i ord og en mand i dit virke.
Derfor, min søn, staar ikke min hu til at lates tilbake
her, nei ikke engang om en gud skulde love at glatte
alderens rynker og gjøre mig ung som dengang jeg flygtet
bort ifra Hellas, de deilige ungmøers land, for at undgaa
strid med min far, med Ormenos' søn, den gjæve Amyntor.
Ja; ti han har hatet mig vildt, og en skjønlokket frille bar skylden,
en som han elsket til skam for min mor, hans forsmaaede hustru.
Idelig tigget min mor, og knælende bad hun mig favne
kvinden i elskov og vække hos bolersken hat til den gamle.
Endelig føiet jeg hende; men straks fik min far det at vite.
Haardt han bandet mig selv, og til hevnens forfærdende vætter
skrek han og bad at jeg aldrig paa knæ maatte vugge en elsket
søn som jeg selv hadde avlet, og guderne hørte hans bønner,
underverdenens Zevs og den grusomme Persefoneia,
Rasende pønset jeg da paa at dræpe min far med det skarpe
slagsverd av kobber. Da dæmpet en gud min harm, og i hjertet
vakte han rædsel for landsmænds dom og menneskers haansord,
rædsel for fadermorderens navn blandt alle akaier.
Dog mit hjerte kom ikke til ro; jeg orket ei længer,
hatet saa vildt av min far, at færdes som før i hans haller.
Venner og slegtninger fristet jo nok i flok og i følge
ivrig med bønner at holde mig fast der hjemme paa borgen.
Talrike velnærte faar og mangfoldige langsomme okser
slagtet de; talrike mæskede svin saa fete og lækre
holdt de paa spiddene frem over baalenes blussende flammer.
Vinen den søte blev drukket saa tæt av oldingens krukker.
Rundt mig sov de i kreds ni samfulde nætter til ende;
vakterne kom og gik, og aldrig blev baalene slukket,
et i den hvælvede port til den høit ommurede borggaard,
ett foran sovekammerets dør under svalgangens buer.
Men da den tiende nat med sit skjermende mørke var kommet,
sprængte jeg fløidørens tverbom og laas, og ut av mit kammer
slap jeg, og derefter hoppet jeg let over borggaardens gjærde.
Ingen blev var min flugt, hverken vakt eller tjenende kvinder.
Vidt drog jeg flakkende om over Hellas' sletter. Omsider
kom jeg til Ftia, det muldrike land, hvor det vrimler av smaafæ,
frem til Pelevs' borg, og fyrsten tog gjestmildt imot mig.
Ja, han fik mig saa kjær som en far kan elske den ene
sentfødte søn, som skal arve hans rikt opdyngede skatte.
Rik har han gjort mig paa gods og skjænket mig talrike stridsmænd
og latt mig bo som dolopernes drot paa grænsen av Ftia.
Dig, Akillevs, elsket jeg høit, du gudernes like.
Jeg har gjort dig til den som du er; ti du vilde jo aldrig
gaa med en anden til festlige lag eller hjemme i hallen
smake en eneste bit, før jeg hadde tat dig paa fanget,
rakt dig din opskaarne mat og holdt dig dit bæger for munden.
Mangen en gang har du gjort mig kjortelen vaat over brystet,
naar du som hjælpeløst barn lot vinen bli spildt fra din læbe.
Saaledes gav du mig meget besvær, og mangt har jeg døiet;
ti for min tanke stod altid at guderne ei hadde villet
unde mig avkom. Saa gjorde jeg da, høibaarne Akillevs,
dig til min søn, saa engang du selv kunde fri mig fra vanheld.
Kjære Akillevs, aa tving dog dit sind; ti at huse i brystet
hjerte som ikke kan røres, er skam; selv guder kan bøies,
skjønt de staar høit over os i kraft og i ære og vælde.
Men har et menneske feilet og traadt deres bud under føtter,
stemmes de dog til medynk ved røkelseduft og ved løfter,
ofre av vin og av duftende damp under ydmyke bønner.
Ti ogsaa bønnens gudinder er Zevs', den almægtiges døtre.
Halte paa fot og rynket paa kind, med skjelende øine
humper de bakefter brøden med nagende kummer i hjertet.
Brøden er kraftig og rask paa sin fot, saa den lettelig vinder
forsprang paa alle og først over jorderig vide kan friste
menneskers barn til fordærv, og med lægedom kommer saa hine.
Den som, naar Alfaders døtre vil gjeste ham, viser dem ære,
ham gir de frydefuld glæde og løn og hører hans bønner;
men dersom nogen staar fast ved sit nei og trodser i stivsind,
gaar de til Kronos' søn, til Zevs, og ber at den onde
brøde skal følge hans fjed, saa han selv faar skade til hjemgjæld.
Hædre da, kjære Akillevs, den mægtige Alfaders døtre!
Gi dem den ære og pris som rører de ædleste hjerter.
Ja, dersom Atrevs' søn ei tilbød dig gaver og lovet
flere med tiden, men stadig holdt fast ved sin heftige vrede,
bad jeg dig ikke om nu at kue din vrede og verge
Argos' mænd i strid, om de tryglet dig aldrig saa meget.
Ja, men han byr dig jo mange nu straks og flere med tiden,
og for at be dig valgte han ut og sendte de bedste
mænd i akaiernes hær, ja dem som av alle argeier
er dine kjæreste venner. La ei deres bønner og vandring
nu være spildt. Før kunde din harm ei lastes av nogen.
Ogsaa fra fordums tid har vi hørt om navngjetne helter
lignende sagn. Naar de raste som værst i den heftigste vrede,
kunde de mildnes ved gaver og tales til rette ved bønner.
Noget som hændte, ei nys, men forlængst i fremfarne dage,
mindes jeg godt, og det vil jeg her blandt venner fortælle:
Engang kjæmpet kureternes folk med de tapre aitoler
haardt om Kalydons by, og de fældte hverandre paa valen.
Kjækt aitolerne stred til det yndige Kalydons forsvar,
medens kureternes mænd vilde jevne hin kongsstad med jorden.
Artemis var det paa guldsmykket stol som ulykken voldte,
harmfuld, da Oinevs paa avhøstet mark ei bragte et offer;
ti mens de øvrige guder fik del i festhekatomber,
ofret han intet til hende, til Zevs, den almægtiges datter,
enten han glemte det helt eller syndet i tankeløs daarskap.
Vred blev gudinden av Alfaders æt med de sølvblanke piler.
Harmfuld sendte hun ut et vildsvin som rasende herjet
Oinevs' marker paa vilddyrs vis med skinnende hugtand.
Talrike mægtige trær med herlige frugtsvangre blomster
veltet hint utyske op med rot saa de styrtet til jorden.
Dog, det blev dræpt av Oinevs' søn Meleagros som samlet
hunder og kraftige jægeres flok fra talrike byer;
ti med en ringere skare av mænd var det aldrig blit fældet.
Vældig var dyret og bragte mangfoldige kjæmper paa likbaaL
Men om vildsvinets hode og hud med de strittende børster
vakte gudinden en frygtelig larm og rungende hærskrik
mellem kureternes mænd og aitolernes modige helter.
Mens Meleagros, den kampglade helt, gik foran i striden,
gik det kureterne ilde, og skjønt de var mange i tallet,
kunde de ei holde stand i kamptumlen utenfor muren.
Men Meleagros blev grepet av rasende harme som volder
selv hos de sindigste mænd en storm saa hjertet vil sprænges.
Vred i hu paa sin mor Altaia holdt helten sig stadig
hjemme i ro hos sin hustru Kleopatra, hende som Idas
avlet med Evenos' datter Marpessa med anklerne skjønne.
Idas var dengang den sterkeste mand blandt jordiske kjæmper.
Selv imot Foibos Apollon, den mægtige guddom, han spændte
modig sin bue til kamp om sin brud, den deilige kvinde.
Dengang var det at møens forældre i hallen derhjemme
kaldte sin datter med navnet Alkyone, siden den arme
mor maatte graate saa sorgfuld i sind som den jamrende isfugl —
— alkyon kaldes den jo — da møen blev røvet av Foibos.
Vel, Meleagros sat hjemme i ro hos sin hustru og ruget
over den nagende harm mot sin mor som bandet ham grufuldt.
Sørgende over sin fældede bror hun tryglet de høie
guder om hevn og kastet sig ned, mens taarerne vætet
folden om barm, og med slag av sin haand paa den nærende jordbund
bad hun med skingrende rop til Hades og Persefoneia
at hendes søn maatte dø, og fra avgrunden hørte Erinys,
møen som vandrer i mulm med det stenhaarde sind, hendes bønner.
Snart lød hærskrik og drønende brak ved porten, da murens
kneisende taarn blev rammet. Da sendte aitolernes stormænd
gudernes ypperste prest med bud til helten og bad ham
komme og verge sin by, og de bød ham en fyrstelig gave.
Der hvor jorden er bedst paa det yndige Kalydons bymark,
bad de ham vælge den herligste gaard til odel og eie,
alt i alt sine femti maal. Det halve var vingaard,
halvdelen træbart land, hvor jordbunden let kunde pløies.
Vognkjæmpen Oinevs, hans graanede far, maatte tigge og be ham.
Selv gik han op til hans høienloftssal, og fremme paa tersklen
banket han haardt paa den lukkede dør og knælte for sønnen.
Baade hans søstre og værdige mor var hos ham og tryglet.
Skarpere kun blev hans trodsige nei. De trofaste venner,
de som av alle han mest hadde kjær, besvor ham; men aldrig
kunde de bøie hans trodsige sind eller røre hans hjerte,
førend hans kammer blev rammet av spyd, og kureterne stormet
op over muren og herjet med ild den mægtige kongsstad.
Jamrende bønfaldt i ytterste stund Meleagros' fagre
skjøntombeltede viv sin mand og mindet om alle
trængsler som truer hvert menneskes barn i hærtagne byer:
Mændene slaaes ihjel og byen blir herjet av ilden;
hvert et barn, hver skjønlokket mø blir fiendens bytte.
Endelig rørtes hans sjæl, da han hørte hvad ondt kunde times.
Hastig gik helten avsted og akslet sin skinnende rustning.
Saaledes gav han da efter, og dagen den onde han vendte
bort fra aitolernes folk; men alle de herlige gaver
bød de ei længer som løn. For intet avverget han faren.
Kjære, aa tænk ikke du paa slikt. La ikke en guddom
vende til dette din hu. At frelse de brændende skibe
vorder saavisst ikke let. Nei, gaa mens gaverne vinker,
nu mens de gjæve akaier vil hædre dig høit som en guddom.
Dersom du siden for intet skal gaa til de blodige kampe,
vinder du ringere ros, om du end skulde seire i striden.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Foiniks, du elskede gamle, du høibaarne! Hæder som denne
trænger jeg ei; ti jeg tror at Zevs har skjænket mig hæder,
en som skal følge mig trygt ved de stavnkrumme snekker, saalænge
aande jeg eier i bryst og knærne smidig kan bøies.
Nu skal jeg si dig et ord, og det bør du lægge paa sinde:
Gjør mig dog ikke forrykt ved din evige klynken og jammer,
blot for at føie hin Atrevs' søn. Du bør ikke elske
ham som din ven, hvis du ei vil gjøre mig selv til din uven.
Vend dig mot ham som har vendt sig mot mig; da gjør du det rette.
Del med mig al kongelig magt og kongelig hæder.
Disse kan melde mit svar. Bliv du tilbake og læg dig
her paa dit dunbløte leie. Naar morgenen gryr, kan vi drøfte
om vi skal vende tilbake til vort, eller heller skal vente.»
Saa han talte og bød med et nik sin kjære Patroklos
straks at rede for gubben den dunbløte seng, saa de andre
snart skulde tænke paa hjemfærd. Da reiste sig høvdingen Aias,
Telamons søn, saa sterk som en gud, og talte iblandt dem:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Kom la os gaa; ti det synes mig klart at ikke vort erend
lykkes paa denne vor færd, og det haster jo dog med at melde
svaret, selv om det ikke er godt, til danaernes fyrster.
Visselig sitter de nu og venter vor hjemkomst med længsel.
Men i Akillevs' sind er stoltheten steget til vildskap,
haard som han er. Nu bryr han sig ei om vort trofaste venskap,
skjønt vi har hædret ham høit ved skibene fremfor de andre.
Uten at skjæmmes har mangen en mand tat drapsmandens bøter,
selv om en bror eller dyrebar søn var dræpt av en uven.
Trygt kan drapsmanden bo i sit land, naar brøden er sonet,
fuldt ved en bot, og den krænkedes sind og hjerte formildes,
naar han har faat sine bøter; men haardt og ubøielig gjorde
guderne selv dit sind, og det for en eneste ungmø.
Syv av de skjønneste byr vi dig nu og lover tillike
mangt og meget i tilgift. Saa la da dit hjerte formildes.
Hold dog i agt og ære dit hjem, ti vi er dine gjester,
valgt av danaernes folk, og fremfor de andre akaier
var vi dog gjerne som før dine bedste og kjæreste venner.»
Helten, den raske Akillevs, tok straks til orde og svarte:
«Aias, Telamons søn, du folkenes høibaarne hersker!
Hele din tale har huet mig godt og tyktes mig rigtig;
men mit hjerte maa svulme av bitreste harm, naar jeg mindes
al den uret som Atrevs' søn for akaiernes øine
øvet mot mig, som var jeg en landstryker, retløs paa tinge.
Nei, I maa gaa og melde mit svar, og greit skal det være:
Tænke paa atter at gaa til de blodige kampe i krigen
agter jeg ei, før Priamos' søn, den straalende Hektor
nærmer sig til myrmidonernes leir og stavnhøie snekker
fældende Argos' mænd og herjende flaaten med flammer.
Kommer han frem til mit telt og frem til min tjærede snekke,
tror jeg at Hektor vil stanse sin kamp, er han aldrig saa modig.»
Saa han talte. Da løftet enhver sit bæger og bragte
guderne offer. Saa vandret de hjem, og Odyssevs gik forrest.
Derefter bød Patroklos at svende og tjenende kvinder
straks skulde rede for Foiniks et makelig leie i teltet.
Kvinderne lød hans ord og bredte en feld over bænken;
ovenpaa la de et teppe og lakner av fineste linvæv.
Der gik gubben til ro og ventet paa morgenens komme.
Men i den inderste vraa av sit vel avstivede leirtelt
sov Akillevs. En skjønkindet ungmø, røvet fra Lesbos,
gik med helten i seng, Diomede, en datter av Forbos.
Men ved den motsatte væg stod Patroklos' seng, hvor han hvilte
sammen med Ifis, en skjønbeltet mø som den gjæve Akillevs
gav ham, da Skyros han tok, Enyevs' kneisende kongsstad.
Men da de utsendte mænd omsider var kommet tilbake
til Agamemnon i teltet, da stimlet akaierne om dem
en efter en med pokaler av guld som de løftet til velkomst.
Krævet da alle besked, først mændenes drot Agamemnon:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet:
Agter han nu at verge mot herjende ild vore snekker,
eller har manden sagt nei? Er han endnu saa vred i sit hjerte!»
Straks tok den haardføre helt Odyssevs til orde og svarte:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Nei, han vil ikke slukke hin brand i sin sjæl; ti han raser
værre end før. Han haaner dig selv og vraker din gave.
Spottende bød han dig selv i akaiernes møte at drøfte,
hvordan du bedst skal frelse akaiernes stridsmænd og snekker.
Desuten truet han med at han selv imorgen ved daggry
agter at sætte paa sjø de toftede stavnkrumme skibe.
Ogsaa os andre tilraadet han nu at vende tilbake
straks til vort hjem. Vi magtet saavisst dog ikke at herje
Ilions kneisende stad; ti Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Saa faldt ordene. Disse som fulgte mig, er mine vidner,
Aias og begge de sindige mænd, dine tvende herolder.
Oldingen Foiniks har fulgt hans raad og lagt sig i teltet,
saa han kan følge ham fjernt over hav til det elskede hjemland
tidlig ved gry, om han ønsker det selv. Han tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen,
slaat av de myndige ord; ti grei og bestemt var hans tale.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Navngjetne søn av Atrevs, stormægtige drot Agamemnon!
Aa, om du ei hadde tryglet den gjæve Akillevs og budt ham
herlige gaver i utal! Han føler sig stor nok foruten.
Nu har du bare forøket end mer hans selvgode hovmod.
Bedst at vi lar ham i fred, hvadenten han agter at fare
eller at bli. Han gaar nok igjen til kamp, naar hans attraa
blir ham for sterk i hans bryst, og en guddom faar vækket hans vilje.
Vel, jeg skal gi jer mit raad, og la os saa følge det alle:
Gaa nu og læg jer til hvile, men først naar I alle har frydet
hjertet med mat og med vin; ti det gir manddom og styrke.
Naar hun saa straaler paany, den rosenfingrede Eos,
da skal du straks med manende ord la stridsmænd og hester
stevne fra snekkerne frem, og kjæmp saa selv blandt de første.»
Saaledes faldt hans ord, og alle de høibaarne konger
priste den hestetumlende helt Diomedes' tale.
Derefter ofret de vin, og enhver gik hjem til sit leirtelt.
Der gik de alle til ro og nød den kvægende slummer.