Iliaden/Den avbrutte kamp.
< Iliaden
OTTENDE SANG.
DEN AVBRUTTE KAMP.
E
os spredte i gyldent gevandt sit lys over lande. Da lot den lynglade Zevs de evige guder gi møte
høit paa den øverste tind av Olympos' takkede aasryg.
Først tok han selv til orde, og guderne lyttet tilhobe:
«Hør nu samtlige guder mit ord og alle gudinder,
forat jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at nævne.
Ingen gudinde, ei heller en gud maa herefter friste
frækt at trodse mit bud; nei, alle som en maa I villig
føie jer efter mit ord, saa jeg snart kan faa endskap paa saken.
Den som jeg merker vil snike sig bort og fjernt fra de andre
guder vil hjælpe danaernes folk eller troernes kjæmper,
han skal faa sine hugg, og med skam skal han gaa til Olympen,
eller jeg tar ham og kaster ham ned i Tartaros' mørke,
fjernt til det gapende svelg i avgrunden dypt under jorden.
Der er portenes fløie av jern og tersklen av kobber,
likesaa dypt under Hades som himlen er høit over jorden.
Da skal han føle hvor kraftig jeg er mot samtlige guder.
Vel, I kan jo faa prøve, saa alle kan komme til visshet.
Ta nu en lænke av guld og hæng den fra himmelens sale;
grip saa fat hver eneste gud og alle gudinder.
Endda skulde I ei faa trukket fra himlen til jorden
Zevs, den høieste hersker, om aldrig saa meget I strævet.
Men naar jeg selv med hele min kraft vilde trække i lænken,
skulde jeg løfte jer op med jordskiven selv og med havet
Derefter skulde jeg slaa om Olympos' høieste tinde
lænken og gjøre den fast, saa alt maatte svæve i luften.
Saa meget større er min end guders og menneskers styrke.»
Saa han talte, og alle som en blev tause og stille
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem gudinden den blaaøide Pallas:
«Kronos' søn, vor far, du høieste hersker av alle!
Visselig vet ogsaa vi at vi aldrig kan kue din styrke;
aa, men det gjør os saa ondt for de kjække danaiske svende
som efter alt hvad de døiet av ondt maa helt gaa til grunde.
Vel, vi skal lyde dit bud og holde os borte fra kampen.
Ja, men et venneraad kan vi vel gi argeiernes kjæmper,
saa de ei alle tilhobe maa dø for at sone din vrede.»
Smilende svarte da Zevs, hin vældige skyernes herre:
«Fat dig, Tritogeneia, mit elskede barn. Mine trusler
var ikke ment for alvor. Mot dig skal jeg fare med lempe.»
Saa han talte og spændte de malmskodde hester for vognen,
rappe som flyvende fugler, med manker av bølgende guldhaar.
Rustningens flammende guld han spændte om brystet og fattet
svepen, et kunstverk av pureste guld, og steg paa sin stridsvogn.
Hestene gav han et rap, og de stormet avsted som paa vinger
midt mellom jorden og himmelens hvælv med de tindrende stjerner.
Frem til Gargaros kom han, til Idafj eldet som fostrer
vilddyr ved rislende bækker. Der har han en lund og et alter.
Der lot guders og menneskes far sine hester faa stanse,
spændte dem selv fra vognen og hyllet dem ind i en taake.
Selv tok han plads paa den høieste fjeldtop, stolt av sin hæder,
skuende ned paa troernes by og akaiernes snekker.
Rundt om i teltene nød akaiernes haarfagre helter
hastig sit maaltid og rustet sig saa for at ile til kampen.
Akslet da ogsaa de troiske mænd sine vaaben i byen.
Ringere var de i tal, dog stundet de, tvungne av nøden
efter at verne om hustru og barn i kjæmpende fylking.
Portenes fløier blev aapnet paa gap, og mændene ilte
ut tilfots og tilvogns under larmende rop og forvirring.
Da de omsider kom frem og møtte hverandre paa valen,
tørnet de modige pansrede mænd med skjoldene sammen.
Lanserne slyngedes ut, og de vældige buklede skjolde
støttes mot skjolde med kraft, og stridslarmen drønet saa vide.
Jamrende stønnen blev hørt og pralende rop av de mange
kjæmper som fældte og faldt, og blodstrømme flommet paa jorden.
Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i stigen,
traf deres lanser fra hver sin kant, og folkene segnet;
siden, da solen var steget til midt paa himmelens bue,
da tok Alfader vegten av gnid og stillet den like.
Dødssvangre vegtlodder la han paa skaalene, tvende i tallet,
ett for troernes mænd og ett for akaiernes kjæmper.
Midt over vegten han holdt; — da sank akaiernes dødslod.
Vegtskaalen sank mot den nærende jord med akaiernes lodder.
Op for troernes lettere skaal mot himmelen vide.
Brakende tordenskrald løsnet han selv fra Ida og sendte
flammende lyn mot akaiernes folk, og blændet ved synet
skalv de i gru, og alle som en blev bleke av rædsel.
Hverken holdt nu Idomenevs stand eller kong Agamemnon;
likesaa litt Aianternes par, de kampglade helter.
Nestor alene, akaiernes vern, den gereniske gubbe
dvælte motvillig; ti løshesten faldt og vred sig i smerte,
rammet med pilen av Paris, den haarfagre Hélenas husbond,
øverst i issen hvor mankehaar gror paa hestenes hode
forrest i panden; det farligste sted hvor dyret kan rammes.
Høit den steilet av kval; ti pilen for ind i dens hjerne.
Stanghestparret blev sky, da den veltet sig rundt med sin vunde,
og mens den gamle sprang ned med sit sverd og just skulde hugge
gangernes trækremmer av, kom Hektors fotrappe hester
stormende frem i tumlen med Hektor paa karm, og han førte
tøilerne selv. Forvisst hadde oldingen der mistet livet,
hvis ikke straks Diomedes, den høimælte helt, hadde set det.
Frygtelig skrek han og kaldte til hjælp den gjæve Odyssevs:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Hvorhen saa ræd? Hvi vender du ryg som en usling i stimlen?
Bare du ei paa din flugt faar fæstet en lanse i ryggen!
Stans dog, saa vi faar drevet hin vildmand bort fra den gamle.»
Saa han ropte forgjæves. Den haardføre høvding Odyssevs
vilde ei høre, men for ham forbi til akaiernes skibe.
Ene var Tydevs' søn; men ind blandt de forreste kjæmper
kastet han sig og stillet sig frem ved den graanede Nestors
skrækslagne tvespand og talte med vingede ord til den gamle:
«Gubbe, nu trænges du haardt av kjæmper med ungdommens kræfter.
Lammet er fordums kraft, og du følges av alderens plager.
Mat er din vognstyrer nu, og langsomme er dine hester.
Kom, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og let de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Dem har jeg tat fra Aineias. Vidt spreder de rædsel paa valen.
Dine kan svendene nu føre bort, saa styrer vi disse
frem imot troernes kjæmper tilvogns, og da skal tilvisse
Hektor faa se om ogsaa mit spyd kan rase i haanden.»
Saa han talte, og ei var vognkjæmpen Nestor uvillig.
Oldingens hester blev nu ført bort av kyndige svende,
Stenelos, kraftig og kjæk, og Evrymédon, helten saa mandig.
Paa Diomedes' vogn steg derefter begge, og Nestor
fattet de skinnende tøiler i haand og snertet de rappe
hester med svepen, og snart var de nær den straalende Hektor.
Tydevs' søn tok sigte, da høvdingen stormet imot dem.
Spydsodden rammet ei ham; men like i brystet ved vorten
traf han Eniopevs, søn av den modige kjæmpe Tebaios,
svenden som styrte hans vogn og tøilet de fotrappe hester.
Ned ifra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var knækket.
Krympet da Hektor sig saart i sin sjæl i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Ilsomt speidet han efter en vognstyrer kjæk, og hans hester
savnet ei længe en styrer; snart fandt han i vrimlen den tapre
helt Arkeptolemos, Ifitos' søn, og bad ham at stige
op paa den rullende vogn og rakte ham hestenes tøiler.
Ufærd var nu blit troernes lod og ubotelig vanheld;
nu var de drevet bak Ilions mur som smaafæ til kveen,
hvis ikke guders og menneskers far hadde merket det hastig.
Høit han tordnet og slynget det flammende lyn fra sin høire.
Ved Diomedes' vogn slog det ned for hestenes føtter.
Frygtelig fræste dets ild med svovelblaat flammende luer.
Hestene rystet av skræk og segnet i knæ under aaket,
Tøilerne for med et ryk den graanede Nestor av hænde.
Skrækslagen talte han saa til den herlige helt Diomedes:
«Tydevs' søn, styr atter paa flugt dine fotrappe hester!
Skjønner du ikke at Zevs ei under dig kraft til at seire?
Visst er det Hektor hvem Kronos' søn gir seierens hæder
nu for idag; men er det hans agt, saa skjænker han siden
prisen til os. Ei stanser en mand hvad Zevs har i sinde,
selv om hans styrke er stor. Langt større er Alfaders vælde.»
Straks tok den høimælte helt Diomedes til orde og svarte:
«Gamle, ja visselig gir jeg dig ret i alt hvad du nævnte;
dog jeg pines i hjerte og sind av nagende blygsel.
Hektor vil senere si, naar han taler til troer paa tinge:
«Tydevs' søn maatte flygte for mig til de toftede snekker.»
Saa vil han pralende si. Gid jorden mig da vilde sluke!»
Atter tok Nestor, Gerenias drot, til orde og svarte:
«Skam dig for saadanne ord, du søn av den kampglade Tydevs!
ti dersom Hektor vil kalde dig feig og en ynkelig kryster,
agter dog ikke en troer hans ord og ingen dardaner.
Tiltro vinder han ikke hos én av de modige troers
kvinder hvis unge og kraftige mænd du styrtet i støvet.»
Saaledes talte den gamle og vendte de stampende hester
atter til flugt gjennem stimlen, mens Hektor og troerne slynget
mot dem en hagl av hvinende spyd med rungende hærskrik.
Høilydt ropte nu helten, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Tydevs' søn, dig æret danaernes mænd blandt de første.
Hædersplads fik du, det lækreste kjøt og bredfulde bægre.
Nu vil de agte dig ringe; ti nu er du blit til et kvindfolk.
Væk, elendige dukkemand! Mig skal du ikke faa jaget.
Ei skal du sætte din fot paa vor mur, og ei skal du føre
bort paa dit skib vore kvinder. Nei, før skal jeg gi dig din bane.»
Saa han talte; men Tydevs' søn var i tvil om han skulde
vende med vognen og maale sin kraft med Hektors i tvekamp.
Treganger tordnet den alvise Zevs fra Ida og varslet
held for troernes mænd og den avgjorte seier i slaget.
Rungende ropte da Hektor til troernes fremdjerve fylking:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Tydelig skjønner jeg nu at Kronos' søn i sin naade
lover mig seier og ry, men akaierne jammer og vanheld.
Aa, de daarer, som bygget med stræv hin kneisende ringmur!
Svak er den, ingenting værd. Min kraft skal den ei kunne stanse.
Grøften de nylig har gravet, skal hestene let hoppe over.
Men naar jeg kommer tilsidst helt frem til de tjærede skibe,
gjælder det ret i betids at tænke paa blus og paa brande,
saa jeg faar brændt deres skibe og dræpt de argeiiske stridsmænd,
mens de i sansesløs skræk farer om ved de rykende skibe.»
Saa han talte og egget med manende ord sine hester:
«Ksantos, og du Podargos, du herlige Lampos og Aiton!
Løn mig nu ivrig for omhu og røkt og den nærende hvete,
den som Andrómake selv, den bolde Eétions datter,
gav jer i rikeste maal, og den liflige vin som hun altid
blandet i vandet for jer, saa ofte I lystet at drikke,
førend jeg selv, hendes blomstrende mand, fik gaa til mit maaltid.
Stræk nu ut, saa vi tar dem igjen og kan gjøre til bytte
Nestors herlige skjold som til skyerne hæves av rygtet.
Helt av guld skal det være, det selv og begge dets haandtak.
Da kan vi ogsaa faa revet Hefaistos' herlige kunstverk,
panserets hamrede malm, fra hin helt Diomedes' skuldre.
Tar vi saa kostelig bytte, saa tror jeg akaierne flygter
endnu i kommende nat ombord paa de hurtige snekker.»
Saaledes pralte han stolt. Da vrededes Hera, og heftig
skalv hun av harm paa sin stol, saa hun rystet det høie Olympen
Fnysende talte hun saa til den mægtige havgud Poseidon:
«Vældige jordryster, skam dig! Si, føler selv du i dit hjerte
sletingen ynk for danaernes mænd som maa segne i døden?
Til dine templer de sender jo dog de herligste gaver
hist i Helike og Aigai. Du burde dog unde dem seier.
Ti dersom alle vi guder, som hjælper danaerne, vilde
stanse den tordnende Zevs, mens vi jaget de troiske stridsmænd,
kunde han sitte der, bister i hu, alene paa Ida.»
Da tok den vældige jordryster barsk til orde og svarte:
«Hera, aa du som tar munden saa fuld, hvad er det du sier!
Nei, jeg har slet ikke lyst paa en kamp mellem Zevs og os andre
guder tilhobe. Langt større end vor er Alfaders styrke.»
Saaledes lød de ord som nu med hinanden de vekslet.
Men fra graven om muren til skibenes række var sletten
fyldt i myldrende trængsel av hester og skjolddækte kjæmper.
Hektor, Priamos' søn, saa kjæk som den stormende Ares,
trængte dem haardt; ti Zevs hadde skjænket ham seierens hæder.
Nu hadde høvdingen brændt med flammende ild deres snekker,
hvis ikke Hera i hast hadde lagt Agamemnon paa sinde
selv at ile til kamp og hidse akaiernes stridsmænd.
Raskt han ilte avsted til akaiernes telter og snekker.
Kappen av straalende purpur bar helten i haand, og han stanset
tæt ved Odyssevs' telt, ved hans mægtige tjærede langskib.
Midterst i rækken det laa, saa ordene let kunde høres
baade hvor Aias, Telamons søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs' leir; paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Rungende lød hans røst, da han ropte til alle danaer:
«Aa for en skam, argeier, I krystere, kjække at se til.
Hvor er nu vore brautende ord om at vi var de bedste,
dengang vi sat paa Lemnos og skrøt i tommeste selvros?
Da, mens ved bordet vi fraadset i kjøt av hornede okser,
drak vor vin og fyldte av bredfulde boller vort bæger,
da skulde hver av os møte i kamp sine hundrede troer,
kanske to hundred. Og nu? — En eneste er os for meget,
Hektor, som snart med flammende ild vil herje vor flaate.
Findes der, Alfader Zevs, blandt konger vel én som du rakte
ulykkens bæger saa fuldt og røvet saa grusomt hans hæder?
Trygt tør jeg si at jeg aldrig paa veltoftet snekke har seilet
tomhændt paa langfærden hit forbi dine herlige altre.
Oksernes fett og lækreste kjøt har jeg brændt paa dem alle,
higende efter din hjælp til at herje det murkranste Troja.
Aa, saa hør da, mægtige Zevs, idag mine bønner:
Und os dog selv at fly til vort hjem og slippe det værste!
La ei akaierne kues saa svart av troernes kjæmper.»
Saa han talte. Da ynkedes Zevs over høvdingens taarer.
Naadig han lovet med nik at frelse hans stridsmænd fra døden.
Straks han sendte en ørn, blandt fugler det sikreste varsel.
Klemt i kløerne holdt den et kid som hinden den rappe
nys hadde født, og slap det ved Alfaders herlige alter,
der hvor akaierne bragte den varslende Zevs sine ofre.
Og da de skjønte at ørnen var sendt fra Zevs i det høie,
gik de mot troerne djervere frem og tænkte paa kampen.
Der kunde ikke en mand blandt alle de mange danaer
rose sig av at han styrte sit spand av fotrappe hester
frem over graven til kamp før Tydevs' søn Diomedes;
ti langt foran de andre han vog en velrustet troer,
helten Agélaos, Fradmons søn. Han vendte sit tvespand
raskt for at fly; men Tydevs' søn jog hastig sin lanse
midt mellem skuldrene ind i hans ryg og ut gjennem brystet.
Tumlet han da fra sin vogn, og rustningen klirret om helten.
Derpaa kom først Agamemnon og saa Menelaos, de tvende
sønner av Atrevs, og lystne paa kamp kom begge Aianter,
derpaa Idomenevs selv og Idomenevs' kraftige væbner,
helten Meriones, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Saa fór Evrypylos frem, den herlige søn av Evaímon,
og som den niende Tevkros som spændte den smidige bue.
Hen til Aias, til Telamons søn, bak skjoldet han traadte.
Aias tok varlig til side sit skjold, mens helten som snarest
speidet omkring, og hvergang han traf og rammet en kriger
inde i stimlen, da styrtet han død til jorden; men Tevkros
ilte tilbake og dukket sig ned bak Aias, som barnet
gjemmer sig trygt bak sin mor, og han dækket ham stadig med skjoldet.
Hvem blandt troerne fældte han først, den herlige Tevkros?
Kjæmpen Orsilokos først, saa Ormenos og Ofeléstes,
Daitor og Kromios, saa Lykofontes, saa sterk som en guddom.
Saa Melanippos og sidst Polyaimons søn Amopáon.
Samtlige rammet han, én efter én, saa de segnet til jorden.
Mændenes drot Agamemnon blev var med fryd at han spredte
død og fordærv i troernes hær med sin vældige bue.
Straks gik han frem og stillet sig hen til helten og mælte:
«Tevkros, min hjertensven, Telamons søn, du mandige høvding,
træf dem som nu, saa lysner det snart for danaernes fylking.
Stolt vil Telamon vorde, din far, som fostret dig kjærlig,
da du var barn og gav dig et hjem, skjønt din mor var en frille.
Løft ham til hæderens tind, hvor han dvæler i ro i det fjerne.
Ett skal jeg love dig nu, og visselig skal det bli fuldbragt:
Dersom den aigissvingende Zevs og den høie Atene
under mig helt at styrte i grus det velbygde Troja,
skjænker jeg dig den herligste løn næst efter min egen,
enten det væligste spand og en vogn eller ogsaa en trefot,
eller en mø som kan bo i dit hjem og dele dit leie.»
Straks tok Tevkros, den mandige helt, til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi egger du mig som brænder av iver?
Ei kan jeg ta mig et øiebliks hvil, saa længe jeg eier
kraft i min arm; men siden vi jog dem tilbake mot Troja,
tar jeg mit sigte og fælder dem, mand efter mand, med min bue.
Sylhvasse piler, ja otte paa rad, har jeg sendt, og de fæstet
alle som en sin odd i de raskeste krigeres kropper.
Dog, hin rasende hund er jeg ikke istand til at ramme.»
Saa han talte og sigtet paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Ham gik skuddet forbi; men en anden av Priamos' sønner,
helten Gorgytion rammet han midt i brystet med pilen.
Kastianeira var høvdingens mor, en mø fra Aisyme,
Priamos' deilige brud, saa skjøn som en himmelsk gudinde.
Mat lot han hovedet synke som hist i haven en valmu
bøier sig tynget av svulmende knop og av duggen om vaaren.
Saaledes segnet hans hoved ved malmhjelmens tyngde til siden.
Spændte da Tevkros sin bue paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Atter gik pilen forbi; ti Apollon slog odden tilside.
Men Arkeptolemos, Hektors svend, som styrte hans hester,
rammet han, just da han stevnet til strid, i brystet ved vorten.
Ned fra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var lammet.
Krympet da Hektor sig saart i sit sind i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Raadsnar bød han sin bror Kebriones gripe de raske
gangeres tøiler; ti han var ham nær, og han lystret ham villig.
Selv sprang helten i rustning til jord fra sin straalende stridsvogn.
Frygtelig runget hans rop, da han grep en graasten og stevnet
like mot Tevkros. At ramme hin helt var hele hans attraa.
Alt hadde Tevkros tat frem den hvæssede pil fra sit kogger,
lagt den tilrette og spændt sin streng, da den straalende Hektor
traf ham i skulderen, just paa det farligste sted, hvor det krumme
nøkleben danner et tydelig skjel mellem halsen og brystet.
Der han rammet med skarpkantet sten den sigtende skytte,
sprængte hans streng og lammet hans arm fra skulder til haandled.
Mat han segnet i knæ, og ut av hans hænder faldt buen.
Aias svigtet dog ikke sin bror, da han faldt; men han ilte
hastig derhen og dækket ham rundt med skjoldet det sterke.
Ekios' søn Mekistevs og helten, den kjække Alastor,
Tevkros' staldbrødre, bøide sig ned, og i sine arme
bar de den stønnende kjæmpe avsted til de tjærede snekker.
Atter blev troernes kampiver vakt av hin drot paa Olympen.
Like til voldgraven drev de akaiernes stridsmænd tilbake.
Forrest gik Hektor blandt kjæmperne frem i lit til sin styrke.
Som naar paa hurtige føtter en hund sætter efter et vildsvin
eller en løve og biter den bak i haser og lænder,
altid paa speidende vakt, naar dyret gjør vending til anfald,
saaledes jaget nu Hektor akaiernes haarfagre sønner,
fældende stadig den bakerste mand i den flygtende stimmel.
Men da de kom paa sin flugt i ly bak pæler og voldgrav,
efterat mange for troernes haand var segnet i døden,
stanset de endelig op og holdt stand ved skibenes række.
Hver mand egget den anden til strid, og med løftede hænder
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Hektor fór om og tumlet sit spand med de flagrende manker.
Øinene lyste av Gorgos gru og krigsgudens mordlyst.
Grepet av ynk blev gudinden den armhvite Hera ved synet.
Straks for hun op og talte med vingede ord til Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs! aa, skal vi da endnu
nøle i ytterste nød med at hjælpe akaiernes stridsmænd,
som efter alt hvad de døiet av ondt maa helt gaa tilgrunde,
knust av en eneste mand som nu saa utaalelig raser,
Hektor, Priamos' søn. Alt nok av ondt har han øvet.»
Svarte da straks den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Visselig saa jeg saa gjerne at høvdingen her i sit hjemland
mistet sin kraft og mistet sit liv for akaiernes hænder.
Aa, men min far er rasende vred; ondt har han i sin de.
Slem er han altid og haard; hvad jeg ønsker forhindrer han stadig.
Ei vil han komme i hu, at jeg tidt og ofte i nøden
frelste hans søn, naar han strævet som værst i kamp for Evrystevs.
Mangengang hævet han blikket i graat mot himlen, og altid
var det da mig som blev sendt til hjælp av Zevs fra hans himmel.
Hadde jeg været saa klok at tænke mig sligt, da Evrystevs
sendte til Hades' lukkede port hin helt for at hente
op fra Erebos' dyp den grufulde Hades' vakthund,
aldrig var han da frelst over Stykselvens fossende vande.
Nu er det mig som Alfader skyr; nu føier han Tetis,
hun som har kysset hans knær og slesk har tat ham om haken,
medens om hæder hun bad for sin søn, den grumme Akillevs.
Men — bare vent! Snart er jeg igjen hans «blaaøide elskling».
Spænd nu for vognen i hast de fotrappe gangeres tvespand
medens jeg selv derinde i aigissvingerens haller
aksler min rustning til strid. Saa faar jeg vel se om den stolte
hjelmbuskvaiende Hektor, hin søn av kong Priamos, frydes
naar han faar se at vi to stormer frem gjennem kjæmpernes rækker,
eller om mangen en troer som lik ved akaiernes snekker
snarlig skal mætte med fett og kjøt baade hunder og gribber.»
Saa han talte, og ei var den armhvite Hera uvillig.
Selv gik Hera, den høie gudinde, Kronos* datter
hen for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Pallas Atene, den aigissvingende Alfaders datter
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret. Hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de piskede hester.
Zevs blev frygtelig vred, da han saa dem fra Ida, og sendte
Iris, den gyldenvingede mø, for at melde hans vilje:
«Skynd dig, fotrappe Iris, og jag dem! La dem ei stevne
mot mig; ti møtes vi nu i en kamp, saa gaar det dem ilde.
Ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli fuldbragt:
Lamslaa skal jeg for rullende vogn deres fotrappe hester,
styrte dem selv fra karm og slaa den i stumper og stykker.
Selv naar ti henglidende aar har sluttet sit kredsløp,
lækes ei helt de saar som lynstraalen slaar, naar den rammer.
Kjæmper den blaaøide mø mot sin far, skal hun mindes det længe.
Ei kan jeg føle slik harm eller undre mig saa over Hera.
Hun har jo stadig for vane at trodse mot alt hvad jeg sier.»
Saa han talte, og Iris drog hastig avsted med hans budskap.
Stormsnart for hun til høien Olymp fra det kneisende Ida.
Fremme ved borgporten møtte hun dem paa den takkede aasryg,
stanset dem brat og meldte fra Zevs det myndige magtbud:
«Hvorhen saa hidsig? Hvi raser saa vildt i barm eders hjerte?
Zevs forbyr eder strengt at verge akaiernes stridsmænd.
Saaledes truet jer Kronos' søn, og hans trusel blir fuldbragt:
Lamslaa skal han for rullende vogn eders fotrappe hester,
styrte jer selv fra karm og slaa den i stumper og stykker.
Selv naar ti henglidende aar har sluttet sit kredsløp,
lækes ei helt de saar som lynstraalen slaar, naar den rammer.
Kjæmper du, blaaøide mø, mot din far, skal du mindes det længe.
Ei kan han føle slig harm eller undre sig saa over Hera.
Hun har jo stadig for vane at trodse mot alt hvad han sier.
Du er den værste, du tæve, du skamløse, hvis du for alvor
vaager at løfte mot Alfader Zevs din vældige lanse.»
Iris, den fotrappe mø, hadde talt og hastet tilbake.
Straks tok Hera til orde og talte til Pallas Atene:
«Harmelig er det, du Alfaders barn, men la os ei længer
stevne til kamp for menneskers skyld mot Zevs i hans vælde.
Nogen av dem faar segne i kamp, og andre faar leve,
som det kan falde, og saa faar han selv — det er vel det bedste —
nu skifte ret som han vil, mellem troer og gjæve danaer.»
Saa hun talte og styrte det travende tvespand tilbake.
Aarstidsgudinderne kom og spændte de manfagre hester
raskt fra vognen og lænket dem fast til de himmelske krybber.
Op mot den skinnende væg i forhallen reiste de vognen.
Selv tok de tvende gudinder sin plads blandt de øvrige guder
hver paa sin guldsmykte stol, mens hjertet sig krympet av harme.
Alfader styrte paa rullende vogn sine hester fra Ida
hjem til det høie Olymp og stevnet til gudernes møte.
Hestene spændte fra vogn den sterke Poseidon og løftet
vognkarmen op paa bukker og dækket den godt med et klæde.
Selv tok tordneren Zevs paa guldtronen plads, og Olympens
vældige fjeld blev rokket og skalv under herskerens føtter.
Hver paa sin side og helt for sig selv sat Pallas og Hera
langt ifra Zevs. Ei fik han av dem et ord eller spørsmaal.
Dog, han skjønte saa godt deres lønlige tanker og mælte:
«Si, hvorfor sitter I her saa modfaldne, Pallas og Hera?
Utmattet blev I da visst ikke nu av at fælde i kampen
troernes mænd som I lægger for hat og plager saa grusomt.
Visselig, sterk som jeg er og med næver som ingen tør røre,
rokker mig guderne ei, saa mange som er paa Olympen.
I to fik jo en skjælvende skræk i de straalende lemmer
endog før I fik se nogen kamp og dens grufulde idræt.
Ja; ti nu skal jeg si hvad der visselig ogsaa var hændt jer:
Slaat av mit lyn var I blit, og paa rullende vogn var I aldrig
kommet igjen til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.»
Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene var taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
«Grusomme søn av Kronos! hvad mente du nu med din tale?
Visselig vet ogsaa vi at vi aldrig kan kue din vælde.
Aa, men det gjør os saa ondt for de kjække danaiske svende
som efter kvaler i fuldeste maal maa helt gaa tilgrunde.
Vel, vi skal lyde dit bud og holde os borte fra kampen.
Ja, men et venneraad kan vi dog gi argeiernes helter,
saa de ei alle tilhobe maa dø for at sone din vrede.»
Nu tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, min mørkøide viv, hvis du ønsker det, kan du imorgen
se paa at Kronos' mægtige søn skal fælde end flere
lansesvingende mænd i argeiernes mandsterke fylking.
Ja; ti den vældige Hektor skal slet ikke stanse med kampen,
førend den kommer den dag, da helten den raske Akillevs
reiser sig vred i sin leir, naar de kjæmper i frygtelig trængsel
hist ved de hurtige langskibes stavn om den faldne Patroklos.
Saa er mit guddomsbud. Dit raseri ænser jeg ikke,
selv om du vandret til jordens og storhavets ytterste grænser,
der hvor Iapetos sitter og Kronos som aldrig kan frydes
hverken ved solen, Hyperions søn, i straalende lysglans
eller ved svalende vinde. I Tartaros' dyp er de lænket.
Dit kan du vandre paa vildsom fot; jeg ænser dog ikke
dig og din harm; ti værre end dig er ingen i frækhet.»
Saa han talte. Da svarte hun ei, den armhvite Hera.
Solskivene straalende lys gik ned i Okeanos' vande,
dragende natmulmets skyggende slør over frugtbare marker.
Troerne saa med mismod at sollyset svandt; men den mørke,
længselsfuldt ventede nat var akaierne trefold velkommen.
Hektor, den straalende helt, lot troerne stevne til møte
hist ved den hvirvlende elv og fjernt fra akaiernes snekker,
der hvor sletten var aapen og fri for lik av de faldne.
Ned ifra vognene steg de til jord og lyttet, da Hektor,
Alfaders yndling, stod frem og talte paa tinge. I haanden
holdt han sin lanse med elleve alens skaft, og ytterst paa stangen
blinket den malmhvasse odd, og en guldring var fæstet til skaftet.
Støttet til den tok han ordet og talte til troernes stridsmænd:
«Hør mig nu, troer, dardaniske mænd og hjælpere gjæve.
Nys har jeg haabet at øde akaiernes skibe og mandskap
førend jeg atter drog hjem til det stormomsusede Troja;
men før striden var endt, kom mørket som tryggest har vernet
hist ved den brusende strand argeiernes stridsmænd og snekker.
Vel, saa faar vi da bøie os nu for natten den sorte.
Nu faar vi holde vort maaltid. Hver mand skal spænde fra vognen
straks sine hester og lægge et rikelig natfôr i krybben.
Skynd jer og driv baade okser og velnæret smaafæ til leiren
hist fra byen og hent ifra bur og fra kjelder den søte
hjertefrydende vin og brød. Sank tørved i mængde
forat vi natten igjennem til gryende morgen kan brænde
talrike baal, hvis glans kan stige mot himmelen vide.
Utrygt vorder det da, om akaierne kanske vil friste
feigt at fly i det natlige mulm over dønninger brede.
Stige ombord paa sin flaate i mak skal de sandelig ikke.
Nei, naar de stiger ombord, skal mange bli rammet av piler
eller av lansernes odd og bære paa verkende vunder
senere hist i sit hjem, forat ogsaa en anden kan føle
gru for en graatsvanger kamp mot de hestetumlende troer.
Zevs' herolder skal haste omkring i byen og byde
halvvoksne gutter og graanede mænd at samles og drage
ut til sin vakt paa de mægtige taarn som guder har bygget.
Vernløse kvinder skal tænde, enhver i de hjemlige haller,
mægtige baal, og omhyggelig vakt maa der holdes, saa ikke
bakhold skal snike sig ind i vor by, mens hæren er borte.
La det da ske, som jeg nu har forkyndt jer, mandige troer!
Nok har jeg sagt jer om alt, som baader os nu; men imorgen
har jeg vel atter et ord til de hestetumlende troer.
Brændende ber jeg til Zevs og de øvrige guder og haaber
trygt deres hjælp til at jage paa flugt de glubende hunder,
disse som dødens gudinder har sendt paa de tjærede skibe.
La os inat være stadig paa post og holde os vaakne;
men naar det lysner av dag, skal vi aksle vor rustning og atter
vække den hidsige Ares til kamp ved de hurtige snekker.
Da faar jeg vite om Tydevs' søn, hin helt Diomedes,
driver mig bort fra skibe til mur, eller jeg med det skarpe
kobber kan ta ham av dage og vinde hans blodige rustning.
Selv kan han rigtig faa vise sit mod, saasandt han imorgen
staar for mit spyd. Dog tror jeg han snart som en av de første
segner naar solen staar op, og talrike svende omkring ham,
rammet tildøde av spyd. Aa maatte jeg likesaa sikkert
spares til dagenes ende for død og for alderens plager,
hædret saa høit som Apollon og Pallas Atene blir æret,
som det er sikkert at dagen skal bringe akaierne vanheld.»
Saaledes talte den straalende helt, og troerne jublet.
Derefter spændte de raskt sine svedende hester fra aaket,
bandt dem saa fast, enhver til sin vogn, med smidige remmer.
Hjemad til Ilios skyndte de sig og førte til leiren
okser og velnæret smaafæ og hentet fra bur og fra kjelder
kvægende vin og brød og sanket sig tørved i mængde.
Derefter ofret de lytefri dyr til de evige guder.
Vindene hvirvlet den duftende damp fra sletten til himlen.
Guderne tok ikke mot den. De evige vilde ei nyte
offerets deilige duft, ti de hatet det hellige Troja,
lansesvingeren Priamos selv og alle hans stridsmænd.
Stolte og fulde av haab sat troerne natten igjennem
rundt paa den vidtstrakte val og brændte mangfoldige vaktbaal.
Likesom stjerner som blinker saa klart om den lysende maane
høit paa himmelens hvælv, naar luften er blikkende stille —
— samtlige varder og skar og fjeldenes høieste tinder
tegner sig klart imot himmelens blaa i den svimlende æter;
hver en stjerne kan sees, og gjæteren glæder sig saare —
likesaa mange var troernes baal foran Ilions mure,
midt mellem Ksantos' blinkende strøm og akaiernes skibe.
Tusen i tal var de brændende baal over sletten, og femti
stridsmænd var leiret om hvert i flammernes luende lysskjær.
Hestene stod og tygget sit spelt og bygget det hvite,
bundet til vognen og ventet den herlige Eos paa guldkarm.