Åpne hovedmenyen
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 127-131).
41. Anika.
(Fra russ. Lapland.)

Strax østenfor Jakohselven i Sydvaranger stikker der ud i Ishavet en stor Halvø, som kaldes Fiskerøen. Paa Østsiden af denne findes en ganske liden Ø, som har Navnet Anikijef. Stedet er en udmærket Fiske­plads, og Øen har været besøgt i gamle Dage baade af Fiskere og Hvalfangere. Herom vidner en hel Del Navne med Aarstal, som findes indhugne paa en flad Skiferklippe oppe paa Øen. Om Oprindelsen til Øens Navn kunne Lapperne der i Trakten fortælle et Sagn, som ogsaa er almindelig bekjendt blandt Russerne i hele Archangels Guvernement. Det gjengives her dels saaledes, som Lapperne fortælle det, dels efter en rus­sisk Forfatter Weretschagin.


For mange Aar tilbage maatte Alle, som fiskede omkring ved Fiskerøen, betale Afgift af sit Fiskeud­bytte til en Sørøver eller Viking, som hed Anika, (efter hvem Øen rimeligvis har faaet sit Navn Anikijef). Denne nika indfandt sig der hver Vaar med Skib og Mand­skab og aftvang med Magt Fiskerne Tiende af deres Udbytte. Om Vinteren var han der ikke, og Ingen vidste, hvor han da opholdt sig. Men de aller første Fiskere, som kom did om Vaaren, kunde være sikre paa at træffe Skibet der og Anika spadserende paa Stranden for at tage imod dem. Selv de, som havde sit Tilhold andre Steder paa Fiskerøen end i Bugten ved Anikijef, maatte dog lægge indom paa Anikijef for at afgive sin Tribut. Gav de ikke med det Gode, saa tog han med Magt, og man kunde da være glad til, om man fik beholde Livet. Paa den anden Side var han heller ikke uden en vis Ridderlighed. Han gav dem nemlig hvert Aar Leilighed til ved Tvekamp at blive fri for dette Herredømme. Hver Vaar, naar han og Fiskerne vare aukomne, samlede han dem nemlig sam­men og spurgte dem, om Nogen vovede sig til Holm­gang med ham. Men Anika var større og stærkere end noget almindeligt Menneske, og Ingen vovede at indlade sig i Kamp med ham. Derfor vovede heller Ingen at nægte ham Afgift af Fiskeudbyttet. I mange Aar varede denne Plage, og i mange Aar var Anika en Skræk for alle Fiskere paa Fiskerøen. Han gjorde, hvad han vilde. For ham existerede hverken Lov eller Ret. Men saa hændte det en Dag, at et Baadlag paa fire Mand, som sædvanligt, skulde reise ud paa Fiske fra Havnen ved Anikijef. I sit Hastværk efter at komme afsted lagde de ikke Mærke til, at en ung Gut var kommen hen til dem. Han hilste høfligt paa Høveds­manden og sagde:

„Tager mig med Eder ud paa Fiske, Kammerater, jeg skal tjene som Lineægner!“ (Manden, som sætter Agn paa Fiskelinens Kroge). Høvedsmanden saa paa Gutten. men kunde ikke mindes, at han havde seet ham før. Han svarede, at de allerede havde Lineægner, Line­drager og Rorskarl, og at det saaledes bare vilde være til Bryderi, om de tog Flere med i Baaden. Men Gutten vedblev at tigge Høvedsmanden om at maatte faa reise ud med.

„Naa, siden du har slig Lyst“, siger Høvedsman­den, „saa fa ar du blive med da! Kors dig, bed din Bøn og stig i Baaden!“

Gutten saa gjorde, og de for afsted. De havde Lykken med sig den Dag. Baaden var snart fuld af Fisk, og de roede tilbage igjen, men, som sædvanligt, maatte de først lægge indom Anikijef for at afgive en Del af Fisken til Anika. Da de landede ved Øen, kastede de Fisken iland for at rense den. Dette Ar­beide blev overdraget til den unge Gut, som den Dag havde været med dem. Han gjorde, som man pleier at gjøre. Først skar han Hovederne af, derpaa tog han Indvoldene ud, og saa flækkede han Fisken. Men Ar­beidet gik saa hurtigt fra Haanden for ham, at de Øv­rige stode ganske forbausede og saa paa. Da han var færdig, tog han sine Skindhandsker af Hænderne og bad Rorskarlen at skylle dem rene. Denne saa gjorde og leverede ham dem tilbage. Men Gutten syntes, at Rorskarlen ikke havde presset Vandet rigtigt af dem. Han tog derfor selv og vred dem, men i det Samme gik de tværs af imellem Hænderne paa ham, som om det havde været en raadden Fille. Baadmandskabet, som saa denne Prøve paa uhyre Styrke, begyndte at faa en Anelse om, at Gutten ikke kunde være noget almindeligt Menneske. I det Samme kom Kjæmpen Anika gaaende hen imod dem.

„Hør I Folk der,“ skreg han, „hvorfor bringe I mig ikke Afgift af Fisken idag?“

„Du ser mig ud til en underlig En, du,“ svarede Fiskemes unge Kammerat, idet han vendte sig om imod Anika, „hvad vil du her? Du er ikke kommen til de Rette, gaa din Vei, eller saa . . . . .!“

„Hvad saa? Ha, ha, ha,“ lo Anika, „jeg ser, at du ikke kjender mig; pak dig selv bort, ellers slaar jeg dig saaledes i Marken, at du aldrig reiser dig mere!“ Gutten lod, som han slet ikke ændsede Anikas Trudsler, men gik lige hen til ham.

„Aa haa, min lille Ven,“ skreg Anika, „jeg ser, du mangler ikke Mod; jeg tror næsten, at du tænker paa at slaas med mig!“ Ja, han var ikke bange for det, mente Gutten. Saa udvalgtes der et Sted oppe paa selve Fiskerøeu, hvor Kampen skulde holdes. Pladsen blev indhegnet med et Gjærde af Stene. og begge de Kjæmpende skulde holde sig indenfor Ringen, som ved en almindelig Tvekarap eller Holmgang. Men Kampen skulde foregaa paa den besynderlige Maade, at hver af de Kjæmpende tre Gange efter hinanden skulde ka­ste sig paa Hænderne og slaa sin Modstander med Benene i Brystet. Først skulde Gutten staa for Kjæm­pen Anikas Slag, og han stillede sig derfor op midt inde i Stenringen. Anika kastede sig paa Hænderne, gik rundt som et Hjul og slog Gutten midt i Bry­stet med Benene. Men Gutten rørte sig ikke af Plet­ten. Anika gik nogle Skridt tilbage og gjorde et nyt Rundkast. Gutten veg et Skridt bagover, men blev staaende. For det tredie Kast veg Gutten en Favn tilbage, men blev alligevel staaende paa Benene in­denfor Ringen. Nu var det Anikas Tur at staa for Guttens Slag. Denne gjorde, som Anika havde gjort, kastede sig paa Hænderne og slog ham med Benene i Brystet. Allerede for det første Slag veg Kjæmpen en Favn bagover, men indtog atter sin Plads. For det andet Slag drev han tre Favne tilbage og for det tre­die syv Favne og blev liggende død udenfor Stenringen. Fiskerne gravede en Grav inden Ringen, hvor Kampen havde staaet. I denne blev Anika lagt og en Stenhaug kastet over ham. Derpaa gik de, der havde overværet Kampen, tilbage til Stranden sammen med den gaade­fulde unge Mand. Han samlede alle Fiskerne om sig og sagde til dem: „Takker alle Gud! Eders Fiende existerer ikke mere, og fra nu af skal Ingen mere vove at forurette Eder i Eders Fiskebedrift! Gud være med Eder! Farvel!“ Efter disse Ord forsvandt han for deres Øine, og Ingen ved, hvorfra han kom, eller hvor han drog hen. Men oppe paa Fiskerøen, et Stykke fra Hav­nen, skal der efter Lappernes Sigende paa en Slette endnu findes Spor af Stenringen, hvor Kampen holdtes, og Kjæmpen Anika fandt sin Død.

(Om Oprindelsen til Navnet Anika se „En Sommer i Finmarken, russ. Lapland og Nordkarelen“, Pag. 117—180.)