Lappiske Eventyr og Folkesagn/Gutten, Havfruen og Ridder Rød
42. Gutten, Havfruen og Ridder Rød.
Der var engang en Konge, som skulde gjøre en laug Søreise. Han efterlod sin Hustru hjemme, og hun var frugtsommelig, men Kongen vidste ikke noget derom. Han havde ikke seilet længe, førend Skibet løb paa et Skjær og blev staaende saa fast, at hele Mandskabet ikke kunde faa det af igjen. Men, da Alt forgjæves var forsøgt, kom der en Havfrue op paa Vandets Overflade og sagde til Kongen:
„Du slipper ikke løs, førend du lover mig det Barn, som din Hustru føder, medens du er borte!“ Kongen lovede det, og Skibet seilede videre. Da Kongen kom hjem igjen, havde hans Hustru født et Drengebarn. Da Gutten blev større, og den Tid nærmede sig, at Havfruen skulde komme for at hente ham, vilde han ud paa Vandring for at slippe fra hende. Saa tog han med sig til Niste tre Brød og tre Brændevinsflasker, og saa drog han afsted. Da det led ud paa Aftenen, søgte han sig ud et Sted, hvor han kunde hvile Natten over, og lagde sig til at sove. Ret som det var, hørte han en Dur i Luften. Gutten blev bange og reiste sig op. Saa kom der en Løve og sagde:
„Hvad bestiller du her, Gut?“
„Jeg flygter for Havfruen!“ svarede Gutten.
„Giv mig Noget at æde!“ siger Løven. Gutten tog frem det ene Brød og den ene Brændevinsflaske, og saa spiste de Brødet sammen og drak Brændevinet sammen, og derpaa lagde de sig til at sove ved Siden af hinanden. Saa blev det Morgen.
„Hug af mig den ene Ørespids!“ siger Løven, „og, naar du kommer i Nød, saa ønsk, at du maa blive en Løve!“ Derpaa drog de hver sin Vei. Gutten ønskede, at han maatte blive til en Løve. Det blev han da ogsaa, og saa sprang han paa fire Ben den Dag. Om Aftenen ønskede Gutten sig til Menneske igjen og lagde sig til Hvile. Atter hørte han en Dur i Luften. Saa kom der en Bjørn.
„Hvad bestiller du her, Gut?“
„Jeg flygter for Havfruen!“
„Giv mig Noget at æde!“ siger Bjørnen, Gutten tog frem det andet Brød og den anden Brændevinsflaske. Brødet spiste de sammen, og Brændevinet drak de sammen, og saa lagde de sig ved Siden af hinanden. Om Morgenen siger Bjørnen:
„Hug af mig den ene Ørespids, og, naar du kom&syh;mer i Fare, saa ønsk, at du maa blive en Bjørn!“ Gutten saa gjorde og sprang afsted som en Bjørn den Dag. Om Aftenen, da han havde lagt sig til Hvile, susede det igjen i Luften, og saa kom der en Humle og sagde:
„Hvad bestiller du her, Gut?“
„Jeg flygter for Havfruen!“
„Giv mig Noget at æde!“ siger Humlen. Gutten tog frem det tredie Brød og den tredie Brændevinsflaske. Saa spiste og drak de sammen, og saa lagde de sig til Hvile sammen. Om Morgenen siger Humlen:
„Ryk af mig en Vingefjær, og, naar du kommer i Nød, saa ønsk, at du maa blive en Humle!“ Gutten saa gjorde, og saa fløi de afsted, hver til sin Kant. Da det led ud paa Aflenen, syntes Gutten, at han langt borte skimtede en stor Stenurd. Did fløi han da og ønskede, at han var et Menneske igjen. Men Stenurden var en stor By. Den forekom ham bare som en Stenurd, da han var en Humle. Saa kom han til Kongsgaarden og gik ind og satte sig i Forsvalen. Der fik han høre af Tjenestefolkene, at Kongen havde en Datter, som aldrig taalte at se nogen Mandsperson for sine Øine. Saa blev det Aften, og Pigerne vil de lage Seng istand til Gutten.
„Behøves ikke,“ sagde Gutten, „jeg kan godt sove paa Bænken her; jeg er ikke bedre vant!“
„Nei, det kan da ikke gaa an, at du sover her,“ mente Pigerne, „vi skal nok lage Seng istand til dig!“ Men Gutten sagde nei og lagde sig paa Bænken. Da Alle havde lagt sig, ønskede Gutten sig til Humle og fløi op paa det Loftkammer, hvor Kongsdatteren laa. Vagt stod der udenfor Døren. Da han var kommen gjennem Nøglehullet, ønskede han sig til Menneske igjen. Kongsdatteren til at skrige:
„Her er et Mandfolk, her er et Mandfolk!“ Vagten styrtede ind, men i det Samme ønskede Gutten sig til Humle igjen, og væk var han. Da Vagten kom ind paa Kongsdatterens Værelse, sagde hun:
„Nu var netop et Mandfolk herinde!“ De til at søge i alle Kroge, men fandt Ingenting. Men de vare ikke før komne ud igjen, før Gutten atter stod der og gik frem imod Sengen.
„Her er et Mandfolk, her er et Mandfolk!“ skreg Kongsdatteren, endnu værre end før. Vagten ind igjen, men i samme Øieblik sad Gutten som en Humle paa Vinduesruden.
„Nu var han her igjen!“ sagde Kongsdatteren.
„Aa Snak,“ sagde Vagten, „dersom nogen Mandsperson var her, maatte vel vi ogsaa se ham! Skriger du endnu en Gang for Ingenting, saa tage vi Livet af dig!“ Dermed gik de ud igjen. Gutten gjorde sig til Gut igjen og stod midt paa Gulvet. Kongsdatteren vovede ikke længer at raabe om Hjælp. Saa gik Gutten hen og satte sig paa Sengekanten. Kongsdatteren vovede ikke at kny. Saa lagde Gutten sig i Sengen ved Siden af Kongsdatteren. Hun stødte ham fra sig, men Gutten blev liggende. Saa begyndte Gutten at godsnakke med Kongsdatteren. I Begyndelsen vilde hun slet ikke høre paa ham, men lidt efter lidt begyndte hun at svare, og til Slutning bleve de gode Venner og gave hinanden sit Troskabsløfte. Nu fortalte Kongsdatteren, at hendes Fader om tre Dage skulde drage ud i Krig, og at hans Sværd var gjemt paa hendes Værelse, og at den, som kunde hente det der, skulde faa hende til Hustru. Ved Afskeden sagde Gutten:
„Dersom jeg ikke kommer tilbage fra Krigen, hvori ogsaa jeg drager med din Fader, saa skal du tage en Violin og hver Aften gaa ned til Stranden og spille, saa alle Søtroldene komme op fra Havsens Bund!“ Efter tre Dages Forløb drog Kongen og alle hans Folk i Krig. Men Kongen glemte sit Sværd og mærkede det først, efterat han var kommen langt paa Vei. Saa siger han til sine Folk:
„Den, som kan hente mit Sværd fra min Datters Værelse, skal faa min Datter tilægte og Eiget efter mig. Saa drog de afsted for at hente Sværdet, Ridder Rød, Gutten og mange Andre. Men Gutten ønskede, at han maatte blive en Løve, og naaede frem til Kongsgaarden længe før Nogen af de Andre. Da han var kommen did, ønskede han sig at blive en Humle og fløi ind paa Kongsdatterens Værelse, hvor Sværdet hang. Saa tog han Sværdet og sagde til Kongsdatteren:
„Glem ikke, hvad jeg har bedet dig gjøre!“ Saa tog Kongsdatteren sin Guldring og brød den af i to Stykker. Den ene Halvdel gav hun Gutten, den anden Halvdel beholdt hun selv. Saa drog Gutten afsted igjen, og, da han var kommen et godt Stykke paa Tilbageveien, mødte han Ridder Rød og alle de Andre, som løb omkap til Kongsgaarden. Ridder Rød begyndte at forsøge paa at narre Sværdet fra Gutten, men Gutten var ikke saa dum. Han drog videre; men saa blev han tørst og lagde sig ned for at drikke af en Indsø. I det Samme greb Havfruen ham. Væk var han, og Ridder Rød kom og fandt Sværdet og bragte det til Kongen. Alt gik godt og vel, og Kongen kom endelig tilbage til sit Rige. Da hans Datter saa, at Gutten ikke var med i Følget, blev hun ilde tilmode. Ridder Rød skulde nu faa hende, skjønt Kongsdatteren forsikrede og paastod, at han aldrig havde været paa hendes Værelse, og at det ikke var ham, som havde hentet Sværdet. Det hjalp ikke; hun maatte rette sig efter sin Faders Villie, og Brylluppet skulde holdes. Første Bryllupsdag, om Aftenen, tog Kongsdatteren en Violin og gik ned til Strandbredden og begyndte at spille:
„Hør, hør,“ sagde Havfruen, nede paa Havsens Bund, til Gutten, „din gamle Kjæreste spiller!“
„Jeg kan ingen Ting høre,“ sagde Gutten, „der er Vand i ørene mine! Løft mig høiere op, saa at jeg ogsaa kan faa høre!“ Havfruen tog ham paa sine Skuldre og løftede ham midtveis op i Søen.
„Hører du nu?“
„Nei,“ sagde Gutten, „der er Vand i Ørene mine; jeg kan Intet høre, løft mig høiere op!“ Havfruen løftede ham op i Vandskorpen.
„Hører du nu?“
„Nei,“ sagde Gutten, „der er endnu and i Ørene mine! Løft mig høiere op!“ Havfruen løftede ham lige op paa det tørre Land.
„Hører du nu?“
„Endnu ikke,“ sagde Gutten, „vent lidt, til Vandet rinder af Ørene mine!“ I det Samme ønskede han sig at blive en Humle og fløi ind i Kongsdatterens Kjolelomme. Væk var han for Havfruen, men Kongsdatteren følte, at der var Noget i hendes Lomme, og gik hjemover igjen. Paa Veien blev Gutten til Gut igjen, og Kongsdatteren tog ham med sig ind i Gjæstestuen. Her fortalte hun, at der var kommen en Mand, som kunde gjøre de mærkværdigste Kunststykker. Saa skulde da han og Ridder Rød forsøge, hvem der kunde vise den største Kunstprøve.
„Gjør dig til en Løve!“ sagde Kongsdatteren til Ridder Rød. Han til at vride og vende og skabe sig saa fælt, som han orkede, men dermed blev det. Løve blev han ikke.
„Gjør dig til en Bjørn!“ sagde Kongsdatteren. Ridder Rød begyndte igjen at skabe sig, det værste han kunde, men Bjørn blev han dog ikke.
„Gjør dig til en Humle!“ sagde Kongsdatteren. Ridder Rød begyndte at surre og snurre og dure, men Humle blev han ikke.
„Gjør nu du dig til Løve!“ sagde Kongsdatteren til Gutten. Gutten bare ønskede det, saa blev han til en forfærdelig stor Løve, saa at alle Bryllupsgjæsterne i Forfærdelse flygtede hver til sin Kant. Løven for paa Ridder Rød og havde revet ham i Stykker, ciersom ikke Kongsdatteren havde sagt:
„Bliv til Menneske igjen!“ og Gutten blev Menneske igjen.
„Gjør dig nu til en Bjørn!“ sagde Kongsdatteren. Gutten saa gjorde og vilde atter paa Ridder Rød. Kongen og alle hans Folk undrede og forundrede sig over alt dette og vidste ikke, hvad de skulde tænke eller tro eller gjøre.
„Bliv Menneske igjen!“ sagde Kongsdatteren, og saa stod Samme Gutten der igjen midt iblandt dem. Nu begyndte Kongen at faa en Anelse om, at kanske det dog kunde være Gutten, som havde hentet Sværdet, og ikke Ridder Rød.
„Ja, saa er det,“ sagde Kongsdatteren, „han og ingen Anden har hentet Sværdet, og vis nu frem Halvdelen af Ringen, som du fik, da du hentede det!“ Gutten tog den frem, og Kongsdatteren kom med den anden Halvdel, og Kongen prøvede og fandt, at begge Halvdele passede sammen. Saa blev Ridder Rød hængt, men Gutten fik Kongsdatteren.