Lappiske Eventyr og Folkesagn/Bæivekongens eller Solkongens Datter
Der var engang en Mand, som havde tre Sønner. Den yngste kaldte de Gudnaviruš eller Askeladden, fordi han holdt mest af at ligge i Peisen og grave i Asken. Manden havde en stor Lade, fuld af Korn, men ud paa Høsten mærkede han, at der var Nogen, som aad af Kornet, uden at han kunde opdage, hvem eller hvad det var. Saa sagde han til sin ældste Søn, at han en Nat skulde holde Vagt i Laden. Sønnen gik derhen om Aftenen, men, da det led ud paa Natten, hørte han en Dur i Luften, og derover blev han saa bange, at han løb tilbage til Stuen igjen og lagde sig. Næste Aften gik den næst ældste afsted for at holde Vagt; men det gik ikke ham bedre. Da det led mod Midnatstid hørte han en Dur og en Sus, og derover blev han saa ræd, at han tog tilbens og sprang ind i Stuen igjen. Tredie Aften drog Askeladden afsted, og, da han kom hen i Laden, krøb han bagom en Grind af Jemstænger, som stod henne i en Krog. Han havde ikke ligget længe der, førend han hørte en Dur og en Sus i Luften, men bange blev han ikke. Bedst som det var, kom der tre hvide Svaner ned og satte sig paa Kornstaalet. Saa tog de Hammene af sig og bleve til tre Jomfruer, og en af dem, som var den yngste og vakreste, lagde sin Ham afsides fra de andre. Askeladden listede sig hen og tog Hammen og gjemte den bag Jerngrinden. Da de tre Jomfruer om en Stund vare færdige med at plukke Korn sammen, gik de til sine Hamme, og de to ældste fandt ogsaa sine og tog dem paa sig og fløi did, hvorfra de vare komne; men den yngste fandt ikke sin Ham. Hun maatte blive, hvor hun var, og begyndte at græde og raabe:
„Dersom du er en Mand, du, som har taget min Ham, saa kom frem, at jeg maa tale med dig, jeg vil give dig Gods i Overflod!“
„Dersom du er en Kvinde, du, som har taget min Ham, saa kom, lad mig faa tale med dig, jeg vil give dig Rigdom i Overflod!“
„Dersom du er en Ungkarl, du, som har taget min Ham, saa kom frem, at jeg faar tale med dig, jeg vil love at blive din Hustru!“ Da reiste Askeladden sig bag Jerngrinden og kom frem og spurgte:
„Hvis Datter er du?“
„Bæivekongens Datter!“ svarede Jomfruen. „Giver du mig ikke nu Hammen min tilbage?“
„Nei,“ sagde Gutten, „ikke førend du lover at blive min Hustru og giver mig et Pant derpaa!“ Pigen havde en Guldring, og paa Ringen stod Faderens og Moderens Navn og hendes eget Navn. Saa gav hun ham Ringen som Pant paa, at hun skulde blive hans Hustru, og saa fik hun Hammen igjen. Da hun havde faaet den, sagde hun Farvel til Gutten og lovede at komme igjen om et halvt Aars Tid. Derpaa fiøi hun afsted. Om Morgenen spurgte Askeladdens Fader:
„Naa, fik du Rede paa, hvem eller hvad det er, som æder op vort Korn?“
„Det har ingen Nød længer,“ sagde Askeladden, „der er Ingen, som rører det mere!“ Saaledes fik ikke Faderen vide, hvorledes det egentlig hang sammen. Efter et halvt Aars Forløb kom Bæivekongens Datter for at hente Gutten med et Skib, som fiøi i Luften.
„Se nu til at blive færdig, saa reise vi!“ sagde Pigen til Brudgommen sin.
„Jeg kan ikke reise, førend jeg har været henne i Kongsgaarden og faaet Kongens Tilladelse!“ sagde Gutten.
„Gaa ikke derhen!“ sagde Pigen. „han giver dig en Befaling, som du ikke kan udføre, og kanske heller ikke jeg kan hjælpe dig. Men Askeladden gik alligevel til Kongen og sagde:
„Farvel, naadigste Konge, nu reiser jeg hen for at gifte mig med Bæivekongens Datter!“
„Du faar ikke Lov til at drage afsted, førend du har hugget ned alle de Træer, som findes i min Skov!“ Gutten gik til Kjæresten og beklagede sig:
„Nu har Kongen givet mig en Befaling, som jeg ikke kan udføre!“
„Ja. hvorfor vilde du ikke høre paa, hvad jeg bad dig om?“ sagde Kjæresten. Men saa gav hun ham en Øxe og sagde:
„Gaa ud i Skoven, hug ned et lidet Træ, og, naar det falder, saa sig: „Gid alle Skovens Træer falde, som dette lille Træ nu falder!“ Gutten saa gjorde, og alle Skovens Træer faldt.
„Gjør dig nu færdig,“ sagde Kjæresten igjen, „saa reise vi!“
„Jeg kan ikke reise, førend jeg har sagt Farvel til Kongen,“ sagde Gutten.
„Gaa ikke til Kongen!" sagde Kjæresten hans, „du faar en saadan Befaling, at jeg kanske ikke kan hjælpe dig.“ Men Gutten gik alligevel til Kongen og sagde:
„Farvel, naadigste Konge, nu har jeg hugget ned alle Træer i din Skov, og nu vil jeg reise!“ Da sagde Kongen:
„Du faar ikke reise, førend du har reist op igjen paa Roden hvert Træ, som findes i min Skov!“ Gutten gik igjen til Kjæresten og beklagede sig.
„Ja, hvorfor kunde du ikke tro mig, da jeg sagde dig, at du faar en saadan Befaling, at jeg kanske ikke kan hjælpe dig?“ sagde Kjæresten, men alligevel gav hun ham en liden Flaske og sagde:
„Gaa hen til det Træ, som du huggede ned, salv det med denne Salve og reis det op paa Roden og sig: „Gid hele Skoven reise sig som dette Træ!“ Gutten saa gjorde, og Skoven stod der som før.
„Gjør dig nu færdig,“ sagde Kjæresten igjen til Gutten, „saa reise vi!“
„Jeg kan ikke reise,“ sagde Gutten. „førend jeg faar sagt Farvel til Kongen!“
„Gaa ikke til Kongen,“ bad Kjæresten. „du faar en saadan Befaling, at jeg aldeles ikke kan hjælpe dig mere i denne Verden!“ Men Gutten gik alligevel til Kongen og sagde:
„Lev nu vel, naadigste Konge, nu har jeg reist op igjen hvert eneste Træ i din Skov, og nu vil jeg reise!“
„Du faar ikke Lov til at reise,“ sagde Kongen. „førend du henter mig en Guldlasso, som findes i Mørkets Rige!“ Gutten gik til Kjæresten og fortalte, hvad Kongen havde befalet ham.
„Ja, hvorfor kunde du ikke tro mig, da jeg sagde dig, at du faar en saadan Befaling, at heller ikke jeg kan hjælpe dig?“ sagde Kjæresten. Saa tog hun Afsked med Gutten og udbrød;
„Nu sees vi vist aldrig mere i denne Verden!“ Derpaa gik hun til sit Skib, ogjSkibet fløi tilbage did, hvorfra det var kommet. Men Askeladden gik afsted til Mørkets Rige. Først vandrede hau saa længe, indtil Lyset fra denne Verdens Sol ophørte. Saa begyndte Maanens Lys, og han vandrede saa langt, som Maanens Lys varede. Saa kom Stjernernes Lys, og han vandrede saa langt, som Stjernelyset varede. Da det ophørte, kom han til Mørkets Rige. Der fandt han strax Guldlassoen, som det skinnede af paa lang Vei. Han snoede den op paa sin Arm og drog tilbage igjen. Først kom han til Stjernernes Lys, og, da det ophørte, kom han til Maanens Lys. og, da det ophørte, kom han til Solens Lys. Medens han vandrede videre, fik han se to Jættegutter, som sloges. Askeladden gik lien til dem og sagde:
„Hvad slaas I om?“
„Vi have faaet en Hat i Arv, og vi slaas om. kvern der skal have den!“
„Hvad er det for Slags Hat?“
„Det er en slig Hat,“ svarede Jættegutterne, „at, naar man sætter den paa Hovedet, bliver man usynlig!“
„Hvorfor skulle I slaas,“ siger Askeladden, „det er ikke vakkert af Brødre at slaas, lad mig faa se Hatten, saa skal jeg sige, hvem der skal have den!“ Men i det Samme, Askeladden fik se Hatten, satte han den paa Hovedet, og væk var han. Da han havde vandret en Stund, fik han se to Jættegutter, som sloges om et Par Støvler, som vare slige, at, naar man satte dem paa Benene, tog man en Mil i hvert Skridt.
„Lad mig faa Lov til at prøve dem lidt!“ bad Gutten. Det fik han. Men i det Samme satte han Hatten paa Hovedet, og væk var han. Nu tog han Støvlerne paa Benene og drog videre. Han havde ikke gaaet mange Mil, førend kan igjen mødte to Jættegutter, som sloges om en Stok.
„Hvad Rart er der ved den Stokken da?“ spurgte Askeladden.
„Den er slig,“ sagde Jættegutterne, „at, naar man med den ene Ende peger paa Levende, saa dø de, og, naar man med den anden Ende peger paa Døde, saa levne de op igjen.“
„Lad mig ogsaa faa se Stokken!“ bad Askeladden. Da han fik Stokken, satte han Hatten paa Hovedet, og væk var han. Saa vandrede han videre og kom til Gieddegæš-Kjærringens Bopæl.
„God Dag, Bedstemor!“ sagde Askeladden, „du ved vel ikke, hvor Bæivekongens Rige er?“
„Nei,“ svarede Troldkjærringen, „men jeg skal pibe Fugiene mine sammen, kanske nogen af dem ved det, eller kan faa det at vide!“ Saa gik hun ud og peb Fuglene sammen, og, da de allesammen vare komne, spurgte hun dem, hvor Bæivekongens Rige var, men ingen vidste Besked. Saa sendte hun en gammel Ørn afsted for at flyve rundt alle Lande og søge op Bæivekongens Rige. Ørnen fløi rundt alle Lande, men kom tilbage igjen uden at have fundet Bæivekongens Rige.
„Flyv nu rundt alle Have,“ sagde Troldkjærringen, „og, dersom du ikke finder Noget, saa svider jeg Fjærene dine!“ Ørnen fløi rundt alle Have, men heller ikke der fandt den Bæivekongens Rige.
„Flyv nu rundt omkring Himmelen, og, dersom du tredie Gang kommer tilbage uden at have fundet Bæivekongens Rige, saa brænder jeg dig!“ Ørnen fløi rundt omkring Himmelen, og endelig fandt den Bæivekongens Rige udenfor Maanens Lys. Saa kom den tilbage og sagde:
„Nu har jeg fundet Bæivekongens Rige!“
„Hvor?“ spurgte Troldkjærringen, „er det langt borte?“
„Udenfor Maanens Lys!“ svarede Ørnen, og didhen skulde nu Ørnen vise Gutten Veien.
„Farvel, Bedstemor!“ sagde Gutten og gik, men, da hau kom ud i Forsvalen, kom han ihu, at hans Hoved var skurvet. Saa vendte han om igjen og spurgte:
„Ved du ikke Raad for Skurv, Bedstemor?“
„Stik Hovedet ned i Kjedelen, som staar ude i Forsvalen,“ sagde Troldkjærringen. Gutten saa gjorde, og han blev saa vakker som en Prins, og hans Haar skinnede som det pure Guld. Saa drog da han og Ørnen afsted. Gutten sprang, og Ørnen fløi, men det gik hurtigere for Gutten end for Ørnen, og Gutten naaede før frem til Bredden af det store Hav end Ørnen. Da Ørnen kom efter, dalede den ned for at hvile sig.
„Orker du at bære mit Tøi ogsaa?“ spurgte Gutten. Jo, det orkede den nok, mente Ørnen og sagde til Gutten:
„Nu skal du gaa hen og tage tre Stene fra Stranden. Den ene skal du tage fra øverste Flodmaal, den anden fra Halvflodsmaal og den tredie fra laveste Fjæremaal. Da Gutten kom med Stenene, sagde Ørnen:
„Sæt dig nu paa min Ryg, og, naar jeg begynder at blive træt, saa kaster du en Sten i Havet!“ Saa fløi Ørnen afsted og vedblev at flyve, indtil den blev træt.
„Kast nu Stenen fra øverste Flodmaal ned i Havet!“ sagde Ørnen. Gutten saa gjorde, og Stenen blev til en Ø, hvorpaa Ørnen dalede ned og hvilede sig. Da den fløi afsted igjen, sank Øen i Havet. Næste Gang Ørnen blev træt, kastede Gutten Stenen fra mellemste Flodmaal, og tredie Gang den sidste fra laveste Fjæremaal. Fra den af naaede Ørnen frem til Stranden hinsides det store Hav. Herfra vendte Ørnen tilbage igjen, og Gutten gik afsted til Bæivekongens Gaard. Da han kom i Nærhcden af Gaarden, saa han, at Kongsdatteren stod og vadskede Klæder ved en Kilde udenfor Gaarden. En liden Søn, hun havde faaet, var ogsaa hos hende og sad paa Kanten af Kilden og saa ned i Vandet. Saa gik Gutten bag Sønnen og løftede paa Jættehatten, saaledes at den lille Gut saa hans Billede nede i Vandet ved Siden af sit eget. Gutten sprang hen til sin Moder og sagde, at han havde seet sin Fader nede i Kilden.
„Ja, Fader har du nok,“ sagde Kongsdatteren, „men aldrig kommer du til at faa din Fader at se!“ Saa tog hun Gutten ved Haanden og gik op igjen til Kongsgaarden. Askeladden gik bagefter, og, da de kom ind i Kongsdatterens Værelse, begyndte hun at kjæmme sit Haar foran et stort Speil. Askeladden gik bag hende og løftede lidt paa Hatten. Forundret vendte Kongsdatteren sig om, men saa Ingenting, Atter begyndte hun at kjæmme sit Haar, atter løftede Askeladden lidt paa Hatten, men da hun vendte sig om, var der Ingenting at se. Tredie Gang begyndte hun at kjæmme sit Haar, og tredie Gang løftede Askeladden Hatten af Hovedet. Kongsdatteren saa tydeligt Billedet i Speilet, men, da hun vendte sig om og Ingenting saa, begyndte hun at græde og udbrød:
„Hvorfor viser du dig ikke for mig, dersom det er dig, min Brudgom, som jeg tre Gange har seet i Speilet?“ Da tog Gutten af sig Hatten, og Kongsdatteren faldt ham om Halsen og kyssede ham og sagde: „Aldrig havde jeg troet, at jeg skulde se dig mere i denne Verden, men nu maa jeg vel tro det, siden jeg holder dig i mine Arme! Men hvorledes kom du hid?“ Nu fortalte Gutten, hvorledes Alt var gaaet til, og sagde til Kjæresten: „Gaa nu ind til din Fader; imidlertid gaar jeg bortover Veien et Stykke og kommer gaaende tilbage igjen!“ Kongsdatteren stillede sig i Vinduet og saa ud. „Se, Fader, der kommer en Fremmed!“ sagde Datteren. „Gaa ud og byd ham ind i Huset!“ sagde Kongen. Datteren saa gjorde. Da kom Gutten ind, vakker som en Prins, og sagde:
„God Dag, naadigste Konge!“
Kongen bød ham sætte sig og sagde:
„Du er kanske den Mand, som skulde have ægtet min Datter?“
„Ja, det er nok mig det,“ sagde Gutten.
„Du faar ikke min Datter,“ sagde Kongen, „førend du vækker tillive igjen alle de Soldater, som jeg har mistet i Krigen. Men det var nu ligesaa let gjort, som det var sagt, for Gutten, som havde Jættestokken.
Saa holdt de Bryllup, og Brylluppet varede i tre Dage. De spiste, og de drak, og de dansede og skjøde med Kanoner. Saa var der en Spillopmager, som narrede mig til at springe forbi Mundingen af en Kanon, men, i det Samme, jeg sprang, saa fyrede han af, og saa drev jeg hid. Og nu er jeg her, og de er der, og derfor ved jeg ikke noget om, hvorledes det senere er gaaet dem. Kanske de leve endnu, kanske de ere døde.
- ↑ Om Slægten Bæive eller Päiviä se „En Sommer i Finmarken Russ. Lapland og Nordkarelen“, P. 66.