Lappiske Eventyr og Folkesagn/Bondesønnen, Kongesønnen og Solens Søster
(Fra Tanen.)
Der var engang en Kongesøn og en Bondesøn. De vare Legekammerater og havde af Kongen faaet hver sin Bue, hvormed de skjød Pile op i Luften, for at se, hvis Pil gik høiest. Engang, som de saaledes holdt paa at skyde, og begge skjød paa en Gang op i Luften, hændte det, at, da Pilene faldt ned igjen, sad der paa Spidsen af den ene Pil en Halefjær af en Guldhøne. Om denne kom de op at strides. Kongesønnen paastod, at det var hans Pil, paa hvis Spidse Guldfjæren sad, men Gutten paastod det Samme, og Bondegutten havde den Gang Ret. Da de ikke kunde blive enige, gik de til Kongen og fortalte, hvorledes det var gaaet til. Da Kongen fik det at høre, sagde ogsaa han det, at det var hans Søn, som eiede den Pil, paa hvis Spidse Halefjæren sad. Men Bondegutten gav sig ikke; han vedblev at paastaa, at det var hans. Til Slutning blev Kongen vred og sagde til Gutten:
„Naa, lad saa være da, at det er din Pil, men, er det din Pil, saa skal du ogsaa faa Lov til at hente den Guldhøne, som mangler en Fjær i sin Hale, og, henter du den ikke, skal du miste dit Liv!“
Gutten blev ilde tilmode; han vidste ikke, hvor i al Verden han skulde lede efter Guldhønen. Men han havde intet Valg; reise maatte han, om ikke for Andet, saa for at undgaa Kongens Vrede. Saa lagede han sig istand en Sæk med Niste, og saa drog han afsted, men endnu vidste han ikke, hvorhen han skulde tage Veien. Alligevel, afsted drog han paa Lykke og Fromme. Da han havde vandret en Dag, og Natten kom paa, lagde han sig til Hvile. Nistesækken lagde han under Hovedet. Han havde ikke sovet længe, førend han vaagnede igjen derved, at der var Nogen, som drog i Nistesækken. Gutten reiste sig overende, og, da han saa sig om, opdagede han, at det var en Ræv, som drog i Sækken.
„Hvor skal du hen?“ spurgte Ræven.
„Aa, jeg er reist i Vei for at lede efter en Guldhøne, som har mistet en Fjær af sin Hale!“ sagde Gutten, „men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde Hønen.“
„Jeg skal vise dig Veien,“ sagde Ræven. „Ser du, der er en deilig Jomfru langt i Øst, som kaldes „Solens Søster," (Bæivaš oabba), eller „Morgenrøden“. Hun har tre Guldhøns i sin Gaard.
Saa drog Gutten og Ræven afsted og vandrede sammen hele Dagen. Ræven foran, og Gutten efter. Da Aftenen kom, lagde de sig til Hvile. Nistesækkene sine lagde de under Hovedet. Ved Midnatstid begyndte Ræven at klynke og bære sig ilde for Gutten.
„Husbond,“ sagde Ræven, „der er Nogen, som vil drage Nistesækken fra mig!“ Da Gutten saa sig om, blev han var, at et Menneske stod der lige ved dem.
„Hvor skal I to hen?“ spurgte Manden. Gutten og Ræven fortalte, hvor de skulde hen, og, da Manden fik høre det, saa tilbød han sig at blive med og være dem behjælpelig. Saa reiste de afsted alle tre. Ræven foran, Manden og Gutten efter. Endelig kom de til Solens Søsters Slot, hvor Guldhønsene skulde være. Nu standsede de og raadsloge om, hvem af dem der først skulde gaa ind.
„Jeg skal forsøge at gaa ind og stjæle Hønen,“ sagde Ræven. Men Gutten havde ikke rigtig Lyst til, at Ræven skulde gaa først.
„Jeg skal gaa selv!“ sagde Gutten.
„Du kommer aldrig derfra uden Fortrædelighed!“ sagde Ræven.
„Aa, jeg skal nok komme baade ind og ud uden at tage Skade!“ mente Gutten.
„Saa gaa da,“ sagde Ræven, „men tag ikke feil; grib blot den Høne, som du ser mangler en Fjær i sin Hale!“ Saa gik Gutten ind i Gaarden og saa strax, at der var tre Guldhøns, og at den ene af dem manglede en Fjær i sin Hale. Gutten greb Hønen og gik med den henimod Porten. Men, da han kom henimod Porten, fik han se, at der stod en Dør lidt aaben til et Værelse inde i Gaarden.
„Hvorfor skulde jeg ikke gaa hen og se mig lidt om?“ tænkte Gutten. Saa slap han Hønen og gik sagte nærmere og saa sig om og opdagede, at Solens Søster laa og sov i en Seng inde i Værelset. Saa gik han ud igjen, fik fat i Guldhønen og gik henimod Porten.
„Hvorfor skulde jeg ikke betragte Solens Søsters Ansigt?“ tænkte Gutten. Saa slap han Hønen, gik ind igjen og saa, at Solens Søster var usigelig deilig af Ansigt. Atter gik han ud igjen, tog Guldhønen og gik til Porten.
„Hvorfor skulde jeg ikke kysse Solens Søster, siden hun sover og er saa deilig?“ tænkte Gutten og standsede. Saa slap han Hønen igjen, listede sig ind og kyssede Solens Søster. Men, da han saa kom ud igjen og skulde faa Tag i Hønen, var denne bleven saa sky, at han slet ikke kunde fat i den. Da han sprang efter den, begyndte alle Hønsene at skrige. Derved vaagnede Solens Søster og kom ud i Døren og sagde til Gutten:
„Du faar ikke Lov til at tage min Guldhøne, medmindre du henter min Søster, som er røvet af Jætter og ført langt, langt bort!“ Gutten blev bedrøvet og gik ud og fortalte sine Kammerater, hvorledes det var gaaet ham inde i Gaarden, at han ikke fik Lov til at tage Guldhønen, førend han havde hentet Solens Søsters Søster, „Aftenrøden,“ som var røvet af Jætter og ført langt, langt bort.
„Jeg vidste nok, at du ikke kom derfra uden Fortrædelighed,“ sagde Ræven. Saa reiste de videre. Ræven var fremdeles den, som skulde vise Veien. Da de havde vandret flere Dage og nærmede sig Jættegaarden, siger Ræven:
„Naar vi nu ere komne frem til Jættegaarden, saa skal I to blive igjen udenfor, medens jeg gaar ind forat hente Pigen. Naar jeg saa kommer ud med hende, maa I strax tage hende og fare afsted saa hurtigt, som I orke. Jeg selv skal gaa ind igjen og forsøge at opholde Jætterne, saa de ikke mærke, hvor Pigen er bleven af!“ Efter denne Aftale gik de videre og kom til Jættegaarden. Ræven, som var en gammel Bekjendt, slap let ind. Da han kom ind, holdt Jætterne paa at danse med Pigen. o.g, da de saa Ræven, udbrød de:
„Kom og tag dig en Dans med os, gamle Ræv!“ Ræven saa gjorde, men, da han havde danset en liden Stund, sagde han til Jætterne:
„Lad nu mig ogsaa engang faa Lov til at tage Pigen i mine Arme og danse med hende!“ Jætterne overlod Pigen til Ræven, men i det Samme blæste Ræven ud Lysene og for afsted med Pigen ud igjennem Døren til sine Kammerater udenfor. Selv sprang han strax ind igjen. Da han kom ind, holdt Jætterne paa at blæse op Ild; men de fik ikke før tændt Lys, før Ræven blæste det ud igjen.
„Hu, hu, hvor er Pigen?“ brølede Jætterne.
„Pigen er her i mine Arme!“ sagde Ræven. Paa den Maade opholdt han Jætterne, indtil han kunde skjønne, at hans Kammerater maatte være naaede bagom „fem, sex Smaafjeld.“ Saa sprang han ogsaa selv afsted og raabte til Jætterne:
„Pigen er her, kom og tag hende!“ Jætterne bleve rasende forbitrede paa Ræven og sprang efter ham. Men Ræven sprang ikke den Vei, hvor hans Kammerater vare dragne, men paa maafaa ud i Vildmarken, saa langt og saa længe, at han til Slutning blev træt og maatte hvile sig. Saa lagde han sig rundt i Ring, med Halen over Næsetippen, og sovnede ind. Ret som det var, kom Jætterne. Ræven var saa træt og sov saa trygt, at de nær havde trakket paa ham, førend han mærkede dem. Saa for han afsted igjen paa en anden Kant og sprang saa længe, til han igjen var nødt til at lægge sig i Ring og hvile sig. Men saa kom Jætterne igjen, og Ræven maatte atter tage Benene fat og løb nu saa længe, til Dagen begyndte at gry. Jætterne vare ikke langt tilbage. Men, da Morgenrøden viste sig i Horizonten, standsede Ræven og ventede paa Jætterne. Da de kom lige ind paa ham, pegede han mod Østen og raabte:
„Se, der kommer Solens Søster!“ Jætterne opløftode sine Øine mod Morgenrøden og bleve alle forvandlede til Stenstøtter. Nu drog Ræven afsted og søgte op Sporet efter sine Kammerater, og, da han igjen indhentede dem, reiste de alle fire tilbage i Følge til Solens Søsters Slot. Her blev der Jubel og Glæde, og Gutten blev naturligvis vel modtagen, da han bragte den forsvundne Søster tilbage. Guldhønen, som han var reist efter, fik han strax, men det var ikke nok med det. Solens Søster lovede, at hun selv om nogen Tid vilde komme did, hvor Gutten boede, blive hans Hustru og bo hos ham. Men Solens Søster var slig, at det lyste af hende som af en skinnende Stjerne, og, naar hun kom ind i et Hus, blev det saa lyst der som den klareste Dag, selv om der forud var mørkt som Natten. Saa sluttede de Troskabspagt med hinanden og bleve enige om, hvad Tid Solens Søster skulde komme. Da Gutten nu havde udrettet sit Ærinde og dertil endnu faaet Løfte om Solens Søster til Hustru, saa reiste han og hans Følge tilbage igjen. Paa Hjemveien blev Manden igjen der, hvor han var stødt til dem, og Ræven blev igjen der, hvor han kom fra. Saa gik Gutten alene. Da han kom hjem, gik han til Kongen og bragte ham Guldhønen, som manglede en Fjær i sin Hale. Derpaa fortalte han ogsaa, at han skulde gifte sig og faa en slig Hustru, at det lyste af hende i Huset som af det klareste Lys. Hertil svarede Kongen:
„Dersom det ikke forholder sig saaledes, som du siger, saa skal du kastes levende i en brændende Tjæretønde!“ Gutten forsikrede, at det var sandt, og fortalte end ydermere, hvad Dag og Time hans Brud skulde komme, efter den Aftale, som de havde gjort, førend de skiltes. Men, da Tiden begyndte at nærme sig med stærke Skridt, begyndte Gutten at blive ængstelig og sorrigfuld i Hu; thi Kongen havde allerede antændt Tjæretønden, hvori han skulde kastes levende, dersom Solens Søster, hans Brud, ikke kom til den fastsatte Tid, som Gutten havde sagt. Timen nærmede sig, Tjæretønden flammede, og Gutten var bedrøvet og angstfuld til Døden. Han vidste ikke andet Raad mere i denne Verden, end at kaste sig ned og anraabe den almægtige Gud om at sende ham Frelse fra en forsmædelig Død i en brændende Tjæretønde. Og, just som hans Angst var paa det Høieste, kom der Folk løbende, som fortake, at man langt ude paa Havet saa et stort Skib komme for fulde Seil ind imod Byen. Ingen vidste endnu, hvad Skibet førte i sit Skjød. Tiden var omme, da Solens Søster skulde være kommen, eller ogsaa Gutten kastes i Tjæretønden. Men Kongen sagde, at man skulde vente hermed, indtil Skibet var seilet videre. Han vilde ikke, at Gutten skulde brændes, og derved styg Lugt udbredes i Byen, medens Skibet laa paa Havnen. Skibet seilede ind paa Havnen, og snart spurgtes det, at det var Solens Søster, som eiede det, og at hun nu kom for at gifte sigmed Bondegutten, saaledes som hun havde lovet. Hun gik lige op til Bondeguttens Stue, hvor hendes Brudgom laa næsten døende af Sorg og Angst.
„Kjender du mig?“ spurgte Solens Søster.
„Nei, jeg kjender dig ikke!“ svarede Gutten.
„Kys mig!“ sagde Solens Søster. Gutten kyssede hende.
„Kjender du mig ikke?“
„Nei,“ svarede Gutten, „jeg kjender dig ikke!“ Saa maatte Solens Søster da selv fortælle, at hun var hans trolovede Brud, som nu var kommen for at gifte sig med ham. Nu fik ogsaa Kongen høre, at Solens Søster var kommen, og han lod Tjæretønden slukke og gik hen for at se, om det virkelig var sandt, hvad Gutten havde sagt om hende, at det blev ganske lyst i det Hus, hvor hun var inde. Men, da han kom ind i Bondeguttens Stue, saa han, at der var lige saa lyst inde i Stuen som midt om Dagen. Kongen begyndte nu at forsøge paa at overtale Solens Søster til at ægte hans Søn istedetfor Bondegutten; men Solens Søster vilde Intet høre derom. Bondegutten vilde hun have, og næste Dag skulde Brylluppet staa. Næste Dag, da Vielsen skulde holdes, sagde Bondeguttens Fader, at Vielsen ikke kunde foregaa, medmindre Kongen var tilstede. Men da Kongen kom, sagde han:
„I faa ikke Lov til at holde Bryllup, førend Gutten har udrettet tre Ting, og det første er, at han paa en Dag skal hugge ned alle de Træer, som findes i min Skov!“ Dermed var det forbi med Bryllup for den Dag. Gutten vidste ikke, hvorledes han skulde udføre, hvad Kongen havde befalet; men Solens Søster sagde til ham:
„I mit Skib findes en Øxe, gaa og hent den og gaa saa ud i Skoven og hug ned et Træ. Naar det falder, saa skal du sige; „Saa falde den hele Skov!“ Men tre af de Fliser, som falde, naar du hugger Træet. skal du samle op og putte i din Lomme!“
Gutten gjorde, som Solens Søster befalede ham. Da det første Træ faldt, saa faldt ogsaa alle de øvrige. Men tre Fliser tog han og puttede i Lommen. Næste Morgen begyndte de igjen paa Brylluppet. Men Bondeguttens Fader sagde igjen, at Vielsen ikke kunde foregaa, medmindre Kongen var tilstede. Saa blev da Kongen hentet; men, da han kom, sagde han:
„I faa ikke Lov til at holde Bryllup, førend Gutten har reist op paa Roden igjen alle de Træer, som han igaar fældede!“ Ikke heller den Dag blev der noget af Brylluppet. Gutten maatte gaa til Skoven og gjøre, som Solens Søster sagde ham. Hun gav ham en liden Flaske med Salve og sagde:
„Reis op et Træ og salv det og sig; „Saa reise sig alle Skovens Træer!“ Gutten saa gjorde, og Skoven stod der, som den før havde staaet. Tredie Dags Morgen begyndte de igjen paa Brylluppet, men heller ikke da kunde Vielsen gaa for sig, uden at Kongen var til stede. Da han blev hentet, sagde han:
„Bondegutten faar ikke gifte sig, førend han har dræbt en Slange med tre Hoveder, som findes i Indsøen udenfor mine Vinduer!“ Gutten blev bange; han vidste, at Slangen var et forfærdeligt Dyr, som han ikke med egen Styrke og paa egen Haand kunde overvinde. Men hans Brud vidste Raad ogsaa denne Gang.
„Gaa ud paa mit Skib,“ sagde hun til sin Brudgom, „og hent mit Sværd. Gaa saa hen til Indsøen og kast Fliserne i Vandet. Tag saa Baaden og ro midt ud paa Indsøen. Naar Slangen dukker op, saa hug til den med Sværdet, saa hugger du alle tre Hovederne af den paa en Gang. Hug saa Spidsen af hver Tunge og gaa næste Morgen hen i Kongens Kjøkken. Naar Kongen om Morgenen kommer ud i Kjøkkenet, skal du sige:
„Her bringer jeg dig et Morgenoffer til Vederlag for, at du har bragt mig tre Morgenofre! Kast saa Tungespidserne og skynd dig ud til Skibet, men vogt dig for at se dig tilbage!“
Bondegutten gjorde, som hans Brud befalede ham. Af Fliserne, som han kastede i Søen, blev der en Baad. Med den roede han ud paa Indsøen, og, da Slangen hævede sit Hoved op, huggede han alle tre Hovederne af den med en Gang. Derpaa huggede han Spidsen af Tungerne og gik næste Morgen med dem til Kongens Kjøkken. Da Kongen kom ud i Kjøkkenet, sagde Gutten:
„Naadigste Konge, du har bragt mig tre Morgenofre, derfor bringer jeg dig her et Morgenoffer!“ I det Samme kastede han Tungespidserne og sprang sin Vei ned imod Skibet. Men paa Veien snuhlede han og faldt saaledes, at han kom til at se sig tilbage. Da han saa sig om, var der hverken By eller Kongsgaard mere. Altsammen var tilintetgjort af Tungespidserne. Og, da han saa efter Skibet, var det saa langt ude paa Havet, at han neppe kunde øine det. Der stod han saa igjen, ganske alene, og vidste ikke, hvad han skulde gjøre. Bedrøvet vandrede han afsted, uden at vide hvorhen. Da han havde vandret en Dag, saa han ud paa Aftenen, at der steg Røg op af en Tue. Gutten gik hen til Tuen og raabte:
„Bedstemor, slip mig ind!“ Gieddegæš-Kjærringen slap Gutten ind i Gammen, og, da han var kommen ind, spurgte han:
„Kan du give mig nogen Underretning om Solens Søster?“ Nei, det kunde hun ikke. Gutten vikle gaa igjen, men, idet han gik, gav Kjærringen ham et Brev og bad ham tage det med til hendes næst ældste Søster og sagde:
„Naar du begynder at blive træt, saa tag Brevet ud af Barmen og ryst Bladene!“ Dermed reiste Gutten, og, da han havde vandret lang Vei og begyndte at blive tiæt, kom han ihu, hvad den gamle Kjærringen havde sagt om Brevet. Han tog det da frem og rystede Bladene, og strax forsvandt al Træthed. Saa reiste han videre og kom atter til en Tue, hvoraf der opsteg Røg.
„Bedstemor, slip mig ind!“ raabte Gutten. Gieddegæš-Kjærringen slap ham ind.
„Her sender din ældste Søster dig et Brev!“ sagde Gutten. Den Gamle modtog Brevet og takkede Gutten for hans Umage.
„Du kan vel ikke give mig nogen Underretning om Solens Søster?“
„Nei, jeg ved ingen Besked!“ sagde Kjærringen, men, da Gutten vilde gaa, gav hun ham et Brev med til hendes yngste Søster og sagde:
„Naar du bliver træt, saa tag Brevet frem og ryst Bladene!“ Dermed drog han da videre, indtil han igjen saa Røg stige op af en Tue:
„Bedstemor, slip mig ind!“ sagde Gutten. Gieddegæš-Kjærringen slap ham ind.
„Se, her er et Brev fra din næst ældste Søster!“ sagde Gutten. „Ved du nogen Besked om Solens Søster?"
„Ja,“ svarede Kjærringen, „hun bor paa Banka-Slottet, og hendes Fader har nylig lidt et stort Nederlag i Krig, fordi du blev borte med hans Sværd, og Solens Søster selv er næsten døende af Sorg og Græmmelse. Men, naar du kommer til hende, skal du tage en Knappenaal og stikke hende inde i Haaudfladeu, og, naar en Blodsdraabe kommer frem, skal du suge den op! Da vil det blive bedre med hende, og hun vil gjenkjende dig. Men, førend du kommer til Banka-Slottet, vil der møde dig mange underlige Ting!“
Da Gieddegæš-Kjærringen havde givet Gutten denne Besked, reiste han videre. Han havde ikke vandret langt, førend han traf paa to Brødre, som stredes om et Klædebon.
„Hvad strides I om, Godtfolk?“ spurgte Gutten.
„Vor Fader har efterladt os et Klædebon, som er sligt, at, naar man tager det paa sig, kan Ingen se En,“ sagde de. „Derom strides vi!“
„Lad mig se det et Øieblik,“ sagde Gutten, „saa skal jeg sige, hvem der skal beholde det!“ Brødrene overlod Klædebonnet til Gutten, men han havde ikke før faaet det, før han kastede det over sig og forsvandt, saa de ikke saa ham mere. Saa vandrede han videre og traf paa To, som stredes om en Borddug.
„Hvad strides I om?“
„Om en Dug,“ svarede Brødrene, „som er slig, at, naar den bredes paa Bordet, er Bordet med det Samme dækket med de kosteligste Retter.“
„Lad mig se Dugen,“ sagde Gutten, „saa skal jeg afgjøre, hvem der skal beholde den!“ Da Gutten fik Tag i Dugen, gjorde han sig usynlig og forsvandt. Saa vandrede han videre og traf paa To, som stredes om en Stok.
„Hvorom strides I?“ spurgte Gutten.
„Om en Stok,“ svarede Brødrene, „som er slig, at man med den ene Ende kan dræbe Folk og med den anden Ende gjøre dem levende igjen.“
„Vis mig Stokken,” sagde Gutten, „saa skal jeg afgjøre, hvem der skal beholde den!“ Da Brødrene rakte Stokken frem, vogtede Gutten sig vel for at tage i den Ende, de rakte mod ham; det var den Ende, som dræbte. Han bad om at maatte faa tage i den anden Ende, og, da han det fik, saa gjorde han sig usynlig og forsvandt. Væk var han, og endt var Striden. Endelig traf han To, som stredes om et Par Sko.
„Hvad strides I om?“ spurgte Gutten.
„Om et Par Sko, som ere slige, at, naar man har dem paa sig og ønsker sig et Sted hen, saa er man der med det Samme.“
„Lad mig ogsaa faa prøve dem,“ sagde Gutten, „saa skal jeg afgjøre, hvem der skal beholde dem!“ Da han fik Skoene, tog han dem paa sig og raabte: „Gid jeg var paa Banka-Slottet!“ Strax var han der og fandt Solens Søster næsten døende af Sorg. Men saa tog han en Knappenaal og stak hende inde i Haandfladen, saa at en Blodsdraabe kom frem. Den sugede han op, og strax kom Solens Søster tillive igjen og fortalte ham, hvorledes det var gaaet hende og hendes Fader fra den Tid af, at hun skiltes fra ham.
„Men værst af Alt,“ sagde hun, „er, at min Fader har lidt store Tab i Krig, fordi du blev borte med hans Sværd.“
„Hvor ligge de Døde?“ spurgte Gutten, „jeg maa hen og se dem!“ De viste ham Veien, og Gutten gik hen paa Slagmarken, hvor de Faldne laa, og med Stokken bragte han dem tillive igjen allesammen. Saa blev der Fryd og Glæde paa Banka-Slottet, og saa holdt de Bryllup og levede lykkeligt alle sine Dage.