Lappiske Eventyr og Folkesagn/En Askelad narrer Stallo

27. En Askelad narrer Stallo.
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)

En Askelad havde engang paa en eller anden Maade forvildet sig og var kommen til en Stallos Bo­pæl. Denne Stallo havde baade Hus, Kjør og Faar. Nu pleiede altid Stallo, naar han fik Tag i en slig liden Bytting af en Lappegut, at beholde ham nogen Tid hos sig for at gjøde ham, førend han spiste ham. Saa tænkte hau nu ogsaa at gjøre med denne; men imid­lertid hittede Askeladden paa et listigt Kneb til at gjøre Stallo blind. Han anstillede sig nemlig, som om han var overordentlig klarsynt, og foregav, at han saa allehaande forunderlige Ting paa langt Hold. Stallo forsøgte at stirre i samme Retning, men kunde Ingen­ting opdage. „Hør, Gutten min,“ sagde Stallo, „hvorledes er du bleven saa klarsynt?“ „Jo,“ svarede Askeladden, „jeg lod engang dryppe en Draabe Bly i Øinene mine, deraf kommer det!“ „Aa, nei da,“ sagde Stallo, „kjære, held lidt smeltet Bly i Øinene paa mig ogsaa, jeg vikle saa gjerne klive ligesaaklarsynt som du!“ „Ja,“ sagde Askeladden, „det skulde jeg gjerne gjøre, men du taaler det vel ikke, det gjør lidt ondt, ser du!" „Taale det,“ mente Stallo, Jeg vil taale Alting, bare jeg bliver saa klarsynt som du, Askelad!“ Askeladden maatte saaledes ligesom mod sin Villie støbe Bly i Øinene paa Stallo. Han lod Stallo lægge sig paa Ryggen, og derpaa hældte han først i det ene Øie. Stallo jamrede sig, men sagde alligevel; „Kjære, skynd dig og hæld hurtigt i det andet Øie ogsaa!“ Aske­ladden saa gjorde. „Nu kommer du,“ sagde Askelad­den, „til at være blind en Stund, indtil Øinene under­gaa Forvandling, men efter den Tid bliver du rigtig klarsynt!“ Iraidlertid maatte nu Askeladden forestaa Husholdningen, medens Stallo var blind. Han tog en fed Saubuk blandt Stallos Faar og slagtede den. Der­paa tog han Stallos gamle Hund og slog den ihjel. Om Kvelden kogte han fedt Faarekjød til sig i den ene Gryde, men i den anden kogte han Hundekjød for Stallos Regning, og da det var færdigt, øste han Hunde­kjødet op i et Traug til Stallo, medens han selv satte sig til at spise af det fede Faarekjødet. Nu hørte Stallo, at Askeladden spiste baade med god Smag og Behag af sit Maaltid, medens hans egne Tænder knapt vilde bide paa det seige Hundekjødet. „Hør, Gutten min,“ sagde Stallo til Askeladden, „koktes tun njalbme fal snjaiska, ja mun njalbme fal stauka, stauka?" Hvoraf kommer det, at din Mund snasker og smasker, medens min Mund bare knarker? Askeladden fandt paa noget til Svar herpaa, og dermed maatte Stallo lade sig nøie. Imidlertid varede det dog ikke længe, førend Stallo indsaa, at han maatte være bleven narret af Askeladden, ettersom den belovede Klarsynthed aldeles ikke indfandt sig. Blind var han, og blind blev han. Han spekulerede derfor paa, hvorledes han skulde faa hævne sig og betale Askeladden hans Bedrageri. Til den Ende bad han Askeladden en Dag at gaa ind i Faarehuset for at tælle over Faarene. „Kan gjerne det gjøre,“ sagde Askeladden og gik ind. Men skjønt Stallo var blind, kom han dog strax efter og stillede sig i Døren „Haa, haa,“ tænkte Stallo, „nu har jeg dig i Fælden, du skal vel ikke slippe ud igjen, uden at jeg faar Kløerne i dig!“ Men Askeladden lod sig ikke saa let forknytte heller. „Nu skal du slippe ud alle Faarene mine,“ sagde Stallo, „men et om Gangen, og min store Saubuk skal du slippe ud aller sidst!“ „Ja, ja,“ sagde Askeladden, „det skal ske.!“ Saa lod da Askeladden Faarene slippe ud, et for et, medlem Benene paa Stallo, som stod midt i Døren, men den store Saubukken tog han og slagtede og drog Skindet af den. Da det endelig blev Storbukkens Tur, krøb Aske­ladden ind i Skindet og gik paa alle Fire ud imellem Stallos Ben. „Aa haa,“ sagde Stallo, „du min præg­tige, store Saubuk!“ og klappede den paa Ryggen. En­delig sagde Stallo: „Kom nu selv ud, Gutten min!“ Da raabte Askeladden udenfor: „Jeg er jo alt for længe siden ude jeg!“