Lappiske Eventyr og Folkesagn/Stallo og Lappebrødrene Sodno
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
Der var engang to Brødre, som hed Sodno, og de eiede en stor Renhjord. De havde en eneste Søster, som hed Lyma, og, naar Brødrene vare borte paa Jagt, maatte Lyma passe Renhjorden. Flere Mile fra Brødrene Sodno boede der tre Brødre af Stalloslægten sammen med sin gamle Moder. En Dag, medens Sodno-Brødrene vare paa Jagt, kom Stallo-Brødrene og tog baade Lyma og hele Hjorden med sig. Men, før de fik Lappepigen afsted, stjal hun sig til at knytte Enden af et Traadnøste fast i Gammen. Traaden lod hun løbe ud efter sig langs Veien, og, da Traadnøstet ikke rak længer, tog hun Rentalle, som hun havde gjemt i en Pose, og lod smaa Klumper falde langs Veien efter sig, forat Brødrene skulde kunne se, hvor det var blevet baade af hende og Hjorden. Da Brødrene kom hjem fra Jagten, fandt de Gammen tom, og, da de saa, at Alting var røvet bort, kunde de skjønne, at det maatte være Stallofolket, som havde været ude paa Plyndring, og som havde taget med sig Søsteren og Hjorden. Røverne havde ikke levnet den mindste Madsmule igjen i Huset. Der var intet andet Raad for Sodno-Brødrene end at sætte efter saa snart som muligt, og, veiledede af Traaden og Rentallen, lagde de da i Vei, for muligens at tage Hævn over Stallobrødrene.
Tredie Dag, ud paa Kvelden, naaede de frem did, hvor Stalloerne boede. De vovede ikke at anfalde Stalloerne aabenbart, men maatte gaa frem med List. De kløv derfor op i et Træ tæt ved en Kilde, hvor Stallofolket pleiede at hente Vand, og tænkte, at de kanske paa den Maade kunde faa tale med Søsteren eller give hende et Vink, om Stalloerne sendte hende ud for at hente and fra Kilden. Ud paa Kvelden, da det var klart Maaneskin, kom ogsaa virkelig Søsteren til Kilden. Brødrene gav nu sin Nærværelse tilkjende ved at vifte med Huerne, saaledes at Skyggen af disse bevægede sig paa Sneen. Nu foreskrev de Søsteren, hvorledes hun skulde bære sig ad med at forhjælpe dem til at befri hende og Hjorden og faa Hævn over Stalloerne. „Du ved,“ sagde de, „at naar Stallo ikke finder sin Mad aldeles renligt tillavet, saa rører han den ikke, men kaster den for Hundene. Naar nu Stallo har sat Gryden paa Ilden, og Kjødet har kogt en god Stund, saa skal du ligesom af Vanvare træde paa Enden af et af Vedtræerne under Gryden, saa Gryden hælder saavidt, at lidt Sod skvulper over og derved lidt Aske spruder op i Gryden. Du ved, at Stallo ikke spiser den Mad, livori der er kommen Aske, og saa vil han da rimeligvis befale dig at tage Gryden og bære den ud og kaste bele Kogningen for Humlene. Men du bærer den hid til os, vi har ikke smagt Mad i tre Dage.“
Lyma gjorde, som Brødrene sagde, og det gik, som de ventede. Da den ældste Stallo blev var, at der kom Aske og Kul op i Gryden, befalede han Lappepigen at bane Gryden ud, slaa Indholdet for Humlene og igjen hente rent Vand fra Kilden til en ny Kogning. Lyma bragte Kjødet til Brødrene, som nu foreskrev hende videre:
„Naar du bar kogt anden Gang, og den ældste af Stallobrødrene lager sig til at gaa tilsengs, saa skal du lade, som om du ikke længer, som før, aldeles bortviser hans Frieri, men du skal lade dig føre hen til Sengen og spase med ham, saa du faar ham til at trække af sig Jernskjorten, som han har paa. Naar du har faaet af ham Jernskjorten, skal du ganske hemmeligt skaffe den hen til Ilden, saa den bliver dygtigt bed. Resten skal vi sørge for!“
Lyma gjorde, som Brødrene bad bende. Hun havde før vist aabenbar Afsky for sin Frier, den ældste Stallobroderen, men den Aften lod hun, som om hun havde skiftet Sind. Stallo følte sig meget smigret og fornøiet tilmode over bendes forandrede Opførsel og gjorde ingen Modstaud, da hun forsøgte paa at tage Jernskjorten af ham. Han tænkte, at hun nu begyndte at blive husvarm.
Nu nærmede Sodnobrødrene sig Huset. Stallo havde samme Dag hentet nogle Renoxer hjem fra Marken og bundet dem fast tæt inde ved Husvæggen. Han vilde slagte dem næste Dag. Brødrene tog nu i Hornene paa Renoxerne og stødte dem voldsomt sammen, saa det hørtes inde i Stuen, som om Dyrene holdt paa at stanges og strype hverandre i Rentømmerne. Det vakte strax den ældste Stallos Opmærksomhed, og han befalede den yngste at gaa ud og skille Rensdyrene ad. at de ikke skulde strype hverandre. Denne gik, men han var ikke før kommen udenfor Døren, før han faldt for Sodnobrødrenes Hug, uden at give mindste Lyd fra sig. Sodnobrødrene begyndte igjen at gjøre Allarm med Renoxerne. Da sagde Stallo til sin anden Broder: „Gutten raader nok ikke med at faa Dyrene løs, du faar vist gaa ud og hjælpe ham!“. Ogsaa han gik, men faldt ligesaa øieblikkelig og lydløst som den første. Renoxerne vedbleve fremdeles at stanges. Da sagde Stallo: „Det var da besynderligt, at de ikke skulde kunne skille Oxerne ad! Jeg faar staa op og gaa ud selv!“ Nu skulde Stallo trække paa sig Jernskjorten, men den var bleven altfor bed ved at ligge ved Ilden. Saaledes maatte han gaa uden Jernskjorte. Brødrene Sodno vare ikke ganske sikre paa, om Stallo vilde komme ud igjennem den almindelige Dør eller krybe igjennem den lave Bagdør. (Se Mythol. Pag. 27) Derfor havde den ældste Sodno stillet sin Broder ved Bagdøren, forat Stallo ikke skulde undgaa Mordjernet, om han og saa fik det Indfald at krybe igjennem den lave Bagdør. Stallo, som rimeligvis begyndte at ane Uraad, da begge hans Brødre ikke kom ind igjen, krøb ogsaa ud igjennem Bagdøren. Dette hørte den ældste Sodno og ilede strax sin Broder til Hjælp, men Stallo havde allerede faaet Dødshugget og reiste sig ikke mere.
Den gamle Stallokjærringen, Moder til de tre Brødre, laa imidlertid og sov under alt dette og vidste Intet af, hvad der var foregaaet. Brødrene Sodno trak nu paa sig de to yngste Stalloers Klæder og gik ind. Det stod endnu tilbage at faa vide, hvor Stalloerne havde skjult sine Skatte. Da det begyndte at lysne om Morgenen, nærraede den yngste Sodno sig Kjærringen og lagde sit Hoved i hendes Skjød, forat hun skulde lyske ham. Med Et faar han da pludselig ligesom et barnagtigt Indfald, falder hende i Talen og spørger: „Men, kjære Moder, hvor ligger min ældste Broders Sølv skjult henne?“ „Ved du ikke det?" spurgte den Gamle, noget forundret over Guttens Uvidenhed. „Nei, jeg er saa glemsom!“ „Det ligger jo under Dørtærskelen!“ Saa taug han stille en Stund, men spurgte saa igjen; „Men, kjære Moder, hvor er min mellemste Broders Sølv?“ „Ved du ikke det?“ udbrød Kjærringen, næsten vred paa Gutten. „Uf nei, jeg har glemt det!“ „Det ligger under Huggestabben!“ Atter taug Sodno en Stund, men spurgte saa til Slut ning: „Mor, kjære Mor, hvor er mit eget Sølv henne?“ Da blev den Gamle vred for Alvor og greb efter et Ris for at give Gutten paa Ryggen for hans utilgivelige Glemsomhed. Men Sodno forstod dog at stille hende tilfreds, saa at han omsider ogsaa fik at vide, at den yngste Stallos Sølv laa lige under der, hvor den Gamle sad. Nu havde de faaet at vide Alt, hvad de ønskede.
„Kjære Red stemor,“ siger nu Lyraa, som sad ved lldstedet, „ved du ogsaa rigtigt, hvem det egentlig er, du taler med?“ „Hvad,“ udbrød den Gamle, „det skulde da vel aldrig være Sodno?“ „Jo, ham er det!“ svarede Pigen. Forfærd et søgte den Gamle efter sit Sugerør eller det Jernrør, hvormed hun pleiede at suge Blodet af sine Ofre. Troldrøret var borte. Lyma havde listet sig til at putte det i Ilden. „Hvor er mit Jernrør?“ raabte Kjærringen. „Se der, Bedstemor, der ligger det!“ svarede Lyma og pegte paa Ilstedet. Stallokjærringen greb det glødende Rør og slugte i sig igjennem Røret Aske og gloende Kul, saa hendes ludvolde forbrændte og hun døde paa Stedet. Nu grov Sodnobrødrene efter Sølvskattene, fandt alle tre, tog saa Søsteren og Renhjorden med sig og reiste tilbage igjen til sit eget Hjem.