Lappiske Eventyr og Folkesagn/Familienavnet Tschudda

39. Familienavnet Tschudda.
(Fra Koutokæino.)

Om Oprindelsen til Familienavnet Tschudda har Lapperne i Koutokæino følgende Fortælling:

En Lap og hans Søn, en halvvoxen Gut, bleve en Sommer igjen inde i Fjeldene for at fiske i nogle Ind­søer, medens de øvrige Fjeldlapper derimod, som sæd­vanligt, droge til Søkanten med sine Rensdyrhjorder. En Dag, da de vare ude paa en mindre Indsø, siger Gutten, som sad ved Aarerne, medens Faderen trak Garnet: „Fa’r, se, der er Folk ved Stranden!“ Faderen saa op og blev til sin Forbauselse var, at der ikke blot var Folk paa et enkelt Sted, men at der var flere, som havde fordelt sig rundt Indsøen, og at han saale­des var omringet. At det ikke var Slægtninger eller Venner, som vilde besøge ham, vidste han godt; thi i den Trakt, hvor han laa paa Fiske, fandtes der ikke en Menneskesjæl i mange Miles Omkreds. Det maatte følgelig være „Ruošša-čuđek“ eller Rus­setschuder, som vare ude paa et af sine Røver­togter. Hans Stilling var fortvivlet, og han blev lig­gende ude paa Vanjdet en Stund, hvor han for det Første var i Sikkerhed, da Tschuderne ingen Baad havde. Men iland maatte han nu alligevel engang, og, da det led ud paa Dagen, tog han Mod til sig, greb Aarerne og roede raskt ind mod Stranden. Lappen var en usædvanlig stor Mand og havde Ord for ikke blot at være stærk, men ogsaa snild og kløgtig. Idet Samme, han og Gutten sprang iland, tog Faderen Baaden, som var ganske liden og let, med begge Hænder og løftede den i eiret saa letvindt, som om det blot havde været et stort Traug. Han vilde vise Tschuderne, at han ikke var at spøge med. De lode sig ogsaa for saa vidt skræmme af denne Prøve paa usædvanlig Styrke, at han uantastet fik gaa op i sin „darfe-goatte“ eller Torvhytte, som laa ganske nær Stranden. Den var ganske liden, lav under Taget og havde saa trang Døraahning, at kun en Mand ad Gangen kunde krybe ind. Han gjorde strax Ild op, satte Gryden paa og skar op i denne en Del af den aller fedeste Fisk, som han den Dag havde fanget. Men Salt havde han ikke i Gryden. Gutten satte han med en spændt Bue til at passe paa Døraabningen og sagde til ham saa høit. at det godt kunde høres udenfor, at den første den bedste, som forsøgte at smyge sig ind i Gammen, skulde han skyde Pilen midt i Panden. Til sig selv lagede han istand en tung Lurk og satte den saaledes, at han kunde gribe den, hvad Øieblik det skulde være. Da Gryden tog til at koge, og Fisken at skyde Fedt, begyndte Lappen at „blæse Fedt“ sammen og samle det op i en Trækop. Da han havde faaet Koppen fuld, satte han sig til at stirre ned i Fedtet. Han saa hverken hen til Døren eller op til Røghullet, men lagde blot lidt mere Ved paa liden og vedblev at stirre ned i Koppen, ret som ora Alt beroede paa. hvad han saa i den. Endelig var det rette Øieblik kommet. Koppen var aldeles fuld af Tschudeansigter. Tschuderne laa nemlig rundt omkring Røghullet og kigede ned i Gam men for at se, hvad Lappekjæmpen tog sig til, og deres Ansigter afspeilede sig ganske tydeligt i Fedtet i Koppen. Uden at se op eller lade, som om han mærkede nogen Ting, tog Lappen Gryden af Ilden, og, førend Russetschuderne, som tittede ned igjennem Røg­hullet, anede mindste Uraad, slog Lappen Fedtet i Ilden. En stor Ildtuuge slog i det Samme høit i Vei ret og slikkede Tschuderne saaledes om Øinene, at de som svedne Fluer tumlede ned over Gammetaget. I det Samme greb Lappen Lurken, smøg sig ud og begyndte i Mørket saaledes at bearbeide de hel- og halvblinde Tschuder, at ingen af dera saa Dagens Lys mere. For denne Heltegjerning fik han Tilnavnet „Tschudda,“ og dette har hans Familie efter ham beholdt lige til den Dag idag.