Åpne hovedmenyen

Lappiske Eventyr og Folkesagn/Sagn om karelske Røverhorder

< Lappiske Eventyr og Folkesagn

38. Sagn om karelske Røverhorder.


1. „Mange Stedsnavne," siger Læstadius i sin Journal, 2den Del, Pag. 482, „med dertil knyttede Sagn vidne om Karelernes fiendtlige Streiferier omkring i Luleå Lapmark. Blandt de sidste af dette Slags maa vel det være, som en Arjeplog, Lap, Anders Nielsen Ruonga har fortalt. Paa en Reise, medens vi opholdt os i en Gamme ved Barthurte, fortalte han, at paa et Sted, ikke langt derfra, havde der staaet et Slag mellem Lapper og Karjelak. Dette havde gaaet for sig paa følgende Maade. En Lappekone, som en Kveld skulde bade sit Barn, havde til den Ende staaende foran sig en Kjedel, fyldt med Vand. Idet hun nu skulde sætte Barnet ned i Kjedelen, blev hun til sin Forfærdelse var Billedet af et Mandshoved med Hat paa, som af speilede sig i Vandet. Det forsvandt vel i samme Øieblik, men, da hun atter forskrækket tittede ned i Vandet, saa hun igjen samme Syn. Da skjønte hun, at det var en Mand, som kigede ned fra Røghullet i Gammen, og at det var hans Billede, som afspeilede sig i Vandet. Ganske sagte vækkede hun sin Mand og underrettede ham herom. Han greb strax sin Bue, spændte den og lagde Pilen til Rette. Idet nu Manden atter kigede frem i Røghullet, skjød Lappen Pilen midt i Panden paa ham, saaledes at man tydeligt hørte, at han ramlede ned af Taget og faldt paa Marken. Lap­pen vovede dog ikke strax at gaa ud for at se efter, af Frygt for, at der kunde være Flere ude. Men om Morgenen fandtes Manden liggende død paa Marken med Pilen i Panden. Lappen forstod, som Sagen og­saa var, at denne var udsendt som Speider, og at den øvrige Trop af Fiender var etsteds i Trakten. Flere Lapper samlede sig derfor, fulgte Sporet og overrump­lede Karelerne, medens de laa og sov omkring et Baal i Skoven. De bleve samtlige ihjelslagne, og af det tagne Bytte skal endnu Koget være i Behold, nem­lig et Slags Kjedler, som kaldes Karjela skalo. En saadan har jeg (Læstadius) seet. Der er, saavidt jeg skjønner, af Messing, og Lapperne sige, at disse Karjela skalo aldrig irre. Der findes kun faa i Behold af saadanne, og disse ere endogsaa forsynede med ny Bund, efterat den gamle er udslidt.“

2. Ifølge et andet Sagn om Karelerne var en Skare af dem kommen op igjennem Lapmarken for at drage over til Norge. De havde faaet Tag i en Lap, som de tvang til at være deres Veiviser. Han havde sagt dem, at Nedstigningen var meget vanskelig, saaledes som den i Virkeligheden ogsaa er. De maatte derfor, sagde han, følge ham lige i Hælene. Lappen løb foran paa Ski og bar et Blus i Haanden, thi det var mørkt om Aftenen. Som nu han, som kjendte ganske nøie til Lokaliteterne, kom farende ned over mod en Tvær­brandt, tværsvingede lian pludselig og kastede Blus­set ud for Fjeldet. De, der kom efter, fore samt­lige udover og sloge sig ihjel. Næste Dag drog han nedover, og, stolt over sin Bedrift, skjød han en Pil i Væggen paa den første Stue, han kom til. Dette optoges ilde eller som et fiendtligt Tegn, og man vilde tage fat paa Lappen. Men saa bad han dem følge med og se, hvad han havde gjort, saa vilde de snart gjøre Andet end behandle ham ilde. Efterat de havde taaet Syn for Sagen, blev han da ogsaa baade vel be­handlet og belønnet. (Læstadius’s Jour., Pag. 484).

Samme Sagn fortælles ogsaa i Torneå Lapmark. men med lidt Forandring. Det skal have været en rig Lap, som havde svedet Haarene af paa sine Rens­dyr, saa at Karelerne ikke brød sig om dem, da de saa stygge og magre ud. De tvang ham imidlertid til at være Veiviser over til Norge. De kjørte allesammen med Ren, bundne efter hverandre i en saakaldt Raide, undtagen Lappen, som kjørte foran med en løs Ren og med et Blus i Slæden. Dette kastede han udfor en Styrtning, og hele Følget styrtede udover, medens han seiv kastede tilside med sin Ren.

3. En anden Gang var der kommen en stor Sværm Kareler, som havde leiret sig i en Dal i Torneå Lap­mark. Disse Kareler havde en Anfører, som over hele Kroppen var beklædt med Kobber. En Lap ved Navn Jssak, (Søn af Päiviä), som var en udmærket flink Bueskytte, havde listet sig ganske nær ind til Kare­lernes Leir. Deres Anfører var saa stiv af sin Kobber­beklædning, at han ikke kunde spise paa nogen anden Maade, end ved at lade sig made af en Tjener. Under Maaltidet skjød Lappen med en Pil efter Anføreren og slumpede til at træffe Gaffelskaffet, netop som Tje­neren holdt paa at stoppe Mad i Munden paa Anføre­ren. Stødet af Pilen gjorde, at Gaffelen for ind i Halsen paa Anføreren, saa han strax faldt død om. Men Karelerne, som ikke saa Pilen, dræbte først Tje­neren, som de troede var Aarsag i Anførerens Død, og begyndte derpaa at slaas indbyrdes. Herunder faldt den ene efter den anden for de Pile, som Lappen af­skjød i Nattens Mørke.

4. Et andet Streifparti var kommet op til Torneå Lapmark om Sommeren. De havde ogsaa faaet Tag i en Lap, som de tvang til at vise dem Vei til andre Lapper. Denne Lap hed Lavrekas eller paa Finsk Laurukai­nen, og om hans Bedrifter fortælles flere Sagn, der snart henlægges til Torneå Lapmark, snart til Kemi Lapmark, snart til Enare. Indholdet er omtrentlig det samme i alle Sagn. Det hedder, at Karelerne etseds paa Veien roede i flere Baade over en Indsø. Trætte af Roingen, lagde de i Land paa en Holme for at hvile sig. To af dem skulde vaage og holde Vagt, medens de øvrige sov. Men til Slutning søvnede ogsaa Vagt­karlene. Da passede Lappen sit Snit. Han stødte alle Baadene, 9 i Tallet, ud fra Stranden og sprang selv i den sidste. Da Lappen su saa sig i Sikkerhed, begyndte han at raabe til Karelerne og bad dem staa op. Da nu disse mærkede, at de vare efterladte paa Holmen uden Brød og uden Vaaben og Niste, som altsammen var i Baadene, saa begyndte de at raabe til Lappen, som roede paa Indsøen: „Laurukainen, Lauru­kainen, forbarm dig over os!“ Men Laurukainen var haardhjertet; han følte ingen Medlidenhed med Kare­lerne. Da begyndte nogle af dem at svømme for at naa Fastlandet. Men Lappen roede til og slog med eu Klubbe ihjel alle dem, som forsøgte paa at komme bort paa denne Maade. De øvrige sultede da omsider ihjel, eftersom de ingen Mad havde. Nogle skulle have levet til det niende Døgn, og en Kvinde, som de havde med sig, levede til det tiende Døgn. Paa hvilken Indsø dette er foregaaet, ved man ikke bestemt at fortælle; men af den Mængde Menneskeben, som ere fundne paa en Holme i Sarisjärvi, nær Muonioniska, har man formodet, at det har været her, at Karelerne sul­tede ihjel.

5. Høgstrøm fortæller, at Lapperne i Kaitom-Trakten, i Luleå Lapmark, kunne berette om et Felt­slag, som deres Forfædre skal have vundet over Rus­serne eller Karelerne; men Tiden, naar det foregik, eller hvor længe det er siden, kunne de ikke angive. Det hedder, at et Parti Russer, eller, efter Andre, Kareler, havde begivet sig opover til Lapmarken. Ved uforvarende at overfalde en Lappeby fik de et anseligt Bytte af Penge og Rensdyr. Begjærlige efter mere Bytte, gav de sig til at streife omkring efter alle de Veie, hvor Lapperne færdedes, idet de om Vinteren betjente sig af Ski. Man har vist mig, siger Høgstrøm, Huler i Jorden, som man om Som­meren havde gjort i den Mening at skjule sig deri. (Se forud Pag. 112). Da nu Lapperne begyndte at frygte for en almindelig Undergang, havde de om­sider samlet sig sammen i et stort Antal og taget en Mand til Anfører. Denne anførte dem paa den Maade, at, da de kom did, bvor de formodede, at Fienden vilde komme, betjente han sig af et Krigspuds, idet han lod føre en stor Del Tømmer op paa et høit Bjerg. Der­paa lod han Sneen vel nedtrampe rundt omkring hele Bjerget, og saa lod han øse Vand over Sneen, saaledes at hele Bjerget lige til Toppen blev belagt med Is. Derefter lod han gjøre Trappetrin i Isen samt Veie eller Gangstier fra alle Kanter og Sider, forat Fienden skulde finde frem til Lappernes formentlige Leir, Dette gik ogsaa efter Ønske. Da Karelerne kom, havde Lappen opstillet hele sit Mandskab paa den øverste Skrænt af Fjeldet, som kunde sees temmelig langt paa alle Sider, Men, da Fienden, som vovede at stige op til dem efter de udhugne Trappetrin, var kommen halv­veis, slap Lapperne paa en Gang alt sit Tømmer løst og knuste dermed Størstedelen, paa nogle Faa nær, som de siden dræbte. Men To slap de afsted med Livet, den ene med 1 Arm den anden med 1 Fod. Disse fik Lov til at reise hjem for at berette sine Folk, hvad Endeligt deres Kammerater havde faaet. Paa Antallet af de Ihjelslagne have de ingen anden Regning, end at de berette, at, da de tog de Fyrstaal. der fandtes hos dem, og trædde dem ind paa Stræn­gene af sine Træbuer, fyldtes 2½ Buestræng. Men, da nu enhver Stræng paa disse Buer i Almindelighed var en god Favn lang, saa maa det have været en ganske anselig Flok. De paavise endnu en dyb Dal, der skjærer sig op igjennom Fjeldet, gjennem hvilken de skal have ført Vandet op. Ligeledes viser man visse Steder paa Nordsiden af Fjeldet, hvor der er bedre Græsvæxt end andre Steder, foregivende, at det er Blodet af de ihjelslagne Kareler, der har gjort Ste­derne frugtbarere. Det samme Fjeld kaldes endnu den Dag idag, efter den karelske Anførers Navn, Käppo­varre. Det ligger omtrent 4 Mil nord for Gellivarre og er det eneste Fjeld paa den Kant, som endnu i Juli Maaned har Sne og Is paa sine høieste Punkter.