Åpne hovedmenyen

Lappiske Eventyr og Folkesagn/Fogden i Vadsø, som gjorde sig til en Stallo

29. Fogden i Vadsø, som gjorde sig til en Stallo.
(Fra Varanger.)

For mange Aar siden levede der en Foged paa Vadsø, som skulde være gruelig stærk og saa rask til­bens, at Ingen kunde naa ham. Men paa samme Tid levede der ogsaa en Fjeldlap, som iblandt sine Folk ligeledes havde Ord for at være baade stærk og rask. og Lappen hed Andras Bæive.[1] Fogden havde hørt megen Tale om denne Andras, og, da han nu engang kom til Vadsø, begyndte Fogden at egge ham til paa forskjellige Maader at vise sin Styrke, blandt Andet opfordrede han ham til at prøve paa at hoppe over en otteaaret Baad, som just var hvælvet op paa Stran­den og tjærebredt. Andras var villig til at prøve sig, naar Fogden ogsaa vilde prøve. Saa indgik de da et Væddemaal om en hel Del Gods. Den, der hoppede saa høit over Ottæringen, at Kuftehræmmerne hans ikke kom nær Kjølen, han skulde være den Vindende. Først hoppede Andras Bæive, og Kuftebræmmerne hans kom slet ikke nær Kjølen. Saa hoppede Fogden, men det var ikke frit for, at han strøg lidt an imod Kjølen. Da spyttede Andras og sagde: „Du kom nok tilkort dengang, Fogd, du har faaet Tjære paa Kufte­bræmmerne dine!“ Fogden blev vred og truede med; „Du skal nok faa bruge Benene dine endnu en Gang, Andras Bæive!“ Imidlertid saa skiltes de nu ad dengang for det Første. Næste Vaar flyttede Andras med sine Rensdyr til en Fjord paa Vestsiden af Vadsø, som hedder Bieccavuodna eller Persfjord. Fogden var vidende herom, og, da Andras vel var kom­men til Persfjord, gjorde Fogden sig til Stallo[2], tog sin Søn og sin Hund med sig og roede afsted til Persfjord. Da Fogden kom ind i Fjorden, saa han An­dras gaa og spadsere i Nærheden af Søen. Saa for­vandlede Fogden sig til et Vragstykke af et Skib, og, da Andras saa Vragstykket drive ind imod Stranden, steg han ned i Fjæren for nøiere at undersøge, hvad det var. Men, medens han stod der og saa paa Vrag­stykket, som drev nærraere og nærmere ind imod Stran­den, blev han pludselig ganske fælen, og der kom en slig besynderlig Angest over ham, at han løb sin Vei opover fra Stranden, saa fort han kunde. I det Samme, han løb afsted, plystrede det, saaledes som Stallo pleier at plystre. Andras indsaa nu, at det maatte være Vadsøfogden, som havde gjort sig til Stallo og var efter ham. Det randt ham nu ogsaa i Hu, at Fogden havde truet ham med de Ord: „Du skal nok faa bruge Senene dine endnu en Gang, Andras Bæive!“ An­dras, som nu heller ikke var uvidende i Trolddoms­kunsten, ønskede sig da en Vildrenoxes Fødder. Dem fik han, og med dem løb han et godt Stykke, førend han standsede for at lytte efter Stallo. Men, idet han standsede, hørte han Stallo plystre et godt Stykke foran sig, og netop i den Setning, hvorhen han løb. Saa ønskede Andras sig Fødderne af en Vildrenkalv; thi, naar en Vildrenkalv er i den Alder, at den første Gang begynder at fælde Haar, da er den saa hurtig i Spranget, at intet vingeløst Dyr kan indhente den. Saa fik han Fødderne af en Vildrenkalv og sprang med dem et godt Stykke. Da han igjen standsede for at lytte, hørte han Stallo plystre langt bag sig. Nu løb Andreas hen paa en Kant, hvor han vidste, at der var to mindre Indsøer og mellem Indsøerne et smalt Sund. Midt i Sundet var der en Sten; men, da Vandet løb ganske stille, og Stenen laa lidt under Vandet, kunde Ingen se den. Men Andras vidste nøiagtigt, hvor den laa, løb derhen, hoppede ud paa Stenen og fra den over paa den anden Side af Sundet. Saa løb han endnu et Stykke, indtil hau var kommen midt for den eue af Indsøerne. Der begyndle han saa at huje og raabe, forat Stallo skulde høre, hvor han var, Stallo hørte det ogsaa og løh efter Lyden. Da han kom frem til den modsatte Bred, ligeoverfor Andras, raabte Andras til ham: „Hop nu du ogsaa over her, hvor jeg har hoppet!“ „Jeg orker ikke at hoppe over her!“ svarede Stallo. „Aa, tvi for Skam,“ raahte An­dras, „orker ikke du at hoppe der, hvor enhver Stak­kar af en Lap kan hoppe!“ Da blev Stallo sint og hoppede til, men dumpede ned midt i Indsøen. Nu skulde Andras til at skyde ham ihjel, medens han svømmede tillands. I gamle Dage brugte Lapperne Buer, og Pilespidsen var et Lommenæb. Da Andras skjød første Gang, hoppede Stallo saa høit i Veiret, at Pilen fløi imellem Benene hans. Saa sigtede Andras midt paa Panden og skjød anden Gang, men Stallo hoppede igjen saa høit, at Pilen gik imellem Benene. Tredie Gang holdt Andras i øverste Kanten af Skallen og traf Stallo i Underlivet. Han naaede dog ind til Stranden, men var næsten aldeles kvit med det Samme, og døende sagde han til Andras : „Du skal love at begrave mig sømmeligt, og, naar du det har gjort, kan du drage hen i Persfjorden til min Baad og tage mit Gods, og Hunden kan du dræbe, men min Søn skal du ikke dræbe, Andras!“

Andras begravede Stallo, saaledes som han havde begjæret, og Hunden slog han ihjel; thi Stallohunden er slig, at, naar den faar slikke sin Herres Blod, lev­ner Stallo op igjen. Derfor har Stallo altid Hunden med sig. Andras tog først alt Godset, som fandtes i Baaden, derpaa tog han Aarene bort og stødte saa Baaden med Gutten tilhavs, saa den drev afsted for Vind og Veir. Saa løb han hjem igjen, og, da han kom ind i Gammen, kastede han sig ned paa sit Leie og udbrød: „Aa, jeg er mest kvit!“ Andras havde en Broder. Da Andras vel var falden i Søvn, gik Bro­deren udenfor, tog et Vedtræ og slog et haardt Slag i Væggen ligefor Andras’s Hoved. Andras for op i Søvne og raabte; „Aa, jeg skjønner det nok!“ – Han tænkte, at Stallo var paa Færde igjen. Men i det Samme udbrød Broderen udenfor: „Nu skjønner jeg det ogsaa!" „Naa,“ svarede Andras, „siden du skjøn­ner, hvordan det hænger sammen, saa faar du vel faa Halvparten med mig af det Gods, som jeg har vun­det idag!“


  1. Saavel i svensk som finsk Lapmarken fortælles der Sagn om en berømt Lappefamilie, der havde Navnet Bæive, (ɔ: Sol), eller Päiviä. Stamfaderen Peder Päiviä boede i Nærhedcn af Enare-Søen og skal have havt tre Sønner, Vuolab, Issak og Jouhan, der vare de stærkeste Kjæmper og flinkeste Bueskyttere. De vare ogsaa berømte for sin Dygtighed til at fange Vildren i dertil indrettede milelange Indbegninger paa Høifjeldene, en Fangstmaade, der beskrives af Joh. Tornäus, Pag. 49. Den ældste og stærkeste af Brødrene, Vuolab, kom engaag i Kamp med en Stallo. Kampen begyndte, som sædvanligt, med at løfte Stene. Stallo kom tilkort i denne Kamp og rømte til Ishavet, men Vuo­lab forfulgte ham. Stallo hoppede over Neidenelven, men Vuo­lab hoppede efter, indhentede og dræbte ham og vendte derpaa tilbage med rigt Bytte i Sølv. Vuolab kunde i Spranget ind­hente en Vildren og en Ulv. Med bare Hænder dræbte han en gang en Bjørn. (Se „En Sommer i Finmarken, Russ. Lapl, og Nordkarelen“. P. 66.)
  2. Efter Eolketroen kunde enhver Troldkarl eller Enhver, der var noget indviet i Trolddomskunster, gjøre sig til en Stallo ved at frasige sig sin Daabspagt. Man vaskede sit Ansigt og Hoved og frasagde sig Daaben og Korset; saa blev man til en Stallo og kunde som saadan tilføie Menneskeheden allehaande Ondt.