Åpne hovedmenyen

30. Stallobruden.
(Fra Ibestad.)


Der var engang en Stallo, som friede til en Lap­pepige. Pigens Fader turde for det Første ikke andet end love, at Stallo skulde faa bende, og takke til for den Ære, som vistes ham. Men med sig selv tænkte han, at det nok ikke skulde blive noget af. Kommer Tid, kommer Raad, mente han. Imidlertid saa bleve de nu enige om en bestemt Dag, paa hvilken Stallo skulde komme og hente Bruden. Dagen kom, og Stallo kom ogsaa. Imidlertid havde Lappen laget istand en Træblok og trukket Dattereus Klæder paa den. En ganske ny Kufte havde han taget, ny Hue, Sølvbælte om Livet, nye Komager (Lappesko) og nye Komagbaand. Da Alt var i Orden stillede han Dukken paa Huk henne i en Krog i Teltet med et „bæitalidne“ eller tæt Slør over Hovedet, saaledes som en lappisk Brud pleier at bære det. Da Stallo kom ind og saa, at Bruden sad henne i Krogen, iført sine bedste Klædei, blev han meget fornøiet og gik om en Stund udenfor igjen med sin Svigerfader for at tage imod de Rensdyr, som han skulde faa i Medgift. Imidlertid holdt Datteren med en Del forspændte Ren sig skjult bag en Høi tæt ved Teltet. Da nu Stallo havde faaet sine Rensdyr og holdt paa at slagte et af dem til Kveldsmad, lurede Lappen sig hen til Datteren, og afsted gik det nu i flyvende Fart indover Fjeldene. Da Stallo vel havde slagtet Renen, gik han ind igjen til sin „Nanna“ eller Kjæreste. „Naa Nannačam, min lille Kjæreste,“ sagde Stallo, „sæt nu Gryden paa Ilden!“ Nanna rørte sig ikke. „Aa, Nanna er undselig!“ tænkte Stallo, „jeg fa ar gjøre det selv!“ Da Gryden havde kogt en Stund, siger han igjen; „Naa, Nanna, nu faar du kløve Marvbenene!“ Nanna rørte sig ikke. „Nanna er und­selig, jeg faar gjøre det selv,“ sagde Stallo. Da Kjødet var kogt, siger han igjen: „Nanna, kom nu og øs op Kjødet!“ Men Nanna var fremdeles undselig og rørte sig ikke. „Faar gjøre det selv da!“ tænkte Stallo. Da han havde øst op Kjødet, bad han Nanna komme og spise, men Nanna var fremdeles undselig. Saa spi­ste han da alene. Da han havde spist, bad han hende om, at hun vikle rede Sengen. „Aa, Nanna, er du saa undselig, saa faar jeg gjøre det selv da!“ „Naa, Nanna, kom nu og læg dig!“ Nei, hun var undselig! „Jeg faar nok selv hente dig da!“ tænkte Stallo og gik hen til Bruden, men hvad fandt han? Da han greb efter sin Nanna, mærkede han, at det var en Træklods. Her over blev han saa arg og sint, at han sprang ud i bare Skjorten og satte efter Lappen over Haug og Hamre. Men det var nu til ingen Nytte. Stygt Veir blev det ogsaa, Snefog og Kulde, og snart begyndte Stallo at fryse saa jammerligt som en Hund. Endelig kom Maanen op paa Horizonten. Da Stallo saa den, troede han, det var Lappen, som havde gjort op Ild, og satte afsted igjen, alt hvad han orkede. Men nei, han blev træt, førend han kom frem og fik varme sig ved den Ilden. Saa krøb han op i Toppen af en Gran, og der frøs han ihjel. Den Ende fik det.