Åpne hovedmenyen

31. Stallo-Brylluppet.
(Fra Ofoten.)


En Stallo kom engang til et Sted, hvor en Lap boede. Lappen havde en Datter, og, da Stallo fik se hende, syntes han saa godt om hende, at han spurgte, om hun vilde blive hans Sønnekone; han havde en voxen Søn, som skulde gifte sig. Pigen svarede In­genting, men Faderen turde ikke sige Nei; han maatte love, at Datteren skulde blive Stal los Sønnekone. Saa blev de enige om, hvad Tid Brylluppet skulde staa, og Stallo drog sin Vei igjen. Da Tiden kom, sendte Lap­pen Bud til Stallo, som boede bag et Fjeld, en Dags­reise borte, at han, hans Kone og Søn skulde komme til Bryllups. Lappen havde sendt sine to Sønner af sted med Eensdyr for at hente Stallofamilien og sagt til dem, at de skulde tage Veien nordenom Fjeldet eller paa „Natsiden“ af samme, men, naar de kom frem til Stallos Gaard, og han spurgte dem: „Hvad Vei kom I?“ saa skulde de svare: „Paa Solsiden!“ Nu drømte Stallo samme Nat, at dersom de, som kom for at hente ham til Bryllups, kom paa Natsiden af Fjeldet, saa var det et Forbud paa Ulykke. Da derfor Lappens Sønner paa Stallos Spørgsmaal om, hvad Vei de kom, begge to svarede: „Paa Solsiden!" saa blev Stallo veltilfreds og tog vel imod dem. Derpaa lagede han, hans Kone, „Nanna“, og hans Søn, som Brudgom skulde være, sig istand for at følge med tilbage. Bryllupsmad tog de ogsaa med sig, og hele Følget reiste tilbage paa Sol­siden af Fjeldet. Imidlertid havde Lappen med sine Folk hugget Hui i Isen paa en Indsø, tæt udenfor sin Bopæl, men Hullet havde de igjen omhyggeligt dækket med Sne. Dernæst havde de laget til flere store Træ­klubber, og disse havde de ligeledes skjult under Sneen rundt omkring Hullet.

Saa kom Stallo med Kone og Søn kjørende i Følge med Lappens to Sønner, og Brylluppet begyndte. Der blev slagtet to Rensdyr, og to Kjedler bleve satte paa Ilden. Da Kjødet havde kogt længe nok, tog Lappens ældste Søn den ene Kjedel af Ilden, bar den hen i Boaššo og satte sig ned med den paa Knæerne. Stallo, som saa dette Vovestykke af Lappens Søn, vilde, at hans egen Søn ikke skulde vise sig mindre haard­før, og sagde derfor til ham: „Tag nu du den anden Kjedel af Ilden og sæt dig med den, ligesom Lappe­gutten gjorde!“ Nu var Stallos Søn ikke saa vel vant med Sligt som Lappens Søn. Da han havde taget den fulde Kjedel af Ilden og satte sig med den i Boaššo, spildte han en Del kogende Sod paa sig, saa ledes at det randt ned over Brystet ogMaven og lige ned til Underlivet, Stallo, som saa dette, spurgte: „Brændte du dig, Gutten min?“ „Aa, ikke saa far­ligt!“ svarede Sønnen. Saa satte de sig til at spise; men Stallos Søn orkede ikke at tage for sig. Han havde brændt sig værre, end Nogen troede. Han for lod Selskabet, gik hen i Lappens Stabur og lagde sig ned der og jamrede sig. Kjæresten gik efter ham og satte sig ved Siden af ham. Da han ikke kom ind igjen, begyndte Stallo at blive ængstelig og sagde: „Kanske Gutten har brændt sig slemt!“ Saa gik han selv hen til Staburet for at høre, hvordan det stod til. „Naa, hvordan er det med Gutten?“ spurgte han Lap­pepigen, som sad i Døren. „Aa, han sover nu!“ sva­rede hun. Heraf skjønte hendes Fader, som ogsaa var fulgt med, at det var forbi med Gutten, men Stallo mærkede ikke Uraad. Da de nu havde spist og druk­net, spurgte de Stallo, om han ikke havde Lyst til at gaa med dem ned paa Isen for at more sig med for­skjellige Lege, som Lapperne pleie at bruge. Jo, dertil var Stallo villig. Efter en Stund fik de Stallo til at lege den Leg, som Lapperne sig imellem kalde „stallostallat“, ɔ: lege Stallo eller Blindebuk. En Lappehue drages ned over Øinene paa en af Selskabet, saa han Ingenting kan se. Derpaa springer man rundt omkring ham og napper ham i Klæderne. Han paa sin Side ser til at faa Tag i, hvem han kan. Saa blev det engang ogsaa Stallos Tur at være Blindebuk. Da han fik fat i den Første, klappede han ham med Haan­den ned over Ansigtet og sagde: „Simme sammas, du skal være Frokosten min i Morgen!“ Saa fik han fat i En til: „Simme samas, dig skal jeg have til Mid­dagsmad i Morgen.“ Saa fik han fat i den Tredie: „Simme samas,“ sagde Stallo igejn, „nu har jeg faaet En til Kveldsmad ogsaa!“ Saa løk de igjen omkring, raabte, lo og morede sig. Stallo sprang efter dem, men bedst som det var, løb han lige i Hullet i Isen. I samme Øieblik vare Lapperne færdige med Kniplerne til at dænge ham i Hovedet, alt hvad de orkede. Stallo skreg og raabte paa „Nanna“ eller Kjærringen, at hun skulde komme ham tilhjælp. Men, medens dette fore­gik nede paa Isen, sad Lappekjærringerne oppe i Teltet og beskjæftigede Stallokjærringen paa en anden Vis. De havde faaet hende til at lægge sit Hoved i Skjødet paa en Lappekvinde, og, medens denne lyskede hende, løste andre op hendes lange Haarfletninger og bandt Haartotterne fast i Telttræerne. Derpaa lod de, som de høilig beundrede alle de forskjellige Sager, som hun havde hængende i sit Bælte, og derunder fik de fat i hendes ruovdebocce eller Jernrør, hvormed hun suger Liv og Blod af Folk. Dette listede de sig til at faa løst af Bæltet og putte i Ilden, saa det blev gloende hedt. Pludselig hørte Stallokjærringen sin Mands Stemme nede paa Isen og spurgte Lappekvin­derne: „Hissogos dobbe læ vai hasso?“ Hvad er paa Færde, Spøg eller Slagsmaal? „Hisso!“ svarede Lappekvinderne, det er bare Spøg! Saa lagde hun sig til Ro igjen i Lappekvindens Skjød og lod sit Hoved fremdeles lyske. Men pludselig hørte hun igjen ganske tydeligt, at Stallo raabte: „Nanna, Nanna buvte ruovdebocce!“ Nanna, Nanna, kom med Jern­røret! Nu kunde hun ikke være i Tvivl længer. Stallo maattevære i Livsfare. Forfærdet herover, sprang hun op og mærkede i sin Skræk ikke engang noget til, at hun sled af Haartotterne, som vare bundne fast i Telt­træerne. Hun bare rumsterede og ledte omkring sig efter Jernrøret, der skulde hænge blandt de andre Sager, som hun havde i sit Bælte. Men borte var det. „Hvor er Jernrøret mit? Hvem har taget mit Jernrør?“ spurgte hun Kvinderne. De pegte paa Ilden og sagde: „Der ligger det i Ilden!“ Hun hen og greb det glø­dende Jernrør[1] og satte det for Munden, men, istedetfor Menneskeblod, sugede hun i sig Aske, Ild og Gløder, saaat hendes Indvolde forbrændte, og dermed saa seg­nede hun død omkuld. I samme Stund knuste de Stallos Hoved med Klubbeslag nede paa Isen. Den Ende fik det Bryllup.


  1. Maaske Fortællingen om dette ildsprudende Jernrør, som Stallo brnger, kan være en dnnkcl Erindring om det første Syn af Virk­ningen af Ildvaaben.