Åpne hovedmenyen

Lappiske Eventyr og Folkesagn/Gutten, som tjente hos Kongen

< Lappiske Eventyr og Folkesagn

47. Gutten, som tjente hos Kongen.
(Fra Tanen.)


Der var engang en Gut, som tjente hos en Konge. Gutten havde gjort Kongen saa mange Tjenester, at Kongen til Slutning havde lovet ham sin Datter til Hustru. Men endelig, da Brylluppet skulde holdes siger Kongen;


„Du faar ikke min Datter, førend du henter op fra Havets Bund et Guldbæger, som jeg har mistet!“ Gutten vidste ikke hedre end at gaa til Gieddegæš-Kjærringen og spørge om Raad.

„Hvem er det, som banker paa min Dør?“ spurgte Troldkjærringen.

„Det er mig!“ sagde Gutten, han vidste, at hun kjendte ham paa Røsten.

„Hvad Ærinde har du?“ spurgte Kjærringen.

„Jeg skal hente Kongens Guldbæger op fra Hav­sens Bund!“ Kan du ikke give mig Raad?“

„Gaa ud i Marken,“ sagde Kjærringen, „og det, som hænger sammen, skal du skille ad!“ Gutten gik afsted, og det varede ikke længe, førend han fik se to Lomme, som hang sammen i Næbbet og ikke kunde slippe fra hinanden. Gutten løste dem.

„Hvor skal du heu?“ spurgte Lommene.

„Jeg skal hente et Guldbæger op fra Havsens Bund, som Kongen har mistet, og ved ikke min arme Raad!“ sagde Gutten.

„Sideu du gjorde vel mod os og løste os, skal vi hjælpe dig,“ sagde Lommene. De dukke de ned baade en Gang og to Gange; endelig, tredie Gang, fik de fat i Guldbægeret og bragte det til Gutten, som igjen bragte det til Kongen:

„Her har du dit Guldbæger, som jeg har hentet op fra Havsens Bund!“

„Du faar alligevel ikke min Datter,“ svarede Kon­gen, „førend du bringer alle Skovens vilde Dyr sammen i min Gaard!“ Gutten gik igjen til Gieddegæš-Kjær­ringen og bankede paa Døren.

„Hvem banker paa min Dør?“ spurgte Kjærringen.

„Det er mig!“ svarede Gutten.

„Hvad Ærinde?“

„Jeg skal bringe alle Skovens vilde Dyr sammen i Kongsgaarden!“

„Gaa ud i Marken,“ sagde Kjærringen, „og alt det, som hænger sammen, skal du skille ad!“

Gutten gik afsted og fik se to Ulve, som hang sammen i Halerne og ikke kunde slippe fra hinanden. Gutten løste dem.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Ulvene. „Jeg skal bringe alle Skovens vilde Dyr sammen i Kongens Gaard, men ved ikke min arme Raad!“

„Siden du har hjulpet os,“ sagde Ulvene, „saafaar vi hjælpe dig igjen!“ Gutten satte sig, og imedens drev Ulvene alle Slags vilde Dyr sammen til ham. Derpaa jog de dem i Forening til Kongsgaarden.

„Endnu faar du ikke min Datter,“ sagde Kongen, „men, kan du dræbe min Fiende, Jætten, og bringe mig hans Sværd, skal du faa hende!“

„Det er den visse Død,“ sagde Gutten, „men jeg faar prøve alligevel!“ og dermed gik han til Giedde­gæš-Kjærringen.

„Hvad Ærinde?“

„Jeg skal tage Livet af Jætten!“

„Gaa og byd dig til Tjener hos ham, saa findes vel paa Raad!“ Gutten saa gjorde.

„Trænger du til en Dreng,“ sagde Gutten, „saa kan du faa mig!“

„Hvorfor ikke?“ mente Jætten.

„Hvad skal vi først tage fat paa?“ spurgte Gutten.

„Aa,“ sagde Jætten, „jeg holder paa at hugge Bjælker og drage dem til Hus!“ Saa gik de til Sko­ven, huggede en stor Tømmerstok og skulde drage af­sted med den. Men først huggede Gutten sig en lang Stang og spidsede Enden saa skarp som en Syl.

„Hvad vil du med den?“ spurgte Jætten.

„Stikke den i Øinene paa dig, dersom du ser dig tilbage,“ sagde Gutten. Jætten tog i Bjælken og drog, og Gutten satte sig overskrævs paa den anden Ende.

„Aa, haa, det er tungt!“ stønnede Jætten.

„Er det tungt,“ sagde Gutten, „jeg synes ikke, det er det mindste tungt, jeg, som liden er; men du er stor du, og alligevel er der nok ikke mere Magt i dig end i en gammel Kjærring!“

Jætten drog, saa han spyttede Blod, men endda syn­tes Gutten, at det gik altfor sagte. Endelig naaede de om Kvelden frem, hvor Huset skulde staa. Jætten var træt og lagde sig til Hvile. Midt om Natten stod Gut­ten op og stak Øinene ud paa ham med Stokken, som han havde tilspidset. Derpaa narrede han ham hen til et høit Bjerg og styrtede ham ud i en Indsø, saa han druknede. Saa tog han hans Sværd og gik til Kongen. Nu var der Intet mere at gjøre. Brylluppet holdtes, Gutten fik halve Riget, og, da Kongen døde, fik han det hele.