Lappiske Eventyr og Folkesagn/Ivan, Kupiskas Søn
Der levede engang en Kjøbmand, som havde to Børn, en Søn og en Datter. Forældrene døde og efterlod sig store Eiendomme, samt en Hund. Eiendommen skulde være fælles, men Hunden skulde Sønnen have. Saa solgte Børnene Eiendommen og skjænkede Pengene til Kirken. Derpaa delte de Klæderne og reiste saa afsted ud i Verden paa Lykke og Fromme. Hunden fulgte med. De gik, og de gik over Fjelde og Dale, gjennem Skov og Mark. De saa Fjelde og Dale, Søer og Elve, hvis Navne de ikke kjendte, og hvis Vadesteder de heller ikke kjendte, men frem kom de alligevel. Endelig fandt de et stort Hus, midt i en Skov. Huset var tomt. Der gik de ind og hvilede sig. Men de havde ikke været der længe, saa kom der tre store og fæle Røvere. Det var disse, som eiede Huset. Søsteren sagde til Broderen:
„Jeg er saa bange, jeg er saa bange!“
„Aa, vær ikke hange, det har ingen Nød!“ sagde Broderen. Strax begyndte han at brydes med den ældste af Røverne. Da Hunden saa, at dens Herre var nær ved at tabe, sprang den til og bed Røveren i Foden. Røveren faldt bagover, Hunden greb ham i Struben og bed ham ihjel. Saa kom Turen til den næst ældste Røver, og det gik ikke ham bedre. Søsteren græd og jamrede sig. Saa kom Turen til den yngste. Hunden løb til for at bide ham, men i det Samme greb Søsteren i Hunden.
„Kjære Broder, dræb ikke den yngste!“ bad Søsteren.
„Hvorfor ikke?“ spurgte Broderen.
„Han er saa ung, du kan jo binde ham, og saa kan jeg have ham at tale med, naar jeg er alene hjemme, medens du er ude paa Jagt!“ Saa bandt de ham. Næste Morgen stod Broderen tidlig op og drog paa Jagt. Røverne havde tre Heste. En af disse tog han, og Hesten havde Vinger. Saa reiste han. Men, da Broderen vel var reist, løste Søsteren den unge Røver af hans Baand. Røveren var vakker, og snart bleve de enige om, at de skulde være Mand og Kone.
„Men hvad vil min Broder sige?“ tænkte Søsteren.
„Vi tage Livet af ham!" siger Røveren. Saa blev cle enige om, at de skulde tage Livet af Broderen.
„Hunden er den værste!“ siger Røveren. „Men hør nu! Naar din Broder kommer tilbage, saa sig til ham, at du er syg, og at du ikke kan blive frisk, uden at du faar Bjørnemælk!“ Da Broderen nærmede sig Huset, bandt Søsteren igjen Røveren, lagde sig paa Sengen og klynkede og jamrede sig.
„Hvad feiler dig? Er du ikke frisk. Søster?“ spurgte Broderen.
„Nei, jeg er saa syg, jeg er saa syg!“ klynkede Søsteren.
„Hvad Lægemiddel trænger du?“
„Der er ikkun et Middel, som kan hjælpe mig,“ sagde Søsteren, „men det findes langt, langt borte. Bagenfor to Have er der et tredie Hav. Ude paa Havet er der en Ø, paa Øen en Bjørn, og Bjørnen har Unger og Mælk i sine Yvere. Lidt af dens Mælk kan helbrede mig!“ Saa hvilede Broderen Natten over, men tidlig næste Morgen stod han op, tog en flyvende Hest og Hoi over Land og Hav. Hunden var med og sad bag paa Hesten. Saa kom han til Øen. Bjørnen løb strax imod ham. men Ivan slog til Bjørnen med sin Stok, og Hunden bed og sled, saa Bjørnen snart maatte bede om Livet.
„Dræb mig ikke, Ivan, Kupiskas Søn!“ bad Bjørnen, „hvad du vil have, maa du tage, men tag ikke mit Liv!“
„Jeg trænger ikke dit Liv, jeg trænger din Mælk!“ sagde Ivan. Saa fik han Mælk, og foruden Mælk fik han ogsaa en af Bjørnens Unger. Strax reiste han tilba1ge med Mælken, Hunden og Bjørneungen. Saaledes havde hau nu to Tjenere. Da Søsteren saa Broderen komme langt borte, bandt hun igjen Røveren og lagde sig paa Sengen. Saa kom Broderen med Bjørnemælken.
„Det var da Pokker til Broder, som Bjørnen ikke tog!“ tænkte Søsteren, og i Ærgrelsen herover tog hun Mælken og kastede den langt henover Gulvet. Næste Morgen reiste Broderen atter paa Jagt med sine to Tjenere, Hunden og Bjørnen. Da han vel var reist, løste Søsteren igjen Røveren, og de raadsloge atter om, hvorledes de skulde faa Livet af Broderen. Aller mindst vidste de Raad med Hunden.
„Anstil dig syg igjen!“ sagde Røveren. Da Broderen kom tilbage, havde Søsteren igjen bundet Røveren, og hun selv laa paa Sengen og jamrede sig som før:
„Jeg er saa syg, jeg er saa syg!“
„Hvad Lægemiddel trænger du?“ spurgte Broderen.
„Reis til Øen igjen,“ sagde Søsteren. „Paa Øen er der en Ulv, som har Unger, og Ulvemælk er det Eneste, som kan hjælpe mig!“ Næste Morgen tidlig reiste Ivan afsted paa en flyvende Hest med Bjørnen og Hunden bagpaa. Strax han kom til Øen, kom Ulven farende imod ham, men Ivan slog den med sin Stok, saa den maatte bede om Naade.
„Dræb mig ikke, Ivan, Kupiskas Søn!“ bad Ulven. „Alt, hvad du vil have, skal du faa, men spar mit Liv!“
„Jeg trænger ikke dit Liv, jeg trænger din Mælk!“ sagde Ivan.
„Tag saa meget, du vil have!“ sagde Ulven. Saa fik han Ulvemælk og desuden en af Ulvens Unger. Nu havde han tre Tjenere. Da han nærmede sig Huset, bandt Søsteren Røveren og lagde sig paa Sengen. Saa kom Broderen ind med Mælken.
„Pokker til Broder, som heller ikke Ulven kunde tage!“ tænkte Søsteren og kastede Mælken langt hen over Gulvet. Næste Morgen reiste Broderen paa Jagt med sine tre Tjenere. Hunden sporede op, Ulven jagede, og Bjørnen slog ihjel. Ba han om Aftenen kom hjem, laa Søsteren atter paa Sengen og jamrede sig som før:
„Jeg er saa syg, jeg er saa syg!“
„Hvad Lægemiddel trænger du?“ spurgte Broderen.
„Langt herfra er der to Fjelde,“ sagde Søsteren, „som snart aabne sig, snart lukke sig sammen. Imellem Fjeldene er der to Katte, Han og Hun. Hunkatten steger Kager, og Hankatten smør Smør paa. Skaf mig Kagerne, saa bliver jeg frisk!“ Næste Morgen tidlig reiste Broderen afsted med sine tre Tjenere bag paa Hesten, først Bjørnen, saa Ulven og saa Hunden. Det varede ikke længe, førend han kom til Fjeldet, og netop i det Samme aabnede det sig, og dybt nede i en Kløft sad to Katte og stegte Kager. Hesten gjorde et Hop, og — en, to, tre, saa var de dernede allesammen. I det Samme greb Ivan Kagerne, og Hesten hoppede op igjen med ham; men Bjørnen, Ulven og Hunden kom ikke op paa Hesten, og Fjeldene lukkede sig over dem. Saa maatte han reise hjem uden dem. Glad blev Søsteren og ligesaa Røveren, da de saa, at Broderen kom hjem alene.
„Nu skal vi dræbe ham!“ sagde Røveren, og, da Ivan kom ind, var Røveren løs og sagde til ham:
„Gaa hen og læg i Badstuen!“ Ivan var villig dertil og gik strax derhen. Men, medens han holdt paa at varme op Badstuen, kom der en Ravn flyvende.
„Hvorfra kommer du?“ spurgte Ivan.
„Fra Fjeldene, som aabne og lukke sig!“
„Hvad Nyt?“
„Bjørnen og Ulven og Hunden leve endnu!“
„Hvad bestille de?“
„De grave Vei under Fjeldet for at komme hjem igjen!“ Da Badstuen var opvarmet, og Ivan havde lagt sig paa Bænken i Dampen, kom Røveren hen for at stænge Døren og sætte Ild paa Badstuen. Men, netop som han vilde tænde paa, kom Hunden, Bjørnen og Ulven og overfaldt Røveren og søndersled ham. Saa gik Broderen ind og sagde til sin Søster:
„Tre Gange har du lagt Raad op om at dræbe mig, tre Gange er det slaaet feil; thi se, jeg lever endnu! Men nu forlader jeg dig for stedse!“ Saa tog han Hunden, Bjørnen og Ulven med sig og drog afsted tilfods. Søsteren blev alene igjen, og alt det, som Røverne eiede, Hestene og Alting lod han hende beholde. Han gik, og han gik; endelig kom han til en By. Han gik ind i Byen og vandrede igjennem Byens Gader. I et Vindu sad en Kjøbmand. Kjøbmanden saa, at den Fremmede maatte være en bedre Mands Søn, og bad ham stige indenfor. Da han havde talt med ham en Stund, bad Kjøbmanden ham blive hos sig. Ivan blev, og Kjøbmanden syntes saa godt om Ivan og var saa glad i ham, at han hverken kunde spise eller drikke, naar Ivan ikke var tilstede. Han elskede ham, som om han var hans egen Søn, og til Slutning gav han ham sin eneste Datter tilægte. En Dag spurgte han Ivan:
„Har du ingen Søskende?“
„Jo, jeg har en eneste Søster,“ svarede Ivan, „men hun er langt, langt herfra!“
„Bring hende hid!“ bød Kjøbmanden. Dagen efter satte Ivan sig tilhest og red afsted efter Søsteren. Langt om længe fandt han tilbage til Huset i Skoven, hvor hun endnu boede, ganske alene. Saa tog han baade Søsteren, de tre Heste og alt Godset med sig tilbage igjen til Kjøbmanden, sin Svigerfader. Søsteren blev hos dem; men hun kunde aldrig glemme, at Broderen havde voldt den unge Røvers, hendes Kjærestes Død, og hun pønsede fremdeles paa Leilighed til at dræbe ham. Endelig en Dag fik hun Anledning til at stikke ham med en Kniv lige i Hjertet, saa han faldt død om. Den gamle Kjøbmand klagede og jamrede sig i mange Dage over Tab et af sin kjære Svigersøn. Han lod ham begrave lige under sine Vinduer for ogsaa efter Døden at have ham saa nær ved sig som muligt. Da Hunden, Bjørnen og Ulven mærkede, at deres Herre var forsvunden, græd de alle længe. Men Ulven fandt Graven og begyndte at grave. Bjørnen kom ogsaa og tog Liget ud af Kisten. Saa kom Hunden, og, da den havde slikket Ivans Saar, kom Ivan, Kupiskas Søn, tillive igjen. Glad blev den Gamle, da hans Svigersøn igjen stod levende for ham.
„Hvorfor dræbte du mig?“ sagde Broderen til sin Søster.
„Hvorfor dræbte du min Kjæreste?“ svarede hun. Saa blev Søsteren dømt fra Livet og begravet i sin Broders Grav, men Ivan, Kupiskas Søn, levede baade lykkeligt og længe.
- ↑ Kupez, russisk: Kjøbmand